§ 1.

De almindelige Domstole er Højesteret, Landsretterne og Underretterne samt Sø- og Handelsretten i København.

Rigsretten, Sessionerne, de gejstlige og militære Retter omfattes ikke af denne Lov. Det samme gælder om de i Lov Nr. 35 af 15. Februar 1895 omhandlede Konsularretter, den ved Lov Nr. 225 af 14, April 1905 § 35 under Navn af Akkordretten oprettede Domstol, de i Lov Nr. 77 af 19. April 1907 §§ 11 og 12 og i Lov Nr. 134 af 8. Juni 1912 omhandlede Voldgiftsretter samt den i sidstnævnte Lovs § 7 omhandlede stående Voldgiftsdomstol, for så vidt der ved de nævnte Love er fastsat særlige Regler for disse Retter. Regeringen bemyndiges dog til ved kongelig Anordning at fastsætte sådanne Lempelser i disse Særregler, som denne Lov nødvendiggør.

Det har sit Forblivende ved de Bestemmelser om den faste Voldgiftsret, som indeholdes i Lov Nr. 81 af 12. April 1910, dog at Bestemmelserne i nærværende Lov kommer til Anvendelse i Stedet for de tilsvarende Regler i Lov Nr. 53 om Rettens Pleje af 26. Marts 1909.

*) Udfærdiget gennem Justitsministeriet. Se Rigsdagstidenden for 1913—14: Folket. Tid. Sp. 2775, 2776, 3129, 4406. 4493: Landst. Tid. Sp. 1212, 1328; Till. A. Sp. 3337; Till. B. Sp. 1909, 2801; Till. C. Sp. 993; Rigsdagstidenden for 1915 — 16: Folket. Tid. Sp. 1630. 1923, 3318. 3356; Landst. Tid. Sp. 655, 1160. 1233; Till. A. Sp. 2641; Till. B.Sp. 739, 2033: Till. C. Sp. 265, 2083.

§ 2.

Højesteret er øverste Domstol for hele Riget. Den har sit Sæde i København og består af en Formand og 12 andre Højesteretsdommere. I Formandens Sted træder i fornødent Fald den efter Embedsalder ældste af Rettens tilstedeværende Dommere.

I hver Sags Afgørelse ved Højesteret deltager, for så vidt ikke andet særlig er bestemt, mindst 9 Dommere. Haves i nogen Sag ikke det fornødne Antal af Højesteretsdommere til Rådighed, kalder Formanden en eller flere Landsdommere til at deltage i Sagens Behandling.

§ 3.

Skriverforretningerne ved Højesteret samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter forestås af en Justitssekretær. Ved Skriverkontoret ansættes 3 Fuldmægtige og det øvrige fornødne Kontorpersonale. Højesterets Formand træffer Bestemmelse om Forretningernes Fordeling.

§ 4.

Der skal være 2 Landsretter: Østre Landsret og Vestre Landsret, hver med samme Landområde, som henholdsvis Landsoverretten i København og Landsoverretten i Viborg hidtil har haft.

Østre Landsret, der har sit Sæde i København, består af en Formand og 17 andre Landsdommere; Vestre Landsret, der har sit Sæde i Viborg, består af en Formand og 12 andre Landsdommere.

I Formandens Forfald træder i fornødent Fald det efter Embedsalder ældste tilstedeværende Medlem af Retten i hans Sted.

§ 5.

Landsretternes Domsmyndighed omfatter dels Behandling og Påkendelse i første Instans af Retssager i det Omfang, som bestemmes ved Reglerne i denne Lov, dels Prøvelse i anden Instans af Underretternes Behandlinger og Afgørelser overensstemmende med de nævnte Regler. Endvidere kan Kære rejses for Landsretten over Underrettens Afgørelser vedrørende de i § 14 a—c og f ommeldte Forhold.

§ 6.

Hvor ikke andet er særlig bestemt i denne Lov, deltager i de enkelte Landsretssagers Behandling mindst 3 af Rettens Dommere. Sagernes Fordeling mellem Dommerne bestemmes af Formanden efter Forhandling med Rettens Medlemmer.

§ 7.

I de Straffesager, ved hvis Pådømmelse Nævninger medvirker, samt i andre Sager, når de i Medfør af § 11 behandles ved et Ting (jfr. § 23) udenfor Rettens Sæde, kan Landsrettens Formand overdrage til en anden af Rettens Dommere at beklæde Formandspladsen. Ved hver Landsret kan, om fornødent, sådant Hverv overdrages til 3 af Rettens Dommere. Overdragelsen sker for et År ad Gangen og kan fornys.

§ 8.

I andre Sager end de i § 7 nævnte beklædes Formandspladsen af Rettens Formand eller, når han ikke deltager i Behandlingen, af den efter Embedsalder ældste af de Dommere, af hvem Retten dannes.

§ 9.

Sø- og Handelsretten i København, der har at behandle Sø- og Handelssager, som i Henhold til denne Lovs Bestemmelser anlægges i København, samt de Straffesager, der efter de hidtil gældende Regler har hørt under Sø- og Handelsretten, består af en af Kongen beskikket Formand, en ligeledes af Kongen beskikket Næstformand samt så mange handelskyndige og søkvndige Medlemmer, som fastsættes ved kongelig Anordning, der endvidere bestemmer Medlemmernes Funktionstid.

De sø- og handelskyndige Medlemmer vælges på den i Lov af 19. Februar 1861 § 3 angivne Måde og skal have de i samme Lovs § 4 nævnte Egenskaber, ligesom Bestemmelserne i Lovens §§ 6 og 7 skal gælde om dem. De søkyndige Medlemmer behøver ikke at have Bopæl i København.

Til at deltage i Behandlingen af borgerlige Sager, der angår Skibsføreres og Mandskabs Rettigheder, Pligter og Forhold vedrørende disse deres Stillinger eller Handelsbetjentes og Lærlinges Tjenesteforhold til deres Principaler, eller Straffesager anlagte mod Mandskabet, vælges et ved kongelig Anordning fastsat Antal Medlemmer, hvis Funktionstid ligeledes bestemmes ved Anordningen.

Disse Medlemmer vælges af den i Lov 19. Februar 1861 § 3 nævnte Valgforsamling blandt Mænd, der foruden at fyldestgøre de i Lovens § 4, 2det og 4de Punktum, fastsatte Betingelser hører til Skibes Mandskab eller til det underordnede Handelspersonale.

Af disse Medlemmer tiltræder der eet, når Retsformanden eller en af Parterne i ovennævnte Sager forlanger det.

Til at sætte Retten udkræves under Domsforhandling i borgerlige Sager, der i Medfør af §§ 224—225 vilde høre under Landsretterne, Tilstedeværelsen af Formanden eller Næstformanden og 4 sø- eller handelskyndige Dommere, under Domsforhandling i Sager, der ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underretterne, af Formanden eller Næstformanden og 2 sø- eller handelskyndige Dommere. Under Forberedelse af Domsforhandling i borgerlige Sager beklædes Retten af Formanden eller Næstformanden alene, dog at denne altid er berettiget til at tilkalde indtil 4, henholdsvis 2 sø- eller handelskyndige Dommere og, dersom Retshandlingen angår en Sag, der skal pådømmes ved Sø- og Handelsretten, og den består i Vidneførsel, Afhjemling af Syn eller Skøn, Afhøring af Part, Modtagelse af Partsed eller Kendelse om et omtvistet Punkt, i Regelen bør tilkalde samtlige de sø- eller handelskyndige Dommere, der skal deltage i Pådømmelsen, for så vidt sådan Tilkaldelse ikke i det enkelte Tilfælde frembyder Vanskeligheder.

Under Domsforhandling i Straffesager (Lov af 19. Februar 1861 § 17), samt når Søforklaringer eller Søforhør skal optages, dannes Retten af Formanden eller Næstformanden og 2 søkyndige Dommere. I førstnævnte Sager kan det dog, enten straks ved Sagens Begyndelse eller senere, af Formanden, efter Samråd med Næstformanden, bestemmes, at der skal tilkaldes 4 søkyndige Dommere, når Sagens Omstændigheder taler derfor, såsom at der formenes at blive Spørgsmål om at frakende Skipper Ret til at føre Skib eller Styrmand, Maskinmester eller Lods Ret til at gøre Tjeneste i sådan Egenskab, eller at i Tilfælde af Skibes Sammenstød, eller lignende. Sagen kan afføde betydelige Erstatningskrav. I de Straffesager, som behandles ved Sø- og Handelsretten i Medfør af Lov om Straf for Brug af urigtige Varebetegnelser m. m. af 8. Juni 1912 § 16, dannes Retten under Domsforhandling af Formanden eller Næstformanden og to handelskyndige Dommere. Udenfor Domsforhandling beklædes Retten i Straffesager af Formanden eller Næstformanden alene. Endvidere er Formanden eller Næstformanden berettiget til på egen Hånd at slutte offentlige Politisager på den i §§ 936 og 937 nævnte Måde.

§ 10.

Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter forestås ved hver Landsret af en Justitssekretær, der tillige er Retsskriver. Desuden ansættes der ved Landsretterne, foruden det i øvrigt fornødne Kontorpersonale, ved Østre Landsret 6, ved Vestre Landsret 3 Fuldmægtige. Landsrettens Formand træffer Bestemmelse om Forretningernes Fordeling.

Ved Sø- og Handelsretten indrettes et af Formanden ledet Skriverkontor, hvorved ansættes en Justitssekretær samt to Fuldmægtige foruden det øvrige fornødne Kontorpersonale.

§ 11.

Domsbehandling af Sager, i hvilke Nævninger skal medvirke, foregår dels på det Sted, hvor Landsretten har sit Sæde, dels på andre ved kongelig Anordning dertil fastsatte Steder i Landsretskredsen. I Anordningen bestemmes, hvilke Dele af Landsretskredsen der skal henlægges til hvert af disse Tingsteder.

Når der i andre Landsretssager i første Instans er truffet Bestemmelse om, at umiddelbar Bevisførelse undtagelsesvis skal finde Sted (§§ 360, 369 og 922), kan Landsretten, når det for sådan Bevisførelses Skyld findes formålstjenligt, bestemme, at Domsforhandlingen helt eller delvis skal foregå udenfor Rettens Sæde. Sager, i hvilke sådan Bestemmelse er truffet, kan henvises til Behandling og Påkendelse på de Ting, der i Henhold til Regelen i denne Paragrafs 1ste Stykke afholdes udenfor Landsrettens Sæde.

§ 12.

Landsretskredsene inddeles i Underretskredse. Staden København udgør en Underretskreds. I øvrigt deles Riget i 88 By- og Herredsretskredse, således som det angives på den nærværende Lov vedføjede Tavle. Forandring i Underretskredsenes Område kan ske ved kongelig Anordning.

§ 13.

Underrettens Virkekreds omfatter Behandling og Påkendelse af Retssager og Foretagelse af Retshandlinger i det Omfang, som bestemmes ved Reglerne i denne Lov.

§ 14.

Til Underretternes Virkekreds henhører fremdeles udenfor den egentlige Retspleje, hvortil også henregnes Skifteforvaltning og Fogedforretninger — derunder Auktionsforretninger —:

§ 15.

Københavns Byret, som udgør Underret for København, består af en Formand og 20 andre Dommere. Af disse er to Fogder og to Skifteforvaltere. Byretten deles i 16 Afdelinger, som liver beklædes af en enkelt Dommer, der behandler og påkender de til Afdelingen henlagte Sager. Almindelige Regler om Forretningernes Fordeling mellem Afdelingerne fastsættes af Rettens Formand med Justitsministerens Billigelse. Indenfor de herved dragne Grænser foretages Fordelingen af Formanden, der tillige efter Forhandling med Rettens øvrige Medlemmer fordeler Afdelingerne mellem disse. Når det gøres fornødent, kan Formanden overdrage til et Medlem af Retten midlertidig eller i enkelte Sager tillige at udføre Forretninger i en anden Afdeling end den ham tildelte.

§ 16.

Til Københavns Byret hører et Skriverkontor samt et Pante- og Brevskriverkontor.

Skriverkontoret, hvorunder Skriverforretningerne ved Byrettens forskellige Afdelinger samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter vedrørende Domssager og Skiftevæsenet hører, forestås af en Justitssekretær; der ansættes 21 Fuldmægtige foruden det i øvrigt fornødne Kontorpersonale. Fogedforretninger og de til Skifteforvaltningen hørende Forretninger kan. for så vidt der ikke derved bliver Spørgsmål om Afgørelse af Tvistigheder, efter Dommerens Bestemmelse udføres af en Fuldmægtig eller en anden dertil af Byrettens Formand bemyndiget Person. To af Fuldmægtigene tillægges der under Benævnelsen Underfogder Bemyndigelse til på eget Ansvar at afsige de under Fogedforretninger forefaldende Kendelser, således at der med Hensyn til Påanke og Kære gælder de samme Regler som med Hensyn til vedkommende Dommere i Byretten, jfr. Kapitel 53.

Pante- og Brevskriverkontoret, hvorunder Skøde- og Pantebøgernes Førelse hører, forestås af en Pante- og Brevskriver, og der ansættes 4 Fuldmægtige foruden det i øvrigt fornødne Kontorpersonale. Beslutninger vedkommende Bøgernes Førelse kan indenfor det af Pante- og Brevskriveren fastsatte Område tages af en Fuldmægtig på eget Ansvar. Tinglæsninger og Aflæsninger foregår ved de Afdelinger, som behandler borgerlige Domssager. Rettens Formand fastsætter Fordelingen med Justitsministerens Billigelse.

Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter forestås for Fogedforretningernes Vedkommende af Fogderne og for Pante- og Brevskriverforretningernes Vedkommende af Pante- og Brevskriveren.

§ 17.

Udenfor København består Underretterne hver af en Dommer, der tillige er Retsskriver, dog at der i Frederiksberg Birk ansættes 3 Dommere, mellem hvem Forretningerne fordeles ved kongelig Anordning.

Til Forretningerne som Retsskriver henregnes:

1) Besørgelsen af de under Retten hørende Skriverforretninger og Udfærdigelser, derunder Udskrifter af Retsbøgerne;

2) Oppebørsel af Retsafgifter og Regnskabsaflæggelse herfor;

3) Ekspedition af Dokumenter, der tinglæses eller aflæses, og Førelse af Skøde- og Pantebøgerne og

4) Notarialforretninger.

I Underretskredse, hvor Folketallet efter sidste Folketælling overstiger 40,000 Indbyggere (jfr. dog angående Frederiksberg Birk Paragraffens 1ste Stykke), ansættes en særlig Dommer, til hvilken henlægges de Dommeren og Skriveren ved Underretterne påhvilende Forretninger vedrørende Strafferetsplejen og Skifteforvaltningen.

På Underretsdommerens Begæring kan der af Landsrettens Formand meddeles dertil egnede Personer (§ 45) Bemyndigelse til på Dommerens Ansvar at udføre Fogedforretninger, de til Skifteforvaltningen hørende Forretninger eller Dele af samme, Notarialforretninger samt de i § 1018, 1ste Stykke, omhandlede Forhør. Bemyndigelse til at udføre nogen Del af de egentlige Dommerforretninger kan kun meddeles af Justitsministeren.

Med Hensyn til Udlægs og Udpantningers Foretagelse ved Politimesteren og Sognefogeden gælder Reglerne i 3die Bogs 3die Afsnit.

§ 18.

I Søsager samt i de Straffesager, der efter de hidtil gældende Regler har hørt under Søretterne, tiltrædes Underretten udenfor København af 2 søkyndige Mænd overensstemmende med Reglerne i Lov om Søretter af 12. April 1892 §§ 2, 3. 4 og 5, og således at Retten kan beklædes af Formanden alene i de i nævnte Lovs § 1. 2det Stykke, 1ste og 2det Punktum, angivne Tilfælde.

§ 19.

Ved kongelig Anordning bestemmes Tingstederne for Underretterne udenfor København. Bortfalder et af de nuværende Hovedtingsteder, oprettes der på det pågældende Sted et Bitingsted for Retskredsen.

Tildeles der en Retskreds flere Tingsteder, fastsætter Anordningen de Dele af Kredsen, som med Hensyn til Rettens ordentlige Møder skal henhøre til ethvert af disse. Tinglæsning og Aflæsning af Dokumenter skal dog for hele Retskredsen foregå ved det Tingsted, der i Anordningen betegnes som Hovedtingsted, men Dommeren er pligtig ved de ordentlige Retsmøder på ethvert Tingsted i Kredsen at modtage Dokumenter, som indleveres til Tinglæsning eller Aflæsning, samt efter Forudbegæring at udlevere tinglæste og aflæste Dokumenter.

Dommeren skal have Bolig ved Kredsens Tingsted (Hovedtingsted). Dog kan Justitsministeren tilstede Afvigelse herfra.

Skønnes det efter Omstændighederne fornødent, kan det ved kongelig Anordning bestemmes, at Dommeren på et eller flere Steder i Retskredsen udenfor Hovedtingstedet vil have at indrette en Afdeling af sit Embedskontor. Justitsministeren træffer Bestemmelse om Kontordagenes Antal og Kontortidens Længde.

§ 20.

Sø- og Handelssager kan behandles ved de for almindelige borgerlige Retssager dannede Retter, når begge Parter er enige herom.

Begæring om, at en Sag skal behandles som Sø- eller Handelssag, eller Indsigelse derimod skal fremsættes senest på den første Tægtedag. Rettens Afgørelse af Spørgsmål derom kan ikke medføre Afvisning af Sagen, men kun Henvisning af dens videre Behandling til den rette Domstol. Kærefristen er 3 Dage.

Sø- og Handelssager, der ellers vilde være at behandle udenfor København, kan, når Parterne er enige herom, indbringes for Sø- og Handelsretten i København

§ 21.

Regeringens Ret til at anordne ekstraordinære Retter vedbliver indtil videre i sit nuværende Omfang. Sådanne Retter vil i alle Henseender i Sager, der falder under nærværende Lov, have i deres Fremgangsmåde at anvende denne Lovs Regler uden dog at være bundne ved Bestemmelsen om Retskredsenes Grænser.

For så vidt Straffesager angår, kan dog de ekstraordinære Retters Virksomhed ikke udstrækkes ud over Sagernes Undersøgelse, i hvilken Henseende Bestemmelserne i 4de Bog, 2det og 3die Afsnit, bliver at iagttage, hvorimod Sagernes Pådømmelse skal ske ved de ordinære Domstole.

De ekstraordinære Retter står i alle Afgørelser under Kære og Anke umiddelbart til Højesteret.

Ligeledes kan Kongen dels i Sager, i hvilke der foreligger Sigtelse for Overtrædelse af den borgerlige Lovgivning, og tillige for Forhold, der vedrører Sigtedes Stilling som gejstlig Embedsmand, bestemme, at Sagen i sin Helhed skal undersøges og påkendes enten ved gejstlig eller ved borgerlig Ret, dels i Sager, hvorunder Personer, af hvilke nogle henhører under militære, andre under borgerlige Retter, sigtes for Delagtighed i samme forbryderske Forhold, bestemme, at Sagen i sin Helhed skal undersøges og påkendes ved borgerlig Ret. 1 disse Tilfælde kan Kongen tilforordne de borgerlige Retter, til hvilke Sagens Undersøgelse og Påkendelse henvises, samt de borgerlige Domstole, hvem Påkendelsen i Tilfælde af Anke tilkommer, hver tvende henholdsvis gejstlige eller militære Medlemmer som Dommere.

§ 22.

Højesteret holder Møde til de samme Tider, som hidtil har været brugeligt, men Retten kan bestemme sådanne Forandringer heri, som den måtte anse for hensigtsmæssige, hvorom det fornødne bliver at bekendtgøre i Lovtidenden.

Beslutninger af Retten, som går ud på i Henhold til Reglerne i denne Lov at tilstede Afvigelser fra de almindelige processuelle Regler, er ikke bundne til de foreskrevne eller vedtagne Mødetider.

§ 23.

Til Domsbehandling af Sager, i hvilke Nævninger skal medvirke, afholdes regelmæssigt Ting af Østre Landsret i Løbet af hver Måned i København og i Øvrigt

§ 24.

Til Behandling af andre end de i § 23 nævnte Sager afholder Landsretterne Møder til de Tider, som Retterne bestemmer, og hvorom offentlig Bekendtgørelse finder Sted. Overordentlige Møder kan vedkommende Formand beramme, når sådant af særegne Grunde findes fornødent.

Sø- og Handelsretten i København træffer selv Bestemmelse om Tiden for Rettens Møder og om Bekendtgørelsen heraf.

§ 25.

Bestemmelse om Tiden for ordentlige Møder i de Afdelinger af Københavns Byret, der behandler Domssager, såvel som om Bekendtgørelsen heraf træffes af Byrettens Formand med Justitsministerens Billigelse; overordentlige Møder kan berammes af Dommeren i den pågældende Afdeling. Møder i andre Sager berammes af Dommeren overensstemmende med Reglerne i de følgende Bøger.

§ 26.

For Underretterne udenfor København bestemmes ved kongelig Anordning Tiden for de ordentlige Retsmøder til Domssagers Behandling på de enkelte Tingsteder. Dommeren berammer i hvert enkelt Tilfælde Tiden for andre Retsmøder.

§ 27.

På Søn- og Helligdage afholdes ikke Retsmøder undtagen i påtrængende Tilfælde. Om Tilfældet er påtrængende, afgøres af Retten eller dennes Formand.

§ 28.

Når Hensyn til Retspersonalet eller Rettens øvrige Forretninger kræver det. eller Omstændighederne i øvrigt gør det nødvendigt, kan Formanden afbryde begyndte Retsmøder eller afsige eller udsætte berammede Retsmøder, hvorom da Underretning snarest muligt bliver at give alle vedkommende.

§ 29.

Retsmøderne er offentlige, hvor ikke det modsatte særlig er foreskrevet. Dog kan Retten undtagelsesvis på Begæring af en Part eller i Embeds Medfør beslutte, at Forhandlingen skal foregå for lukkede Døre, når Hensyn til Sædeligheden eller Orden og Ro i Retslokalet kræver det. Det samme gælder i borgerlige Sager, når offentlig Forhandling vilde tilføje nogen en ufornøden Krænkelse, og i Straffesager, når Statens Forhold til fremmede Magter kræver det, samt med Hensyn til Retshandlinger, som finder Sted udenfor Domsforhandling, når særegne Omstændigheder giver Grund til at antage, at Retsmødets Offentlighed vil være til Hinder for Sagens Oplysning, eller det begæres af Værgen for en Sigtet under 18 År. Domme afsiges stedse i offentligt Møde.

§ 30.

Rettens Beslutning om, at Dørene skal lukkes, sker ved Kendelse, efter at Parterne har haft Lejlighed til at udtale sig. Kendelsen, der i borgerlige Sager ikke er Genstand for Kære, afsiges offentligt; om Dørene skal lukkes under den forudgående Forhandling, afgør Rettens Formand.

Beslutning om, at Dørene skal lukkes, kan træffes såvel ved Forhandlingens Begyndelse som i Løbet af denne; den kan straks eller senere indskrænkes til en Del af Forhandlingen.

§ 31.

Når Domsforhandlingen i en Straffesag holdes for lukkede Døre, har de ved den påtalte Handling forurettede Personer, fremdeles Dommere, Øvrighedspersoner, offentlige Anklagere, Sagførere samt de, der er indkaldte som Nævninger til det pågældende Ting, Adgang til at overvære samme; endvidere kan der af Rettens Formand tilstedes enkelte andre Adgang. Om de Forhandlinger, der af Hensyn til Statens Forhold til fremmede Magter eller til Sædeligheden finder Sted for lukkede Døre, må der ikke af de nævnte Personer gives Meddelelse til nogen, hvem Adgang til at overvære dem ikke har været tilstedet. Ej heller må offentlig Gengivelse af sådanne Forhandlinger i noget Tilfælde finde Sted. Overtrædelse heraf straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

Hvorvidt der i borgerlige Sager, i hvilke Forhandling finder Sted for lukkede Døre, kan tilstedes enkelte Personer, som ikke har med Sagen at gøre, Adgang, beror på Rettens Formand. Det samme gælder, når i en Straffesag Retshandlinger udenfor Domsforhandling foregår for lukkede Døre. Bestemmelserne i 1ste Stykke, 2det—4de Punktum, om Forhandlinger, der af Hensyn til Statens Forhold til fremmede Magter eller til Sædeligheden holdes for lukkede Døre, finder tilsvarende Anvendelse ved de her nævnte Forhandlinger.

§ 32.

Adgang til offentligt Retsmøde kan nægtes Personer under 18 År samt enhver, der fremstiller sig i en sådan Tilstand, at hans Nærværelse vilde stride mod Rettens Værdighed eller god Orden, i Straffesager desuden Personer, der for Vold eller for nogen i den offentlige Mening vanærende Handling har været straffede med offentligt Arbejde, Fængsel på Vand og Brød, Fængsel på sædvanlig Fangekost eller Tvangsarbejde uden senere at have fået Æresoprejsning. Rettens Formand kan under enhver Omstændighed for at hindre, at Rummet overfyldes, begrænse Antallet af de Personer, der indlades.

§ 33.

Almindelige Forskrifter om, hvilke Retsbøger der skal føres ved de forskellige Retter, såvel som om deres Indretning og Førelse, kan gives ved kongelig Anordning. Indenfor de derved dragne Grænser bestemmes Retsbøgernes Indretning for de af flere Dommere bestående Retter af Formanden, for de øvrige Retters Vedkommende af Landsrettens Formand.

De Retsbøger, som føres, autoriseres ved de af flere Dommere bestående Retter af vedkommende Formand og ved de øvrige Retter af vedkommende Dommer.

§ 34.

Angående alle Retshandlinger optages Beretning i Retsbogen. I Retsbogen indføres Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmødet;

2) Navnene på de Personer, der fungerer som Dommere, Nævninger, Retsskriver og Retsvidner;

3) Sagens Nummer med Parternes Navne;

4) Navnene på de Personer, der er til Stede som Parter eller på disses Vegne eller til deres Bistand, eller Bemærkning om de Forholdsregler, som måtte være trufne med Hensyn til deres Tilkaldelse eller Udelukkelse;

5) om Retsmødet er offentligt eller ikke.

§ 35.

Retsbogen skal indeholde en kort Fremstilling af Forhandlingerne. Fuldstændigt optages Parternes Påstande, Begæringer og Indsigelser, for så vidt de ikke indeholdes i Skrifter, som overleveres Retten, i hvilket Fald Henvisning er tilstrækkelig, samt Indsigelser, som fremsættes af Vidner, Syns- eller Skønsmænd.

Af Udviklinger og Foredrag til Begrundelse af Påstande, Begæringer eller Indsigelser optages intet i Retsbogen, hvor ikke det modsatte udtrykkelig er bestemt; dog kan Formanden beslutte, at enkelte Udtalelser skal optages.

Særlig Bemærkning gøres i Retsbogen om, hvorledes der er gået til Værks med Hensyn til Former, som efter Loven skal iagttages, om, hvad der fremlægges i Retten, og hvilke Dokumenter der er blevet oplæst.

Rettens Afsigelse af Domme og Kendelser og dens øvrige Beslutninger optages i Retsbogen. Domme og Kendelser indføres fuldstændigt i Dombogen.

Om noget i øvrigt skal optages i Retsbogen, beror på, om sådant særlig er foreskrevet i Loven.

§ 36.

Hvor ikke det modsatte er udtrykkelig bestemt, tinder Oplæsning og efter Omstændighederne Vedtagelse af det Retsbogen tilførte kun Sted, når Rettens Formand af særlige Grunde anser det for nødvendigt, enten af egen Drift eller i borgerlige Sager ifølge Begæring af Part, Vidne eller Syns- eller Skønsmænd.

§ 37.

Retsbogen underskrives ved hvert Retsmødes Slutning af Rettens Formand, fremdeles af de Personer, der måtte have fungeret som Retsskriver eller Retsvidner.

§ 38.

Aktstykker og andre Dokumenter, som fremlægges i Retten, forsynes med Fremlæggelsespåtegning.

§ 39.

Stævningerne og Parternes øvrige Processkrifter forbliver i Rettens Arkiv. Af Dokumenter og andre Aktstykker, der benyttes som Bevis, skal, når de forlanges tilbageleverede, Genpart, der bekræftes af Retsskriveren, eller, hvor sådan ikke er ansat, af Dommeren, afgives til Retten; dog undtages herfra Dokumenter, der er Udskrift af Embedsbøger. Om og i hvilket Omfang Genpart skal tages af Handelsbøger, Regnskabsbøger eller andre Dokumenter af betydeligt Omfang, beror på Formanden.

§ 40.

Hvor en Retsskriver er ansat, samler han de enhver Sag vedkommende Dokumenter og bevarer dem samt de af tilbageleverede Originaler tagne Genparter. Ved andre Retter påhviler dette Dommeren. De i Nævningesager overensstemmende med §§ 894 og 898—900 udfærdigede Spørgsmål tilligemed Nævningernes vedtegnede Erklæringer bliver at samle og opbevare som Bilag til Retsbogen.

§ 41.

Udenfor de Tilfælde, for hvilke der i denne Lov er truffet særlig Bestemmelse, kan Parterne samt andre, som deri har retlig Interesse — de sidstnævnte i Straffesager dog først, når Sagen er endt — hos Retsskriveren eller, hvor ingen sådan er ansat, hos Dommeren forlange Udskrift af Retsbøgerne, derunder dog ikke Stemmegivningsbogen, samt af de øvrige hos Retten beroende til en Sag hørende, fremlagte Dokumenter.

§ 42.

Faste Dommere ved Rigets almindelige Domstole beskikkes af Kongen.

Til Højesteret sker Udnævnelse som „Højesteretsdommer“, til Landsret som „Landsdommer“, til hver af de andre Retter — bortset fra Sø- og Handelsretten i København, jfr. § 9 — som „Dommer“ med Angivelse af, hvor pågældende ansættes.

Kun fuldmyndige, uberygtede, vederhæftige Mænd, som har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen med bedste Karakter, kan beskikkes. Dog skal Mænd, som har bestået den nævnte Eksamen med Karakteren haud illaudabilis efter denne Eksamens tidligere Ordning eller haud illaudabilis Imi gradus efter den nuværende Ordning, og som i øvrigt opfylder de foran nævnte Betingelser, kunne beskikkes i Embeder som Dommere ved Underretterne udenfor København, når de har været Politimestre eller i mindst 5 År har haft fast Beskikkelse i noget af de i § 52, lste Stykke, nævnte Embeder eller i Embeder under Politiet i København, eller når de i Løbet af mindst 5 År med fornøden Bemyndigelse jævnlig har deltaget i de

§ 43.

Til Højesteretsdommer kan i Regelen kun beskikkes en Mand, der i 3 År har været Landsdommer, Formand i Byretten for København, Formand eller Næstformand i Sø- og Handelsretten, Overretsassessor, Kriminal- og Politiretsassessor, Rigsanklager, Højesteretssagfører, Departementschef i Centraladministrationen eller beskikket Lærer i Lovkyndighed ved Universitetet.

Førend nogen kan beskikkes til Højesteretsdommer, skal han først have godtgjort sin Dygtighed til at have Sæde i Retten ved som Prøve at votere først i mindst 4 Sager, af hvilke mindst den ene skal være borgerlig.

Til Landsdommer kan i Regelen kun beskikkes en Mand, der i 3 År har været enten i nogen af de i 1ste Stykke nævnte Stillinger eller Dommer ved Underret, Politimester, Overanklager, Overretssagfører, Landsretssagfører eller kgl. ansat Embedsmand i Centraladministrationen.

Til Udbringeise af de i ovennævnte Bestemmelser ommeldte 3 År kan Virksomhed i forskellige af de nævnte Stillinger sammenlægges.

Til at indtræde i de i § 21, 1ste og 2det Stykke, ommeldte ekstraordinære Retter skal så vidt muligt faste Dommere beskikkes. Ingen kan beskikkes, som ikke opfylder de i § 42. 3die Stykke, nævnte Betingelser.

§ 44.

Midlertidig Beskikkelse til Højesteretsdommer kan ikke finde Sted. Ved Embedsledighed skal fast Beskikkelse ske inden 6 Måneders Forløb.

Til midlertidig at beklæde andre Dommerembeder, når det på Grund af Embedsledighed eller en fast Dommers Forfald måtte være nødvendigt, meddeler Justitsministeren Beskikkelse. Enhver Dommer ved Underret skal være forpligtet til, når det af fornævnte Grunde skønnes fornødent, at modtage Beskikkelse af Justitsministeriet til, foruden sit eget Embede, midlertidig at beklæde et andet Underdommerembede. Udenfor Tilfælde af Sygdomsforfald kan Embede som Landsdommer, som Dommer i Byretten for København, som Formand eller Næstformand i Sø- og Handelsretten eller som Dommer ved Underret udenfor København ikke holdes besat ved midlertidig Beskikkelse udover et År.

I påtrængende Tilfælde, samt når den faste Dommers Forfald skønnes at ville blive kortvarigt, kan Landsrettens Formand bemyndige til midlertidig at forestå Dommerembedet ved en Underret udenfor København. Herom skal Meddelelse straks ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Den, som beskikkes til midlertidig at beklæde et Dommerembede, må være i Besiddelse af de samme Egenskaber, som udkræves til at beklæde Embedet som fast Dommer. Dog er det ved Underretterne udenfor København med Hensyn til Eksamensfordringen tilstrækkeligt, at den pågældende har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen med Karakteren haud illaudabilis eller har opnået Karakteren „Bekvem“ eller „Første Karakter“ enten ved den juridiske Fællesprøve eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede.

§ 45.

Den Bemyndigelse, som i Henhold til § 17 kan gives til på en Underretsdommers Ansvar at udføre visse denne påhvilende Embedsforretninger, kan kun med-

§ 46.

Når det på Grund af en Dommers Udelukkelse eller Fritagelse formedelst Inhabilitet måtte være nødvendigt, beskikker Justitsministeren eller, ved Underretterne udenfor København, Landsrettens Formand en Sættedommer.

Med Hensyn til Sættedommerne finder Reglerne i § 44, 4de Stykke, Anvendelse.

§ 47.

Spørgsmål om en Dommers Strafansvar for Overtrædelse af de ham efter Lovene som Dommer påhvilende Pligter bedømmes — bortset fra det i § 43, 2det Stykke, omhandlede Tilfælde — efter Straffeloven og påkendes under en selvstændig Straffesag; dog kan Straffen, hvis den ej overstiger Bøder, i Tilfælde af Anke eller Kære pålægges uden særligt Sagsanlæg, efter at der, om fornødent, er givet vedkommende Dommer Lejlighed til mundtlig eller skriftlig at udtale sig om det pågældende Forhold.

Erstatningsansvar må som hidtil gøres gældende ved Anke. for så vidt det ikke enten efter Bogen om Strafferetsplejen påkendes i Forbindelse med Spørgsmål om Straf eller indtales, efter at Straffedom er fældet over den pågældende.

§ 48.

Gør en Dommer sig som sådan skyldig i Forsømmelse eller Skødesløshed i Embedsførelse, der dog ikke er af en sådan Beskaffenhed, at den ifølge Lovgivningen pådrager Straf, eller udviser han i øvrigt utilbørligt eller usømmeligt Forhold, påhviler det Formanden i den Ret, hvoraf han er Medlem, med Hensyn til Landsretternes Formænd og Formanden samt Næstformanden for Sø- og Handelsretten, Højesterets Formand, samt med Hensyn til de øvrige Dommere, vedkommende Landsrets Formand, i Stilhed at give ham fornøden Advarsel.

Det står derhos enhver, der under Møde for en Ret anser sig krænket ved utilbørligt eller usømmeligt Forhold fra en Dommers Side, frit for at påklage det af Dommeren udviste Forhold til højere Ret. Klagen, der må fremsættes skriftlig og inden fjorten Dage, efter at Sagens Behandling for pågældende Ret er sluttet, behandles i øvrigt overensstemmende med de i Kapitel 85 givne Regler for Kæremål. Finder den overordnede Ret Klagen begrundet, kan den udtale sin Misbilligelse af Dommerens Adfærd eller pålægge ham en Bøde.

§ 49.

Viser sådan, efter Omstændighederne gentagen Advarsel, Misbilligelse eller Bøde sig frugtesløs, eller har Dommeren gjort sig skyldig i et Forhold, der må svække eller gøre ham uværdig til den Agtelse og Tillid, som Dommerkaldet forudsætter, kan dette drage til Følge efter Omstændighederne Afsættelse uden Pension eller med Pension, beregnet efter Pensionslovens Regler, eller endelig således, at Pensionens Størrelse bliver at bestemme ved særlig Lov. Er der Tale om et efter Straffeloven strafbart Forhold, bliver Sagen af Justitsministeren eller af Formanden at overgive til vedkommende Overanklager for eventuelt at forfølges som

§ 50.

Når Straffesag er rejst mod en Dommer, eller når han må antages at have gjort sig skyldig i sådant utilbørligt Forhold, som omhandles i § 49, såvel som når han er blevet uvederhæftig eller åndssvag, kan han suspenderes. Afgørelse herom træffes, når Talen er om en Dommer ved Underret, af Landsrettens Formand og to af Rettens Medlemmer, og når Talen er om en Højesterets- eller Landsdommer eller om Formanden eller Næstformanden for Sø- og Handelsretten, af Højesterets Formand og to af Rettens Medlemmer.

§ 51.

Beslutning om Ophør af midlertidig Beskikkelse til at beklæde et Dommerembede (§ 44) eller af Bemyndigelse til at udføre Dommergerning efter § 17, 4de Stykke, kan tages af den Myndighed, der har meddelt den, dog, for så vidt det er Landsrettens Formand, med Ret for den pågældende til at forelægge Spørgsmålet for Justitsministeren.

§ 52.

Justitssekretærer ved Højesteret, Landsretterne, Københavns Sø- og Handelsret og Københavns Byret, Pante- og Brevskriveren ved sidstnævnte Ret og samtlige Fuldmægtige ved de nævnte Retter beskikkes af Kongen.

Til midlertidig at beklæde et af de nævnte Embeder, når det på Grund af Embedsledighed eller Forfald måtte være nødvendigt, meddeler Justitsministeren Beskikkelse. I påtrængende Tilfælde, samt når Forfaldet skønnes at ville blive kortvarigt, kan vedkommende Rets Formand give den midlertidige Bemyndigelse. Herom skal Meddelelse straks ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Til fast eller midlertidig at beklæde de i denne Paragraf nævnte Embeder udkræves, at vedkommende er en fuldmyndig, uberygtet og vederhæftig Mand, samt at han har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen i det mindste med Karakteren haud illaudabilis eller har opnået Karakteren „Bekvem“ eller „Første Karakter“ ved den juridiske Fællesprøve eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede.

§ 53.

Når nogen af de i § 52 nævnte Embedsmænd på Grund af Inhabilitet er udelukket, beskikker vedkommende Rets Formand i fornødent Fald en Mand, som har de i § 52, 3die Stykke, angivne Egenskaber, til at fungere i Sagen.

§ 54.

Klage over en Justitssekretærs og i København over Pante- og Brevskriverens Afgørelser fremsættes inden 6 Måneder for den Ret, ved hvilken han er ansat. Efter at have modtaget den pågældende Embedsmands Erklæring afgør Retten, for Københavns

§ 55.

Til Retsmøder, der i Straffesager afholdes af en Ret, som beklædes af Enkeltdommer, skal, såfremt ingen særlig Retsskriver er til Stede, en Stævningsmand i eller udenfor Retskredsen eller i Mangel af en sådan en fuldmyndig, uberygtet Mand i selvstændig Stilling af Dommeren tilkaldes som Retsvidne. Kan en sådan ikke straks komme til Stede, bliver Retshandlingen at udsætte, medmindre dens Øjemed derved vilde stå i Fare for at forspildes. Tilkaldelse af Retsvidne kan fremdeles undlades, når der er beskikket en Forsvarer for Sigtede, eller denne selv har antaget en sådan. medmindre den valgte Forsvarer ifølge § 821 Nr. 3 er udelukket fra Retsmødet, eller dette holdes for lukkede Døre, og Tilkaldelsen forlanges enten af Sigtede eller Forsvareren. I sidstnævnte Tilfælde skal der, når Ønske derom fremsættes, og Omstændighederne tillader det, tilkaldes en anden end en Stævningsmand.

Dommeren sørger så vidt muligt for, at Tilkaldelsen af andre end Stævningsmændene sker efter Omgang; kun i Nødsfald kan en Person tilkaldes til at fungere flere Dage efter hinanden. Hvor Forholdene tillader det, bør der gives ham et passende Varsel. Udebliver et tilkaldt Retsvidne uden lovligt Forfald eller uden betimelig Anmeldelse herom, kan det straffes med en Bøde af indtil 20 Kr. Dommeren kan pålægge Retsvidnerne at iagttage Tavshed om, hvad de ved Retshandlingen erfarer om Undersøgelsens Genstand; Overtrædelse af et sådant Pålæg straffes med Bøder indtil 100 Kr.

Retsvidner har Krav på samme Godtgørelse som i § 192 foreskrevet for Vidner. Den Retten i § 192, 3die Punktum, givne Beføjelse til at tilstå et Vidne passende højere Godtgørelse end den almindelige skal uden Hensyn til, om den der nævnte Betingelse er til Stede, kunne anvendes ved tilkaldte Retsvidner, når det skønnes, at Tilkaldelsen har medført større Tab eller uforholdsmæssigt Besvær eller Ulempe for den tilkaldte.

§ 56.

Ved Højesteret, Landsretterne, Sø- og Handelsretten i København og Københavns Byret ansætter Rettens Formand det fastsatte Antal Retsbude.

§ 57.

I hver af de i § 12 ommeldte Retskredse ansættes det fornødne Antal Stævningsmænd.

De ved Landsretterne og Underretterne ansatte Retsbude kan benyttes som Stævningsmænd for vedkommende Rets Område i det Omfang og på den Måde, som vedkommende Formand eller Underretsdommer nærmere bestemmer. De Stævningsmænd, som yderligere efter Justitsministerens Bestemmelse behøves, beskikkes af vedkommende Formand eller Underretsdommer. Fortegnelse over Retskredsens Stævningsmænd opslås på Tingstederne samt henholdsvis i Landsretternes og Københavns Byrets Lokaler og bekendtgøres tillige årlig og oftere, naar Forandring sker, i Statstidenden. Ved Sø- og Handelsretten i København finder de om Stævningsmænd ved Landsretterne givne Regler tilsvarende Anvendelse.

§ 58.

Ved Anordning gives der en Instruks for Stævningsmænd. Enhver Stævningsmand afgiver til vedkommende Retsformand eller Underretsdommer en højtidelig Erklæring om, at han med Troskab og Samvittighedsfuldhed vil opfylde de Pligter, der påhviler ham efter nærværende Lov og den ham meddelte Instruks. Formen for denne Erklæring fastsættes af Justitsministeren. Dommeren i

Retskredsen har at vejlede Stævningsmændene med Hensyn til deres Pligter.

§ 59.

Det underordnede Personale ved Højesterets, Landsretternes, Sø- og Handelsrettens og Københavns Byrets Skriverkontorer ansættes af vedkommende Rets Formand.

§ 60.

Ingen må handle som Dommer i en Sag, når han

1) selv er Part i Sagen eller er interesseret i dens Udfald eller, hvis det er en Straffesag, er forurettet ved Forbrydelsen;

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne i en bprgerlig Sag eller med Sigtede i en Straffesag i op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien så nær som Søskendebørn eller er en af Parternes eller Sigtedes Ægtefælle. Værge, Kurator, Adoptiv- eller Plejefader, Adoptiv- eller Plejesøn;

3) er gift med eller beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende Linie eller beslægtet i Sidelinien så nær som Søskende med nogen i en borgerlig Sag optrædende Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig for en af Parterne eller med den forurettede i en Straffesag eller dennes Rettergangsfuldmægtig eller med nogen i en sådan Sag optrædende offentlig Anklager eller Politiembedsmand eller Forsvarer for Sigtede;

4) har aflagt Vidnesbyrd eller været Syns- eller Skønsmand i Sagen eller har handlet i den, hvis det er en borgerlig Sag, som Sagfører eller i øvrigt som Rettergangsfuldmægtig for nogen af Parterne og, hvis det er en Straffesag, som Politiembedsmand, offentlig Anklager. Forsvarer eller Rettergangsfuldmægtig for den forurettede;

5) har handlet i Sagen i den underordnede Instans som Dommer eller, hvis det er en Straffesag, som Nævning.

