✂

THOMAS KINGO
SAMLEDE SKRIFTER
III

✂ Udgivet af
Det danske Sprog= og Litteraturselskab
med Støtte af
Alfr. Goods Personalhistoriske Fond og
Carlsbergfondet

III

✂

THOMAS KINGO
SAMLEDE SKRIFTER
UDGIVET AF
HANS BRIX * PAUL DIDERICHSEN
F. J. BILLESKOV JANSEN
III

✂

✂ C. A. REITZELS BOGHANDEL A-S
KØBENHAVN 1975

✂ © Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1975.
ISBN 87 87504 17 0
Sats: Bianco Lunos Bogtrykkeri A-S 1939.
Offset-reprint: Krohns Bogtrykkeri A-S 1975.

✂

INDHOLD
THOMAS KINGOS AANDELIGE SIUNGE-KOOR

✂ FØRSTE PART

1. Udgave 1674.

Samtykke til Trykken af Johan Wandal. ................ 4
Tilskrift til Kongen .................................. 5
Til Læseren ......................................... 7
Kongelig Naadigste Friihed. ........................... 9
Æredigt af H. S. L. .................................. 11
Da siunges Psalmen best: Da sødist Echo høres
Melodi til de tre første Sange ......................... 14
Dend første Morgen-sang ............................. 15
Rind nu op i JEsu Naun
se iøvrigt Originalens Indholdsfortegnelse S. 110.
Trykfejlsliste ......................................... 111

2. og 3. Udgave 1677 og 1680.

Titelkobbere, Titelblade, Portræt....................... 113
Melodihefte 1680 .................................... 121

✂ ANDEN PART

1. Udgave 1681.

Approbatio af Joh. Baggerus ........................... 132
Tilskrift til Dronningen ............................... 136
Kongelige Naadigste Frjhed ........................... 139

Æredigte ............................................ 141
Af V. Bering....................................... 142
Hactenus altisoni rhythmos & carmina Risti
Af J. Brunßmand .................................. 143
Mange sig med laante Fiere
Af Henr. Harderus ................................. 145
Dania tolle caput, reliqvis accepta remitte
Af Jens Pederssøn
Af hver en Tøddel i GUds Ord mand kand opdrage...... 145
Antistes venerande, cohors, dum cantica profers........... 148
Af Isaach Enochi................................... 149
Jam mihi me videor Bichoralem audire Magistrum
Erindring til de Music-elskende........................ 156
Dend første Sang. Andægtigheds Opmuntring ........... 157
Op, op med Himmel-stemme
se iøvrigt Originalens Indholdsfortegnelse S. 151-154 og
det alfabetiske Register S. 267 f.
Trykfejlsliste......................................... 268
Melodier ............................................ 269
Danielis Paulli Advarsel til den Kiøbende............... 278
Titelblad til Optryk af Udgaven 1681 .................. 279

✂ FØRSTE PART
Fierde gang trykt og forbedret med nogle trøstelige
Morgen- og Aften-Suk til alle Morgen- og Aften-
Sange. 1684.

Kongelige Naadigste Frihed ........................... 282
Samtykke til Trykken................................. 284
Tilskrift til Kongen .................................. 286
Til Læseren ......................................... 288

VII

Portræt med Æredigt af Johannes Rasch................ 290
Grande decus generosa capit mens, & generosam
Æredigt af H. S. L. .................................. 292
Da siunges Psalmen bedst: Da sødist Echo høres
Melodier (Titelblad) .................................. 293
Dend 1. Morgen-Suk ................................. 295
Nu staar jeg op i HERrens Navn,
se iøvrigt Originalens Register S. 406 f.
Morgen- og Aften-Bøn (1680) ......................... 402
Bøn efter Prædiken................................... 403
Titelblad til Optryk af 4. Udgave 1684 ................. 409

✂ FØRSTE og ANDEN PART

5. og 2. Udgave, Odense 1686.

Titelblade ............................................ 410
Morgen- og Afften-Bøn............................... 412
Titelblade til Optryk af Udgaven 1686 ................. 414

VIII

✂

2
3

✂

Samtykke til Trykken.
)(Iv

✂ Saasom jeg med største Sindets og Aandens glæde haver læst
disse 14. Geist-rige og deilige Morgen- og Aften-Sange, sampt
de 7. Kong Davids fortreflige Poenitentzes Psalmer, vel og arte
ligen udsatte af voris berømmeligste Danske Skialdrer, og Guds
Huses frugt-bringende tiener, Mag. Thoma Kingo: saa eragter jeg
dennem og meget værdige ved Trykken offentligen at udgivis
til de hos os værende Christnes almindelige brug, at de der ved
kunde opvækkes og opmuntres til en ræt Christelig Andagtes gude
lige øvelser; fornæmmelig i disse sidste Verdens Tider, da GVDs
sande Frygt hos de fleeste, dißvær! alt for meget er forkølned, og
det noksom er at befrygte, at ved vor Frelseris Christi sidste
og ærefulde Tilkomst, den rætte og saliggiørende Troe næppelig
skal være at finde paa Jorden. Til hvilken høyfornødene og ynske
ligste virckning iblant os GVD selff forlæne sin gode Hellig Aands,
uden hvilken vi intet got fomaae, kraftige Naade, hielp, og bi
stand, for Christi skyld. Amen.

✂ Johan Wandal D.

✂

✂ Dend Stoor-mægtigste, Høybaarne Monark
og Ene-Volds Herre,
Christian dend Femte,
Konge til Danmark og Norge, De Wenders og Goters,
Hertug udi Slesviig, Holstein, Stormarn og Dytnier
sken. Greve udi Oldenburg og Delmenhorst etc,
Min Allernaadigste Herre og Konge, ynsker jeg, med det
Ny Aar, alle Himmelens Velsignelser at være og vorde
fornyede, til et langt Liv, Lyksaligt Regimente, Seyer
og Salighed ævindelig, af GUD Fader ved vor Frelsere
og eniste Saliggiørere JESUM CHRISTUM.

✂ ALlernaadigste Herre og Konge, jeg fordrister mig til
udi dybeste Underdanighed, at sette Eders Maytz.
store Naun for udi dette ringe Skrift, og det dermed udi
Eders Kongl. Hænder at overgive; Ikke som en dyrebar
Verdens Gave, der saa stoor en || Monark kand andstaa; Men
som en ringe Nyt-aars-gave, eller en liden Gudfrygtigheds
Gave, om hvilken jeg har giort mig selv dend underdanigste
tilliid, at jeg med tilbørlig ydmyghed tør frembære dend,
baade til GUds Altere og til Eders Kongelige Throne: I
forhaabning, at dend hverken af Gud eller Eders Kongl:
Maytz. skal vorde forsmaad. Mit Forsæt, med dette mit
Aandelige Siunge-Koors første Part, haver alleniste været
dette: At jeg, GUD til Ære, og mine Med-Christne til op
byggelse, kunde give dem anledning udi Morgen og Aften
Sange at ihukomme de særdelis sukke, som de ikke allene for
sig self, men ogsaa for Guds Kirkis og vor reene Evangeliske
6 Lærdoms floor og fremgang, saavdsom for Eders Kongl.
Maysttz Arve-Husis Lyksalighed og det gemene bestis frem
tarv ere skyldige at udøse; hvilke særdelis stykker aldelis
ikke udi nogen Bede-Psalmer bør udelukkis. Maa det behage
Eders Kongl. Maytz som tilforne i saa stoor Naade haver
optaged nogle faa af mine forige Riim-skrifter, at vende
fremdelis et || naadigt Øye til dette mit ringe arbeyde, skal
jeg derved opegges at anvende ald muelig fliid, til ikke allene
dend anden Part, men og fleere af mit Siunge-Koor at for
færdige; Saa vi og her i Danmark, saavelsom de Tydske og
andre Landsfolk (af hvilke vi hverken have behov at laane,
eller udi Riime-kunsten det ringeste at eftergive) kunde have
Psalmer og Sange, til Gudfrygtigheds daglige øvelser, som
ikke ere taad og udlaant af deris: Thi de danskis Aand er
dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa
høyt mod Himmelen som andris, alligevel at dend ikke bliver
ført paa Fremmede og udlændiske Vinger. Imidlertiid vil jeg
udi allerdybeste underdanighed befale mig og mit ringe ar
beyde udi Eders Mayttz Kongelige Gunst og Naade, og af
Hiertet dagligen bede, at GUD vil lade Eders Kongl. Mayttz
Aar vare frem og frem, og bekræfte Eders Kongl. Maytz.
Arve-stool og Eders Mayttz Sæd ævindelig, || til sin Kirkis
beskiærmelse, og disse Rjgers og Landis ævigvarende Vel
stand og Velsignelse, Saa som GUDS Befalning og dend
allerunderdanigste Pligt det udkræver,

✂

Skrevet i Slangerup paa S.
Hans Evangelistæ Dag 1673.

Af
Eders Kongl. Mayttz
Allerunderdanigste Undersaat,
og tro Forbedere til Gud
TH. KINGO.
U-værdige Sognepræst i Slangerup

✂

Til dend Gunstige og rætsindige
Læsere

✂ GUnstige og good-hiertede Læsere, lad det ey være dig
underligt og urimeligt, at jeg haver sat disse Aande
lige Morgen og Aften-Sange, tilliige med dend Hellige
og Høyopliuste Kong Davids Poenitentze-Psalmer,
under nogle Melodier, som ellers af mange Siungis med for
fængelig Ord: jeg haver dermed vildet giort de velklingende
og behagelige Melodier saa meget mere Himmelske, og dit
sind (om dig det befalder) dis mere Andægtigt; at om du
kand lade dig undertiden befalde, for en Melodies artigheds
skyld, at gierne anhøre en Sang om Sodoma; du meget mere
(om du est et ret Guds Barn) skulde lade dig behage, under
selvsamme Melodie, at høre en Sang om Zion. Jeg veed vel,
at der ikke faa skal lade sig finde, som dette mit ringe Arbeidis
spæde Foster skal vilde udqviste, fordi det ikke er overklæd
med de gamle og brugelige Kirke-Sangis Toner. Men herudi
haver jeg ikke || vist at giøre mig nogens sær tanker til en Lou;
besynderlig fordi jeg finder vore forfædre, som haver Digted
og sammensat vore Kirke-Psalmer, at have brugt dend frihed,
at de ikke haver bundet sig til en, to, eller flere, men friit
taget allehonde Melodier, end ogsaa af Lystige og Verdslige
Toner, som mere end nok er beviisligt. Vil nogen sige at
materien, for Melodiens vanskeligheds skyld, ikke vel skal
kunde Læris, da er det kun Ord-Nisser til at kyvse Børn med.
Vi finder udi vore Psalme-Bøger de vanskeligste Melodier
over de slettiste Sange, de jeg ey nu, for viitløftigheds skyld,
vil indføre; tilmed mange i vor tiid, ja for kort tud, ere i
Psalmebøgerne indførte, og nu i Kirkerne brugelige, som
8 ere af Toner flux vanskeligere end disse, hvilke dog snart ere
lærte og for ordenis Sundheds skyld, med Lyst antagne.
Tiden og brugen lærer alting. Skulde der og være noget udi
Rimekunsten, som dend skarpsindige Læseris Lekkere Øren
skulde anstøde, vil jeg, naar min feyl visis, mig baade derpaa
erklære, og en andengang, saa viit mueligt, der efter rette.
En rætsindig og billig dømmende Læsere, vil for||tolke det,
som hans Guds Kierlighed er: Men et vringel-vuren og sær
sinded Hoved vil forklare det, som hans Sind og Sæder er.
Mig er det hidindtil ene nok, at jeg veed forud dette mit
ringe verk har befaldet endeel de Høy-Ædelste og Høy-
lærdiste Hoveder iblant os, og besynderlig voris Ædle og
Høy-ærværdige Fader og Biskop D. Johan Wandal, som mig
i særdelished det til Trykken at forfærdige haver opmuntred,
hvilket og skal give mig Aarsag, at ikke tage haanden fra
Ploven, men fremdelis blive ved, flere af mine Rim-skrifter
(om Gud sparer Livet) til Lyvset at fremføre. Des imellem,
gunstjge Læser vil jeg have dig et glædeligt og Lyksaligt
Nyt Aar troligen forynsket, bedendis trolig for dig, og mit
ringe Arbeide, at Gud vil velsigne baade Dig og Det, og Jeg
forbliver Din

✂ Ærbødigste og Velvilligste Tienere
i HErren altid
TH. KINGO.

* 9

✂ Vi Christian dend femte af Guds Naade, Konge til
Danmark og Norge, de Venders og Goters, Hertug
udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi
Oldenborg og Delmenhorst. Giører alle vitterligt, at efter
som Mag. Thomas Kingo Sognepræst i vor Kiøbsted Slan
gerup her i vort Land Sieland sig haver forretaget en Bog
kaldis Aandelige Siunge-Koors første Part paa Dansk at
forfærdige. Da haver vi efter hans allerunderdanigste Ansøg
ning og Begiering allernaadigst bevilget og tillat saa og her
med bevilger og tillader, at hand paa sin egen Bekostning
samme Bog alleene paa Danske maa lade oplegge og trykke,
dog at med des revision efter voris Elskelige kiere Her Fa
ders Sl. og Høyloflig Ihukommelse den 6. Maij Anno 1667.
udgangne Forordning vorder forholdet, saa og at den rig
tig og correct trykkis, og skal ingen anden end fornefhte
Mag. Thomas Kingo og hans Arvinger sig maa tilfordriste
udi 20. Aars tid fra dette voris Brefs dato at bereigne, be
meldte Bog enten udi en eller anden || slags Format, større
eller mindre stiil paa bemelte Danske Sprog at eftertrykke,
eller eftertrykke lade, ey heller andensteds fra trygt her udi
vore Riger og Lande at indføris eller distraheris og der som
nogen sig understaar her imod at giøre, og med andre
Exemplarier af forskrefne Bog antreffis, end de som med
bemelte Mag. Thomas Kingos Naun og merkke findis paa
teigned skal dend eller de som i saa maade betrædis første
* 10 gang have forbrut alle de Exemplarier de have med at fare,
og der foruden give til straf til næste Hospital Fire Rixdlr.
Befindis nogen i saadan Forseelse anden gang straffis dob
belt, mens skeer det tredie gang, straffis som voris Man
daters modvillige overtrædere. Forbiudendis alle og enhver
her imod eftersom forskrevet staar at hindre eller udi no
gen maade forfang at giøre, under vor Hyllist og Naade.
Givet paa vort Slot Kiøbenhavn den 21. Octobr. Anno 1673.

✂ Under vort Zignet.

✂ Christian

✂ L. S.

✂

Dend meget Gudelige og Geistrige

✂ Sang-mester
Mag. THOMÆ KINGO
Til pligtskyldig Taksigelse og ære sat af dend
som udi hans Aandelige Sanges Liflighed dagligen
Haver Sin Lyst.

Da siunges Psalmen best: Da sødist Echo høres,
Naar voris Morgen-tak og Aften-Offer føres
Til Himlens høye Loft, som Engle-liflig sang
Med hiertens dybe Suk og tre gang' helligs Klang.
Da maa jo Him'len vist med naadens Echo svare,
Naar Hierte, Mund, og Røst sit lover Gud ey spare.
Men raaber samptlig, Ach! saa Vand af Øyed gaar,
Og Poenitendses Graad paa Kindebakken staar,
Ach! HErre! Klinger vel det Sukke-rigt hvor lenge!
Maa da fra Him'len vist et Frelses komme trænge,
Saa Hiertet træt af suk for Syndsens skændig Daad,
Faar dette Naadens svar, HErren har hørt din Graad.
Den Tone lærer mig du geistlig sangedigter
Guds Huuses Musicant, at jeg for Synden pligter
Med dine Morgensuk og Aftensanges Lyd:
Dit Halelujah mig er ævig Hierte-fryd:
Blif ved, lad see du dig i HErren stedse glæder,
Og af slig Engle-sang end ydermeere qvæder:
Saa skal dit Lover Gud og Hellig siungen tre!
Dig give Himlens Svar: See Naadens Komme See!
*

✂

14 1. Rind nu op i JEsu Naun,

2-3

2. Dagen er snart runden hen,
3. Ach min HErre straf mig ey,

✂

* 15

✂

Dend første Morgen-sang.

✂

1.

Rind nu op i JEsu Naun,
Du Livsalig Morgen-røde,
Jeg vil i Basunen støde
Hos min Seng og hvile-staun!
Ald min Inder-deel sig røre
Med ald Tak for Natte-ly,
Og min Frelsers Lov opføre
Til dend høye Himmel-Sky.

✂

2.

Nattens mørke Taage gik,
Jeg har Dagen alt i syne,
Og min hvilte Øyen bryne
Soolen nu i sigte fik:
Nattens skrækkelse er borte,
Død og Dievel for mig svandt
Som mit Levnet vilde korte,
Jeg dem alle overvandt.

✂

3.

Ach! min Siæl, fremstil dig nu,
Giør at alle Bloode-Draaber
Varmis op og at du raaber
Af dit fulde Hiert' og Hu:
Halleluja! ævig Ære
Være dig Treenig GUD,
Som paa Hænder vilde bære
Mig fra Mørkets Hærskab ud.

* 16

✂

4.

Give Gud jeg kunde saa
Dagen i din Frygt begynde,
At jeg ikke skulde synde
Og paa Snuble-steenen gaa,
Ach! at JEsus vild' oprinde
Over mig som Sool og Skiold,
At jeg kunde overvinde
Kiød og Blood og Satans Vold.

✂

5.

Mine Veye jeg ey kand,
Som jeg gierne vilde, kiende,
Du, o Gud, kandst ene vende
Min Fornuft og min Forstand,
At jeg udi Spooret bliver
Som dit Ord mig viser paa,
Og hvor hen din Aand mig driver
Jeg med Glæde did kand gaa.

✂

6.

Gid jeg Sathans Lyste-Drik
Hade maa som Gift og Galde,
Lad dog aldrig mig befalde
Hans Løgnagtig Engle-Skik:
Lad mig aldrig tænk' at plokke
Figen, blant hans Tjdsle-Frøe,
At hand mig saa skulde lokke
For et Æble til at Døe.
17

✂

7.

Skal og Satans Lemmer sig
Denne Dag mod mig bevæbne,
Lad da denne haarde Skæbne
Vendis, o min Gud, ved dig,
Fri mig ud fra Tungers svøbe
Og fra Moorde-mandens Haand,
At min Food dog kand undløbe
Deris skiulte Snære-Baand.

✂

8.

Ald dend Gierning, Drift og Daad,
Som min haand i dag skal giøre,
Gid jeg hende aldrig røre
Uden din Aands Kraft og Raad:
Thi forgævis skal jeg svede,
Og Arbeyde uden Frukt,
Om din Aand er ey tilrede,
Og din Hielp er udelukt.

✂

9.

Mine korte Dag' og Aar,
Lykke, velfærdt Gods og ære,
Hvordan de skal lodnet være,
Det udi din Ville staar:
Giv mig kun hvad dig behager
Bland du selv mit Levnets Skaal,
Ey som det min gane smager,
Mens saa som det er dit Taal.
18

✂

10.

Lad din Lyvse-Stage staa,
Og din Ære sig udbrede.
Gud, du selv til Lyvset lede
Dem som end i Mørke gaa,
Dine Hyrder du bemande
Som skal vogte dine Faar,
At de frit mod Ulven stande
Som din Hiord fast eftertraar.

✂

11.

Gid vor KONGIS Arve-stool
Maatte ævig, ævig være,
Seyer, Salighed og Ære
Blive ham som Middags Sool,
Giør den gandske Konge-stamme
Høy-velsigned i dit Naun,
Giv hans Raad Forstand at ramme
Ære din og Rigets gaun.

✂

12.

Vore Landemerker staa
Mured om med fred og leyde,
Hunger, hastig Død og Feyde
Bryde ey med Vold der paa!
Land og Vand velsignet blive,
Fædmed af Guds Vogne-Spoor,
Ald Nødtørftig Grøde give
Mens vi leve skal paa Joord.

* 19

✂

13.

HErre, glem og ikke mig
Din Velsignelse at sende
Og alt Got til mig at vende
Som min Troo den er til dig:
Lad dit Ansigt med mig vandre
Fæst du self min svage Food,
Lad ey Synden mig forandre,
Og omvelte i mit Blood.

✂

14.

Lær mig ved hvert Klokke-Slæt,
Denne Dag forbedret blive,
Saa mit Hierte, her i Live,
Bliver ey til Verden sæt:
Men at jeg mig kand erindre,
Hvor min Tid dend nipper af,
Og hver Tjme bliver mindre,
Til jeg seyner i min Grav.

✂

15.

O min Gud, du hielp mig da,
Naar mit Levnets Maal har ende,
Og mit Hiul ey meer vil rende,
II Men mit Aag skal spendis fra!
Lad da uden Tiid og dage,
Mig dit Æris Ansigt see!
Synd og Sorrig, Vee og Klage
Rodne med min Joorde-Blee.
20

✂

Dend første Aftensang.

✂

1.

DAgen er snart runden hen
Det nu flux ad Aften lider
Tiden sagtelig henskrider!
HErre Gud, vær du min Ven,
Naar At Mørkheds Magt og Vælde
Falder paa min Øyen-bryn,
Lad mig, Gud, da til dig helde,
Og vær' i dit Øyesyn.

✂

2.

Fra min Moders Bryst og Barm
Har du mig alt Got beskiæret,
Og min Tilflugt stedse været
Under Skyggen af din Arm!
Din usigelige Naade
Staar i hvert mit Foode-fied,
Paa hvad Sti ieg vilde traade,
Har du Gud alt følget med.

✂

3.

Tak! o Tak af Hierte-rood
Være dig ald Naadis Kilde,
Lad mig ingen Draabe spilde
Udaf ald din Naade-Flood
Som du haver ladet flyde
Ned til mig i denne Dag,
At jeg jo min Plikt kand yde
Til din Ære og behag.
21

✂

4.

Luftens Fyrste Satan ey
Med sin tusind-kunstig snare.
Haver ført mit Liv i fare
Eller vildet af min vey!
Jeg er bleven fast beskiærmed
Ved din Himmel-mægtig haand,
At hvor megit Satan sværmed
Slap jeg dog forbi hans Baand.

✂

5.

Din Velsignelse hver stund
Har jeg klarlig nok fornummed,
Saa dit Øye ey har slummed
Eller taged noged Blund:
Men med fliid og Faders Hierte
Har du givet paa mig agt,
At slet ingenhaande smerte
Er mig paa min Skuldre lagt.

✂

6.

O min Gud vær mig saa good
At du mig min Synd tilgiver
Og mit Feyle-tal udskriver
Med din Søns det dyre Blood!
Thi saa stoor og overmaade
Som min synde-samling er,
See! saa bondløs er din Naade
Imod mig og mod enhver.

* 22

✂

7.

Har jeg end med Ord og daad
Mig vel høyt forseet og synded,
Til forbudne Frukter skynded
Efter Slangens listig Raad!
Lad mig da min synd begræde,
Førend Solen daler slæt,
At jeg rense kand mit klæde
Udi JEsu bloodig Tvæt.

✂

8.

Giv mig og din Hellig Aand,
At jeg Synd og skam forsager,
Og Vellystens skaal ey smager
Til min Siælis byrd' og baand:
Mens at jeg dit Barn maa være
Som du har paa Hiertet sat,
Og du vilt paa Armen bære
Til min Døds den lange Nat.

✂

9.

Kom da søde Sove-tiid,
Jeg vil Verden snart forgiette,
Min uroe med Søvnen lette,
Lad, o GVD, dit Ansigt bliid
Over mig med Lyst oprinde,
Naar jeg slummer sagte hen,
At jeg alt din Vagt kand finde
Til jeg vogne skal igien.
23

✂

10.

Falder nogen Drøm mig ind
Udi min bekymred Hierne,
Livsens Sool, og Jacobs stierne
Lyvs, da op mit mørke Sind!
At ald Synde-damp maa svinde
Fra min Søvne-knytte Siæl,
At mig Satan ey skal binde
Udi søvne som en Træl.

✂

11.

Lad de Hellig' Engle-bud
Som din Øyesteen mig vare.
Fra ald Satans snid og snare
Og hans hule Helved-skud!
Giør min tanke til en stie,
Hvor Guds Engle op og ned
Mig i Himmel-spoor kand vrie
Til at see din Salighed.

✂

12.

Lad dit Ord og Ære staa
Uformørked allevegne.
Lad din Naade-dug nedregne,
Og din Kirke fremvext faa!
Signe selv vor Kongis Throne
Og det gandske Konge-Blood,
Sæt paa ham en deylig Krone,
Giv ham en bestandig Rood.

* 24

✂

13.

Tænk, Gud, i Barmhiertighed
Ogsaa paa de Huuse-vilde,
Og paa hver som lider ilde
Og sig ingen Hvile veed:
Lad de Fattig, Faderløse,
Sorrigfulde, Fangne, træl,
Trøst og hielp aff Kilden øse
Som er udi Israel.

✂

14.

