↩
I vester-vand sig Solen toer,
Vor hvile-time snart begynder,
O Gud, som udi lyvset boer,
Og sidder udi Himmel-sal,
Vær du vort Lyvs i Mørkheds dal.
Af Natten drivis Dagen bort,
Ald Verdens Herlighed forsvinder
Og varer kun saa gandske kort,
Dend Sool, som før paa Klippen stood,
Er neden for vort Triin og Food.
Med Tak at bryde himlens Slot,
Jeg mine Hænder vil udbrede
Til djg, for ald dend Gunst og got,
Som du har hid til denne stund
Paa mig udøst saa mangelund.
102
Og overseer min Tælle-stok,
Hielp Gud! Hvad Naader sammen lynder,
I mange mange tusind skok!
Utallig er dend Naadis skat.
Som du hos mig har nedersat.
Hvordan Guds forsyn med mig gik,
Udi de Aar der jeg vaar mindre,
Og jeg forstod ey Verdens-skik:
Jeg vaar tilfreds med mine Kor,
Og stoled paa mit FADER VOR.
Og efterhaanden sanker Aar,
Saa samler jeg og HErrens glæder
Og Lægedom for mine Saar:
Mig møtt' end aldrig noget stød,
At Hunning jo forneden flød.
Som Verden skienker i min tiid,
Jeg lader alting mig befalde,
Fordi jeg veed, Gud er mig bliid:
Naar Sorgen op med Solen gaar,
Dend inden aften Ende faar.
* 103
Jeg jo min HErris Ansigt seer,
I hvordan Bladet sig mon vende,
Og om ey altid Lykken leer,
Dog finder jeg Guds Naadis gunst
At overgaa ald fliid og Kunst.
Hvad vaar min omhu og uroe?
Alt hvad jeg kunde sammenrive,
Vaar kun som auner paa en Loe;
Om Gud vaar ey i Arbeid med
Og kom Velsignelser afsted.
For denne Dag besynderlig,
Paa hvilken hand mod Himlens Gader
Har sat mig op saa nær til sig,
At jeg kand see i Himlen ind,
Og kiende grandt min Faders Sind.
Jeg hidindtil er kommen vel,
Jeg haver ingen Steen at bære
Paa min Samvittighed og Siæl,
Jeg venter mig en naadig Gud,
Om livsens lyvs ræt nu gik ud.
* 104
Jeg er, som andre, Kiød og Blood,
Og lysters Lue-nemme tynder
Det ilder i min Nyre-Rood:
Det som er ræt jeg ikke giør,
Men oftest det mig ikke bør.
Og sætte Naad' i sted for Ræt,
Sin Lov udi mit Hierte skrive,
Min Synd skal blive slæt forgiæt,
Hans Aand skal mig og drive saa,
At jeg ey af hans Vey skal gaa.
I denne Nat, lad Satan staa
Langt uden for det jeg mon eye,
Og lad ham ingen indpas faa,
At skade mig med noget fund,
I mens jeg faar min Hvile-blund.
Oppaa din KIRKIS Rolighed,
Dit Ansigts Sool paa hend' opklare,
Naar mørket det vil falde ned:
Lad Lyvset aldrig blive slukt,
Og Naadens Dør ey heller lukt.
105
Gud lade Troskab, Fred og Ræt
Udi hans Tider sammen stemme,
Giør hannem udaf Dage mæt,
Lad hannem i din skygge boe,
Og høyt: sin Fiende overgroe.
Ja hver en syg og Sorrigfuld
Jeg og med Bøn hos Gud anmoder,
Som er barmhiertig, troo og huld,
Hand hielper hver ud i sin sted,
Og alle mine ogsaa med.
Gud lukke selv mit husis Dør,
Thi skal mod Brodden Satan stampe,
Om hand der paa et Anfald giør:
Gud selv er her til Huus' i Nat,
Og her omkring sin Vagt har sat.
Din Gud i Troen meget fast
Hand skal din Falle-ask' opsaune
Naar du est i Beenhuset kast,
Og sætter Engle-skik derpaa!
Din Orme-mad skal kun forgaa.
* 106
Dend Syvende Aften-sang.
1.
SEe, hvor sig dagen atter skynderI vester-vand sig Solen toer,
Vor hvile-time snart begynder,
O Gud, som udi lyvset boer,
Og sidder udi Himmel-sal,
Vær du vort Lyvs i Mørkheds dal.
2.
Vort Time-glas det alt nedrinder,Af Natten drivis Dagen bort,
Ald Verdens Herlighed forsvinder
Og varer kun saa gandske kort,
Dend Sool, som før paa Klippen stood,
Er neden for vort Triin og Food.