Den Omstændighed, at Dommeren, fordi flere Embedsvirksomheder er forenede i hans Person, tidligere af den Grund har haft med Sagen at gøre, medfører ikke Inhabilitet, når der ikke efter de foreliggende Omstændigheder er Grund til at antage, at han har nogen særegen Interesse i Sagens Udfald.

§ 61.

I de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde er Dommeren, hvis han er Enkeltdommer, pligtig efter Kendelse, afsagt af ham selv, at vige sit Sæde. Beklæder han Retten i Forening med andre Dommere, er han pligtig at gøre Retten Meddelelse om de Omstændigheder, som ifølge foregående Paragraf formenes at medføre hans

§ 62.

Parterne kan ikke blot fordre, at en Dommer skal vige sit Sæde i de i § 60 angivne Tilfælde, men enhver af dem kan fremsætte Indsigelse mod, at en Dommer beklæder Retten, når andre Omstændigheder foreligger, som er egnede til at vække Tvivl om hans fuldstændige Upartiskhed. I Tilfælde af den sidstnævnte Beskaffenhed kan også Dommeren selv, når han frygter for, at Parterne ej kan have fuld Tillid til ham, vige sit Sæde, selv om ingen Indsigelse mod ham fremsættes. Beklædes Retten af flere Dommere, kan enhver af disse rejse det Spørgsmål, om nogen af Rettens Medlemmer på Grund af Omstændigheder af heromhandlede Art bør fratræde.

De Spørgsmål. som måtte opstå i Henhold til nærværende Paragraf, afgøres på samme Måde, som i § 61 er bestemt med Hensyn til de i § 60 omhandlede Tilfælde.

§ 63.

Spørgsmålet om en Dommers Fratræden, der, når det rejses af en af Parterne, i borgerlige Sager i processuel Henseende behandles som andre Formalitetsindsigelser, bør så vidt muligt rejses før den mundtlige Forhandlings Begyndelse. Det kan afgøres, uden at Parterne har haft Adgang til at ytre sig derom.

§ 64.

Kendelser, hvorved en Enkeltdommer erklærer at ville vige sit Sæde. eller hvorved det pålægges en Dommer i en Kollegialret at vige sit Sæde, er ikke Genstand for Anke eller Kære. Imod Kendelser, hvorved Indsigelser mod en Dommers Habilitet forkastes, kan Kæremål rejses. Når det straks forlanges, kan i denne Anledning en kort Udsættelse af Sagen tilstås.

§ 65.

Fra det Øjeblik, da Retskendelse for, at en Dommer skal vige sit Sæde, er afsagt, er denne Dommer kun berettiget til at foretage sådanne Handlinger i Sagen, som ej kan opsættes.

§ 66.

De om Dommere givne Forskrifter finder også Anvendelse på Retsskrivere og Retsvidner. Afgørelsen af Habilitetsspørgsmålet træffes af Retten.

§ 67.

En Stævningsmand må ikke foretage eller deltage i en Forretning, når nogen af Parterne er hans Ægtefælle eller beslægtet eller besvogret med ham i lige opeller nedstigende Linie eller i første Sidelinie, eller han selv er Part i Sagen eller er interesseret i dens Udfald.

§ 68.

For hvert År, regnet fra 1. Juni til 31. Maj, vælges for hver Nævningekreds et Antal Personer til at udføre Nævningehvervet. Blandt disse udtages Nævningerne for det enkelte Ting ved Lodtrækning, og blandt de således udtagne atter Nævningerne for den enkelte Sag, ligeledes ved Lodtrækning.

Ved Nævningekreds forstås den Del af en Landsretskreds, som i Henhold til § 11 er henlagt til samme Landsretstingsted.

§ 69.

Til Nævning kan med de af §§ 70 og 71 følgende Undtagelser kaldes enhver Mand eller Kvinde, som har,Valgret til Folketinget, medmindre den pågældende på Grund af legemlige Mangler eller utilstrækkeligt Kendskab til det danske Sprog er ude af Stand til at fyldestgøre en Nævnings Pligter.

§ 70.

Udelukkede fra at være Nævninger er: Ministre, Departementschefer samt ligestillede Embedsmænd i Centraladministrationen, Medlemmer af Højesteret samt Dommere i Landsretterne og Underretterne, Formand og Næstformand i Sø- og Handelsretten, offentlige Anklagere, Overøvrigheder, Politiets Embeds- og Bestillingsmænd, Folkekirkens og de anerkendte Trossamfunds Gejstlige.

§ 71.

Følgende Personer kan begære sig fritagne for Nævningehvervet:

1) Rigsdagsmænd og Rigsdagens Tjenestemænd, medens Rigsdagen er samlet,

2) Tjenstgørende Militærpersoner, dog derunder ikke indbefattet de ved Bornholms Væbning ansatte,

3) Told- og Postvæsenets Embeds- og Bestillingsmænd, faste Brandfolk, såvel som de ved Jernbaner og Telegrafer samt Telefoner ansatte Personer,

4) Læger, som ikke holder Hjælpelæge, og Fødselshjælpersker,

5) Apotekere, der driver deres Næring uden Hjælp af en farmaceutisk Kandidat,

6) Lodser,

7) eksaminerede Kedelpassere ved de det offentlige Tilsyn underkastede Dampkedler,

8) de, som inden Nævningeårets Begyndelse fylder 65 År,

9) de, som på Grund af deres Helbredstilstand eller Erhvervs- eller Familieforhold ikke uden Fare for deres Velfærd kan opfylde Nævningepligten,

10) de, som har fæstet Bopæl i en anden Nævningekreds.

§ 72.

Ingen kan kaldes til Nævning, som ikke er optaget på Grundlisten (§§ 73 ff.) og Nævningekredsens Årsliste (§§ 78 ff.). Efter den førstnævnte Listes endelige Berigtigelse af det i § 73 nævnte Udvalg kan ingen optages på den uden ifølge Forandring af Udvalgets Kendelse efter Anke.

§ 73.

Blandt de Personer, der er opførte på Folketingsvalglisten og opfylder de øvrige i §§ 69 og 70 foreskrevne Betingelser, udvælges årlig et Antal, der anses for særlig egnede og værdige til Nævningehvervet, nemlig i København 1,200 og 200 Suppleanter, begge Klasser fordelte af Magistraten på Stadens Folketingskredse (Afstemningskredse) så nær som muligt i Forhold til Antallet af Folketingsvælgere i hver Kreds, på Landet i hver Sognerådskreds 5 (på Bornholm dog 6) og 2 Suppleanter og i Købstæderne samt i Handelspladserne 1 for hvert fulde Antal af 250 Indbyggere og 1 Suppleant for hvert fulde Antal af 500 Indbyggere, regnet efter den sidst afholdte almindelige Folketælling, dog i alle Tilfælde mindst 5 samt 2 Suppleanter. Valget af disse Personer foretages af Udvalg på 5 til Kredsens Folketingsvælgere hørende Medlemmer. Udvalgene, der dannes for 4 År ad Gangen, består i København for hver Kreds af 1 af Formanden for østre Landsret udnævnt Medlem som Formand, 1 af Byrettens Formand udnævnt Medlem og 3 af Borgerrepræsentationen ved Forholdstalsvalg udvalgte Medlemmer, i Sognerådskredsene, Købstæderne og Handelspladserne af 1 af vedkommende Landsrets Formand udnævnt Medlem som Formand, 1 af Dommeren (eventuelt den Dommer, som behandler Straffesager) udnævnt Medlem og 3 af Kommunalbestyrelsen ved Forholdstalsvalg udvalgte Medlemmer. De således udnævnte er pligtige at overtage Hvervet.

De Landdistrikter, som med Hensyn til Fattig- eller Skolevæsen har kommunal Bestyrelse fælles med en Købstad (Lov om Landkommunernes Styrelse af 6. Juli 1867 § 1, Lov om Købstadkommunernes Styrelse af 26. Maj 1868 § 15), henregnes i den heromtalte Henseende til Købstaden.

De i 1ste Stykke, 1ste Punktum, omhandlede Valg foregår i lukkede Møder. Såfremt der ikke i det første Møde opnås Enighed mellem Udvalgets Medlemmer om Valget af det fornødne Antal Personer, afholdes en senere Dag et nyt Møde, hvor ethvert Medlem da kan forlange, at Udvælgelsen foregår således, at ethvert Medlem udvælger et lige stort Antal, hvorefter et eventuelt overskydende Antal udtages efter Reglerne for Forholdstalsvalg. Medlemmerne af Udvalget skal under Ansvar efter Straffelovens § 139 iagttage Tavshed om, hvad der foregår i de lukkede Møder. Meddelelser om, hvem der har bragt de enkelte på Grundlisten opførte Personer i Forslag eller afgivet Stemme for dem, må ikke optages i Pressen eller på anden Måde ske offentlig. Overtrædelse heraf straffes med Bøder fra 100 til 1000 Kr.

§ 74.

Fortegnelse over de ifølge § 73 valgte (Grundlisten) skal fremlægges til almindeligt Eftersyn i 8 Dage i April Måned og i øvrigt i Overensstemmelse med de i Lov om Valg til Rigsdagen af 7. Februar 1901 §12 — når Lov Nr. 142 af 10. Maj 1915 er trådt i Kraft, i dennes § 8 — for Valglisterne til Folketinget foreskrevne Regler, hvorhos der til enhver på Listen optagen skal sendes skriftlig Meddelelse om hans Optagelse.

§ 75.

Den efter Afgørelsen af fremsatte Indsigelser berigtigede Liste underskrives af Udvalgets Formand og indsendes af ham inden 1. Maj til Formanden for Udvalget til Årslistens Dannelse (§ 78). Så skal og Afskrift af de Kendelser, mod hvilke Anke, overensstemmende med § 74 i Slutningen, er anmeldt, indsendes med fornødne Oplysninger.

§ 76.

I Tilfælde af Forsømmelse med Listernes Indsendelse skal Formanden for Udvalget til Årslistens Dannelse, i fornødent Fald ved Anvendelse af passende Tvangsbøder, drage Omsorg for, at de savnede Lister uopholdelig indsendes. Findes det, at Listen i nogen Kommune ikke på lovbefalet Måde er bragt i Stand, pålægger han, i fornødent Fald under Tvangsbøder, Udvalget ufortøvet at træffe de i Loven befalede Foranstaltninger, om fornødent med Forkortelse af de lovbestemte Frister, og gør Indberetning herom til Justitsministeren, der afgør, om Strafansvar skal gøres gældende.

§ 77.

Dersom hidtil upåagtede eller senere opståede Grunde, som udelukker nogen på Grundlisten opført Person fra Nævningehvervet, efter den i § 74 ommeldte Frists Udløb måtte komme til Udvalgets Kundskab, skal derom ved Indsendelse af Listen eller senere, så snart ske kan, gøres Meddelelse, ledsaget af fornødne Oplysninger, til Formanden for Udvalget for Årslistens Dannelse, såfremt enten Lodtrækningen til denne Liste' endnu ikke har fundet Sted, eller den pågældende ved Lodtrækningen er blevet optaget på den. Herom skal Udvalget samtidig underrette den, om hvis Udelukkelse der er Tale.

§ 78.

Til Afgørelse af, hvem der skal opføres på Nævningekredsens Årsliste, dannes for 3 År ad Gangen i hver Kreds et Udvalg, bestaaende af en af Kongen beskikket Formand, 2 af Landsrettens Formand og 2 af vedkommende Amtsråd og KøbstadKommunalbestyrelser valgte Medlemmer.

De nærmere fornødne Regler om de to sidstnævnte Udvalgsmedlemmers Valg fastsættes af Justitsministeren.

§ 79.

Formanden for det i § 78 nævnte Udvalg sammenkalder Møde af Udvalget på Nævningekredsens Tingsted så betids, at Årslisten kan være affattet inden 15. Maj. Om Tid og Sted for Mødet, som afholdes offentlig, skal mindst 1 Uge forud Bekendtgørelse indrykkes i Statstidenden, med Opfordring til dem, som i Medfør af § 74 i Slutningen agter at påanke en Kendelse af Udvalget for Grundlistens Dannelse, samt til de på Grundlisterne opførte Personer, der måtte mene at have et ved § 71 hjemlet og ikke ved Forsømmelse (§ 72 i Slutningen) afskåret Krav på Fritagelse, om senest Dagen før det berammede Møde skriftlig og med Angivelse af Grund at indgive deres Anke eller Begæring til Udvalgets Formand.

§ 80.

Udvalget afgør først de Spørgsmål vedrørende Optagelsen på Grundlisten, som ifølge §§ 77 og 79 er forelagte det, eller som det selv måtte finde Anledning til at rejse ifølge fremkommen, på bestemte Kendsgerninger støttet Tvivl, om nogen af de på Listen opførte fyldestgør Betingelserne efter §§ 69 og 70 for at kunne være Nævning. Der gives dem, hvem Afgørelsen angår, og som er mødt eller har ladet møde, Lejlighed til at udtale sig og til at fremføre medbragte Bevisligheder.

Udvalgets Afgørelser, som påtegnes Grundlisten, kan ikke påankes.

Når der ved de Afgørelser, som træffes af noget af Udvalgene, udskydes nogen af de valgte, træder den på Listen først opførte Suppleant i den udelukkedes Sted.

§ 81.

Når de nævnte Fortegnelser på den anførte Måde er berigtigede, bliver af det hele for hver Nævningekreds særlig udpegede Antal Personer ved Lodtrækning at udtage, for den københavnske Kreds 600, for den bornholmske Kreds 120 og for hver af de øvrige Nævningekredse 200.

De således udtagne opføres med deres fulde Navn. Livsstilling og Bopæl efter Bogstavfølge og under Løbenumre på en særegen Liste, som underskrives af Udvalgets Medlemmer og udgør Nævningekredsens Årsliste. Listen offentliggøres i Statstidenden.

§ 82.

Viser nogen Forsømmelse i Udførelsen af de ham efter Kapitlerne 6—8 påhvilende Forretninger, bliver han, for så vidt ikke højere Straf er forskyldt efter Lovgivningens almindelige Bestemmelser, at anse med Bøder fra 20 til 400 Kr.

§ 83.

Mindst en Uge før hvert Ting, på hvilket Nævningesager skal påkendes, afholder det i § 78 nævnte Udvalg et offentligt Møde på Tingstedet for ved Lodtrækning at udtage Nævninger for det forestående Ting. Mødets Tid og Sted lader Formanden mindst en Uge forud bekendtgøre i Statstidenden og ved Opslag på

§ 84.

På Mødet afgør Udvalget først de mulig fremkomne Spørgsmål om Fritagelser eller om Udslettelse at Årslisten. Med Hensyn til disse Afgørelser gælder Reglerne i § 80.

§ 85.

De Sedler, som ikke ifølge de i forrige Paragraf omtalte Afgørelser måtte blive at lægge til Side, sammenholdes derefter med Årslisten og eftertælles, hvorefter der skrides til Lodtrækning af 30 Hovednævninger og 10 Hjælpenævninger for det forestående Ting.

I dette Øjemed bliver først de Sedler, der indeholder Navne på Personer, som bor på det Sted, hvor Retten skal holdes, eller i Nærheden af det, lagt i en Urne, og blandt dem 15 Sedler udtrukket af Formanden, en for en. Ethvert udtrukket Navn oplæses straks og optegnes på en Liste. Derefter lægges også de andre Sedler i Urnen, og 35 Sedler udtages af Formanden, en for en; ethvert udtrukket Navn oplæses straks og optegnes på en anden Liste. De udtrukne Numre forsynes med Løbenumre efter den Orden, i hvilken de udtrækkes.

Derefter udskyder i lukket Møde hvert af Udvalgets Medlemmer et Navn af hver Liste, hvorpå de endelige Lister affattes med Udelukkelse af de udskudte Navne. Medlemmerne af Udvalget skal under Ansvar efter Straffelovens § 139 iagttage Tavshed om, hvad der foregår i det nævnte lukkede Møde. Meddelelser om, hvilke Personer der er udskudt, eller hvem der har foretaget Udskydningerne, må ikke optages i Pressen eller på anden Måde ske offentlig. Overtrædelse heraf straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

Den større Liste er Tingets Hovedliste, den mindre Hjælpelisten. Begge Lister underskrives af Udvalgets Formand. De nævnte Lister gælder for hele det forestående Ting, selv om dette måtte fortsættes ud over den 31. Maj.

§ 86.

Ved Lodtrækningen til Hjælpelisten bliver de Personer, som har været opførte på Hjælpelisten ved tidligere Ting i Nævningeåret, men ikke har været indkaldte, ikke medtaget, for så vidt der foruden dem findes opført på Årslisten et tilstrækkeligt Antal sådanne Personer, som kommer i Betragtning til Hjælpelisten.

§ 87.

Genparter af Hovedlisten og Hjælpelisten skal mindst en Uge før Tingets Begyndelse være Landsretten og Overanklagerne i Hænde. Tilsvarende Genparter, der bliver at tilvejebringe af det i § 78 nævnte Udvalg, afsendes ved Foranstaltning af Formanden for det forestående Ting, mindst 6 Dage før Tinget eller Dagen, til hvilken Indstævning er sket, til hver af de Tiltalte og deres Forsvarere. Finder Indstævning med kortere Varsel Sted, afkortes denne Frist således, at den bliver en Dag kortere end Varselet. Til de Tiltalte sker Meddelelsen på den i §§ 153 ff. foreskrevne Måde.

§ 88.

Udvalgets Formand drager Omsorg for, at de på Hovedlisten opførte Personer på den i §§ 153 ff. foreskrevne Måde indkaldes med en Uges Varsel til at give Møde i Retten ved en Tilsigelse, som angiver Tid og Sted for Rettens Holdelse og indeholder Påmindelse om Pligten til betimelig Angivelse af mulige Fritagelsesgrunde eller Forfald samt om Følgerne af Forsømmelse i denne Henseende og af Udeblivelse uden lovligt Forfald.

På lignende Måde gives der de på Hjælpelisten opførte Personer Tilsigelse om, at de under det forestående Ting skal holde sig beredte til efter Indkaldelse at møde til Udøvelse af Nævningehvervet.

§ 89.

Hvis nogen af de tilsagte Hoved- eller Hjælpenævninger mener at have noget ikke ved Forsømmelse afskåret Krav på Fritagelse eller at have lovligt Forfald, bør han ved Tilsigelsens Forkyndelse eller så snart, som det bliver ham muligt, opgive sådant enten for Stævningsmanden, der påtegner Tilsigelsen Bemærkning herom, eller skriftlig til Udvalgets Formand, samt meddele de Oplysninger i så Henseende, som står til hans Rådighed.

Forsømmelse af betimelig Anmeldelse af Fritagelsesgrunde medfører deres Fortabelse.

§ 90.

Finder Udvalgets Formand efter de foreliggende Oplysninger, at en fremsat Begæring om Fritagelse bør tages til Følge, eller at et opgivet Forfald er gyldigt, eller at det ved de i § 77 nævnte Meddelelser er oplyst, at Grunde er forhånden, som udelukker nogen af de udtrukne Hoved- eller Hjælpenævninger fra Nævningehvervet, foretager han i et offentligt. Dagen forud bekendtgjort Møde på lignende Måde som i §§ 83—86 foreskrevet ny Lodtrækning til Fuldstændiggørelse henholdsvis af Hovedlisten og Hjælpelisten.

Med Hensyn til de ved denne Lodtrækning udtrukne Nævninger iagttages Reglerne i §§ 87 og 88 snarest muligt; de der ommeldte Frister forkortes så meget, som Omstændighederne gør nødvendigt.

Finder Udvalgets Formand ikke tilstrækkelig Grund til at tage Hensyn til fremsatte Begæringer om Fritagelse eller opgivne Forfald, lader han Meddelelse derom forkynde for pågældende på den i § 88 bestemte Måde med Betydning om, at Spørgsmålet kan indbringes til Afgørelse af Retten ved Tingets Begyndelse.

De af Formanden i Henhold til denne Paragrafs 1ste Stykke trufne Afgørelser om Fritagelse og Udelukkelse har kun Gyldighed for det forestående Ting.

§ 91.

Senest Dagen før Tingets Begyndelse skal Årslisten, den endelige Hovedliste og Hjælpeliste for Tinget og de påtegnede Tilsigelser til Hoved- og Hjælpenævningerne være Rettens Formand i Hænde. Fremdeles skal Udvalgets Formand til samme Tid eller senere snarest muligt tilstille Rettens Formand de Meddelelser, som efter § 77 måtte komme ham i Hænde om tidligere upåagtede eller senere opståede Grunde, som udelukker nogen af de på Tingets Lister opførte Personer fra Nævningehvervet.

§ 92.

Enhver Nævning, som udebliver efter behørig Indkaldelse, uden at lovligt Forfald oplyses, eller som, efter at være mødt, uden Orlov eller oplyst lovligt Forfald unddrager sig Opfyldelsen af de ham som Nævning påhvilende Pligter, ifalder en Bøde, første Gang fra 40 til 400 Kr. og i Gentagelsestilfælde fra 100 til 1,000 Kr.

§ 93.

Har en udebleven Nævning, for hvis Vedkommende lovligt Forfald er oplyst, ikke opfyldt den ham efter § 89 påhvilende Pligt til betimelig Anmeldelse og Meddelelse af Oplysninger, eller møder en Nævning for sent, men inden Lodtrækning af Nævninger til nogen Sag er begyndt den pågældende Dag, kan Retten ved Kendelse idømme ham en Bøde af indtil 20 Kr. Denne Kendelse kan ikke omgøres af Retten, ej heller påankes eller påkæres.

§ 94.

Rettens Formand kan meddele en Nævning Orlov under Samlingen for en bestemt Tid.

§ 95.

Viser det sig under Tinget, at det til Lodtrækningen af Nævninger til en Sag fornødne Antal (§ 857) ikke kan skaffes til Veje ved Indkaldelse af de tilsagte Hjælpenævninger, foranstalter Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrækning blandt de på Årslisten opførte Personer, som er bosatte på eller nær ved det Sted, hvor Retten holdes. Herved bliver Regelen i § 86 at iagttage. De udtrukne Navne tilføres Hjælpelisten og meddeles straks Overanklageren, den eller de Tiltalte og deres beskikkede Forsvarere, hvorhos de pågældende straks indkaldes efter Reglerne i § 88 med Aftens Varsel.

§ 96.

Ved Tingets Slutning lader Rettens Formand Navnene på de Nævninger, der efter Indkaldelse har givet behørigt Møde på Tinget og ikke her efter Begæring på Grund af en midlertidig Forhindring er blevet fritaget for at gøre Tjeneste i Henhold til § 71 Nr. 9, udstryge på Årslisten. Tillige meddeles der de ovenmeldte Nævninger på Forlangende uden Betaling Vidnesbyrd af Rettens Skriver om, at de har givet behørigt Møde under Tinget,

§ 97.

Der tilkommer Nævninger 4 Kr. for hver Dag, de i Anledning af Nævningehvervet holdes borte fra Hjemmet, og endvidere, når de giver Møde over 3 Kilometer fra den By, hvori de bor, eller, når de bor på Landet, fra deres Hjem, Godtgørelse for Billet til Jernbane (III. Klasse) og Dampskib (II. Plads), hvor sådant kan benyttes, og i øvrigt for Befordring frem og tilbage med 20 Øre for hver Kilometer, dog mindst 1 Kr.

§ 98.

Årslisten samt Tingets Hovedliste og Hjælpeliste tilbagesendes efter Tingets Slutning til Formanden for Udvalget til Årslistens Dannelse.

§ 99.

De offentlige Anklagere er Rigsanklageren, Overanklagerne samt de til disses Bistand beskikkede Mænd.

§ 100.

Rigsanklageren beskikkes af Kongen. Til midlertidig at fungere som Rigsanklager i Tilfælde af Embedsledighed eller Forfald kan Justitsministeren meddele Beskikkelse.

Rigsanklageren virker ved Højesteret og fører Tilsynet med de offentlige Anklagere efter de nærmere Regler i nærværende Lov.

Rigsanklageren har Embedskontor i København.

§ 101.

Til Bistand ved Udførelsen af Rigsanklagerens Hverv beskikker Kongen en Overanklager.

Justitsministeren kan efter Forhandling med Rigsanklageren give også andre Bemyndigelse til at optræde i en enkelt Sag for Højesteret i Rigsanklagerens Sted.

§ 102.

For Østre Landsretskreds beskikker Kongen 3 og for Vestre Landsretskreds ligeledes 3 Overanklagere. Til midlertidig at fungere som Overanklager i Tilfælde af Embedsledighed eller Forfald kan Justitsministeren meddele Beskikkelse.

Overanklagerne virker ved Landsretterne, Sø- og Handelsretten og Underretterne efter de derom i denne Lov givne Regler.

Fordelingen af Forretningerne mellem Overanklagerne i hver Landsretskreds såvel som Stedet for deres Embedskontor bestemmes af Justitsministeren.

Bemyndigelse til i en enkelt Sag at optræde for Landsretten i Stedet for eller sammen med Overanklageren kan efter Forhandling med denne gives af Justitsministeren.

§ 103.

Justitsministeren beskikker de fornødne Medhjælpere for Overanklageren.

Rigsanklageren beskikker efter Forslag af Overanklageren Anklagere ved Sø- og Handelsretten og Underretterne, een eller efter Omstændighederne flere ved hver Underretskreds, til efter Pålæg af Overanklageren at udføre Tiltale for de nævnte Retter. Sådan Beskikkelse kan meddeles samme Mand for flere Underretskredse.

Bemyndigelse til i en enkelt Sag at udføre Tiltale for Underretten eller Søog Handelsretten kan efter Forhandling med Overanklageren gives af Rigsanklageren.

§ 104.

Kun uberygtede, vederhæftige Mænd kan beskikkes til eller handle som offentlige Anklagere.

Den, der beskikkes til Rigsanklager eller Overanklager, eller som bemyndiges til at optræde for Højesteret eller Landsretten i en enkelt Sag, skal fyldestgøre de

§ 105.

Udøvelse af Sagførervirksomhed er uforenelig med Stillingen som Rigsanklager eller Overanklager. Dog skal den Anklager, der har Beskikkelse som Sagfører, med sine Foresattes Tilladelse kunne overtage Udførelsen af enkelte borgerlige Retssager.

Virksomhed som Sagfører udelukker ikke fra Beskikkelse som Medhjælper for en Overanklager eller som Anklager ved Sø- og Handelsretten og Underretten, ej heller fra Bemyndigelse til ellers at optræde som Anklager i en enkelt Sag.

§ 106.

De offentlige Anklagere er Justitsministeren underordnede og står med Hensyn til deres Hvervs Udførelse under dennes Tilsyn.

§ 107.

Anklagere ved Sø- og Handelsretten og Underretterne samt de Mænd, der bemyndiges til at optræde som Anklagere i en enkelt Sag, erholder Vederlag af det offentlige for den enkelte Sag. Retten fastsætter i Dommen eller, hvis Sagen afsluttes uden Dom, ved Kendelse Vederlaget efter Arbejdets Betydning og Omfang. I øvrigt gælder Bestemmelserne i Lov om Sagførersalær m. m. af 24. Maj 1879 om de her omtalte offentlige Anklagere.

§ 108.

Med Hensyn til Politiets Ordning i København forbliver det ved de nugældende Bestemmelser. Det forbeholdes at underkaste Bestemmelserne om Statens Tilskud til Københavns Politi et Gennemsyn.

Til Hjælp for Politidirektøren ved Påtale af Straffesager ansættes 9 Politifuldmægtige, der skal have de til Ansættelse som Politimester nødvendige Kvalifikationer og lønnes af Statskassen (jfr. dog § 3, 3die Stykke, i Lov om Udgifterne i Strafferetsplejen). Beskikkelsen sker ved Justitsministeren efter Politidirektørens Indstilling.

§ 109.

I øvrigt deles Riget i 65 Politikredse, således som det angives på den nærværende Lov vedføjede Tavle. Forandring i Politikredsenes Område kan ske ved kongelig Anordning. Hver Politikreds forestås af en Politimester, der skal have Bolig i Kredsen efter Justitsministerens nærmere Bestemmelse. Har en Politikreds hidtil været delt mellem flere Politimestre, oprettes der på de Steder i Kredsen, der fremtidig ikke bliver Sæde for et selvstændigt Politikontor, en Afdeling af dette, for

§ 110.

Udenfor København udøves Politiets Virksomhed dels af Statspolitiet, der er fælles for hele Riget, dels af det kommunale Politi, hvis Virksomhedsområde falder indenfor de enkelte Politikredse.

§ 111.

Statspolitiets Opgave er at udføre de Politiet påhvilende Hverv indenfor den straffende Retsplejes Område i Overensstemmelse med den derom gældende Lovgivning og således navnlig at foretage Efterforskning og Forfølgning af Forbrydelser. Desuden påhviler det Statspolitiet at påse Overholdelsen af Lov om Tilsynet med Fremmede og Rejsende m. m. af 15. Maj 1875, samt i det Omfang, hvori dets øvrige Virksomhed tilsteder det. at yde Bistand til Opretholdelse af Sikkerhed, Fred og Orden.

§ 112.

Det kommunale Politis Opgave er i første Række at opretholde Sikkerhed Fred og Orden og at påse Overholdelsen af Love og Vedtægter.

Desuden er det kommunale Politi pligtigt at bistå Statspolitiet i enhver Henseende i det Omfang, hvori dets øvrige Virksomhed tilsteder det.

§ 113.

Chefen for Statspolitiet har den øverste Ledelse af dette. Til hans Bistand beskikkes en af Kongen udnævnt Politiinspektør.

Antallet af Politibetjente kan ikke overstige 200. Af disse kan indtil 30 beskikkes til Overpolitibetjente.

Bestemmelserne i Lov om Oprettelse af et Statspoliti af 13. Maj 1911 forbliver i øvrigt i Kraft.

§ 114.

Politimesteren leder de i Politikredsen forefaldende Politiforretninger og er såvel det kommunale Politis som Statspolitiets øverste stedlige Foresatte. For så vidt angår de særlig til Statspolitiet henlagte Hverv, står Politimesteren under Chefen for Statspolitiets Overtilsyn.

Det påhviler yderligere Politimesteren at bestyre Arresthusene.

Andre Forretninger end de foran nævnte, som efter den hidtil gældende Ret har været henlagte til Herredsfogeden, Birkedommeren eller Byfogeden, og som ikke ifølge Reglerne i denne Lovs 1ste Bogs 1ste Afsnit går over til Retterne, varetages indtil videre af Politimesteren, dog at den Øvrigheden efter Danske Lov 3—16—4 jfr. Fr. 30. April 1824 § 3 Nr. 6, tilkommende Afgørelsesret går over til vedkommende Amtmand.

Øvrighedens Deltagelse i Frederiksberg Kommunalforvaltning ordnes ved særlig Lov. Indtil denne Lov er givet, er Politimesteren i Frederiksberg Birk tillige Formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

§ 115.

Den eller de af Politimesteren antagne Fuldmægtige kan der af Amtmanden meddeles Autorisation til på Politimesterens Ansvar at udføre dennes Forretninger. For at kunne autoriseres som sådan udkræves, at den pågældende fyldestgør de i § 109, 2det Stykke, stillede Betingelser; dog er det tilstrækkeligt, at vedkommende fyldestgør den i § 44 i Slutningen angivne Fordring med Hensyn til juridisk Eksamen.

§ 116.

Kun Personer, der har Indfødsret samt er vederhæftige og af et uplettet Rygte, kan ansættes som Politibetjente i de kommunale Politikorps.

De må ved deres Ansættelse være over 22 År og som Regel ikke over 40 År.

§ 117.

Antallet af kommunalt ansatte Politibetjente kan hverken formindskes eller forøges uden Justitsministerens Samtykke.

Sognefogderne og lignende Bestillingsmænd bistår Politiet efter de gældende Regler. Det særegne Kystpoliti bortfalder.

§ 118.

Politimyndighederne er Justitsministeren underordnede og står under hans øverste Tilsyn. Indenfor de af denne Lov dragne Grænser fastsætter Justitsministeren Regler for det stedlige Politis Forhold til henholdsvis Overanklageren, Chefen for Statspolitiet og Amtmanden såvel som for disse Myndigheders indbyrdes Samvirken.

§ 119.

Sagførere beskikkes af Justitsministeriet. Beskikkelse meddeles på Begæring enhver (Mand eller Kvinde), som har Indfødsret, har opnået 25 Års Alderen, ikke er ude af Rådighed over sit Bo, ifølge pålidelige Vidnesbyrd har ført en retskaffen Vandel og derhos opfylder de i de efterfølgende Paragraffer for de enkelte Stillinger foreskrevne Betingelser.

§ 120.

For at blive Højesteretssagfører udfordres, at den pågældende har bestået den fuldstændige juridiske Eksamen med Karakteren laudabilis, samt at han enten i 3 År har været i Virksomhed som Landsretssagfører eller Overanklager eller i lige Tid har været i Virksomhed som Universitetslærer i Lovkyndighed eller Dommer, uden mod eget Ønske at være fjernet fra disse Stillinger på en sådan Måde, at den almindelige Pensionsret er gået tabt eller indskrænket, og endelig at han har bestået den nedenfor i § 123 omhandlede Prøve.

§ 121.

For at blive Landsretssagfører udfordres, at den pågældende har bestået den fuldstændige juridiske Eksamen, i det mindste med Karakteren haud illaudabilis efter denne Eksamens tidligere Ordning eller haud illaudabilis 1mi gradus efter den nuværende Ordning, samt at han i 3 År har været i Virksomhed som Sagfører ved Underret eller som Anklager ved en Underret eller har som autoriseret Fuldmægtig hos en Højesteretssagfører eller Landsretssagfører eller som Medhjælper hos en Overanklager stadig deltaget i Behandlingen af Retssager. Endvidere skal han have aflagt den i § 123 omhandlede Prøve.

§ 122.

For at blive Sagfører ved Underret udfordres, at den pågældende har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen, i det mindste med Karakteren haud illaudabilis, eller har opnået Karakteren „Bekvem“ eller „Første Karakter“ enten ved den juridiske Fællesprøve eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede, samt at han enten i 3 År stadig har som autoriseret Fuldmægtig hos en Sagfører deltaget i dennes Forretninger, derunder Behandlingen af Retssager, eller også, at han i lige Tid har været Retsskriver, Politimester, Politifuldmægtig i København (§ 108, 2det Stykke) eller stadig har været i Virksomhed som Fuldmægtig under en Ret eller som autoriseret Fuldmægtig hos en Dommer eller en Politimester.

Til Udbringeise af de i de to foregående Paragraffer og i nærværende Paragraf ommeldte 3 År kan Virksomhed i forskellige af de nævnte Stillinger sammenlægges.

Den, der er i Besiddelse af de Egenskaber, som udfordres for en højere Art af Sagførervirksomhed, er altid berettiget til at stedes til en ringere Art af Sagførervirksomhed .

§ 123.

Sagførerprøverne for Højesteret og Landsretterne består i, at den pågældende henholdsvis for Højesteret eller en Landsret udfører 3 med mundtlig Domsforhandling sluttende Sager, som han selv må forskaffe sig, og af hvilke mindst 2 er civile, deraf i alt Fald den ene for Sagsøgeren. Prøven er bestået, når hans Udførelse af disse Sager af vedkommende Domstol kendes forsvarlig.

Sådan Prøve kan ingen underkaste sig oftere end 2 Gange, og ingen erholder Adgang til Prøven, forinden han har fremlagt Justitsministeriets Tilkendegivelse om, at han efter bestået Prøve vil kunne erholde Beskikkelse henholdsvis som Højesteretssagfører eller Landsretssagfører.

§ 124.

For Beskikkelserne som Højesteretssagfører, Landsretssagfører og Sagfører ved Underret erlægges Afgifter henholdsvis af 200, 120 og 60 Kr. — Afgifterne tilfalder Statskassen.

Forinden Beskikkelsen udleveres til vedkommende, har han at underskrive en højtidelig Forsikring om, at han med Flid og Troskab vil udføre de Sager, der betros ham, og at han i det hele vil samvittighedsfuldt opfylde sine Pligter som Sagfører. Formen for denne Erklæring fastsættes af Justitsministeren.

§ 125.

Udøvelsen af Sagførervirksomhed kan ikke forenes med noget Dommer- eller Retsskriverembede, noget Embede som Rigsanklager eller Overanklager, nogen Øvrig-

§ 126.

Den. der beskikkes som Højesteretssagfører, er, så længe han vil benytte Beskikkelsen, forpligtet til at have Kontor i eller ved København. Landsretssagførere og Sagførere ved Underret er forpligtede til, inden Beskikkelsen udleveres dem, at anmelde for Justitsministeriet, i hvilken Landsretskreds eller Underretskreds de vil have Kontor. Højesteretssagførere, som ikke har Kontor i eller ved København, bliver, så længe de beholder Kontor udenfor dette Sted, at betragte som Landsretssagførere. Enhver Sagfører, som flytter sit Kontor til en anden Retskreds, skal inden 14 Dage efter Flytningen anmelde denne for Justitsministeriet. Ingen Sagfører må samtidig have Kontor i flere Underretskredse.

§ 127.

Højesteretssagførerne er berettigede til at give Møde for alle Landets Domstole. Landsretssagførerne for begge Landsretter, Københavns Sø- og Handelsret og alle Underretter, Sagførerne ved Underret for Sø- og Handelsretten i Sager, som i Medfør af §§ 224—25 vilde høre under Underret, samt for enhver Underret, jfr. dog § 1031.

Ingen Sagfører kan give Møde eller lade møde for en Ret, der beklædes af en Enkeltdommer, med hvem Sagføreren er gift eller er beslægtet eller besvogret i anden Grad af Sidelinien eller nærmere.

§ 128.

Under mundtlig Forhandling i Domssager for Landsret. Københavns Sø- og Handelsret i Sager, der i Medfør af §§ 224—25 vilde høre under Landsret, og for Højesteret er det ikke Sagførere tilladt at give Møde ved en anden, medmindre denne er en Sagfører, der vilde være berettiget til selv at møde for vedkommende Domstol i den pågældende Sag. Dog skal det være Sagførere tilladt ved enhver uberygtet Person at fremsætte og begrunde Begæring om Sagens Udsættelse på Grund af Forhold, hvorved Sagføreren selv hindres i at give Møde.

§ 129.

Udenfor mundtlig Forhandling i Domssager for Landsret, Københavns Sø- og Handelsret i Sager, som i Medfør af §§ 224—25 vilde høre under Landsret, og for Højesteret samt uden Begrænsning for Underret og Sø- og Handelsretten i Sager, der ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underret, er det Sagførere tilladt uden særlig Angivelse af Grund at lade møde for sig ved deres autoriserede Fuldmægtige.

Med Angivelse og på Rettens eller Modpartens Forlangende Bevisliggørelse af lovligt Forfald kan Sagførere under de i denne Paragraf omhandlede Rettergangsforetagender give Møde ved enhver uberygtet myndig Person.

§ 130.

Enhver Sagfører er berettiget til at have en autoriseret Fuldmægtig, der skal være en uberygtet Person, som har underkastet sig i det mindste den juridiske Fællesprøve eller den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede. Autorisationen meddeles for Fuldmægtige hos Højesteretssagførere af Højesterets Formand, for Fuldmægtige hos Landsretssagførere af Formanden i vedkommende Landsret, for Fuldmægtige hos de Sagførere ved Underret, der har Kontor i København, af Formanden i Københavns Byret og for Fuldmægtige hos andre Sagførere ved Underret af Dommeren i den Retskreds, i hvilken vedkommende Sagfører har Kontor. De autoriserede Fuldmægtige skal, så længe de vil benytte Fuldmagten, have Bopæl i eller ved den Stad eller i den Retskreds, hvor deres Principal har Kontor.

§ 131.

Sagførerne er på den Måde og med de Begrænsninger som i denne Lov bestemt eneberettigede til at udføre Retssager for andre. En Bemyndigelse til i eget Navn at indtale en Fordring eller anden Rettighed („Mandatarfuldmagt“) kan ikke give den, hvem Bemyndigelsen er givet, Ret til selv at møde i Sagen, når han ikke vilde være berettiget til at give Møde som Sagfører for vedkommende Domstol i den pågældende Sag.

Indgreb i Sagførernes Eneret, derunder indbefattet, at nogen uberettiget offentlig betegner sig som Sagfører, anses med Bøder fra 50 til 200 Kr., hvilken Straf, når Forseelsen er sket gennem Proformaretshandler, ved hvilke det er givet Udseende af, at vedkommende optræder som Transporthaver, kan stige til 500 Kr. Overenskomster om, at Transportgiveren skal betale Bøden, er ugyldige, og det i Tilfælde af sådant Proformaværk tilsagte Vederlag for Udførelse af Sager kan ikke søges betalt samt kan, hvis det er erlagt, søges tilbage.

§ 132.

Ingen Sagfører er, bortset fra de Tilfælde, hvor han hertil kan beordres, pligtig at påtage sig Udførelsen af en Retssag.

§ 133.

Sagførere er pligtige med Flid og Troskab at udføre de dem betroede Forretninger. De er pligtige at fremme de dem betroede Retssager med den Hurtighed, som Tilfældets Beskaffenhed tillader. De må som en Følge heraf ikke forhale Sagerne ved unødvendige Udsættelser, grundløse Formalitetsindsigelser eller andre Udflugter. De skal afholde sig fra usømmelig Tale og Skrivemåde for Retten og efterkomme de Pålæg, som særlig gives dem af Retten i Medfør af denne Lov.

§ 134.

Ingen Sagfører må kræve højere Betaling, end der skønnes billigt, for den Bistand og Tjeneste, han i sådan Egenskab yder ved Udførelse af Retssager.

For øvrigt er det ikke forbudt at betinge sig højere Betaling for det Tilfælde,

§ 135.

Enhver Sagfører, der er antaget til Udførelse af beneficerede Sager, jfr. § 331, er pligtig til for ubemidlede, der henvises til ham, at affatte Besværinger til Øvrighedsmyndigheder og Ansøgning om fri Proces, endvidere til at affatte Forligsindkaldelser og Stævninger i borgerlige Sager, som vedkommende ønsker at anlægge ved den Ret, for hvilken Sagføreren er antaget, for så vidt der ikke er Adgang til at opnå Rettens Bistand efter § 425, 1ste Stykke. Sådanne Henvisninger foretages af Politimesteren, som skønner over de pågældendes Uformuenhed og iagttager, at Henvisningerne fordeles ligelig mellem de pågældende Sagførere. — Disse Bestemmelser gælder dog indtil videre ikke for de Sagførere, der har Kontor i København eller på Frederiksberg; men Bestemmelserne kan af Justitsministeriet, når Omstændighederne måtte tale derfor, med fornøden Tillempelse udvides til også at omfatte dem.

På de årlige Finanslove bevilges det fornødne Beløb til Vederlag til de pågældende Sagførere for deres heromhandlede Virksomhed. De nærmere Regler for Fastsættelsen og Udbetalingen af disse Vederlag gives af Justitsministeren.

§ 136.

Sagførere, som overtræder de i nærværende Lov givne Forskrifter eller i øvrigt forser sig i deres Virksomhed som Sagførere, anses med de i Straffelovens § 144 omhandlede Straffe.

Når den Straf, som skal pålægges en Sagfører, ikke er højere end Bøder, og ingen særlig Bevisførelse udfordres for at oplyse det strafbare Forhold, kan Straffen pålægges under den Sag. med Hensyn til hvilken Forseelsen er begået, enten ved en særskilt Kendelse eller ved den endelige Dom.

§ 137.

Når en Sagfører ved Dom findes skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, skal Retten til at udøve Sagførervirksomhed ved samme Dom frakendes ham.

Har en Sagfører gjort sig skyldig i det i Straffelovens § 253 omhandlede Forhold, bliver, selv om i øvrigt andet Strafansvar mod ham i Medfør af samme Lovs § 254 måtte bortfalde, Retten til Sagførervirksomhed ved Dom at frakende ham for en bestemt angiven Tid eller for bestandig under den mod ham anlagte Straffesag, eller, hvis en sådan ikke måtte være anlagt, da under en særlig i dette Øjemed ifølge Justitsministerens Bestemmelse mod ham rejst Straffesag.