Mine Venner hvor de er,
Lad dem dig befaled være,
Og dem med din Aand regiere,
De maa finde en og hver,
At mit Aften-offer kunde
Sig til Skyen trenge ind,
De og selv til dig maa stunde
Vdi Hierte, Siæl og Sind.

✂

15.

Luk saa Dør i JEsu Naun,
Dødsens Broder vil mig gieste,
Jeg har dog mit Siæle-fæste
I min Frelsers JEsu Faun!
Skal og døden selv sig snige
Til mig ind i denne Nat,
Jeg er færdig, vil ey vige!
Mens jeg har min JEsum fat.
25

✂

16.

Saa skal jeg med Fryd opstaa
Og med Morgenrøden møde
Ja med Tak min' Øyne bløde,
Før jeg vil til Gierning gaa!
Og naar saa min Tiid har ende
Jeg skal hvile i min Grav,
See! saa skal min Siæl sig vende
Til dig. Gud, som hende gav.

✂

Dend 1. Kong Davids
Poenitendse Psalme

✂

1.

Ach! min Herre, straf mig ey
I din Næse-fnysend Vrede,
Og udi din grumheds Hede,
Lad dog Naaden finde Vey!
Tænk dog, Herre, at jeg arme
Er saa svag og siver hen,
At vilt du dig ey forbarme,
Faar jeg aldrig Krafft igien.

✂

2.

Heele mig og vær mig good,
Mine Been vil mig ey bære,
De saa høyt forfærded' ere
Jeg kand ey staa paa min food!
Ja min Siæl forfærdis saare,
Ach! hvorlenge skal det saa
Vare med mig arme Daare?
Før jeg skal din Naade faa.
26

✂

3.

Ach min HErre vend dig om
Til din vonlig gunst og naade,
Løs min Siæl af trang og vaade
Og til hielp mig Arme kom:
Lad barmhiertighed dig røre
Mens ieg end i live er.
Thi hvo kand din lov udføre
Naar mand ham til Graven bær.

✂

4.

Jeg har trællet og er træt
Af de dybe Hierte-sukke,
Og de sørge-hik og klukke,
Saa jeg nep har Aande-dræt:
Ja min Seng den hver Nat Svemmer
Af min kolde Angist-sued,
Og min Graad, som Sindet klemmer,
Bløder flux mit Leye-sted.

✂

5.

Udaf Harm, Fortræd, Uræt
Er mit Øye giennemstukked,
Ja dend Spot, som jeg har drukked,
Har som møl mit Ansigt ædt,
At det Sørge-rynker drager
Og er gammelt vorden slæt,
Alt for deris skyld mig plager
Og har sig imod mig sæt.

* 27

✂

6.

Viger dog, og viger hen
Alle I som Uræt giøre,
HErren skal dog eengang høre
Paa min Graadis Røst igien:
Min Formaning skal hand lyde
Med et naadigt Øre paa,
Og min Bøn skal jeg frembyde
At dend vel optagis maa.

✂

7.

Da skal alle, alle de
Vorde snart til skarn og skamme,
(Gid det dem maa og saa ramme)
Som vil min, Ulykke see:
De forfærdis maa og vende
Sig tilbage med en Hast,
I dend ævig skendsel rende
Som de haver for mig kast.
28

✂ 1. Siæl og Hierte, Sind og Sandser

24-25

2. Bluser op og værer glade,
3. Salig er dend Mand at skatte.

✂

* 29

✂

Dend anden Morgen-sang.

✂

1.

Siæl og Hierte, Sind og Sandser
Vaager op og værer froo,
Og for HERrens Ark omdandser
Med en fyrig Aand og Troo!
Takker Gud for denne Nat,
I har Morgenstunden fat,
Dagen blidelig oprinder
Og I eder vel befinder.

✂

2.

Jeg mig lagde ned til hvile
Men min Gud holt paa mig vagt,
Sathans Synde-giftig Pile
Hafde mig om Livet bragt,
Om, o Gud, din Engle-Hær
Hafd' ey været mig saa nær,
Jeg i Mørked hafde bleved
Og til Døden vist opskreved.

✂

3.

Derfor jeg din Lov og Ære
Vil udbrede med min Mund,
Min Taksigelse frembære
Udi denne Morgen-stund!
Rør mig med din Aand og Ild,
Thi min egen Brynd' er vild!
Lad din, Glød min Læbe røre
Og din Lov med lyst udføre.
30

✂

4.

Jeg vil Luften giennem skiære
Med min Tungis Raab og Røst,
Hiertet til dit Alter bære,
Øes det fuldt af troo og Trøst!
Tag, o JEsu, tend det op
I min Joorde-tunge Krop,
Lad det Offer dig behage,
Og af Joorden intet smage.

✂

5.

Du est Gud før Joorden skabtis
Før end Bierg og Tue blev
Førend jeg i Adam tabtis
Vaar jeg paa dit Tanke-Brev!
I din Søn du elskte mig
At jeg skulde visselig
Hans Medarving ævig vorde,
Pagt og Baand du med mig giorde.

✂

6.

Det skal være mig et Minde
Hver dend Dag jeg seer at gry,
Jeg skal det om Hiertet vinde,
Jeg skal det om Armen sy!
JEsu, JEsu Kierlighed,
Er det eene der jeg veed
Hvor ved jeg min Siæl kand trøste,
End om Hiertet vilde brøste.
31

✂

7.

Er jeg end til alle Prikker
Ey saa lige Engle-skiær,
Om jeg Synden end inddrikker
I mit svage Kiød (dißvær)
Giv mig, Gud, dog Styrk og Kraft,
Imod syndsens giftig Saft,
At jeg den i Ægget døder,
Før den Basilisker føder.

✂

8.

Lad mig alle mine Dage
Ryste mig mod Sathan ud,
At hand mig ey skal bedrage
Med sin vellyst-smykked Brud:
Beed, O JEsu, beed for mig,
Naar hand kommer hemmelig
Og vil mig som Hvede sigte,
At min Tro ey da skal svigte.

✂

9.

Giv mig Lycke at adspørge
I din Frygt mit levnets Brød,
Lad mig ey som Hedning sørge,
Om jeg end skal Ijde Nød:
Signe Hustru, Huus og Hiem,
Mine Børn hielp frem og frem
Lad os alle ved din Skygge
Vorde rolige og trygge.
32

✂

10.

Boo hos os, o Gud, i Naade
Med dit saliggiørend' Ord,
Med din Aand de Hyrder raade
Som skal tiene for dit Bord.
Giør vor Konge sterk og stoor,
Sæt hans Land' i Fred og Floor,
Lad hans Raad af Vißdoms Kilde
Øse tidig Raad og snilde.

✂

11.

Giør vort Land som Zions Bierge
Fulde af din Fedm' og Frugt,
Ald Ulykke du afverge,
Driv vor Fiende selv paa flugt,
Lad ey Vaade-ild og Vand
Blive Herrer i vort Land,
Lad ey Hunger, Pest og Plage
Korte vore Levnets Dage.

✂

12.

Er Ulykken og i Veye
For mig selv i denne Dag,
Du, o Gud, kandst det omdreye,
Du kand hielpe i dend Sag,
Saa min Food sig støder ey
Paa min rette Fare-Vey,
At sig Satan ey skal glæde,
Om jeg trøsteløs maa græde.
33 Lad min Tiid i Fred bortrende
Til jeg lakker ad mit Maal,
Giv mig Gud en salig Ende,
Giør mig glad ved Dødsens Skaal!
Lad mig midt i Døden staa
Med min Frelsers Harnisk paa,
Fuld af Troo og Aandens Glæde
I dend anden Verden træde.

✂

Dend Anden Aften-sang.

✂

1.

Blusser op og værer glade
Livsens Aarer fuld' af Blood
Hvor udi min Aand mon vade
Som en Purpur-farfvet flood!
O du dyre-kiøbte Siæl
Bliv ey stum som Asen-træl,
Lad dit Hierte, Mund og Tunge
HERrens Lov og Ære siunge.

✂

2.

Thi saa vit som Himlens Bue
Skyder sig om Jordens Bold,
Er Guds store magt at skue
Og hans Ære mangefold,
Ingen Sool til hvile gaar.
At vi Mennisker jo faar
Aarsag os til Gud at vende
Før vi Aften-liuset tende.
34

✂

3.

Jeg maa selv, o Gud, bekiende,
Endog jeg en Synder er,
Du har haft saa stoort et Nænde
Over mig, endog jeg bær
Synds Spedalskhed i min barm,
Saa har dog din Naadis Arm
Ikke vildet mig nedkaste
Blant de mørkheds-lenked Gaste.

✂

4.

Ach! Hvor mange, mange Dage
Har du til mit levnet lagt,
Som jeg nu maa vel beklage
At jeg ey har haft i agt!
Ach! hvor tüt har Soolen rendt
Og Guds merker paa mig brendt,
Til hans Naadis tiid at bruge
Før mig Døden skuld' afluge.

✂

5.

Denne Dag, som nu vil kvælde,
Har og tusind Tegn opsat
Paa din Naade, Magt og Velde,
Som jeg usle Orme-skrat
Har i mange maader seet,
At du har mod mig beteet,
Jeg med Sundhed, Fred og Glæde
Kand nu af mit Arbeyd træde.

* 35

✂

6.

Ach! min Gud jeg vil dog ikke
Til min Sove-sted hengaa,
Før dend Synd, som mig mon stikke
I min Barm, sin Død kand faa!
Jeg bekiender at jeg dig
Denne Dag og idelig
Har til Hefh og Harm opærred,
Og mit Levnet fast forværred.

✂

7.

HERRE, om du vilde trætte,
Og med mig i Rætte gaa,
Skue alle Synde-plætte,
Store Synde-Feyl og smaa,
Jeg med ævig Spot og Skam
Blev da Satans Deel og Nam,
Jeg i Helved skulde synke,
Og mig ingen skulde ynke.

✂

8.

Men O Gud, vend dog dit øye
Til din Søns Døds Kraft og Fynd,
Tænk dog hvad hand motte døye
For min purpur-blodig Synd!
Hand tog paa min skam og skyld
Og min jammers piine-Byld,
Derfor vil jeg Synden hade,
Og med graad hans Smerter bade.
36

✂

9.

Lad din' Engle mig bevaage,
Naar jeg mig skal legge ned
Udi Nattens blanded taage,
Og jeg af mig selv ey veed,
Lad min Siæl da holde Vagt
Mens min Krop sig hviler sagt,
Lad din Engle mig omringe,
Og hin sterke Dievel tvinge.

✂

10.

Giv, o Gud, jeg aldrig glemmer,
At jeg arme bleven er ||
En udaf din Kirkis Lemmer,
Som dit Kiendemerke bær!
Gid din KIRKE hos os staar
Som en vandet Urte-gaard,
Lad Vildbassen ey omroode
Det du har begyndt at poode.

✂

11.

Giør vor KONGIS Arve-Sæde
Høyt i Seyer, Ær' og agt,
Lad alt Kongens Huus optræde
Til jo størr' og større Magt!
Lær du selv hans høye Raad
Hvad der er dend beste Daad,
Til din Ære at forfremme,
Og hans Fiender at beskiemme.
37

✂

12.

Lad din Fred og Leyde blive
Laas og lukke for vort Land,
Lad Ulykker overdrive,
Knuus du Satans Løve-tand,
Lad enhver i Fred og Roo
Under dine Vinger boo!
Gud beskienne og beskytte
Thronen, med dend mindste Hytte.

✂

13.

Her paa vil jeg mig nedlegge,
JEsu, du skalt med mig gaa,
Inden for mit Hiertis Vegge
Du din Hvilested skalt faa!
Verdens Omhu, Lyst og Nød
Vige bort og blive død!
Jeg vil hos min JEsum blunde
Fra ald Verdens Bulder-stunde.

✂

14.

JEsus skal mig og opvække
Til min Gierning glad og sund
Og sin Haand fremdelis rekke
Til dend næste Morgen-stund! .
Og naar Døden træder til
At hand mig omfælde vil,
JEsus skal min Grav da lukke
For ald Verdens Sorg og Sukke.

* 38

✂

Dend 2. Kong Davids
Poenitendse-Psalme.
Ps. 32.

✂

1.

Salig er en Mand at skatte,
Naar hans Byrde lettis af,
Og hans Synder er forlatte,
Skiult i HErrens Naadis Haf:
Naar Gud ikke regne vil
Hans det Daarlig Synde-spil,
Men hand rundt sin Synd bekiender
Og ey Falskhed forevender.

✂

2.

Thi der jeg vaar taus, og vilde
Meene jeg var Éngle-reen,
O hvad gik det mig da ilde,
Da vansmegted Marv og Been,
Skiulte Synder aad mig op
Hemmelig fra Taa til Top,
Jeg som Løven maatte brøle,
For min Lønlig Synde-søle.

* 39

✂

3.

HErrens Haand og heftig Plager,
Som med Synden var fortient,
Udi Tyngsel alt tiltager.
Til min vedske blev forbrendt:
Jeg blev mager og forsvand
Som en Urt for Sommer-brand,
Merk, o Synder, leg paa Hierte,
Sligt giør Syndsens skiulte smerte.

✂

4.

Jeg omsider blev til Sinde
At bekiende Synd og Skam,
Lukke Skalken ikke inde
Under en skin-hellig ham:
Men jeg sagde saa hos mig:
HErre Gud, jeg vil for dig
Min Misgierning friit bekiende,
Da fik Syndsens Straf og Ende.

✂

5.

Derfor skal hver Helgen mindis
Hvor mod mig du vaarst saa bliid,
Tag' Exempel, naar du findis,
GUD at søg' i rette Tiid
At naar Synde-Flooder sig
Velter ind mangfoldelig,
De ey da til dig skal rekke,
HErrens Haand skal dem forstekke.

* 40

✂

6.

Vil end Loven mig forbande,
Jeg har Gud at roo mig ved,
Skal her megen Angist lande,
Gud, du est min Fiele-sted,
Du, for Sorg og Siæle-trang
Skal med Fryd og Frelse-sang
Mig omringe allevegne,
Og din Lov paa mig optegne.

✂

7.

Gud vil selv stoor Fliid anvende,
Nøye agte mig oppaa,
Lære mig den Vey at kiende
Hvor jeg sikker vandre maa;
Ja hans Øyis goode Raad
Er med mig i ald min Daad,
Og skal altid mig raadføre
Hvad som jeg skal troo og giøre.

✂

8.

Værer derfor, værer ikke
Som dend vild' og vrinske Hest,
Vider eder bedr' at skikke
End hint grove Mule-Bæst
I hvis Mund (om de skal staa)
Tømm' og Krogbid knibe maa,
At de ey for nær skal træde
Og slae HErren af sit Sæde.

* 41

✂

9.

Mange Plager (hvor det lenter)
Er dend Ondis visse Dom,
Men hvo kun sin Gud forventer
Med Miskundhed ringis om.
Giver derfor Røst og Lyd,
Siunger udaf Hierte-Fryd
I Rætfærdig', Hierte-Fromme,
Eders Frelse skal dog komme.
42

✂ 1. Lyksalig Dag! som nu saa blijd oprinder,

42-43

2. Den prægtig Sool som hele verden glæder
3. Ach HErre, lad dog ey din Vrede opsyde etc.

✂

* 43

✂

Dend tredie Morgen-sang.

✂

1.

Lyksalig Dag! som nu saa bliid oprinder,
At jeg endnu, med Solens opgang, finder
Guds Naade i min ringe Busk at boo,
Saa Nattens Mørk og Satans Fange-Fælde
Fik ingen magt min Siæl at overvelde
Med sin Uroe.

✂

2.

Lov skee dig Gud i høye Himmel-rige!
Jeg vil med Tak op af mit Leye stige,
Ja til dig løfte Hierte, Mund og Haand,
Min Siæl skal yde sine tusind sukke,
Mit Ansigt skal mod Jorden ydmygst bukke
Sig ved din Aand.

✂

3.

Det er jo ey min Værskyld nogen maade,
At dog det mindste grand udaf din Naade
Mig skulde blive giort til Deel og Lod:
Men for min Synd og megen stoor' usnilde,
Du af din naadig Haand mig burde trilde
Saa som en Klod.

✂

4.

Dog haver du mig i din Arm optaged
Og Faders hierte altjd til mig draged
Endog i denne nest forgangne Nat:

* 44

✂ Du har ey qvisted mig med Syndsens snerte,
Mens jeg som Segl oppaa dit hulde Hierte
Har været sat.

✂

5.

Op, op min Siæl, og skynd dig at aflegge
Ald Mørkheds ham forinden disse Vegge,
Gak ud mod Soolen som et Lyvsens Barn,
Og lad dit Hier' i Vand for Synden smelte,
Skam dig, at du her efter dig skal velte
I Synd og skarn.

✂

6.

Mit vandretøy jeg der med paa mig tager,
Gud give mig sin naade at jeg mager
Paa alt det som kand GUD til Ære skee,
At hvor jeg mig skal hen i Verden vende,
Jeg Guds Ansigtis Lyvs hos mig kand kiende
Og klarlig see.

✂

7.

Mit Embed og mit Kald mig er befaled,
Gid det ey bliver udaf mig forhaled
Og efterlat ved Lyst og Ledighed;
Men at jeg kand Guds Ære stedse søge,
Min Næstis og mit eget gaun forøge
Med Fliid og Sved.

* 45

✂

8.

Giør du, O Gud, min Bolig fuld af Lykke,
Lad ingen Modgang mig og mine trykke,
Afvend i Naade Vaade-Ild og Vand:
Lad hastig Død mit Levnet ey afskiære,
Gid mine Been mand ey med Skam skal bære
Til Mørkheds Land.

✂

9.

Giv mig din Aand og Naade at jeg viger
Fra Synd og Skam, og til min Gud opstiger
I gandske Hierte, Tanke, Hu og Sind:
Lad mig ad Verdens Lokke-fugle spytte,
Jeg mig for Lysten i mit Kiød kand hytte
Som slet er blind.

✂

10.

Din Ær' og Ord hos os befæsted blive,
Giv dem din Aand som Fredens Ord skal drive,
Giør du vor Konge mægtig, stor og sterk!
Giv Seyer, Lykke, Raad udi hans Rige,
At Efterkommerne der om kand sige:
Det vaar Guds Verk!

✂

11.

Lad Jorden blive fuld af Frugt og Grøde,
Giv af de dybe Vand nødtørftig Føde,
Velsigne du hvert Huus og Figentræ:

* 46

✂ Lad hver foruden Synd sit Huus opbygge,
Og sidde under HErrens Vinger trygge
I Ly og Læ.

✂

12.

Her paa, min Gud, jeg for mig selv vil bede
Du vilde mig paa Sandheds Veye lede,
Og følge mig ved Haanden tryggelig,
At sikkerhed mig ikke skal forraske,
Men at jeg i min Jord og Falle-aske
Maa speyle mig.

✂

13.

At naar mit Glas er gandske da udrundet,
Og ingen Hielp i Verden bliver fundet,
GUD øse da min Siæl ald fuld af trøst!
Min JEsus maa mig ligg' i hiert' og tunge,
Indtil jeg skal mit Hellig, Hellig siunge
Med Engle-Røst

✂

Dend Tredie Aften-sang.

✂

1.

Dend prægtig Sool, som hele Verden glæder,
Saa sædelig hen fra vor syyn aftræder,
Og Natten bæller ud, som af en ørk!
O Lyvsens Fader, hos mig arme vandre,
Som mørket kand til Liv og Lyvs forandre,
Og Lyvs til mørk.
47

✂

2.

Ach Gud! du skalt mig ey af Haanden slippe,
Om end dend gandske Verden skulde glippe,
Thi jeg af Moders Liv er paa dig kast!
Om Bierge sank, og Verden vild' omvelte,
Og Elementerne de vilde smelte,
Jeg staar dog fast.

✂

3.

Naar jeg, O Gud, din Omhu ræt betragter
Og dine Øynis tusindfolde Vagter,
Da rører sig ræt hver en draabe Blood!
Thi som jeg frem paa Leve-trappen stiger,
Vtallig tusind Vidne til mig siger
At Gud er good.

✂

4.

Siig dog, min Siæl, om nogen Sool er runden
Op over Hoved dit, og er forsvunden
Foruden noget sær Guds Naadis Tegn?
Luk derfor op dit hiertis Live-Aare,
Lad flyde ud din Tak, i dine Taare,
Som Dug og Regn.

✂

5.

Idag, idag er det din store Naade
At Satan over mig ey fik at raade,
Enddog min Synd det havde vel fortient:
Dog haver din Miskundhed mig omringed,
At Satans Anslag haver ey gelinged.
Men er afvendt.
48

✂

6.

Jeg er ey kast ved Sygdom ned paa Leye,
Guds Engle har paa alle mine veye
Haand-baared mig fra Fald og fode-stød!
Gud til mit Kald har givet Naad' og Lykke,
Mig har ey manglet et nødtørftigt stykke
Af daglig Brød.

✂

7.

Min blodig Synd min Siælis skam og skade,
Dend Slange-Edder, som jeg burde hade,
Og dog i Dag har hersket i mit Kiød,
O Gud, du dend med Jesu Blood udslette
Og gak ey med mig Syndere i rætte,
For din Søns Død.

✂

8.

Jeg denned nu til søvn min' Øyne skikker,
Thi Synden, som i Kiødet boer og stikker,
Forsonet er, saa dend ey skade kand:
Min Seng opvartis af Guds Engleskare,
Min Siæl og Liv skal JEsus selv bevare
Min Frelsermand.

✂

9.

Sov da, sov hen, mig skal ey Satan vække,
Og ey med Drømm' og Helvedsyner skrekke,
Jeg seer min Gud i søvne hos mig staa!
Jeg skadis ey paa mindste Bloodedraabe,
I søvne jeg ved Jesu død kand haabe
Nyt Liv at faa.
49

✂

10.

Lad ingen Nat, O Gud, dit Ord formørke,
Giv Vægterne i Zion Kraft og styrke
Velsigne KONGENS Huus, og sæt din Vagt
Omkring hans Riger og hans Arve-Lande,
Giv viise Raad, Hans Fiender at modstande
Med Lykk' og Magt.

✂

11.

Besøg hvert Huus, og ingen udelukke
Fra disse mine dybe Hierte-sukke,
Giv alle Svage Roo og Hiertetaal:
Gud med sin Aand dem alle kraftig røre,
Som efter HErrens Ville ræt skal giøre
Med Dødsens Skaal.

✂

12.

Far dermed vel ald Verdens Pragt og Ære,
Jeg vil min Død ræt nu af søvnen lære,
Lyvs over mig dit Ansigts Salighed!
Saa skal jeg fort med Morgenstiernen ile,
Og takke dig for søder Natte-hvile,
For Roo og Fred.

✂

13.

Lad endelig din Aand fra mig ey vige,
Naar jeg i Dødsens Dal skal nederstige,
Vær da, O Gud, min Trøst og Støde-stav!
Lad da min Siæl ad Døden haanlig smile,
Mit Legeme i Livsens Haab sig hvile
Udi sin Grav.
50

✂

Dend tredie Kong Davids
Poenitendse-Psalme.

✂

1.

Ach HErre lad dog ey din Vred' opsyde,
Og i din Hidsighed paa mig udbryde,
Ach ney! straf dog ey som jeg har fortient,
Thi dine Pile mig mit hierte kløver
Din Haand med Soot og Sygdom mig bedrøver,
Som paa er kiendt.

✂

2.

Udi mit Kiød er ingen Sundheds Prikke,
Alt for din grumme Vrede jeg maa drikke,
I mine Been kand ingen Lise boo:
Alt for min Synd, som for mit Ansigt vanker,
Ja Dag og Nat besværer mine tanker,
Med stoor Uroo.

✂

3.

Min ondskabs Daad, som jeg bedrev forlangen,
(Dend jeg før traadde under Foodesvangen)
Dend nu mit Hovet overstegen er,
Og min Samvittighed saa hart bemøder,
Ja mig fuldnær til Helvede nedstøder,
Som Byrden bær.
51

✂

4.

Af syndsens Saar foul Stank og Raad udflyder,
Jeg svinder ind, dog nu saa høyt fortryder
Min Daarskab og min Ubesindighed,
Jeg gaar nu krum og mig i Støf nedbøyer,
Og under Sorge-skik jeg daglig døyer,
En Angist-sved.

✂

5.

Min Indvold brænder op, og snart vil revne
Af Synd og skam som jeg er haan at nævne
Og paa mit Kiød er ingen sundheds plæt:
Jeg er afmægtig, og mig Synden knuser,
Jeg og mit Hierte brøler høyt og bruser,
Urolig slet.

✂

6.

Men HERre, ald min Lengsel og de sukke
Som jeg udi mit Bryst maa indelukke,
Er ey, O Gud, skiult for dit Viisdoms Raad.
Mit Hierte heftig sker, min Kraft og styrke
Har mig forlat, og Øyne ere mørke
Af daglig Graad.

✂

7.

De som mig før har elsket høyt og æred,
Ja de Staldbrødre som jeg fødd' og næred,
Stod' afsiids fra min Plag' og kiged ind!
Min næste Frende, med vel haart et Hierte,
Stood langt af Leed, hver haantis ved min Smerte
I Hu og Sind.

* 52

✂

8.

