Nr. 90. 11te April.

Nr. 90. 11te April.

§ 713.

Står en offentlig Anklager i et Forhold, som vilde udelukke en Dommer fra at handle i Sagen, skal han gøre Meddelelse herom til sin nærmeste Foresatte, for at denne kan træffe sådan Foranstaltning, som i den Anledning måtte findes fornøden.

§ 714.

Rigsanklageren varetager Udførelsen af Straffesager for Højesteret; han kan fremdeles efter Pålæg af Justitsministeren eller af egen Drift ganske eller til Dels overtage det til de ved Landsretterne beskikkede Overanklageres Forretningskreds hørende Hverv i en hvilken som helst Straffesag.

Rigsanklageren er de andre offentlige Anklagere overordnet og fører Tilsyn med deres Hvervs Udførelse, hvorved Reglerne i § 712 finder tilsvarende Anvendelse.

§ 715.

Den til Rigsanklagerens Bistand beskikkede Overanklager er beføjet til efter Pålæg af Rigsanklageren eller, i Tilfælde af dennes Forhindring, uden Pålæg at foretage enhver Embedshandling, som hører under Rigsanklagerens Virkekreds.

§ 716.

De for Landsretskredsene beskikkede Overanklagere virker for Forfølgning af alle Forbrydelser, der ikke er henviste til Påtale af private eller af Politimyndighederne (§ 721), hvad enten Pådømmelsen i første Instans sker ved Landsret, ved Sø- og Handelsretten eller ved en Underret i Landsretskredsen; endvidere varetager de det offentliges Tarv i Henseende til Påanke af Sø- og Handelsrettens samt Underretternes Domme i Politisager.

Rigsanklageren kan pålægge en Overanklager at overtage i det hele eller for en Del det offentlige Anklagerhverv i en Sag, som hører under en anden Overanklagers Forretningskreds.

Det påhviler Overanklagerne at gøre Indberetning til Rigsanklageren, når tvivlsomme eller særdeles vigtige Spørgsmål opstår i de Sager, som de behandler.

Overanklagernes Medhjælpere er beføjede til efter Pålæg af Overanklageren eller, i Tilfælde af dennes Forhindring, uden Pålæg at foretage enhver Embedshandling, som hører under Overanklagerens Virkekreds.

§ 717.

De ved Sø- og Handelsretten og Underretterne ansatte Anklagere har efter Pålæg af Overanklageren at udføre Sager for disse Retter.