↩
Dend VI. Sang.
Og lad dit Hierte smelte,
O kiære Siæl, bøy dig og beed
At Strømme-vand kand velte
Udaf dit Øyis Kildespring,
Øes Vand i Syndsens Saar og Sting,
Stryg Blodet af dit Belte.
* 196
Min Siæl i Støv er bøyen,
Og til det blodig Korsens Træ
Opløfter mine Øyen;
Jeg gruer for mit syndig Leer,
Naar jeg Guds Naader ræt anseer,
Som af min Haand er fløyen.
Og du min Form paasætte,
Jeg af mig selv vaar slæt fortabt,
Naturens Synde-plette
I Moders Liv kom mig oppaa
Og smitted, før jeg Solen saae,
Med mange skamfuld Spette.
Med Blodet af din Side,
I Daabens hellig Rense-flood,
De Klæder vaar saa hvide,
Som du paa mig i Daaben bandt,
Med Naader i hver Søm og Kant
Til hellig Prunk at slide.
Mit Himmel-rene Klæde
* 197
Som jeg min Gud har sooret,
Jeg lidet taget hâr i agt,
Men ofte mig har mooret
At spille med hans Pagtis Baand,
Og derfor er nu Siæl og Aand
Med Smerte giennem-booret.
For min skyld vildet giøre,
At du fra Synds og Dødsens Vey
Mig kunde frj og føre?
Dit Ord og din Basunis Lyyd,
Til Siæle-Trøst og Hierte-Fryd,
Har du mig ladet høre.
Saa ofte hen er drevet,
Og ey i mit steen-haarde Sind
Med JEsu Finger skrevet!
* 198
Mit Ljv i mine Dage,
Og sielden vildt jeg skulde ræt
Af Sygdoms Beger smage:
Du qvisted mig paa Børne-vijs,
Naar du til andre lod dit Rijs
Opskærpis udi Lage.
En kællen Synde-degge,
Som sig i Lyste-dynds Begiær
Hår daglig vildet legge:
Jeg leegte med din Miskundhed,
Og tænckte, Du blev aldrig vred,
Hvor høyt jeg dig mon egge!
Og fyldte mine Hænder,
Mens andre gik med Betle-stav,
Med nøgen Ryg og Lænder:
Dog fik dend Arme liden Bood,
Thi Rjgdom gav mig Over-mood,
Som du best veed og kiender.
199
Udaf min Mammons Dynge,
Dend Sorg jeg dybt i Hiertet skrev,
Det blev en grusom Tynge!
Jeg ofte gik og gulpe-græd
Og ræt var u-forstandig ræd
For Rjgdoms Torne-klynge.
Blant andre mig opsatte,
At Lykken, som en Middags-Sool
Mit Levnet motte glatte:
Mig selv jeg ofte da har glemt,
Og foodsed, som vaar meer end slemt,
Dend Nedrig' og forlatte.
Og intet mig mislinger,
Mit Arbeyd, Anslag og mit Raad
Er spundet af Guds Finger:
Saa ærer jeg dog min Forstand,
Og mener at jeg flyve kand
Foruden Himlens Vinger.
Med Verdens Lokke-duer,
Og puster op saa træskelig
Naturens Gnist i Luer,
200 Hvor tijt faar jeg ham Hiertet hen,
I hvor min Gud og Himmel-Ven
Hand lokker end og truer.
Og brekked Mosis Tauler,
Mit Hierte hâr Guds Ord forskudt,
Og i Guds Vrede krauler:
Min Lyst-begiæring svangred er,
Dend Syndsens Foster daglig bær,
Som Døden siden auler.
med Lyys og Lygte vanke,
Og sætte for din Ræt og Dom
Hver Gierning, Ord og Tanke,
Da kandst du tusind Bierge faae
Som du af Synder stoor' og smaa
Kandst paa mit Hierte sanke.
Af fast utallig Jammer,
Mit Kiød, min Siælis tunge Muld,
Er under Lowens Hammer,
Jeg viiser dig min Verk og Vee,
O JEsu, lad af Naade see
At du min Suk annammer.
201
Trofaste Gud, og beder:
Skil mig ved Syndsens tunge Last
For dine Løfters Eeder,
Og for din Søns uskyldig Død,
Ja for det Blood som af ham flød,
Hvor hen min Troo dend meder!
Med dine Himmel-hænder,
At jeg alt fremad bliver from
Og altjd dig bekiender!
Og giv at jeg, ved JEsu Aand,
Mit Liv, blant Dødsens Brudd og Baand,
I Troen salig ender.
Dend VI. Sang.
Er ogsaa en Bekiendelsis og Bedrings Psalme,
hvilken,
Tilliige med de forige af samme art,
kand brugis,
Naar mand gaar til Skrifte.
Kand siungis under dend bekiendte Kirke-melodie:
Af dybste Nød raaber jeg til dig, etc.
Eller:
HErren hand er min Hyrde god, etc.
1.
Fald ned, fald paa dit Ansigt nedOg lad dit Hierte smelte,
O kiære Siæl, bøy dig og beed
At Strømme-vand kand velte
Udaf dit Øyis Kildespring,
Øes Vand i Syndsens Saar og Sting,
Stryg Blodet af dit Belte.
* 196
2.
Her ligger jeg paa mine Knæ,Min Siæl i Støv er bøyen,
Og til det blodig Korsens Træ
Opløfter mine Øyen;
Jeg gruer for mit syndig Leer,
Naar jeg Guds Naader ræt anseer,
Som af min Haand er fløyen.