Men de mit Liv med fliid fast eftersøgte,
De deres skalke-snarer daglig øgte,
Og de som fritted efter min Ufær,
De taler Vanart mig til Skam og Skade,
Og pønser friit paa Svig, thi de mig hade,
Hver Dag i sær.

✂

9.

Imidlertiid jeg lood som jeg ey hørde
Hvad skam og skiendsel de om mig udførde,
Som Dummen jeg ey løBde for min Mund
Jeg var som dend der ikke kunde høre
Og ey til giensvar kunde Tungen røre
Mod skalke-fund.

✂

10.

Thi HERRE, jeg med Lengsel efterlented
Og at du skulde svare jeg forvented,
Thi jeg udi mit Hierte tænkte saa:
Om du tilsteder at min Food skal glide,
Da vil det, naar de mellem sig mig slide,
Gaa stort oppaa.

✂

11.

Men om du, Gud, vilt mine Ribbeen vrie,
Jeg færdig er at halte, og vil tie,
Om end min Pine altid for mig staar:
Jeg give vil Misgierning min tilkiende,
Og i Bekymring for dend Synd mig vende
Som jeg begaar.
53

✂

12.

Min' Avindsmænd bestyrkede nu leve,
Og de i tal mangfoldig mange bleve
Ja de som gave idel Ont for Got,
Mod mig som Satan selv af Hiertet stoode,
Og huldte mig, for jeg attraar det goode,
For idel Spot.

✂

13.

Men du, O Gud, mig i ald Angist styrker,
Forlad mig ey, thi jeg dig trolig dyrker,
Min Gud og HErre, vær ey langt af Leed!
Vær snar, Hielp, hielp og paa din Arm mig lette
Giør dog, O HERRE, for din Ære dette,
Min Salighed.
54

✂ 1.Velkommen Morgenstund, med Guld og Gavn i Mund.

66-67

2.Dend klare Sool gaar ned, det qvelder meer og meer.
3.Gud vær mig naadig, og tilgiv min Synd saa leed.

✂

* 55

✂

Denet Fierde Morgen-sang.

✂

1.

Velkommen Morgenstund, med Guld og gavn i Mund!
Lov skee dig, gode GVd, jeg vogned glad og sund:
Nu skal min øyenbryn ey meere hvile faa,
Før min Food
Med Hiert' og mood
I HErrens Huus skal staa.

✂

2.

I Aftis blev vort Lyvs og Brendelampe slukt,
Men JEsus Verdens Lyvs i Siælen skinde smukt:
Min trætte Krop i Fred og leyde hvilte sig,
Og min Seng
Vaar ey saa æng,
Gud bode jo hos mig.

✂

3.

O GVD, dit Øye vaar min klare Natte-Sool,
Om end min Hvile-halm laa paa din Foode-Stool:
Dog saaestu ned oppaa mig usle Kreatur,
Mod ald Nød,
Og Satans stød
Varstu min Vold og muur.
56

✂

4.

Jeg derfor nu vil op til HERrens Alter gaa,
Og mine Taare ned udi hans Ager saae:
Min Tunge med ald Tak skal løBnis udaf Fryd,
Klinge op
Til Himmel-top,
I Aandens Lyst og Lyd.

✂

5.

Dend Dag som vaar i gaar, har nu ey meere brug,
Men denne nyder jeg i tidens Flugt og Fug,
Af HErrens Naade, som er til mit Levnet lagt,
At min Tiid,
Med Frugt og Fliid,
Kand tagis end i agt.

✂

6.

Hielp Gud, jeg kunde saa i Frygt og Agtsomhed,
See hvordan tiiden bort fra mine Fædre gleed,
At ingen Verdens Lyst mig saa i Sindet groor!
Jeg jo kand,
Med god Forstand,
See hvor dend sig hensnoor.

✂

7.

Jeg har og vel forsøgt hvor Foodefalsk og glat
At verdens Baane er, O Gud tag derfor fat
Og holdt min høyre Haand, at jeg til skam-fald ey
Skrenter hen,
Saa min U-ven
Beleer mig paa min Vey.

* 57

✂

8.

Gid hvert Minut min Siæl i Gud kand være glad.
Og færdig fra sin Krop med Lyst at skillis ad;
Lad min Samvittighed ey blive steene-trykt;
Gid for Synd
Og Søle-dynd
Jeg bær en skyldig Frygt.

✂

9.

Udi mit Kald, O Gud, leg med mig Haand i haand,
At jeg af Spindelvæv skal ikke snoe mig Baand;
Lad din Velsignelse mig komme til at groo!
Gierighed,
Og Annis Sved
Langt være fra mit Boo.

✂

10.

Din Ære og dit Ord giør her i Norden fast,
At vi fra Lyvset ey i mørket blive kast
Giv, ved din Hielp og Haand, vor Konge glædis maa
At hans Land,
I Lyksom stand,
Maa lange Grendser faa.

✂

11.

Giv Brød og Biering til hver i sit lovlig Kald,
Bevar hver Christen fra u-Christelige Fald,
Besøg dend sygis Seng, spiis hver en hungrig Siæl,
Giør dem fri
Fra vilden Sti
Som ere Satans Træl.

* 58

✂

12.

Nu gaar mit Seyeryerk, saa lenge Gud hand vil.
Jeg mod min Aften mig og gierne laver til!
Skiær, Gud, min knude løs, naar det behager dig,
Mig er vel,
Fordi min Siæl
Er mest i Himmerig.

✂

Dend Fierde Aften-sang.

✂

1.

Dend klare Sool gaar ned, Det qvelder meer og meer,
Hver Arbeydsmand er træt og sig om hvile seer:
En Dag jeg nærmer' er ved Døden end som før,
Tiden mig
Saa sagtelig
Oplukker Dødsens Dør.

✂

2.

Her skiftis Tiden om, her vexlis Dag og Nat,
Af Solen bliver kun en skygge efterlat!
Saa Verdens Herlighed omsider ende faar,
Mørken Grav
Og Onne-Drav
Vi sidst i Verden aaer.
59

✂

3.

Tænk da, o tænk dig om, min Siæl, søg ey din Roo
I Verden, som ey veed at holde stand og Troo!
Ræt nu vaar Solen her nu er her idel mørk
Verden var
Da lyvs og klar,
Nu er dend som en Ørk.

✂

4.

Jeg triner nu udi det Dugge-fulde Græs,
Naturen siger mig: Bie lit, stat her og læs:
See Morgen-blomsteret, hvor det er falmed nu!
Det vaar Fragt,
Nu er det slagt,
Ach! kom det dog ihu.

✂

5.

Min Siæl, vær rolig lit, mens jeg mig tænker om,
Hvad dog min Gud hand er langmodig, mild og from,
Jeg seer mit Kontrafey i Blomster og i Høe,
Dag og Nat
Mig lærer brat
At jeg skal engang døe.

✂

6.

Tak, tusind gange tak, O Gud, som ævig er,
Og udi tiden dog slig Omhu for mig bær!
Fra første Øyeblik der jeg af Rode randt,
Af mit Leer
Du giorde meer
End jeg kand sige grandt.
60

✂

7.

Du toede mig udaf mit syndig fødeblood,
Og gafst mig i din Søn en anden Voxe-rood,
Du har opklekket mig udi dit rene Ord,
Ja min Siæl
Saa tiit og vel
Er spised ved dit Bord.

✂

8.

End er jeg denne Dag ved din Barmhiertighed
Ulykken gangen qvit, om Satan end var vred,
Du har og givet mig i dag min deel af Brød,
I min Skaal,
Med Himmel-maal,
Din Gunst og Naade flød.

✂

9.

Men, O min Gud, giv til hvad jeg mod dig har brudt,
Agt ey de Spirer som af Syndsens Rood er skudt,
Løs min Samvittighed af sine Synders Baand,
Kast dem ned,
I ævighed,
I Haved med din Haand.

✂

10.

Stil du en Engle-vagt omkring min Sove-sted,
Lad Satan i mit Huus ey sette noget fied,
Luk Himlen i mit Sind, giør Hu og Hierte reen,
Lad min Siæl,
Af Kiødets Pæl,
Ey finde noget meen.
61

✂

11.

Oplyvs din Meenighed og breed din Ære ud,
Omfaun med Kierlighed din Aandelige Brud,
Som du i Norden har opelsked dig til Lov,
Stød dem om
Med Rætviis Dom,
Som søge hendis Rov.

✂

12.

Gud, lad din Salighed for Kongens Ansigt gaa,
Og hug hans Fiender af som Axeklipped straa,
Formeer hans Herlighed, forlæng hans Lives Aar,
Gid hans Sæd,
I dyder klæd,
Stoor magt i Verden faar.

✂

13.

O naadens Fader, see og af din Himmel ned
I ald din Christendom, til hvers nødtørftighed!
Jeg staar nu færdig til min Sovested at gaa,
Giv du mig,
At jeg i dig
En rolig Nat kand faa.

✂

14.

Kom, mægtig Engle-hær, lyvs Herrens Roo og Fred,
Paa Siæl og Legem, og hvad meer mig kommer ved!
Gak, Orme-sæk, og sov, Gud skal i Morgen dig
Vekke her,
Men siden der
Til Liv ævindelig.
62

✂

Dend Fierde Kong Davids
Poenitendse Psalme.

✂

1.

Gud vær mig naadig, og tilgiv min Synd saa leed,
For din Miskundheds skyld, ey for min Værdighed,
For din Barmhiertighed, som saa utallig er,
Reent udslæt
Hver Synde-plæt
Som jeg i Kiødet bær.

✂

2.

Toe mig og vask mig vel og meget af min Synd,
(Jeg ved at i mit Kiød er Syndsens Arpe-dynd,)
Prøv her din Farve-kunst! og giør min Kiortel hvid
Skiær og reen,
Af Skarn og Meen,
I ald min Livis tiid.

✂

3.

Thi jeg min Ondskab og min' overtrædelser
Til fulde kiender nu, saa det i Hiertet skiær,
Min Synd dend Dag og Nat ræt for mit Ansigt staar,
Siger mig,
At visselig
Guds Straf hos Synden gaar.

✂

4.

For dig min GUD, for dig jeg ene synded har,
Og giort det onde i din' Øyne obenbar,
63 Din tale derfor mod min Synd retfærdig er,
Og din Dom
Ey feldis om,
Som reenheds merke bær.

✂

5.

See, Gud, og tenk at jeg ey uden Ondskabs Saar
Er af min Moder fød, hvis fødetiid vaar haard,
Ja der min Moder mig først varmed i sit Liv,
Vaar dend Lyst
Ey uden Brøst
Men syndig Tiids fordriv.

✂

6.

See, du har dog din Lyst i Sandheds skiulte Leed
Der er som Nyre-lukt, og ingen Mand af veed,
Dit Evangelium mig trøst i Løndom bær,
Jeg skal faa
God Viisdom paa
Den ting nu tillukt er.

✂

7.

Afløs mig derfor kun med Isop-koosten tiit,
Jeg troer jeg bliver reen og ald min fuulhed qvit,
Toe mig, saa bliver jeg langt hvidere end snee:
Thi jeg grandt
Messiæ Pandt
Hans Blood og Død kand see.
64

✂

8.

Ach lad mig høre da stoor Lyst og Siæle-Fryd,
Udi dit Ordis Kraft og Evangeli Lyd,
At mine Been og Marv, som du med Løve-tand
Knasker smaa
Som aun og straa,
Af Fryd omspringe kand.

✂

9.

For mine Synder og min vilde snuble-Vey
Skiul du dit Ansigt, og agt det aldeelis ey,
Hvad jeg med Hiert' og Haand har for dig giort Uræt,
Slæt det ud,
O naadig Gud,
Udaf dit Regne-Bræt.

✂

10.

Skab mig et Hierte reent og puurt fra syndsens Art,
Som af sin skyld og Blood i dig er toet klart,
Udi mit Bryst og Liv en rætter Aand forny,
At ieg kand,
Som en Guds Mand,
Her efter Synden fly.

✂

11.

Forkast mig ikke fra dit Ansigts Salighed,
(Bliv aldrig for min Synd saa saare Harmt og Vred)

* 65

✂ Tag ey, o Naadens Gud, din værdig Hellig Aand
Fra mig bort,
Thi da vel kort
Fik Satan overhaand.

✂

12.

Giv mig, o Gud, igien din overflødig Trøst
Udaf din Salighed, udi min Siæle-Brøst,
Med en frivillig Aand ophold mig allenstund
At jeg giør,
Det som mig bør,
Med Hierte, Haand og Mund.

✂

13.

Da vil jeg udi mit Exempel lære saa
At Overtrædere paa dine Veye gaa,
Ja Syndere, som end Guds Frygt ey sandse ræt,
Skal til dig
Omvende sig,
Og Synden hade slet.

✂

14.

Udfri mig ogsaa fra den dyre bloodeskyld,
O GVD min Salighed, og fra en Hierte-byld,
Og din Rætfærdighed, din Gunst og Sandheds Ord,
Tusindtal
Min Tunge skal
Berømme her paa Jord.
66

✂

15.

Oplad, o HErre, selv min Mund og Læbers Dør,
(Thi ellers i din Lov er jeg saa Død som før)
Saa skal jeg vit og bredt (alt efter Engle-viis)
Med min Mund,
Af Hiertens Grund,
Kundgiøre HErrens Pris.

✂

16.

Thi du har ingen Lyst til feede Offers Røg,
Og dig befalder ey Brend-Offers hellig Smøg,
Thi jeg vel ellers gav dig tusind Lam og Faar,
Offer nok
Af Øxen-flok,
Som jeg saa vel formaar.

✂

17.

Men ieg langt bedre veed, at HErrens Offer er
En sønderknused Aand, som Sorg for Synden bær,
Et Hierte som for Synd er Angerknused smaa,
For hans Magt
Er ey foragt,
Det maa vi lide paa.

✂

18.

Giør vel mod Zion og imod din Meenighed
Alt efter dit Behag, og søg din Kirkis Fred,
Byg murene udi Jerusalem, og bliv
Selv en Muur,
At Fiende-Luur
Forgævis ypper Kiv.

* 67

✂

19.

Da skaltu have Lyst til Offer som der skal
Udi Rætfærdighed frembæris tusindtal,
De rætte ofringer, og Læbers Kalve med
Legger mand,
'Med good Forstand,
Da paa dit Alter-sted.
68

✂ 1. Op, op i søde JEsu Naun,

80-81

2. Det mulmer mod dend mørke Nat
3. O HErre hør min Jammers Bøn.

✂

* 69

✂

Dend femte Morgen-sang.

✂

1.

Op, op i søde JEsu Navn,
Og lad din Øyenbryn ey slnmme meer
Min Siæl, du est endnu i Haun,
Og Solen stikker paa dit Huus og Leer
Hver Morgenstund fornyer GUd sin Pagt,
Hans Sool forgylder Nattens sørge-dragt.

✂

2.

Jeg vaar ey værd at Solen mig
Med mindste straale skulde skinne paa
Om jeg vaar saa forglemmelig,
At Herren mig af Hierte skulde gaa,
Og jeg hans Øynes tusind Vagter ey
Berømde høyt oppaa mit levnets vey.

✂

3.

Op, op, min Siæl med Lov og Tak,
Og vær med Himmel-Psalmer flux bereed,
Med ydmyghed til Thronen gak
Og kast dig for din Hems Ansigt ned
Dit Hellig, Hellig, siung med Engle-Koor,
Thi du hver dag i HErrens Naade groor.

* 70

✂

4.

Udi min Herris skiød og Arm
Har jeg nu soved rolig denne Nat,
Guds Aand var mig i bryst og barm
Og jeg blant Engle-Vagter vaar nedsat:
Thi motte Helved-Aander skammelig
Langt fra min Hvile-sted undsette sig.

✂

5.

Jeg derfor mig nu stiller frem,
Dog ey paa nogen min Retfærdighed
Men med de hellig Vunder fem
Og ald dend pine Jesus for mig leed:
Jeg laver til hans saar et Græde-bad
Thi jeg har dem nydt ald min Frelse ad.

✂

6.

Om Hielp og Raad jeg beder dig,
O gode Gud, endnu i denne Dag,
At ald min Gierning lykkelig
Forrettis kand, min Gud til velbehag
Min Næstis og mit eget gaun derved
Forøgis maa i Lykke, Fryd og Fred.

✂

7.

Mit skrøbelige Kiød og Blood
Til sine tusind fald tilbøyed er,
Thi Synden er mig Nyre-grood
Og Hendis Gift jeg udi Barmen bær:
Mens demp, o Gud, Naturens onde glød,
At jeg i Synden ikke bliver død.

* 71

✂

8.

Men om jeg snubler, og min Food
Hand glider hen paa Verdens hale lis,
Udslæt du da med JEsu Blood
Min blodig Synd, og giør dog ikke Riis
Saa store, som jeg vel fortiene kand
Men bøy mit Hiert' igien som strømme-Vand.

✂

9.

Om og i Dag indfalde kand,
En ulyksalig Tiim' og Øyeblik,
Om jeg faar skad' af Ild og Vand,
Om soot og sygdom blander Dødsens Drik!
Ach lad mig dog ey tabe Hiert' og Mood,
Men tænk', at alting har fra Gud sin Flood.

✂

10.

Din Meenighed og Faare-Sti,
Hvor i hos os dit Ord og Ære staar,
Fra Siæle-ulve hende fri
Og fra de Hykkel-klædde Satans Faar.
Driv fra os ud dend Parder-plettedt Flok,
Som spinder hemmelig paa Satans Rok.

✂

11.

Giv du vor Arve-Kongis Aar
De maatte vare for dig frem og frem,
Lad Kongens Huus ey lide skaar
Af nogen sorrig eller Modgangs klem:
Giv hannem viise Raad i ald sin Sag
Og hør hans Bøn paa Nødens haarde Dag.

* 72

✂

12.

Giør Landene som grønne Dal'
Af Frugt og Fedme ofverflødig riig'
Og gyd ned af din Himmel-sal
Din Fred saa som en Flood, og stil ald Kriig,
Afverge Dyr tiid, Pest og Ildebrand,
Og Havets altfor mægtig Floders Vand.

✂

13.

Jeg gaar nu til dit Huus igien
Og giør for mig og min' en ydmyg Bøn,
Gud vær vor Fader og vor Ven,
Og giv os ikke vor fortiente Løn:
Lad Hustro, Børn og alt mig rører paa,
Din Naade, Lykke, Hielp og Bistand faa.

✂

14.

Giv at jeg mig erindre kand
At ingen blive-sted her er for mig,
Men Verden er mit Vandrings Land
Og mine Reyse-timer skynde sig:
Gud veed hvor snart jeg helser Gravens Hul,
Og mit Leer-bygde Huus gaar ned i smul.

✂

15.

Kom, JEsu, kom kun naar du seer
At det kand være paa min Siælis tarv
Brek kun mit svage Kar og Leer,
Jeg skal da nyde først min Himmelarv!
Puust Jorden lit bort fra min Himmel-Deel,
Paa Dommens Dag skal dend dog blive heel.
73

✂

Dend Femte Aften-sang.

✂

1.

DEt mulner mod den mørke Nat,
Og Dagen er oppaa sit sidste Fied,
Mod Vesten haver Solen sat
Sin Gang hen til sin vaanlig nedgangssted,
I Jacob rinder dog en Stierne op,
Saa vel i Dalen som i Bierge-top.

✂

2.

Lad mørknis ikkun immerfoort,
Jeg gruer dog for aldrig nogen ting,
Naar Luften bliver fæl og soort,
Saa lyvser Jesus om mig rundt omkring!
Hans Aand i mig et Lyvs oppusted har,
Som over alle Verdens blus er klar.

✂

3.

Nu vil jeg falde ydmyg ned
Og kysse Støven for min Herris food
Fordi hans store Miskundhed
Er saa mangfoldelig mig overgrood,
Før Solen skal mig slet af syne gaa,
Vil jeg med Hiertens Tak for HErren staa.

* 74

✂

4.

Paa mine Dagis Rime-stok
Har Gud selv tegned Lykke, Liv og Brød,
Gud giver mig det nøysom nok
Om Guld end ikke regner i mit skiød:
Jeg kysser paa Guds Haand og takker til,
Som hver Dag mig min Nødtørft skicke vil.

✂

5.

Vel har jeg svedet denne Dag,
Og i min Viingaard velted Klimpen om,
Dog vaar min Efne alt forsvag
At saae Velsignelse i noget Rom:
Men Gud mig dend dog af sin Naade gav,
Hand signed selv min tunge arbeydstav.

✂

6.

Har Satan spundet Hilde-garn,
At føre mig i dag til synd og skam,
Hans Anslag bleven er til skarn,
Gud lærde mig at see hans Skalkeham,
I Troens Skiold hand sine Pile brød,
Hand fand mig levendis i Christi Død.

✂

7.

Mit Goods og Ære, Liv og Siæl
Har været hid indtil i Guds behold,
Om Slangen stak mig i min Hæl,
Og trued mig vel tiit med Syndsens sold:
Dog har jeg ikke fundet sorg og saar,
End ikke paa mit mindste Hoved-Haar.
75

✂

8.

Mens ach jeg arme Adams Barn
Ureenhed sidder paa min Kiortel fiiig,
Jeg velter mig i Synd og Skarn,
Og er Guds Billede slet intet liig:
Mit hiertis Tanke, ja min Ord og Daad
Med syndsens Galde-Frøe er ombesaad.

✂

9.

Af dette onde Kilde-veld
Er Synd og Last i dag og bubled op,
Men ald min skam og mit Uheld
Tog JESus villig paa sin blodig Krop,
Ved hannem jeg og megen Naade faar,
Hand skyvier mine skamfuld Synde-saar.

✂

10.

Jeg skikker mig til Leye nu,
Og mine Klæder fører jeg mig af,
Ved sengen kommer jeg ihu
Min domme-dagis seng og hvile-grav,
Hvor Verdens Herlighed jeg skal afstaa,
Og kun et svøbe-lagen med mig faa.

✂

11.

Omkring mig, naar mit Lyvs er slukt,
Jeg finder myggen mig at stikke paa,
Jeg tænker da: Naar jeg er lukt
I ald min Eyedom, og gravens vraa,

* 76

✂ Hvor Ormen da skal vrimle i min Hud,
Og æde disse Verdens Lyster ud.

✂

12.

Men efter mørken midder-nat,
Da hører jeg det klingre hane-gal,
Ald Verden er til Side sat,
Min Tanke er da udi Himmel-sal,
Hvorfra jeg, ved Basunens sterke Lyd,
Paa Dommedag opvekkis skal til Fryd.

✂

13.

I disse Tanker vil jeg gaa
En rolig Søvn i Nat at tage mig,
Guds Ansigt over mig skal staa,
Hans Engle mig beskierme veldelig:
Min Siæl i Gud skal tryggeligen boo,
Af Satan og mit Kiød ey faa uroo.

✂

14.

Vær selv, O Gud, en værn og vold
Omkring din KIRKE og din lille Hiord,
Vær du vor Kongis sterke skiold,
Slut Laasene med Fred udi hans Gaard:
Lad hos hans Raad dit Lyvs og Lampe staa,
At Nat og Nød dem ey formørke maa.

✂

15.

Gud trøste dem der ere nu
I deris Døds minut, og afskeeds tiid,

* 77

✂ Kom syge Lemmer og ihu,
Giv dem Taalmodighed og vær dem bliid
Glem ikke nogen iblant hver af dem,
Som du selv kiender for dit legems Lem.

✂

16.

Jeg dermed mig nu kaster ind
Udi min Herris Arme og hans skiød,
Hand lyvser op mit mørke Sind
I Søvne ja udi dend grumme Død!
Saa sover jeg med Herrens Fred og Roo,
I Liv og Død alt lige fuld af Troo.

✂

Dend femte Kong Davids

Poenitendse-Psalme.

✂

1.

OHErre hør min Jammers bøn,
Og lad mit Raab dog komme for dig ind,
Skiul ey dit Ansigt fra din Søn
Oppaa hans trængsels Dag, men vend dit Sind,
Bøy Øret ned naar jeg dig raaber paa,
Skynd dig, bønhør mig at jeg Hielp kand faa.

✂

2.

Thi mine Dage svundne er
Som Røg i Luften driver sagte hen,
En gru i mine Been jeg bær,
Som tærer mig, at lidet er igien:
Mit Hiert' er feldt og tørred som en Urt,
Det kiære Brød at æde er mig surt.

* 78

✂

3.

For mine dybe Hierte-Suk
Er mine Been og Kiød kun som en Rad,
Jeg, som Rørdrummen med sin Kluk
I vilden Ørken aldrig findis glad,
Som Uglen paa hin øde Mark og Muur
Er jeg alt for mig selv i Skiul og Skuur.

✂

4.

Min Søvn gaar bort for Hiertenag,
Jeg vaager og er altid i Uroe,
Som eenlig Spurre paa mit Tag,
Saa Venne-løs er jeg udi mit Boe,
Min Fiende skiender dagligen mit Naun,
Og galne Folk svær hart imod mit Gaun.

✂

5.

Der er en Afsmag i mit Brød,
Jeg æder det som Aske og som Grud,
Min Graad i Drikke-karet flød,
Og giorde mig min drik som Lag' og Luud
For trusel din, at du varst vred og hvas,
Opløfte mig, og slog mig ned i kvas.

