Kingo, Thomas Det mulner mod den mørke Nat [2]

Dend Femte Aften-Sang. (Melodien findis paa dend 26. og 27. Side.)

1.

Det mulner mod den mørke Nat,
Og Dagen er oppaa sit sidste Fied,
Mod Vesten haver Solen sat
Sin Gang hen til sin vaanlig Nedgangs Sted,
I Jacob rinder dog en Stierne op,
Saa vel i Dale som paa Bierge-top.

2.

Lad mørknis ikkun immerfort,
Jeg gruer dog for aldrig nogen Ting,
Naar Luften bliver fæl og sort,
Saa lyvser JEsus om mig rundt omkring!
Hans Aand i mig et Lyvs oppusted har,
Som over alle Verdens Bluß er klar.

3.

Nu vil jeg falde ydmyg ned
Og kysse Støven for min HERris Fod
Fordi hans store Miskundhed
Er saa mangfoldelig mig overgrod!
Før Solen skal mig slet af Syne gaa,
Vil jeg med Hiertens Tak for HErren staa.

* 359

4.

Paa mine Dagis Rime-stok
Har GUd selv tegned Lykke, Liv og Brød,
GUd giver mig det nøysom nok
Om Guld end ikke regner i mit Skiød:
Jeg kysser paa Guds Haand og takker til,
Som hver Dag mig min Nødtørft skikke vil.

5.

Vel har jeg svedet denne Dag,
Og i min Viingaard velted Klimpen om,
Dog var min Efne alt forsvag
At saae Velsignelse i noget Rom:
Men GUd mig dend dog af sin Naade gav,
Hand signed selv min tunge Arbeyd-stav.

6.

Har Satan spundet Hilde-garn,
At føre mig i Dag til Synd og Skam,
Hans Anslag bleven er til Skarn,
GUd lærde mig at see hans Skalke-ham,
I Troens Skiold hand sine Pile brød,
Hand fand mig levendis i Christi Død.

7.

Mit Goods og Ære, Liv og Siæl
Har været hid indtil i Guds Behold;
Om Slangen stak mig i min Hæl,
Og trued mig vel tiit med Syndsens Sold:
Dog har jeg ikke fundet Sorg og Saar,
End ikke paa mit mindste Hoved-haar.
360

8.

Mens ach jeg arme Adams Barn
Ureenhed sidder paa min Kiortel Fliig,
Jeg velter mig i Synd og Skarn,
Og er Guds Billede slet intet liig:
Mit Hiertis Tanke, ja min Ord og Daad
Med Syndsens Galde-Frøe er ombesaad.

9.

Af dette onde Kilde-veld
Er Synd og Last i Dag og bubled op,
Men ald min Skam og mit Uheld
Tog JEsus villig paa sin blodig Krop,
Ved hannem jeg og megen Naade faar,
Hand skyvier mine skamfuld Synde-Saar.

10.

Jeg skikker mig til Leye nu,
Og mine Klæder fører jeg mig af,
Ved Sengen kommer jeg ihu
Min Dommedagis Seng og Hvile-grav
Hvor Verdens Herlighed jeg skal afstaa,
Og kun et Svøbe-lagen med mig faa.

11.

Omkring mig, naar mit Lyvs er slukt,
Jeg finder Myggen mig at stikke paa,
Jeg tænker da: Naar jeg er lukt
I ald min Eyedom, og Gravens Vraa,
Hvor Ormen da skal vrimle i min Hud,
Og æde disse Verdens Lyster ud.

* 361

12.

Men efter mørken Middernat,
Da hører jeg det klingre Hane-gal,
Ald Verden er til side sat,
Min Tanke er da udi Himmel-sal,
Hvor fra jeg, ved Basunens sterke Lyd,
Paa Domme-dag opvekkis skal til Fryd.

13.

I disse Tanker vil jeg gaa
En rolig Søvn i Nat at tage mig,
Guds Ansigt over mig skal staa,
Hans Engle mig beskierme veldelig:
Min Siæl i GUd skal tryggeligen boo,
Af Satan og mit Kiød ey faa Uroo.

14.

Vær selv, O GUd, en Værn og Vold
Omkring din Kirke og din lille Hiord,
Vær du vor Kongis sterke Skiold,
Slut Laasene med Fred udi hans Gaard:
Lad hos hans Raad dit Lyvs og Lampe staa,
At Nat og Nød dem ey formørke maa.

15.

GUd trøste dem der ere nu
I deris Døds Minut, og Afskeeds Tiid,
Kom syge Lemmer og ihu,
Giv dem Taalmodighed og vær dem bliid
Glem ikke nogen iblant hver af dem,
Som du selv kiender for dit Legems Lem.
362

16.

Jeg dermed mig nu kaster ind
Udi min HErris Arme og hans Skiød,
Hand lyvser op mit mørke Sind
I Søvne ja udi den grumme Død!
Saa sover jeg med HErrens Fred og Roo,
I Liv og Død alt lige fuld af Troo.