Nr. 90. 11te April.

Nr. 90. 11te April.

Frifindelse finder Sted, når Overanklageren ikke er påtaleberettiget, når Forfølgning frafaldes, når Strafskylden er forældet, samt når Tiltalte ikke findes skyldig.

Retten kan ikke domfælde for noget Forhold, der ikke omfattes af Tiltalen.

Derimod er Retten ikke udelukket fra at henføre det påtalte Forhold under en anden Strafbestemmelse end den, Overanklageren har påstået anvendt, eller fra at afvige fra Tiltalen med Hensyn til de med Forbrydelsen forbundne Biomstændigheder (Tid, Sted o. desl.), alt under Betingelse af, at det med Sikkerhed skønnes, at Tiltalte, også under Forudsætning af sådan Afvigelse fra Tiltalen, har haft fyldestgørende Adgang til Forsvar. Finder Retten, at dette ikke er Tilfældet, eller nærer den Tvivl i så Henseende, skal den, forinden dens afvigende Bedømmelse lægges til Grund for Domfældelsen, give Parterne Lejlighed til at udtale sig og efter Omstændighederne tilstå den til Varetagelse af Forsvaret fornødne Udsættelse.

§ 909.

Finder Retten, at Tiltalte ifølge Loven ikke kan straffes for et Forhold som det, i hvilket han ifølge den i Spørgsmålene givne Beskrivelse af Gerningen og Nævningernes Svar på disse er erklæret skyldig, afsiger den Frifindelsesdom. Finder den, at et Forhold som det, hvori Tiltalte er erklæret skyldig, efter Loven kun kan henføres under et mildere Straffebud, end Nævningernes Erklæring lyder på, afsiger den Dom i Overensstemmelse hermed. Hører der til Gerningsindholdet af den mindre Forbrydelse, for hvilken der således bliver Spørgsmål om at domfælde Tiltalte, Omstændigheder, om hvis Tilstedeværelse Nævningeerklæringen intet har afgjort, bliver de til Afgørelse af dette Punkt fornødne Spørgsmål først at forelægge Nævningerne.

§ 910.

I Sager angående Erstatning for uforskyldt Varetægtsfængsel eller for uforskyldt Udståelse af Straf kommer foranstående Regler til Anvendelse med de fornødne Lempelser. I Stedet for Spørgsmål til Nævningerne om Tiltaltes Skyld rettes Spørgsmål på, om Tiltalte efter det oplyste er berettiget til Erstatning. Kun hvis mindst 8 Nævninger er enige om, at der tilkommer Tiltalte Erstatning, vil der være at tilkende ham Erstatning. Retten bestemmer Størrelsen af det Beløb, der vil være at tilkende Tiltalte.

§ 911.

I det Omfang, hvori Dommen er grundet på Nævningernes Erklæring, indskrænker Domsgrundene sig til den fornødne Henvisning til denne. I øvrigt skal, såfremt Tiltalte frifindes, de Straffen betingende Omstændigheder, som antages at mangle, eller de Straf udelukkende Omstændigheder, som antages at foreligge, angives, og de anvendte Lovbestemmelser anføres. Domfældes Tiltalte, skal de Strafbestemmelser anføres, som bringes i Anvendelse.