✂

6.

Som skyggen mod den Aftenstund,
Saa mine Dag' er nær ved undergang,
Som vissen urt i Mark og Lund
Saa mister jeg min Kraft og Aandefang:
Men, Gud, du sidder fast, ihvor det gaar,
Fra Slegt til Slegt dit Minde ævig staar.
79

✂

7.

Stat op, O Gud, og lav dig paa
At ynkis over Zions store Nød,
Skal dend ey gandske undergaa
Da er det tiid at Naade din udbrød!
Ja dend bestemte tiid og kommen er,
Tenk hvad du haver lovet, Herre kier.

✂

8.

Thi dine Tienere har Lyst
Og stoor Behag i hendes bygnings Steen,
Ja det vaar deris Hierte-trøst,
At HErrens Huus det kom igien paa Been:
Thi de har Medynk over dends foragt,
At HErrens hellig Huus i støv er lagt.

✂

9.

De grove Hedninge skal faa
Der Orsag af at frygte Herrens Naun,
Og Jordens Konger lige saa
Skal søge HErrens Ær' og deris Gavn:
Naar HErren bygger Zion op igien
Og i sin Ære seis, som hendis Ven.

✂

10.

Naar hand har vendt sit Ansigt hid
Til deris Bøn, som nu er slet forlat,
Og nu for Angist intet gid,
Men er som skalded Træ i ørken sat:
At hand ey deris ydmyg Bøn forsmaar,
Men lader see dend ham til hierte gaar.

* 80

✂

11.

Saa skal dend Guds Barmhiertighed
Og skrivis op med Fyrighed og fliid
For Efterkommerne, som veed
Dog ellers intet udaf denne Iid:
Ja Folket som her efter skabis skal,
Vil love Gud derfor i tusindtal.

✂

12.

Thi Gud hand saae herned oppaa,
Udaf sin Helligdoms det høye Slot,
Af Himlen hand til Jorden saae,
Hvordan hans Folk drev om i spæ og Spot, III
At høre fangens Suk, for Fiendens stød,
Og løse dødsens børn af siæle-nød.

✂

13.

Paa det de kand i Zions hiem
Fortælle Herrens Naun ævindelig,
Hans Lov udi Jerusalem,
Naar folk til Herrens huus forsamle sig,
Og Kongeriger Herren tiene skal,
I Christi Menigheds blood-sprengde Sal.

✂

14.

Men, Gud i min Udlendighed
Og paa dend vey, der jeg i fængsel gik,
Ydmyged mig, jeg fuld vel veed
Hvormangt et angist-stød at jeg der fik:
Ja Gud forkortet mig mit levnets tiid
Og skar i tu mit lange haab og liid.

* 81

✂

15.

Jeg sagde da, O gode Gud,
Tag mig ey mit i mine Dage bort,
Mit Haabnings-Maal lad mig naa ud,
Du veedst mit Levnet det er dog kun kort!
Men du, o Gud, i ævighed bestaar
Fra Slegt til anden vare dine Aar.

✂

16.

I Verdens første Skabnings tiid
Du lagde Jordens Grund urørlig fast,
Og Himlen blev udbredt saa viid,
Som dreyer sig om Jordens runde last
De er' din' Hænders Gierning underlig
Hvorpaa jo billig hver forundrer sig.

✂

17.

De skulle samptlig dog forgaa,
Men du bestaar og bliver alt igien,
Som daglig Klæder mand har paa
Saa skal og de af Ælde slidis hen.
De skal forvandlis som en Klæde-palt
Naar du vilt ændre deris store Alt.

✂

18.

Men du densamme altjd er,
Og ende-løse ere dine Aar,
Du dine tienere beskiær
At deris Børn og sæd for dig bestaar,
De for dit Ansigt vel befæstis skal,
Det er vor trøst i denne Græde-dal.

* 82

✂ 1.Nu rinder Solen op,

114-15

2.Til hvile Solen gaar,
3.Udaf dend dybe Nød.

✂

* 83

✂

Dend siette Morgen-sang.

✂

1.

Nu rinder Solen op
Af Øster-lide,
Forgylder Klippens Top
Og Biergets side,
Vær glad, min Siæl, og lad din stemme klinge,
Stiig op fra Jordens Boo,
Og med din Tak og Troo
Til Himlen svinge.

✂

2.

Vtallig saa som Sand,
Og uden maade,
Som Hafsens dybe Vand
Er HERrens Naade,
Som hand mit Hoved daglig overgyder:
Hver Morgen i min skaal
En Naade uden Maal
Til mig nedflyder.

✂

3.

En Orm er jeg oc svag,
Ja fød til Møye,
Dog har min Gud behag,
At hand sit Øye
Til Vare-tægt vil paa mig Arme sette,
At jeg hver Morgen skal
Udi hans Naadis Val
Min Troo oprette.
84

✂

4.

Hand har i denne Nat
Med Engle-skare
Mit Huus og Hiem omsat.
At ingen Fare
Har rammet mig og min' i nogen maade:
Men jeg er frelst og fri
Fra dødsens mørke sti,
Og Siæle-vaade.

✂

5.

Jeg har min Førlighed,
Og mine Lemmer
Af ingen smerte veed
Som dennem klemmer,
Og HErreris Aand i mig sit vidne giver
At jeg Guds kiere Søn,
Formedelst Christi Bøn,
Fremdelis bliver.

✂

6.

Min Siæl, vær frisk og glad
Lad sorgen fare,
Dit Legems Blomster-blad
Skal Gud bevare:
Hand skal i Dag mig give Kraft og styrke
Jeg i mit Kald og stand
Min Gud og Fader kand
Tilbørlig dyrke.

* 85

✂

7.

Gud legge Haand i Haand
Med mig, og give
Sin gode Hellig Aand
Mit Kald at drive!
Velsigne mig, o Gud, udaf det høye!
Gid jeg hver dag og tiid
I Gud og i min Fliid
Mig lader nøye.

✂

8.

Lad Synden mig i dag
Ey slet forblinde,
At jeg min Guds behag
Kand ræt besinde:
Men om min Food gaar vild og sig mon støde
Da vend, O Gud, mig om,
Og gak ey strax til Dom
For svagheds Brøde.

✂

9.

Du best min Tarv og Trang
O HErre kiender,
Til med er Lykkens gang
I dine Hænder,
Og hvad mig tiener best i alle maade
Du det tilforne seer!
Min Siæl hvad viltu meer?
Lad Gud kun raade.

* 86

✂

10.

For mine Børn og sæd
Om jeg vil sørge,
Om ieg hver Tjme græd,
Og vilde spørge:
Hvor skulde de sit Brød og Lykke tage?
Gud lever jo endnu!
Hand kommer dem ihu,
De skal ey klage.

✂

11.

Skal jeg paa Jord og Land
For Brødet svede:
Skal jeg paa vilden Strand
Mit Brød oplede:
Skal jeg mit Sverd for Gud og Brød omspende:
Dog er jeg vis oppaa
Min Gud skal med mig gaa,
Min Tarv at sende.

✂

12.

Gud lad mig denne dag
I Dyd opstige,
Lad Siælen faa en smag
Paa Himmerige:
Lad mig min Hu til Verden aldrig bøye,
Men i min dybe suk
Og knæfalds ydmyg Buk
Til Gud ophøye.
87

✂

13.

O Gud bær Omhu for
Din Kirkis goode,
Giv hende glade Koor,
Sæt dend paa foode:
Lad Anti-Christen dog med ald omstødis
Og hans skinhellig Pak
Med deris falske snak,
I grund forødis.

✂

14.

Lad KONGEN glæde sig
I Gud allene,
Og hvad hand beder dig
Du ey formeene:
Giv KONGENS Huus mangfoldig Ær' og Lykke,
Og sæt ham paa din Haand,
Med kierlighedsens Baand,
Som gylden smykke.

✂

15.

Lad Landet deyligt staa
Af Frugt og Grøde,
Lad Sandhed fremgang faa
Og Rætten møde:
Gud give mig min deel med alle andre,
Indtil jeg hos min Grav
Nedlegge skal min stav
Og heden vandre.

* 88

✂

16.

Saa skal jeg gode Nat
Med Glæde sige,
Min Gud mig tager fat,
Naar jeg skal stige
Ned udi Dødsens Dal og Gravens giemme
Da faar jeg trøst og raad:
Da endis suk og Graad
Med Engle-stemme.

✂

Dend siette Aften-sang.

✂

1.

TIl hvile Solen gaar,
Og dagen helder,
Og mørk af Nattens vraar
Til os udvelder:
Gud lyvse selv for os, og hos os være,
At Naadens Lyvs og Lyst
Optendis i vort bryst,
Os at regiere.

✂

2.

O store Gud, jeg maa
Rundt ud bekiende,
At jeg ey bund kand naa
Og ingen ende
I din Barmhiertigheds og Naadis strømme,
En bek den anden naar
Og ieg alt Aarsag faar
Dig at berømme.

* 89

✂

3.

Jeg, en udlendings Mand,
Som mine Fædre,
Boer her i fremmed Land,
Attraar et bedre:
Min pillegrimme-stav Jeg skal henslenge,
Og giennem tidens stød
Ja og dend bittre Død
Til Himlen trenge.

✂

4.

Det lærer tiiden mig,
Som haver Vinger,
Og læt og listelig
Hen fra mig svinger:
Ja denne Dag, som nu mod Natten qvelder,
Hand skyder mig i hu,
Hvor nær mit Hoved nu
Mod Graven helder.

✂

5.

O Gud, af hiertens grund
Min Siæl er rede,
For denne Dag og stund
Dig at tilbede:
Du haver mig af idel naade spared,
Og i min stand og kald,
Fra ald u-lykkis fald,
Saa vel bevared.

* 90

✂

6.

Du gafst mig daglig Brød
Og legems styrke,
Velsignels' i mit skiød
Til dig at dyrke:
Jeg derfor nu mit Hiertis Harpe stemmer,
Og takker inderlig
Min Gud, som ikke mig
Sit Barn forglemmer.

✂

7.

Hvad jeg har mod dig giort
I Ord og Tanke,
Det være lit og stoort,
Som dig kand anke:
See, jeg nedfalder for din Naadis Throne!
Lad din Barmhiertighed
Og JEsu blodig Sved
Min Synd forsone.

✂

8.

Dend Synd som i mig boer,
Dend udyds Kiempe,
Det ukrud i mig groer
Jeg dog vil dempe:
Tag, Herre, tag mit Hiert' i dine Hænder,
Thi ellers er min Magt
Mod Synden snart forsagt,
Som du best kiender.
91

✂

9.

Nu vil mit Øye-laag
Opsøge Hvile,
O Gud du mig bevaag,
At Satans Pile
Forgievis skydis ud af Dødsens Bue!
Gid jeg i søvne maa,
Og Hiertens skiulte vraa,
Guds Ansigt skue.

✂

10.

Gud holde midlertiid
Oppaa sin KIRKE
Sit Øyes agt med Fliid,
Og det udvirke,
At aldrig Herrens Lyvs hos os formørkis
Men vi, til Satans Spot,
I alt det som er got
Maa daglig styrkis.

✂

11.

Tend Lyvs og Glæde op
I KONGENS Sale,
Hans Sool fra Ærens Top
Lad aldrig dale!
Giv, Gud, hans Raad oplyvsning allevegne,
At de, med good Forstand,
Om disse Riger kand
Ræt vel indhegne.
92

✂

12.

Er nogen her forgiæt,
Gud, glem dem ikke,
Lad dem ey vær' udslet,
Men ogsaa drikke
Vdaf din Naadis overflødig Bekke!
Lad Naadens veldig Arm
Til hver nødtørftig Barm
Sig selv udstrekke.

✂

13.

Far dermed, Verden vel,
Jeg vil nu sove,
Paa HErren har min Siæl
Sat Liid og Love
Jeg mine Børn hos mig nu inde lukker,
Som først med ydmyghed,
Sig selv til Jorden ned
For HErren bukker.

✂

14.

Saa sover ieg dermed,
Gud skal ey vige
Bort fra min sove-sted,
Men til mig sige:
Sov nu mit Barn, og svøb dig i dit klæde,
Du skalt opvogn' engang
Blant Fryd og Engle-sang,
I ævig Glæde.

* 93

✂

Dend Slette Kong Davids
Poenitendse Psalme.

✂

1.

VDaf dend dybe Nød
Af alskens Vaade,
Jeg raaber, HErre sød,
Til dig om Naade!
O HErre, lyd min Røst, mig ey forglemme,
Lad Ør'ne obne staa,
At de grandt merke paa
Min Klynke-stemme.

✂

2.

O HErre, om du vil
Vor Synd betragte,
Og ald vor Ondskabs spil
Saa nøye agte,
Hvo kand da staa, o Gud, iblant os alde
For din dend strenge Dom?
Hand jo maa stødis om
Og slet henfalde?

✂

3.

Men hos dig, gode Gud,
Stor skaansel findis,
Du sletter Synden ud
At dend ey mindis!
Det er af ævighed dit gode Rygte!
Des bør vi ocsaa dig,
Som Børn en hver for sig,
Pligtskyldig frygte.
94

✂

4.

Jeg venter inderlig
Med Hiert' og Øye,
Og efter HErren mig
Vil gierne føye,
Min Siæl hans sande Løfter eftervented,
Og paa hans Ord og Eed
Gav tøv med good beskeed,
I Haabet lented.

✂

5.

Endnu er jeg paa vagt
Med Siæl og Hierte,
Paa HErren er min agt,
O søde smerte!
Fast meer' end Vægterne i Haabet lider,
At Mørkhed skal forgaa,
Og Morgen-lyvs opstaa
Af østens sider.

✂

6.

Israel haabe paa
Dend Naadig HErre,
De skal og redning faa,
Naar de begiere:
Thi hos ham er Miskund og Faders Hierte,
Og stoor Forløsnings Magt
Udi hans Haand Er lagt,
Mod alskens smerte.

* 95

✂

7.

Hand, hand den gode Gud,
Ald Naadis Kilde,
Sit Folk skal løse ud
Af ondskabs Hilde!
Hvor stoor end Synd og Synde-straf kand være
Dog skal, for deris Raab,
Og store sønlig Haab
Gud over bære.

* 96

✂ 1.Vaag op og slae paa dine Strenge.

132-33

2.See, hvor sig Dagen atter skynder.
3.O HErre, hold din' Øren aaben.

✂

Dend syvende Morgen-sang.

✂

1.

VAag op og slae paa dine Strenge,
Siung mig en deylig Morgen-sang,
O kiære Siæl, stat op af senge:
Giør med din Tak en Himmelgang:
Giør vold oppaa den Stierne-borg,
Og glem saalenge, Verdens Sorg.

✂

2.

Velan! jeg vil til Himlen stige,
Langt fra min Jorde-klimp og krop,
Mit Borgerskab er i Guds Rige
Der stunder jeg og daglig op!
Lov, Priis og Tak i tusind tal,
Skee Gud i høyen Himmel-sal.

✂

3.

Jeg har ey andet dig at give,
End kun min blotte Hierte-tak,
Ald anden Gierning her i Live
Dend er at yde ald for lak:
Men mine Suk du ey forsmaar,
Og Graaden som i øyne staar.

* 98

✂

4.

Nu vogned jeg og slap af leye,
Gud giorde det jeg sov i Fred,
Jeg derfor vil mod Jorden neye,
Og kysse HErrens foode-fied!
Jeg Dulmed vel i Mørkheds Land,
Blev dog betient af Gud og Mand.

✂

5.

Nu seer jeg Soolen at optræde,
Sin Buegang med lyst at gaa,
O Gud, hvad overvettis Glæde,
Jeg daglig kand i hiertet faa,
At Christ Rætfærdighedens Sool
Hand har i mig et skinnebool.

✂

6.

Lad, Jesu, flux dit Lyvs oprinde
I mig, at jeg, som lyvsens Barn,
Ey lader mig af verden blinde
Og snæris udi Satans garn:
Lad Kiødsens lyst i mig uddøe,
Og tænke paa mit Kiød er høe.

✂

7.

De dødelige Skud og Pile,
Som Satan hærded i min Synd,
Er fløyen over tusind Mile,
Og hafde mod mig ingen fynd:
Paa min Dørstolpe JEsu blood
Mod Morderen sig finde lood.
99

✂

8.

Nu veed jeg vel at Satan ikke
Skal udi Dag forsømme sig,
At hand mig kand i Hælen stikke,
Og slae med Tungen hemmelig,
Men Gud giør du mit Ansigt stift,
At jeg kand lee ad hendis Gift.

✂

9.

Skal sygdom, sorrig og Ulykke,
Skal Armod eller Fattigdom
Mig efter HErrens Ville trykke,
Lad dog min Troo ey stødis om:
Men giv mig med Taalmodighed
At giøre HErrens Kalk beskeed.

✂

10.

Velsigne, Gud, udaf det Høye
Mit Arbeid og min sure sved,
Lad mig med Satans Kalv ey pløye,
Af andris Blood giør mig ey feed:
Viis mig dend Vey hvor jeg skal gaa,
Udi Guds frygt mit Brød at faa.

✂

11.

Bevar hos os din rene Lære,
Elsk paa din Viingaard idelig,
Lad os af Ordet Frugter bære
I Kierlighed, enhver for sig,
Lad Kirkens Fiender see sin harm
Paa os din Hiord udi din Barm.

* 100

✂

12.

Gud legge Hæder, Priis og Ære
Paa KONGEN overflødelig,
Lad ham, som David Krunen bære,
Bøy selv hans Hierte efter dig:
Raadfør du selv hans høye Raad
At deris Verk gaar vel i Traad.

✂

13.

Vort gandske Land, og begge Rjger
Omskands, o Gud med Fred og Roo,
Giør alle dem, som os bekriger,
Til vore Fødders træde-broo:
Giør Luften sund og Jorden feed,
Omkrone dend med Frugtbarhed.

✂

14.

Velan! Jeg til mit Kald mig giver,
Og fanger nu min Gierning an,
Min Gud mig end saa naadig bliver
Som hand i ald min Tiid er van,
Hand tager Haanden med mig i,
Og med sin Aand staar trolig bi.

✂

15.

Jeg vil dog ey paa Verden bygge,
Om Lykken end vil med mig staa
Men alt som Dagen sig mon rygge,
Vil jeg min Siæl alt minde paa,
At Glasset rinder, Tiiden gaar,
Og ævigheden forestaar.

* 101

✂

16.

Saa skal jeg i Guds Frygt fuldende
Min torne-fulde Levnets gang,
Sin Aand skal Gud i Hiertet sende
Udi min sidste Aandefang!
Skiul da, o Jord, min syndig Krop
Mens Siælen følger Engle-trop.

✂

Dend Syvende Aften-sang.

✂

1.

SEe, hvor sig dagen atter skynder
I vester-vand sig Solen toer,
Vor hvile-time snart begynder,
O Gud, som udi lyvset boer,
Og sidder udi Himmel-sal,
Vær du vort Lyvs i Mørkheds dal.

✂

2.

Vort Time-glas det alt nedrinder,
Af Natten drivis Dagen bort,
Ald Verdens Herlighed forsvinder
Og varer kun saa gandske kort,
Dend Sool, som før paa Klippen stood,
Er neden for vort Triin og Food.

✂

3.

O Gud, mit Hierte det er rede
Med Tak at bryde himlens Slot,
Jeg mine Hænder vil udbrede
Til djg, for ald dend Gunst og got,
Som du har hid til denne stund
Paa mig udøst saa mangelund.
102

✂

4.

Om fra min Vugge jeg begynder
Og overseer min Tælle-stok,
Hielp Gud! Hvad Naader sammen lynder,
I mange mange tusind skok!
Utallig er dend Naadis skat.
Som du hos mig har nedersat.

✂

5.

Jeg kand mig nu fuld vel erindre
Hvordan Guds forsyn med mig gik,
Udi de Aar der jeg vaar mindre,
Og jeg forstod ey Verdens-skik:
Jeg vaar tilfreds med mine Kor,
Og stoled paa mit FADER VOR.

✂

6.

Alt som jeg nu til Alder træder
Og efterhaanden sanker Aar,
Saa samler jeg og HErrens glæder
Og Lægedom for mine Saar:
Mig møtt' end aldrig noget stød,
At Hunning jo forneden flød.

✂

7.

Saa destillerer jeg dend Galde,
Som Verden skienker i min tiid,
Jeg lader alting mig befalde,
Fordi jeg veed, Gud er mig bliid:
Naar Sorgen op med Solen gaar,
Dend inden aften Ende faar.

* 103

✂

8.

Saa gaar ey nogen Dag til ende
Jeg jo min HErris Ansigt seer,
I hvordan Bladet sig mon vende,
Og om ey altid Lykken leer,
Dog finder jeg Guds Naadis gunst
At overgaa ald fliid og Kunst.

✂

9.

Hvad kunde jeg min Sved tilskrive?
Hvad vaar min omhu og uroe?
Alt hvad jeg kunde sammenrive,
Vaar kun som auner paa en Loe;
Om Gud vaar ey i Arbeid med
Og kom Velsignelser afsted.

✂

10.

Des takker jeg min kiere Fader,
For denne Dag besynderlig,
Paa hvilken hand mod Himlens Gader
Har sat mig op saa nær til sig,
At jeg kand see i Himlen ind,
Og kiende grandt min Faders Sind.

✂

11.

Med Lykke, Helbred, Liv og Ære
Jeg hidindtil er kommen vel,
Jeg haver ingen Steen at bære
Paa min Samvittighed og Siæl,
Jeg venter mig en naadig Gud,
Om livsens lyvs ræt nu gik ud.

* 104

✂

12.

Dog er jeg ikke fri for Synder,
Jeg er, som andre, Kiød og Blood,
Og lysters Lue-nemme tynder
Det ilder i min Nyre-Rood:
Det som er ræt jeg ikke giør,
Men oftest det mig ikke bør.

✂

13.

Dog skal min Gud alt det tilgive,
Og sætte Naad' i sted for Ræt,
Sin Lov udi mit Hierte skrive,
Min Synd skal blive slæt forgiæt,
Hans Aand skal mig og drive saa,
At jeg ey af hans Vey skal gaa.

✂

14.

Sæt Engle-orden om mit Leye
I denne Nat, lad Satan staa
Langt uden for det jeg mon eye,
Og lad ham ingen indpas faa,
At skade mig med noget fund,
I mens jeg faar min Hvile-blund.

✂

15.

Tag og, O HErre, nøye vare
Oppaa din KIRKIS Rolighed,
Dit Ansigts Sool paa hend' opklare,
Naar mørket det vil falde ned:
Lad Lyvset aldrig blive slukt,
Og Naadens Dør ey heller lukt.
105

✂

16.

Vor KONGIS Huus vi ey maa glemme,
Gud lade Troskab, Fred og Ræt
Udi hans Tider sammen stemme,
Giør hannem udaf Dage mæt,
Lad hannem i din skygge boe,
Og høyt: sin Fiende overgroe.

✂

17.

For hver en Christen og Medbroder,
Ja hver en syg og Sorrigfuld
Jeg og med Bøn hos Gud anmoder,
Som er barmhiertig, troo og huld,
Hand hielper hver ud i sin sted,
Og alle mine ogsaa med.

✂

18.

Sluk dermed Huege-lyvs og Lampe,
Gud lukke selv mit husis Dør,
Thi skal mod Brodden Satan stampe,
Om hand der paa et Anfald giør:
Gud selv er her til Huus' i Nat,
Og her omkring sin Vagt har sat.

✂

19.

Sov da i JEsu Naun, og Faune
Din Gud i Troen meget fast
Hand skal din Falle-ask' opsaune
Naar du est i Beenhuset kast,
Og sætter Engle-skik derpaa!
Din Orme-mad skal kun forgaa.

* 106

✂

Dend syvende Kong Davids
Poenitendse-Psalme.

✂

1.

O HErre, hold din' Øren aaben,
Min sag jeg setter ind for dig
Ach! hør min ydmyg Bøn og raaben,
Som jeg fremfører sørgelig,
Med Lyst paa min Formaning agt,
For din Miskundheds store magt.

✂

2.

Bønhør mig og lad Hielpen komme
Formedelst din Rætfærdighed
Og Himmel-gunst, som alle Fromme
I Verden høyt at prise veed:
Din strenge Ræt jeg søger ey,
Men gaar til dig ad Naadens Vey.

✂

3.

Gak derfor ey med mig i Rætte,
Kom med din Tiener' ey til Dom,
Thi du, o HErre, seer vel dette
At aldrig nogen er saa from,
At hand rætfærdig kaldis kand
For dig, i Adams Synde-land.
107

✂

4.

Min Fiende, som mig uræt giorde
Foruden nogen skyld og skiel,
Hand støtte mig mit Liv til Jorde,
Og vilde giøre mig til Træl,
Hand satte mig i mørket ned
Som Døding, der ey Glæde veed.

✂

5.

Derfor min Aand af megen Smerte,
Er Angist-dekked i mit Liv,
Mit arme sukke-banked Hierte
Har ingen Lyst og tiids fordriv,
Det midt i mig forstyrred er
For Angist, som det daglig skiær.

✂

6.