Når Dom til Fortabelse af Ret til Sagførervirksomhed er overgået en Sagfører, kan han ikke, selv om han påanker sådan Dom, fortsætte sin Virksomhed, før han ved endelig Dom har fået sin Dom forandret.

§ 138.

Kommer en Sagfører under Konkurs, har Justitsministeren at fratage ham Retten til at udøve Sagførervirksomhed og kan som Regel først tilbagegive ham den, når han fremskaffer Erklæring fra samtlige de i Konkursboet anmeldte Kreditorer om, at han har fyldestgjort dem for deres Krav, eller at de har samtykket i Boets Ekstradition. Bliver en Sagfører umyndiggjort, har Justitsministeren ligeledes at fratage ham Retten til at udøve Sagførervirksomhed, så længe Umyndiggørelsen vedvarer.

§ 139.

Samtlige Sagførere udgør et Samfund.

§ 140.

Sagførersamfundet skal have en Bestyrelse, der benævnes Sagførerråd. Sagførerrådet består af 12 Medlemmer, Halvdelen valgt af og blandt Landsrets- og Højesteretssagførerne og Halvdelen af og blandt Sagførerne ved Underret, Samtlige Valg gælder for 4 År; Genvalg kan finde Sted. Sagførerrådet vælger af sin Midte Formand og Næstformand.

§ 141.

Til almindeligt Møde af Samfundets Medlemmer indbydes ved en offentlig Bekendtgørelse i Statstidende med mindst 14 Dages Varsel.

§ 142.

Almindelige Møder sammenkaldes dels for at vælge Medlemmer af Sagførerrådet, dels for at afhandle andre Genstande vedkommende Sagførerstandens Forhold og Interesser.

Sagførerrådet sammenkalder Møder, så ofte dette findes nødvendigt; når et Antal af mindst en Fjerdedel af Medlemmerne af Sagførersamfundet, eller når en af Landsretternes Formænd forlanger det, er Sagførerrådet pligtigt at sammenkalde Møde.

Første Gang efter, at denne Lov er trådt i Kraft, sammenkalder Formanden for østre Landsret Møde til Valg af et Sagførerråd.

§ 143.

Sagførerrådet har ikke blot at påse, at Sagførerne i deres Forhold som sådanne holder sig Lovene efterrettelige, men også, at de i deres Sagførervirksomhed undgår alt, hvad der ikke kommer overens med den Hæderlighed, Nøjagtighed og Pålidelighed, som en offentlig beskikket Sagfører altid må udvise, ligesom det med bindende Virkning har Ret til at afgøre Tvistigheder angående Vederlag for den af dem i denne deres Egenskab ydede Tjeneste og Bistand til private, når disse i denne Anledning henvender sig til det.

§ 144.

I Henhold til den foregående Paragraf kan Sagførerrådet skride ind mod hvert enkelt Samfundsmedlem, såvel af egen Drift som ifølge Begæring.

Sagførerrådet kan tildele de enkelte Medlemmer af Sagførersamfundet Irettesættelser, forbyde dem Udførelsen af enkelte Sager eller Forretninger, pålægge dem Bøde af ikke over 300 Kr., suspendere dem fra Sagførervirksomheden i en vis Tid, dog ikke længere end 1 År.

Dog kan de nævnte Straffe ikke anvendes, uden at den pågældende har haft tilstrækkelig Lejlighed til at erklære sig over de ham gjorte Bebrejdelser og fremkomme med sit Forsvar, mundtlig eller skriftlig.

§ 145.

Går Sagførerrådets Beslutning ud på Irettesættelse, Bøde over 40 Kr., Forbud imod Udførelsen af enkelte Sager eller Forretninger eller Suspension, kan den pågældende Sagfører fordre Beslutningen, forinden den kan træde i Virksomhed, prøvet af den Landsret, i hvis Kreds han har Kontor, når han inden 3 Dage forlanger dette ved en Skrivelse til Landsrettens Formand.

Landsrettens Formand har da at kalde Sagførerrådet og den pågældende Sagfører til et Møde med Landsrettens Medlemmer, af hvilke mindst 5 må være til Stede.

I dette Møde, som holdes for lukkede Døre, gives der alle vedkommende Lejlighed til mundtlig at udtale sig, hvorefter Landsretten enten stadfæster eller ophæver Sagførerrådets Beslutning.

§ 146.

Sagførerrådet har at føre Tilsyn med de Personer, som forbereder sig til Sagførervirksomheden ved en Landsret eller en Underret. Ethvert Andragende fra sådanne Personer om Beskikkelse som Landsretssagfører eller Sagfører ved Underret skal forelægges Sagførerrådet til Erklæring. Dersom Sagførerrådets Erklæring går ud på, at den pågældende ikke kan antages virkelig at have deltaget i Sagførerforretningers Udførelse eller at have med tilbørlig Flid bivånet Retsforhandlingerne, eller på, at han ikke har ført en retskaffen Vandel, kan Andragendet om Beskikkelse i Regelen ikke tages til Følge; dog kan Justitsministeren, når særegne Grunde taler derfor, tildele vedkommende Beskikkelse, uagtet hans Andragende ikke anbefales af Sagførerrådet, men dog ikke førend efter, at der på ny er givet dette Lejlighed til at ytre sig.

§ 147.

For Sagførersamfundet kan der angående Samfundets indre Anliggender oprettes Vedtægter, som dog ikke må indeholde noget, der strider mod denne Lov.

Sådanne Vedtægter skal behandles og vedtages med absolut Stemmeflerhed på et almindeligt Møde og derefter forelægges Kongen, som enten stadfæster dem eller nægter dem Stadfæstelse.

§ 148.

Retssager forhandles mundtlig. Skrift anvendes kun i det Omfang, i hvilket Loven særlig bestemmer det.

Ved den mundtlige Forhandling benyttes frit Foredrag.

Når Oplæsning skal finde Sted, bestemmer Rettens Formand, ved hvem den skal foregå, for så vidt andet ikke i Loven er foreskrevet.

§ 149.

Retssproget er dansk. Afhørelse af Personer, der ikke er det danske Sprog mægtige, foregår ved Hjælp af en edsvoren Tolk. Dog kan i borgerlige Sager ved Underret Tilkaldelse af Tolk undlades, når ingen af Parterne gør Fordring herpå, og Retten tiltror sig fornødent Kendskab til det fremmede Sprog. Det samme kan under sidstnævnte Forudsætning finde Sted i Straffesager udenfor Domsforhandling for Landsret.

Dokumenter, der er affattede i fremmede Sprog, skal ledsages af en Oversættelse, der, når Retten eller Modparten forlanger det, skal bekræftes af en autoriseret Translatør.

Forhandling med og Afhørelse af døve, stumme og døvstumme foregår enten ved Hjælp af Personer, der er kyndige i Tegnsproget eller Talemetoden, og som forud tages i Ed, eller ved skriftlige Spørgsmål og Svar.

Til at bistå som Tolk eller Tegnsprogkyndig må ingen tilkaldes, der ifølge §§ 60 og 62 vilde være udelukket fra at handle som Dommer i Sagen. I øvrigt bliver de om Vidner gældende Regler at anvende på de nævnte Personer med de Lempelser, der følger af Forholdets Natur, og for så vidt ikke andet særlig er foreskrevet.

§ 150.

Rettens Formand leder Forhandlingen. Han bestemmer Rækkefølgen af de enkelte Dele af Forhandlingen, for så vidt Loven ikke indeholder Forskrifter derom.

§ 151.

Rettens Formand våger over, at Forhandlingen foregår med den tilbørlige Orden og Værdighed. Han er berettiget til i dette Øjemed at afbryde og tilrettevise Parter, Vidner eller andre, når de tillader sig upassende Udtalelser eller utilbørlige personlige Angreb. Vedbliver en Part hermed trods Tilrettevisning, kan Ordet fratages ham. Personer, der ved støjende eller anden utilbørlig Adfærd forstyrrer Forhandlingerne eller tilsidesætter den Agtelse, som skyldes Retten, kan udvises af Retssalen. Bliver i en borgerlig Sag Ordet frataget en Part. eller bortfjernes han, kan Forhandlingen fortsættes, hvis Retten ikke finder en Udsættelse nødvendig. Det samme gælder, når Ordet fratages den Sigtede i en Straffesag. Bortfjernes han, forholdes efter Reglerne i §§ 821 og 849. Er det den offentlige Anklager eller Sigtedes Forsvarer, som bortfjernes, eller hvem Ordet fratages, gås der frem, som om vedkommende var udeblevet.

For Fornærmelser mod Retten eller nogen af de i Retten mødende, Uorden, hvorved Forhandlingerne forstyrres, samt Ulydighed mod Formandens Befalinger kan Retten (derunder også Skifte- og Fogedret) lade vedkommende fjerne fra Retslokalet og kan endvidere ved en Kendelse, der afsiges straks, pålægge Straf af Bøder indtil 40 Kr.

De Straffe, som pålægges i Henhold til denne Paragraf, medfører ingen Indskrænkning i Adgangen til at drage den Skyldige til Ansvar efter Straffelovens almindelige Regler, hvor disse i øvrigt er anvendelige.

Politiet er forpligtet til uvægerligt og øjeblikkeligt at yde Retten Bistand til Udførelse af denne Paragrafs Forskrifter.

§ 152.

De Forretninger, som ifølge denne Lov påhviler Rettens Formand, udføres, når Retten beklædes af en Enkeltdommer, af denne.

§ 153.

Forkyndelser og andre processuelle Meddelelser i borgerlige Sager skal, for så vidt ikke Loven eller Overenskomst mellem Parterne medfører Undtagelse, foregå ved en Stævningsmand eller i de i § 156 Nr. 3 angivne Tilfælde ved Politiet.

På samme Måde foregår i Straffesager med de i §§ 159 og 160 hjemlede Undtagelser

1) Forkyndelse for Sigtede af Tilsigelse eller Stævning til Møde for Retten, af Anklageskrift, Bevisfortegnelse, Domsudskrift. Ankemeddelelse eller Kæremål og af den i sidste Stykke af § 948 ommeldte Tilkendegivelse,

2) Forkyndelse for Vidner og Syns- eller Skønsmænd af Indkaldelse til Afhørelse, for Syns- eller Skønsmænd af den Beslutning, hvorved de er udmeldte, og for udeblevne Vidner eller Syns- eller Skønsmænd af den i § 177, jfr. § 189, ommeldte Kendelse.

§ 154.

Enhver beskikket Stævningsmand kan med fuld Retsvirkning iværksætte Forkyndelser under Iagttagelse af de i Loven givne Forskrifter. Gyldigheden af det foretagne svækkes ikke derved, at Stævningsmanden har handlet udenfor den Retskreds, i hvilken han er ansat.

§ 155.

Det, der skal forkyndes på den i § 153 foreskrevne Måde, gives i dobbelt Udfærdigelse til den, der skal iværksætte Forkyndelsen. Begæring eller Pålæg om Foretagelse af Forkyndelser kan rettes umiddelbart til en Stævningsmand. Skal Forkyndelse i en borgerlig Sag ske på et andet Sted end det, hvor Parten opholder sig, eller i en Straffesag i en anden Underretskreds end den, hvor Retten, fra hvilken Forkyndelsen udgår, har sit Sæde, eller udgår den i en sådan Sag fra Landsretten eller Overanklageren, kan Udfærdigelserne sendes til Underretten i den Kreds, hvor Forkyndelsen skal ske. Vedkommende Underret er da pligtig — i borgerlige Sager mod Forudbetaling af alle fornødne Udgifter — at overgive dem til Stævningsmanden eller — i Straffesager — Politiet.

Begæringen eller Pålæget om Forkyndelse skal efterkommes snarest muligt, i Byerne senest inden 24 Timer, på Landet senest inden 48 Timer efter Modtagelsen. Om Tiden, på hvilken Begæringen eller Pålæget er modtaget, skal Stævningsmanden — i borgerlige Sager efter Forlangende af vedkommende Part — undertegne en ham forelagt skriftlig Tilståelse.

Når Forretningen udføres af en Stævningsmand, kan denne tilkalde endnu en Stævningsmand eller en anden god Mand som Vidne.

§ 156.

Ved Iværksættelse af Forkyndelsen gælder følgende Regler:

1) Forkyndelsen bør så vidt muligt søges iværksat for den pågældende personlig, ordentligvis på hans Bopæl eller midlertidige Opholdssted. Forkyndelse for den pågældende personlig er gyldig, uanset hvor den sker. Dog kan den i intet Fald ske i Kirken eller på andet Sted, medens Gudstjeneste eller kirkelige Handlinger foregår der.

2) Kan Forkyndelsen ikke ske for den pågældende personlig på hans Bolig her i Riget, kan den gyldig iværksættes for hans Ægtefælle, Børn over 18 År, Tjenestefolk eller andre til Husstanden hørende voksne Personer, som er til Stede der; er sådanne ikke at træffe, da for vedkommende Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, for så vidt denne træffes til Stede der. Forkyndelsen kan endvidere foregå på den pågældendes Kontor, Værksted eller andet fast Forretningslokale for en til Kontoret hørende, på Værkstedet arbejdende eller i Forretningen ansat voksen Person, som findes til Stede, og for Skipperes og Søfolks Vedkommende på det Skib, hvortil de hører, for en til Skibet hørende voksen Person, der findes til Stede. Har den pågældende ikke Bopæl, Kontor, Værksted eller andet Forretningslokale i Riget og ikke hører til et herværende Skib, kan Forkyndelsen ske på hans midlertidige Opholdssted i Riget for dem, hos hvem han er til Huse.

3) Har Stævningsmanden ikke kunnet iværksætte Forkyndelsen på nogen af de ovenfor angivne Måder, skal han i Forbindelse med det eventuelt tilkaldte Vidne (§ 155, 3die Stykke) påtegne Udfærdigelsen Attest herom og straks overlevere den til Politiet, der snarest muligt skal søge at iværksætte Forkyndelsen.

4) Forkyndelser, som sker på vedkommendes Bolig eller sædvanlige Opholdssted, skal foregå imellem Kl. 7 Morgen og Kl. 8 Aften. På Søn- og Helligdage

§ 157.

Bemyndigelsen til den enkelte Forretning behøver ikke at godtgøres for den eller dem, for hvem Forkyndelsen sker.

De Personer, for hvem Forkyndelse i Henhold til Reglerne i § 156 Nr. 2 foretages, kan i Regelen ikke vægre sig ved at modtage den. Nægter nogen ubeføjet at modtage Forkyndelsen, eller forsømmer han, hvor Forkyndelsen er sket, at levere vedkommende den ved Forkyndelsen overleverede Genpart, uagtet dette kunde ske uden Udgift eller væsentligt Besvær, kan han ved Kendelse under Sagen tilpligtes at erstatte de ved hans Vægring eller Undladelse forvoldte Omkostninger.

§ 158.

Det ene Eksemplar af den Udfærdigelse, som forkyndes, overgives til den eller dem, for hvem Forkyndelsen sker, medens det andet Eksemplar tilbagegives eller med første Post afsendes til den, der har begært eller beordret Forkyndelsen.

Førstnævnte Eksemplar skal, hvis Forkyndelsen ikke er sket for den vedkommende personlig, forinden Afleveringen forsynes med en Påtegning, der indeholder fornøden Angivelse af den Dag og Time, på hvilken, det Sted, hvor, og de Personer, for hvem Forkyndelsen er sket. Sidstnævnte Eksemplar skal i alle Tilfælde forsynes med Påtegning af ovennævnte Indhold og, hvis Forkyndelsen ikke er sket for vedkommende selv, tillige med Påtegning om, hvorledes der i den Anledning er forholdt, samt hvad der er opgivet om hans Opholdssted.

Er det ikke lykkedes Politiet at iværksætte Forkyndelsen, fordi den pågældende ikke har kunnet antræffes i Retskredsen og ej heller har Bolig eller midlertidigt Opholdssted der, tilbagegives Udfærdigelsen med Påtegning om det stedfundne samt om, hvad der er Politiet bekendt angående hans Bolig eller Opholdssted.

Påtegningen afgiver Bevis for det, som ifølge den er foregået; dog er Modbevis ikke udelukket.

Går Politiets Opgivelse ud på, at pågældende har Bopæl eller Opholdssted andetsteds i Riget, bliver Forkyndelsen efter Foranstaltning af den, der har begært eller beordret den, at iværksætte der i Overensstemmelse med de foranstående Regler.

§ 159.

Har vedkommende bekendt Bolig eller Opholdssted i Udlandet, og kan Forkyndelse ikke ske her i Riget overensstemmende med § 156, sker Forkyndelse eller Meddelelse på den ved Stedets Love eller ved Traktat hjemlede Måde. Fornøden Begæring herom, som vedkommende Part i borgerlige Sager kan fordre udstedt af Retten, tilstilles den pågældende fremmede Myndighed.

§ 160.

Er det ikke lykkedes ved Politiet at opspørge vedkommendes Bopæl eller Opholdssted, eller har i en Straffesag en Sigtet, som vides at opholde sig i Udlandet, unddraget sig Forfølgning ved Flugt, iværksættes Forkyndelsen ved 3 Gange gentagen Indrykkelse i Statstidenden. Det er i sådant Fald tilstrækkeligt, at Udfærdigelsens Indhold indrykkes i Udtog med Bemærkning, at den selv henligger til Modtagelse på vedkom-

§ 161.

I borgerlige Sager kan Parterne vedtage, at et opgivet Sted skal agtes for Bopæl, og dette bliver da, for så vidt der sammesteds forefindes nogen, der er villig til at modtage Forkyndelsen, ved Anvendelsen af de foregående Regler at behandle som den virkelige Bopæl.

§ 162.

En Forkyndelse, der er sket overensstemmende med de i §§ 156—161 givne Regler, anses lovlig, uagtet den ikke ved de trufne Foranstaltninger måtte komme til pågældendes Kundskab.

§ 163.

Meddelelse, som under Retsmøde i Sagen gives vedkommende personlig til Retsbogen, kan altid træde i Stedet for Forkyndelse.

§ 164.

Benytter begge Parter i en borgerlig Sag Sagførere til at udføre Sagen, kan Meddelelser til Sagførerne under Sagens Gang ske umiddelbart fra den ene Sagfører til den anden uden Stævningsmænds Mellemkomst, blot imod simpelt Modtagelsesbevis.

Meddelelsen kan gyldigt afleveres på Sagførerens Kontor til enhver Tid, dette er åbent, og Modtagelsesbeviset kan udstedes af Sagførerens der tilstedeværende Fuldmægtig eller andre Kontorbetjente.

§ 165.

De fra Retten udgående Meddelelser, for hvilke Loven ingen særlig Forskrift indeholder, sker på den Måde, som Rettens Formand i hvert enkelt Tilfælde finder hensigtsmæssigst, og uden at hans Beslutninger herom er Genstand for Kære. Det er tilladt at tilstille Meddelelsen med Posten.

§ 166.

Når der af Retten i et behørig afholdt Møde træffes Beslutning om Tidspunktet for et nyt Møde eller for en Retshandlings Iværksættelse, anses de Personer, der er til Stede og påhører Beslutningen, for at have fået tilstrækkelig Underretning derom. Personer, som har været lovlig tilsagte til Mødet, men som enten er udeblevet eller uberettiget har forladt Mødet, forinden Beslutningen der toges, har intet Krav på særlig Forkyndelse eller Meddelelse om det nye Møde eller om Tidspunktet for de besluttede Retshandlingers Iværksættelse. Dog bør Retten ikke undlade ved Budsendelse eller med Posten at give dem Meddelelse om Beslutningen, for så vidt denne antages at være af Interesse for dem.

§ 167.

Indkaldelser og Meddelelser til Militære, hvilke med de af Forholdets Natur flydende Lempelser bliver at forkynde efter de i dette Kapitel givne Regler, skal tillige anmeldes for Afdelingschefen, som foranlediger pågældendes Møde for Retten, hvor sådant gøres fornødent.

§ 168.

Enhver er pligtig til efter lovlig Opfordring at aflægge Vidnesbyrd for Retten om, hvad der med Hensyn til Sagen eller Undersøgelsens Genstand er ham bekendt, for så vidt Loven ikke særlig hjemler Undtagelse herfra.

§ 169.

Mod dens Ønske, som har Krav på Hemmeligholdelse, må Vidnesbyrd ikke afkræves:

1) Folkekirkens og anerkendte Trossamfunds Præster om det, som i Skriftemål eller i øvrigt i deres Egenskab af Sjælesørgere måtte være dem betroet,

2) i Straffesager Forsvarere angående, hvad der er betroet dem i denne deres Egenskab, og i borgerlige Sager Sagførere angående det, som de ved Partens Fortrolighed har erfaret i en Sag, der har været dem betroet til Udførelse, eller hvori deres Råd har været søgt,

3) de ved den kongelige Fødselsstiftelse i København ansatte Embedsmænd, Betjente og Jordemødre angående de Kvinders Svangerskab og Barnefødsel, som forløses på Stiftelsen, medmindre det ved Vidnesbyrdet tilsigtes at oplyse, om Drab eller anden strafbar Handling er begået mod Barnet.

Foranstående Regler kommer dog ikke til Anvendelse i Straffesager, når Retten skønner, at det for at forebygge, at nogen urettelig domfældes, er magtpåliggende, at det pågældende Vidnesbyrd aflægges. Dog skal i så Fald Vidnesbyrdet aflægges for lukkede Døre og ikke udstrækkes ud over det for Øjemedet nødvendige.

Ej heller må Vidnesbyrd afkræves Embeds- og Bestillingsmænd eller andre, som handler i offentligt Hverv, angående, hvad der ifølge dette er dem betroet eller kommet til deres Kundskab, for så vidt Lov eller anden Forskrift med Hensyn dertil pålægger dem Tavshedspligt, medmindre vedkommende overordnede Myndighed eller for Rigsdagsmænds Vedkommende det pågældende Tings Formand såvel som Regeringen samtykker i, at de afhøres, og da kun på de Betingelser og i det Omfang, som Samtykket angiver.

Retten har på Embeds Vegne så vidt muligt at forebygge, at Vidnesbyrd modtages i de Tilfælde, hvor sådant efter nærværende Paragraf ikke må afkræves. Er det efter Omstændighederne klart, at en Vidneførsel vilde komme i Strid med ovenstående Regler, bør ingen Indkaldelse udstedes.

§ 170.

Vidnesbyrd kan i borgerlige Sager nægtes, når Besvarelsen af et Spørgsmål må forudsættes at ville udsætte Vidnet selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd eller dog for et væsentligt Formuetab eller

§ 171.

I borgerlige Sager er i Regelen ingen pligtig at møde som Vidne udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig. Når Landsretssager forberedes ved Landsretten selv, er dog Personer, som bor eller opholder sig i en Underretskreds, der har Tingsted i den Retskreds, hvor Landsretten har sit Sæde, jfr. § 338, 2det Stykke, pligtige til under Sagens Forberedelse at møde som Vidner for vedkommende Landsret.

I Straffesager er i Regelen ingen pligtig at møde som Vidne udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, når han vilde komme til at rejse mere end 70 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 25 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde for at nå hen til vedkommende Ret. Til Domsforhandling for Landsret i Sager, ved hvis Pådømmelse Nævninger medvirker, er dog enhver, hvis Helbredstilstand ikke er til Hinder derfor, pligtig at møde som Vidne indenfor den Landsretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, samt i øvrigt, når han ikke vilde få længere at rejse hen til Retten end 140 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 50 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde.

Ved Beslutning af Retten eller dens Formand, der bliver at påberåbe i Indkaldelsen, kan det såvel i borgerlige Sager som i Straffesager pålægges et fjernere boende Vidne at give Møde for Landsret eller Højesteret, når dets Afhøring må antages at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning. Det samme gælder med Hensyn til borgerlige Sager, der behandles skriftlig for Landsret eller Højesteret, når Afhøring i Medfør af §§ 389, 415 og 438 bestemmes at skulle ske for et Medlem af Landsretten eller Højesteret.

§ 172.

I borgerlige Sager afgives Vidnesbyrd som Regel for Underretten på det Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig. Når Forberedelsen af en Landsretssag

§ 173.

Militære af Hæren og Flåden er pligtige til at aflægge Vidnesbyrd for de borgerlige Domstole overensstemmende med Reglerne i denne Lov.

§ 174.

Indkaldelse til at møde som Vidne udgår, hvor ikke andet er bestemt, fra den Ret, for hvilken Vidnesbyrdet skal aflægges. I borgerlige Sager udstedes Indkaldelsen efter vedkommende Parts Begæring og overgives ham til Forkyndelse. Skal et Vidne indkaldes for en Underret ifølge en anden Rets Beslutning, må en Udskrift af denne forelægges Underretten.

Foruden Vidnets Navn, og hvad der i øvrigt hører til dets nærmere Betegnelse, Sagen og Indkaldelsens Øjemed, hvem der har begært Indkaldelsen, den Ret, for hvilken der skal vidnes, samt Stedet og Tiden for Mødet skal der i Indkaldelsen nævnes det Varsel, som skal gives den indkaldte, og gøres opmærksom på, at Udeblivelse medfører Strafansvar.

Varselet er i borgerlige Sager en Uge, men kan dog under særlige Omstændigheder afkortes efter Beslutning af Rettens Formand. I Straffesager tilkommer der Vidnet Aftens Varsel, hvortil lægges to Døgn, såfremt det skal møde udenfor den Underretskreds, hvor det bor eller opholder sig, og Afstanden til Tingstedet er over 15 Kilometer; dog kan Retten eller dens Formand fastsætte andet Varsel eller pålægge uopholdeligt Møde.

Skal Vidner føres i Udlandet, udsteder Retten — i borgerlige Sager efter vedkommende Parts Forlangende — de i så Henseende fornødne Begæringer til de udenlandske Myndigheder.

§ 175.

Enhver, som er til Stede i et Retsmøde eller i umiddelbar Nærhed af Retslokalet, kan det af Retten pålægges at fremstille sig straks til Afgivelse af Vidnesbyrd. Tilstedeværende Vidner kan det pålægges at møde til ny Tid.

Når nogen anholdes under Udførelsen af en Forbrydelse eller på friske Spor, kan Politiet på Stedet tilsige enhver tilstedeværende til det Retsmøde, hvor den anholdte skal fremstilles.

§ 176.

Når Vidneførsel foregår for den dømmende Ret, er de afhørte Vidner pligtige at blive til Stede, indtil den pågældende Sags Behandling er sluttet, eller Formanden tillader dem at forlade Tingstedet enten helt eller mod at blive til Stede i Nærheden. Hvorvidt de kan eller skal blive til Stede i Retssalen, beror på Formandens Bestemmelse.

§ 177.

Udebliver et lovmæssig indkaldt Vidne uden lovligt Forfald eller uden at have betimelig anmeldt sit Forfald, hvor dette var muligt, eller forlader det i det i § 176 omhandlede Tilfælde uden Tilladelse Tingstedet, før den pågældende Sags Behandling er sluttet, skal Retten i borgerlige Sager efter Partens Begæring straks ved Kendelse idømme Vidnet en Bøde fra 10 til 200 Kr., tilpligte det at erstatte de Udgifter, som måtte være forårsagede ved Udeblivelsen, samt indkalde det på ny med et af Retten fastsat Varsel efter Kendelsens Forkyndelse ved Partens Foranstaltning. I Straffesager kan der i samme eller et senere Retsmøde idømmes Vidnet Bøde og Erstatning som foranført, dog at Bøden, hvis Vidnet var indkaldt til Domsforhandling for Nævninger, kan stige til 400 Kr.

Retten kan derhos — i borgerlige Sager dog kun efter Partens Begæring og kun i Tilfælde af Vidneførsel under Domsforhandling eller af gentagen Udeblivelse — lade et udeblevet Vidne afhente med Magt og, hvis Sagen udsættes, beslutte, at Vidnet ved Politiets Foranstaltning skal tages i Forvaring, indtil dets Fremstillelse for Retten til Afgivelse af Vidnesbyrd kan finde Sted; dog har Vidnet Adgang til Løsladelse mod sådan Sikkerhed, som Retten finder tilstrækkelig, og i intet Tilfælde må et Vidne i samme Sag holdes i Forvaring ud over 6 Måneder, uafbrudt eller sammenlagt. Udgifterne derved afholdes som Delinkventomkostninger.

Kendelse, hvorved Bøde eller Erstatning er idømt et fraværende Vidne, kan omgøres, når Begæring derom fremsættes i det første Retsmøde, i hvilket Vidnet derefter giver Møde eller fremstilles, eller, hvis det ikke senere møder eller fremstilles, inden en Uge, efter at Kendelsen er det forkyndt eller kommet til dets Kundskab.

§ 178.

Et Vidne, som anser sig for berettiget til i det hele eller for en Del at nægte at vidne i den Sag, hvori, eller for den Ret, hvortil han er indkaldt, skal dog, når han ikke har lovligt Forfald, møde efter Indkaldelsen og fremsætte sin Indsigelse til Påkendelse af Retten. Når det af Retten findes fornødent, må Vidnet oplyse Omstændigheder, af hvilke det kan ses, at Indsigelsen er grundet.

§ 179.

Vidner er, om fornødent, pligtige til, forinden de møder i Retten, at styrke eller opfriske deres Kundskab om Vidneførselens Genstand ved at efterse deres Regn-

§ 180.

Forinden et Vidne afhøres om Sagen, stiller Dommeren de Spørgsmål til det, som findes fornødne for at forvisse sig om dets Identitet samt for at afgøre, om der er noget til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelse. Dommeren skal derefter alvorlig lægge Vidnet på Hjerte at følge Sandheden, idet han minder det om det Strafansvar, som det pådrager sig ved at afgive falsk Forklaring for Retten, og om, at det må være forberedt på at bekræfte sin Forklaring med Ed eller på anden højtidelig Måde.

Skal flere Vidner afhøres, kan Dommeren lade denne Forberedelse til Afhørelse foregå under eet for flere eller samtlige indkaldte Vidner.

§ 181.

Ethvert Vidne afhøres for sig og bør i Regelen ikke påhøre Forklaringer af andre Vidner, af Syns- eller Skønsmænd eller, hvis det er i en Straffesag, af Sigtede. Vidner, hvis Udsagn står i Strid med hinanden, kan efter Parternes Begæring eller Rettens Beslutning stilles imod hinanden. Sådant bør dog ikke i Straffesager, ved hvis Pådømmelse Nævninger må antages at skulle medvirke, uden særlig Grund ske før Domsforhandlingen.

§ 182.

Når en Part selv afhører de af ham fremstillede Vidner, kan Modparten, hver Gang Afhørelsen af et Vidne er sluttet, rette Spørgsmål til det, og Parten kan derefter rette de Spørgsmål til Vidnet, hvortil Modafhøringen har givet Anledning. Rettens Formand kan tillade Fremsættelse af yderligere Spørgsmål.

Retten kan, efter Begæring eller af egen Drift, lade et Vidne, der er aftrådt, fremstå på ny til yderligere Afhørelse; foranstående Regler finder herved tilsvarende Anvendelse.

Vidner kan andrage på, at de selv eller et andet Vidne eller en Part (i Straffesager Tiltalte) yderligere afhøres om angivne Punkter i det Øjemed at fuldstændiggøre eller berigtige forudgående Udsagn.

§ 183.

Under et Vidnes Afhøring bør det iagttages: at Vidnet så vidt muligt foranlediges til at udtale sig i sammenhængende Orden om de Punkter, angående hvilke dets Forklaring æskes, at det bringes på det rene, hvorvidt Vidnets Forklaring støtter sig til egen Iagttagelse, og at Spørgsmål, hvorved der foreholdes Vidnet Omstændigheder, som først skal godtgøres ved dets Svar, så vidt muligt undgås.

Om Vidnet må benytte nedskrevne Oplysninger ved Besvarelsen af de til det rettede Spørgsmål, afgøres af Retten, efter at det er opgivet, af hvem, når og i hvilket Øjemed de er affattede.

§ 184.

Når Vidner afhøres af andre end Rettens Formand, har denne at våge over, at utilbørlige, navnlig forvirrende Spørgsmål ikke stilles ved Afhørelsen. og at

§ 185.

Vidners Forklaringer optegnes i borgerlige Sager i Retsbogen, således at de vigtigste Udtalelser gengives så vidt muligt med Vidnets egne Ord, medens uvæsentlige Bemærkninger kan udelades. Har Vidnet tidligere været afhørt, er Henvisning tilstrækkelig, så at kun Afvigelser eller Fuldstændiggørelser optegnes. Det Retsbogen tilførte bliver efter endt Afhøring at oplæse for Vidnet, og Bemærkning, om Vidnet godkender Forklaringen, optages i Retsbogen.

Når Vidner afhøres under Domsforhandling for Landsret i Ankesager, og der ikke er særlig Grund til at antage, at Tilladelse til Anke til Højesteret vil blive søgt eller tilstået, samt ved Vidneafhøring under Domsforhandling for Højesteret, beror det på Retten, om og hvor meget der skal optegnes af Vidners Forklaringer. Med Hensyn til Oplæsning og Vedtagelse gælder Regelen i § 36.

I Straffesager forholdes med Hensyn til Optegning, Oplæsning og Vedtagelse af Vidneforklaringer efter Bestemmelserne i Bogen om Strafferetsplejen, sammenholdte med § 35, 6te Stykke, og § 36.

§ 186.

I borgerlige Sager bliver Vidneforklaringer at bekræfte med Ed eller anden højtidelig Forsikring, jfr. § 187, når nogen af Parterne forlanger det.

I Straffesager skal sådan Bekræftelse ligeledes som Regel finde Sted, såvel når Vidneforklaringen afgives for en Undersøgelsesret som under Domsforhandlingen, medmindre et for en Undersøgelsesret afhørt Vidne må antages på ny at skulle afhøres under Domsforhandling (Nævningesager).

Afgiver et forinden Domsforhandlingen edfæstet Vidne senere Forklaring under Domsforhandling, skal Bekræftelse finde Sted efter de for denne givne Regler, medmindre Rettens Formand finder det tilstrækkeligt, at Afhørelsen sker i Henhold til den tidligere aflagte Ed.

Finder Retten i noget Tilfælde, at det, hvorom Vidnet er spurgt, allerede er tilstrækkeligt bevist, eller at det er uden væsentlig Betydning for Sagens Afgørelse, hvis det er en borgerlig Sag, eller ganske uden Betydning for Tiltaltes Frifindelse eller Domfældelse, hvis det er en Straffesag, bortfalder Bekræftelsen.

§ 187.

I Stedet for Ed træder en efter en af Justitsministeren foreskreven Formular afgiven højtidelig Forsikring, når Vidnet hører til et Trossamfund, der ikke tillader sine Medlemmer at aflægge Ed efter nogen af de på det pågældende Tidspunkt gældende Edsformularer, eller der foreligger Erklæring fra Vidnet om, at Vidnet ifølge sin religiøse Tro ikke kan aflægge Ed, eller om, at Vidnet ikke har nogen religiøs Tro. Sådan Erklæring tages dog kun for gyldig, når den er afgivet enten før den Tid, da det, hvorom Vidnet spørges, skal have fundet Sted, eller mindst et År før Vidneførselen, og Erklæringen ikke er to År gammel. Erklæringen afgives på Rettens Kontor i den Retskreds, hvor Vidnet har sit personlige Værneting. Bevis for dens Afgivelse udstedes uden Betaling.

§ 188.

Edfæstelse finder ikke Sted af:

1) Børn under 15 År,

2) Personer, hvis Åndsevner skønnes at være så mangelfuldt udviklede eller så svækkede eller forstyrrede, at Edfæstelse vilde være betydningsløs,

3) Personer, som er under Tiltale for eller fundne skyldige i Mened,

4) Personer, der er dømte som skyldige eller medskyldige i den Handling, som er Sagens eller Undersøgelsens Genstand.

Retten kan nægte at edfæste Personer, hvis Vidnesbyrd enten på Grund af deres forbryderske Vandel eller på Grund af deres Stilling til Sagen eller til Parterne eller deres Åndstilstand på den Tid, Erfaringen skal være gjort, eller af lignende Grunde af Retten skønnes at være i særlig Grad upålideligt.

Foranstående Bestemmelser finder tilsvarende Anvendelse med Hensyn til den i § 187 nævnte, i Eds Sted trædende Forsikring.

§ 189.

Vægrer et Vidne sig uden lovlig Grund ved at svare eller aflægge Vidneeden eller afgive den i Stedet derfor trædende Forsikring, kan Retten — i borgerlige Sager efter en Parts Begæring — ved Kendelse pålægge det en Bøde fra 10 til 400 Kr. Retten kan derhos ved Kendelse bestemme, at det skal tages i Forvaring ved Politiets Foranstaltning, medmindre Vidnets Førelse frafaldes, indtil det indvilliger i at svare eller at aflægge Ed eller Forsikring; dog kan et Vidne i intet Tilfælde i Henhold til nærværende Paragraf eller denne og § 177 i samme Sag holdes i Forvaring ud over 6 Måneder, uafbrudt eller sammenlagt.

Vidnet kan derhos dømmes til at erstatte de ved dets Vægring forårsagede Omkostninger. Kære mod Kendelsen skal, når denne er afgivet under Domsforhandling, erklæres på Stedet og ellers inden tre Dage. Kære, som overensstemmende hermed erklæres mod Beslutning af en Underret, hvorved Fængsling er besluttet, har opsættende Virkning.

§ 190.

Afgørelse af Tvistigheder, som opstår under Vidneførselen i Anledning af Indsigelser eller Begæringer af Parter eller Vidner, sker, efter at vedkommende har ytret sig, ved Kendelse, i Straffesager dog kun, når sådant begæres.

I Regelen afsiges Kendelse straks; men dersom det findes nødvendigt, kan Sagen i en af flere Medlemmer bestående Ret udsættes, for at Retten kan rådslå. Sådan Udsættelse bør dog altid være så kort som muligt og bør i Straffesager aldrig og i borgerlige Sager ikke uden største Nødvendighed vare længere end til næste Dag.

Foregår Vidneførselen for en anden Ret end den, ved hvilken Sagen i øvrigt behandles, afgøres opståede Tvistigheder af hin.

§ 191.

De i det foregående omhandlede Tvangsmidler imod Vidner bringes til Anvendelse af den Ret, for hvilken Vidnet er indkaldt til at møde.

§ 192.

Vidner har Krav på en Godtgørelse af 1 Kr., hvis deres Møde medfører et Tidsspilde for dem af under 4 Timer, men ellers af 2 Kr. med Tillæg af 1 Kr. for hver 4 Timer, de ud over 8 Timer er fraværende fra Hjemmet til Opfyldelse af deres Vidnepligt, samt derhos, for så vidt det er nødvendigt for dem at tilbagelægge mere end 7 Kilometer for at nå til Retten, på Erstatning for Rejseudgifter frem og tilbage med 10 Øre for hver løbende Kilometer. Hvis Jernbane eller Dampskib kan benyttes, beregnes Rejseudgifterne dog efter Prisen for henholdsvis 3die Klasse og 2den Plads. Indkaldes Vidnet til at møde udenfor de i de to første Stykker af § 171 fastsatte Afstande, kan der af Retten tilstås det passende højere Godtgørelse og Vederlag for Rejseudgifter. De Ydelser, på hvilke Vidnet har Krav, eller, hvis disse ikke kan anslås bestemt, tilbørligt Forskud på samme, må tilbydes betalte samtidig med Indkaldelsens Forkyndelse.

§ 193.

Ved Optagelse af Arvelegitimationstingsvidner o. desl. bliver de i nærværende Kapitel og § 353 givne Regler at følge, for så vidt disse ifølge Forholdets Beskaffenhed lader sig anvende.

Når Vidner skal føres om Rigtigheden af et Testament, bliver de i Forordningen af 21. Maj 1845 § 24 indeholdte Regler om, hvem der skal stævnes, at følge.

§ 194.

Politimesteren er berettiget til at indkalde Personer, som bor eller opholder sig i vedkommende Politikreds, til Møde for at afgive Forklaring uden Ed om, hvad der med Hensyn til Genstanden for Efterforskningen i en Straffesag måtte være dem bekendt. Udebliver den indkaldte uden lovligt Forfald (jfr. § 177), er Politimesteren berettiget til at pålægge ham en Bøde af indtil 4 Kr. til Politikassen, at udrede inden en Uge, for så vidt Klage ikke fremsættes efter Regelen i § 814.

Vægrer den indkaldte sig ved at afgive Forklaring for Politimesteren, kan denne foranledige ham indkaldt for Retten til Vidneafhørelse (§ 809), men kan ikke træffe andre Tvangsforanstaltninger mod den vægrende.

Reglerne i § 192 finder tilsvarende Anvendelse ved Indkaldelse til Afgivelse af Forklaring for Politimesteren.

§ 195.

I Overensstemmelse med de i nærværende Kapitel om Vidneførsel i borgerlige Sager indeholdte Regler, jfr. også § 353, samt de i så Henseende traktatmæssig fastsatte Bestemmelser, jfr. Justitsministeriets Bekendtgørelse Nr. 119 af 19. Maj 1909 m. m., sker Optagelsen af Beviser til Brug ved borgerlige Retssager, som er anlagte eller skal anlægges i Udlandet. Er der i Anmodningen forlangt iagttaget en særskilt Form eller Fremgangsmåde, skal dette så vidt muligt ske, medmindre sådant må anses at være utilstedeligt efter de derom gældende Lovbestemmelser.

§ 196.

Når der i en borgerlig Sag fremsættes Begæring om Optagelse af Syn og Skøn, og Begæringen af Retten tages til Følge, såvel som når i en Straffesag de i § 743 nævnte Betingelser foreligger, udmelder Retten ved et Udmeldelsesdekret en eller flere Syns- eller Skønsmænd. Dersom den, der skal tilkaldes, har en almindelig offentlig Bemyndigelse til Foretagelsen af vedkommende Syn eller Skøn, sker i Straffesager Tilkaldelsen ved Rettens til ham rettede Begæring.

Personer, som bor udenfor vedkommende Rets Embedsområde, kan kun udmeldes af denne, når det er oplyst, at de er villige til at efterkomme Udmeldelsen, eller når det findes nødvendigt, enten fordi der indenfor Retskredsen ikke findes sagkyndige Personer, som kan benyttes, eller fordi den Ting, der er Genstand for Forretningen, er udenfor Retskredsen.

§ 197.

Kun Personer, der er uberygtede, kan udmeldes til Syns- eller Skønsmænd, hvorhos Personer, der vilde være udelukkede fra at handle som Dommere i Sagen ifølge § 60, Nr. 1 og 2, under ingen Omstændigheder må tilkaldes som Syns- eller Skønsmænd, og de øvrige i § 60 nævnte Personer kun, for så vidt det ikke er muligt at finde andre lige så gode.

Til at foretage Syn og Skøn kan Kvinder udmeldes lige såvel som Mænd. Alt, hvad der i denne og andre Love er bestemt om Syns- eller Skønsmænd, finder tilsvarende Anvendelse på Kvinder.

§ 198.

Enhver, der er pligtig at vidne, er også pligtig at modtage Udmeldelse som Syns- eller Skønsmand.

Statens Embedsmænd og Bestillingsmænd fritages for Udmeldelse, når de ved Skrivelse fra de dem foresatte Myndigheder oplyser, at de ikke har den fornødne Tid, eller at Forretningens Foretagelse i øvrigt kommer i Strid med deres offentlige Pligter. Personer, for hvem Syns- eller Skønsforretningens Udførelse vilde medføre stort Besvær eller Ulempe, bør, for så vidt Omstændighederne tillader det, forskånes for Udmeldelse. Det samme gælder om den, der har fyldt 65 År.

§ 199.

For så vidt Personer er beskikkede med almindelig Bemyndigelse til Foretagelsen af visse Syn eller Skøn, bør andre kun udmeldes hertil, når Henvendelse til hine vilde medføre en Forhaling, hvorved Øjemedet kunde forspildes, eller når andre særegne Grunde gør det tilrådeligt.

Til Forretninger, ved hvilke der udkræves særegen Indsigt eller Færdighed bør i Regelen kun udmeldes Mænd, der ifølge offentlig Stilling eller Livserhverv eller dog ifølge offentlig aflagte Prøver må anses for duelige hertil.

