Kapitel 71.

Kapitel 71.

Anholdelse.

§ 768.

Når en mistænkt, som befinder sig på fri Fod, er udeblevet efter behørig Indkaldelse uden oplyst lovligt Forfald, kan Retten beslutte hans Anholdelse. I Politisager kan Anholdelse af denne Grund dog kun finde Sted, når det i Tilsigelsen eller under Møde for Retten er betydet ham, at han må møde personlig og i Udeblivelsestilfælde må vente at blive anholdt.

§ 769.

Uden foregående Indkaldelse kan Retten beslutte en mistænkts Anholdelse:

1) når den pågældende er en Person, der strejfer om uden Midler til lovligt Underhold, eller som ikke har Bolig eller dog varigere Opholdssted i Riget, eller er en ubekendt, om hvis Navn og Opholdssted ingen antagelige Oplysninger haves eller kan fremskaffes, og

2) for så vidt Mistanken angår et Forhold, som det ifølge Lovens almindelige Regel tilkommer Overanklageren at forfølge, eller nogen af de i denne Lovs § 721 under g, j. r og cc eller i Straffelovens § 200, jfr. Lov Nr. 63 af 1. April 1911 § 1. eller dens § 296, 2det Punktum, eller i Sølov af 1. April 1892 §§ 291, 1ste Punktum, og 298, 1ste Stykke, nævnte Forbrydelser, når det, om end Betingelserne for Afsigelse af Fængslingskendelse ikke fuldstændig måtte være til Stede, efter Omstændighederne skønnes fornødent at sikre den pågældendes foreløbige Tilstedeblivelse eller Afsondring fra Samkvem med andre.

§ 770.

Anholdelsesbeslutningen tilføres Retsbogen straks, eller så snart ske kan, med en så nøjagtig Betegnelse af den pågældende som muligt samt Angivelse af Sigtelsens Genstand, i det mindste i Almindelighed, og Grunden til Anholdelsen. Udskrift skal på Forlangende meddeles den anholdte inden 24 Timer.

Ved Pågribelsen, eller så snart det kan ske, skal Beslutningen med tilhørende Begrundelse oplæses eller forevises for den anholdte.

§ 771.

Er der Grund til at frygte for, at Øjemedet vilde forspildes ved Ophold for at fremskaffe Rettens forudgående Beslutning, kan Politiet uden sådan foretage Anholdelse af de i § 769 Nr. 1 betegnede Personer, når de mistænkes for at have begået en Forbrydelse, der er offentlig Forfølgning undergivet, og af andre Personer, når de træffes under Udførelsen af en offentlig Forfølgning undergiven, strafbar Handling, eller der er bestemte Grunde til at mistænke dem for nogen af de i § 769 Nr. 2 omtalte Forbrydelser.

Samme Beføjelse har enhver anden, når den pågældende træffes i Udførelsen af en Forbrydelse eller på friske Spor.

Finder Oprør eller den i Straffelovens § 103 ommeldte Forbrydelse Sted, eller udøves den i Straffelovens § 87 ommeldte Forbrydelse af en samlet Mængde, eller er Drab eller betydeligere Legemsbeskadigelse påfulgt i Slagsmål, i hvilket flere har deltaget, og Omstændighederne ikke umiskendelig udpeger den eller de skyldige, kan Politiet anholde enhver, der træffes i den samlede Mængde eller indviklet i Slagsmålet, og som ikke straks formår at rense sig for Mistanken om strafbar Deltagelse.