Jeg tænker paa de gamle Dage,
Og hvad du mod dit Folk har giort,
Thi vil mit Hierte ey forsage,
Det grunder meere foort og foort,
Betragtendis din' Hænders Verk;
Om Jeg er svag, Gud er dog sterk.

✂

7.

Thi breder jeg ud mine Hænder,
Som dend der nær fordrukned er!
Jeg mig til dig, O Gud, henvender,
Min Siæl i Troen jeg frembær
Til dig, som et forsmægted Land,
Forfriske dend med Naadens Vand.
108

✂

8.

Skynd dig, o Gud, mig Hielp at sende,
Bønhør mig, thi min Aand forgaar,
Dit Ansigts Lyvs du ey bortvende,
Jeg jo din Hielp i tide faar,
At jeg dog ikke som en Død
Skal Jordis, for min tiid, i nød.

✂

9.

Lad mig din Miskund aarle høre,
Thi jeg paa dig mit Haab har sæt,
Viis mig dend Vey, hvor jeg kand føre
Min Vandring her i verden ræt:
Thi jeg her om min Siæl til dig
Opløfter nu saa hiertelig.

✂

10.

Fra mine Fienders vold og vrede,
Og deris grumme Tyranni,
Jeg dig, min Gud, vil ogsaa bede
Du vilde mig med magt udfri.
Hos dig jeg skiuler mig i Nød,
Og agter haant om Fiende-stød.

✂

11.

Lær ogsaa mig at jeg kand giøre
Alt hvad dig vel behage kand,
Din gode Aand mig der til røre,
Ledsage mig i slette Land,
At jeg i Græde-dalen maa
Dend rette Vey til Livet gaa.
109

✂

12.

Saa skal du for dit Naun og ære,
Som jeg af hiertet søge vil,
End lade mig i Live være,
For din Rætfærdighed der til
Skal du min Siæl med veldig haand
Udfør' af Nød og Dødsens Baand.

✂

13.

For din Miskund skal du udslette
Min Fiende udi Bond og Grund,
Og dem forderve, som besette
Min Siæl med Angist mangelund.
Thi jeg din Tiener være vil
Af ald min Kraft mens jeg er til.

✂ Velsignelse, ære og priis, og Kraft
være vor Gud i ald ævighed,
Amen.

110

✂

Register.

Rind nu op i JEsu Naun,....................... Pag. 4
Dagen er snart runden hen, ....................... 14
Ach! min HErre, straf mig ey,..................... 20
Siæl og Hierte, Sind og Sandser. ................... 26
Blusser op og værer glade, ........................ 32
Salig er en Mand at skatte, ........................ 38
Lyksalig Dag! som nu saa bliid oprinder, ........... 44
Dend prægtig Sool, som hele Verden glæder, ........ 51
Ach HErre lad nu ey din Vrede opsyde, ............ 57
Velkommen Morgenstund, Med Guld og Gavn i Mund, 68
Dend klare Sool gaar ned, det qvelder meer og meer, 73
Gud vær mig naadig, og tilgiv min Synd saa leed, .... 80
Op, op i søde JEsu Naun,......................... 92
Det mulner mod dend mørke Nat, ................. 98
O HErre hør min Jammers Bøn, ................... 105
Nu rinder Solen op, .............................. 116
Til Hvile Solen gaar, ............................. 122
Udaf dend dybe Nød, ............................ 128
Vaag op og ske paa dine Strenge, .................. 134
See, hvor sig Dagen atter skynder .................. 139
O HErre holt din' Øren aaben, .................... 146

111

✂

✂ De Forseelser som i trykken, udi min Fraværelse, ere ind
sneged, vilde dend goodhiertige Læsere, saaledis rette.

✂ Blad / lin / læs / for

✂ 34 / 1 / glæde / Lukke

✂ 39 / 11 / Lnke / Den

✂ 45 / 2 / Det / min

✂ 48 / 2 / Mine / at

✂ 70 / 2 / af / dlæd

✂ 71 / 7 / Steenetrykt / Stenetryk

✂ Hvad ellers kand være forseet med Noderne, enten at de ere 10
ikke saa nætte og kiendelige som de burde, eller og Nøgelen er
ikke ræt sat, derom vil jeg formode at dend velforfarne Læsere, som
Siunge-Kunsten forstaar, det ikke min u-videnhed vil tilskrive,
efter som her vaar stoor mangel paa Noder, og min Leylighed ey
heller vaar at være stedse derhos tilstæde; bedendis gierne hand
i det øfrige vilde lade see sin Gunst og Genegenhed imod
mig, dend jeg altid med ald Ærbødighed vil be
flitte mig paa [at] aftiene. Far vel.

✂

112
113

✂

Aandelige Siunge-Koors
Første Part
Anden og tredie Udgave.

✂ Anden Udgave foreligger i to forskellige Tryk, der begge bærer
Aarstallet 1677. Denne Udgave, hvis Titelkobber meddeles om
staaende, indeholder et rettet Optryk af 1674 og derefter 3 Morgen
og 3 Aftensuk, som angivet S. 116 f. Titelbladet til Førstetrykket
1677a (i Haderslev lærde Skoles Bibliotek) er gengivet ndf. S. 115.
Optrykket 1677b (KB), hvis Titelblad gengives S. 119, er forøget
med et kobberstukket Portræt (anbragt paa Smudstitlens Verso
side). Da Portrættet i det eneste kendte Eksemplar af 1677b er
stærkt beskaaret, er Aftrykket i 1680b (KB) lagt til Grund for
nærværende Reproduktion.
Tredie Udgave1680 findes ligeledes i to indbyrdes forskellige
Tryk, der begge benytter Pladerne til Titelkobber og Portræt
fra 1677. Den indeholder et Optryk af 1677a, og er forøget med
et Melodihefte med særlig Paginering og Titelblad (S. 121 ff.).
De to Tryk 1680b og 1680B, hvis Titelblade gengives S. 120 og
S. 129, synes at stamme fra et fælles Forlæg (1680a), der næppe
kan have været identisk med noget af de to kendte 1677-Tryk, og
man maa derfor regne med, at der har eksisteret et Mellemled
mellem 1677a og 1680b-B.

114

✂

115

✂

116

✂

Dend I. Morgen-Suk.

✂ Nu staar jeg op i HErrens Naun,
[se ndf. S. 295]

✂

Dend IL Morgen-Suk

✂ Dagen nu fra Himlen rinder,
[se ndf. S. 310]

✂

Dend III. Morgen-Suk

✂ Nat Søvn og Slum og Seng far vel,
[se ndf. S. 325]

* 117

✂

Dend I. Aften-Suk.

✂ Dagen nu sin Afskeed tager,
[se ndf. S. 307]

✂

Dend II. Aften-Suk.

✂ Haf Tak, O Gud, for denne Dag,
[se ndf. S. 321]

✂

Dend III. Aften-Suk.

✂ Gak Siæl og tag dit Regne-Bræt,
[se ndf. S. 333]

118

✂

119

✂

120

✂

121

✂

122

✂ 1. Rind nu op i Jesu Naffn.
2. Dagen er snart runden hen.
3. Ach! min HErre straff mig ei.

✂

* 123

✂ 1.Siæl og Hierte
2.Bluser op og værer glade
3.Salig er dend Mand

✂

* 124

✂ 1. Lychsalig Dag
2. Den præctig Soel
3. Ach HErre, lad dog ei

✂

* 125

✂ 1. Velkommen Morgenstund
2. Dend klare Sool gaar ned
3. Gud vær mig naadig

✂

* 126

✂ 1. Op, op i søde Jesu Naffn
2. Det mulmer mod den sorte Nat
3. O HErre hør min Jammers Bøn

✂

* 127

✂ 1. Nu rinder Solen op
2. Til hvile Solen gaer
3. Udaff dend dybe Nød

✂

* 128

✂ 1.Waag op, oc slae paa dine Strenge
2.See hvor sig dagen atter skynder
3.O! HErre holt din Øren aaben

✂

129

✂

132

✂

APPROBATIO.

✂ Sacro hoc & eleganti rhytmo ita fateor animum meum
permulsit Nobilis Poeta & Asaphus noster, Vir adm.
Venerandus, Dn. Mag. Thomas Kingo, ut versum esse,
qvicqvid postea legerem, pené immoderatus vellem. Sive
enim harmoniam spectes qvam huic seculo tandem pate
factam crederes, si qva prius latuerit: Sive sermonem ipsum
attendas, & lingvæ vernaculæ cultum: Sive deniq; rhytmum
examines & concinnum cantici motum, ita hic omnia pul
chré conveniunt, ut, vel ipso Voßio judice, etiam disertissi
mum audeant provocare Oratorem. Addat hanc insuper
divinis cantionibus divinam vim & potentiam Magnus ille
præcentor in Israel, qvi Asaphum qvondam in cytharis
prophetantem divina virtute gratiosè sustinuit, easq; supra
omnem adeo cultæ orationis efficaciam ponat, ut pios sem
per motus concitent, & lectorum mentes molliter secum in
cælos trahant. Ita eas publico sacras volumus.

✂ Hafn. d. 6. Sept.
Ao. 1681.

✂ Joh. Baggerus D.

133

✂

134
135

✂

136

✂

Dend
Stoormægtigste Høybaarne
Dronning
CHARLOTTA
AMELIA

✂ Dronning til Danmark og Norge, de
Wenders og Gothers, Hertuginde i Schlesvig, Hol
stein, Stormarn og Dytmarsken, Fød-Landgrevinde til
Hessen, Fyrstinde til Hirtzfeld; Grevinde til Oldenburg
og Delmenhorst, Kazzenellebogen, Diez,
Ziegenhain, Niddag og Skauenborg.

✂ Ynsker jeg Naade og Fred, med langvarigt Liv og
Lyksalighed til ald Kongelige Velstand paa Jorden,
og ævige Ære og Salighed udi Himmelen!

✂

Allernaadigste Dronning

✂ Iblant andre mange Kongelige og kiendelige Naader,
med hvilke Himlene, til allis Fornøyelse og Forundring,
saa overflødeligen haver beriiget og kronet Eders Majest.
med, er ikke denne den ringeste, at Eders Majest. med en
fri og fuld Kiærlighed ey allene elsker vort Lands Folk,
mens ogsaa vort Sprog. Disse loulige Kongerigers tro
lydige Undersaatter bære det dagelig, med allerunderdanigste
137 og Hierte-meent Berømmelse, paa deris Tunger og Tale,
at Eders || Majest. haver naadigst ladet sig behage at sætte saa
naadigt et Merke paa sit Kongelige Gemyttis Tilbøyelighed
til os, at vænne sig til at tale med vort Land, førend Eders
Majest. tog Kronen i vort Land. Saa haver vi samptlig lært
at kiende Eders Majest. Hierte af Eders Tunge, førend vi
hafde dend Lyksalighed at kiende Eders Majest. af Ansigt
eller Øyne. Og efter at det haver behaget GUd at velsigne
os med saa dannis og dyd-fuldkommen en Dronning, haver
Eders Majest. ey allene, som en anden Esther, talt Got
til allis Tarv og for hver Mands Huus, mens ogsaa ladet see,
at Eders Majest. Hierte dragis til vor GUds Huus, i det at
Eders Majest. ofte udi vore Danske Meenigheder lader sig
af Ordets || Prædiken fornøye og forlyste, hvorover alle hierte
ligen glædis, og besynderlig GUds Tienere, som dagelig
ynsker vort Jerusalem til Lykke, fordi at Eders Majest. sætter
sit Hierte til dends Muur, til at forbedre dends Pallatzer.
Udi denne Lyst, som Eders Majest. haver til at elske vort
Sprog, seer jeg at Eders Majest. paa en sær Heroisk og Helte
maade, giør mange af dennem skamrøde, der haver (maa
skee i tredive Aar) ædt Fædernelandets Brød i Hans Majest.
Tieniste, og har dog ikke vildet lære tredive Danske Ord.
Enten det nu er vort gode gamle Danske Sprogs Skæbne,
at det skal agtis haant om af dem, som vi agter høyt om; eller
og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstaa det) at det er et
Vadmels || Sprog, og derfor gid ej taget det paa deris Silke-
Tunger, det lader jeg staa ved sit Værd denne gang. Og som
jeg, for min Ringhed og det Pund mig er betroed, tragter
efter at legge tilbørlig Værd paa vort kiære og ældgamle
Moders Sprog, sær udi aandelige Sange, og sær udi andre
Maader, som Tjden, nest GUds Hielp, skal udviise, saa
138 haver jeg taget mig dend allerunderdanigste Tilliid, at jeg
denne mit Aandelige Siunge-Koors anden Part
Landsens Moder, Eders Majest. min Allernaadigste Dron
ning ville tilskrive, til et udødeligt Minde for Efterkom
merne hvor berømmelig og Dane-kiær en Dronning Eders
Majest. er, og til et || allerunderdanigste Tegn, at jeg udi
alt det jeg formaar, og udi Hiertens ydmygste Bønner er og
bliver

✂ Eders Majest.

✂ Allerunderdanigste Tienere
og hiertelige Forbedere
hos GUD

✂ Thomas Kingo.

✂ Odense Bispegaard
den 1. Septembris
An. 1681.

139

✂ Wi CHRISTIAN dend Femte af GUDS Naade,
Konge til Dannemarck oc Norge, de Venders oc
Goters, Hertug udi Sleßvig, Holsten, Stormarn oc Dyt
mersken, Grefve udi Oldenborg oc Delmenhorst, giøre alle
vitterligt, at eftersom os Elskel. M. Thomas Kingo,
Superintendent ofver Fyen Stift, for os allerunderdanigst
hafver ladet andrage, hvorledis hand til Trøcken skal hafve
fuldfærdiget een Bog, kaldes Aandelig Siunge-Koors
anden Part, da hafver Vi, efter hans her om allerunder
danigst giorde Ansøgning oc Begiering, Allernaadigst bevilget
oc tillat, saa oc her med bevilger oc tillader, at hand samme
Bog paa egen Bekostning maa lade oplegge oc trøcke, dog
at med des Revision efter voris Elskel. kiere Her Faders Sal.
oc Høyloflig Ihukommelse den 6. May Anno 1667. udgangne
Forordning vorder forholdet, saa oc at den rigtig oc correct
trøckes, oc skal ingen anden end fornefnte M. || Thomas
Kingo hans Arfvinger, eller hvo deris Samtøcke eller Til
ladelse der til hafver, sig maa til fordriste, udi Tiufve Aars
Tjd, fra dette vort Brefs Dato at regne, bemeldte Bog eller
hvis andre Skrifter som hand enten allerede hafver ladit
udgaa, eller her efter kunde tilsinds vorde at ville lade udgaa,
enten udi een eller anden slags Format med støre eller mindre
Stil, paa Danske Sprog eftertrøcke, eller eftertrøcke lade, ey
* 140 heller andensteds fra trøckt, her i voris Rjger oc Lande ind
føre, distrahere eller forhandele, eftersom det hannem self
oc hans Arfvinger allene skal være frjt oc forbeholden.
Understaar sig nogen her imod at giøre, eller antreffes med
andre Exemplarier af fornefhte Bog eller Skrifter, skal den,
eller de, for hver gang de i saa Maader betrædes være for
falden at gifve udi Straf for hver Exemplar de med betreffes
fem Hundrede Rixdaler, dend tredie Deel til Angifveren,
oc de øfrige tvende Deele til de Fattige i Ottense Hospital,
oc der foruden, som vores Mandaters motvillige || Ofver
trædere være vores General Fiscals Tiltale undergifven. For
biudendis alle oc enhver her imod, eftersom forskrefvet
staar, at hindre, eller udi nogen Maade Forfang at giøre,
under vor Hyldest og Naade. Gifvet paa vort Slot Kiøben
hafn den 20. Augusti Anno 1681.

✂ Under vort Zignet

✂ Christian

✂

141

✂

✂ In

✂ Chorum Sacrum

✂ THOMÆ KINGO.

142

✂

✂ Hactenus altisoni rhythmos & carmina Risti
Et numeros pietas qvos velit esse suos
Miramur Dani & peregrino assvescimus ori,
Et bibimus rivos Rhene superbe tuos:
Nunc patrias KINGO genio locuplete camænas
Erigit, & fato dat meliore frui;
Ille canit, totumq; trahit ad carmina regnumm,
Et dulci eloqvio templa domosq; replet,
Ut jam dediscens fædos vox publica cantus,
Incipiat cælo nil nisi teste loqvi,
Ausa suum cunctis Heliconem opponere terris,
Ingenio Vatum carminibusq; parem.
Heus ubi sunt tua magne Pater Tiberine fluenta?
Seqvana ubi, & toto gurgite pienus Arar?
Nil Dantes, nil Laura Tibi tuus ille Petrarcha,
Nil simile Oenotriæ tota caterva dedit;
Nil Odera, ingentiq; tonans Opitius ore,
Et qvicqvid Vatum Scaldis & Ya dedit:
KINGO nives ipsas, gelidamq; illuminat Arcton,
Et procul à Phæbo sideribusq; canit,
Laudibus hoc Vatum præcelsior omnibus unus,
Pindum ultra, & cunctos Bellerophontis Eqvos,
Qvo coelum jungit terris, & flectit iisdem
Inde homines metris, hinc pietate Deum.

✂ V. Bering.

143

✂

Den Vel-ærværdige, Hederlige og
Høy-lærde Mand
Mag. Thomas Kingo
Superintendent ofver Fyens Stift
til Ære

✂ Mange sig med laante Fiere
Pynte, og der paa studere,
Der paa Flid anvende vil
At de kand med fremmed Tale,
Som en Paahøns-rumpe prale,
Og sig deraf giøre til.
Som dog mest er Fusk-Idrætter,
De mand daarlig eftersetter,
Og i de mand sielden naar,
Det mand giør sig for Umage:
De der ingen og kand hage,
Uden den sligt ey forstaar.
Mere bør mand da at prise,
Dem sig flittig deri vise,
Deri tee sig snild og klog,
At de heller meer og mere,
Kand uddørke og staffere,
Deris eget Moders Sprog.
De i Stranden ikke pløye,
Tar sig ey forgiefvis Møye,
Haabe kunde, det de paa

* 144

✂ Deris Tid og Arbeid vende,
Ey tør frycte anden Ende,
End de agted dem at naa.
Heri KINGO self er hiemme,
Heri lader klart fornemme,
At hand sligt til Grunde veed:
Herlig sine Gafver yder,
Og for andre Isen bryder,
Med all Lyst og Artighed.
Før os dermed ret paa Bane
Den beqvemme Skialdre-vane,
Ved hin deilig Vise-lyd:
Siunger som i Lund og Dalle,
Stillißer og Nattergalle,
Til en hver Mands Lyst og Fryd.
Derfor bør ham ydet være
Prißlig Tak, og Rosis Ære,
Det er voris Danske Plict.
KINGO, KINGO bør at høre,
At hand lærd' os først at giøre
Søde Riim i Sange-dict.

✂ Af
J. BrunBmand

145

✂

In
Chorum sacrum
THOMÆ KINGO
Episcopi Fyonensis.

✂ Dania tolle caput, reliqvis accepta remitte
Gentibus & laudes noscere disce tuas;
Disce peregrinæ fastum contemnere lingvæ;
Ut placeas aliis disce placere tibi.
Ne dubita; qva terra patet tua lingva placebit,
Musaqve jam summo docta placere deo.
Muneris hoc KINGO debes, hoc vindice nomen
Sperat & æternum Danica Musa decus.
Dum pia vota canit, vocem dum mittit ad astra,
Ecce simul lingvam tollit ad astra tuam.

✂ Henr. Harderus.

✂ Af hver en Tøddel i GUds Ord mand kand opdrage
En Lærdoms Bierge-hob: blef sagt i gamle Dage
Udaf en stoor Rabbin, som ogsaa drues maa,
Om ey Betenkninger der i for fage gaa.
Tolmodighedens Speyl betragtende hvad verklig
Naturen i sig har udbryder der om merklig:
Paa Intet, siger hand, Gud Jorden hafver sat.
I det, der intet er er uskatteerlig skat.
Om Biblen taler jeg, jeg Sacramenter finder
I hver et Ord der af. Der er dog meer og minder,
146 Som Firmamentet paa sig underskedlig har
Med Stierner, Maane, Soel, der alle skinne klar;
Men udi Herlighed er et dog meget høyer
End som det andet, det sig riigligere føyer
I hint, end dette, som vi hafve for der i,
Det liig-vel vil ey staa med alle Steder bj.
De Psalmer, David skref for alle Prisen bære,
For Titel hafve de den liden Bibels Ære,
En Sum udaf det ny, det gamle Testament
De kaldis udaf een. Saa høyt det blifver spendt:
Blant Himmel-fakkler som at Solen bærer Palmer,
Blant Skriftens Bøgger og saa giøre Davids Psalmer.
De Middel-puncten der udinden ere, ja
Mand Hiertet tager, hvis de tagis skal der fra.
Og Tyrken self saa høyt det David siunger skatter,
Som det, hans Mahomet i Alkoranen fatter.
I Davids Psalmer er med Siæle-lyst Profit
I dennem Manden giør med Aanden altid sit.
Den Grædske Pindari den eene Sang er skrefven
Med gyldne Lineer og siden er den blefven
I Rhodi Tempel hen til god Forvaring lagt.
I Hiertet ligges maa hvad David hafver sagt.
Det er jo Skriftens Pyk og Prunk oc Pral, hand siger:
Det Torn af Libanon saa himmel-høyt ey stiger;
Ey Aarons Salve gaf af sig en bedre Lucht:
Ey Heßbons Floder flød saa reent i deris Bucht.
Den Dug af Hermon ey saa fruchtbar af mig meenis,
At vi jo bedre kand ved Psalmerne betienis.
Men hvi saa meget om Guds egen Hierte-mand?
Hvorfor om hannem mig saa vit i Tanker rand?
147 Vel-ædle Biscop jeg tilsammen dette ligner
Med Eders Skrifter [mand for dennem sig velsigner]
Der intet er, som jo fortiener største Lof,
I hver et Ord mand seer en Rarhed udaf Stof.
Men Eders Siunge-Koor er som vor Harpe-slager.
Dermed [jeg haabes at Her Biscop det fordrager]
Dermed besynderlig forhverfves saadan Priis,
Som aldrig nogen Tjd skal tage mod Forliis.
Ærbødigst beder jeg, at det mig maa tilsteedis
I Sted for Roes, at her udaf mig meget bedis:
Jeg ikke kand der med at føre meget frem,
Vel-ædle Biscop jeg vil ønske saa for dem:
GUd glæde Hannem (hvo vil ikke sige dette)
Som kand med Glæde GUds, og Kongens Hierte mætte!
GUd tage hannem i sit Hierte, som saa kand
Indtage Hiertet! Hvo kand treffe det, som hand?
Som Engle-fryde-koor i Himmel-sale klinger,
For KINGOS Siunge-koor i Jordedale springer
Saa Hiertet op og need. Hvem ey beveges her,
Et Hierte, troer jeg, af Steen hand i sig bær.
For søde Melodier, for Indfald meer end søde,
Som alle Steder os i Siunge-kooret møde,
Gid vor Vel-ædle Bisp i mange Tjder maa
En Sødhed udaf all Lyksalighed opnaa!
GUd gifve det maa gaa vor sødest Arfve-Konge,
Som Hiertet ønsker med Vel-ædle Biscops Tunge!
Vel-ædle Biscop gid hand saae og her for sig
Mit Hierte, som det er ræt ønske-fuld i mig.

✂ Jens Pederssøn
Evangelii Tienere til Dalum
og Sanderum i Fyen.

148

✂ Antistes venerande, cohors, dum cantica profers,
Laudes decantat devenerata tuas.
Regis ad exemplum totus componeris ipse
Psalmis Isæi palma daturq; tuis.
Dictus Rex Psalmos scribit, qvos cantat Asaphus;
Psalmos, qvos scribis, Rex canit ipse tuos.

✂ Idem Posuit.

149

✂

Redivivo Bichorali NEHEMIÆ:
C 12. v. 31. 40.
Clarißimo & Nobilißimo
Summéq; Venerabili
DNO. D. M. THOMÆ KINGO &c.
Sanctum DEI CHORUM ya/l/jcug nol vftvois
xal d?ådlg nvev/taTixals éavrolg haklv iterum
atq; iterum jubenti,
afflatum Divinæ Auræ æternum.

✂ Jam mihi me videor Bichoralem audire MAGISTRUM
NEHEMIAM placidum Pace, Qviete Diu.
O! olim Præfecte Chori Grandæve gemelli
Nonne Novis sêclis req; tonôq; Redux?
Anne Tibi socium liceat mihi fingere nutu
Instinctu, Ritu, Flumine, Luce DEI?
Tune Chori Bisoni Fundator & ordinis qvi
Author & en Laudis Rex Opifexq; DEI?
Anne Chori Bisoni Renovator & Ordinis qvi
Arbiter, hic Laudis Lex Monitorq; DEI?
Sancte DEI Præco Regiqve, Duciqve, Gregiqve
Calcar eras, cumulent Nomen Honore DEI;
Posthumus ecce Tuus sacris sublimis iisdem
Motibus intentô pectore tractat idem:

✂ 150 Nehemiæ nomen, populo qvia dulce levamen
_eionsrégy monitis, ore, tenore, modô.
Nomen huic THOMÆ, sensorum animiqve gemellis
Nam studiis satagit magnificare/multiplicare DEUM,
Vel THOMÆ, qvia perfectos coelo addere plures,
Olim seqve simul Candidus ardet Amor:
Hospes Tu terræ Dux Lux ad REGNA BEATA,
Ipse comes multis, Civis & Hæres IBI:
Hicce tuæ socius curæ, comes atqve palestræ
Serior adveniat Collateralis HONOS.