Skal i en Straffesag en Kvinde synes på Legeme, bør i alle Tilfælde, hvor det til Øjemedets Opnåelse er tilstrækkeligt, Kvinder dertil vælges, navnlig bør, hvor Spørgsmål foreligger om Svangerskab eller Barnefødsel, kvindelige Læger eller Jordemødre benyttes, for så vidt disse må antages at have tilstrækkelig Indsigt til at afgive Erklæring om Spørgsmålet.

§ 200.

Enhver af Parterne kan gøre Henstilling til Retten om Valget af Syns- eller Skønsmændene, men Retten er ikke bundet herved. Retten bør forinden Udmeldelsen meddele Parterne — i borgerlige Sager dog kun, hvis de er mødt —, hvilke Personer der agtes udmeldte, og give dem Adgang til at udtale sig om disse. Denne Regel kan i Straffesager tilsidesættes, når Omstændighederne ikke tillader dens Iagttagelse.

Indsigelser, der ikke gøres gældende straks ved Udmeldelsen, kan i borgerlige Sager ikkun tages i Betragtning, når Parten oplyser, at han uden Brøde fra sin Side har været ude af Stand til at fremsætte dem tidligere. Den Part, der agter at fremsætte sådanne Indsigelser, har inden en Uge efter Udmeldelsen at indkalde Modparten til et Møde for den Ret, der har foretaget Udmeldelsen, og i dette at fremsætte sine Indsigelser. Rettens Kendelse kan, når den tager Indsigelserne til Følge, ikke påklages; nægter den at tage Indsigelserne til Følge, kan der finde Kære Sted over dens Afgørelse.

§ 201.

I borgerlige Sager må det i Udmeldelsesdekretet tydeligt angives, hvad der er Forretningens Genstand og Øjemed. Tillige nævnes den Tid, da Afhjemlingen skal foregå — medmindre Fastsættelsen af Tiden herfor efter Omstændighederne findes at måtte bero til senere Berammelse —, og det pålægges de udmeldte til den Tid at møde for at afgive og bekræfte deres Erklæring. Hvor særlige Grunde taler derfor, bør den til Synet eller Skønnet fornødne Besigtigelse foretages i et Retsmøde, der kan afholdes udenfor det sædvanlige Tingsted.

I Straffesager foretages den til et Syn eller Skøn fornødne Besigtigelse under et Retsmøde — der efter Omstændighederne bliver at foretage udenfor det sædvanlige Tingsted —, medmindre Synet eller Skønnet udkræver fortsat Iagttagelse eller Undersøgelse, eller Besigtigelse under et Retsmøde af anden Grund, såsom af Sømmelighedshensyn, findes uhensigtsmæssig eller ufornøden, i hvilket Tilfælde Retten kan overlade Mændene at foretage eller fortsætte deres Besigtigelse udenfor Retsmøde. I sådant Tilfælde bliver der i Udmeldelsesbeslutningen eller Begæringen eller under Møde inden Retten at give dem sådan Meddelelse om Synets eller Skønnets Genstand og Øjemed, som i første Stykke nævnt, samt sådan anden Anvisning, som måtte udkræves. Skal Mændene afgive skriftlig Erklæring, bliver der i Udmeldelsesbeslutningen eller Begæringen eller i en Tilførsel til Retsbogen, hvoraf Udskrift overgives dem, at forelægge dem bestemte Spørgsmål til Besvarelse.

Vil Foretagelsen af et Syn eller Skøn medføre Tilintetgørelse eller Forandring af dets Genstand, bør så vidt muligt en Del af denne holdes udenfor Undersøgelsen. Lader dette sig ikke gøre, bør Syns- eller Skønsmændenes Antal ikke være under to.

De gældende Regler om Obduktionsforretninger bliver fremdeles stående ved Magt.

§ 202.

Med Hensyn til Syns- eller Skønsmænds Møde til Afhjemling eller gentagen Afhøring for Retten finder Reglerne i §§ 171 og 172 tilsvarende Anvendelse. Hvis disse Regler er til Hinder for, at Afhjemlingen finder Sted ved den udmeldende Ret, kan denne i Udmeldelsesdekretet bestemme, at Afhjemlingen skal ske ved Underretten på det Sted, hvor Syns- eller Skønsmændene bor eller opholder sig, eller, hvis dette måtte medføre mindre Besvær for Mændene, for Underretten i den Retskreds, hvor Forretningen er foretaget.

§ 203.

Udmeldelsesdekretet bliver uden Ophold at forkynde for de udmeldte i Overensstemmelse med de for Vidner givne Regler. Skal Mændene møde for en Underret ifølge en anden Rets Beslutning, skal tillige den i foregående Paragraf ommeldte Berammelse af Afhjemlingen forkyndes for dem, i borgerlige Sager desuden for Modparten.

I borgerlige Sager skal Syns- og Skønsmændene give Parterne Underretning om, når og hvor Forretningen foregår, ligesom de også har at meddele Parterne Genpart af den skriftlige Forretning (§ 204) eller dog at give dem Adgang til at gøre sig bekendt med den senest 3 Dage forinden Afhjemlingen.

Klage over Syns- og Skønsmænds Fremgangsmåde ved deres Forretning fremsættes for den Ret, for hvilken Afhjemlingen skal ske. Denne kan pålægge dem at omgøre eller fuldstændiggøre Forretningen.

§ 204.

Syns- og Skønsmænd afgiver deres Forklaring ved en skriftlig, til Retten stilet, af Mændene underskreven Erklæring. Dog kan Retten med Hensyn til Forklaring, som skal afgives under Domsforhandlingen i Nævningesager (se § 834), frafalde Krav om skriftlig Afgivelse. Yderligere Forklaring kan afæskes dem inden Retten; findes Erklæringen mangelfuld, kan derhos Retten pålægge dem at omgøre eller fuldstændiggøre den i en yderligere skriftlig Erklæring. Vedrører Manglerne Erklæringens Affattelse, bør Retten yde Mændene fornøden Bistand til deres Afhjælpning. Sådan Bistand kan også, når Mændene ønsker det, og Omstændighederne i øvrigt taler derfor, ydes inden det Retsmøde, i hvilket Afhjemlingen finder Sted. Herom skal der da senest i dette Retsmøde meddeles Parterne Underretning.

Er Erklæring afgivet af et dertil beskikket Kollegium, bør Møde i Retten, hvor sådant skal finde Sted, som Regel ikke fordres af flere end et af dets Medlemmer eller, hvor der er Meningsforskel, af et Medlem for hver af de Meninger, hvori Kollegiet har delt sig; dette udpeger selv de Medlemmer, som skal give Møde. Hvor Erklæring afgives af to eller flere Syns- eller Skønsmænd, bør, hvis Mændene ikke er enige, hver enkelts Mening fremgå af Erklæringen.

Afhørelse af Syns- og Skønsmænd sker efter Reglerne om Afhørelse af Vidner; dog kan Mændene som Regel overvære hverandres såvel som Vidners Afhørelse, og det kan af Retten tilstedes dem at rådføre sig med hverandre, forinden de svarer.

§ 205.

I borgerlige Sager har Syns- og Skønsmænd at bekræfte deres Syn eller Skøn med Ed eller, under de i § 187 angivne Betingelser, med den dèr omhandlede højtidelige Forsikring, medmindre begge Parter giver Afkald derpå. Er Syn eller Skøn afgivet i Henhold til en almindelig Beskikkelse hertil, bortfalder Bekræftelsen. Denne

§ 206.

Når en Syns- eller Skønsmand uden gyldigt Forfald udebliver fra Retsmødet eller uden lovlig Grund vægrer sig ved at udføre Hvervet eller undlader at foretage noget, som påhviler ham i Anledning af dette, eller vægrer sig ved at svare på de Spørgsmål, som stilles til ham i Retten, eller ved at bekræfte sin Erklæring eller Forklaring med Ed eller Forsikring, hvor sådant er foreskrevet, finder Reglerne i §§ 177 og 189 Anvendelse med de fornødne Lempelser.

Dog kan Retten, når dette er muligt og efter Omstændighederne kan bidrage til Sagens Fremme, udnævne andre Syns- eller Skønsmænd enten straks, eller når de anordnede Tvangsmidler forgæves er anvendte. I borgerlige Sager kan dette dog kun ske efter Begæring af vedkommende Part, der i så Fald ikke kan forlange yderligere Tvangs Anvendelse mod den eller de genstridige Syns- eller Skønsmænd.

§ 207.

Har Syns- eller Skønsmænd Forfald, eller har det været dem umuligt at gøre Forretningen færdig, kommer de i § 177, sidste Stykke, givne Regler til Anvendelse med de Lempelser, som følger af Forholdets Natur.

§ 208.

Med Hensyn til Indsigelser fra Syns- eller Skønsmændenes Side såvel som Kære over de Kendelser, hvorved noget pålægges dem, forholdes efter de om Vidner givne Regler.

§ 209.

De om Vidner givne Regler skal med de Lempelser, der følger af Forholdets Natur, anvendes på Syns- og Skønsmænd, for så vidt ovenstående Forskrifter ikke er til Hinder derfor.

§ 210.

At Syn eller Skøn har fundet Sted, udelukker ikke fornyet Syn eller Skøn over samme Genstand ved de samme eller, når Retten finder det hensigtsmæssigt, andre Mænd.

§ 211.

Udmeldte Syns- og Skønsmænd erholder, for så vidt Udførelsen af det dem pålagte Hverv eller deres Møder for Retten i Anledning deraf gør det nødvendigt for dem at rejse mere end 3 Kilometer fra deres Hjem, dels Godtgørelse for Udgifterne derved, beregnet efter 2den Klasses Takst for Rejse på Jernbane, efter 1ste Klasses Takst for Rejse på Dampskib, og i øvrigt med 30 Øre for hver løbende Kilometer, dels i Tærepenge 2 Kroner, når Fraværelsen fra Hjemmet ikke varer 4 Timer, og ellers 6 Kroner med Tillæg af 3 Kroner for hver 6 Timer, de ud over 12 Timer er fraværende fra Hjemmet.

§ 212.

Til Understøttelse under Efterforskningen i en Straffesag kan Politimesteren, når Omstændighederne ikke tillader Opsættelse, lade foretage Syns- eller Skønsforretninger ved Mænd, som han selv tilkalder, samt afkræve disse ubeediget Erklæring angående Forretningens Resultat. Er de pågældende ikke beskikkede med almindelig Bemyndigelse til Foretagelsen af sådant Syn eller Skøn, er de dog kun pligtige at efterkomme Kaldelsen, når Forretningen skal foretages og Erklæringen afgives i den Underretskreds, i hvilken de bor. Udebliver eller vægrer nogen således tilkaldt Syns- eller Skønsmand sig ved at efterkomme Kaldelsen, kan Politimesteren pålægge ham en Bøde til Politikassen af indtil 20 Kr., at udrede inden en Uge, og, når Sagen er af sær Vigtighed, endog om fornødent lade ham afhente med Magt. Politimesteren har dog snarest muligt at henvende sig til Retten om Varetagelse af det videre fornødne i Anledning af Forretningen, og det står da de pågældende frit for, i Overensstemmelse med § 814, for Retten at forebringe deres mulige Klager over formentlige Overgreb fra Politimesterens Side.

Reglerne i den foregående Paragraf finder tilsvarende Anvendelse ved Tilkaldelse af Syns- og Skønsmænd ved Politimesteren.

§ 213.

Det har sit Forblivende ved de gældende Regler om Søforklaringer. Under de i § 187 angivne Betingelser træder den dèr omhandlede Forsikring i Eds Sted. Det har ligeledes sit Forblivende ved de Regler, som for Tiden gælder om Sø- og Handelsrettens, henholdsvis Søretternes Medvirkning ved Besigtigelser, Skøn og Taksationer i Tilfælde, hvor der ikke er rejst Retssag, jfr. dog § 18.

§ 214.

Domme, Kendelser og andre Beslutninger af en Ret, der ikke beklædes af en enkelt Dommer, og som ikke hører til de Beslutninger, Rettens Formand kan træffe, vedtages ved Afstemning efter forudgående Rådslagning. For Afstemningsordenen fastsætter Retten selv de fornødne Regler. Retten kan bestemme sådanne Forandringer i disse, som den til enhver Tid måtte anse for hensigtsmæssige. Formanden

§ 215.

I Dommens Vedtagelse deltager for Landsretternes Vedkommende mindst tre og for Højesterets Vedkommende mindst ni Medlemmer af Retten, jfr. dog § 214. Samme Regler gælder også for Vedtagelse af Kendelser, medmindre andet er bestemt.

§ 216.

For enhver Afgørelse i en Ret, der beklædes af flere Dommere, skal der være Stemmeflerhed. Ved lige Stemmetal gør Formandens (jfr. § 7), eventuelt den efter Embedsalder ældste i Afgørelsen deltagende Dommers, Stemme Udslaget. Kræver Afgørelsen Afstemning over flere Punkter, er de Dommere, som har befundet sig i Mindretal, pligtige at deltage i de senere Afstemninger, for så vidt det modsatte ikke særlig er bestemt.

Danner der sig i en Straffesag om det samme Spørgsmål flere end to forskellige Meninger, af hvilke ingen er i Flertal, bliver de for Sigtede ugunstigste Stemmer regnet sammen med de nærmeste mindre ugunstige, indtil der udkommer Stemmeflerhed. Er det tvivlsomt, hvilken Mening der er den ugunstigste for Sigtede, bliver der afstemt særskilt herom.

Særskilt Afstemning finder ligeledes Sted, når der opstår Meningsforskel om, hvorledes Spørgsmålene skal stilles, eller om Afstemningens Resultat.

Den vedtagne Afgørelse føres i Pennen af Rettens Formand eller af den af de i Afgørelsen samstemmende Dommere, hvem dette Hverv af Formanden overdrages. Stemmetallet må ikke optages i Rettens Afgørelser.

§ 217.

Rettens Afgørelser sker ved Kendelse i de Tilfælde, hvor denne Form er særlig foreskrevet.

§ 218.

Domme og Kendelser skal ledsages af Grunde. Andre Beslutninger af Retten eller Rettens Formand behøver ikke at begrundes, medmindre sådant særlig er foreskrevet.

Den i Rettens Afgørelse af en borgerlig Sag givne Fremstilling af Parternes mundtlige Angivelser og Ytringer under Sagens Behandling afgiver fuldt Bevis for disse, for så vidt ikke Modbevis imod den føres.

§ 219.

Rettens Afgørelser træffes snarest muligt, efter at den pågældende Forhandling er til Ende. Kan i en Straffesag Afsigelsen ikke finde Sted samme Dag, skal dog Dom afsiges senest inden en Uge og, hvor Nævninger har medvirket, senest Dagen efter. Det sidste gælder også om Kendelser i Straffesager.

Afsigelsen af en Dom foregår ved, at Domsslutningen, efter at hele Dommen er skriftlig udarbejdet, oplæses i et Retsmøde.

Dersom det ikke ved Optagelsen af en borgerlig Sag tilkendegives, når Dommen eller Kendelsen vil blive afsagt, skal Parterne og efter Omstændighederne Vidner og Syns- eller Skønsmænd tilsiges til at høre den afsagt. Er den pågældende ikke således sat i Kendskab om Afsigelsestiden, regnes for hans Vedkommende de ellers fra Afsigelsen løbende processuelle Frister først fra Dommens eller Kendelsens Forkyndelse for ham.

I Straffesager bør Tiltalte, hvis han er fængslet, bringes til Stede ved Dommens Afsigelse, jfr. dog § 919, 3die Stykke. Er Dommen fældende, og er Tiltalte ikke til Stede ved Afsigelsen, bliver Udskrift af Dommen at forkynde for ham; i andre Tilfælde meddeles der ham på Begæring Udskrift uden Betaling. Af alle Domme tilstilles der Overanklageren Udskrift. Ved Afsigelsen eller Forkyndelsen af en fældende Dom bliver det at betyde Domfældte, inden hvilken Frist og på hvilken Måde han kan fremsætte Meddelelse om Anke.

§ 220.

Stadfæstelse af en indanket Dom kan gives enten i Henhold til de i samme anførte Grunde eller i Henhold til ny Begrundelse.

I overordnet Rets Dom skal det altid anføres, ved hvilken Ret den indankede Dom er afsagt.

§ 221.

Retten kan til enhver Tid i Embeds Medfør eller ifølge Begæring berigtige Skrivefejl, som er indløbet i Henseende til Ord, Navne eller Tal, blotte Regnefejl samt sådanne Fejl og Forglemmelser, som alene vedrører Udfærdigelsens Form.

Fremdeles kan den også, når Begæring derom fremkommer inden Ankefristens Udløb, og efter at der er givet Parterne og i Straffesager tillige Forsvareren Lejlighed til at ytre sig derom, berigtige den i Afgørelsen af en borgerlig Sag indeholdte Fremstilling af Parternes mundtlige Angivelser og Ytringer eller den i Afgørelsen af en Straffesag indeholdte Fremstilling af Sagens faktiske Sammenhæng, for så vidt Fremstillingen erkendes at lide af Fejl, bestående i Forbigåelser, Uklarheder eller Modsigelser, men derimod ikke i øvrigt foretage Forandringer enten i Begrundelsen eller Resultatet. Beslutning angående slige Berigtigelser træffes, og Meddelelse om dem sker efter de samme Regler, som gælder for den oprindelige Afgørelse.

Den i Henhold til Rettens Beslutning berigtigede Afgørelse træder i alle Henseender i Stedet for den oprindelige. Beslutningen angående Berigtigelse er ikke Genstand for Anke eller Kære.

§ 222.

Beslutninger af Retten eller dens Formand, der ikke behøver at begrundes, såvel som Kendelser af blot procesledende Beskaffenhed kan omgøres, når nye Oplysninger foreligger.

§ 223.

I de Tilfælde, hvor en efter Loven tilstedelig Afvigelse fra de almindelige Regler om Straffesagers Behandling betinges af en forudgående Beslutning af en Ret, ved hvilken den Sag, med Hensyn til hvilken Spørgsmålet opstår, ej er tingfæstet, bliver Spørgsmålet skriftlig at forelægge Retten. Er denne Højesteret eller en Landsret, træffes Afgørelsen af Formanden med to Medlemmer af Retten eller, hvor sådant særlig er bestemt, af Formanden. Retten tager Beslutning på Grundlag af det forelagte samt de yderligere Oplysninger og Erklæringer, som måtte være indhentede; findes det nødvendigt, at Vidner afhøres, sker dette ved en Undersøgelsesret Mundtlig Forhandling finder ikke Sted, medmindre Formanden af særegne Grunde finder Anledning til at beslutte en sådan; dog er Retsmødet i så Fald ikke offentligt. De i denne Paragraf ommeldte Afgørelser kan ikke påklages for højere Ret.

§ 224.

Enhver borgerlig Retstrætte behandles i første Instans ved Landsret, medmindre den er henlagt til Underret eller den ved Overenskomst mellem Parterne indbringes for Underret, for så vidt dette lovligt kan ske. Om Virkekredsen for Sø- og Handelsretten i København gælder denne Lovs § 9.

§ 225.

Til Underretterne henlægges:

1) Søgsmål angående private Formuerettigheder, når Genstanden for samme i Penge eller Penges Værd ikke overstiger 300 Kr.

2) Sager angående Skatter, Afgifter og andre lignende Ydelser af offentligretlig Beskaffenhed til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger, når Genstanden for samme ikke overstiger 300 Kr.

3) Sager angående Servitutter og partielle Brugsrettigheder.

4) Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve (§ 446, jfr. § 443).

5) Ægteskabssager (§ 448).

6) Sager angående Mortifikation af Gældsbreve, ved hvilke der er givet Pant i fast Ejendom (§ 468), samt Mortifikation af Servitutter, Brugsrettigheder og Grundbyrder (§ 477).

7) Sager angående Erhvervelse af Ejendomsdom.

8) Sager, hvorved Faderskabet til Børn udenfor Ægteskab søges oplyst, for at Underholdsbidrag kan pålægges Faderen.

9) Sager, anlagte i Medfør af Forordningen af 28. Marts 1845 § 17 til Hæftelsesbreves Udslettelse.

10) Sager angående strafbare Handlinger, der ved Lovgivningen er henviste til privat Forfølgning, jfr. § 725, for så vidt der ikke påstås højere Erstatning end 300 Kr.

§ 226.

Sagens Værdi bestemmes efter Påstanden i Stævningen. Består Søgsmålet af flere Poster eller Fordringer, sammenlægges disse. Ved Krav på noget mod Erlæggelse af en Modpræstation medregnes denne ikke. Dersom Påstanden omfatter Renter af Fordringen, tages kun Hensyn til Fordringen selv.

Der tages intet Hensyn til Sagsomkostninger eller til senere Nedsættelse af Påstanden.

§ 227.

Drejer Sagen sig om Rettigheden til periodiske Ydelser eller Indtægter, bliver dens Værdi at bestemme efter følgende Regler:

1) Er årlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for bestandig eller for flere end de ved Sagens Anlæg (§ 279) levende Personers Livstid eller for et bestemt Tidsrum, der ikke er kortere end 25 År efter det nævnte Tidspunkt, bliver Værdien af Rettigheden at sætte lig med det 25-dobbelte af et Års Beløb.

2) Er årlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for en enkelts eller flere ved Sagens Anlæg levende Personers Livstid eller i øvrigt for ubestemt Tid, sættes Rettighedens Værdi lig med det 5-dobbelte af et Års Beløb.

3) Kan Ydelser eller Indtægter ikkun oppebæres et bestemt Antal Gange, sættes Rettighedens Værdi lig med en enkelt Ydelses Beløb taget dette Antal Gange, dog ingen Sinde over 25.

Er Beløbet af årlige Ydelser eller Indtægter ikke lige stort de forskellige År, tages Værdien i det sidst forløbne År som Enhed.

§ 228.

Lyder Påstanden ikke på en bestemt Pengesum, ansættes Værdien af den Genstand ved Rettens Skøn, jfr. dog § 227.

§ 229.

I de i de tvende foregående Paragraffer omhandlede Tilfælde er Rettens Afgørelse, for så vidt den går ud på at erklære sig kompetent til at påkende Sagen, ikke Genstand for Anke eller Kære; nægter Retten at antage Sagen, er dens Afgørelse Genstand for Kære til højere Ret, men ikke for Anke.

§ 230.

Er Sagens Værdi afgørende for Kompetencespørgsmålet, må den Part, som påstår den højere Værdi, føre Bevis derfor.

I øvrigt påhviler det Sagsøgeren at oplyse, at Sagen hører under Underret.

§ 231.

Imod Søgsmål, der i Henhold til § 225 er anlagte ved Underret, kan Modfordringer gøres gældende, når i øvrigt de almindelige Betingelser for disses Fremsættelse er til Stede (§ 280). Selvstændig Dom for Modfordringen eller den overskydende Del af samme kan dog, hvis Modparten modsætter sig det, kun gives, for så vidt Dommen ikke herved kommer til at lyde på noget højere Beløb end 300 Kr. (§ 225, jfr. §§ 226, 227 og 228), eller såfremt Modfordringen kunde forfølges ved Underret, dersom den gjordes gældende under en selvstændig Sag.

Imod Søgsmål, der svæver for Landsret, kan Modfordringer fremføres uden Hensyn til, at de, i og for sig betragtede, vilde henhøre under Underret,

§ 232.

Når Sagen ifølge den oprindelige Påstand rettelig er begyndt ved Underret, forbliver den ved denne, uagtet Påstanden senere udvides eller forhøjes, når dog Sagens Værdi ikke derved imod Modpartens Protest i betydelig Grad forøges ud over den i § 225 bestemte Grænse af 300 Kr.

En Udvidelse af Påstanden kan dog ikke uden Modpartens Samtykke foregå således, at Fordringer af forskellige af de i § 225 nævnte Klasser inddrages under Sagen.

§ 233.

Henhører en Sag under Landsret, ophører denne ikke at være kompetent, fordi enkelte Fordringer. Spørgsmål eller Dele udskilles til særskilt Behandling eller Påkendelse i Henhold til § 286, § 294 eller § 295, selv om disse eller Resten af Sagen, for sig betragtet, vilde høre under Underret.

§ 234.

Parterne kan retsgyldig vedtage at lade en Sag behandle ved Underret, selv om den ifølge de almindelige Regler ikke henhører under denne, dog med Undtagelse af de i Kapitel 43 og 44 nævnte Sager (jfr. endvidere §§ 657 og 669).

§ 235.

Retssager skal, hvor denne Lov ikke hjemler Undtagelse, anlægges ved den Ret, i hvis Kreds Sagsøgte har Bopæl (Hjemting).

§ 236.

Dersom Sagsøgte har Bopæl i flere Retskredse, anses han at have Hjemting i enhver af dem.

Indlænding, som ikke har Bopæl nogetsteds i Riget, kan sagsøges ved Retten på det Sted, hvor han opholder sig ved Sagens Berammelse, eller, dersom hans Opholdssted ikke vides, ved Retten på det Sted, hvor han vides sidst at have boet eller opholdt sig.

§ 237.

Danske i Udlandet ansatte Embedsmænd, der ikke er det pågældende Lands Domsmyndighed undergivne, og de til de danske Gesandtskaber i fremmede Stater hørende Personer anses at have Hjemting i København, for så vidt de ikke vedligeholder Bopæl på noget andet Sted i Riget. Det samme gælder om andre danske Undersåtter, som ikke kan sagsøges i det Land, hvor de har Bopæl.

§ 238.

Stiftelser, Kommuner, Korporationer såvel som Selskaber og Foreninger, være sig med politiske eller sociale eller med rent formueretlige Formål, har Hjemting i den Retskreds, hvor deres Hoved-Forretningslokale er, eller, når sådant ikke kendes og ikke erfares ved Henvendelse til Politiet, hvor et af Bestyrelsens Medlemmer bor. De Værnetingsbestemmelser, der indeholdes i Firmalov af 1. Marts 1889 § 34, Sølov

§ 239.

Sager imod Staten skal anlægges ved den Ret, i hvis Kreds den Embedsmand, som på Statens Vegne bliver at stævne, har sit Embedskontor eller i Mangel af sådant sin Bopæl.

§ 240.

Sager angående Rettigheder over urørlige Ting — være sig Ejendomsret, Panteret, Brugsrettigheder, Servitutrettigheder, Grundbyrderettigheder eller andre — skal anlægges ved den Ret, under hvilken Ejendommen er beliggende.

Søgsmål, hvorved Fordringer, der er forbundne med Pant i fast Ejendom, eller hvorved enkelte forfaldne Grundbyrdeydelser indtales, kan anlægges på det Sted, hvor den behæftede eller bebyrdede Ejendom er beliggende.

Ligger en fast Ejendom i flere Retskredse, anses den med Hensyn til Spørgsmålet om, hvor de i denne Paragraf omhandlede Sager skal eller kan anlægges, at være beliggende i den Retskreds, hvorunder Ejendommens Bygninger, navnlig Stuehuset, hører. Findes sådanne ikke, eller er Stuehuset beliggende i flere Retskredse,

kan Sagen anlægges i hvilken som helst af disse.

§ 241.

Det har sit Forblivende ved Bestemmelserne i §§ 84 og 85 i Lov om Skifte af Dødsbo m. v. af 30. November 1874 samt i Lov Nr. 72 om Forfatterret m. m. af 1. April 1912 § 6, 5te Stykke, således at i sidstnævnte Tilfælde Østre Landsret træder

i Stedet for Hof- og Stadsretten i København.

§ 242.

Den, der i Medfør af offentligt eller privat Hverv har haft andres Midler under Forvaltning eller skal aflægge Regnskab for dem, kan sagsøges for sin Forvaltning eller sit Regnskab ved Retten på det Sted, hvorfra Forvaltningen er ført, eller hvor Regnskabet skulde aflægges.

Sammesteds kan også anlægges Sager, som i Anledning af Forvaltningen eller Regnskabet rejses af den, der har ført samme, imod den, for hvem han har ført den eller det.

§ 243.

Søgsmål til Opfyldelse eller Ophævelse af en Retshandel eller i Anledning af dens Misligholdelse eller ikke behørige Opfyldelse kan anlægges ved Retten på det Sted, hvor Retshandelen ifølge Parternes udtrykkelige eller stiltiende Vedtagelse, ifølge Loven eller i øvrigt ifølge de foreliggende Omstændigheder skulde opfyldes, såfremt Sagsøgte ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens Forkyndelse er til Stede i Retskredsen.

Har nogen under et Ophold i en Retskreds pådraget sig en Forpligtelse, som skulde opfyldes dèr, inden han forlod Retskredsen, kan han endvidere i den Anledning sagsøges dèr, uagtet han ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens Forkyndelse ikke er til Stede i Retskredsen.

§ 244.

Sager, hvorunder der påstås Straf, Erstatning eller Oprejsning i Anledning af retsstridige Skadetilføjelser eller andre Retskrænkelser, kan anlægges på det Sted, hvor Skadetilføjelsen eller Retskrænkelsen er foregået, eller, når den har været udøvet i flere Retskredse, i hvilken som helst af disse.

§ 245.

Når flere Sagvoldere skal eller dog kan sagsøges under eet, og Sagen imod dem ikke ifølge denne Lov kan indbringes for andet Værneting, kan den anlægges ved enhver Ret, som for nogen af Sagvolderne er Hjemting.

§ 246.

Kan Sagen i Medhold af denne Lov anlægges ved flere forskellige Retter, har Sagsøgeren Valget, for så vidt ikke andet fremgår af Lovens Forskrifter.

§ 247.

Når Parterne vedtager det, kan de indbringe deres Sag for hvilken af samtlige ligeartede Retter i første Instans, de vil, uden at Rettens Samtykke behøves.

§ 248.

Udlændinge kan sagsøges her i Riget, for så vidt nogen Ret ifølge de foranstående Regler kan anses som Værneting i Sagen.

Gives der ingen Ret i Riget, ved hvilken Sagen imod Udlændingen herefter kan anlægges, skal det, for så vidt ikke særlige traktatmæssige Bestemmelser er til Hinder derfor, være Indlændinge tilladt i Sager angående Formueretsforhold at sagsøge Udlændingen i den Retskreds, hvor han ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens Forkyndelse opholder sig eller har Gods.

Med Hensyn til svenske Undersåtter har det sit Forblivende ved Lov om svenske Dommes Fuldbyrdelse m. v. af 19. Februar 1861 § 6.

§ 249.

Flere Krav af samme Sagsøger mod samme Sagvolder kan fra først af forenes under een Retssag, selv om de hviler på forskellige faktiske og retlige Grunde og er af ulige Beskaffenhed, når Retten er kompetent med Hensyn til dem alle, og samme Procesart er anvendelig på dem.

§ 250.

Under samme Betingelser kan flere Parter fra først af sagsøge eller sagsøges i Forening under samme Retssag; dog udfordres endvidere hertil, for så vidt Kravene ikke har fælles Oprindelse eller særlig Lovforskrift hjemler deres Forening, at ingen af Parterne gør Indsigelse derimod.

Anlægges Sag mod nogen af de i § 238 nævnte Korporationer, Foreninger eller Selskaber, kan Ansvar, der udspringer af samme Retsforhold, under Sagen gøres gældende mod Bestyrelsens Medlemmer personlig, uden Hensyn til deres Værneting.

§ 251.

Enhver, der tror sig i det hele eller for en Del berettiget til den Ting eller den Rettighed, som er Genstand for en Retstrætte i første Instans imellem andre, kan under Iagttagelse af Reglerne i Kapitel 34 indtræde som Intervenient i den begyndte Sag.

Intervention kan ikke finde Sted, når den Ret, for hvilken Sagen svæver, ikke ved Parternes Samtykke kunde gøres kompetent til at påkende Interventionssøgsmålet, dersom det anlagdes særskilt.

§ 252.

Enhver, der har en retlig Interesse i, at en Part vinder en for Retten svævende Sag, kan indtræde i Sagen til denne Parts Understøttelse og få Adgang til at ytre sig i Sagen i Overensstemmelse med de nærmere Regler i Kapitel 34.

§ 253.

Sagsøgeren kan andrage på at måtte tilstævne (adcitere) Trediemand for at få Dom over ham enten alternativt eller tilsammen med Sagvolderen. Sådant Andragende kan dog ikke tages til Følge, når det må tilregnes Sagsøgeren som en Forsømmelse, at den pågældende Trediemand ikke fra Begyndelsen af er blevet inddraget under Søgsmålet. I øvrigt bliver de i Kapitel 34 givne Regler at iagttage.

§ 254.

Ved Anvendelsen af de i dette Kapitel indeholdte Regler forbeholdes der dog Retten den Myndighed, som er tillagt den i § 286.

§ 255.

Hvo der er ret Sagsøger eller Sagvolder, afgøres efter Lovgivningens almindelige Regler.

Ligeledes afgøres det efter Lovgivningens almindelige Regler, om det ifølge Retsforholdets Beskaffenhed er nødvendigt, at flere Personer optræder som Procesfæller for at udgøre ret Sagsøger eller Sagvolder.

§ 256.

Hvor et nødvendigt Procesfællesskab mellem flere Personer finder Sted, og i et Retsmøde en eller flere af disse udebliver, medens en eller flere af dem giver Møde, repræsenterer den eller de, der møder, de udeblevne.

§ 257.

Myndigheden til at råde over Retstrætter som Part afgøres efter den borgerlige Rets Regler; dog tages kun Hensyn til Sagens egentlige Genstand, men ikke til Sagsomkostninger.

§ 258.

Retten har ikke på Embeds Vegne at afkræve Parterne Bevis for, at de er myndige til at råde over Processen. Afvisning på Grund af Sagsøgerens eller Sagvolderens Mangel på Myndighed til at råde over Sagen finder derfor kun Sted efter Påstand.

Dog kan Retten på Embeds Vegne afvise Sagen enten straks, eller når de fornødne Oplysninger ikke fremskaffes, når der ifølge den Måde, hvorpå Parterne i Processkrifterne betegnes, eller i øvrigt ifølge de foreliggende Oplysninger er Grund til at antage, at nogen af dem mangler Myndighed til at råde over Sagen.

§ 259.

Enhver kan både som Sagsøger og som Sagvolder gå i Rette for sig selv.

Højesteret og Landsret samt Underretten, når den medvirker ved Forberedelsen af en Landsretssag, kan, nâr en Parts Processkrifter findes uforståelige, tilbagevise disse og tilkendegive Parten, at han må lade sin Sag udføre for sig af en Sagfører; ligeledes kan de under de mundtlige Forhandlinger afvise en Part, der selv udfører sin Sag, og henvise ham til at lade en Sagfører møde for sig, når det viser sig, at han ikke kan fremstille Sagen med tilbørlig Ro og Klarhed. Retten træffer i de anførte Tilfælde de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Sagens Udsættelse. Sâfremt ovenomhandlede af Retten givne Pålæg, som ej er Genstand for Anke eller Kære, ikke efterkommes, anses Parten som den, der ikke har indgivet de pâgældende Processkrifter, eller som den, der udebliver under pâgældende mundtlige Forhandling.

§ 260.

Enhver kan både som Sagsøger og som Sagvolder lade møde i Retten for sig ved en efter nedenstâende Regler berettiget Rettergangsfuldmægtig.

Sagførere er eneberettigede til at møde i Retten som Fuldmægtige for Parterne; dog kan der mødes af Værger for umyndige og umyndiggjorte, af Kuratorer for mindreårige, af faste Lavværger for Enker, ved Ægtefælle, beslægtede og besvogrede i anden Grad af Sidelinien eller nærmere samt ved Personer, der står i fast Tjenesteforhold til Parten, således at de er antagne af ham for ikke kortere Tid end en Måned og — når Parten ikke selv er Sagfører — ikke med det særlige Hverv for Øje at møde for Retten.

Den, der foregiver at stå i et af de ovennævnte Forhold til Parten, må være rede til at føre Bevis herfor, når det af Retten eller Modparten forlanges; dog kan Retten undtagelsesvis tilstå en passende Udsættelse hertil.

Endvidere er det under Skiftebehandlinger tilladt at lade møde for sig også ved andre end de foran nævnte Personer, og det samme gælder under Fogedforretninger, derunder Auktionsforretninger, for dens Vedkommende, imod hvem Retshandlingen er rettet, og under sidstnævnte Forretninger for de bydendes Vedkommende, alt for så vidt ikke fremsatte Påstande eller Indsigelser foranlediger Forhandling for vedkommende Ret, jfr. dog § 517, 2det Stykke.

§ 261.

Den, der uden at være Sagfører møder som Fuldmægtig for Parten, må være personlig myndig og ikke ved Dom fundet skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling.

§ 262.

Det, der i § 259 er bestemt om Rettens Myndighed til at tilbagevise en Parts Processkrifter eller til at udelukke Parten selv fra den mundtlige Forhandling, skal under lige Betingelser gælde med Hensyn til Rettergangsfuldmægtige, der ikke er Sagførere.

§ 263.

En Rettergangsfuldmægtigs Handlinger eller Undladelser er, for så vidt som de falder indenfor Bemyndigelsens Grænser, lige så bindende for Parten, som om de var foretagne af denne selv.

Dog kan Tilståelser eller andre Erklæringer om det faktiske i Sagen, som fremkommer under de mundtlige Forhandlinger, tilbagekaldes eller berigtiges af Parten selv, når dette sker straks og umiddelbart efter, at Partens Rettergangsfuldmægtig har talt.

§ 264.

Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse til at handle for en Part ophæves i Forhold til Modparten ikke derved, at Parten er død, kommet under Konkurs eller har mistet sin Myndighed til at råde over Sagen, ej heller derved, at Parten er blevet myndig til selv at råde over Processen, men kun ved en Tilkendegivelse til Modparten om Befuldmægtigelsens Ophør.

§ 265.

Retten påser på Embeds Vegne, at den, der møder som Rettergangsfuldmægtig for en Part, er befuldmægtiget hertil.

Dog afkræves der ikke på Embeds Vegne Sagførere Bevis for, at de er befuldmægtigede for Parten, og når deres Befuldmægtigelse benægtes af Modparten, kan de forlange Udsættelse for at tilvejebringe det fornødne Bevis.

Andre Rettergangsfuldmægtige end Sagførere må være i Stand til straks for Retten og Modparten at føre Bevis for Befuldmægtigelsen, da de ellers straks kan afvises.

§ 266.

Når en i øvrigt til at møde for en Part berettiget Person erklærer at ville varetage Partens Sag og forpligte sig til at tilvejebringe dennes Billigelse, og ingen anden giver Møde for Parten, kan han, når sådant kan ske uden væsentlig Ulempe, af Retten stedes hertil enten mod eller uden Sikkerhedsstillelse. Den pågældende har da inden næste Retsmøde eller dog inden en anden af Retten bestemt Frist at tilvejebringe Partens Godkendelse af lians Handlinger; i modsat Fald afvises han og har at tilsvare Modparten de ved Retsmøderne foranledigede Omkostninger såvel som muligt Tab ved Sagens Forhaling.

§ 267.

Om end en Part i øvrigt lader sin Sag udføre ved en Rettergangsfuldmægtig, er han dog ikke udelukket fra selv at ytre sig under den mundtlige Forhandling, umiddelbart efter at hans Rettergangsfuldmægtig har talt.

§ 268.

Genstand for tvungen Forligsmægling er alle borgerlige Domssager i første Instans. Dog er Forligsprøve ej fornøden,

1) når Modfordringer gøres gældende, selv om selvstændig Dom for dem påstås,

2) i Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve (Kapitel 41),

3) i Sager, der anlægges af eller på Foranstaltning af eller imod Statsmyndigheder,

4) i påtrængende Sager,

5) når offentlig Indstævning finder Sted.

6) når Sagvolderen bor eller opholder sig udenfor Kongeriget uden at have en Sagsøgeren bekendt, her bosat Fuldmægtig, som Sagsøgeren er berettiget til at indkalde på Sagvolderens Vegne,

7) når Arrestforfølgning finder Sted som særskilt Sag (§ 634).

Den i Tyendelov af 10. Maj 1854 §§ 65—76, jfr. Lov af 4. Marts 1857 § 8, anordnede Mægling for en Tyendeforligsmægler vedbliver at bestå i Overensstemmelse med de der givne Regler, kun at den i Tyendelovens § 67 ommeldte edelige Erklæring afløses af en tilsvarende højtidelig Erklæring efter en af Justitsministeren fastsat Formular.

I følgende Tilfælde foregår Mæglingen ved Retten:

a) i Sager angående de i Tyendeloven af 10. Maj 1854 omhandlede Forhold, for så vidt de ikke henhører under den ovenfor omtalte særlige Mægling,

b) i Sager om Fornærmelser i Ord eller Gerning, dog med Undtagelse af trykte eller skriftlige Beskyldninger,

c) i Sager, i hvilke der søges Underholdsbidrag hos Faderen til et Barn udenfor Ægteskab,

d) i de under Københavns Byret hørende Sager angående private Formuerettigheder, når Genstanden for samme i Penge eller Penges Værdi ikke overstiger 300 Kr.,

e) i Sø- og Handelssager, jfr. for København Lov om Sø- og Handelsret af 19. Februar 1861 § 19.

I øvrigt foregår Forligsmægling ved de i næste Paragraf nævnte Forligskommissioner.

§ 269.

For Københavns Byrets Område skal der foruden den ved Lov om Sø- og Handelsret af 19. Februar 1861 § 19 for Sø- og Handelssager indrettede Forligskommission beskikkes en Forligskommission. der behandler de øvrige Sager og består af et af Magistratens Medlemmer eller en af dens Embedsmænd, en Borgerrepræsentant samt en af Justitsministeriet beskikket Mand udenfor Retterne.

Udenfor København bliver den ved Lov om Forandringer i Forligsvæsenet af 4. Marts 1857 foreskrevne Ordning fremdeles bestående. Hører der til Kredsen intet Landdistrikt, vælges begge Forligskommissærer af Byrådet.

Forinden en Forligsmægler begynder sin Virksomhed, afgiver han en højtidelig Erklæring efter en af Justitsministeren fastsat Formular om at ville med al mulig Nidkærhed og Redelighed efter bedste Evne og Overbevisning søge at befordre villig og mindelig Overenskomst mellem Parterne i de Sager, som indkommer for ham.

Står en Forligsmægler i noget af de i § 60, 1) eller 2), nævnte Forhold til Sagen eller Parterne, fratræder han, og Mæglingen udføres af den eller de andre Forligsmæglere alene eller i Forening med en særlig dertil beskikket Forligsmægler.

§ 270.

Parterne er berettigede til at give Møde for en hvilken som helst af de i forrige Paragraf nævnte Forligskommissioner, og en af en sådan foretagen Mægling er gyldig, uanset ved hvilken Ret Sagen senere behandles. Indklagede er imidlertid kun pligtig at give Møde for Forligskommissionen i den Forligskreds, i hvilken han har Bopæl eller Ophold, og for den af sø- eller handelskyndige Mænd bestående Kommission kun, når Sagen er en Sø- eller Handelssag.

Til Mægling ved Retterne eller Forligskommissionerne udenfor København og Frederiksberg skal Parterne give personligt Møde, medmindre de har lovligt Forfald, i hvilket Tilfælde vedkommende Part kan lade møde ved en hvilken som helst, med tilstrækkelig Fuldmagt forsynet, god Mand. Den Part, som ej blot bor udenfor Forligs kredsen, men tillige 25 Kilometer borte fra det Sted. hvor Forligsmæglingen foregår, skal dog være fritaget for personlig Mødepligt. Møde ifølge Mandatarfuldmagt (jfr. § 131) betragtes ikke som personligt Møde af Parten. Den Part, som møder ved Fuldmægtig, bliver ved Dommen i Sagen at ikende Bøde efter § 325, når han efter dertil at være opfordret af Modparten ikke oplyser at have været berettiget hertil.

§ 271.

Indgivelse af en særlig Klage til de i § 269 nævnte Forligskommissioner er ikke nødvendig. Derimod må Klageren udstede en på lignende Måde som en Stævning affattet Indkaldelse til Møde for Forligskommissionen. Stævningen kan benyttes som sådan. Indkaldelsen eller Stævningen indleveres til Forligskommissionen, der giver den Påtegning om Tid og Sted for Mæglingens Foretagelse, hvorefter den tilbageleveres Klageren til Forkyndelse for Modparten i Overensstemmelse med de for Stævnings Forkyndelse givne Regler, dog at Varselet kun behøver at være 3 Dage, hvis Indklagede bor i Kredsen, og en Uge, hvis han bor udenfor denne. Benyttes Stævningen til Forligsindkaldelse, kan de nævnte Frister medregnes som Dele af det foreskrevne Stævnevarsel.