3.
Der jeg, O Gud, blev lønlig skabt,Og du min Form paasætte,
Jeg af mig selv vaar slæt fortabt,
Naturens Synde-plette
I Moders Liv kom mig oppaa
Og smitted, før jeg Solen saae,
Med mange skamfuld Spette.
4.
Dog toode du mig af mit BloodMed Blodet af din Side,
I Daabens hellig Rense-flood,
De Klæder vaar saa hvide,
Som du paa mig i Daaben bandt,
Med Naader i hver Søm og Kant
Til hellig Prunk at slide.
5.
Mens ach! Gud bedre mig saa sandt!Mit Himmel-rene Klæde
* 197
✂
Jeg ey forvaret hâr saa grandt
Fra Synds urene Sæde,
Jeg mangen haanlig Synde-plet
Har jo der paa med Vidskab sæt,
Blant Verdens skidne Glæde.
6.
Den dyre Troskabs Eed og Pagt,Som jeg min Gud har sooret,
Jeg lidet taget hâr i agt,
Men ofte mig har mooret
At spille med hans Pagtis Baand,
Og derfor er nu Siæl og Aand
Med Smerte giennem-booret.
7.
Ach! Hierte Gud, hvad hâr du eyFor min skyld vildet giøre,
At du fra Synds og Dødsens Vey
Mig kunde frj og føre?
Dit Ord og din Basunis Lyyd,
Til Siæle-Trøst og Hierte-Fryd,
Har du mig ladet høre.
8.
Ach! ach! dit Ord i Væjr og VindSaa ofte hen er drevet,
Og ey i mit steen-haarde Sind
Med JEsu Finger skrevet!
* 198
✂
Mit Øre heller lyder til
Hvor Lysters daarlig Fryde-spil
Er høyst opstemmed blevet.
9.
Paa Sundheds Støtte hâr du sætMit Ljv i mine Dage,
Og sielden vildt jeg skulde ræt
Af Sygdoms Beger smage:
Du qvisted mig paa Børne-vijs,
Naar du til andre lod dit Rijs
Opskærpis udi Lage.
10.
Jeg ved din Aue bleven erEn kællen Synde-degge,
Som sig i Lyste-dynds Begiær
Hår daglig vildet legge:
Jeg leegte med din Miskundhed,
Og tænckte, Du blev aldrig vred,
Hvor høyt jeg dig mon egge!
11.
Naar du mig Gods og Rigdom gavOg fyldte mine Hænder,
Mens andre gik med Betle-stav,
Med nøgen Ryg og Lænder:
Dog fik dend Arme liden Bood,
Thi Rjgdom gav mig Over-mood,
Som du best veed og kiender.
199
12.
Om ogsaa noget korted blevUdaf min Mammons Dynge,
Dend Sorg jeg dybt i Hiertet skrev,
Det blev en grusom Tynge!
Jeg ofte gik og gulpe-græd
Og ræt var u-forstandig ræd
For Rjgdoms Torne-klynge.
13.
Naar du paa Ærens Sted og StoolBlant andre mig opsatte,
At Lykken, som en Middags-Sool
Mit Levnet motte glatte:
Mig selv jeg ofte da har glemt,
Og foodsed, som vaar meer end slemt,
Dend Nedrig' og forlatte.
14.
Om alting gaar mig vel i Traad,Og intet mig mislinger,
Mit Arbeyd, Anslag og mit Raad
Er spundet af Guds Finger:
Saa ærer jeg dog min Forstand,
Og mener at jeg flyve kand
Foruden Himlens Vinger.
15.
Hvor tijt, naar Satan frjster migMed Verdens Lokke-duer,
Og puster op saa træskelig
Naturens Gnist i Luer,
200 Hvor tijt faar jeg ham Hiertet hen,
I hvor min Gud og Himmel-Ven
Hand lokker end og truer.
16.
Hvert Bud i Lowen hår jeg brudtOg brekked Mosis Tauler,
Mit Hierte hâr Guds Ord forskudt,
Og i Guds Vrede krauler:
Min Lyst-begiæring svangred er,
Dend Syndsens Foster daglig bær,
Som Døden siden auler.
17.
Vilt du mit Hiertis Afgrund ommed Lyys og Lygte vanke,
Og sætte for din Ræt og Dom
Hver Gierning, Ord og Tanke,
Da kandst du tusind Bierge faae
Som du af Synder stoor' og smaa
Kandst paa mit Hierte sanke.
18.
O Gud! du seer min Siæl er fuldAf fast utallig Jammer,
Mit Kiød, min Siælis tunge Muld,
Er under Lowens Hammer,
Jeg viiser dig min Verk og Vee,
O JEsu, lad af Naade see
At du min Suk annammer.
201
19.
Jeg holder dig i Troen fast,Trofaste Gud, og beder:
Skil mig ved Syndsens tunge Last
For dine Løfters Eeder,
Og for din Søns uskyldig Død,
Ja for det Blood som af ham flød,
Hvor hen min Troo dend meder!
20.
Forny min Aand og form mig omMed dine Himmel-hænder,
At jeg alt fremad bliver from
Og altjd dig bekiender!
Og giv at jeg, ved JEsu Aand,
Mit Liv, blant Dødsens Brudd og Baand,
I Troen salig ender.