✂ Chregeme, Die Annæ
26. Jul. 1681.
Æterno adauctum optat votô
Ampliß. V. studiosiß.
Isaach Enochi.

151

✂

A ___ _
Register
ofver disse aandelige Sange oc Hierte-Sukke
efter Ordenen.

📖 Dend første Sang.
Andæctigheds Opmuntring.
Op, op med Himmel-stemme......................... Pag. 3
Hierte-Suk om hiertelig Andagt. Steenig Hierte, gid du kunde ........................... 11
📖 Dend II. Sang.
Er en Bekiendelses og Bedrings-Psalme, hvorudi Synderen
bekiender, at Lowen er hans Tugtemestere til Christum,
Gal. III. 4.
Kom, Siæl, og lad os græde,............................ 12
Hierte-Suk. Ach! min JEsu, jeg maa klage........................... 21
📖 Dend III. Sang.
Nær forsagt, men dog ikke fortabt.
Sorrig og Elendighed, Suk og salte ...................... 23
Hierte-Suk.
Ach! min JEsu! ach! jeg er død......................... 36
📖 Dend IV. Sang.
Sorrigfuld og dog trøste-fuld.
Ach! HErre see min Hierte-vee ......................... 38
Hierte-Suk.
Aldrig er jeg uden Vaade, Aldrig........................ 46
📖 Den V. Sang.
Er en Bekiendelsis og Bedrings-Psalme, udi hvilken Synderen
bekiender, at Synd og Skrøbelighed henger ved hannem,
ihvor meget Got GUd giør imod hannem.
Med Blusel, Graad og Klage............................ 48
152 Hierte-Suk.
Naar jeg, O Gud, mit Syndedyb ........................ 55
📖 Dend VI. Sang.
Er ogsaa en Bekiendelsis og Bedrings Psalme, hvilken tilliige
med de forige af samme Art, kand brugis, naar mand gaar
til Skrifte.
Fald ned, fald paa dit Ansigt ned ....................... 57
Hierte-Suk.
Søde JEsu, Siælens Læge............................... 65
📖 Dend VII. Sang.
Om en gudelig og christelig Beredelse til det H. og høyværdig Altars Sacramentis Annammelse.
Himmel-søde GUd og Fader............................ 67
📖 Dend VIII. Sang.
Er iligemaade en Beredelse til det H. Sacramentis Annam
melse.
Til HErrens Bord, i JEsu Navn......................... 71
Hierte-Suk om ret at prøve sig selv.
Hierte JEsu, hvad for Prøve ............................ 73
📖 Dend IX. Sang.
Bestaar af Hellige Andagter, dend stund det høyværdige
Alterens Sacramente uddelis.
O JEsu! paa din Alter-food............................. 75
📖 Dend X. Sang.
Er en Taksigelse efter HErrens Nadvere.
Tak JEsu, Siælens Hyrde good.......................... 79
Hierte-Suk eller H. Betænkninger ofver HErrens Nadvere.
Min Siæl, hvo er dog dend, som........................ 81
153
📖 Dend XI. Sang.
Keed af Verden, og kier ad Himmelen.
Far, Verden, far vel ................................... 86
Hierte-Suk.
Ach JEsu, mit Hierte har vanked, ....................... 94
📖 Dend XII. Sang.
Guds naadige Forsyns Øye er et rætsindige Guds Barns fulde Fornøyelse.
HErre Gud mit Hiertis Glæde,.......................... 97
Hierte-Suk.
Søde Siæl, hvi vilt du komme,.......................... 104
📖 Dend XIII. Sang.
Dend Betrængde paa Jorden søger Bood i Himmelen.
Hvorfor mit Hierte klemmis du,......................... 108
Hierte-Suk. Ach! hvi kand jeg aldrig lukke.......................... 117
📖 Dend XIV. Sang.
Hver har sin Skæbne.
Sorrig oc Glæde de vandre tilhaabe...................... 121
Sonnet eller Suck i Klingeriim.
Hvor ofte sukker jeg, fordi dend ........................ 125
📖 Dend XV. Sang.
Alle Ting tiene dem til Gode som elsker GUD Rom. VIII. 28.
Blant alle Ting i Verden her, ........................... 127
Sonnet eller Klingeriim.
Saa skal dog alle Ting sig efter ......................... 134
📖 Dend XVI. Sang.
Bord-Andagt, eller en Sang at siunge for Maaltjd.
Hierte Fader, Godheds Rood,........................... 136
154
📖 Dend XVII Sang.
Er iligemaader en Bord-Andagt eller en Sang at siunge for
Maaltjd.
O Gud, hvor stor og priselig ........................... 141
Smaa Børns Hierte-suk
eller Boord-Læsning for Maaltid.
Vor Disk og Dug er alt bered,........................... 145
📖 Dend XVIII. Sang.
Er Bord-Andagt eller en Tacksigelsis Sang efter Maaltjd.
Vort Maaltid vi beslutter nu............................ 147
Smaa Børns Hierte-Suk
eller Boord-Læsning efter Maaltid.
Hav Tak ô Gud, vor Skabermand ....................... 151
📖 Dend XIX. Sang.
Er Reyse-Andagt eller en Sang for et Menniske som er paa sin retfærdige Reyse.
I JEsu Himmel-søde Navn ............................. 156
Hierte-Suk.
En fattig Pillegriim jeg er,.............................. 164
📖 Dend XX. Sang.
For Søefarende.
O store GUd og HErre ................................ 166
Hierte-Suk.
Naar jeg O Gud paa Havet er .......................... 171

155

✂

156

✂

Erindring
til de Music-elskende.

✂ Eftersom det ikke kunde skee, at ved denne første Tryck
Noderne eller de ny Melodier ved hver Psalme paa
sin tilbørlig Sted kunde blifve indlemmede, da ere Noderne
for sig alleene prentede, som enhver, efter sin egen Behag,
enten for eller bag udi Bogen eller ogsaa for sig self kand
lade indbinde. Saa fremt GUd gifver Helbred, saa lofvis
hermed, at ikke alleene denne, mens og den første Part, naar
de i fremtjden skal igien oplegges, da saaledis skal trykkes,
at Noderne for hver Psalme skal være at finde. Imidlertjd
Gud befalet.

157

✂

A. ___ _.
Aandelige
Siunge-koors
Anden Part
Dend første Sang.
Andægtigheds Opmuntring.
Kand og siungis under dend bekiendte
Melodie:
Jeg vil din Priis udsiunge.

✂

1.

Op, op med Himmel-stemme
Mit Hierte, Siæl og Sind,
Lad Verdens Sorg betemme,
Slae dend i Veir og Vind!
Op i GUds Aand og Kraft,
Op Harpe, op min Psalme
Op giennem Kiødets-qvalme
Og Blodets dorske Saft.

✂

2.

O GUD ! du veedst jeg vilde
Om end jeg ikke kand
Af Himlens rene Kilde
Opfylde Hiertets Spand
Med Naaders Floode-maal,

* 158

✂ Hvis grunde-løse Strømme
Afgrunden ey kand tømme,
Ey Hafsens hule Skaal.

✂

3.

Mens, O min GUD! du kiender,
Jeg hâr et bruddet Kar,
Hvor Naaden giennemrender,
Før jeg det bliver var,
Du JEsu, O du seer
Min ankelig Formue,
Hvor lit jeg og mon due
Til got i dette Leer.

✂

4.

Jeg hiertelig bejamrer,
At Satan er saa snild,
Som mig mit Hierte hamrer
Tiit ved en syndig Ild,
At jeg med Andagt ey
Min Aand til GUD opløfter,
Men mig i Jorden grøfter,
Langs ned ad Dødsens Vey.

✂

5.

Nu holder mig tilbage
En vellyst-maded Krog,
Som Satan veed at drage
For Dødsens Brod og Aag:
Nu staar jeg tanke-fuld
Med Verden i mit Øye,
Og tæncker, hendis Fløye
Er af bestandigt Guld.
159

✂

6.

Nu er mit Hierte tynged
Af mange Sørge-lod,
Bekymring om det slynged
Med Tankers Pine-brod!
Min listig Avindsmand
Med Uro kand forvolde,
At jeg mig nep kand holde
I ret andægtig Stand.

✂

7.

Nu trænger Korsens Byrde
Og knuger Sindet ned,
Og vil min Andagt myrde
Med stor Urolighed:
Min Andagt over alt
Maa giennem Spißrod løbe
Og Korsens torned Svøbe,
Som tiit giør Blodet kalt.

✂

8.

Nu hindris jeg af Venner,
Og ofte med dem gaar
Did hvor mand Verden tiener
Og GUD bag Dørren staar;
Mit Hierte flyver frem
Hvor Lyste-druer drybe,
Men neppist kan det krybe
Til GUds Jerusalem.
160

✂

9.

Thi beder jeg og sukker,
Du med din kraftig Aand,
O GUD! mit Hiert' oplukker
Og løsner Tungens Baand:
Løft, JEsu! Siælen op,
At dend paa Troens Vinger
Med Andagt sig opsvinger
Til Himlens Telt og Top.

✂

10.

Slae paa mit Hiertis Klippe,
At det i Strømme-vand
Ald Verden ud kand slippe,
Og Himlen giemme kand.
Tag saa dit Huus og Boo
O søde GUD! der inde
Og lad mig Andagt finde
Til Siælens Trøst og Roo.

✂

11.

Om Hiertet end bedrøvis
Og finder Brudd og Baand,
Mens det paa Korset prøvis,
O JEsu! i din Haand,
Du dog saa nændsom er,
At du min Andagts Vinger,
Med din dend Prøve-finger
Flux op mod Himlen bær.
161

✂

12.

Om Tornen end vil rive
Mit Hiertis lønlig Vraa
Og skiære, som med Knive
Mit Sind hvor jeg mon gaa,
Din Torne-krone mig
Dog Trøst og Taal indgiver,
At Syndsens Torn ey bliver
Min Siæl ulidelig.

✂

13.

Saa vil jeg mig da sætte
I Andagts Fiære-ham.
Du, JEsu mig skal lette
Fra Jordens Lyste-kram,
At jeg, ved Aandens Sving
Kand giennem Skyen bryde,
Og for GUds Throne yde
Mit Hiertis skiulte ting.

✂

14.

Imidlertiid da hvile
Ald Verdens Tanke-tøy,
Mens jeg til GUD kand ile,
Til Himlens Hald og Høy:
Viig af ald Lyst og Synd,
Som mig fra Himlen rykker
Og snedelig nedtrykker
I Verdens Henge-dynd.
162

✂

15.

Bort Avind, Had og Vrede,
Bort alt det hindre kand,
Vær, JEsu! flux tikede
Med Andagts Blus og Brand,
Bort Lyst, jeg agter hiem
Til Himlen med min Tanke
O GUD! lad dend ey vanke
Men hielp dend naadig frem.

✂

16.

Saa skal jeg da udgyde
Mit Hierte for din Stool
Min Øyne-strøm skal flyde
For dig ald Naadis Sool,
Indtil min Andagt maa
Sig stille for dit Sæde,
Til Trøst og Himmel-glæde
I Liv og Død at faa.
163

✂

Hierte-Suk
om
Hiertelig Andagt.

Steenig Hierte, gid du kunde
Blødne udi HErrens Haand,
Blive fuld til Bredd og Bunde
Udaf Andagt ved hans Aand!
Kolde Hierte, lise-kule,
Bunde-frøsne Synde-søe,
Gid din dybe Froste-hule
Op ved Aandens varme Tøe!
Dovne Hierte, Søvne-pryne,
Dorsk og død i Kiød og Krop,
JEsu Sool og Øyenbryne
Vække dig til Andagt op!
JEsu, lad dog Aandens Gløder,
Rense Hiertet op og ned,
At de brekker, demper, døder
Steen og Kuld, og Dovenhed.
* 164

✂

Dend II. Sang.
Er en Bekiendelses og Bedrings-Psalme,
hvorudi Synderen bekiender, at Lowen er hans Tugtemestere til Christum.
Gal. III. 24.
Kand og siungis under dend bekiendte
Kircke-Melodie.
Jeg raaber fast O HErre! af dybste
Nød til dig.

✂

1.

Kom, Siæl, og lad os græde,
Ach! græd, mit Kiød og du,
Øes op en Jammers Væde
Fra Øyne, Sind og Hu!
Tøm ud det fule Hierte
Fra ald Urenheds Skam,
Fyld det med Suk og Smerte,
Kast af ald Ondskabs Ham.

✂

2.

Og om en flyve-tanke
Af Vellyst banker paa,
Lad dend til Helved vanke
Og fra dig ude staa!
Kom lad mig Verden kaste
Bag Ryggen gandske hen,
Og til min JEsum haste
Med Poenitentz igien.

* 165

✂

3.

Mens, ach! hvor er min Bedring?
Hvor er de Løfters Ord,
Som jeg i Støvs Fornedring
Saa mangen gang har giord?
Hvad frugted det der strømde
En Flood af Kinden ned,
Da sidst jeg Hiertet tømde
Paa Skrifte-stolens sted.

✂

4.

Har jeg mit Levnet retted
Og holdet HErrens Bud?
Er jeg, som da blev tvetted,
Igien ey sølet ud?
Er Hiertet ey forstokked?
Er Tungen Løgne-frii?
Har Øyet ikke lokked
Min Food til Syndens-Stii?

✂

5.

Ach! Jo jeg maa beklage,
Med Skraal oc Himmel-skrig,
At Kræftern' ere svage,
Der boer ey got i mig!
Min Aand alt got udlover,
Og Villien synis good,
Men Gierningen hun sover
I mit fordærved Blood.

* 166

✂

6.

Min Kiærlighed (diß værre)
Til GUD er ey saa sød,
Som dend jeg veed at bære
Til Verden, Blood og Kiød:
Jeg elsker ey min Næste
Med grundig Kierlighed,
Men skakrer mig til beste
Hans Gods og sure Sved.

✂

7.

Jeg har Afguder dyrket,
Gods, Ære, Venner, Lyst,
Og mig i Verden styrket,
Dend til mit Hierte kryst.
Min tunge Løgn og Bander,
Bedrag og Hykklerj
Med smigre-sukker blander
Og giør sig snakke-frj.

✂

8.

Sabbaten, som bør være
Min søde Hviledag,
For GUD og for hans Ære
Dend er kun en Behag
Min Vellyst op at fylde,
En Tjmes Kirke-fær
Kand sminke og forgylde
Sex Dagis Synds Begier.

* 167

✂

9.

Forældre jeg ey lyder,
Og ey min Øfrighed,
For det de billig byder,
Jeg ofte giør mig vred:
Min egen Hu og Hoved
Paa egen Haand vil gaa,
Mit Sind er dødt og doved
Til lydig Pligt at faa.

✂

10.

Min Næste hâr jeg dræbet,
Om ey til døde slæt,
Dog hâr jeg ofte stræbet,
At hand er bleven sæt
For Tungens Sverd og Egge
Foruden nogen skyld,
Jeg hâr og vildet legge
Saar paa hans ømme Byld.

✂

11.

Utugtig Snak og Tale,
Løßagtig Ord og Daad,
Begierlighed at svale
Er Hiertets Lyste-raad:
Vellysters Tindre-øye
Til Skøgens Fagter staar,
Og Eliødets søde Møye
Giør Siælen dybe Skaar.
168

✂

12.

Jeg Tyverj har drevet,
I Handel været sleedsk,
Jeg X for V hâr skrevet,
Og været falsk og tredsk:
Med Træck hâr jeg udsuet
Min Næstis Blood og Sved,
Og hår dog høyt opskruet
Min sær Retfærdighed.

✂

13.

Jeg Sandhed ofte sparer,
Og elsker Løgn og Tant,
Ja legger Reve-snarer
Tiit for min nær Forvant:
Min Næstis Navn og Lempe
Jeg bider som en Hund,
Og tør hans Ære dempe
Med Tunge, Pen og Mund.

✂

14.

Min Næstis Huus at søge
Jeg treskeligen veed,
Hans Hustro, som en Skiøge,
Staar i mit Øyis Meed,
Hans Lykke, Gods og Ære
Jeg ham mißunder slæt,
Og tiit en Flig tør skiære
Bort fra hans Gavn og Ræt.

* 169

✂

15.

See! dette er min Klage,
Det er mit Hiertis Nag,
Det er min Siælis Plage,
Min Uroe Nat og Dag!
Jeg skammelig forbryder
Mig mod GUds Bud og Ord,
Og elsker faure Lyder,
Som er min Siælis Mord.

✂

16.

Jeg derfor mig indsvøber
Udi min Synd og Skam,
Og til din Forgaard løber,
Nedkaster der min Ham:
Jeg for min JEsu knæler
Og viser mine Saar,
Begierer Læge-væler
Med mangen modig Taar.

✂

17.

Jeg hierteligen sukker
Og op til Himlen seer,
Jeg mig mod Jorden bukker,
Jeg vaandis meer og meer.
Jeg i min Tunge bider,
Jeg haanis som en Hund,
Jeg mig i Sindet slider,
Jeg slaar mig paa min Mund.
170

✂

18.

Ach! lad dog Himlen drybe
Med Trøste-draaber ned,
Du seer hvor jeg mon krybe
I Siæls Amægtighed:
Til JEsu Kors jeg helder
Min tørstig Hierte-skaal,
Hvor JEsu Blood nedvelder
I fulde Himmel-maal.

✂

19.

Det Blod skal mig besprette
Og give Ljv og Aand,
Mit syndig Ljv at rette,
Hvortil din høyre Haand
Mit Hierte selv skal bøye,
Jeg har ey selv dend Magt,
Thi Kiødet vil alt krøye
Mod Siælens Himmel-agt.

✂

20.

Saa vil jeg derpaa træde
Frem til din Skrifte-stool,
Og om Afløßning græde
For dig ald Naadis Sool!
Ach! lad mig faa at høre,
Din Synd er soned, gak:
Saa skal min Mund udføre
Din Lof med tusind Tak.
171

✂ 
      
              Hierte-Suk
              Ach! min JEsu, jeg maa klage,

              At jeg slet er fra dig vendt!

              Ach! min JEsu! see tilbage,

              See, jeg er paa Dødsens Skrent!

              Mosis Tauler, Lowens Steene

              Støder sig mit Hierte paa,

              HErrens Bud-ords Himmel-greene

              I min Jord ey Rood vil faa!

              Men naar Moses lader høre

              Trusel, Torden, Død og Band,

              Siiger, at hand mig vil føre

              Ned til de Fordømtis Stand,

              Da, for Lowens Pidsk og Svøbe

              Krympis jeg med Skrig og Skraal,

              Og vil til min JEsum løbe,

              Som er Trøstens rette Maal,

              Ja jeg ønsker, GUD vil laue

              Det med mig i Verden saa,

              At mig Moses maatte aue,

              JEsus legge Plaster paa.

              172

✂

Dend III. Sang.

Nær forsagt, men dog ikke fortabt.
Under den Melodie:
Rind nu op i JEsu Nafh, du livsalig
Morgenrøde, etc.

✂

1.

Sorrig og Elendighed,
Suk og salte Øyne-taare
Tvinger mig saa meget saare,
For min GUD er bleven vred,
Jeg har Giekken med ham spilled
Og hans Naader bag mig kast,
Og paa Satans Bane drilled
Livet hen i Synd og Last.

✂

2.

Synde-bierge ligger paa
Mine Lyste-knæged Skuldre,
Siælen har begyndt at buldre
I sit Kiøds besmitted Vraa,
Lowen mig med Grumhed truer
Og fordømmer mig i Grund,
Satan viser Helved-luer,
Som hans Kule har i Mund.

* 173

✂

3.

Hvert et Løv der tumler om,
Og for Vinden hastig ramler,
Frygter jeg at Himlen skramler
Med min velfortiente Dom!
Seer jeg Gnisten hastig sprette,
Gyser mig mit Hierte-blood,
Vil en Fugl sig hastig lette,
Snubler strax min rædde Food.

✂

4.

Som en Orm jeg frygter mig,
Naar at Gierdet monne knase,
At mig Døden er i Hase,
Og forfølger endelig:
Som en Ugle maa jeg vige
Hen i Sorgens blinde Vraa,
Og min Jammer-sang udskrige,
Som jeg enlig nyner paa.

✂

5.

Hielpeløs er slet min Haand,
Jeg af Graad er hees og hikker,
Hiertet bever, klapper, pikker,
Senern' er i Krampe-baand:
Tungen udi Støven mumler,
Øyne rinde strømme-sterk,
Og min Siæl i Blodet tumler,
Vaandefuld af Syndsens Verk.
174

✂

6.

Trøsteløs og angerfuld
Ligger jeg og suremuler,
Mens mit Synde-saar udfuler,
Vrier mig i Støv og Muld,
Og med hede Taare vander
Jorden, som jeg ligger paa,
Sorg og Sukke sammenblander
Af mit Hoveds Græde-Aa.

✂

7.

Jeg er aldrig hierte-glad!
Men med lønlig Smerte tærer
Brødet, som mig Usle nærer,
Sorgen svemmer i mit Fad:
Jeg med lønlig Sukke drikker
Hvad der skienkis i min Skaal,
Og i Sindet stedse prikker
Syndsens giftig-odded Naal.

✂

8.

Vaager jeg, da er jeg fuld
Af Bekymrings Kræft og Qvide,
Ingen Glæde kand jeg vjde,
Aatte jeg end Verdens Guld:
Sommer-dag min Sorg forlænger,
Vinter-dag giør Glæden kort,
Hver en Time Suk paahenger,
See, saa slidis Ljvet bort.

* 175

✂

9.

Om sig andre lystig giør
Udi GUd, og kunde smile,
Ja foragte Sorgens Pile,
Jeg er ræd og ikke tør:
Thi om nogen Lyst vil trekke
Paa mit sene Smile-baand,
Vil Samvittigheden rekke
Mig en Pidsk af Syndsens Vond.

✂

10.

Sover jeg, og søger Roo,
Uroe lader som hun slummer,
Men i hast mit Sind optrummer
Med fantastisk Drømme-troo,
Saa jeg veed ey om jeg lever,
Eller jeg er gandske død,
Thi alt hvad er hos mig bever,
See, saa grusom er min Nød.

✂

11.

Ach! hvad skal jeg arme dog!
Blant saa mange Siæle-plager,
Som mig piner, trekker, drager
Under Syndsens Kober-aag?
Himlen har sin Hielp forsaget,
Jorden mig ey hielpe kand.
Englene har jeg forjaget,
Ach, hvor usel er min Stand!

* 176

✂

12.

Er der da slet ingen Raad?
Er der ingen Trøst at vente?
Er der ingen Hielp at hente?
Er der ingen Fynd i Graad?
Er da Naadens Kilder tørre?
Er jeg slet til Døden solt?
Er der Laas for Himlens Dørre?
Er GUds Hierte blevet koldt?

✂

13.

Er min JEsus borte slæt?
Er hans Saar til ingen nytte?
Vil hand Hielpe-stenen flytte?
Er hand hielpe-keed og træt?
Er hans milde Broders Hierte
Følisløst udi hans Barm?
Finder hand ey til min Smerte?
Er hans Aand ey meere varm?

✂

14.

Skal jeg da fortvifle plat?
Skal jeg Troens Anker slippe?
Skal mit faste Haab nu glippe?
Skal jeg miste Himlens Skat?
Skal jeg Cains Broder være?
Skal jeg Judas Strikke faa?
Skal jeg selv mit Liv afskiære?
Skal jeg slæt til Helved gaa?

* 177

✂

15.

Ney, O ney! min Siæl, O ney!
Reys dig lit, og see du stylter
Med de mange Synde-bylter,
Hen ad Troens trøstig Vey!
GUd er end ved Bøn at vinde,
JEsus lever og endnu,
Aandsens Kraft er end at finde
For din Sorg-nedsenked Hu!

✂

16.

Ach! min GUd, jeg merker vel
At her er dog Haab tilbage,
Og en Trøstis Hunning-kage
For min høybedrøved Siæl!
Jeg kand see et Glimt af Naade
Giennem Mißhaabs grumme Sky,
Og min store Hierte-vaade
For et Blink af Trøst at fly.

✂

17.

Jeg kand vel i Troen see,
Hvor du, JEsu, selv har ligged,
Og din Trøst fra Himlen tigged,
Udi mine Synders Vee!
Du for mine blodig Synder
Og Mißgierning svedte Blood,
Heraf ald min Trøst begynder,
Her er Glædens rette Flood.
178

✂

18.

Du i Mørket est forraad,
For min Mørkheds fule Laster,
Og for jeg fra Liuset haster
Med min skummel Synd og Daad:
Du for mig est bleven tagen
Og ført hen for Dom og Ret,
Hudefletted, spøtt og slagen,
At min Straf skal vorde læt

✂

19.