Tror Klageren sig ikke i Stand til selv at udfærdige Forligsindkaldelsen i en Sag, hvis Genstand er en Fordring, lydende på en bestemt Pengesum, skal en af Forligskommissærerne udfærdige den efter hans Begæring mod en Kendelse på 50 Øre. Der tilstilles ved Justitsministerens Foranstaltning Forligskommissionerne Blanketter til Forligsindkaldelser.

§ 272.

Udebliver Klageren fra Forligsmæglingen uden at oplyse lovligt Forfald, medens Indklagede møder eller lader møde, kan Kommissionen på Begæring ved en upåankelig og efter Forløbet af 8 Dage eksigibel Kendelse tillægge Indklagede en Erstatning på indtil 10 Kr. hos Klageren for forgæves Møde. Oplyser Klageren inden 8 Dage efter Kendelsens Afsigelse, at han har haft lovligt Forfald, sætter Kommissionen Kendelsen ud af Kraft.

Hvis en Sag, i hvilken Mægling ved en af de i § 269 nævnte Forligskommissioner skulde have fundet Sted, indbringes for Retten, jfr. §§ 340 og 429, uden at Sagsøgeren forinden behørig har indkaldt til samt har mødt eller ladet møde til Forligsmægling, bliver Sagen efter Påstand at afvise, og der tilkendes Sagsøgte, når han møder og gør Påstand derpå, Erstatning for forgæves Møde. Dog kan Retten i Stedet for Afvisning bestemme, at Sagen udsættes, for at Forligsmægling kan finde Sted.

Når Indklagede ikke møder eller lader møde, henvises Sagen efter Klagerens Begæring af Kommissionen til Retten, og Indklagede bliver derhos ved Dommen i Sagen at ikende Bøde efter § 325, når han ikke oplyser at have haft lovligt Forfald.

§ 273.

Den tvungne Forligsmægling ved Forligskommissionerne foregår for lukkede Døre, og det er forbudt at udstede Attester eller føre Vidner om, hvad der af Parterne tilstås eller foreslås under Mæglingen, medmindre det vedtages af begge Parter og udgør Punkter af Forliget.

En Sag kan under Mægling for en Forligskommission ikke udsættes, når nogen af Parterne rejser Indsigelse derimod.

Kommer Forlig i Stand, bør dette i sin Helhed indføres i Forligsbogen og underskrives af Parterne.

§ 274.

Når Forligsmægling har været forsøgt i Anledning af en Sag, er Forligsindkaldelsens Indhold ikke til Hinder for en senere Udvidelse eller Forandring af Søgsmålsgrunde eller Påstande.

§ 275.

Spørgsmål om Gyldigheden af indgåede Forlig henhører under Afgørelse ved Retterne i første Instans, jfr. herved § 484. Dog må Indsigelser mod Retsforlig gøres gældende ved Kære, når de støttes på Fejl ved Rettens Handlinger.

§ 276.

Den bestående Adgang til for Forligskommissionen at godkende et udenfor samme sluttet Forlig for derved at give Forliget Eksekutionskraft eller sikre sig Bevis derfor opretholdes. Dog kan sådan Godkendelse kun gyldig finde Sted ved en Forligskommission. under hvilken enten Kreditor eller Skyldneren hører.

§ 277.

Over de til Retten indkomne Sager føres en Sagliste. Er denne ikke indrettet således, at den tillige kan være Retsliste for den enkelte Retsdag, affattes der, for så vidt ikke Regelen i § 23, Stykke 3, finder Anvendelse, for hver enkelt Retsdag en Retsliste, på hvilken de Sager, som skal komme for, optages. Retslisten for den enkelte Dag opslås, Dagen før Retten sættes, i Rettens Forværelse på et for alle tilgængeligt Sted.

Rettens Formand afgør, i hvilken Orden de Sager, der er ansatte til Forhandling på samme Retsdag, skal foretages. Sager, som ikke når at komme til Forhandling, overgår uden videre til næste Retsdag, medmindre Formanden bestemmer anderledes.

Retten eller dens Formand er bemyndiget til at lade en Sag udgå af Retslisten og overføre den til en af de påfølgende Retsdage, når der er Grund til at antage, at Sagen enten af Hensyn til Rettens Forretninger, Retspersonalet eller andre Årsager, såsom Forhindringer for Sagførere, Parter, Vidner, Synsmænd eller desl., ikke vil kunne forhandles på den oprindelig fastsatte Tid. Oplysninger i denne Henseende kan baade mundtlig og skriftlig meddeles Rettens Formand, såvel under Retsmøder som udenfor disse.

§ 278.

Når et Retsmøde ophører til fastsat Klokkeslæt eller ifølge Rettens Bestemmelse, fortsættes afbrudte Forhandlinger i det næste Retsmøde, medmindre Rettens Formand bestemmer anderledes, Afsiges eller udsættes et berammet Retsmøde, overgår Sagerne til det næste Retsmøde, der holdes, medmindre særlig Bestemmelse træffes om en anden Tid til deres Foretagelse.

§ 279.

En Sag anses for anlagt, når Forligsindkaldelse eller Stævning er indleveret til Berammelse eller Sagen er anmeldt for Retten efter § 337, 2det Stykke, eller § 425, 3die Stykke.

Ved Forkyndelsen af Stævningen eller Fremlæggelsen af den i § 337, 2det Stykke, omhandlede Angivelse anses Sagen for tingfæstet; en Modfordring er at anse som tingfæstet ved Fremlæggelsen eller Meddelelsen af det Svarskrift, hvori den fremsættes. I det i § 425, 3die Stykke, nævnte Tilfælde er Sagen tingfæstet, når den foretages i Retten.

Indtil Sagsøgeren mundtlig har nedlagt sin Påstand under Domsforhandlingen, står det ham frit for at hæve Sagen, dog at Sagsøgeren ikke derved kan forhindre, at der gives Sagsøgte Dom for allerede tingfæstede Modfordringer. Efter det anførte Tidspunkt kan Sagsøgeren derimod ikke ensidig hæve Sagen, jfr. dog § 391.

§ 280.

Sagsøgte er berettiget til at fremsætte Modfordringer, for så vidt som disse enten har fælles Oprindelse med Hovedfordringen eller dog er udjævnelige (komputable) med den. Der kan gives selvstændig Dom for Modfordringen.

Under Proceduren behandles Modfordringen som en Bestanddel af Sagsøgtes Forsvar. Den fremsættes og forhandles i Forbindelse med hans Indsigelser på samme Måde som disse. Dog kan den Retten ved § 286 tillagte Myndighed udøves også med Hensyn til Modfordringer.

§ 281.

Enhver af Parterne er pligtig bestemt og utvetydigt at angive de Kendsgerninger, på hvilke han støtter sine Påstande, såvel som bestemt og utvetydigt at erklære sig over de af Modparten anførte Kendsgerninger og de af denne til ham stillede Opfordringer.

Om en ikke særskilt og udtrykkeligt benægtet Kendsgerning skal anses indrømmet eller bestridt, og hvilken Virkning Undladelse af behørig at besvare en Opfordring medfører, afgør Retten efter et Skøn over Forhandlingerne i det hele.

§ 282.

Retten bør ved hensigtsmæssige Spørgsmål til Parterne søge at fjerne Uklarhed, Tvetydighed eller Ufuldstændighed i Fremstillingen af Sagen og i andre afgivne Erklæringer. Om fornødent kan Retten indkalde Parterne til Besvarelse af sådanne Spørgsmål.

§ 283.

Retten kan opfordre en Part til at fremlægge Situationskort, Stamtavler, Grundrids, Tegninger og andre lignende Anskueligheden befordrende Midler eller tilvejebringe Syn eller Skøn, når Sagen ikke uden dette kan bedømmes med tilstrækkelig Sikkerhed.

Efterkommer en Part ikke denne Opfordring, kan Retten efter Omstændighederne bringe Regelen i § 282, sidste Stykke, til Anvendelse.

§ 284.

Dersom Retten, efter at Optagelse til Dom er sket, tinder Grund til at stille Spørgsmål af den i § 282 omhandlede Beskaffenhed til Parterne eller til, at der rettes yderligere Spørgsmål til afhørte Parter, Vidner eller Syns- og Skønsmænd, eller til, at der indhentes Syn eller Skøn, kan den under Angivelse af Øjemedet indkalde Parterne til et Møde, i hvilket Spørgsmålene begæres besvarede, eller Parterne opfordres til snarest muligt at foretage det fornødne til at fremskaffe Besvarelsen, Synet eller Skønnet.

Udgifterne ved de i denne Paragraf omhandlede Foranstaltninger udredes forskudsvis af det offentlige, indtil det ved den endelige Dom kan afgøres, hvilken af Parterne der skal bære dem.

§ 285.

Antager Retten, at der er Omstændigheder til Stede, som kan medføre Afvisning på Embeds Vegne, kan den standse Forhandlingen og opfordre Parterne til at erklære sig over Afvisningsspørgsmålet.

Når Afvisningsdom ikke afsiges, fortsættes Forhandlingen.

§ 286.

Retten kan bestemme, at flere for den svævende Retssager imellem de samme Parter skal forhandles i Forbindelse med hverandre. Samme Myndighed har Retten også med Hensyn til Retssager imellem forskellige Parter, når Søgsmålenes Forening fra først af ikke vilde stride imod § 250.

Er flere Krav forenede under een Retssag, kan Retten bestemme, at en Adskillelse skal finde Sted og et eller flere af Kravene forhandles og pådømmes særskilt.

Frembyder Sagen flere Stridspunkter, kan Retten bestemme, at Forhandlingen foreløbig skal indskrænke sig til et eller nogle af disse; enkelte Søgsmâlsgrunde eller enkelte Indsigelser kan som en Følge heraf gøres til Genstand for særskilt Procedure.

§ 287.

Er et Retsforhold, hvis Fastsættelse vil få Indflydelse på Sagens Udfald, Genstand for en ved samme eller en anden Ret svævende Retstrætte, eller er det indbragt til Afgørelse ved administrativ Myndighed, kan Retten enten efter Påstand eller på Embeds Vegne bestemme, at Sagens Forhandling i det hele eller til Dels skal udsættes, indtil hin Retstrætte er pådømt, eller den administrative Afgørelse er truffet.

§ 288.

Opstâr der under en Sag Mistanke hos Retten om, at en strafbar Handling, hvis Forfølgning under en Straffesag vil have Indflydelse på Sagens Udfald, er begået af en af Sagens Parter, kan Retten udsætte Forhandlingen, indtil Straffesagen har fundet sin Afgørelse.

§ 289.

Ved Udøvelse af den i §§ 286—88 hjemlede Myndighed har Retten at virke hen til, at Orden, Klarhed og Simpelhed i Forhandlingerne opnås.

§ 290.

De i §§ 283 og 285—88 omhandlede Bestemmelser kan træffes på ethvert Trin af Forhandlingerne, ligesom de kan omgøres, når Retten anser dette hensigtsmæssigt.

Retten anordner det fornødne med Hensyn til Udsættelse af Sagen, når den benytter sin i §§ 283 og 285—88 omhandlede Myndighed.

De i §§ 283 og 285—88 omhandlede procesledende Bestemmelser er ikke Genstand for Anke eller Kære.

§ 291.

Ved Dommen skal Sagen påkendes uden anden Henvisning til påfølgende Proceshandlinger end den, der hjemles ved § 308.

Bevis ved Syn eller Skøn kan ikke henskydes til Optagelse efter Dommens Afsigelse.

§ 292.

Afgørelsen træffes på Grundlag af den mundtlige Forhandling og Bevisførelsen, jfr. dog §§ 345, 390, 415 og 438. Hvorledes Sagens faktiske Sammenhæng skal antages at være, afgør Retten i Henhold til det samlede Indhold af Forhandlingerne og den stedfundne Bevisførelse.

Særlig har Retten, når der mellem Parterne er Strid, om en Skade er forårsaget, eller hvilken Erstatning der skal gives, og den ifølge de Oplysninger, som foreligger eller indhentes (§ 284), anser sig for at være i Stand hertil, at afgøre disse Spørgsmål efter et Skøn over alle i Betragtning kommende Omstændigheder.

§ 293.

Retten kan ikke tilkende en Part mere, end han har påstået. Om Sagsomkostninger og Rettergangsbøder træffes de Bestemmelser, hvortil der efter Sagens Beskaffenhed findes Anledning, selv om ingen udtrykkelig Påstand herpå er nedlagt.

Der må ved Afgørelsen ikke tages Hensyn til Søgsmålsgrunde eller Indsigelser, som ikke er gjorte gældende af Parterne, og som disse er berettigede til at frafalde, om det end af Sagens Forhandling kan ses, at de kunde have været benyttede.

§ 294.

Er flere Krav forenede under Sagen (§§ 249 og 250), kan Retten, så snart noget af disse er modent til Påkendelse, "afsige Dom derom.

§ 295.

Retten kan afsige Dom angående enkelte af de fremsatte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser såvel som angående Modfordringer, ikke blot hvor særskilt Forhandling af dem er anordnet (§ 286, sidste Stykke), men også hvor de, uden at dette er Tilfældet, er modne til Påkendelse. Ligeledes kan Retten, når Sagsøgte for en

§ 296.

Når en Part ønsker Bevis optaget for en udenlandsk Domstol, kan han af den Ret. for hvilken Sagen henstår, eller, når Søgsmål endnu ikke er tingfæstet, af den Ret, ved hvilken Søgsmålet eventuelt vil være at anlægge, begære udfærdiget en Anmodning til vedkommende Ret i det fremmede Land om Foretagelse af den pågældende Retshandling. For at Begæringen kan tages til Følge, må Parten meddele de Oplysninger, som kræves til Anmodningens Udfærdigelse. Ønskes således Vidner førte, skal de anføres ved Navn med Opgivelse af deres Bopæl og de særlige Forhold, hvorom deres Forklaring ønskes, samt de Dokumenter, som ønskes dem forelagte, eller som de opfordres til at fremlægge, nærmere opgives; så vidt muligt skal der stilles bestemte Spørgsmål til Vidnerne. Ønskes Skøn afgivet, skal Skønsmændenes Egenskaber samt de Forudsætninger, der skal lægges til Grund for Skønnet, tilstrækkeligt angives. Begæringen fremsættes efter de for Begæring om Bevisoptagelse ved danske Retter givne Regler.

Retten afgør ved Kendelse, om og i hvilken Udstrækning Begæringen skal efterkommes. Går Kendelsen ud på, at Begæringen helt eller delvis skal efterkommes, skal den indeholde de fornødne Oplysninger til Anmodningens Udfærdigelse samt fastsætte den Sikkerhed, som Parten skal stille for de Omkostninger, som skønnes at ville medgå til Bevisoptagelsen, og den Tid, inden hvilken Sikkerheden skal være stillet. Nâr Sikkerheden er stillet, udfærdiger Rettens Formand en Anmodning til vedkommende Domstol om, at Bevisoptagelse må finde Sted. Anmodningen skal, på Grundlag af det i Kendelsen oplyste, indeholde en kort Fremstilling af det Forhold, der ligger til Grund for Sagen, samt en nøjagtig Angivelse af, hvad der begæres foretaget, hvorhos den skal oplyse, hvorvidt nogen af Parterne skal varsles til Forretningen, og i bekræftende Fald Varselets Længde. I øvrigt forholdes efter de traktatmæssig fastsatte Bestemmelser om Fremgangsmåden ved Fremsættelse af Retsanmodninger fra Danmark til Udlandet, jfr. Justitsministeriets Bekendtgørelse Nr. 119 af 19. Maj 1909 m. m.

Skal Partsed aflægges ved fremmed Domstol, fremsættes Begæring om dens Aflæggelse for den Ret, der har afsagt Edsdommen.

Anmodninger fra fremmede Retter om Bevisoptagelse eller andre retslige Handlinger bliver at efterkomme overensstemmende med de derom gældende Lovbestemmelser og traktatmæssige Bestemmelser, jfr. i øvrigt § 195.

§ 297.

Dokumenter, som er i Partens Besiddelse, eller som han uden Rettens Medvirkning kan forskaffe sig, må fremlægges overensstemmende med de i 2det Afsnit indeholdte Regler, jfr. navnlig §§ 349, 359, 410 og 432.

§ 298.

Vil en Part beråbe sig på Dokumenter, der er i Modpartens Værge eller under hans Rådighed, kan han opfordre denne til at fremlægge dem. Sker dette ikke, kan Parten efter at have angivet de Kendsgerninger, der ved Dokumentet skal bevises, begære, at det ved Rettens Kendelse skal pålægges Modparten at fremlægge Dokumentet i et af Retten fastsat Retsmøde. Ubeføjet Undladelse heraf kan Retten i så Fald tillægge Virkning i Overensstemmelse med Grundsætningen i § 282, sidste Stykke. Det samme gælder også, når vedkommende for at hindre Dokumentets Fremlæggelse har ødelagt det eller uden Nødvendighed givet det fra sig.

Påstår vedkommende Part, at der i Dokumentet tillige indeholdes Oplysninger, som er denne Sag uvedkommende, og som han ikke ønsker bekendtgjorte, bestemmer Retten, på hvilken Måde Dokumentet skal fremlægges.

Nægter vedkommende Part at være i Besiddelse af det angivne Dokument, påhviler det den, som fordrer dets Fremlæggelse, at bevise hans Besiddelse deraf.

§ 299.

Trediemand er pligtig til pâ Opfordring at fremkomme med Dokumenter, når vedkommende Part enten er Medejer af dem eller i øvrigt har en af Processen uafhængig Ret til at benytte dem som Bevis for sine Rettigheder.

Men selv hvor dette ikke er Tilfældet, skal Trediemand være pligtig at bidrage til Sagens Oplysning ved at give Retten og Parterne Adgang til Benyttelse eller Besigtigelse af Dokumenter, der er hans Rådighed undergivne, men dog kun. for så vidt Dokumenternes Fremførelse ikke vilde kunne skade ham selv eller pådrage ham Udgifter eller betydelig Ulejlighed.

§ 300.

Den Part, der vil benytte et under Trediemands Rådighed værende Dokument som Bevis, kan fremsætte Begæring om, at det må pålægges Trediemand på Partens egen Bekostning at fremlægge Dokumentet, Sådan Begæring må indeholde en nøjagtig Opgivelse af de Fakta, der ved Dokumentet skal bevises, samt nærmere Forklaring angående de Grunde, hvorfor Parten antager, at den opgivne Trediemand er i Besiddelse af Dokumentet og pligtig at fremlægge det.

Retten kan derefter ved Kendelse pålægge Trediemand at fremlægge Dokumentet i et nærmere bestemt Retsmøde eller forinden oversende det til Retten, som da besørger det fremlagt. Vedkommende Part har at drage Omsorg for denne Kendelses ufortøvede Forkyndelse for Trediemand; Forsømmelse hermed anses som Frafaldelse af Begæringen om Dokumentets Fremførelse.

Fremkommer Dokumentet ikke i Retsmødet, må i dette de Indsigelser fremsættes, vedkommende Trediemand tror at kunne gøre. Disse forhandles og påkendes efter de om Vidner givne Regler i §§ 189, sidste Stykke, og 190.

Imod den Trediemand, der ubeføjet udebliver eller undlader at efterkomme Rettens Pålæg, anvendes de for Vidner foreskrevne Tvangsmidler, jfr. § 177.

§ 301.

Når en Syns- eller Skønsforretning skal finde Sted, har Parterne at give de udmeldte Mænd Lejlighed til at bese eller gøre sig bekendte med Forretningens Genstand, for så vidt denne er i deres Værge eller under deres Rådighed. Når en Part

§ 302.

Retten kan efter Modpartens Påstand indkalde en Part til personligt Møde for at besvare Spørgsmål sigtende til Sagens Oplysning.

Om Partens Mødepligt i denne Henseende gælder følgende Regler:

Ingen er — for så vidt han ikke særlig har forpligtet sig dertil — pligtig at møde for en Underret (jfr. § 355) udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, når han vilde komme til at rejse mere end 70 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 25 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde for at nå hen til Retten.

For Landsret eller for Højesteret er i Regelen ingen, som ikke særlig har forpligtet sig dertil, pligtig at møde udenfor den Landsretskreds, hvor han bor eller opholder sig, når han vilde få længere at rejse hen til Retten end 140 Kilometer på Jernbane eller Dampskib eller 50 Kilometer på anden Måde eller en tilsvarende Vejlængde delvis på Jernbane eller Dampskib og på anden Måde.

Ved Beslutning af Retten eller dens Formand, der bliver at påberåbe i Indkaldelsen, kan det dog pålægges en fjernere boende Part at give Møde for Landsret eller Højesteret, når det må anses for at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning.

Hvor ikke foranstående Regler eller Partens Helbredstilstand er til Hinder derfor, og hvor heller ikke andet er særlig bestemt (se § 355), har Parter at møde og aflægge Forklaring for den Ret, der skal dømme i den pågældende Sag, medmindre dette efter Rettens Skøn vilde medføre Vidtløftiggørelse af Forhandlingerne eller Ulemper for Parten eller Bekostning, som ikke vilde stå i rimeligt Forhold til Sagens Genstand eller den Betydning, Forklaringen kan antages at have for Sagens Oplysning.

Når en Part ikke kan eller skal møde for vedkommende dømmende Ret (eller den i § 355 omhandlede Ret), bliver den at afhøre ved Underretten på det Sted, hvor den bor eller opholder sig. I Sager, der behandles skriftlig for Landsret eller Højesteret, forholdes efter §§ 389, 415 og 438.

De i § 172, sidste Stykke, §§ 173—75 og § 169 indeholdte Regler om Vidner tinder med de fornødne Lempelser Anvendelse, når Forklaring fordres afgivet af Parter.

§ 303.

Enhver Part kan frivillig fremstille sig og begære personlig at afgive sin Forklaring. Dette tilstedes ham i Almindeliglied, medmindre Retten anser det for at være uden Nytte i Henseende til Sagens Oplysning. Den Part. der fremstiller sig for

§ 304.

Når en Part afgiver Forklaring i Henhold til de to foregående Paragraffer, finder de i §§ 176, 179, 180, 182—85 og 190 indeholdte Regler Anvendelse med de fornødne Lempelser.

§ 305.

Når en Part, der er tilsagt til personligt Møde, uden oplyst lovligt Forfald udebliver, eller når Parten, hvad enten han er tilsagt eller har mødt frivilligt, ikke svarer på de ifølge §§ 302—03 stillede Spørgsmål, eller Svaret ikke har tilstrækkelig Bestemthed, kan Retten fortolke Udeblivelsen, Tavsheden eller Ubestemtheden på den for Modparten gunstigste Måde og navnlig lægge dennes Fremstilling til Grund for Påkendelsen.

Er en efter §§ 302—03 afgiven Forklaring usandfærdig, finder Straffelovens §§ 146 og 148 Anvendelse.

§ 306.

Retten kan efter sit Skøn enten tillade den Part, hvem Bevisbyrden påhviler at bekræfte fremsatte faktiske Anbringender med Ed eller pålægge Modparten edeligt at benægte imod ham anførte Kendsgerninger.

Eden kan kun angå Kendsgerninger, om hvilke Parten har personlig Kundskab.

Parts Ed kan ikke aflægges af Personer, der ifølge § 187 eller § 188, Nr. 1—3, ikke vilde kunne edfæstes som Vidner.

§ 307.

Den, som påberåber sig et Dokument, der angiver sig som udstedt af Modparten, kan forlange, at det i Tilfælde af, at tilstrækkeligt Bevis for, at Dokumentet er ægte eller uægte, ikke findes at være tilvejebragt, pålægges Modparten edeligt at benægte dets Ægthed. En tilsvarende Ret tilkommer den Part, som påberåber sig Indholdet af sin autoriserede og ordentligt førte Handelsbog, medmindre Handelsbog står mod Handelsbog.

Er en Person sigtet af en Kvinde for at være Fader til et af hende udenfor Ægteskab født Barn, kan det i Sager om Underholdsbidrag til Barnet eller Bidrag til Barselfærdsudgifter forlanges, at det enten pålægges den Sigtede edeligt at fralægge sig Faderskabet eller tillades Kvinden, for så vidt hun er Sagsøger, edeligt at bekræfte sin Sigtelse, alt dog kun såfremt der ikke findes tilvejebragt tilstrækkeligt Bevis for eller mod Sigtelsen.

§ 308.

Parts Ed tilstedes eller pålægges ved en foreløbig Dom (Edsdom), der affattes alternativt, men ikke er eksigibel.

Når Edsdommen er afsagt, bestemmer Retten Sted og Tid for Edens Aflæggelse. Eden aflægges i Regelen for den Ret, der har afsagt Dommen. Dog kan

§ 309.

I det til Edens Aflæggelse bestemte Retsmøde skal Eden aflægges, såfremt ikke Sagen udsættes pâ Grund af anmeldt lovligt Forfald for en af Parterne, uovervindelige Hindringer for Retten o. desl. Kan den, hvem Ed er pålagt, på Grund af Omstændigheder, der oplyses efter Edsdommens Afsigelse, ikke aflægge Eden, må dette oplyses for den Ret, for hvilken Eden skulde have været aflagt, eller for den Ret, der har afsagt Dommen.

Dersom den, hvem Ed er pålagt, udebliver uden lovligt Forfald, anses han at have nægtet Edens Aflæggelse. Edssagen kan genoptages, når hans Udeblivelse skyldes lovligt Forfald, og han inden en Uge begærer det. Bestemmelserne i § 373 finder derved Anvendelse med de fornødne Lempelser. Modpartens Udeblivelse er ingen Hindring for Edens Modtagelse.

Forinden Eden aflægges, kan Retten gøre Parten passende Forestillinger og ved Spørgsmål forvisse sig om, at han tilfulde forstår Edstemaet. Finder Retten i Henhold hertil eller på Grund af den Måde, hvorpå Parten udtaler sig om Sagen, eller af andre Grunde Betænkelighed ved at modtage Eden, kan den udsætte Sagen til et følgende Retsmøde eller endog ved en Kendelse nægte at stede ham til Edsaflæggelse. Gøres der Indsigelse mod Edens Aflæggelse, og sådan Indsigelse forkastes ved Dommerens Kendelse, bliver det i denne at bestemme, om Kære skal have opsættende Virkning.

De Erklæringer eller Udtalelser af Parten, som har fremkaldt Rettens Betænkelighed ved Edens Aflæggelse, tilføres Retsbogen.

§ 310.

Når Eden er aflagt, eller når den efter Bestemmelserne i § 309 ikke længer kan aflægges, sluttes Edssagen, og såfremt Edens Aflæggelse har været henlagt til Underretten på det Sted, hvor den edspligtige bor eller opholder sig, tilstiller vedkommende Part snarest muligt den Ret, der har afsagt Edsdommen, en Udskrift af Edssagen. Sidstnævnte Ret afgør da, efter, så vidt dertil findes Anledning, at have givet Parterne Lejlighed til at ytre sig, hvilket af de i Edsdommen nævnte Alternativer der skal stå ved Magt, eller om der, hvor den i Edsdommen som Alternativ bestemte Edsaflæggelse ikke kan finde Sted, skal gives en ny Dom. Denne Afgørelse er den endelige Dom i Sagen, og fra den regnes Fuldbyrdelsesfristen samt Ankefristen.

§ 311.

Enhver Part har at betale de Omkostninger, som foranlediges ved processuelle Skridt, der af ham begæres eller sættes i Bevægelse, dog med Forbehold af Ret til at få dem erstattet af Modparten ifølge nedenstående Regler.

Omkostningerne ved processuelle Skridt, som Retten anordner, kan foreløbig kræves betalte enten af den Part, i hvis Interesse Retten anser det foretagne at være, eller af begge Parter i det Forhold, som Retten bestemmer, se dog § 284, 2det Stykke.

§ 312.

Den tabende Part er pligtig at erstatte Modparten de ham ved Retssagen påførte Udgifter, for så vidt Parterne ikke selv har truffet en anden Overenskomst, eller Retten i særlige Omstændigheder finder skellig Grund til at gøre Afvigelse fra denne Regel.

Udgifter, der ikke har været fornødne for Sagens forsvarlige Udførelse, erstattes ikke. Hvilke Udgifter der i det givne Tilfælde har været fornødne, afgør Retten efter sit Skøn. Beløbet ansættes under eet til en rund Sum, således at Udgift til Sagførersalær erstattes med et passende Beløb, og øvrige Udgifter så vidt muligt erstattes fuldt ud. Tilkendelse af Sagens Omkostninger skadesløst eller efter Regning eller overhovedet på anden Måde end med et bestemt, i Dommen fastsat Beløb kan således ikke finde Sted, selv om der derom foreligger Overenskomst mellem Parterne.

Den Omstændighed, at enkelte Søgsmålsgrunde eller Indsigelser forkastes, eller enkelte Beviser anses ikke at oplyse noget i Sagen, medfører ikke i og for sig, at de herpå anvendte Udgifter skal som ikke fornødne udelukkes fra Erstatning.

Når en Sag hæves, kan Retten efter Omstændighederne pålægge den ene Part helt eller delvis at erstatte Modparten dennes Sagsomkostninger eller bestemme, at hver af Parterne skal bære sine Omkostninger (ophæve Omkostningerne).

Har Sagsøgte lovlig tilbudt Sagsøgeren, hvad der kan tilkomme denne, bør Sagsøgeren erstatte Sagsøgte Udgifterne ved den derefter følgende Del af Processen.

§ 313.

Når Sagen i det hele afvises, betragtes den med Hensyn til Sagsomkostninger som tabt af Sagsøgeren.

§ 314.

Procesfæller hæfter solidarisk for Sagsomkostninger. Dog kan Retten, når Omstændighederne taler derfor, pålægge en enkelt eller enkelte af dem at udrede visse Dele af Omkostningerne.

§ 315.

For så vidt en Sags Udfald er gjort afhængigt af den ene Parts Ed, bliver den også i Henseende til Sagsomkostningerne at betragte som vunden eller tabt af ham, efter som Eden aflægges eller ikke.

§ 316.

Når hver især af Parterne for en Del taber og for en Del vinder Sagen, bliver Sagens Omkostninger delvis at pâlægge en af Parterne eller at ophæve.

Dog kan Retten pålægge en Part at erstatte Modparten Sagens Omkostninger, når dennes Pâstand kun i en mindre betydelig Grad har været afvigende fra, hvad der bliver kendt for Ret, og ingen særskilte Omkostninger er foranledigede ved Afvigelsen.

§ 317.

Den Part, som ved Anke eller Kære ikke opnår nogen Forandring af den påklagede Afgørelse, anses for så vidt som tabende og har derfor ordentligvis at erstatte Modparten Ankesagens eller Kæremålets Omkostninger.

§ 318.

Opnås der ved Anke eller Kære en Forandring i den faldne Dom eller Kendelse, bliver der med Hensyn til Ankesagens eller Kæremålets Omkostninger såvel som med Hensyn til Omkostningerne ved Sagens tidligere Behandling, for så vidt herom skal træffes Afgørelse, at forholde efter de i §§ 312—16 givne Regler og Omkostningerne enten at pålægge Modparten eller at ophæve eller dele.

§ 319.

Den Part, som ved tilregnelig Fejl eller Forsømmelse har foranlediget spildte Møder, ufornødne Udsættelser, unyttig Bevisførelse eller andre overflødige og hensigtsløse processuelle Skridt, er, selv om han i øvrigt vinder Sagen, pligtig at erstatte Modparten de denne derved forårsagede Udgifter.

§ 320.

Angående Omkostningerne ved enkelte Proceshandlinger eller Procesafsnit kan der straks træffes Afgørelse af Retten ved Kendelse, når sådan Afgørelse, såsom i de i foregående Paragraf omhandlede Tilfælde, er uafhængig af Hovedsagens Udfald. Er særskilt Afgørelse ikke tilforn truffet, gøres der i den endelige Dom fornøden Bemærkning i Henseende til sådanne enkelte Proceshandlinger og Procesafsnit.

§ 321.

Sagførere og andre Rettergangsfuldmægtige kan ifølge Modpartens Påstand under Sagen dømmes til at bære de Omkostninger, som de ved pligtstridig Opførsel har forårsaget. Den, der nedlægger sådan Påstand, skal drage Omsorg for, at der gives Sagføreren eller Rettergangsfuldmægtigen fornøden Lejlighed til at udtale sig om den.

§ 322.

Bestemmelsen i foregående Paragraf er også anvendelig på Dommere i underordnede Instanser, når Sagen indbringes for højere Ret, dog således, at den Dommer, over hvem Påstanden agtes nedlagt, skal underrettes herom samtidig med. at Ankestævning forkyndes for Modparten. Dommeren er da berettiget til at give Møde for den højere Ret og fremføre sit Forsvar. I Tilfælde af Kære er det tilstrækkeligt, at Påstanden over Dommeren optages i Kæreskriftet eller i den Tilførsel til Retsbogen, der træder i Stedet for denne.

§ 323.

En Udlænding er, når han optræder som Sagsøger, og der af Sagsøgte fremsættes Forlangende derom på Sagens første Tægtedag, pligtig til inden en af Retten bestemt Frist at stille en efter dens Skøn passende Sikkerhed for de Sagsomkostninger, som det kan blive pålagt ham at tilsvare Sagsøgte, medmindre Danske i vedkommende fremmede Stat er fritagne for sådan Sikkerhedsstillelse, ifr. Justitsministeriets Bekendtgørelse Nr. 119 af 19. Maj 1909, Art. 17. Stilles den forlangte Sikkerhed ikke, bliver Sagen at afvise.

§ 324.

Skønnes det, at en Part uden nogen rimelig Grund har anlagt Retssag eller rejst Anke eller Kære eller sat sin Modpart i den Nødvendighed at anlægge Sag eller indbringe Sagen for højere Ret, bliver han herfor ved Dommen at anse med Bøder fra 20 til 400 Kr.

§ 325.

Samme Straf idømmes for at have brugt opdigtede Udsættelsesgrunde eller andre Udflugter til at forhale Sagen eller at skille Modparten ved hans Ret, såvel som for ikke at have givet behørigt Møde ved den befalede Forligsmægling, dog at Bøden for det sidstnævnte Forhold kan gå ned til 4 Kr. eller, i Underretssager, til 2 Kr.

§ 326.

De i §§ 324—25 givne Straffebestemmelser medfører ingen Indskrænkning i Adgangen til at drage den skyldige til Ansvar efter Straffelovens almindelige Bestemmelser, hvor disse i øvrigt er anvendelige.

§ 327.

Straf i Henhold til §§ 324—25 kan ved Dommen pålægges ikke blot Parten, men også hans Rettergangsfuldmægtig eller efter Omstændighederne begge.

§ 328.

De i dette Kapital omhandlede Straffe idømmes uden Påstand, når Retten af det i Sagen foregåede kan skønne, at Betingelserne for Straffens Anvendelse er til Stede, ligesom en idømt Straf, når Sagen er indbragt for overordnet Ret, og Betingelserne for Straffens Anvendelse ikke findes at være til Stede, uden Påstand ophæves.

§ 329.

Ved Tvistigheder, som afgøres af Foged- eller Skifteretter, finder Bestemmelserne i nærværende Kapitel Anvendelse i Overensstemmelse med de i §§ 527, 656 og 668 givne Regler.

§ 330.

For så vidt fri Proces ikke er hjemlet ved særlig Lovbestemmelse, kan den meddeles, når

1) den pågældendes Forfatning er sådan, at han ikke uden at savne det nødvendige til sin og Families Underhold eller til Fortsættelse af sin Næringsdrift kan

§ 331.

Ved Meddelelse af fri Proces opnås:

1) Fritagelse for Betaling af Retsafgift.

2) Fritagelse for Udgifter til Stævningsmænd, til Brevporto og Avisbekendtgørelser samt til Rejseudgifter, Dagpenge og anden Betaling til Vidner, Syns- eller Skønsmænd o. desl., hvilke Udgifter i så Fald afholdes af det offentlige.

3) Understøttelse ved Beskikkelse af Sagfører til uden Vederlag af Parten at udføre Sagen, for så vidt sådan Sagførerhjælp ikke skønnes at være unødvendig eller af den pågældende frafaldes.

4) Meddelelse uden Betaling af de Udskrifter og Beskrivelser, som måtte behøves.

Justitsministeren antager efter Overenskomst et passende Antal af de til Møde for vedkommende Domstol berettigede Sagførere til at udføre det under Nr. 3 nævnte Hverv.

Meddelelse af fri Proces har ingen Indflydelse på Forpligtelsen til at erstatte Modparten Sagens Omkostninger, lige så lidt som på dennes Forpligtelse til at udrede Sagens Omkostninger, som om fri Proces ikke var meddelt.

§ 332.

I Underretssager meddeles fri Proces af Amtmanden på det Sted, hvor Sagen er anlagt eller agtes anlagt, i København af Overpræsidenten. For så vidt Landsrets-og Højesteretssager angår, meddeles fri Proces af Justitsministeren. Med Hensyn til Sager, der er anlagte eller skal anlægges ved Sø- og Handelsretten i København, afgøres det i Overensstemmelse med Regelen i § 442, om Bevillingen bliver at give af Justitsministeren eller Overpræsidenten i København.

Bevilges Andragendet, har vedkommende Rets Formand at beskikke en Sagfører blandt de dertil antagne til at udføre Sagen og træffe de videre fornødne Bestemmelser.

§ 333.

Den givne Tilståelse af fri Proces ophører, når Parten dør. Den kan tages tilbage, når de Forudsætninger, under hvilke den er meddelt, viser sig ikke at have været til Stede eller at være bortfaldet.

§ 334.

Meddelelse af fri Proces udstrækker sine Virkninger til hele Sagen i den instans, derunder til den for at opnå ny Foretagelse af Sagen for samme Ret foreskrevne Procedure, samt til Eksekution.

§ 335.

Udenfor det i § 330 nævnte Tilfælde skal Justitsministeren i samme Omfang som hidtil være berettiget til at tilstå fri Proces, således at Virkningen er den i § 331, § 333 og § 334, 1ste Stykke, angivne.

Fri Proces tilkommer i de i § 454 og § 457, jfr. § 466, ommeldte Sager henholdsvis Overanklageren og Øvrigheden.

§ 336.

Bestemmelserne i Lov om Sagførersalær m. m. af 24. Maj 1879 forbliver gældende i borgerlige Sager.

§ 337.

Processen indledes med Stævning. I denne skal begge Parter være betegnede med Navn og Stilling og deres Bopæl eller Opholdssted være angivet, hvorhos den skal indeholde Sagsøgerens Påstand, en kort Fremstilling af de Kendsgerninger, hvorpå Påstanden støttes, og en Angivelse af de Dokumenter, han agter at påberåbe sig, samt en Opfordring til Sagsøgte om at møde og fremkomme med sit Svar på Sagens første Tægtedag (jfr. endvidere § 349).

Parterne kan dog, når de efter Overenskomst begge møder for Retten (jfr. § 340), og Sagen er anmeldt for denne senest Dagen før Retsmødet, uden Stævning begære Sagen foretaget. Sagsøgeren har i så Fald at fremlægge en skriftlig Angivelse af sin Påstand og af de Kendsgerninger, hvorpå den støttes.

§ 338.

Efter at i fornødent Fald Varselet er fastsat (jfr. § 339), bliver Stævningen, der udtages til den Underret, under hvilken Sagens Pådømmelse vilde høre, såfremt Landsretsbehandling ej var anvendelig, med Angivelse af den tidligste Tid for Sagens første Tægtedag, at indlevere på den nævnte Underrets Kontor til Påtegning om Dag og Tid, da Sagen falder i Rette, hvorefter den tilbagegives Sagsøgeren til videre Foranstaltning.

Hvis Sagen, såfremt Landsretsbehandling ej var anvendelig, skulde behandles ved en Underret, som har Tingsted i den Retskreds, hvor Landsretten har sit Sæde, i hvilken Henseende Underretten i Frederiksberg Birk skal anses at have Tingsted i København, bliver Stævning at udtage til Landsretten, og Sagens Forberedelse foregår

§ 339.

Har Sagsøgte Bopæl i den ovennævnte Underrets Retskreds, skal Sagsøgeren lade Stævningen forkynde med 14 Dages Varsel. Bor Sagsøgte udenfor nævnte Kreds, er Varselet 3 Uger, medmindre han har Bopæl på Færøerne, Island, Grønland, de vestindiske Øer eller i Udlandet, i hvilket Tilfælde, såvel som når det ikke vides, hvor Sagsøgtes Bopæl er, Varselet bestemmes af vedkommende Underretsdommer.

Må det antages, at Sagsøgte ikke har nogen Bopæl, træder hans Opholdssted i Stedet for Bopæl i Henseende til Stævnevarselet.

Under særlige Omstændigheder kan det lovbestemte Varsel af Underretsdommeren forkortes efter Sagsøgerens Begæring.

Forinden Underretsdommeren fastsætter et Varsel, hvilket sker ved Påtegning på Stævningen, kan han afkræve Sagsøgeren nærmere mundtlige eller skriftlige Oplysninger.

§ 340.

På Sagens første Tægtedag skal Sagsøgeren møde for den i § 338 nævnte Underret og fremlægge Stævning tillige med Sagens øvrige Dokumenter eller den i § 337, 2det Stykke, omhandlede Angivelse. Undlader han dette, bliver Sagen straks af vedkommende Underretsdommer at afvise, og der tilkendes den Sagsøgte, der har givet forgæves Møde, Sagsomkostninger, for så vidt han ikke frafalder Påstand derom. Samme Virkning har Sagsøgerens Udeblivelse eller Undladelse af at foretage de til Sagens Fortsættelse hørende Skridt ved senere Retsmøder, indtil Skriftvekslingens Slutning.

I de Sager, i hvilke der skal prøves Forlig for Forligskommissionen, fremlægges Indkaldelse til denne samt Bevis for, at Forligsprøve er foretaget. Hører Sagen til dem, i hvilke Forligsmægling ved Retten skal finde Sted, sker denne ved Underretten.

Sagsøgerens Udeblivelse forhindrer ikke, at der af Underretsdommeren gives Sagsøgte Dom for de før Udeblivelsen tingfæstede Modkrav.

§ 341.

Udebliver den lovligt stævnede Sagsøgte, afsiger vedkommende Underretsdommer efter Sagsøgerens Begæring Dom i Henhold til hans mundtlige Fremstilling af Sagen, der dog kan indskrænke sig til en Henvisning til Stævningen og de vedlagte Dokumenter. Herved bliver imidlertid at iagttage, at ingen Påstande eller Søgsmålsgrunde, der ligger udenfor Stævningens Indhold, kan tages i Betragtning, og at Sagen, når det fremkomne viser, at Stævningens Angivelse af de faktiske Omstændigheder i væsentlige Henseender er urigtig eller ufuldstændig, afvises.

Sagsøgeren kan dog i Stedet for sådan Udeblivelsesdom begære Sagen udsat og skal da lade forkynde Udskrift af det i Retsmødet forefaldne for Modparten med et af Retten fastsat Varsel.

Ovenstående Bestemmelser kommer også til Anvendelse, når Sagsøgte udebliver ved et senere Retsmøde uden at have afgivet noget Svar i Sagen. At Sagsøgte, efter at have svaret i Sagen, udebliver inden Domsforhandlingen, berettiger ikke Sagsøgeren til at begære Udeblivelsesdom og afskærer ikke Sagsøgte fra senere at møde i Sagen.

§ 342.

Møder Sagsøgte uden at rejse Indsigelse, gives efter Sagsøgerens Begæring Dom i Overensstemmelse med Påstanden, hvilken Dom ligeledes afsiges af den i § 338 nævnte Underret.

§ 343.

Vil Sagsøgte bestride Sagsøgerens Påstand, må han på Sagens første Tægtedag fremlægge et Svarskrift, indeholdende hans Påstand og en kort Fremstilling af hans Benægtelser og Indsigelser og i det hele af de Kendsgerninger, hvorpå hans Forsvar grunder sig. Vil han gøre Modfordringer gældende, må de Kendsgerninger anføres, hvorpå de støttes. Han må tillige fremlægge de Dokumenter, som han vil påberåbe sig. Undladelsen af at opfylde disse Forskrifter medfører, at han betragtes som udebleven, jfr. dog § 346.