3.
O Gud, mit Hierte det er redeMed Tak at bryde himlens Slot,
Jeg mine Hænder vil udbrede
Til djg, for ald dend Gunst og got,
Som du har hid til denne stund
Paa mig udøst saa mangelund.
102
4.
Om fra min Vugge jeg begynderOg overseer min Tælle-stok,
Hielp Gud! Hvad Naader sammen lynder,
I mange mange tusind skok!
Utallig er dend Naadis skat.
Som du hos mig har nedersat.
5.
Jeg kand mig nu fuld vel erindreHvordan Guds forsyn med mig gik,
Udi de Aar der jeg vaar mindre,
Og jeg forstod ey Verdens-skik:
Jeg vaar tilfreds med mine Kor,
Og stoled paa mit FADER VOR.
6.
Alt som jeg nu til Alder træderOg efterhaanden sanker Aar,
Saa samler jeg og HErrens glæder
Og Lægedom for mine Saar:
Mig møtt' end aldrig noget stød,
At Hunning jo forneden flød.
7.
Saa destillerer jeg dend Galde,Som Verden skienker i min tiid,
Jeg lader alting mig befalde,
Fordi jeg veed, Gud er mig bliid:
Naar Sorgen op med Solen gaar,
Dend inden aften Ende faar.
* 103
8.
Saa gaar ey nogen Dag til endeJeg jo min HErris Ansigt seer,
I hvordan Bladet sig mon vende,
Og om ey altid Lykken leer,
Dog finder jeg Guds Naadis gunst
At overgaa ald fliid og Kunst.
9.
Hvad kunde jeg min Sved tilskrive?Hvad vaar min omhu og uroe?
Alt hvad jeg kunde sammenrive,
Vaar kun som auner paa en Loe;
Om Gud vaar ey i Arbeid med
Og kom Velsignelser afsted.
10.
Des takker jeg min kiere Fader,For denne Dag besynderlig,
Paa hvilken hand mod Himlens Gader
Har sat mig op saa nær til sig,
At jeg kand see i Himlen ind,
Og kiende grandt min Faders Sind.
11.
Med Lykke, Helbred, Liv og ÆreJeg hidindtil er kommen vel,
Jeg haver ingen Steen at bære
Paa min Samvittighed og Siæl,
Jeg venter mig en naadig Gud,
Om livsens lyvs ræt nu gik ud.
* 104
12.
Dog er jeg ikke fri for Synder,Jeg er, som andre, Kiød og Blood,
Og lysters Lue-nemme tynder
Det ilder i min Nyre-Rood:
Det som er ræt jeg ikke giør,
Men oftest det mig ikke bør.
13.
Dog skal min Gud alt det tilgive,Og sætte Naad' i sted for Ræt,
Sin Lov udi mit Hierte skrive,
Min Synd skal blive slæt forgiæt,
Hans Aand skal mig og drive saa,
At jeg ey af hans Vey skal gaa.
14.
Sæt Engle-orden om mit LeyeI denne Nat, lad Satan staa
Langt uden for det jeg mon eye,
Og lad ham ingen indpas faa,
At skade mig med noget fund,
I mens jeg faar min Hvile-blund.
15.
Tag og, O HErre, nøye vareOppaa din KIRKIS Rolighed,
Dit Ansigts Sool paa hend' opklare,
Naar mørket det vil falde ned:
Lad Lyvset aldrig blive slukt,
Og Naadens Dør ey heller lukt.
105
16.
Vor KONGIS Huus vi ey maa glemme,Gud lade Troskab, Fred og Ræt
Udi hans Tider sammen stemme,
Giør hannem udaf Dage mæt,
Lad hannem i din skygge boe,
Og høyt: sin Fiende overgroe.
17.
For hver en Christen og Medbroder,Ja hver en syg og Sorrigfuld
Jeg og med Bøn hos Gud anmoder,
Som er barmhiertig, troo og huld,
Hand hielper hver ud i sin sted,
Og alle mine ogsaa med.
18.
Sluk dermed Huege-lyvs og Lampe,Gud lukke selv mit husis Dør,
Thi skal mod Brodden Satan stampe,
Om hand der paa et Anfald giør:
Gud selv er her til Huus' i Nat,
Og her omkring sin Vagt har sat.
19.
Sov da i JEsu Naun, og FauneDin Gud i Troen meget fast
Hand skal din Falle-ask' opsaune
Naar du est i Beenhuset kast,
Og sætter Engle-skik derpaa!
Din Orme-mad skal kun forgaa.
* 106