Tornekronen stak jo dig,
For at mine Sinde-torne
Skulde ved din Pine forne,
Før de fanger Rood i mig:
Du paa Korset villig hengde,
Og dend Håndskrift sønderrev,
Som mig ned til Helved trengde
Og var mig et Dødsens Brev.

✂

20.

I din Siæle-tørst og Tvang,
Har min Synde-gift og Galde
Vildet dig paa Hiertet falde,
Ved din sidste Aandefang:
Du har Syndsens Surhed smaget
Af min fule Synde-svamp,
Og dend bittre Gift borttaget
Af min onde Lyste-damp.

* 179

✂

21.

Du har taald den grumme Død,
Saadan Død som ey kand tænkis,
Hvor at alle Døder lænkis
I en bondløß Afgrunds Nød,
Som dit reene Hierte trykker
Til det brister endelig,
Men den Tiid det brast i stykker,
Slap jeg nærmer ind til dig.

✂

22.

I din tæt-besegled Grav
Har du lagt dig ned til Hvile
Hvor du brødst dog Dødsens Pile
Og hvert Sting som hand dig gav!
Du stood op fra Mørkheds Telte,
Du ald Verdens Sool og Lyst,
Og ald Sorgens Steen afvelte
Fra min Hierte-grav og Bryst.

✂

23.

Du til Helvede foer ned,
Helvede hvorfor jeg gruer,
Og fik Satan sat i Skruer,
Med sin Magt i Ævighed!
Du til Himmels foer med Glæde,
Trodset Død og Helved-baand,
Og udi mit Kiød tog Sæde
Hos din Faders høyre Haand.
180

✂

24.

Du min trygge Talßmand der
Hos din Fader er og bliver,
Og et ævigt Vidne giver
Om hvad du leedst for mig her,
Du din Faders Hierte vender,
At hand naadig til mig seer,
Troens trøste-lius optender
I min Siæl jo meer og meer.

✂

25.

Lad da Lowens Torden-skrald,
Lad ald Satans Helved-grube
Lukke op sin svouled Strube,
Lad ald Verden staa paa Fald,
Lad Afgrundens sorte Trolde,
Lad dend gamle Hugorms Tand
Mig forfølge, jeg vil holde
Ved min hulde Frelsermand.

✂

26.

Om mig Synden Banghed giør,
JEsus skal mit Hierte lette
Og sin Aands Besegling sette
For min skiulte Hierte-dør,
Saa hand altjd skal der inde
Med sin Aand en Bolig faa,
At jeg Hu og Kraft skal finde
Synd og Skam at træde paa.
181

✂

27.

O min Siæl, vær derfor froo!
JEsus er din Trøst og Glæde,
JEsus er dit Skiul og Klæde,
JEsus kroner selv din Troo,
JEsus er dig Livsens Baade,
Og din Lyst til ævig Tiid,
JEsu, JEsu giv mig Naade
Jeg maa døe i dend Tillid.

✂ 
      
              Hierte-Suk
              Ach! min JEsu! ach! jeg er

              Død og Grav og Helved nær!

              Døden mig af Øyne seer,

              Graven obnis mod mit Leer,

              Helvedis det grumme Gab

              Spendis mod min Siælis Tab,

              Satan mig fordømmer slæt,

              Lowen siger: Det er Ræt!

              Dommen bliver snarlig sagt

              Efter alle Dievlis Agt,

              Om, O JEsu! du ey vil

              Mig din Side vende til,

              Hvor jeg ad dend blodig Port,

              Som mit Synde-spyd har giort,

              Til dit Hierte komme maa

              Og fra Lowens Strenghed gaa!

              Saa skal Dommen blive good,

              Skreven med dit Naade-blood!

              182

✂

Dend IV. Sang.
Sorrigfiild og dog trøstefuld.
Kand siungis med dend Melodie:
HErre JEsu Christ, min Frelser du est, etc.

✂

1.

Ach! HErre see
Min Hierte-vee,
Hielp, hielp, thi jeg er bange!
En syndig Drik
Mit Hierte fik,
Som giør mig Stik,
Og bider som en Slange.

✂

2.

Det Adam brød
Til dobbelt Død,
Mig tusindfold opskrivis:
Eet brød kun hand,
Utald, som Sand
Hos Hafsens Vand,
Er de af mig bedrivis.

✂

3.

Naar Solen sig
Saa prægtelig
Udstraaler paa GUds Himle,

* 183

✂ Feyl stoor' og smaa,
I hver en Vraa,
Strax for mig staa
Og for min' Øyne vrimle.

✂

4.

Fra Hoved-top
Min syndig Krop
Ræt need til Fodens Saale,
Er fuld af Saar,
Hvert Hoved-haar
Har Skad' og Skaar,
Dend smerte maa jeg taale.

✂

5.

Tiit tænker vel
Min arme Siæl,
Jeg vil min Gang forvare,
Men før jeg veed,
Gaar af min Leed
Paa Syndsens Beed,
Til Strikke, Fald og Snare.

✂

6.

Jeg stoler paa,
Mit Huus at staa
Paa Verdens faste Klippe:

* 184

✂ Men lidet Vand
Læt skylle kand
Min Grund aff Stand,
Saa jeg mit Haab maa slippe.

✂

7.

Min Ven er mig,
Saa skuffelig,
Som Flyde-vand og Bekke,
Jeg i hans Arm
Og falske Barm,
Til Siæle-harm
Mig og har ladet giekke.

✂

8.

Der er ey Grund
I Haand og Mund,
Hvorpaa mand nu kand bygge:
Hvert Hiert' er Garn,
Hver Eed er Skarn,
Hver Skalk som Barn,
Hvert Løfte som en Skygge.

✂

9.

For dig, for dig
Jeg klager mig,
Trofaste GUd og HErre,

* 185

✂ Mit Hierte slaer,
Min Siæl er baer,
Min Synd er svaer,
Hielp, JEsu, dend at bære.

✂

10.

Jeg aldrig faldt,
Det er jo tallt,
Hvor tiit veed jeg dog ikke:
Jeg har ey giort,
Hvit eller sort,
Lit eller stort,
Du veedst det jo til Prikke.

✂

11.

Jeg derfor lam
Af Synd og Skam
Paa din Fodskammel ligger!
O JEsu kom!
Vendt Sverdet om,
En naadig Dom,
Jeg af din Godhed tigger.

✂

12.

Dog maat du vel
Med Ræt og Skid
I Hast og Vrede svare:

* 186

✂ Mand bør jo paa
Sin Ræt at staa,
Naar Børn de *taae
Sit Brød for Hund' at spare.

✂

13.

O Frelsermand,
For Hunde kand
Dog Herre-smuler vanke:
Min Trang er stoor,
O Sandheds Ord,
Jeg hos dit Bord
Vil Naade-smuler sanke.

✂

14.

Og om jeg maa
Utrøstet gaa,
Dend gandske Dag i Sorgen,
Og om jeg plat
Dend lange Nat
Er slæt forlat,
Du kommer dog i morgen.

✂

15.

Lad Verden sig
Ey glæd' i mig,
Og giør mig ey til Skamme:
Lad min Uven
Ey lee mit Meen,
Men lad en Green
Af Naadens Riis mig ramme.

* * 187

✂

16.

Du est dog dend
Der Herr' og Svend
I Nyrene randsager,
Seer du jeg er
Af ond Begiær
En Hykkler skiær.
Spar da ey dine Plager.

✂

17.

Mens har Du end
Din Bue spend,
Og lit med Hielpen lenter,
Jeg staar saa sagt
Paa Haabets Vagt,
Ved Troens Magt,
Og dog din Naade venter.

✂

18.

Det dyre Blood
Som JEsus lood
Udaf sit Hierte rinde.
Har giort mig reen
Af Syndsens Meen,
Min Hierte-steen
Skal jeg ey meere finde.

* 188

✂

19.

Des være dig
Ævindelig
Treenig GUd din Ære!
Min Tunge skal
Blant Engle-tall
I Himlens Sall
Dig ævig Lov frembære,

✂

Hierte-Suk.

Aldrig er jeg uden Vaade,
Aldrig dog foruden Naade:
Altid har jeg Suk og Vee,
Altid kand dog JESUM see:
Altid trykker mine Synder,
Altid JEsus Hielp tilskynder:
Altid er jeg udi Tvang,
Altid er jeg fuld af Sang:
Nu i Sorrig, nu i Glæde,
Nu i Fald og nu i Sæde:
Ofte fuld af stor Uroo,
Altid fuld af JEsu Troo!
Saa er Sorg og Glæde lenked,
Saa er Begeret iskienked
I mit Levnets Omgangs Skaal,
Slig er mine Levnets Maal!
Men, O JEsu, jeg vil græde,
Hielp Du til at Troens Glæde
Fra min Synd og Sorrig maa
Altid Over-vegten faa!
* 189

✂

Dend V. Sang.
Er en Bekiendelsis og Bedrings Psalme,
Udi hvilcken
Synderen bekiender, at Synd og Skrøbelighed
henger ved hannem, ihvor meget Got
GUd giør imod hannem.
Kand siungis under den bekiendte Kircke-melodie:
Udi din store Vrede, For mine Synder lede, etc.

✂

1.

Med Blusel, Graad og Klage,
Med Sindsens skiulte Plage
Jeg ydmyg kommer frem
For Naadens høye Throne,
At søge Syndsens Sone
Ved JEsu Vunder fem.

✂

2.

Med salte Øyne Taare,
Jeg synde-giekked Daare
Min Kind vel bløde maa,
Med Lowens Smek og Snerte
Jeg slide maa mit Hierte,
Til Suk deraf at faa.

* 190

✂

3.

Thi naar jeg mig besinder
Hvordan min Tijd henrinder,
Som hastig Elv og Aae,
Og hvor jeg lidet andser
At Synden alle Sandser
Kand slæt forblindet faa!

✂

4.

Da maa jeg Øyet gnie,
Og mig, som Ormen, vrie
I Jordens nedrig Støv!
Mit Hierte slæt maa briste,
Min Siæl i Livet riste,
Som daalligt Espe-Løv.

✂

5.

Fra først jeg randt af Roode,
Strax Synden med mig groode,
I Vuggen fik jeg Smag
Paa Syndsens Eble-Stamme,
Maturen vaar min Amme
Til Syndsens Patte-drag.

✂

6.

Nep kom jeg til at vende
Min Gange-vogn til Ende,
Før jeg vaar snild at gaa
Flux efter Ondskabs Svøbe,
Min Tunge kunde løbe
I bander stoor' og smaa!

* 191

✂

7.

Om Riiset vilde qviste
Og kue mig, med Liste
At dempe Syndsens art:
Saa snart at snertet dulmed,
Sig Arten i mig ulmed
Og fik sin gamle Fart.

✂

8.

Som jeg i Aar optriinde,
Sig Synden ved mig kliinde,
Om end jeg tugtet blev
Til HErrens Frygt og Ære,
Jeg dend dog tiit (difiværre)
I Glemme-bogen skrev.

✂

9.

Min Ungdom, Daarskabs Moder,
En blanding af unoder,
Vellysters Oldermand,
Mig ofte haver daaret,
Og Roser til mig baaret
Med Slange-stik og Tand.

✂

10.

Udi min Mandoms Styrke,
Da Gud jeg burde dyrke,
Har jeg med Jacob ey
Min Gud i Faunen taget,
Men Naaden tiit forsaget,
Og vandret Syndsens Vey.

* 192

✂

11.

Hvor tijt har jeg afviget
Fra Dyders Vey, og stiget
I Lasters Lime-spoor?
Hvor tijt lood jeg mig bøye
Did hen, hvor andris Øye
Til Dødsens Lyster foor?

✂

12.

Jeg ofte haver fundet,
Naar jeg i Synd vaar bundet,
At JEsus mig hâr løest:
Naar jeg leed ofte ilde
Da obned hand sin Kilde,
At jeg fik Trøst opøest.

✂

13.

Da klynked jeg og loved
At Satan, Syndsens Hoved,
Sit Lyste-regiment
I mig ey skulde finde,
Dog gik jeg, med de Blinde,
Hvor hand blev Synd-betient.

✂

14.

Paa Soote-sengens Leye
Hår Gud og vildet veye
Min Synd mod Naadens Pund:
For læt jeg tijt er fundet,
Dog hâr min Gud forbundet
Og lægt mit Saar af grund.
193

✂

15.

Mens ach! saa snart min Sprekke
Begyndte sig at stekke,
Og jeg blev frisk og føer,
Jeg da saa snarlig glemte
At Gud ey sønderklemte
Mit Lefnets svage Rør!

✂

16.

Af Dødsens grumme Fare,
Blant mine Fienders Snare,
Hår Gud mig underlig
Med egen Haand udrevet,
Og Liv paa ny bebrevet,
Blant tusind skaanet mig.

✂

17.

Saa gik jeg frem og groode
Blant HErrens Mægle goode,
Jeg treen i fulde svang
Med Ære, Gods og Lykke,
Men HErrens Frygtis Smykke
Dog tabtis mangen gang.

✂

18.

O Gud, du veedst og kiender,
Det ey i mine Hænder
Og mine Kræfter staar,
At jeg dig fuldt kand dyrke,
Om jeg ey daglig Styrke
Fra dine Hænder faar.

* 194

✂ Knuus selv mit Hiertis Stene,
Buk høye Tankers Grene,
Giv ydmyg Kierlighed
Til Gud og til min Næste,
Min Gang du selv befæste
I dine Fodefied.

✂

20.

Hold mig i dine Veye,
Lad mig i Døden neye
Ned paa din Død og Saar!
Saa skal mit Liv begynde
Og sig til Ljvet skynde,
Naar jeg af Ljvet gaar.

✂ 
      
              Hjerte-Suk.
              Naar jeg, O Gud, mit Synde-dyb

              Og Ondskabs Afgrund maaler,

              Da siiger jeg: Kom, Siæl, og kryb,

              Mod JEsu Naade-straaler!

              Mit Lodd gaar langs ad Helved ned

              I Svoule-pølens Grube,

              Hielp, JEsu, for din blodig Sved,

              Riiv mig af Dødsens Strube!

              O rek mig Troens trygge Lodd,

              Din Naadis Dyb at prøve,

              Saa skal paa Jordens Velte-klodd

              Jeg mig ey meer bedrøve!

              195
              Thi om det ene skiendelig

              Til Døden mig vil neye,

              Saa skal det andet Himmerjg,

              Ved dine Saar, opveye.

✂

Dend VI. Sang.
Er ogsaa en Bekiendelsis og Bedrings Psalme,
hvilken,
Tilliige med de forige af samme art,
kand brugis,
Naar mand gaar til Skrifte.
Kand siungis under dend bekiendte Kirke-melodie:
Af dybste Nød raaber jeg til dig, etc.
Eller:
HErren hand er min Hyrde god, etc.

✂

1.

Fald ned, fald paa dit Ansigt ned
Og lad dit Hierte smelte,
O kiære Siæl, bøy dig og beed
At Strømme-vand kand velte
Udaf dit Øyis Kildespring,
Øes Vand i Syndsens Saar og Sting,
Stryg Blodet af dit Belte.

* 196

✂

2.

Her ligger jeg paa mine Knæ,
Min Siæl i Støv er bøyen,
Og til det blodig Korsens Træ
Opløfter mine Øyen;
Jeg gruer for mit syndig Leer,
Naar jeg Guds Naader ræt anseer,
Som af min Haand er fløyen.

✂

3.

Der jeg, O Gud, blev lønlig skabt,
Og du min Form paasætte,
Jeg af mig selv vaar slæt fortabt,
Naturens Synde-plette
I Moders Liv kom mig oppaa
Og smitted, før jeg Solen saae,
Med mange skamfuld Spette.

✂

4.

Dog toode du mig af mit Blood
Med Blodet af din Side,
I Daabens hellig Rense-flood,
De Klæder vaar saa hvide,
Som du paa mig i Daaben bandt,
Med Naader i hver Søm og Kant
Til hellig Prunk at slide.

✂

5.

Mens ach! Gud bedre mig saa sandt!
Mit Himmel-rene Klæde

* 197

✂ Jeg ey forvaret hâr saa grandt
Fra Synds urene Sæde,
Jeg mangen haanlig Synde-plet
Har jo der paa med Vidskab sæt,
Blant Verdens skidne Glæde.

✂

6.

Den dyre Troskabs Eed og Pagt,
Som jeg min Gud har sooret,
Jeg lidet taget hâr i agt,
Men ofte mig har mooret
At spille med hans Pagtis Baand,
Og derfor er nu Siæl og Aand
Med Smerte giennem-booret.

✂

7.

Ach! Hierte Gud, hvad hâr du ey
For min skyld vildet giøre,
At du fra Synds og Dødsens Vey
Mig kunde frj og føre?
Dit Ord og din Basunis Lyyd,
Til Siæle-Trøst og Hierte-Fryd,
Har du mig ladet høre.

✂

8.

Ach! ach! dit Ord i Væjr og Vind
Saa ofte hen er drevet,
Og ey i mit steen-haarde Sind
Med JEsu Finger skrevet!

* 198

✂ Mit Øre heller lyder til
Hvor Lysters daarlig Fryde-spil
Er høyst opstemmed blevet.

✂

9.

Paa Sundheds Støtte hâr du sæt
Mit Ljv i mine Dage,
Og sielden vildt jeg skulde ræt
Af Sygdoms Beger smage:
Du qvisted mig paa Børne-vijs,
Naar du til andre lod dit Rijs
Opskærpis udi Lage.

✂

10.

Jeg ved din Aue bleven er
En kællen Synde-degge,
Som sig i Lyste-dynds Begiær
Hår daglig vildet legge:
Jeg leegte med din Miskundhed,
Og tænckte, Du blev aldrig vred,
Hvor høyt jeg dig mon egge!

✂

11.

Naar du mig Gods og Rigdom gav
Og fyldte mine Hænder,
Mens andre gik med Betle-stav,
Med nøgen Ryg og Lænder:
Dog fik dend Arme liden Bood,
Thi Rjgdom gav mig Over-mood,
Som du best veed og kiender.
199

✂

12.

Om ogsaa noget korted blev
Udaf min Mammons Dynge,
Dend Sorg jeg dybt i Hiertet skrev,
Det blev en grusom Tynge!
Jeg ofte gik og gulpe-græd
Og ræt var u-forstandig ræd
For Rjgdoms Torne-klynge.

✂

13.

Naar du paa Ærens Sted og Stool
Blant andre mig opsatte,
At Lykken, som en Middags-Sool
Mit Levnet motte glatte:
Mig selv jeg ofte da har glemt,
Og foodsed, som vaar meer end slemt,
Dend Nedrig' og forlatte.

✂

14.

Om alting gaar mig vel i Traad,
Og intet mig mislinger,
Mit Arbeyd, Anslag og mit Raad
Er spundet af Guds Finger:
Saa ærer jeg dog min Forstand,
Og mener at jeg flyve kand
Foruden Himlens Vinger.

✂

15.

Hvor tijt, naar Satan frjster mig
Med Verdens Lokke-duer,
Og puster op saa træskelig
Naturens Gnist i Luer,
200 Hvor tijt faar jeg ham Hiertet hen,
I hvor min Gud og Himmel-Ven
Hand lokker end og truer.

✂

16.

Hvert Bud i Lowen hår jeg brudt
Og brekked Mosis Tauler,
Mit Hierte hâr Guds Ord forskudt,
Og i Guds Vrede krauler:
Min Lyst-begiæring svangred er,
Dend Syndsens Foster daglig bær,
Som Døden siden auler.

✂

17.

Vilt du mit Hiertis Afgrund om
med Lyys og Lygte vanke,
Og sætte for din Ræt og Dom
Hver Gierning, Ord og Tanke,
Da kandst du tusind Bierge faae
Som du af Synder stoor' og smaa
Kandst paa mit Hierte sanke.

✂

18.

O Gud! du seer min Siæl er fuld
Af fast utallig Jammer,
Mit Kiød, min Siælis tunge Muld,
Er under Lowens Hammer,
Jeg viiser dig min Verk og Vee,
O JEsu, lad af Naade see
At du min Suk annammer.
201

✂

19.

Jeg holder dig i Troen fast,
Trofaste Gud, og beder:
Skil mig ved Syndsens tunge Last
For dine Løfters Eeder,
Og for din Søns uskyldig Død,
Ja for det Blood som af ham flød,
Hvor hen min Troo dend meder!

✂

20.

Forny min Aand og form mig om
Med dine Himmel-hænder,
At jeg alt fremad bliver from
Og altjd dig bekiender!
Og giv at jeg, ved JEsu Aand,
Mit Liv, blant Dødsens Brudd og Baand,
I Troen salig ender.

✂

Hierte-Suk.

Søde JEsu, Siælens Læge,
See, og lad dig dog bevæge
Ved min Siælis dybe Saar!
Ved mit Sinds saa bittre Møye!
Ved dend Flood som fra mit Øye
Af mit Hiertis Kilde gaar!
Men om mine Saar og Sukke
Kand dit Hierte ey oplukke,
Da, O Hierte JEsu, see
* 202 Til din' egne Saar og Sprekke,
Og de grumme Dødsens Bekke
Hvor du selv leedst Trang og Vee!
Saa skal du mig vel husvale,
Og saa trøstig til mig tale:
Jeg vil hele Syndsens Skaar!
Aldrig skal du finde Smerte
I dit dybe saaret Hierte,
Naar jeg legger Saar paa Saar!*

✂

Dend VII. Sang.
Om
En gudelig og Christelig Beredelse
Til
Det hellige og høyværdig Altars Sacramentis
Annammelse.
Melodien findis her bag udi Bogen.

✂

1.

Himmel-søde Gud og Fader,
Som af intet mig hâr skabt
Og fra Dødsens Skam og Skader
Frelste mig som vaar fortabt,
At du af dit Himmel-skiød
Gav din Søn i Dødsens Nød,
For det jeg saa ilde brød.

* * 203

✂

2.

For det Morgen-maaltjds Galde
Eva fik ved Slangens List,
Og sig Adam lod befalde
Af dend syndig Æble-qvist,
Har din Søn, dit ævig Ord
Redt en Nadver paa sit Bord
Mod dend giftig Slangis Mord.

✂

3.

Hand sin Dug for mig udbreder
Paa sit hellig Alter-sted,
Og udi sit Tempel leder
I sit kierlig Foode-fied,
Hvor hand af sit Kiød og Blood,
Ljfsens Brød og Sukker-flood,
Fylder mig i Hierte-rood.

✂

4.

Ach hvor gierne vil jeg træde
Til dit Bord og Lammets Fad,
Men du veedst jeg pleyer æde
Mest af Verdens Lyste-mad!
Bryllupsklæder har jeg ey,
Hiertet vil paa Syndens Vey,
Frygt giør Siælen ræd og fey.

✂

5.

Klæd mig derfor aff min Ville,
Klæd mig af min Lyste-ham,
Klæd mig af ald Ondskabs Grille,
Klæd mig af ald Last og Skam,
204 Klæd mig af ald Hofmods Pragt,
Had, Hefngierighed, Foragt,
Klæd mig af ald Satans Dragt.

✂

6.

Klæd mig i din Aand og Glæde,
Klæd mig i min JEsu Troo,
Klæd mig i hans blodig Klæde,
Klæd mig i hans Trøst og Roo,
Klæd mig i hans Kiortel-fliig,
Sy dend med hans Torne-piig,
Giør min Klædning JEsu liig.

✂

7.

Tag fra mig dend Eble-kierne
Som er saaet i min Natur,
Tag fra mig min ublu Stierne
Og min syndig Tankis Muur,
Tag fra mig min Synd saa snild,
Tag fra mig min egen Vild,
Tag fra mig ald Ondskabs Ild.

✂

8.

Giv mig Siælens rette Smykke,
Hiertet fuldt af JEsu Raad,
Giv mig Himmel-kraft og Lykke
Til at dempe Kiødets Daad,
Giv du mig en ydmyg Aand,
Kierlighed i hver min Haand,
Kyskhed knyt i Reenheds Baand.
205

✂

9.

Saa vil jeg, O JEsu, komme
Til dit Bords dend dyre Mad,
Saa vil jeg, med alle Fromme,
Æde, dricke, være glad,
Saa vil jeg med Glæde gaa,
Og et Himmel-maaltjd faa,
Med mit Bryllupsklæde paa.

✂

Den VIII. Sang.
Er iligemaade en Beredelse til det hellige
Sacramentis Annammelse.
Under den Melodie:
Et trofast Hjerte, HErre min,
Skal dig til reede være, etc.

✂

1.

Til HErrens Bord, i JEsu Nafn,
Jeg agter mig at gange,
Til Hierte-trøst og Siæle-Gafn,
Til Salighed at fange:
Mens, ach, jeg veed
Hvor fuul og leed
Jeg er i Synd og Uselhed,
Hvorfor min Siæl er bange!

* 206

✂

2.

Dog vil jeg paa min JEsu Bord
Med Suk og Lengsel tæncke,
Og for min Siæl af Naadens Ord
En Lyste-strøm iskiencke:
Ach, flyd da ind
I Siæl og Sind
Guds Aand og Glæde, og forbind
Min Siæl i Troens Lencke.