Sagsøgte må i Svarskriftet fremsætte alle sine Formalitetsindsigelser, men kan foreløbig indskrænke sig hertil med udtrykkeligt Forbehold af Realitetsindsigelser, hvis også sådanne haves.

Den Indsigelse, at Stævningen er urigtig forkyndt, eller at Varselet har været for kort, kan ikke bevirke Sagens Afvisning, men kun berettige til Udsættelse.

§ 344.

Sagsøgeren kan kræve Udsættelse for at gøre sig bekendt med Sagsøgtes Svarskrift og eventuelt til yderligere Skriftveksling. Retten fastsætter, efter at Parterne i Korthed mundtlig har udtalt sig om Sagen, en Frist, inden hvis Udløb Sagsøgeren skal meddele Sagsøgte sine yderligere Bemærkninger, og en Frist for Sagsøgte til Afgivelse af Gensvar til Sagsøgeren og berammer tillige et nyt Retsmøde, i hvilket bemeldte Skrifter fremlægges.

En fortsat Skriftveksling tilstedes kun undtagelsesvis, hvor Sagens Beskaffenhed skønnes at gøre den nødvendig. Retten bestemmer da nye Frister dertil samt berammer et nyt Retsmøde.

Af ethvert Processkrift, som ikke inden Fremlæggelsen er meddelt Modparten, skal en Genpart overgives denne samtidig med Fremlæggelsen.

§ 345.

Har Sagsøgte i sit Svarskrift behandlet såvel Sagens Formalitet som dens Realitet, kan Sagsøgeren foreløbig indskrænke sig til at udtale sig om Formaliteten. Når der har fundet en særskilt Skriftveksling Sted om Formaliteten, kan enhver af Parterne fordre denne påkendt, inden der skrides til Realitetens Behandling.

Påkendelse af Sagens Formalitet sker i så Tilfælde ved, at den i § 338 nævnte Underret efter at have optaget Sagen indsender en Udskrift af Retsbogen og Sagens Dokumenter, deriblandt de mellem Parterne vekslede Processkrifter, til Landsretten, der træffer Afgørelse på det foreliggende skriftlige Grundlag. I Tilfælde af, at Sagen ikke i det hele afvises, skal Landsretten ved Formalitetskendelsens Afsigelse henvise Sagen til vedkommende Underret til Fortsættelse af Sagens Forberedelse til Domsforhandling i Realiteten.

Dersom de fremsatte Formalitetsindsigelser giver Anledning til Bevisoptagelse bliver denne at iværksætte inden Sagens Indsendelse til Landsretten. Herved finder, Reglerne i §§ 351 ff. tilsvarende Anvendelse.

§ 346.

Når Omstændighederne taler derfor, kan den i § 338 omhandlede Underret efter Begæring tilstå den Part Udsættelse, der ikke i rette Tid har fremlagt eller

§ 347.

Anser en Part Modpartens Udtalelser om Sagens Sammenhæng for at lide af Uklarhed eller andre Mangler, som ikke efter hans Opfordring er afhjulpne under Skriftvekslingen, bliver i det i § 344 omhandlede Møde eller efter Omstændighederne i et nyt af vedkommende Underret berammet Møde Skriftvekslingens Resultat på de omspurgte Punkter at fastslå i en Tilførsel til Retsbogen, efter at der har været givet Parterne Lejlighed til mundtlig at udtale sig, eller om fornødent ved Rettens Kendelse.

Udebliver den Part, der har rejst Spørgsmålet, fra Forhandlingen, bortfalder denne. Udebliver den anden Part, eller nægter han at svare, anses Skriftvekslingen på de omspurgte Punkter at skulle forstås således, som det af Modparten angives, for så vidt dette ikke strider mod det øvrige Indhold af Skriftvekslingen.

§ 348.

Når en Part. efter at Skriftvekslingen er sluttet, uden Modpartens Samtykke ønsker at forandre eller udvide sine Påstande eller at fremføre nye Anbringender, kan han i den Anledning begære et Retsmøde berammet for vedkommende Underret, såfremt dette kan finde Sted inden Domsforhandlingen. Mindst 3 Dage inden Mødet skal han skriftlig meddele Modparten, hvad han agter at fremkomme med, og hvorfor det først nu fremkommer, samt underrette ham om Retsmødet. I dette afgør Retten, om det efter Omstændighederne, og navnlig fordi det findes undskyldeligt, at Parten ikke tidligere har fremsat sine nye Påstande eller Anbringender, kan tilstedes ham at fremføre dem som Tillæg til Skriftvekslingen. I bekræftende Fald fremlægges det omspurgte straks eller tilføres Retsbogen, og der tilstås efter Begæring den fornødne Udsættelse i Anledning af det således fremførte.

Udebliver den Part, der har begært Mødet, bortfalder Andragendet; udebliver Modparten, anses de for Andragendet påberåbte Grunde for beviste.

§ 349.

Påberåber en Part sig i Skriftvekslingen Dokumenter, der er i hans Besiddelse, bør disse i Original eller Genpart følge med vedkommende Processkrift til Udlån til Modparten. Hvis en fuldstændig Genpart vilde medføre betydeligere Vanskelighed eller Bekostning, er det tilstrækkeligt, at Genparten omfatter den Del af Dokumentet, som vedrører Sagen. Når de originale Dokumenter ikke udlånes til Modparten, skal de henlægges på Rettens Kontor til Modpartens Eftersyn i en Tid af mindst en Uge umiddelbart efter Processkriftets Meddelelse eller Fremlæggelse.

§ 350.

Begge Parter kan til Retsbogen opgive en i den pågældende Underretskreds boende Person, til hvem alle processuelle Meddelelser skal rettes. I Mangel af sâdan Opgivelse skal Meddelelserne ske til den for eller med Parten optrædende Sagfører, såfremt han har Bopæl eller Kontor i bemeldte Kreds, og ellers, sâvel som når Parten ikke benytter Sagfører, under samme Betingelse til Parten selv. Udenfor de nævnte Tilfælde kan Meddelelserne afgives på vedkommende Underrets Kontor, forudsat at vedkommende Part i et Retsmøde er gjort opmærksom herpå.

§ 351.

Når Skriftvekslingen er sluttet, kan Sagsøgeren såvel som også Sagsøgte, såfremt Modkrav er tingfæstede, i et Retsmøde begære Sagen henvist til Domsforhandling ved den pågældende Landsret. Ønsker imidlertid en af Parterne Udsættelse for at føre Bevis, kan en passende Udsættelse hertil tilstås, for så vidt det af Underretten skønnes at være nødvendigt, for at vedkommende Part tilbørlig kan varetage sit Tarv. Til Oplysning herom og for at Retten kan sættes i Stand til at træffe de i § 352 omtalte Afgørelser, finder, for så vidt fornødent, en mundtlig Forhandling Sted, hvorunder Parterne efter kortelig at have fremstillet, hvorom Sagen drejer sig, angiver, hvorvidt de agter at føre Bevis, og i bekræftende Fald for hvad og på hvilken Måde.

§ 352.

I det i forrige Paragraf omhandlede Retsmøde træffer vedkommende Underret derhos, for så vidt Udsættelse er tilstået. Bestemmelse om Afhørelse af Vidner, om Foretagelse af Syns- eller Skønsforretninger, om Indkaldelse af Parterne til personlig Afhøring i Henhold til § 302, samt om det skal pålægges Modparten eller Trediemænd at fremkomme med Dokumenter m. m., jfr. også §§ 283 og 296. Skal personlig Afhøring af Parterne i Henhold til § 302 finde Sted, kan Retten bestemme, at Parternes Afhøring skal foregå, forinden Bestemmelse tages om Indkaldelse af Vidner eller Udmeldelse af Syns- og Skønsmænd. Deslige Bestemmelser kan også såvel før som senere træffes af Retten i eller udenfor et Retsmøde, og hvis den, når Begæring om at erholde en sådan Bestemmelse fremkommer, finder det hensigtsmæssigt, kan den kræve Modpartens mundtlige eller skriftlige Udtalelser om Spørgsmålet, Nâr den Omstændighed, som ønskes bevist, skønnes at være uden Betydning for Sagen, eller når Modparten under Skriftvekslingen har erkendt den eller til Retsbogen erklærer ikke at ville benægte den, tilstedes Bevisførelse ikke.

Parterne kan ikke fordre nogen foreløbig eller særskilt forudgående Bestemmelse af Retten om Bevisbyrdens Fordeling.

§ 353.

Vidneførsel, der skal tjene til Oplysning i en borgerlig Sag, kan i Regelen først foregå, når Bestemmelse derom er taget efter § 352. Når pågældende Part står i Fare for at miste sit Bevis eller i øvrigt gør det sandsynligt, at han har særlig Interesse i, at Beviset optages tidligere, kan han dog begære, at Vidneførselen foregâr forinden.

Skal Vidneførsel finde Sted for den Underret, der leder Forberedelsen af Domsforhandlingen, udsteder Retten de fornødne Indkaldelser til Vidnerne samtidig med, at den efter § 352 tager Bestemmelse om deres Førelse. I andre Tilfælde indledes Vidneførsel med, at vedkommende Part indgiver skriftlig Begæring herom til Underretten på det Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig. Såfremt Vidneforklaringen er bestemt til Brug under en Søsag, tiltrædes Retten udenfor København af to søkyndige Medlemmer; i København træder Sø- og Handelsretten i den almindelige Underrets Sted såvel i Handels- som i Søsager.

Den ovenfor nævnte Begæring om Vidneførsel skal indeholde Angivelse af den Sag, i Anledning af hvilken, og af den Person, mod hvem Vidneførselen skal foregå, Opgivelse af det, hvorfor Bevis søges tilvejebragt, og af Vidnernes Navne m. v., samt Oplysning om, at der efter § 352 er taget Bestemmelse om Vidneførselen eller, at denne i øvrigt har Hjemmel i denne Lovs Bestemmelser. Retten kan pålægge Parten yderligere at oplyse Rigtigheden af sine Anbringender. Den træffer derefter i eller

§ 354.

Udmeldelse af Syns- eller Skønsmænd sker ved Underretten på det Sted. hvor Genstanden for Syns- eller Skønsforretningen befinder sig. Angår Syns- eller Skønsforretningen ikke nogen legemlig Genstand, sker Udmeldelsen ved den i § 338 omhandlede Underret eller, for så vidt Sag endnu ikke er tingfæstet, ved Underretten på Modpartens Hjemsted.

De i foregående Paragraf indeholdte Regler finder i øvrigt tilsvarende Anvendelse med Hensyn til Syn og Skøn.

§ 355.

Skal personlig Afhøring af Parterne finde Sted i Henhold til § 302, foregår denne for den i § 338 omhandlede Underret (jfr. dog § 302, 7de Stykke) i et dertil berammet Retsmøde.

Når Sagens Forberedelse foregår ved Landsretten, sker Afhøringen for denne Ret, medmindre Regelen i § 302, 3die Stykke, er til Hinder derfor.

§ 356.

Til Vidneførsel o. desl. skal Modparten indkaldes med samme Varsel, som om han var Vidne, se dog § 166. Samtidig eller dog mindst 3 Dage før Vidneførselen skal der derhos gives Modparten sådan Meddelelse om Vidnernes Navn, Stilling og Bopæl samt om, hvad der ved dem agtes bevist, for så vidt han ikke allerede under Sagen har erholdt fornøden Kundskab herom. I påtrængende Tilfælde kan Indstævning af Modparten undlades. Når sådan Indstævning ikke har fundet Sted, kan Dommeren beskikke en i Retskredsen bosat Sagfører til at varetage Modpartens Tarv mod et passende Salær, der udredes af den Part, der har begært Indkaldelsen, under Forbehold af Godtgørelse ved Dommen i Hovedsagen. Under denne afgøres det derhos, om der har været Føje til at undlade at indstævne Modparten, og. i benægtende Fald, om Tingsvidnet kan benyttes som Bevis i Sagen.

§ 357.

Under Vidneførsel afhører enhver Part de af ham fremstillede Vidner.

Retten kan stille Spørgsmål til Vidnet såvel til nærmere Opklaring af Punkter, hvorom Parterne har spurgt Vidnet, som til selvstændig Oplysning af Sagen.

Når Vidnets. Helbredstilstand kræver Afhøring på et særligt Sted, skal Dommeren afhøre Vidnet, hvis dette eller nogen af Parterne begærer det. Der skal i så Fald gives Parterne Lejlighed til gennem Retten at stille Spørgsmål til Vidnet, Ret til at begære Afhøring ved Dommeren tilkommer også den Part. der ikke selv er Sagfører eller møder ved Sagfører.

Den Part, der har ladet et Vidne indkalde, kan, når Vidnet har givet Møde, ikke uden Modpartens Samtykke frafalde dets Afhørelse med den Virkning, at Modparten eller Retten afskæres fra at stille Spørgsmål til Vidnet.

§ 358.

Reglerne i § 357 finder med de fornødne Lempelser Anvendelse, også når Parter eller Syns- eller Skønsmænd skal afhøres.

§ 359.

Den, der under Domsforhandlingen vil påberåbe sig Dokumenter, der ikke allerede er Modparten bekendte, skal mindst en Uge forud afgive dem til denne i

§ 360.

Den i § 338 omhandlede Underret kan om fornødent efter Udløbet af den i Henhold til § 351 indrømmede Udsættelse tilstå Parterne yderligere Udsættelse til Tilvejebringelse af Bevis eller i Anledning af Fremkomsten af nye Påstande eller Anbringender, jfr. § 348.

Når ingen af Parterne begærer yderligere Udsættelse, eller sådan Udsættelse nægtes, henviser vedkommende Underret Sagen til Domsforhandling for Landsretten.

Samtidig med, at Underretten henviser Sagen til Domsforhandling for Landsretten, indsender den til denne en Udskrift af, hvad der Sagen vedkommende er tilført Retsbogen, samt Sagens Dokumenter, for så vidt de beror ved Retten, derunder de mellem Parterne vekslede Processkrifter. Har efter Henvisningen Tillæg til Skriftvekslingen fundet Sted i Medfør af § 348, bliver samme Regel at iagttage ved Tillægsbehandlingens Afslutning.

Finder Underretten, at der er Anvendelse for Reglerne i §§ 294 og 295, iagttages foranstående Regler med de fornødne Lempelser.

Efter at have modtaget de i 3die Stykke nævnte Udskrifter og Dokumenter berammer Landsretten det Møde, i hvilket Domsforhandlingen skal finde Sted, efter forinden at have givet Parterne Lejlighed til at udtale sig herom. Samtidig kan den efter Parternes Begæring tage Bestemmelse om Indkaldelse til yderligere Afhørelse under Domsforhandlingen af tidligere afhørte Vidner, Synsmænd eller Skønsmænd eller Parter, jfr. §§ 369 og 370.

§ 361.

Efter en Sags Henvisning til Landsretten kan hver af Parterne tilvejebringe nye Oplysninger, såfremt dette kan ske inden Domsforhandlingen; men under denne kan sådanne Oplysninger i Almindelighed kun påberåbes, såfremt de i §§ 356 og 359 givne Regler er iagttagne af vedkommende Part. Bevisførelse af den i § 352, 1ste Punktum, omhandlede Art kan dog kun finde Sted, når der i Medfør af nævnte Paragraf er truffet Bestemmelse derom, eller Landsretten undtagelsesvis tillader den, jfr. § 362.

§ 362.

Udsættelse af Domsforhandlingen i en til Landsretten i Medfør af § 360 henvist Sag kan forinden Domsforhandlingens Begyndelse besluttes af Landsretten, når dette findes nødvendigt af Hensyn til Retten selv eller andre særlige Årsager, såsom Forfald for en af Parterne eller Sagførerne, men kun aldeles undtagelsesvis af Hensyn til Fremskaffelsen af nye Beviser fra nogen af Parterne. Den, for hvem Forfald er indtrådt, skal snarest muligt anmelde det for Retten. Besluttes Udsættelsen, har Retten så vidt muligt at meddele alle vedkommende Underretning derom inden det oprindelig til Domsforhandlingen berammede Retsmøde.

Senest 3 Dage før Domsforhandlingen skal, medmindre Afvigelse herfra tilstedes af Retten, enhver af Parterne på Landsrettens Kontor aflevere mindst eet Eksemplar af hvert af de af ham fremlagte Processkrifter til Afbenyttelse for Retten.

§ 363.

Udebliver Sagsøgeren ved Domsforhandlingen, afviser Landsretten Sagen og tilkender den Sagsøgte, der har givet forgæves Møde, Sagsomkostninger, for så vidt han ikke frafalder Påstand derom. Sagsøgerens Udeblivelse udelukker ikke, at der gives Sagsøgte Dom for af ham tingfæstede Modkrav.

Udebliver Sagsøgte ved Domsforhandlingen, finder de i § 341 givne Regler tilsvarende Anvendelse.

§ 364.

Når Domsforhandlingen er begyndt, kan den udenfor de i §§ 366, 369 og 370 nævnte Tilfælde ikke uden tvingende Nødvendighed udsættes, men fortsættes uafbrudt i det begyndte og de påfølgende Møder, der så vidt muligt skal holdes de umiddelbart efterfølgende Dage.

§ 365.

Ved Domsforhandlingen skal Formalitetsindsigelser behandles før Realiteten og påkendes særskilt, medmindre Retten bestemmer, at de alle eller nogle af dem skal forhandles i Forbindelse med Realiteten.

Når Formaliteten er indladt, er alle de Indsigelser vedrørende Formaliteten indtil dette Tidspunkt, som kan frafaldes, udelukkede fra at komme i Betragtning.

I Tilfælde af, at Sagen ikke i det hele afvises, skal Retten ved Formalitetskendelsens Afsigelse beramme ny Domsforhandling. Udebliver Sagsøgte da ved denne Domsforhandling, finder de i § 341 indeholdte Regler tilsvarende Anvendelse.

§ 366.

Domsforhandlingen foregår på Grundlag af Skriftvekslingen og det Retsbogen tilførte. Når en Part under Forhandlingen helt eller delvis frafalder Påstande, Benægtelser o. desl. eller gør Indrømmelser, er Modparten berettiget til at få fornøden Tilførsel herom optaget i Retsbogen. Vil en Part fremsætte Påstande eller Anbringender, på hvilke Modparten ikke er blevet forberedt gennem det skriftlige Grundlag, bliver det efter Begæring ved Rettens Kendelse at nægte, såfremt deres Fremsættelse vilde medføre Forhandlingens Udsættelse, medmindre det skønnes at være undskyldeligt, at de ikke tidligere er meddelte. Tilstedes deres Fremsættelse, optages de i Retsbogen, og Forhandlingen bliver efter den deri interesserede Parts Begæring at udsætte ganske eller til Dels, for så vidt det er nødvendigt til Varetagelse af hans Tarv.

Tilsvarende Regler gælder om Fremførelse af Beviser, om hvis Fremkomst Modparten ikke har erholdt så betimelig Meddelelse, at han har kunnet forberede sig tilstrækkelig.

§ 367.

Ved Domsforhandlingen gives i Regelen Ordet først til Sagsøgeren, men Rettens Formand kan gøre Afvigelse herfra.

Ved Realitetsforhandlingens Begyndelse skal Parterne oplæse og fremlægge deres skriftlig affattede Påstande.

§ 368.

Under Domsforhandlingen fremstiller den Part, der først får Ordet, kortelig Sagens Hovedtræk; derefter lader han ved Retsskriveren oplæse de Dokumenter, som han vil pâberåbe sig, derunder Udskrifter af Tingsvidner og afgivne Partsforklaringer m. m. Modparten lader derpå på lignende Måde sine Dokumenter læse. Derefter udvikler førstnævnte Part nærmere sin Opfattelse af hele Sagen, derunder Bevisførelsens Resultater og de vedkommende Retsspørgsmål, hvorefter Modparten får Ordet for en tilsvarende Udvikling. Retten kan vedtage eller tillade sådanne Afvigelser fra den foreskrevne Forhandlingsgang, som måtte findes formålstjenlige.

De påberåbte Dokumenter, hvoraf efter Omstændighederne trykte eller skrevne Genparter omdeles til Dommerne, overgives efter Oplæsningen til Retten.

§ 369.

Hvis sådan Bestemmelse ikke allerede tidligere er truffet, jfr. § 360, kan Retten under Forhandlingerne efter Begæring bestemme, at tidligere afhørte Vidner, Syns- eller Skønsmænd og Parter skal fremstilles til yderligere Afhøring under Domsforhandlingen, jfr. §§ 171 og 172, 202 samt 302. Træffes sådan Bestemmelse, udsættes Sagen om fornødent, jfr. § 11.

§ 370.

Såfremt Vidneførsel o. desl. i Henhold til § 360 eller § 369 finder Sted under Domsforhandlingen, finder Reglerne i §§ 357—58 tilsvarende Anvendelse. Indkaldelse udstedes af Landsrettens Formand. Den Part, der har foranlediget et Vidne eller en Syns- eller Skønsmand indkaldt til Afgivelse af Forklaring under Domsforhandling, kan, når den Indkaldte har givet Møde, ikke uden Modpartens Samtykke frafalde vedkommendes Afhørelse med den Virkning, at Modparten eller Retten afskæres fra at stille Spørgsmål til Vidnet eller Syns- eller Skønsmanden.

Retten kan på Grund af et Vidnes eller en Syns- eller Skønsmands Udeblivelse eller Indsigelse imod at afgive Forklaring eller imod at møde udsætte Sagen, når vedkommende Part begærer dette. Udsættelsen kan gives på bestemt Tid eller indtil videre. I sidste Fald kan, når Hindringen er hævet, enhver af Parterne fremsætte Begæring for Retten om, at der berammes en Tid til Sagens Foretagelse og

udstedes Indkaldelse til alle vedkommende.

§ 371.

Når Sagen i det hele eller for et enkelt Punkt skønnes at være tilstrækkelig behandlet, sluttes Forhandlingerne (jfr. § 286), Sagen optages, og Dom afsiges (jfr. § 219).

Domsforhandling i en ny Sag må først påbegyndes, når Dom i den sidst optagne Sag er vedtaget. Undtagelse herfra kan dog finde Sted, når Sagen frembyder særlige Vanskeligheder, men der skal også i dette Tilfælde, inden ny Domsforhandling påbegyndes, afholdes Rådslagning om den optagne Sag, og den endelige Vedtagelse af Domsslutningen må aldrig udsættes udover den tredie Søgnedag efter Domsforhandlingens Tilendebringelse.

§ 372.

Udebliver Sagsøgte ved Domsforhandlingen, og Sagsøgeren vil fremføre noget, som ikke indeholdes i det Sagsøgte meddelte, må han begære Forhandlingen helt eller delvis udsat og meddele Sagsøgte Udsættelsen og det ny Anbringende med et af Retten bestemt Varsel.

§ 373.

Enhver, der i Medfør af §§ 340, sidste Stykke, 341 eller 363 er dømt som udebleven under en Landsretssag i 1ste Instans, kan begære Sagen genoptaget og fortsat fra det Punkt, hvor Forhandlingen paa Grund af Udeblivelsen standsede for hans Vedkommende, naar han godtgør, at Udeblivelsen var ham utilregnelig. Den, der ønsker at benytte sig heraf, maa indgive en skriftlig begrundet Begæring til den Ret, der har afsagt Udeblivelsesdommen, ledsaget af de fornødne Bevisligheder. Finder Retten ikke Grund til straks at afvise Begæringen, berammes et Retsmøde, og Rettens Formand (jfr. § 152) fastsætter det Varsel, med hvilket Modparten skal indkaldes. Udebliver denne, anses de for Begæringen paaberaabte Grunde for beviste; møder Modparten og rejser Indsigelse, forhandles Spørgsmaalet om Genoptagelse mundtlig.

Retten afgør ved Kendelse, om Sagen skal genoptages, og berammer i bekræftende Fald et Retsmøde samt fastsætter et Varsel, med hvilket Modparten dertil skal indkaldes. I dette Møde træffes de fornødne Bestemmelser om Sagens Fortsættelse overensstemmende med de almindelige Regler, for saa vidt Genoptagelsen ikke afvises, fordi Modparten ikke er behørig indkaldt.

Samtidig med, at Sagen erklæres for genoptagen, saavel som paa ethvert senere Trin af Sagen kan Retten efter Begæring bestemme, at den afsagte Udeblivelsesdoms Virkninger skal udsættes.

Fører Genoptagelsen til samme Resultat som den afsagte Dom, bliver denne at stadfæste; i modsat Fald ophæves den. og ny Dom afsiges af vedkommende Landsret.

§ 374.

Begæring om den i § 373 omhandlede Genoptagelse maa fremsættes, saa snart det er muligt, og kan ikke fremføres efter et Aars Forløb fra Dommens Afsigelse. Er Sagen indanket til højere Ret, er Adgangen til Genoptagelse udelukket, indtil Anken frafaldes eller afvises. Naar Indkaldelse til det første i § 373 ommeldte Retsmøde er sket, er begge Parter udelukkede fra at paaanke Udeblivelsesdommen, indtil Genoptagelsen bortfalder eller afvises. Adgang til Genoptagelse haves kun een Gang i samme Sag.

§ 375.

Den, der, uden at have afgivet noget Svar i Sagen, er dømt som udebleven under en Landsretssag i 1ste Instans, kan endvidere begære Sagen genoptaget, naar han inden en Uge efter Dommens Afsigelse skriftlig begærer et Retsmøde berammet samt enten fremlægger Bevis for at have betalt de idømte Sagsomkostninger eller i Retten deponerer Beløbet. Vedkommende Ret giver Begæringen Paategning om, at Sagen er genoptaget, og fastsætter det Varsel, med hvilket Modparten skal indkaldes. I Mødet maa Domfældte i Regelen, jfr. § 346, afgive sit Svar i Sagen; undlader han dette, eller er Modparten ikke behørig indkaldt, afvises Genoptagelsen.

Indkaldelse af Modparten til Sagens Genoptagelse har samme opsættende Virkning som Forkyndelse af Ankestævning.

I øvrigt gælder Bestemmelserne i § 373, sidste Stykke, dog saaledes at Udeblivelsesdommens Paalæg af Sagsomkostninger ikke kan ophæves, og i § 374. 2det— 4de Punktum, samt de almindelige Regler om Landsretsproceduren.

§ 376.

Naar Tilladelse til at fremføre ny Paastande eller Anbringender søges hos Landsret eller Højesteret paa Grund af utilregnelig Udeblivelse henholdsvis under Forberedelsen af Domsforhandling i en Landsretssag eller under selve Domsforhandlingen

§ 377.

Interventionssøgsmål anlægges og fremmes efter de om et selvstændigt Søgsmål gældende Regler, for så vidt ikke Bestemmelserne i de følgende Paragraffer medfører Afvigelse herfra.

§ 378.

Intervenienten indtræder i Sagen derved, at han senest en Uge forinden det af de til Hovedsagens Behandling bestemte forberedende Retsmøder, i hvilket han vil optræde for de oprindelige Parter lader forkynde en skriftlig Angivelse af sin Påstand og de Kendsgerninger, hvorpå den støttes, og i bemeldte Retsmøde fremlægger denne. Vil nogen af Parterne modsætte sig Interventionen eller bestride Intervenientens Pâstand, må han fremlægge Svarskrift, jfr. §§ 343 og 346. Om yderligere Skriftveksling i Anledning af Interventionssøgsmålet gælder de i §§ 344—45 fastsatte Regler.

§ 379.

Påstår nogen af Parterne Interventionssøgsmålet afvist som ikke hjemlet ved den almindelige Bestemmelse i § 251, bliver Spørgsmålet herom foreløbig at afgøre ved Landsrettens Kendelse i Overensstemmelse med Reglerne i § 345.

§ 380.

Det oprindelige Søgsmål og Interventionssøgsmålet forhandles i øvrigt i Forbindelse med hinanden som een Retssag.

I Overensstemmelse med § 286 kan Retten udskille Interventionen til særskilt Forhandling før eller efter Hovedsagen, således at den enten påkendes i Forbindelse med Hovedsagen eller særskilt.

§ 381.

Intervenienten er berettiget til at benytte Anke og Kære overfor den stedfundne Behandling og den afsagte Dom ligesom enhver af de oprindelige Parter.

§ 382.

Den, der blot vil optræde under Sagen for at understøtte en af Parterne, jfr. § 252, skal til den Underret, der leder Sagens Forberedelse, indgive en skriftlig Begæring om at få Adgang til at ytre sig i Sagen. Denne Begæring meddeles Parterne. Modsætter en af disse sig Begæringen, bliver Spørgsmålet at afgøre ved Kendelse af Landsretten i Overensstemmelse med Reglerne i § 345. Indrømmes Begæringen, træffer

§ 383.

Tillader Retten, jfr. § 382, Sagsøgeren at tilstævne (adcitere) Trediemand for at få Dom over ham enten alternativt med eller tilsammen med Sagvolderen, udsættes Sagen så længe, som nødvendigt er, for at pågældende Trediemand på sædvanlig Måde kan stævnes til at svare som Sagvolder. De i §§ 377, 380 og 381 om Intervention givne Regler finder også Anvendelse med Hensyn til Tilstævning.

§ 384.

Nâr en Sag af vedkommende Underret er henvist til Domsbehandling for Landsret, kan Indtræden i Sagen eller Tilstævning kun finde Sted med Landsrettens Samtykke. Gives sådant Samtykke, kommer med Hensyn til den videre Behandling dette Kapitels Regler til Anvendelse.

§ 385.

I vidtløftige Regnskabssager og andre indviklede Retssager kan såvel den Underret, der leder Sagens Forberedelse, som Landsretten på ethvert Trin af Forhandlingerne for vedkommende Ret anordne skriftlig Behandling af Sagen. Når sådan Bestemmelse er truffet af Landsretten, kan den ikke påkæres eller påankes. Er Bestemmelsen taget af vedkommende Underret, kan Kære ske til Landsretten.

§ 386.

Hvor skriftlig Behandling er anordnet, iværksættes der under Ledelse af den Ret, for hvilken Sagen ved dens Overgang til skriftlig Behandling henstår, en Veksling imellem Parterne af Indlæg, ikke over to fra hver Side. En fortsat Skriftveksling tilstedes kun undtagelsesvis, hvor Sagens Beskaffenhed skønnes at gøre den nødvendig. Retten bestemmer Frister til Indlægenes Afgivelse, ligesom den og, hver Gang en Part har fremlagt Indlæg, bestemmer, om Modparten skal have Udsættelse til at svare derpå.

Indlægene fremlægges i de dertil bestemte Retsmøder, men de skal 3 Dage forinden være Modparten meddelte, så at denne i Retsmødet kan udtale, om han vil svare yderligere.

Til Afbenyttelse ved Udarbejdelsen af deres Processkrifter kan Parterne begære Udlån af det fremlagte; vil en af Parterne ikke tilstede, at Udlån i Original finder Sted, må han lade medfølge Genparter, som da bliver at bekræfte på Rettens Kontor, hvor der derhos bør gives Adgang til at efterse Originalerne.

§ 387.

I det Retsmøde, i hvilket det sidste Indlæg fremlægges, eller efter Omstændighederne i et senere berammet Retsmøde, tilstås der, for så vidt Bevisførelsen

§ 388.

Har Bevisoptagelse fundet Sted, kan hver af Parterne efter dens Tilendebringelse i dertil berammede Eetsmøder fremlægge et skriftligt Indlæg.

§ 389.

Med de af det foregående følgende Lempelser kommer i øvrigt denne Lovs almindelige Regler for Proceduren til Anvendelse, også når skriftlig Behandling finder Sted.

Sagens Optagelse sker, for så vidt fndlægsvekslingen har fundet Sted for Underretten, af denne, der snarest muligt derefter indsender Dokumenterne til Landsretten tilligemed Udskrift af, hvad der vedrørende Sagen er tilført Eetsbogen.

Dersom Landsretten efter Sagens Optagelse til Dom finder det af særlig Betydning for Sagens Oplysning, at der rettes yderligere Spørgsmål til tidligere afhørte Parter, Vidner, Syns- eller Skønsmænd, kan den træffe Bestemmelse herom, samt om sådan Afhøring skal ske for et Medlem af Landsretten eller for Underretten, jfr. §§ 171 og 172, 202 samt 302. Med Udgifterne ved sådanne Foranstaltninger forholdes på den i § 284 foreskrevne Måde.

§ 390.

Dom afsiges på Grundlag af de fremlagte Indlæg og skriftlige Beviser. Påstande, Søgsmålsgrunde, Indsigelser såvel som overhovedet faktiske Anbringender kan ikkun komme i Betragtning, for så vidt de enten indeholdes i de skriftlige Indlæg eller er optagne i Eetsbogen.

§ 391.

Udebliver nogen af Parterne i et Eetsmøde, bliver Sagen efter den mødende Parts Begæring at optage til Påkendelse på Grundlag af alle de imellem Parterne indtil da vekslede Indlæg m. m. Er det Sagsøgeren, der udebliver, kan Sagsøgte dog også begære Sagen afvist.

Sagsøgeren kan hæve Sagen, så længe den ikke er optaget til Påkendelse; dog kan han ikke derved afskære Modparten fra at få Dom for tingfæstede Modkrav.

§ 392.

Dommens Vedtagelse og Afsigelse foregår efter de almindelige Eegler. Dog kan Eettens Formand, når Omstændighederne taler derfor, anordne, at skriftlig Stemmegiven skal finde Sted.

§ 393.

Med Hensyn til Anke og Kære forholdes der efter de almindelige Regler.

§ 394.

Domme, afsagte i første Instans af en Landsret, kan, med den i § 229 indeholdte Undtagelse, overensstemmende med nedenstående Regler af Parterne påankes til Højesteret. 1 Forbindelse med Dommen kan Anken omfatte den forudgående Behandling og de under denne faldne Afgørelser, for så vidt Anke ikke særlig er udelukket.

Anke kan iværksættes til Forandring, Ophævelse eller Hjemvisning, hvorimod Anke alene til Stadfæstelse ikke kan finde Sted. Heller ikke kan Anke iværksættes alene til Forandring af Dommens Bestemmelser om Sagsomkostninger og processuelle Straffe. Dog kan Justitsministeren tillade, at deslige Bestemmelser særskilt påankes af Parterne, når Afgørelse med Hensyn til disse Punkter er uafhængig af Sagens Udfald, eller af Trediemand, hvem Omkostninger eller Straf er pålagt eller Salær tilkendt eller frakendt.

§ 395.

Anke kan iværksættes fra begge Parters Side, men de tvende Anker bliver da at forene til samtidig Forhandling, jfr. § 286. 1ste Stykke.

Udtrykkelig eller stiltiende Afkald på Anke kan ikke gyldig gives, forinden den Retsafgørelse, om hvis Påanke der er Tale, er truffet.

§ 396.

Edsdomme og Afgørelser i Henhold til § 295 af enkelte Spørgsmål eller Dele af Sagen kan først påankes, når den endelige Dom er afsagt.

§ 397.

Ankefristen er 8 Uger fra Dommens Afsigelse at regne. Anken kan dog undtagelsesvis tillades af Justitsministeren indtil et År efter Dommens Afsigelse, når der foreligger tilstrækkelig Grund til at afvige fra den almindelige Regel om Ankefristen.

§ 398.

Inden Ankefristens Udløb eller inden 4 Uger, efter at den i § 397 ommeldte Tilladelse til Anke er meddelt, skal Appellanten indlevere Ankestævning på Rettens Kontor til Sagens Berammelse overensstemmende med de i § 338 fastsatte Regler. Begæres Sagen berammet til et overdrevent fjernt Tidspunkt, skal Justitssekretæren forelægge Rettens Formand Spørgsmålet til Afgørelse.

Ankestævningen skal indeholde en fuldstændig og tydelig Angivelse af Ankegrunden og den Påstand, der agtes nedlagt.

Om Varselet gælder de i § 339 fastsatte Regler med fornøden Lempelse, dog således, at det ikke må være kortere end 4 Uger.

§ 399.

Hæves eller afvises en i rette Tid jfr. §§ 397 og 398, indanket Sag, skal det, uanset at Ankefristen imidlertid måtte være udløbet, være Parten tilladt at indanke

§ 400.

På den berammede Tægtedag skal Appellanten møde og fremlægge Ankestævningen. Undlader han dette, afvises Sagen, og der tilkendes den Indstævnte, der har givet forgæves Møde, Sagsomkostninger. Samme Virkning har Appellantens Udeblivelse eller Undladelse af at foretage de til Sagens Fortsættelse hørende Skridt ved senere Retsmøder, såfremt Domsforhandlingen ikke er berammet, eller ved selve Domsforhandlingen.

§ 401.

Udebliver Indstævnte, skønt lovlig varslet, og Appellanten begærer Sagen fremmet, udgår den til skriftlig Behandling.

Appellanten kan dog i Stedet herfor begære Sagen udsat og skal da lade forkynde en Udskrift af det i Retsmødet forefaldne for Modparten med et af Retten fastsat Varsel.

Ovenstående Bestemmelser kommer også til Anvendelse, når Indstævnte udebliver i et senere Retsmøde, uden at have afgivet noget Svar i Sagen, eller udebliver ved Domsforhandlingen, i hvilket sidste Tilfælde derhos det, som han allerede måtte have fremført for Højesteret, lades ude af Betragtning. At Indstævnte, efter at have svaret i Sagen, udebliver i andre Retsmøder end det, hvori Domsforhandlingen finder Sted, berettiger ikke til at anvende Bestemmelsen i nærværende Paragrafs 1ste Stykke og afskærer ikke Indstævnte fra senere at møde i Sagen.

§ 402.

Møder Indstævnte uden at rejse Indsigelse, optages Sagen efter Begæring til Domsafsigelse.

§ 403.

Vil Indstævnte fremsætte Formalitetsindvendinger mod Ankesagen, eller ønsker han, uden selv at påanke, Dommen forandret eller ophævet, skal han i det nævnte første Retsmøde fremlægge en skriftlig Angivelse af bemeldte Indvendinger eller af sine Ankegrunde samt den Påstand, som han agter at nedlægge. Ønsker Indstævnte blot Dommen stadfæstet, er det tilstrækkeligt, at han mundtlig erklærer dette.

Når Indstævnte har afgivet sit Svar, tager Retten efter Appellantens Begæring Bestemmelse om Tiden for Domsforhandlingen — der dog ikke uden begge Parters Samtykke må ansættes tidligere end 4 Uger efter Retsmødet —, for så vidt der ikke ifølge Sagens Beskaffenhed efter eller uden Opfordring fra Parternes Side findes Anledning til at bestemme, at den skal forhandles skriftlig.

§ 404.

Påstande eller Anbringender, der ligger udenfor den ved Landsretten stedfundne Procedure, kan ikke fremsættes uden Modpartens Samtykke; dog kan Retten tilstede deres Fremsættelse, når det findes undskyldeligt, at de ikke tidligere er fremkommet, og deres Afskæreise vilde medføre et uforholdsmæssigt Tab for Parten.

§ 405.

Den, der ønsker at opnå den i § 404 ommeldte Tilladelse, må i en Påtegning på Stævningen eller den i § 403 omtalte skriftlige Angivelse meddele, hvad han agter at begære Tilladelse til at fremføre, samt de formentlig derfor talende Omstændigheder, og Retten bringer da Spørgsmålet om Tilladelsens Meddelelse til Afgørelse i det første eller, om fornødent, et senere berammet Retsmøde, efter at Parterne har udtalt sig.

Vil en Part uden at have iagttaget den anførte Fremgangsmåde søge at opnå bemeldte Tilladelse, må han snarest muligt til Retten indgive et skriftligt, begrundet Andragende, der tillige må indeholde Oplysning om Grunden til, at Andragendet ikke er fremkommet tidligere. Finder Retten tilstrækkelig Undskyldning herfor, ansættes et Retsmøde, såfremt dette kan finde Sted inden Domsforhandlingen, og Andrageren har da med et af Retten fastsat Varsel at give Modparten Meddelelse om dette Retsmøde og dets Genstand. Udebliver Andrageren, bortfalder hans Andragende; udebliver Modparten, anses de i Andragendet påberåbte Grunde for beviste.

Meddeler Retten Tilladelsen, tilstås der på Begæring enhver af Parterne den fornødne Tid til at varetage sit Tarv i den Anledning, ligesom en berammet Domsforhandling, om fornødent, udsættes. Såfremt en begært Skriftveksling skønnes at være nødvendig, fastsætter Retten Frister for Processkrifternes Meddelelse og berammer et nyt Retsmøde, hvorhos de i §§ 347, 348 og 349 givne Regler kommer til Anvendelse.

Fremkommer nye Påstande eller Anbringender først under Domsforhandlingen, og finder Retten i Overensstemmelse med de foranstående Grundsætninger, at deres Fremførelse bør tilstedes, bestemmer den det fornødne i Lighed med de i § 366 givne Regler.

§ 406.

Nye Beviser kan fremføres for Højesteret med Modpartens Samtykke, eller når der samtidig med Forkyndelsen af Stævningen eller Fremlæggelsen af den i § 403 omtalte skriftlige Angivelse er givet Modparten skriftlig Meddelelse om, af hvilken Art de ny Beviser er, og hvad derved forventes bevist. Foreligger der tilstrækkelig Undskyldning for, at den nævnte Meddelelse ikke er givet som anført, kan Retten tilstede, at den fremkommer på et senere Trin af Sagen, i hvilken Henseende tilsvarende Regler til de i § 405 givne kommer til Anvendelse. Modparten kan i øvrigt frafalde den omhandlede Meddelelse.

§ 407.

Når Omstændighederne taler derfor, kan Højesteret tillade, at enkelte Punkter eller Dele af Sagen, som ikke har foreligget for eller ikke er påkendte af Landsretten, indbringes for Højesteret. Med Hensyn til Opnåelsen af sådan Tilladelse kommer tilsvarende Regler til de i § 405 givne til Anvendelse.

§ 408.

I det første Retsmøde har Retten, for så vidt den ikke anser det for hensigtsmæssigt at udsætte Afgørelsen til et senere Møde, efter Begæring, og efter at der i Retsmødet har været givet Parterne Lejlighed til at udtale sig, at træffe Be-

§ 409.

Skal Vidneførsel o. desl. finde Sted, kan Retten, hvor det findes at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning, bestemme, at Afhørelsen skal foretages under Domsforhandlingen, jfr. med Hensyn til Parter § 302, 6te Stykke.

I andre Tilfælde foregår Vidneførsel og Afhørelse af Parter ved Underretten på Vidnets eller Partens Hjemsted og Syns- eller Skønsforretninger ved den i § 354 nævnte Underret. Ved sådan Bevisoptagelse finder Reglerne i § 353, 2det og 3die Stykke, og §§ 356—58 tilsvarende Anvendelse.

§ 410.

Skal Vidner o. desl. i Henhold til en af Højesteret i Medfør af § 408 truffen Bestemmelse føres for den dømmende Ret, skal der mindst 3 Dage forud gives Modparten Meddelelse om deres Navn, Stilling og Bopæl samt om, hvad der ved dem agtes bevist, for så vidt han ikke allerede under Sagen har erholdt fornøden Kundskab herom.

Reglerne i §§ 357—58 og § 370 finder tilsvarende Anvendelse. Udmeldelse af ny Syns- eller Skønsmænd sker, når Mændene skal møde for Højesteret, ved Rettens Formand.

De nye Dokumenter, som en Part vil påberåbe sig, skal mindst 14 Dage før Domsforhandlingen afgives til Modparten enten i Original eller i Genpart, og i sidste Fald skal Originalen samtidig henlægges til Eftersyn for Modparten på Rettens Kontor.

Beviser, med Hensyn til hvilke de foranstående Regler ikke er iagttagne, skal efter Påstand lades ude af Betragtning, medmindre Retten tilsteder deres Benyttelse i Overensstemmelse med de i § 366 givne Regler.

§ 411.

Om processuelle Meddelelser gælder de i § 350 givne Regler.

Om Udsættelse af Domsforhandlingen kommer de i § 362 foreskrevne Regler til Anvendelse.

