Kingo, Thomas O HErre! holt din Øren aaben

Dend Syvende Kong Davids Poenitendse Psalme. [Melodien findis paa dend 30. og 31. Side.]

1.

O HErre, hold din' Øren aaben,
Min Sag jeg sætter ind for dig,
Ach! hør min ydmyg Bøn og Raaben,
Som jeg fremfører sørgelig,
Med Lyst paa min Formaning agt
For din Miskundheds store Magt.

* 397

2.

Bønhør mig og lad Hielpen komme,
Formedelst din Retfærdighed
Og Himmel-gunst, som alle Fromme
I Verden høyt at prise veed:
Din strenge Ræt jeg søger ey,
Men gaar til dig ad Naadens Vey.

3.

Gak derfor ey med mig i Rætte,
Kom med din Tiener' ey til Dom,
Thi du, O HErre! seer vel dette
At aldrig nogen er saa from,
At hand retfærdig kaldis kand
For dig i Adams Synde-Land.

4.

Min Fiende, som mig Uræt giorde,
Foruden nogen Skyld og Skiel,
Hand støtte mig mit Liv til Jorde,
Og vilde giøre mig til Træl,
Hand satte mig i Mørked ned
Som Døding, der ey Glæde veed.

5.

Derfor min Aand af megen Smerte,
Er Angest-dekket i mit Liv,
Mit arme sukke-banked Hierte
Har ingen Lyst og Tiids-fordriv,
Det midt i mig forstyrred er
For Angist, som det daglig skiær.
398

6.

Jeg tæncker paa de gamle Dage,
Og hvad du mod dit Folk har giort
Thi vil mit Hierte ey forsage,
Det grunder meere foort og foort,
Betragtendis din' Hænders Verk;
Om jeg er svag, GUd er dog sterck.

7.

Thi breder jeg ud mine Hænder,
Som den der nær fordrukned er!
Jeg mig til dig, O GUd! henvender,
Min Siæl i Troen jeg frembær
Til dig, som et forsmægted Land,
Forfriske dend med Naadens Vand.

8.

Skynd dig, O GUd! mig Hielp at sende,
Bønhør mig, thi min Aand forgaar,
Dit Ansigts Lyvs du ey bortvende,
Jeg jo din Hielp i Tjde faar,
At jeg dog icke som en Død
Skal jordis, for min Tjd i Nød.

9.

Lad mig din Miskund aarle høre,
Thi jeg paa dig mit Haab har sæt,
Viis mig dend Vey, hvor jeg kand føre
Min Vandring her i Verden ræt:
Thi jeg her om min Siæl til dig
Opløfter nu saa hiertelig.
399

10.

Fra mine Fienders Vold og Vrede
Og deris grumme Tyrannj,
Jeg dig, min GUd, vil ogsaa bede
Du vilde mig med Magt udfrj.
Hos dig jeg skiuler mig i Nød,
Og agter Haant om Fiende-Stød.

11.

Lær ogsaa mig at jeg kand giøre
Alt hvad dig vel behage kand,
Din gode Aand mig der til røre,
Ledsage mig i slette Land,
At jeg i Græde-dalen maa
Dend rette Vey til Livet gaa.

12.

Saa skal du for dit Navn og Ære,
Som jeg af Hiertet søge vil,
End lade mig i Live være,
For din Retfærdighed der til
Skal du min Siæl med vældig Haand
Udfør' af Nød og Dødsens Baand.

13.

For din Miskund skal du udslette
Min Fiende udi Bond og Grund,

* 400

Og dem forderve, som besette
Min Siæl med Angist mangelund.
Thi jeg din Tiener være vil
Af ald min Kraft mens jeg er til.

Velsignelse, Ære og Prijs, og
Kraft være vor GUd i
ald Ævighed, A-
MEN.