Afgørelser, som bliver at træffe af Højesteret inden Domsforhandlingen, kan i det Omfang, Retten bestemmer, træffes af et Udvalg, bestående af 3 af Rettens Medlemmer. Udvalgets Sammensætning bestemmes af Formanden efter Forhandling med Rettens Medlemmer.

§ 412.

Ved Domsforhandlingen skal Formalitetsindsigelser mod Ankesagen behandles før selve denne og særskilt påkendes, medmindre Retten bestemmer, at de alle eller

§ 413.

Påstand om den indankede Afgørelses Forandring eller Ophævelse eller om Sagens Hjemvisning kan nedlægges ikke blot af den, der har udtaget Ankestævningen. men også af Modparten, jfr. §§ 403 ff.

Klager over Behandlingen ved Landsretten, som efter Sagens Stilling ved Højesteret er uden nogen reel Betydning for vedkommende Part, kan af Højesteret lades ude af Betragtning.

§ 414.

Når Sagens Forhandling er afsluttet, afsiges Dom snarest muligt. Domsforhandling i en ny Sag må ikke finde Sted, forinden Dommen i den optagne Sag er vedtaget.

§ 415.

Når skriftlig Behandling finder Sted på Grund af Sagens Beskaffenhed, jfr. § 403, forhandles Sagen ved skriftlige Indlæg, ikke over to fra hver Side, som veksles mellem Parterne og afgives til Retten i Forbindelse med Sagens Dokumenter inden de Frister, som Formanden bestemmer.

Har Bevisførelse fundet Sted, kan enhver af Parterne i dertil berammede Retsmøder fremlægge et skriftligt Indlæg.

Udgår en Sag til skriftlig Behandling på Grund af Indstævntes Udeblivelse, har Appellanten inden en fastsat Frist at aflevere et skriftligt Indlæg tilligemed Sagens Dokumenter, derunder fuldstændig Beskrivelse af det for Landsretten passerede. Oplyses det, inden Sagen er påkendt, at Indstævntes Udeblivelse ikke kan lægges ham til Last som en Forsømmelse, kan Højesteret reassumere Sagen.

Mundtlig Domsforhandling finder ikke Sted i disse Sager.

Er Vidner indkaldte for Højesteret, jfr. § 409, og de har givet Møde, kan Højesteret bestemme, at de, inden Sagen udgår til skriftlig Behandling, skal afhøres, efter at Appellanten har fremstillet Sagens Omstændigheder. I øvrigt sker Vidners Førelse. Syns- eller Skønsforretningers Optagelse og Parters Afhøring for Underret, jfr. § 409, medmindre Højesteret bestemmer, at den skal ske for et af Rettens Medlemmer.

Ved skriftlig Behandling finder i øvrigt de almindelige Regler om Højesteretsproceduren Anvendelse med de fornødne Lempelser.

§ 416.

Når Højesterets Dom går ud på Hjemvisning, kan enhver af Parterne henvende sig til den Underret, der har ledet Sagens Forberedelse for Landsretten, med en Udskrift af Dommen og begære et Retsmøde berammet, hvortil han da har at indkalde Modparten med et af vedkommende Underretsdommer fastsat Varsel. Sagen fremmes derefter i Overensstemmelse med de almindelige Regler.

§ 417.

Overfor Kendelser og andre Beslutninger af en Landsret, som ikke — eller dog ikke for Tiden — kan gøres til Genstand for Anke i Medfør af Bestemmelserne i § 394, kan, for så vidt det modsatte ikke særlig er bestemt, enhver, overfor hvem Beslutningen indeholder en Afgørelse, rejse Kæremål til Højesteret overensstemmende med de nedenstående Regler. Overfor Domme kan Kæremål kun rejses i det i § 229 nævnte Tilfælde.

Er en Beslutning blevet påkendt af Højesteret ifølge Kæremål, kan den ikke senere påankes, og så længe Kære over en Beslutning er svævende, kan denne ikke påankes.

§ 418.

Kære iværksættes ved til den Landsret, hvis Handling eller Afgørelse man vil påkære, at indgive en skriftlig Fremstilling af Kæregrunden og den Påstand, som i den Anledning gøres. Af Fremstillingen skal Genpart meddeles Modparten. Vidner, Syns- og Skønsmænd, der har mødt under Domsforhandling, kan fremsætte deres Kære mundtlig til Retsbogen.

Kæremålet kan støttes på ny faktiske Anbringender og Beviser.

§ 419.

For så vidt Landsretten ikke i Medfør af § 177, § 207 eller § 222 forandrer sin Afgørelse, indsender den inden Udløbet af en Uge Kæreskriftet eller Udskrift af Retsbogen samt af den påklagede Kendelse og øvrige fornødne Aktstykker til Højesteret, hvorhos Retten kan vedføje sin egen Erklæring. Om den stedfundne Indsendelse gives der straks begge Parter Meddelelse.

§ 420.

I Løbet af en Uge fra denne Meddelelse har begge Parter Adgang til at indsende skriftlige Udtalelser til Højesteret, Senere indsendte Udtalelser er ikke udelukkede fra at tages i Betragtning, når de indkommer, inden Afgørelse har fundet Sted. I øvrigt kan Højesteret efter sit Skøn af egen Drift indhente Oplysninger eller Erklæringer fra Landsretten eller Parterne.

§ 421.

På det indkomne skriftlige Grundlag træffer Højesteret snarest muligt Afgørelse ved Kendelse. Når særlige Grunde taler derfor, kan Højesteret dog af egen Drift eller efter en Parts Begæring anordne mundtlig Forhandling og til den Hensigt opfordre Parterne til at give Møde. Udebliver i så Fald den, der kærer, afvises Kæremålet, hvorimod Modpartens Udeblivelse ikke har nogen særlig Virkning.

Kæremål kan forhandles for og afgøres af et sådant Udvalg som bestemt i § 411.

§ 422.

Hvor denne Lov ikke bestemmer andet, er Kærefristen 2 Uger, efter at Afgørelsen er truffet. Justitsministeren kan, når Omstændighederne taler derfor, senere,

§ 423.

Højesteret kan på Andragende undtagelsesvis tillade, at en ved denne Ret pådømt Sag på ny foretages ved samme, når der er tilvejebragt en meget stor Sandsynlighed for, at en af Højesteret pådømt Sag uden Andragerens Fejl har foreligget urigtig oplyst, og for, at der nu haves Oplysninger, som vil medføre et væsentlig forskelligt Resultat, samt når samtlige Omstændigheder i høj Grad taler for Bevilgelsen af Andragendet, derunder også, at det må anses for givet, at Andrageren kun ad denne Vej vil kunne undgå eller oprette et for ham indgribende Tab.

Under tilsvarende Betingelser kan Højesteret tillade Påanke af en ellers upåankelig Landsrets- eller Underretsdom.

Samtidig med at Tilladelsen gives, såvel som på ethvert senere Trin, kan Højesteret eller den Ret, der behandler Sagen, på Begæring bestemme, at den afsagte Doms Virkninger skal stilles i Bero, ganske eller til Dels, mod eller uden Sikkerhedsstillelse.

På Adgang til den i nærværende Paragraf omhandlede Retshjælp kan der ikke gives Afkald.

§ 424.

Højesteret bestemmer i hvert enkelt Tilælde, hvorledes de fornævnte Andragender skal behandles, samt hvorledes den forinden Andragendets Afgørelse fornødne Bevisførelse skal foregå, og fastsætter de Lempelser i de almindelige Procesregler, der måtte findes nødvendige eller hensigtsmæssige ved Sagens fornyede Foretagelse.

Findes Forudsætningerne for ny Foretagelse eller ekstraordinær Anke ikke at foreligge, afviser Retten Sagen.

§ 425.

Sagen indledes med Stævning. Når Sagen hører til de i § 225 Nr. 1 og 4 nævnte, og dens Værdi er under 50 Kr., eller Sagsøgeren er ubemidlet, har Retten på Begæring at affatte Stævning og om fornødent at forsyne den med Indkaldelse ti Møde for Forligskommissionen. Det samme gælder i de i § 225 Nr. 8 nævnte Sager.

§ 426.

Når Stævning benyttes, indgives den til Retten, der forsyner den med en Påtegning, hvorved Sagen berammes til Foretagelse i et angivet Retsmøde. Stævningen tilbageleveres Sagsøgeren til videre Foranstaltning.

§ 427.

Har Sagsøgte Bopæl i Underretskredsen, skal Stævningen forkyndes ham med en Uges Varsel. Bor Sagsøgte udenfor Underretskredsen, er Varselet 14 Dage, medmindre han har Bopæl på Færøerne, Island, Grønland, de vestindiske Øer eller i Udlandet, i hvilket Tilfælde, såvel som når det ikke vides, hvor Sagsøgtes Bopæl er, Varselet bestemmes af Dommeren.

I øvrigt er de i § 339, 2det, 3die og 4de Stykke, indeholdte Bestemmelser anvendelige.

§ 428.

Dommeren kan, når som helst han inden Sagens Optagelse finder Grund dertil, mægle Forlig mellem Parterne. Kommer Forlig i Stand, tilføres det Retsbogen.

§ 429.

Efter at Sagsøgeren i de Sager, i hvilke Forlig skal prøves ved Forligskommissionen, har fremlagt Indkaldelse til Kommissionen samt Bevis for, at Forlig har været forsøgt, udvikler Parterne mundtlig deres Sag for Dommeren uden videre Forberedelse ved Skrift. Sagsøgeren fremlægger den behørigt forkyndte Stævning og fremstiller Sagen fra sin Side, hvorpå Sagsøgte har at erklære sig.

Under Sagens Forhandling bør Dommeren ikke blot søge at fremkalde tydelige og sandfærdige Forklaringer fra Parternes Side om Sagens Sammenhæng, men han har også, for så vidt Parterne ikke møder ved Sagførere, at vejlede dem med Hensyn til, hvad de bør foretage til Oplysning af Sagen og i øvrigt til Varetagelse af deres Tarv under denne.

De fra begge Sider nedlagte Påstande skal ved Forhandlingens Slutning indføres fuldstændigt i Retsbogen, medmindre de i særskilt skriftlig Affattelse fremlægges til denne. For så vidt sådant efter Omstændighederne måtte anses fornødent, kan Dommeren foranledige sådan skriftlig Affattelse af Påstanden og dertil tilstå Udsættelse.

Endvidere skal Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng i det Omfang, som af Dommeren skønnes hensigtsmæssigt, tilføres Retsbogen, dog ikke ordret, men efter deres væsentlige Indhold. Det tilførte oplæses og vedkendes.

§ 430.

Dommeren bestemmer, om Formalitetsindsigelser skal forhandles og påkendes særskilt eller i Forbindelse med Realiteten.

§ 431.

Påstande kan forandres, indtil den i § 429 omhandlede Tilførsel eller Fremlæggelse til Retsbogen af dem er sket, men efter den Tid, for så vidt Forandringen går ud på andet end en Frafalden eller Indskrænkning, kun med Rettens Tilladelse.

Finder Retten, at det ikke kan forlanges af Sagsøgte, at han straks skal svare på en forandret Påstand, udsættes Sagen.

Sagsøgte kan fremsætte Modfordringer efter de almindelige Regler (§§ 231 og 280).

§ 432.

Dokumenter må, hvad enten de påberåbes i Stævningen eller ikke, fremlægges i Retsmødet; dog kan Retten, for så vidt det findes, at der ikke har været tilstrækkelig Tid eller Anledning for Sagsøgte til at fremskaffe et Dokument, eller at det fra Modpartens Side fremkomne giver vedkommende Part Anledning til at fremkomme med yderligere Dokumenter, eller at det dog er undskyldeligt, at vedkommende Part ikke har medbragt Dokumentet, udsætte Sagen herefter.

Til at gøre sig bekendt med de fremlagte Dokumenter bør der i Regelen gives Modparten den fornødne Tid i selve Retsmødet.

Finder Retten, at dette sidste efter Omstændighederne og navnlig Dokumentets Beskaffenhed ikke vil være tilstrækkeligt, kan Sagen udsættes. Den, mod hvem Dokumentet fremlægges, må, dersom det ikke med Producentens Samtykke kan udlån es ham, forsynes med en Genpart af samme, og der må gives ham Adgang til på Dommerens eller Rettens Kontor at undersøge Dokumentet.

§ 433.

Såfremt ingen af Parterne begærer at føre yderligere Bevis, eller sådant ikke skønnes at kunne føre til Oplysning af Omstændigheder, der er af Betydning for Sagen, skal Dommeren, efter at Påstandene i Overensstemmelse med § 429, 3die Stykke, er nedlagte, give Parterne Lejlighed til en mundtlig Domsforhandling.

Findes det derimod, at Sagens tilbørlige Oplysning udkræver yderligere Bevisførelse, navnlig ved Vidner eller Syn og Skøn, udsættes Sagen efter vedkommende Parts Påstand, for at Bevisførelsen kan finde Sted. Herved iagttages Reglerne i §§ 351—359, dog således, at det står Dommeren frit for at bestemme, at Vidner, Syns- eller Skønsmænd og Parter, som skal møde for den pågældende Underret, først skal afhøres i det Retsmøde, hvor Domsforhandlingen foregår, og at Afhøringen, dersom nogen af Parterne begærer det, for hans Vedkommende sker ved Dommeren. Når Bevisførelsen er til Ende, finder Domsforhandling Sted.

Dom afsiges snarest muligt efter Domsforhandlingen.

§ 434.

Hvor de i de foregående Paragraffer givne Bestemmelser ikke indeholder afvigende Forskrifter, bliver de i Kapitel 32—35 om Sagers Behandling for Landsret givne Regler at følge med de Lempelser, som flyder af Forholdets Natur.

§ 435.

Domme, afsagte af en Underret, herunder også Domme, afsagte i Henhold til §§ 340—342, kan med den i § 229 nævnte Undtagelse overensstemmende med nedenstående Regler af Parterne indankes for den Landsret, i hvis Kreds Underretten ligger. I Forbindelse med Dommen kan Anken omfatte den forudgående Behandling og de under denne faldne Afgørelser, for så vidt Anke ikke særlig er udelukket. De i §§ 394, 2det Stykke, 395 og 396 givne Regler finder tilsvarende Anvendelse på Underretssager.

Landsrettens Dom i en fra Underret indanket Sag kan ikke yderligere påankes. Dog kan Justitsministeren undtagelsesvis tillade, at Sagen indbringes for Højesteret, overensstemmende med Reglerne i Kapitel 36, når den skønnes at have almindelig Interesse eller videregående betydelige Følger for vedkommende. Andragende herom må fremsættes inden sådan Frist, som bestemmes i § 397.

Kære af Parterne til Højesteret overensstemmende med Kapitel 37 kan ligeledes kun iværksættes med Tilladelse af Justitsministeren. Andragende herom kan dog kun bevilges indtil 6 Måneder efter, at den pågældende Afgørelse er truffet.

§ 436.

Med Hensyn til Tiden for Ankens Iværksættelse gælder de i § 397 givne Regler, dog at Ankefristen kun er 4 Uger.

§ 437.

Inden Ankefristens Udløb skal Appellanten indlevere Ankestævning på Landsrettens Kontor overensstemmende med de i § 338 fastsatte Regler. Begæres Sagen berammet til et overdrevent fjernt Tidspunkt, skal Justitssekretæren forelægge Rettens Formand Spørgsmålet til Afgørelse.

Ankestævningen skal indeholde en fuldstændig og tydelig Angivelse af Ankegrunden og den eller de Påstande, der agtes nedlagte.

Om Varselet gælder de i § 339 fastsatte Regler.

§ 438.

Når Indstævnte udebliver uden at have givet Tilsvar eller ved Domsforhandlingen, finder de i §§ 401 og 415, 3die—5te Stykke, indeholdte Regler tilsvarende Anvendelse.

Fremdeles gælder §§ 407 og 412, 1ste Punktum, også ved Anke til Landsret, hvorhos §§ 413 og 416 finder tilsvarende Anvendelse. Hjemvisning kan dog ikke finde Sted, fordi Underretsdommeren ikke behørigt har vejledet Parten.

§ 439.

Påstande, der ligger udenfor de ved Underretten fremsatte, kan ikke uden Modpartens Samtykke nedlægges, medmindre Retten tillader det, fordi det findes undskyldeligt, at de ikke tidligere er fremkommet. Ønskes en sådan Tilladelse opnået, følges tilsvarende Regler til de i § 405 angivne.

§ 440.

Parterne er berettigede til at fremføre nye Beviser, når det i Stævningen eller et andet Processkrift eller i et forudgående Retsmøde er meddelt Modparten, af hvilken Art det ny Bevis er, og hvad derved forventes bevist.

§ 441.

Underrettens Afgørelser, derunder også Afgørelser af en Underret, der leder Forberedelsen af en Landsretssag i 1ste Instans, kan påkæres til Landsret i de samme Tilfælde, i hvilke Landsrettens Afgørelser kan påkæres til Højesteret.

Fremgangsmåden er med de af Forholdets Natur flydende Lempelser den samme, som benyttes ved Kære over Landsrettens Afgørelser; dog kan Kæremålet her altid fremsættes mundtlig til Retsbogen. Også § 422 finder her Anvendelse med fornødne Lempelser.

Landsrettens Afgørelse i Anledning af Kære kan ikke indbringes for Højesteret.

§ 442.

Sager, der i Medfør af denne Lovs §§ 224—25 vilde høre under Landsretterne, behandles for Sø- og Handelsretten i Overensstemmelse med de for Landsretterne givne Regler, dog at Sagernes Forberedelse til mundtlig Domsforhandling foregår ved Sø- og Handelsretten selv, jfr. § 9. Påanke og Kære iværksættes til Højesteret overensstemmende med Reglerne i Kapitel 36 og 37.

Sager, der ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underretterne, behandles efter de for Underretterne givne Regier. Anke og Kære i disse Sager sker til Østre Landsret efter de i Kapitel 39 givne Regler.

§ 443.

Sagsøgeren kan anvende den i dette Kapitel omhandlede hurtige Retsforfølgning: 1) I Sager, der anlægges til Indfrielse af Gældsbreve, når Skyldneren enten i selve Gældsbrevet eller ved senere Påtegning på samme har underkastet sig sådan Forfølgning.

§ 444.

Under Sagen kan det ikke tillades Sagsøgte at fremsætte andre Indsigelser i Realiteten end, at han ikke ved Underskriftens Meddelelse var mægtig og myndig til således at forbinde sig, eller at Underskriften er falsk, eller at der i Dokumentets Indhold er foregået en Forfalskning, efter at Underskriften er meddelt.

I Vekselsager kan Sagsøgte endvidere fremsætte de Indvendinger, som angår selve Vekslens Indretning og Indhold eller den til Vekselfordringens Vedligeholdelse fornødne Omgang eller andre i Vekselloven foreskrevne Betingelser for at kunne gøre Vekselretten gældende. Tilsvarende Regler gælder om de i § 443 Nr. 3 nævnte Sager.

I de i § 443 Nr. 1 nævnte Sager kan Sagsøgte derhos, for så vidt Søgsmålet foruden på selve Gældsbrevet støttes på Transport eller andet udenfor Gældsbrevet liggende Grundlag, fremsætte enhver Indsigelse herimod, ligesom han i disse Sager overhovedet kan fremkomme med enhver Indsigelse, med Hensyn til hvilken Bevisbyrden ikke påhviler ham, eller til hvis Godtgørelse han ikke behøver andre Bevismidler end Dokumenter, som haves til Stede.

Alle andre Indsigelser i Realiteten er udelukkede fra at komme i Betragtning, når Parterne ikke er enige om at ønske dem påkendt: men det forbeholdes Sagsøgte i Anledning af slige Indsigelser, når han i sit Tilsvar har opgivet eller i det mindste forbeholdt dem, at anlægge et selvstændigt Erstatningssøgsmål mod Sagsøgeren.

Dette Erstatningssøgsmål behandles i alle Henseender efter de almindelige Regler.

§ 445.

Imod de i § 443 Nr. 2 og 3 omhandlede Fordringer kan Modfordringer kun gøres gældende, når disse er støttede på, at der ved Forsømmelse med at give den i Veksellovens §§ 20, 30, 42, 45 og 75 omhandlede Underretning er forvoldt Sagsøgte Skade, og imod de i § 443 Nr. 1 omhandlede kun, for så vidt Modfordringen selv går ind under samme Bestemmelse, eller den indrømmes.

§ 446.

Sager, i hvilke den heromhandlede Retsforfølgning anvendes, behandles uden Hensyn til Genstandens Værdi ved Underret efter de ovenfor i Kapitel 39 givne Regler, hvorved dog bliver at bemærke, at Dommeren er pligtig at drage særlig Omsorg for, at Sagen fremmes med den størst mulige Hurtighed.

§ 447.

Når Sager af heromhandlede Beskaffenhed indankes for Landsret, er det en Selvfølge, at Proceduren for denne ikke kan omfatte andet end det, som i Henhold til ovenstående Regler kunde gøres gældende for Underret.

§ 448.

Sager angående et Ægteskabs Ugyldighed eller Opløsning bliver at behandle efter de almindelige for Underretsproceduren gældende Regler med de nedenfor givne nærmere Bestemmelser ved Underretten for det Sted, hvor Sagsøgte har Bopæl eller Opholdssted, eller, dersom Sagsøgte har forladt Landet, eller det ikke vides, hvor Sagsøgte er, for det Sted, hvor denne sidst havde Bopæl eller Opholdssted her i Riget.

§ 449.

Dersom Sagsøgte ikke under Sagen giver Møde ved antagen Sagfører, har Sagsøgeren at andrage på, at der af Retten må blive beskikket Sagsøgte en Forsvarer. Forsømmes dette, afvises Sagen.

Salæret til den for Sagsøgte beskikkede Forsvarer pålægges det offentlige, hvor det ikke pålægges Sagsøgeren som tabende Part at udrede det.

§ 450.

Retten kan uden Hensyn til, om Modparten begærer det, pålægge Sagsøgeren at fremstille sig til Afhørelse (jfr. § 302) for Retten, jfr. § 433, og der under Ed at besvare de Spørgsmål angående Sagens Genstand, som Retten måtte gøre. Ugrundet Undladelse heraf eller Vægring herved har til Følge, at Sagen afvises.

§ 451.

Ligeledes kan Retten, hvis Sagsøgte bor eller opholder sig i Riget, pålægge denne at fremstille sig til Afhørelse (jfr. § 302) for Retten, jfr. § 433. og der under Ed besvare de Spørgsmål angående Sagens Genstand, som gøres af Retten. Ugrundet Undladelse af at møde eller Vægring ved at svare medfører dog kun Virkning efter § 452, 2det Punktum.

§ 452.

Indrømmende Proceserklæringer fra Sagsøgtes Side har ikke Virkning som bindende Grundlag for Stridsspørgsmålets Indhold og Omfang, men der kan alene tillægges dem Betydning som Bevismidler. Ligeledes kan Sagsøgtes Udeblivelse, Tavshed eller ubestemte Erklæringer i de i § 305 omhandlede Tilfælde kun tages i Betragtning som Bevisdata imod pågældende.

§ 453.

Parts Ed finder, bortset fra de i §§ 450 og 451 omhandlede Tilfælde, ikke Anvendelse i Ægteskabssager.

§ 454.

Overanklageren kan under Iagttagelse af Reglerne i Kapitel 34 som Intervenient på det offentliges Vegne indtræde i en Ægteskabssag for at forhindre, at Skilsmissedom eller Dom, hvorved et Ægteskab erklæres ugyldigt, urettelig tilsniges; han kan ligeledes, uden at være indtrådt i Sagen i første Instans, i det anførte Øjemed på det offentliges Vegne påanke en sådan Dom.

§ 455.

Offentlig Gengivelse af Forhandlingerne i Retsmøder i Ægteskabssager, derunder dog ikke indbefattet selve Dommen, kan Retten ved Kendelse forbyde, når nogen af Parterne fremsætter Ønske derom. Overtrædelse af sådant Forbud straffes med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

§ 456.

1 Sager, hvorunder en bortebleven Persons Arvinger ifølge Forordningen af 11. September 1839 søger sig hans Formue tilkendt enten til Indtægtsnydelse eller til Ejendom, har Sagsøgerne i Overensstemmelse med Grundsætningen i § 449 at drage Omsorg for, at et Forsvar for den borteblevne beskikkes, i Landsretssager af Rettens Formand, i Underretssager af vedkommende Dommer, ligesom de er pligtige efter Rettens Pålæg at fremstille sig, jfr. § 302, for at afgive edelig Forklaring angående de Omstændigheder, på hvilke Sagens Afgørelse beror.

§ 457.

Begæring om Umyndiggørelse kan fremsættes af pågældendes Ægtefælle, Slægtninge i op- eller nedstigende Linie eller første Sidelinie, Værge, Kurator eller Lavværge.

Derhos bør i alle Tilfælde Øvrigheden andrage på nogens Umyndiggørelse, når dette efter de Oplysninger, som enten fra vedkommende selv, hans Slægt eller Venner eller på anden Måde er kommet Øvrigheden i Hænde, må anses for rigtigt.

Endelig kan enhver selv andrage på at blive umyndiggjort,

§ 458.

Begæring om Umyndiggørelse indleveres skriftlig til Underretten på det Sted, hvor den pågældende, om hvis Umyndiggørelse der er Spørgsmål, bor eller opholder sig; har han ikke bekendt Bopæl eller Opholdssted, da til Underretten på det Sted, hvor hans sidste bekendte Bopæl eller Opholdssted er beliggende.

Skriftlige Beviser for de Omstændigheder, ved hvilke Umyndiggørelsen skal begrundes, skal så vidt muligt ledsage Andragendet. Skønnes yderligere Oplysninger fornødne, kan Underretsdommeren gøre vedkommende opmærksom herpå og opfordre ham til at tilvejebringe dem, ligesom Underretsdommeren kan indkalde den, der søges umyndiggjort, til at møde for sig.

§ 459.

Er Begæringen udgået fra den, om hvis Umyndiggørelse der er Spørgsmål, eller indvender han ikke noget derimod, efter at han af Underretsdommeren er opfordret til at møde og erklære sig derom, tilfalder det Underretsdommeren ifølge de foreliggende Oplysninger at afgøre, om der er tilstrækkelig Grund til Umyndiggørelse, og i bekræftende Fald har han da at afgive endeligt Umyndiggørelsesdekret, som ikke kan påkæres.

I alle andre Tilfælde har Underretsdommeren at indsende Andragendet og de samme ledsagende Beviser i Forbindelse med sådan skriftlig Erklæring, hvortil han måtte finde Grund, til den Landsret, under hvilken han står.

Dersom Umyndiggørelsesgrunden findes at være sandsynliggjort ved de fremlagte Beviser, og der kan antages at være Fare forbundet med Opsættelse, kan Underretsdommeren uden Hensyn til Indsendelsen til Landsretten afgive et foreløbigt Umyndiggørelsesdekret, der, da det straks træder i Kraft, bliver at tinglæse og at kundgøre i Statstidenden eller ved Kirkestævne med de Retsvirkninger, som Plakat af 10. April 1841 bestemmer. Samtidig med Dekretets Afgivelse beskikker Underretsdommeren en foreløbig Værge.

§ 460.

Landsrettens Formand beskikker en Sagfører til at varetage dens Tarv, som søges umyndiggjort, hvis ikke en Sagfører anmelder sig som antagen af denne, og berammer derefter mundtlig Forhandling af Sagen i et Retsmøde, til hvilket begge Parter indkaldes ved Foranstaltning af Landsrettens Formand og med et af ham bestemt Varsel.

§ 461.

Efter at Parterne har ytret sig, afgør Retten på Grundlag af de foreliggende skriftlige Beviser og Erklæringer, om endeligt Umyndiggørelsesdekret skal afgives, eller om Begæringen herom skal nægtes.

§ 462.

Udebliver den, der andrager på nogens Umyndiggørelse, i noget af de i §§ 460 og 461 omhandlede Møder, afvises Sagen, dersom ikke Retten i Omstændighederne finder Grund til at udsætte den.

§ 463.

Med Hensyn til Pålæg af Omkostningerne ved heromhandlede Fremgangsmåde, derunder indbefattet Salær til den ifølge § 460 beskikkede Sagfører, kommer Reglerne i Kapitel 30 til Anvendelse, således at den, der umyndiggøres, betragtes som tabende.

§ 464.

Den ovenangivne Fremgangsmåde bliver også at anvende, når der af andre fremsættes Begæring om, at Enke må sættes under fast Lavværgemål.

Når en Enke selv begærer at blive sat under fast Lavværgemål, har Underretsdommeren uden videre Undersøgelse at tage Begæringen til Følge.

§ 465.

Når endeligt Umyndiggørelsesdekret er afgivet, eller når det er besluttet, at en Enke skal sættes under fast Værgemål. påhviler det vedkommende Ret straks at

§ 466.

Når enten Øvrigheden eller den Person, der er erklæret umyndig eller sat under fast Lavværgemål, eller nogen af de i § 457, 1ste Stykke angivne Personer for Landsretten tror at kunne oplyse, at der ikke længere er Grund til denne Foranstaltnings Vedbliven, har pågældende at indgive et Andragende til Landsretten i den Kreds, hvor den umyndiggjorte bor, om at måtte blive stedet til i et Retsmøde at begrunde eller lade begrunde en Begæring om Umyndiggørelsens Ophævelse. Er Sindssvaghed Umyndiggørelsesgrunden, kan der dog i Regelen ikke tages Hensyn til et af den umyndiggjorte eller af andre på hans Vegne indgivet Andragende, medmindre det er ledsaget af Anbefaling fra Retslægerådet eller en Embedslæge eller fra Overlægen på den Helbredelsesanstalt, på hvilken den umyndiggjorte måtte være anbragt.

Derefter har Landsretten at beramme et Retsmøde, om hvilket der meddeles den umyndiggjortes Værge betimelig Underretning; i Retsmødet høres de pågældende, og de fremførte Beviser overvejes, hvorefter Landsretten enten ophæver Umyndiggørelsesdekretet eller afslår Begæringen herom.

I sidste Fald bæres Omkostningerne ved Forhandlingerne af den, der har rejst Sagen. Ophæves Dekretet, afholdes Omkostningerne af det offentlige.

§ 467.

De om Landsretsproceduren givne Forskrifter kommer i øvrigt med de af det foregående følgende Lempelser til Anvendelse i disse Sager. Med Hensyn til offentlig Gengivelse af Forhandlingerne i sådanne Sager finder Bestemmelserne i § 455 tilsvarende Anvendelse.

§ 468.

Sager, hvorunder Mortifikation på Dokumenter søges, bliver, for så vidt angår Gældsbreve, ved hvilke der er givet Pant i fast Ejendom, at anlægge ved Underretten på det Sted, hvor den faste Ejendom er beliggende, og ellers ved Landsretten på det Sted, hvor vedkommende Dokument er udstedt. Lader disse Regler sig ikke anvende, f. Eks. fordi Dokumentet er udstedt af en dansk Undersåt i Udlandet, skal Sagen anlægges i København.

Mortifikation af bortkomne Konnossementer søges på det Sted, hvor Varerne skal afleveres. Mortifikation af Oplagsbeviser og de i Lov om Oplagsbeviser m. m. i Københavns Frihavn af 30. Marts 1894 ommeldte Garantibeviser søges på det Sted, hvor Oplagshuset er beliggende.

Sager, hvorunder Ejendomsdom søges, bliver at anlægge ved Underretten på det Sted, hvor Ejendommen er beliggende, eller, hvis Sagens Genstand er et Dokument, hvor Mortifikation af dette skulde søges efter Reglerne i denne Paragraf. Ejendomsdom på et Skib eller en Skibspart søges i København.

§ 469.

Den, der søger Mortifikation på et Dokument, har til den Ret, hvor Sagen efter § 468 skal føres, at indgive skriftlig Begæring om Indkaldelse af den eller dem, som måtte være Ihændehaver af Dokumentet eller anse sig berettiget til det.

§ 470.

Begæringen om Mortifikation på et Dokument skal være ledsaget af Oplysninger, som gør det antageligt, at den pågældende er berettiget til at erholde Mortifikation, og navnlig om Måden, hvorpå Dokumentet er frakommet ham, hvorhos det pågældende Dokument må betegnes med en sådan Tydelighed, at det ikke kan forveksles med andre.

§ 471.

Retten afgør derpå ved Kendelse i et Retsmøde, hvortil den, der søger Mortifikation, tilsiges, om offentlig Indkaldelse må udstedes. Forinden Beslutning derom tages, kan Retten afæske den, der søger Mortifikation, yderligere mundtlig eller skriftlig Oplysning. Undlader han at efterkomme Opfordringen, eller befindes de af ham givne Oplysninger ufyldestgørende, kan Retten nægte at udstede Indkaldelsen.

§ 472.

Tilstedes offentlig Indkaldelse, udfærdiger Retten en sådan i Overensstemmelse med den indgivne Begæring, hvorefter den, der søger Mortifikation, har at iværksætte Indkaldelsens offentlige Bekendtgørelse ved Indrykkelse 3 Gange i Statstidenden.

Indkaldelsen skal indeholde den efter Omstændighederne fornødne og mulige Betegnelse af Dokumentet samt Opfordring til den eller dem, der måtte anse sig for berettigede til det, til at møde og fremkomme med deres Indsigelser mod dets Mortifikation på en i Indkaldelsen angiven, af Retten nærmere bestemt Retsdag, som ikke må falde tidligere end 12 Uger og ikke senere end 1 År efter Indkaldelsens tredie Indrykkelse i Statstidenden. Derhos må Indkaldelsen indeholde en udtrykkelig Tilkendegivelse om, at den, der ikke møder og fremsætter Indsigelse, må vente at se Dokumentet mortificeret.

§ 473.

Møder ingen og gør Indsigelse på den i Indkaldelsen bestemte Retsdag, gives der, for så vidt Retten ikke i den brugte Fremgangsmåde ser nogen Hindring derfor, Mortifikationsdom.

Møder nogen og fremsætter Indsigelse mod Mortifikation, bliver Spørgsmålet. om denne kan gives eller ej, at afgøre ved Rettens Dom.

§ 474.

Mortifikationsdomme kan kun påankes, for så vidt der under Sagen er fremsat Indsigelse mod Mortifikationen, eller på Grund af Fejl eller Mangler ved den brugte Fremgangsmåde eller på Grund af, at Tilfældet ikke egner sig til Mortifikation.

§ 475.

Det har sit Forblivende ved den gældende Rets Regler om, hvem der kan søge Mortifikation, og hvilke Dokumenter der kan mortificeres, såvel som angående Retsvirkningerne af Mortifikation.

Om Udlevering og Salg af Varer efter Konnossementer m. m. mod Sikkerhedsstillelse har det sit Forblivende ved Sølov af 1. April 1892 §167, Lov om Oplagsliuse af 23. Februar 1866 § 9 og Lov om Oplagsbeviser m. m. i Københavns Frihavn af 30. Marts 1894 § 15. Ligeledes gælder fremdeles Reglerne i Vekselloven af 7. Maj 1880 § 74.

Bestemmelserne i Forordning af 28. Marts 1845 § 17 berøres ikke af denne Lov; Sagen bliver at anlægge ved vedkommende Underret.

§ 476.

De ovenfor givne Regler om Fremgangsmåden ved Mortifikationsdoms Erhvervelse kommer med de af Forholdets Natur flydende Lempelser til Anvendelse, når nogen vil søge Ejendomsdom efter foregående offentlig Indkaldelse.

Det har sit Forblivende ved den gældende Rets Regler om Adgangen til at søge sådan Ejendomsdom såvel som om Retsvirkningerne af den.

§ 477.

Om Adgang til Erhvervelse af Mortifikationsdom på Servitutter, Brugsrettigheder og Grundbyrder har det sit Forblivende ved Reglerne i Lov Nr. 67 af 14. April 1905, dog at der i Stedet for den i bemeldte Lovs § 4 omhandlede Bevilling til Erhvervelse af Mortifikationsdom uden særlig Indstævning træder en af vedkommende Ret i Overensstemmelse med § 471 meddelt Tilladelse.

§ 478.

Eksekution kan ske på Grundlag af:

1) Domme og Kendelser, afsagte af Domstole eller af andre Myndigheder, der efter Lovene er beføjede til at afsige eksigible Kendelser.

2) Forlig, indgåede for Forligskommissioner, Retter eller Overøvrigheder, for de sidstnævntes Vedkommende dog kun i sådanne Sager, hvor det ved Lovgivningen er pålagt dem at mægle Forlig, såvel som for Landvæsenskommissioner og andre Myndigheder, om hvilke Lovene bestemmer, at de for dem afsluttede Forlig skal kunne eksekveres.

Forlig, der er sluttede udenfor Forligskommissionen og godkendte i en sådan, kan dog kun tjene til Grundlag for Eksekution, når de er forsynede med to med Stilling og Bopæl anførte Vidners Påtegning om, at Forliget førend Skyldnerens Underskrift er lydelig oplæst for og vedtaget af ham, samt når de Omkostninger, Skyldneren indgår på at betale, bortset fra de med Eksekutionen forbundne, er anførte deri med en bestemt Sum.

3) Tinglæste Pantebreve, hvorved der for en bestemt angiven Pengesum gives Pant i fast Ejendom, når de er oprettede eller vedkendte for Notarius publicus eller for to Vitterlighedsvidner, og Forfaldstiden er indtrådt enten på Grund af Opsigelse, eller fordi det Tidspunkt, der i Pantebrevet er fastsat som Betalingstermin, er kommet, eller, for så vidt sådan Følge udtrykkelig er betinget i Pantebrevet, på Grund af Udeblivelse med Renter. Udlæget, som kan ske ikke blot for Kapitalen eller Afdrag på samme, men også særskilt for Renter, kan dog ikke udstrækkes til andet end Pantet.

§ 479.

I Henhold til Traktat, indgået på Betingelse af Gensidighed, kan der ved Anordning tillægges Domme og Kendelser, afsagte af udenlandske Better eller Myndigheder, samt udenlandske offentlige Forlig, for så vidt de bestemmer andet end Straf, Eksekutionskraft her i Riget, når de er forsynede med en af de i Anordningen angivne udenlandske Myndigheders Bevidnelse om at være udfærdigede i den Form, der fordres til Eksekution, samt om at have den Egenskab at give Adgang til Eksekution efter den udenlandske Lovgivning.

Med Hensyn til Sverige har det sit Forblivende ved Lov af 19. Februar 1861.

Udenfor de i denne Paragraf nævnte Tilfælde kan Eksekution ikke ske umiddelbart på Grundlag af en udenlandsk Dom eller Kendelse.

§ 480.

Eksekution foretages af Underretsdommeren, der i denne sin Virksomhed benævnes Foged; Eksekution kan dog ske i Købstæderne og Handelspladserne ved Politimesteren og på Landet ved Sognefogeden, når Dommen eller Forliget lyder på Betaling af en Pengesum, der bortset fra de efter Sagens Begyndelse påløbne Renter og Sagsomkostninger ikke overstiger 100 Kr., og Genstanden for Eksekutionen derhos ikke er fast Ejendom. Til Brug under sådanne Forretninger leveres der Politimesteren (Sognefogeden) en af Fogeden autoriseret Bog, hvis Anskaffelse bekostes af vedkommende Kommunes Kasse.

Ved Eksekutionsforretningens Foretagelse har Fogeden (Politimesteren, Sognefogeden) at sørge for, at tvende gode Mænd er til Stede som Vidner. Disse er tillige uden anden særlig Bemyndigelse kompetente til at foretage de under Forretningen forefaldende Vurderinger og andre lignende Skøn. Skulde de ikke være i Stand til rettelig at anslå de forekommende Genstande, har Fogeden at tilkalde andre Mænd, som hertil er skikkede. Såvel Vidnerne som de, der tilkaldes for at udføre Vurderinger, har i Fogedbogen, henholdsvis den i 1ste Stykke nævnte Bog, at underskrive en Forsikring på Tro og Love om, at de vil udføre Vurderingen efter deres bedste Overbevisning.

Politiet er pligtigt på Forlangende at understøtte Fogeden, dersom han i sine Forretningers Udførelse møder sådan Modstand, som han ikke ved egen og Vidnernes Hjælp tror at kunne overvinde, eller han af andre Grunde begærer Politiets Bistand.

§ 481.

Ingen Foged kan foretage Eksekutionsforretninger udenfor sin egen Retskreds, medmindre disse blot er at anse som Fortsættelse af en i Retskredsen påbegyndt Eksekution, i hvilket Tilfælde han i tilstødende Retskredse er kompetent til at foretage Eksekution i rørligt Gods. Dog er Fogeden ikke pligtig at rejse længere end 15 Kilometer ud over Grænserne af sin Retskreds.

§ 482.

Den, der vil have en Eksekution foretaget, skal for Fogeden fremsætte sin Begæring herom, ledsaget af Udskrift af Dommen, Kendelsen eller Forliget eller af det originale Pantebrev eller Bodmeribrev, ligesom han også ved samme Lejlighed har at meddele alle de Oplysninger, som i øvrigt måtte være fornødne, for at Fogeden kan tage Bestemmelse om Forretningens Berammelse.

Begæringen skal, hvis Fordringen, bortset fra Sagsomkostninger og Renter, der er påløbet siden Sagens Begyndelse, overstiger 300 Kroners Værdi, være skriftlig. I andet Fald kan den fremsættes mundtlig for Fogeden, som da har at tage den til Fogedbogen.

Eksekution kan begæres under eet hos samme Skyldner efter forskellige Eksekutionsgrundlag.

§ 483.

Dommen eller Kendelsen må være udfærdiget i lovmæssig Form. Er dette Tilfældet, vedkommer det ikke Fogeden at undersøge eller afgøre, om Dommen eller Kendelsen måtte lide af sådanne Fejl eller Mangler, som kunde medføre en anden Afgørelse efter Anke eller Kære. Kun hvis Dommen eller Kendelsen ikke er udgået fra en lovlig bestående Domstol eller nogen til at afsige eksigible Dekreter beføjet Myndighed, eller den ikke ifølge sit Indhold kan fuldbyrdes, har Fogeden at nægte Eksekution.

§ 484.

Under Eksekutionen af Forlig har Fogeden at påkende alle Indsigelser mod Forligets Gyldighed, dog, hvad Retsforlig angår, kun for så vidt Fogedens Kendelse ikke vilde indeholde en Bedømmelse af Rettens Handlinger.

Er den ved Forliget hjemlede Fordring knyttet til en Betingelse eller en Tidsfrist eller afhængig af Erlæggelse af en Modydelse, må det ved Forligets eget Indhold eller ved andre offentlige Dokumenter eller ved Skyldnerens egen Indrømmelse være givet, at Betingelsen er indtrådt eller Tidsfristen udløbet, eller at Forligshaveren fra sin Side har erlagt Modydelsen, for så vidt ikke lovligt Tilbud herom fremkommer under selve Forretningen og da endnu kan betimelig fremsættes.

§ 485.

De i foregående Paragraf med Hensyn til Forlig opstillede Grundsætninger finder også Anvendelse på de i § 478 Nr. 3 nævnte Pantebreve og de i § 478 Nr. 4 nævnte Bodmeribreve.

§ 486.

Den, der forlanger Eksekution efter en udenlandsk Dom eller Kendelse, må samtidig med Begæringen herom forelægge Fogeden de Oplysninger, som udkræves efter S 479.

§ 487.

Domme kan fuldbyrdes, når Fuldbyrdelsesfristen er udløbet, uden at lovlig Anke er blevet iværksat ved Ankestævnings Indlevering til Berammelse inden denne Frists Udløb. Fuldbyrdelsesfristen, der regnes fra Dommens Afsigelse eller, jfr. § 219, 3die Stykke, fra dens Forkyndelse, er ved alle Retter 15 Dage.

§ 488.

Ved udtrykkelig Bestemmelse i Dommen kan Retten, når Omstændighederne taler herfor, efter Påstand sætte Fuldbyrdelsesfristen — herunder også den ved de to sidste Stykker af § 487 hjemlede Frist — til kortere Tid end den i § 487 angivne. I Forbindelse hermed kan det på Domfældtes Begæring bestemmes, at Domhaveren skal stille Sikkerhed, dersom han inden Udløbet af den almindelige Fuldbyrdelsesfrist vil eksekvere Dommen.

Ligeledes kan det efter Påstand i Dommen bestemmes, at Eksekution med eller uden foregående Sikkerhedsstillelse skal kunne iværksættes, uanset at Dommen betimelig påankes.

Påstand om foranførte Bestemmelser må fremsættes senest under den mundtlige Domsforhandling.

§ 489.

Kendelser, som bestemmer noget, der skal fuldbyrdes, kan eksekveres straks, så snart de er afsagte og givne beskrevne, medmindre andet fremgår af Kendelsens eget Indhold.

Fuldbyrdelse af de i § 177, jfr. §§ 206 og 300, omtalte Kendelser kan dog først finde Sted. når Fristen til at fremsætte Begæring om Kendelsens Ophævelse i Henhold til § 177 er forløbet, eller Retten har nægtet at efterkomme en sådan Begæring.

§ 490.

Eksekution efter Forlig kan foregå, så snart Tidspunktet for Forligets Opfyldelse er indtrådt, Ved Pantebreve kan Panthaveren skride til Eksekution, når der er forløbet en Tid af 14 Dage fra Forfaldstiden at regne, og der derhos, for så vidt Skyldneren bor på den pantsatte Ejendom, med 3 Dages Varsel er givet ham en i Overensstemmelse med Reglerne i Kapitel 17 forkyndt Meddelelse om Dagen, på hvilken Forretningen vil blive foretaget.

§ 491.

Når Fuldbyrdelsesfristen er udløbet, kan Eksekutionen ikke hindres ved senere iværksat Anke, medmindre sådant bestemmes af den Ret, til hvilken Sagen er indanket.

§ 492.

De i det følgende om Domme givne Bestemmelser finder også Anvendelse på Forlig og andre Eksekutionsgrundlag, dog med de Lempelser, som følger af Forholdets Natur.

§ 493.

Er der pålagt Domfældte en anden Ydelse end Penge, sker Dommens Eksekution, med de i §§ 494—496 nævnte Undtagelser, derved, at Domhaverens Interesse i Dommens Efterkommelse anslås i Penge, og at Vederlagsbeløbet inddrives efter de i Kapitel 47 opstillede Regler, for så vidt ikke en efter Dommens Afsigelse indtrådt Umulighed eller andre lignende Omstændigheder efter den borgerlige Rets Grundsætninger har befriet Domfældte uden tillige at medføre Erstatningspligt for ham.

Hvis der ikke i selve Dommen er fastsat et Pengevederlag, som træder i Stedet for den Ydelse, hvorpå Dommen principalt går ud, kan Domhaveren under Fogedforretningen få fastsat det Pengebeløb, hvortil hans Interesse må anslås. Kan Ydelsen i og for sig ikke anslås til Penge, kan Fogeden i Stedet derfor sætte en Godtgørelse i Penge.

I Regelen har Fogeden med Vidnernes Bistand at foretage Ansættelsen (§ 480); hvis disse ikke er tilstrækkelig sagkyndige, kan Fogeden udmelde andre, som, efter at have afgivet en Forsikring som den i § 480 omtalte, yder den fornødne Bistand.

Fogeden har, så vidt muligt, at tilkalde Domfældte, for at han kan afgive sine Oplysninger og Erklæringer, forinden Vederlagssummen bestemmes.

Derefter fastsætter Fogeden Pengevederlaget ifølge sit Skøn over Omstændighederne og uden at være bunden ved Vidnernes eller de i deres Sted trædende Personers Anskuelse. Han har herved fornemlig at drage Omsorg for, at Domhaveren får fuldstændig Erstatning, og i Tvivlstilfælde har han hellere at fastsætte denne rigeligt end at udsætte Domhaveren for at lide noget Tab ved, at Dommen ikke efterkommes.

Anlægger Domhaveren i Anledning af, at Dommen ikke efterkommes, Straffesag ifølge § 499, kan det ham tilkommende Pengevederlag fastsættes under denne Sag i Stedet for under Fogedforretningen.

§ 494.

Skal Domfældte fravige Besiddelsen af en fast Ejendom eller tilstede Domhaveren en vis Rådighed over den, har Fogeden, så vidt gørligt, umiddelbart at fremtvinge Dommens Efterlevelse ved Domfældtes Udsættelse eller på anden lignende Måde.

§ 495.

Lyder Dommen på, at Domfældte skal udlevere en rørlig Ting, har Fogeden ligeledes umiddelbart at sætte Dommen i Værk ved at fratage Domfældte Tingen, om fornødent med Magt. Forefindes Tingen ikke under Forretningen, kan Domhaveren fordre sin Interesse ansat til Penge på den i § 493 omtalte Måde og Beløbet inddrevet. Lyder Dommen på, at Domfældte skal udlevere et Barn, har Fogeden umiddelbart at sætte Dommen i Værk ved at fratage Domfældte Barnet og overgive det til den, som efter Dommen er berettiget til at fordre dette, om fornødent med Magt.

Med de af Forholdets Natur flydende Lempelser finder § 520 også Anvendelse ved Forretninger af heromhandlede Art.

§ 496.

Skal Domfældte ifølge Dommen udføre et Arbejde eller træffe andre lignende Foranstaltninger, kan Fogeden efter Domhaverens Påstand tillade denne at lade så-

§ 497.

Lyder Dommen på, at Domfældte skal undlade noget, kan Domhaveren, når Dommen overtrædes, dersom det ikke i Dommen selv er bestemt, hvilket Ansvar der skal være forbundet hermed, under en Fogedforretning på den i § 493 bestemte Måde få sin Interesse anslået i Penge og Beløbet inddrevet efter Kapitel 47. For så vidt Domhaveren i Anledning af Dommens Overtrædelse anlægger Sag i Henhold til § 499, kan Erstatningen fastsættes under denne i Stedet for under Fogedforretningen.

§ 498.

Lyder Dommen på, at Domfældte skal erlægge en Række Ydelser, eller kan Dommen overtrædes ved en Række Handlinger, kan Domhaveren. hver Gang Dommen tilsidesættes, gå frem efter §§ 493—497.

§ 499.

Den, der modvillig undlader at efterkomme en Dom, hvorved det er ham pålagt at foretage noget, såvel som den, der forsætlig overtræder en Dom, hvorved det er ham pålagt at undlade noget, kan, hvad enten Domhaveren går frem efter §§ 493—497 eller ikke, under en af denne anlagt Sag dømmes til Straf af Bøder eller simpelt Fængselj hver Gang en særskilt Tilsidesættelse af Dommen foreligger. Sådan Sag kan dog ikke anlægges, når Domhaveren i Mindelighed eller ved Anvendelse af ovennævnte Fremgangsmåde har opnået sin Ret eller Sikkerhed for den, ligesom i så Fald en allerede anlagt Sag bliver at hæve og Fuldbyrdelsen af en idømt Straf undlades eller standses. At Domfældte har udstået Straf efter en i Medfør af nærværende Paragraf erhvervet Dom, udelukker ikke Domhaveren fra at anvende den i §§ 493—497 ommeldte Fremgangsmåde.

Når Straffedom er afsagt over Domfældte, har Politiet på Domhaverens Begæring at yde Bistand til hans Rets Gennemførelse ved at opsøge og fratage Domfældte de ham frakendte Ting, hindre ham i at foretage Overtrædelseshandlinger, tilintetgøre, hvad der er foretaget i Strid med Domhaverens Ret, og deslige.

§ 500.

Ved de foregående Paragraffers Forskrifter er der ikke gjort nogen Indskrænkning i Domhaverens Ret til at benytte de foreløbige Retsmidler for at sikre sig i Henseende til Dommens Efterkommelse.

§ 501.

Domme, der lyder på Betaling af Penge, kan fuldbyrdes ved Eksekution i Domfældtes Formue. Med Hensyn til Bøder, der idømmes i borgerlige Retstrætter, følges de om Eksekution af Bødedomme gældende Regler, jfr. §§ 997, 999 og 1005.

Derimod kan Domfældte ikke underkastes Gældsfængsel.

Det har sit Forblivende ved de gældende Regler om Afsoning af Underholdsbidrag til Børn udenfor Ægteskab og lignende Ydelser af familieretlig Natur.

§ 502.

Eksekution kan kun udstrækkes til så meget af Domfældtes Gods, som, efter Fradrag af, hvad der kan forudses at ville medgå til Fyldestgørelsen af Trediemands fortrinligere Krav, i Henhold til stedfunden Vurdering behøves til Dommens Fyldestgørelse og til Dækning af de Omkostninger, som efter Domhaverens Påstand og Fogedens Skøn om dennes Rigtighed vil medgå til Retsafgifter eller andre nødvendige Udgifter, såsom ved det udlagtes Flytning, Opbevaring indtil Auktionen m. v.

For så vidt Eksekutionen foretages for Honorar til Rekvirentens juridiske Konsulent, fastsættes dettes Størrelse af Fogeden under Hensyn til Sagens Beskaffenhed og Ulejligheden med Inddrivelsen, selv om ingen Indsigelse mod Størrelsen af det fordrede Beløb fremsættes og uanset, at der derom foreligger Overenskomst. Fogedens Kendelse herom er Genstand for Kære.

§ 503.

Eksekution iværksættes, under Iagttagelse af de i det følgende givne Regler, derved, at Fogeden (Politimesteren, Sognefogeden) giver Domhaveren Udlæg til Forauktionering i Domfældtes rørlige eller urørlige Gods eller i ham tilkommende Rettigheder eller Fordringer på andre, jfr. endvidere §§ 504, 557 og 558.

Er Godset behæftet eller i Forvejen udlagt til andre, kan der gives sekundært Udlæg deri.

Hvis rede Penge forefindes, bliver disse af Fogeden at udbetale Domhaveren til Dækning af eller Afdrag på Fordringen. Foretages Forretningen af Politimesteren (Sognefogeden), bliver Beløbet af denne at aflevere til Fogeden, der da foranstalter det videre fornødne. Domhaveren kan ikke vægre sig ved at modtage Betaling i forfaldne Fordringer på ham selv, når disses Rigtighed anerkendes.

§ 504.

Udlæg kan gøres i Domfældtes Leje-, Forpagtnings- eller Fæsterettigheder eller i andre Brugsrettigheder over faste Ejendomme på den Måde, at Ejendommen ved Fogedens Foranstaltning, jfr. § 508, administreres til Domhaverens Fordel, og Indtægterne af den benyttes til dennes Dækning på samme Måde som ellers de ved Tvangsauktion indvundne Pengebeløb, alt for så vidt sådant kan ske uden at krænke andres Ret.

§ 505.

Udlagt Gods ansættes under Fogedforretningen til den Værdi, hvortil det skønnes under sædvanlige Omstændigheder at kunne udbringes ved offentlig Auktion efter Fradrag af de med Auktionen og Inkassationen forbundne Omkostninger. Hvor Salg ved Auktion ikke finder Sted (§ 557), tages der Hensyn til de Omkostninger,

§ 506.

Domfældte eller den, der under Forretningen optræder på hans Vegne, jfr. § 517, er berettiget til at på vise de Ting, i hvilke Eksekution skal ske, og Domhaveren kan ikke gøre Indvendinger herimod, når blot de påviste Genstande efter Fogedvidnernes Vurdering eller Skøn afgiver en til det Beløb, der skal inddrives, svarende Sikkerhed.

Dog behøver Domhaveren ikke at modtage Udlæg i fast Ejendom, når der kan påvises rørligt Gods eller Fordringer, hvoraf Fyldestgørelse kan fås, såvel som ej heller i Løsøregenstande, hvis Opbevaring eller Realisation måtte være særlig vanskelig, eller i Fordringer, som må anses for omtvistede eller usikre. Ej heller kan Domhaveren nødes til at søge sin Fyldestgørelse på anden Måde, når der kan gives ham Udlæg til Forauktionering. For så vidt andet Gods kan påvises, behøver han ikke at modtage sekundært Udlæg i Genstande, som i Forvejen er udlagte til andre, eller hvorover andre har erhvervet Rettigheder, for hvilke Udlægshaveren må stå tilbage.

§ 507.

Påviser hverken Domfældte eller nogen på hans Vegne Genstande, hvori Udlæg kan ske, tilfalder det Domhaveren at udvælge de Genstande, hvori han vil søge Fyldestgørelse.

Dog har Fogeden (Politimesteren, Sognefogeden) herved at påse, at de for Domfældte mest undværlige Genstande først udlægges, så at; altså en Ejendoms nødvendige Besætning og de til dens Drift uundværlige Avisredskaber såvel som Håndværksredskaber og andre til Domfældtes Næringsdrift uomgængelig fornødne Ting ikke udlægges, så længe andre mere undværlige Genstande forefindes.

Gødning såvel som Strå og Hø samt Føde- og Sædekorn, Foderroer, Foderkartofler og Sukkerroeaffald, for så vidt til Ejendommens Drift findes fornødent, må ikke ved Udlæg skilles fra Ejendommen, men bliver at betragte som et Tilbehør til den; ej heller må Sæd på Marken omhugges eller anden Afgrøde indhøstes, førend den er moden hertil.

Det har endvidere sit Forblivende ved den bestående Lovgivnings Bestemmelser om, at de befalede Brandredskaber ej kan skilles fra Ejendommen.

§ 508.

Når Fyldestgørelse søges på den i § 504 omhandlede Måde, har Fogeden at overgive Administrationen af vedkommende Ejendom, så vidt Brugsretten rækker, til en af ham godkendt Bestyrer og eventuelt at pålægge Fæstere, Forpagtere, Lejetagere og andre at betale deres Afgifter til denne, samt i øvrigt at iværksætte de Tvangsforanstaltninger, som er fornødne, for at Ejendommens Frugter og Indtægter kan komme Domhaveren til Nytte.

Den af Fogeden godkendte Bestyrer aflægger til de af Fogeden bestemte Tider til denne Regnskab for Indkomsterne af Ejendommen og afleverer Overskuddet til Fogeden efter Fradrag af Driftsudgifter og øvrige Administrationsomkostninger, derunder hans eget Honorar.

§ 509.

Udlæg kan ikke gøres i de for Skyldneren og hans med ham samlevende Hustru og Børn fornødne Senge og Sengklæder samt nødvendigste Linned og Gangklæder.

Endvidere kan Skyldneren fordre, at der skal levnes ham Genstande, som hører til de vigtigste Livsfornødenheder eller er nødvendige til hans Næringsvejs Udøvelse, indtil et Vurderingsbeløb af 25 Kr. eller, dersom han er Familieforsørger, af 75 Kr. Disse Genstande er han selv berettiget til at undtage fra Udlæget efter eget Valg; er han ikke til Stede under Eksekutionsforretningen, bør der gives dem, der ellers er til Stede i hans Hus, Anledning til på hans Vegne at foretage et sådant Valg. Denne Ret til at undtage Genstande indtil en vis Værdi fra Udlæget indtræder dog ikke, når Udlæg gøres for Skatter eller andre Afgifter til det offentlige, og kommer heller ikke til Anvendelse med Hensyn til Genstande, som er særlig givne til Pant for den Fordring, i Anledning af hvilken Udlæg søges.

§ 510.

Eksekution må ikke gøres i over- eller underordnede Militæres Uniformsstykker, Våben eller andre til deres tjenstmæssige Udrustning og Forsyning fornødne Genstande.

Ej heller må Eksekution gøres i civile Embeds- eller Bestillingsmænds Embedsdragter eller i Genstande, som af dem holdes og bruges til deres Embeders eller Bestillingers Udførelse.

§ 511.

Eksekution kan kun gøres i Rettigheder, som på den Tid, Forretningen foretages, alt er erhvervede, derimod ikke i fremtidige Erhvervelser, såsom ventendes Arv.

Eksekution kan iværksættes i Domfældtes Fordringer på andre, selv om de er betingede eller endnu ikke forfaldne, når de dog kan angives og betegnes med tilstrækkelig Bestemthed. Er Udlæg sket i falden Arv, kan Arvekravet ikke uden Domfældtes Samtykke forauktioneres, forinden Arveparten kan fordres udbetalt.

Udlæg kan ikke gøres i det, som Skyldneren måtte kunne erhverve ifølge gensidig bebyrdende Kontrakt, der ikke endnu er fuldstændig opfyldt fra hans Side, når det, der af ham skal ydes, er personligt Arbejde eller Tjeneste eller andet, som Udlægshaveren ikke er eller ved Udlægsforretningen sættes i Stand til at give eller udføre. Som Følge heraf kan Udlæg ikke gøres i ikke forfalden Tyende- eller Arbejdsløn.

Dog skal ovenstående Forskrift ikke medføre nogen Indskrænkning i den hidtil bestående Adgang til for Underholdsbidrag til Børn udenfor Ægteskab og lignende Ydelser af familieretlig Natur at holde sig til Skyldnerens Arbejds- eller Tjenesteløn eller lignende indtægt.

§ 512.

I sådant Gods, som ellers ifølge dets Natur kunde være Genstand for Eksekution, kan Udlæg ikke gøres, når det ved Retshandler med Trediemand eller ved dennes Bestemmelser retsgyldig er fastsat, at Kreditorer ikke kan søge Fyldestgørelse i Godset.

§ 513.

I endnu ikke udbetalt Embeds- eller Bestillingsløn eller i lignende Indtægter samt i ikke udbetalte Ventepenge, Pensioner og hermed i Klasse stående Understøttelser, som udredes af Statskassen, Kommunekasser eller andre offentlige Kasser, kan Udlæg ikke gives.

§ 514.

Undtagne fra Eksekution er fremdeles: 1) De militære Underklassers Tjenestecmolumenter i Overensstemmelse med Lov af 21. Marts 1874 § 2, 2) Dagpenge og lignende Udredelser til Embedsmænd eller andre, som udfører offentlige Hverv, samt Rejseudgifter og Tærepenge, der er udbetalte til indkaldte Vidner eller Synsmænd, 3) Underholdspenge, som ifølge Øvrighedsresolution, Forlig eller anden lignende Bestemmelse udredes til Hustruer eller Børn, 4) Understøttelse og Hjælp til trængende, som gives af det offentlige, Stiftelser eller andre veldædige Indretninger, 5) Midler og Penge, der udenrigs fra indsættes i Nationalbanken, samt Klasselotterigevinster, 6) Skipperens og Skibsmandskabets om Bord i Skibet værende Ejendele, som udkræves til Tjenesten om Bord, når Skibet er udklareret for en Rejse og i øvrigt sejlfærdigt.

§ 515.

Livrenter, Overlevelsesrenter, Livsforsikringssummer og lignende mod Vederlag erhvervede Indtægter er, for så vidt ikke andet ved Retsforholdets Stiftelse retsgyldig er bestemt, ikke undtagne fra Eksekution, medmindre særlig Lovhjemmel derfor haves, eller sådant måtte følge af den borgerlige Rets Regler.

§ 516.

Er det fornødne Eksekutionsgrundlag til Stede, og finder Fogeden ikke i øvrigt noget til Hinder for at efterkomme Begæringen om Eksekution, berammer han en Tid til Forretningens Foretagelse, så vidt muligt i Overensstemmelse med Domhaverens Ønske. Skal Forretningen ske ved Politimesteren eller Sognefogeden, udfærdiger Fogeden en Anmodning til denne, der kan tegnes på Dommen eller Forliget og skal indeholde en nøjagtig Angivelse af det Beløb, derunder Renter og Omkostninger, jfr. § 502, for hvilket Udlæg vil være at foretage. Denne Anmodning tilstilles ved Rekvirentens Foranstaltning Politimesteren (Sognefogeden), der derefter uden ufornøden Henstand iværksætter Eksekutionen. Hvor ikke det modsatte er sagt eller følger af Sagens Natur, skal de i §§ 516—32 om Fogeden givne Regler finde tilsvarende Anvendelse på Politimesteren og Sognefogeden.

Eksekutionsforretningen skal i Regelen begynde på Domfældtes Bopæl, medmindre. Fogeden skønner, at der ifølge de foreliggende Omstændigheder er Anledning til Afvigelse herfra.

§ 517.

Forretningen kan ikke fremmes, medmindre der under den gives behørigt Møde fra Domhaverens Side. Sådant Møde er dog ufornødent, når Dommen eller Forliget lyder på Betaling af en Pengesum, der, bortset fra de efter Sagens Begyndelse påløbne Renter og Sagsomkostninger, ikke overstiger 100 Kr., og der ikke æskes Udlæg i fast Ejendom.

Eksekutionsforretningen kan foregå, selv om Domfældte ikke træffes til Stede. Dog skal i dette Tilfælde, hvis ingen anden fremtræder som befuldmægtiget til at give Møde for Domfældte, Fogeden opfordre hans Hustru, Børn over 18 år, Tyende eller andre i hans Tjeneste stående eller til Husstanden hørende voksne Personer, som er til Stede, til at varetage hans Tarv under Forretningen. Er sådanne ikke heller at antræffe, eller er de uvillige til at optræde, rettes en lige Opfordring til hans Husvært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, for så vidt nogen af disse er til Stede.

§ 518.

Forretningen begynder med, at Fogeden opfordrer vedkommende til ved Fordringens Fyldestgørelse og de Domfældte til Last faldende Omkostningers Betaling at afværge Eksekutionens videre Fremgang. Sker dette ikke, skrider Fogeden til at foretage de fornødne Eksekutionshandlinger i Overensstemmelse med Kapitel 47.

Når Rekvirenten i Henhold til § 517 ikke møder under Forretningen, skal Fogeden være pligtig at modtage det fordrede eller Afdrag derpå, når sådant tilbydes, med samme Virkning, som om Betalingen var sket til Rekvirenten.

§ 519.

Når Domfældte ikke påviser behørige Udlægsgenstande, er han pligtig på Fogedens Forlangende at Åbne sine Værelser og Gemmer, for at det kan ses, om heri indeholdes Genstande, som egner sig til Udlæg. I Vægringstilfælde, såvel som når ingen træffes til Stede, der er i Stand til at efterkomme Forlangendet, kan Fogeden skride til den fornødne Magts Anvendelse. I fornødent Fald er Fogeden ligeledes beføjet til at undersøge Domfældtes Person, hvis der er Grund til at antage, at han har skjult Værdigenstande på sig. En sådan Undersøgelse kan dog ikke iværksættes at Politimesteren eller Sognefogeden uden i Henhold til særlig Ordre fra Fogeden, og dennes Beslutning derom må stedse ske ved en af Grunde ledsaget Kendelse. Om Foretagelse af en sådan Undersøgelse skal altid gøres udtrykkelig Bemærkning i Fogedbogen.

§ 520.

Skyldneren er pligtig under Eksekutionsforretningen på Forlangende at opgive redelig og overensstemmende med Sandheden, hvad han ejer til Fyldestgørelse af Fordringen, samt i øvrigt at meddele alle i så Henseende fornødne Oplysninger. Er Skyldneren ikke til Stede, kan Rekvirenten begære Forretningen udsat og med et af Fogeden bestemt Varsel lade ham tilsige til Møde. Er Rekvirenten i Medfør af § 517 ikke mødt, kan Fogeden, når han finder det fornødent, af egen Drift udsætte Forret-

§ 521.

Når Skyldneren under en Eksekutionsforretning eller på en Tid, da han måtte forudse en sådan, i egennyttig Hensigt for at unddrage sin Kreditor den ham tilkommende Fyldestgørelse, foretager noget, der går ud på, at hans lovlige Ejendele eller Fordringer skal unddrages fra at udlægges til pågældende Kreditor, bliver han at anse med Straf efter den almindelige borgerlige Straffelovs § 260.

§ 522.

Fra Domfældtes Side kan der med den i § 483 givne Begrænsning fremsættes Indsigelser imod Eksekutionens Fremme enten i det hele eller for en Del eller på den påståede Måde.

§ 523.

Trediemand kan fremsætte Indsigelser imod Eksekutionen, når dennes Foretagelse på den påståede Måde vilde stride imod hans Ret. Han har i så Fald blot at fremsætte sin Indsigelse til Fogedbogen, henholdsvis den i § 480 nævnte Bog, og æske Fogedens Kendelse, hvorefter den indtrædende Trediemand er at anse som Part i Forretningen.

§ 524.

Foretages Eksekution af Fogeden selv, fremsættes mulige Indsigelser under Forretningen.

I Anledning af de fremsatte Indsigelser kan Domhaveren, hvis han er mødt, ytre sig. Om nogen yderligere Ordveksling skal finde Sted, beror på Fogedens Tilladelse.

Forhandlingerne for Fogeden foregår mundtlig.

Under Forhandlingerne for Fogeden kan Bevisførelse ved Vidner, Syn og Skøn eller personlig Afhørelse af Parterne ikke finde Sted, medmindre Fogeden mener undtagelsesvis at burde tilstede det. Finder en sådan Bevisførelse Sted, foretages den efter de for Underretssager gældende Regler.

Henhører Hovedsagen under Underret, har Fogeden at yde Parterne Vejledning i Overensstemmelse med Grundsætningerne i § 429.

Foretages Eksekutionen af Politimesteren (Sognefogeden), kan Indsigelser fremsættes, dels under Forretningen, dels i Løbet af 14 Dage efter dens Afholdelse. Fremsættes Indsigelsen under Forretningen, skal Politimesteren (Sognefogeden) indtegne Indsigelsen i den ham leverede Bog og tilstille Fogeden en Udskrift af denne. Nogen Forhandling eller Bevisførelse for Politimesteren (Sognefogeden) kan ikke finde Sted. Indsigelser, der fremsættes efter Forretningen, rettes til Fogeden. Når denne finder det fornødent, kan han give Parterne Lejlighed til ved Møde for Fogedretten at ytre sig om Indsigelserne, og de i 3die—5te Stykke indeholdte Regler finder da tilsvarende Anvendelse.

§ 525.

I Fogedbogen, henholdsvis den i § 480 omhandlede Bog, optages:

1) Angivelse af Tid og Sted for Forretningen, Parternes Navne, Eksekutionsgrundlagets Beskaffenhed;

2) Betegnelse af Fogeden og Vidnerne;

3) Beretning om Forretningens Gang i Almindelighed.

I Tilfælde af Tvist optages i Fogedbogen en ordret Angivelse af de fremsatte Påstande. Når Fogeden selv foretager Forretningen, eller Forhandling for Fogedretten i Medfør af § 524, sidste Stykke, finder Sted, lader Fogeden derhos i det Omfang, som af ham skønnes hensigtsmæssigt, Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng tilføre Fogedbogen, dog ikke ordret, men kun efter deres væsentlige Indhold. Det tilførte oplæses og vedkendes.

§ 526.

Udsættelse kan kun undtagelsesvis gives under Forretningen, når ikke Parterne er enige derom.

Derimod kan Fogeden beslutte eller tilstå en Standsning i Forhandlingerne, når Omstændighederne kræver det. Fogeden har da ved Bevogtning eller på anden Måde at træffe de fornødne Foranstaltninger for at opretholde den samme Tilstand, indtil Forretningen atter fortsættes. Parterne skal på behørig Måde underrettes om Tiden herfor.

Har Rekvirenten i Medfør af § 517 ikke givet Møde under Forretningen, og kan han ikke uden Ophold skaffes til Stede, skal Fogeden, når han finder, at en fremsat Indsigelse ikke straks kan forkastes eller tages til Følge, udsætte Forretningen og underrette Parterne om, når den på ny foretages, og Rekvirenten har da, hvis han ønsker Forretningen fremmet, at give Møde til den således fastsatte Tid. Når Udsættelse finder Sted i Henhold til denne Bestemmelse, kan Fogeden træffe sådan Foranstaltning som i 2det Stykke nævnt.

Foretages Eksekutionen af Politimesteren (Sognefogeden), bliver den altid af ham at fremme uden Hensyn til fremsatte Indsigelser.

§ 527.

I opstående Tvistigheder afsiger Fogeden Kendelse umiddelbart efter Forhandlingernes Slutning eller dog snarest muligt. Er Forretningen foretaget af Politimesteren (Sognefogeden), træffer Fogeden efter Forløbet af 14 Dage fra dens Afholdelse Beslutning om mulig fremsatte Indsigelser. Finder Fogeden en fremsat Indsigelse grundet, berigtiger han selv eller ved Politimesteren (Sognefogeden) Fejlen eller ophæver ved Kendelse den stedfundne Forretning i det hele eller for en Del. Forkastes Indsigelsen, stadfæster Fogeden Forretningen som endelig. Om Afgørelsen meddeles der Parterne Underretning.

Fogedens Kendelser, der skal være ledsagede af Grunde, indføres fuldstændigt i Fogedbogen.

Deres Fuldbyrdelse kan ikke hindres ved Anke eller Kære.

Fogeden kan pålægge den Part, der skønnes uden tilstrækkelig Grund at have givet Anledning til eller unødig at have vidtløftiggjort Proceduren for Fogedretten, at udrede Sagsomkostninger til Modparten, således at Fuldbyrdelsesfrist med Hensyn hertil fastsættes i Kendelsen.

§ 528.

I Fogedbogen eller den i § 480 nævnte Bog optegnes nøjagtig alle de enkelte Genstande, hvori Udlæg gøres; ved hver enkelt Genstand tilføjes dens Værdi efter den stedfundne Ansættelse.

§ 529.

Hvor der gives Udlæg i fast Ejendom, uden at der tillige gives Udlæg i dens Indtægter, forbliver den indtil Tvangsauktionen i Domfældtes Besiddelse, medmindre denne findes at ødelægge eller forringe Ejendommen, i hvilket Tilfælde den kan sættes under en af Fogeden valgt Mands Bestyrelse.

Udlægsforretningen må for at kunne gøres gældende imod dem, der i god Tro ved Retshandler måtte erhverve Rettigheder over Ejendommen, tinglæses ved dennes Værneting.

§ 530.

Udlagt Løsøre må, når Udlægshaveren modsætter sig det, ikke forblive i Domfældtes Besiddelse, medmindre denne stiller antagelig Sikkerhed for dets Tilstedeblivelse i uforringet Stand; Udlægshaveren er selv berettiget til at tage udlagt Løsøre i sin Bevaring, dog, hvis det udlagtes Værdi betydeligt overstiger hans Fordring, eller Fogeden i øvrigt finder Grund til at forlange sådan, kun imod Sikkerhedsstillelse.

Hvor udlagt Løsøre ikke lades tilbage i Domfældtes Besiddelse, og det heller ikke tages i Forvaring af Udlægshaveren, har Fogeden at træffe de fornødne Foranstaltninger til det udlagtes Bevaring på Domfældtes Bekostning.

Har Rekvirenten i Medfør af § 517 ikke givet Møde under Forretningen, påhviler det den, der iværksætter denne, at bestemme, om det udlagte skal forblive hos Skyldneren, og i modsat Fald at drage Omsorg for, at det på passende Måde bevares.

§ 531.

Når Gældsbreve udlægges til Forauktionering, må de forsynes med en Påtegning om Udlæget, hvis dette skal kunne gøres gældende imod Trediemand, der senere i god Tro har fået Gældsbrevet overdraget til Ejendom eller Pant, eller imod Skyldneren, der senere i god Tro har ydet Betaling på Kapitalen til den, hos hvem Udlæget er sket, mod Kvittering på eller Udlevering af Gældsbrevet.

Hvor der gøres Udlæg i Fordringer af anden Beskaffenhed, må der meddeles Skyldneren Underretning herom, da denne i Mangel heraf befries ved i god Tro at betale til den, hos hvem Udlæget er sket. Det samme gælder for Skyldneren efter et Gældsbrev for Rentebetalingers Vedkommende.

Med Hensyn til Udlæg i registreringspligtige Skibe har det sit Forblivende ved Regelen i Skibsregistreringslov af 1. April 1892 § 49.

§ 532.

Kan den Ting, hvori Udlæg gøres, ikke overleveres til Udlægshaveren eller den Mand, som efter Fogedens Bestemmelse skal have den i Bevaring på Grund af Trediemands Ret til at besidde Tingen, bliver det efter Omstændighederne af Fogeden at tilkendegive vedkommende Trediemand, at Domfældte ikke er beføjet til at modtage Tingen, når Trediemands Ret til dens Besiddelse ophorer.

§ 533.

Når de i de foregående Paragraffer givne Bestemmelser er iagttagne, bortfalder den Ret til efter lovlig Omgang at fyldestgøres af det udlagte, som Udlæget giver, ikke ved Skyldnerens påfølgende Død eller Konkurs, jfr. dog Konkurslovens § 23 (Lov Nr. 30 af 20. Marts 1901 § 2), eller ved senere af andre Kreditorer iværksat Udlæg, ligesom Skyldneren ej heller ved senere Retshandler gyldig kan overdrage Trediemand nogen mod Udlægshaverens Ret stridende Rettighed over det udlagte.

Dog taber Udlægshaveren i Løsøre, som er forblevet i Skyldnerens Besiddelse, sin af Udlæget flydende Sikkerhedsret overfor Skyldnerens Kreditorer i Tilfælde af Konkurs eller senere Udlæg, når han ikke inden 12 Uger efter Udlægsforretningens Slutning skrider til Tvangsauktion eller får det udlagte bragt ud af Skyldnerens Besiddelse, medmindre han ved Anke eller Kære eller Trediemands Ret har været hindret i at fremme Tvangssalget, eller Trediemands Ret er til Hinder for at betage Skyldneren Besiddelsen.

§ 534.

Viser den stedfundne Tvangsauktion, at Udlægshaveren ikke bliver fyldestgjort af det udlagte, eller kan en Udlægshaver, der ikke har fået tilstrækkeligt Udlæg til at dække sin Fordring, senere påvise Gods, hvori der kan gøres Eksekution, er han berettiget til at forlange Eksekutionsforretningen genoptaget og fortsat efter de ovenfor givne Regler. Omvendt er den, hos hvem Udlæget er sket, berettiget til at begære Forretningen genoptaget og det skete Udlæg i det hele eller for en Del hævet, når den Fordring, hvorfor det er gjort, i det hele eller for en Del er bortfaldet, efter at Udlæget er sket.

Ligeledes kan Fogeden efter Domhaverens Begæring genoptage Eksekutionsforretningen og træffe ny Bestemmelse om Bevaringen og Administrationen af det udlagte, når Tiden, som vil hengå forinden Auktionen, betydeligt vil blive forlænget ved, at Anke eller Kære er rejst imod Udlægsforretningen, eller når Domfældtes Forhold med Hensyn til udlagt Gods, som er forblevet i hans Besiddelse, giver Anledning dertil, eller når Bekosteligheden ved det udlagtes Bevaring eller lignende Grunde opfordrer dertil.

§ 535.

Også i andre Tilfælde end de i § 534, jfr. § 533, 2det Stykke, nævnte kan Eksekutionsforretningen genoptages efter Begæring af Trediemand eller en af Parterne, når alle vedkommende samtykker deri.

§ 536.

En sluttet Eksekutionsforretning kan påankes eller påkæres overensstemmende med Reglerne i Kapitel 53.

Kendelser, der afsiges af Fogeden, kan først gøres til Genstand for Anke eller Kære, efter at hele Eksekutionsforretningen er sluttet.

§ 537.

Anke eller Kære imod Eksekutionsforretningen må i Regelen rejses inden 4 Uger, efter at Eksekutionsforretningen er endelig sluttet eller stadfæstet, jfr. § 527, eller, for så vidt Eksekutionsgrundlaget på lovlig Måde ophæves eller forandres, 4 Uger, efter at dette er sket.

Dog kan Justitsministeren indtil 1 År etter Eksekutionsforretningens Slutning eller Stadfæstelse tillade Anke eller Kære, når ganske særegne Omstændigheder taler herfor.

§ 538.

Udlæg til Forauktionering giver Ret til, efter de i det følgende opstillede Regler, at sætte det udlagte til offentlig Auktion og gøre sig betalt af Auktionssummen, jfr. dog § 557.

Med Hensyn til Forauktionering af håndfået Pant forbliver det ved den gældende Ret, dog således at Auktionen foretages af Fogeden.

Det samme gælder om Forauktionering, foretagen af Statskassen som Panthaver for krediterede Toldafgifter i de en Oplagshaver betroede Oplagsvarer, om Auktion, foretagen af Toldvæsenet i Medfør af Lov Nr. 88 om Toldafgifterne m. m. af 5. Maj 1908 § 37, 3die Stykke, og om den af Skipperen efter Sølov 1. April 1892 § 157 foranstaltede offentlige Auktion over oplagt Gods.

Bortsalg af udlagt Løsøre, hvis Vurderingssum under Udlægsforretningen ikke overstiger 100 Kr., foregår på samme Måde som Bortsalg af udpantet Løsøre indtil samme Værdi (§ 605).

§ 539.

Tvangsauktion over udlagt Gods foretages i Regelen af den Foged, som har iværksat Udlæget.

Auktionen bliver i Almindelighed at afholde i den Jurisdiktion, hvor Udlæget er sket. Dog er Rekvirenten, for så vidt Udlæget er foretaget i en Landjurisdiktion, berettiget til at lade de udlagte Genstande bortsælge i den ved Udlægsstedet nærmeste Købstad eller Handelsplads eller, for så vidt Løsøre angår, med Fogedens Billigelse andetsteds.

Dette Steds Foged er da pligtig at afholde Auktionen; dog skal også den Foged, som har foretaget Udlæget, være beføjet til at afholde Auktionen, dersom Rekvirenten ønsker det, og han selv dertil er villig.

Den i Sølovens § 20, 3die Stykke, omhandlede Auktion foretages af Fogeden på Rederiets Hjemsted.

§ 540.

Ved Auktioners Afholdelse er særlig Tilkaldelse af Vidner ikke fornøden.

Politiet er forpligtet til på Begæring at yde Fogeden Bistand i Overensstemmelse med, hvad der i § 480 er bestemt.

§ 541.

Ved Begæringen om Tvangsauktion forholdes der efter de ovenfor i § 482 givne Regler, dog at her desuden Udskrift af Udlægsforretningen må medfølge, medmindre Tvangsauktionen skal foretages af den samme Foged, som har foretaget Udlægsforretningen, i hvilket Tilfælde en simpel Påberåbelse af Udlægsforretningen med Angivelse af dens Datum er tilstrækkelig.

§ 542.

Finder Fogeden, at Grundlaget for Tvangsauktionen er i Orden, og at i øvrigt intet er til Hinder for det udlagtes Forauktionering, har han at foretage de til Auktionens Afholdelse fornødne Skridt i Henhold til den fremsatte Begæring, navnlig ved at udstede de fornødne Bekendtgørelser angående Auktionen, i hvilken Anledning han kan afkræve Rekvirenten de nødvendige Oplysninger.

Det bliver at iagttage, at Auktionen ikke må foregå, førend den ordentlige Ankefrist af 4 Uger er udløbet. Fremlægges Bevis for, at der inden denne Frists Udløb

§ 543.

Til Omkostninger ved Forauktioneringen regnes ikke blot de egentlige Auktionsudgifter, Afgifter, Inkassationssalær, Leje af Lokale, Bekostning ved Varernes Opbevaring og desl., men også Fogedens Udlæg til Porto, Bekendtgørelser m.v. Til Auktionsomkostningerne henregnes endvidere ved Tvangsauktioner over faste Ejendomme Udgifter ved disses Bestvrelse og Drift efter Udlæget indtil det endelige Salg, for så vidt den, der har udredet dem, har Krav på Andel i Købesummen.

§ 544.

Bekendtgørelse om Auktion over udlagt Løsøre skal ske mindst en Uge før Auktionens Afholdelse, jfr. dog § 538. sidste Stykke, og § 556. Den skal i det mindste 2 Gange indrykkes i et eller flere af de mere udbredte stedlige Blade, således at den første Bekendtgørelse sker med det nævnte Varsel og den anden en af de nærmeste Dage før Auktionen. Fremdeles skal der om Auktionen ske Opslag ved Plakater og foregå offentligt Udråb, for så vidt sådant på Auktionsstedet er sædvanligt ved frivillige Auktioner.

§ 545.

Bekendtgørelsen skal indeholde tydelig og nøjagtig Angivelse af Tiden og Stedet, når og hvor Auktionen holdes, samt en almindelig Betegnelse af de Genstande, som skal bortsælges, med Fremhævelse af de særlig værdifulde iblandt dem.

§ 546.

Auktionsrekvirenten antager en Inkassator, som har at stille en af Fogeden nærmere bestemt Sikkerhed. Det påhviler Inkassator at være til Stede ved Auktionen og afgøre, om han vil give den enkelte bydende Kredit eller ikke, samt at indkræve Auktionspengene.

Inkassator er som Selvskyldner ansvarlig for, at Beløbene af de af ham antagne Bud bliver betalt, medmindre andet er vedtaget.

§ 547.

Fogeden har at påse, at der ved Auktionsvilkårene, som i øvrigt forfattes af Rekvirenten, indrømmes vederhæftige Købere den på Egnen ved frivillige Auktioner sædvanlige Kredit, dog uden Fogedens Billigelse ikke ud over 3 Måneder.

Det beror på Auktionsrekvirenten, om han ved Auktionsvilkårene vil pålægge Køberne at udrede Auktionsomkostningerne, eller om han vil fritage Køberne herfor og lade dem forlods udrede af Auktionssummen; i førstnævnte Tilfælde bliver ae at ansætte til visse Procent eller en vis Andel af hver Krone.

§ 548.

Trykte Auktionskataloger kan udstedes af Rekvirenten med Fogedens Billigelse, når denne efter Beskaffenheden eller Værdien af de Genstande, der skal sælges, finder sådant stemmende med alle Parters Interesse, og udredes Udgifterne dertil i så Fald af Auktionsbeløbet.

Finder Fogeden ikke Udstedelse af trykte Auktionskataloger nødvendig, står det dog enhver i Tvangssalget interesseret frit for på egen Bekostning at udstede sådanne, dog indenfor de Frister, som af Fogeden bestemmes.

§ 549.

Ved Auktionens Begyndelse oplæses Auktionsvilkårene, som tillige skal opslås til almindelig Efterretning på et iøjnefaldende Sted i Lokalet eller, hvis Auktionen afholdes under åben Himmel, da der, hvor den holdes eller begyndes. I trykte Auktionskataloger indføres Auktionsvilkårene straks efter Titelbladet.

Når dette er iagttaget, kan de på Auktionen bydende ikke påberåbe sig Uvidenhed om Auktionsvilkårene.

§ 550.

Fogeden opråber derefter de enkelte Genstande til Salg.

Er Auktionskataloger eller specificerede Auktionsplakater udgivne, bortsælges Tingene i den Orden, disse angiver, medmindre Fogeden tilsteder Afvigelser herfra : men i modsat Fald er Skyldneren berettiget til at bestemme den Orden, hvori de udlagte Genstande skal opråbes.

Ved hver enkelt Genstand optegnes i Auktionsbogen eller det dertil hørende Auktionskatalog Auktionskøberens Navn og Budets Størrelse.

Hvis Betalingen erlægges kontant ved Hammerslaget, gøres derom Bemærkning.

§ 551.

Udlægshavere er ingen Sinde berettigede til at modsætte sig, at ældre eller yngre Udlægshavere i samme Løsøre skrider til Tvangsauktion efter de her opstillede Regler. Dog bør, hvor Auktionen afholdes ifølge Begæring af en yngre Udlægshaver, de af samme flydende Omkostninger ikke komme en ældre Udlægshaver til Skade, ligesom Beløbet bliver at anvende til hans Fyldestgørelse, forinden noget kan komme den yngre Udlægshaver til gode (jfr. § 554).

Det afgøres efter de hidtil gældende Retsregler, om Panthavere kan modsætte sig vedkommende Genstandes Realisation.

§ 552.

Når Auktionen er holdt i Overensstemmelse med ovenstående Regler, er den med Hensyn til sit Udfald bindende for alle dem, hvis Rettigheder over det bortsolgte ifølge den borgerlige Rets Regler samt Bestemmelsen i § 551 ophører ved Tvangssalget.

§ 553.

Inden 14 Dage henholdsvis efter Auktionen eller den fastsatte Kredittids Udløb har Inkassator at aflægge Regnskab til Fogeden over Auktionsbeløbet og til ham at indbetale, hvad der efter Fradrag af, hvad der tilkommer ham selv, bliver tilovers. I Inkassationssalær må i Regelen ikke beregnes mere end 4 pCt. af de Beløb, hvorpå der gives Kredit, og 2 pCt. af dem, der betales kontant; dog kan Fogeden, når Inkassationen skønnes ikke at kunne fås udført for denne Betaling, tillade, at Inkassationssalæret sættes højere.