✂

3.

Ryk op udaf mit Hierte-rood
All Ukruds kaade Grene,
Plant i mig Troens Frugt og Bood,
Kast bort mit Hiertis Stene!
Ryd fra mig op
Af Siæl og Krop,
Ald Synd og Skam, med Rood og Top,
Giør mine Tancker reene.

✂

4.

Saa vil jeg til Guds Alter gaa
Min JEsu Giest at være,
Hvor jeg hans Kiød og Blood skal faa,
Fra Bordet skal jeg bære
Min Siælis Roo,
En salig Troo,
Guds Aand som skal udi mig boo,
Til ævig Trøst og Ære.
207

✂ 
      
              Hierte-Suk
om
Ræt at prøve sig selv.
              Hierte JEsu, hvad for Prøve

              Skal jeg paa mit Hierte faa?

              Hvormed skal jeg mig bedrøve,

              At du Lyst til mig kand faa?

              Ild og Vand er alt for strenge,

              Deris Prøve taal jeg ey!

              De for hart paa Siælen trænge

              Og forkorter Ljfsens Vey!

              Mens, O JEsu, du har Luer

              Udaf Aandens Ild og Glød,

              Stik dem an i Hiertets Buer

              Og brend ud min Lyst saa sød!

              Øes op af mit Hiertis Junge

              Graad i Øynis Boode-spand,

              Prøv saa Hierte, Mund og Tunge

              Daglig med slig Ild og Vand.

              208

✂

Dend IX. Sang.
bestaar af
Hellige Andagter
dend stund
Det høyværdige Alterens Sacramente uddelis.
Siungis under den Melodie:
JEsu søde Hukommelse, etc.

✂

1.

O JEsu, paa din Alter-food
Med Hiertens Troo, med Bøn og Bood
Jeg knæler for Guds søde Lam,
Som bær ald Verdens Synd og Skam.

✂

2.

Mit Hierte jeg til dig frembær,
Hvor Synden skaar og skrammer skiær,
Mens, JEsu, din dend saared Krop
Skal fylde dem med Salver op.

✂

3.

Jeg er i Dag min JEsu Giest,
O Siæl, betænck dend høye Fest,
Hand byder dig til Bords med sig,
Ja med sig selv bespiser dig.

* 209

✂

4.

Her rekker hand mig under Brød
Sit Legem, som leed Korsens Død,
Og under Viin sit Rosens Blood
Dend dyre Naadis Purpur-flood.

✂

5.

Æd, drik og vær af Hiertet glad
Ved denne meer end Engle-mad,
Og for dend Skaal siig JEsu Tak,
Som aldrig nogen Engel drak.

✂

6.

Jeg troer og veed hvad jeg her faar,
Endog min Sands det ofvergaar!
Jeg faar min JEsum gandske slæt
Og af ham selv jeg bliver mæt.

✂

7.

Seer, I GUds Engle, seer herned
Og ærer dend Hemmelighed,
At JEsus hos GUds høyre Haand
Er her i Testamentets Baand.

✂

8.

Der er hand udi Glæden sød,
Her er hand i velsigned Brød,
Der er hand i sin Æris Kraft,
Her i Vjndruens signed Saft.

* 210

✂

9.

Hvordan det skeer det veed jeg ey,
Hand har ey vildet viist dend Vey,
Min Sands saa høyt sig ey bør snoo,
Det er mig nok, hans Ord at troo.

✂

10.

Saa fryd dig da min Siæl og Aand,
At dog GUds Tieners ringe Haand,
Maa rekke dig det salig Pant,
Hvor i sig GUd til dig forbandt.

✂

11.

Det Bord det er min Siælis Kraft,
Der faar jeg Livets Himmel-saft,
Det er mit Hiertis styrckis Rood,
Det er min Trøst, min Troo, mit Mood.

✂

12.

Det Bord er bridt ved Sandheds Mund,
Til Salighedens faste Grund,
Det er mit Haab som qveger mig,
Mit Liv og Lyst ævindelig.

✂

13.

O JEsu, lad mig aldrig gaa
Fra dette Bord, hvor du est paa,
Jeg kaster jo ald Verden hen,
Og længis altjd did igien.

* 211

✂

14.

Indtil du mig i Himmerjg
Forflytte vil hen op til Dig,
Hvor mig skal ævig Ære skee,
Og jeg har nok i Dig at see.

✂

Dend X. Sang.
Er en
Taksigelse efter HErrens Nadvere.
Melodien findis bag i Bogen.

✂

1.

Tak, JEsu, Siælens Hyrde good,
Ævindelig,
Tak for din Død, min Siæle-bood
Hvorved du frelste mig.

✂

2.

Tak for dit Legem og dit Blood,
Min Siæle-mad,
Dend Paradise-frugt og Flood
Mod Slangens Bid og Had.

✂

3.

Jeg smagte nu hvor sød du est
For Mund og Sind,
Mit Hierte veed det allerbest,
Der blefstu prentet ind.

* 212

✂

4.

I Verdens Lyster viger hen,
Thi aldrig meer,
Og aldrig er jeg eders Ven,
Jeg eder nu beleer.

✂

5.

O JEsu, lad dit Legems Brød
Og Blode-skaal,
Mig vederqvæge til min Død,
Saa har jeg naaet mit Maal.

✂

✂ 
      
              Hierte-Suk.
eller
Hellige Betænkninger over HErrens Nadvere.
              Min Siæl, hvo er dog dend, som dig saa kierlig føder,

              Og med sit aabne Bryst og rene Hierte møder?

              Hvad er det dog for Mad, som nu dit Kiød og Blood,

              Med Kraft bespiiser saa? Hvad er det for en Flood,

              Som Hiertet over alt med Liv og Lyst omrinder?

              Hvor ved sig Kierlighed i alle Aarer finder!

              Det er jo visselig, korsfæste JEsu, Dig

              Som med dig selv hâr holt et Maaltjd her med mig!

              O Riigdoms store Dyb! hvi vilde du ey regne

              Dit Manna mere ned? hvad er det høyt at tegne,

              At du, GUds ævig Søn, selv vilde være Brød,

              Som udaf Ævighed leed aldrig Hungers Nød.

              *
                5,4] Herefter: Findis udi mit Siunge-Koors Anden Part. Th: Kingo. Vp
								
              213
              Hvi vilde du saa høyt dend ringe Jordens Drue

              Velsigne, at mand der livagtig kunde sue

              Dit rene Hierte-Blood? Min Siæl dend staar i Brand

              Og leder smaalig, dog ey dette finde kand!

              I Guldet kunde Du dit Billed ladet trykke,

              Og hengd det paa mit Bryst som deilig gylden Smycke,

              Med konstig Demants Spill: Du kund' i Perler hengd

              Dit liflig Kontrafey, med Roosen-Blood omsprengd!

              Mens, ach! det kunde mig saa gandske lidet nytte,

              At jeg din Lignelse udvortis kunde flytte

              Fra Lem til anden, i det allerbeste Guld,

              Jeg blev indvortis dog af Synd og Ondskab fuld!

              Hvad gavned det min Siæl, om end jeg fik at æde

              Nyfaldet Himmel-man? og om jeg kunde væde

              Min Synde-tørred Siæl med Klippe-sprungne Vand

              Om jeg ey JEsu Brød og Blode-kilde fand?

              Du derfor vilde mig, O søde JEsu, give

              Dit eget Kiød og Blood, som for mig skulde blive

              En hellig Spiise, til at rydde Siæl og Krop

              Fra Verdens Lyste-mad og Synde-vedsker op!

              Saa deler du din Kraft til mine svage Lemmer,

              Og Slangens Hoved hos mit Hierte sønderklemmer!

              Dit sande Kiød og Blood, mit rene Maaltjd er,

              Hvor Du dig gandske selv i Kierlighed frembær!

              Og vaar det ey dig selv, da kunde jeg vel æde

              Et slagted Paaske-Lam, og mig i Skygger glæde:

              Men du togst Skyggen bort, og sagde selv: Det er

              Mit Legeme, mit Blood; der er ey Skygger her.

              Lad andre nøyis med din Tilsagns bare Skygge,

              Og deris Salighed og Troo der paa opbygge!

              Mens det er Glæden som mig ind i Hiertet gaar,

              At jeg min JEsum selv i Sacramentet faar!

              214

✂

Dend XI. Sang.
Keed af Verden, og kier ad Himmelen.
(Melodien findis bag i Bogen.)

✂

1.

Far, Verden, far vel,
Jeg keedis nu længer at være din Træl,
De Byrder, som du mig har bylted oppaa,
Dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmaa,
Jeg river mig løß, og jeg keedis nu ved
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

2.

Hvad er det dog alt
Som Verden opsminker med fauer Gestalt?
Det er jo kun Skygger og skinnende Glar,
Det er jo kun Bobler og skrattende Kar,
Det er jo kun Ise-skrog, Skarn og Fortred,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

3.

Hvad er mine Aar,
Som smugende svinder og snigende gaar?
Hvad er min Bekymring? mit Tanke-fuld Sind?
Min Sorrig? min Glæde? mit Hovedis Spind?
Hvad er mit Arbeyde? min Møye? min Sved?
Forfængelighed,
Forfængelighed.

* 215

✂

4.

O Riigdom og Guld,
Du Jorderiigs Afgud i skinnende Muld,
Du est dog af Verdens bedragelig Ting,
Som voxer, aftager og vexlis omkring,
Du est dog, i høyeste Mercke og Meed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

5.

Ach, Ære, hvad er?
Hvad er dine Kroner og Krandse du bær?
Misundelse sidder dig altjd paa Ryg,
Du hemmelig stødis og sielden est tryg!
Du ofte der snubler, hvor andre de gleed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

6.

Ach, Yndist og Gunst,
Du hastig opførte og faldende Dunst,
Du konstig opblæsere, hvegende Vind,
Som tusind har Øyen og dog løber blind,
Hvad est du naar mand dig ved Soolen hâr seed?
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

7.

Ach, Venskab og Troo,
Som alt efter Lykken veedst Fløyet at snoo!
Du smukke Bedragere, heldige Skalk,
216 Som skuffer saa ofte i Drøfvelsens Kalk
Du est, som og jeg af Forfarenhed veed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

8.

Ach, kiødelig Lyst,
Som mangen med dødelig Læber hâr kyst,
Dit fengende Tynder, din flyvende Gnist,
Hår mangen i ævige Luer henhvist,
Din Skaal synis Hunning, men Drikken er leed
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

9.

Saa far da, far vel,
Du skalt nu ey lenger bedrage min Siæl,
Bedragelig Verden, jeg takker dig af,
Og synker dig ned i Forglemmelsens Grav,
Jeg lengis at bøde min Sorrig og Nød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂

10.

Der skal mine Aar
Begyndis i Ævigheds deylige Vaaer,
Der skal ikke Dagen ved Solen opgry,
Ey Maanen tilmaale mig Næde og Ny,
Men JEsus er Solen, hvis Straaler er strød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.
217

✂

11.

Min Rigdom og Guld
Skal være af idel Bestandighed fuld,
Dend skal ikke Tyven bestiele mig da,
Dend skal ey Spitzfindighed skakre mig fra,
Min Rigdom er frj for ald Jorderigs Stød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂

12.

Jeg Ære skal faa
Fra Thronen min JEsus hand sidder oppaa,
Mig Kronen skal givis med Herlighed fyldt,
Med Blodet af Lammet alt over forgyldt,
Dend faar jeg, om Satan end selv det fortrød,
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂

13.

Med Yndist jeg skal
Fremskinne blant Englenis hellige Tall,
Misundeligt Øye mig ikke skal see,
GUds Ansigt mig altjd i Øyne skal lee,
Der skal jeg bespotte dend avindsyg Død
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂

14.

Der hâr jeg en Ven,
Min JEsus, som elsker og elskis igien,
Mit Øye der seer ham saadan som hand er,
218 Hand Kierligheds Himmel-blufi stedse frembær,
Ved Aanden staar Kierlighed ævig i Glød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂

15.

Min Lyst og min Fryd
Forfriskis ved Engle-basuner og Lyd,
Men GUd er ald Lysten for mig og for dem!
Far op da, min Siæl, og ald Verden forglem!
Mens glem ey at Lysten er ævig og sød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂ 
      
              Hierte-Suk.
              Ach JEsu, mit Hierte hâr vanked omkring.

              Og prøved saa mange forfængelig Sving!

              Nu hâr det omflagret hos Leeg og hos Lyst,

              Og ise-kold Glæde med Fyrighed kyst;

              Nu har det omhvipped ved Herligheds Top,

              Hvor nogle gik under, mens andre krøb op;

              Nu hår det omhveged i Fyrsternis Sall,

              Hvor Herre-gunst tagis i Lykke-pott-vall;

              Nu hâr det omnysled i Prægtigheds Kram,

              Hvor Udyd saa ofte besminker sin skam;

              Nu hår det omhvimsed i Veldigheds Boo,

              Hvor Penge hâr monned fra Ære og Troo;

              Nu hår det i Styrcke sin Lykke opsøgt,

              Og ofte sin Amagt i Styrke forøgt;

              *
                13 hâr] maaske Fejl for târ
								
              219
              Men, JEsu, mit Hierte er fundet for læt,

              I hvor det i Verden sin Tilliid hâr sæt;

              Ald Lyst og ald Ære forsvinder som Damp,

              Ald Herre-gunst er en Vand-voxende Svamp;

              Ald tjmelig Vælde og Viißdom og Kraft,

              De feyler og slipper saa ofte af Skaft!

              Men, JEsu, fey ud disse Spindelvævs Garn,

              Lad rense mit Hierte fra Jorderigs Skarn,

              Vær du mit fornøyelig Saligheds meed

              Thi Verden er jdel Forfængelighed.

✂

Dend XII. Sang.
GUds naadige Forsyns Øye er et rætsindigt
GUds Barns fulde Fornøyelse.
Melodien findis bag i Bogen.

✂

1.

HErre GUD mit Hiertis Glæde,
Du min Siælis Lyst og Roo,
Du mit Hoveds Smykke-klæde,
Du Pligt-anker for min Troo,
Du min Eyedom og Skat,
Som i mig er nedersat,
Og jeg hâr i Hiertet fat.

* 220

✂

2.

Naar jeg dit det Forsyns Øye
I mit svage Sind beseer,
Og jeg derhos agter nøye
Mit saa ringe Skabnings Leer,
Ach! hvad mine Tanker sig
Da bemøye hiertelig
Alt, O store GUD! om dig.

✂

3.

Jeg hår lært min GUD at kiende
Fra mit første Barne-svøb,
Der jeg i Gang-vognen rende,
Snublet ofte i mit Løb,
Jeg udi min Barneskik
Aldrig nogen Skade fik,
Eller til Ulykke gik.

✂

4.

Nogle fødis Lykke-riige,
Og kand ved Forældris Haand
Høyt paa Verdens Trapper stige,
Føler aldrig Modgangs Baand,
Dennem føyer alle Ting,
Lykkens vanskelige Sving
Gaar de lettelig omkring.

✂

5.

Derimod skal andre friste
Hvad det er i Ungdoms Aar,
Beste Støde-stav at miste,
221 De paa sorten Liige-baar
Seer Forældre bæris hen,
Og hår saa ey nogen Ven,
Uden Gud, som er igien.

✂

6.

Nogle føyer alle Vinde,
Fører dem hvorhen de vil,
De kand efter Ynske finde
Alting sig at neye til,
De har Lykkens Krone paa,
De i Roser stedse gaa,
Hvad de vil det kand de faa.

✂

7.

Derimod skal andre sukke
Over Lykkens Langsomhed,
Under Aaget daglig bukke,
Og ey naa sit Maal og Meed,
Tornen er i deris Vey,
Lykken agter dennem ey,
Deris Ynske faar alt Ney!

✂

8.

Modgangs store Bølge-bierge
Dem omvelter mangeleed,
De kand ingen Sky afværge,
Som med Møye dryber ned,
Deris Blomster vil ey frem,
Deris Ynske vil ey hiem,
Lykken vil ey krone dem!
222

✂

9.

Men naar jeg, O GUD! betragter
Dit forsynlig Øyis Meed,
Min Bekymring sig da sagter,
Og min Siæl er strax bereed,
Dig at takke med Attraa,
For du passer alting saa,
At vi, hvad os tiener, faae.

✂

10.

Du mig meget bedre kiender,
End jeg selv, fra første Rood,
Du hår haft mit Leer i Hænder,
Prøver hver min Draabe Blood,
Du omspeyler alt mit Sind,
Hver min Aande-dræt og Vind,
Og seer mig i Hiertet ind.

✂

11.

Hafde du af Lykken fyldet
Mig med Verdens Lyste-skaal,
Og mit Levnet slæt forgyldet,
Føert mig til mit eget Maal,
Vaar jeg bleven Ynske-mæt,
Og paa Lykkens Tinding sæt,
Da, maa skee, du blev forgiet.

✂

12.

Men om jeg hâr Verden prøvet,
Drukket tiit en Galde-drik,
Hâr jeg været tiit bedrøvet,
Fundet mangt et Hierte-stik:
223 GUD hâr mig dog givet Bood,
Og hâr lært mit svage Blood
Træde Verden under Food.

✂

13.

Om sig Alting ikke skikker
Efter min Forvidenhed;
Om en Sorg i Barmen stikker,
Som jeg selv allene veed;
Om ey Solen daglig vil
Mig ald Lykke skinne til,
Jeg hâr dog ey tabt mit Spill.

✂

14.

Om en Sky vil Modgang regne,
Bløde ald min Glædis Barm,
Og om Dødsens Piil vil tegne
Helsot paa hver Frendis Arm;
Om min Lykke skrider plat
Hen i en forvirred Nat,
Dog hâr GUd mig ey forlat.

✂

15.

Derfor jeg til Takke tager
Med min GUd, i hvad hand vil,
Ingen Skaal mig ilde smager,
Som hans Haand mig skienker til!
Komme hvad der komme kand,
Sorrig eller Glæde-stand,
GUd er Lykkens Mester-mand.

* 224

✂

16.

Dermed jeg fornøyed bliver
Med min GUd, i hvad hand giør,
Hand min Tarv mig ogsaa giver,
Længer jeg ey spørge tør!
Dermed jeg i alle Stød,
Dermed jeg i Lyst og Nød
Er fornøyed til min Død.

✂ 
      
              Hierte-Suk.
              Søde Siæl, hvi vilt du komme,

              Og saa tiit til Rætte staa,

              Under Hiernens sumpig Domme,

              I dit mørke Hiertis Vraa?

              Ach! saa længe som du møder

              Med mit svage Kiød og Blood,

              Og dem ey tilbage støder

              Er jeg fuld af Vedermood!

              Det kand mig i Sindet prikke,

              Jeg ey kom i Perle-svøb

              Dend Tiid jeg vaar spæ, og ikke

              Vuggen just paa Lykken løb:

              Det kand mig i Hiertet anke,

              At min Ungdom ey er fuld,

              Efter Mening, Mood og Tanke

              Af det skiønne Verdens Guld!

              Er min Mandom ey opthroned

              Høyt paa Verdens Velde-stool,

              225
              Og min Alderdom ey kroned

              Med ald Velstands Aften-sool!

              Hemmelig jeg da bejamrer

              Lykkens blinde Fiadse-kast,

              Kiødet selv og ofte klamrer

              Om og Himlen selv er fast!

              Hår en anden bedre Lykke

              End som jeg, da er jeg harm,

              At ey nogen Modgangs Krykke

              Settis hannem under Arm!

              Andris Riigdom, Gods og Ære,

              Høyhed, Velde, Held og Magt,

              Kand mig i mit Øye skiære,

              For det ey hos mig er lagt!

              Er jeg siug og Senge-bunden,

              Avindsiug jeg vel tør see,

              For en anden ey er funden

              Udi lige Verck og Vee!

              Er mig Sorgen inden Dørre,

              Døden giør mit Huus Gevalt,

              Smerten bliver mig diß større,

              For hand ey paa andre faldt!

              Hierte Siæl, saa maa mit Øye

              Bade ud med mangen Taar,

              Og i Sindets Lage døye

              Mange dybe hierte-saar!

              Men, O JEsu! naar du viiser

              Siælen fra min Hierne-damp,

              Da GUds Forsyn giennemgliiser,

              Tørrer Hiertets Lyste-svamp,

              226
              Saa jeg HErrens Øye kiender

              Og hans Haand i alle Ting,

              Være sig hvordan de render

              Hen i Verdens falske Ring!

              Derfor vil jeg mig ey støde

              Paa en andens Lykke-vey,

              Men for alt det mig skal møde,

              Aldrig sige trodsig ney!

              Græd mit Øye! men lad flyde

              Ald din Graad i JEsu Skiød!

              Saa skal dig GUds Øye gyde

              Salighed i Liv og Død!

✂

Dend XIII Sang.
Dend Betrængde paa Jorden, søger Bood
i Himmelen.
Under dend Melodie:
HErren hand er min Hyrde good, etc.

✂

1.

Hvorfor, mit Hierte, klemmis du,
Og kand din Sorg ey slukke?
Hvi tyngis saa mit Sind og Hu?
Hvi skal jeg altjd bukke
Ned under Modgangs haarde Aag?
Og i mit Levnets Jammer-Bog
Kun læse Sorg og Sukke?

* 227

✂

2.

Ald Møye synis med mig fød,
Som Skyggen dend mig følger,
Mit Liv er som jeg altjd flød
Paa Modgangs Velte-bølger!
Det heele Verdens Fryde-land
Er som en Sool, der Skyens Vand
I store Storme dølger!

✂

3.

I Korsens Skole er jeg sat,
Fra først jeg Verden kiendte,
Mit Liv det er som idel Nat,
Der hår ey Sool at vente!
Vil end en Stierne blinke op,
Strax skiuler Skyens mørke Krop
Det Haab jeg viit udspendte!

✂

4.

Vel haver Lykken flagred om,
Sit Seyl for mig udslaget,
Hun smiilte vel, som hun vaar from,
Men jeg blev alt bedraget!
Hun stood oppaa dend slibrig Bold,
Og hafde intet bedre hold
End Glaß der knak og knaged!

✂

5.

Jeg for ald Verdens Venne-flok
Saa ubekiendt er bleven,
Som jeg af haarden Steen og Stok
Udsprungen vaar og dreven,
228 Naar andre samlis og er froo,
Jeg da, blant deris Fryd og Roo,
Som fremmed Fugl er skreven.

✂

6.

Jeg mættis alt med Enlighed,
Og Korsens Skaale drikker,
Min GUd min Sorrig Ene veed
Og hvad mit Hierte stikker.
Naar andre drikker Skaalen om,
Da er min Siæl fuld tør og tom,
GUDS Fødders Støv jeg slikker.

✂

7.

Foruden Synden i min Barm,
Som Hiertet heftig trykker,
Er Sindsens Torne, som med Harm
Min Glædis Rood oprykker:
Jeg vende, hvor jeg vende vil,
Mit Lykke-glaß, saa seer det til
At gaa for mig i stykker.

✂

8.

Med Armod og med Fattigdom
Jeg Tjden og maa slide,
Og ofte smaalig see mig om
Det Brød, som jeg skal bide!
Jeg haànis tiit, naar jeg skal gaa
Hen til min Ven, om Hielp at faae,
Og Sult vil heller lide.
229

✂

9.

Fortrykkelse hos Armod boer
Og anden slig Ulempe,
En Sorrig i dend anden groer
Hos Armods palted Kiempe:
Hvor Gierdet lauest faldet er,
Befinder jeg, at hver Mand der
Vil traske det, og dempe.

✂

10.

Mand ofte hudefletter mig
Med Løgne-snært og Læber,
Og rundt om Landet snedelig
Paa Tunge-sluffer slæber!
Mand setter mig en Skamflik paa,
Og dend, maa skee, jeg aldrig saae,
Mig med sit Mund-sverd dræber!

✂

11.

Min Ven (om nogen er min Ven,
GUd veed det Tall er ringe)
Som Røret blæser hen og hen,
Saa veed hand sig at svinge!
Hand skuffer mig, som Flydevand,
Naar jeg ham ikke føre kand
Paa Medgangs Lykke-vinge.

✂

12.

Jeg herforuden og er svag
Af Sygdoms Vee og Sprekke,
Som mine Lemmer Nat og Dag
Med megen Pjne brekke,
230 Jeg verker, og er vaande-fuld,
Og ynsker kun at Gravens Muld
Mit Legem maatte dekke.

✂

13.

Jeg er som et forfløyet Blad,
Der alle Vinde driver,
Min Krop dend er kun som en Rad,
Hvis Rode-saft hensiver!
Hvert Øyeblik Forandring skeer,
Udi min Siæle-boligs Leer,
Som slet udsoted bliver.

✂

14.

O GUD, naar jeg for dig kun maa
Min Jammers Knude løse,
Og af mit Hierte, som en Aae,
Min Sorrigs Strøm udøse,
Da faar mit Hierte Stille-stand,
Om end ald Verdens Hielpe-vand
Og Trøste-kilder frøse.

✂

15.

Jeg venter dog din Salighed
Og paa din Frelse haaber,
Om ald Naturen vaar mig vred,
Med Lykkens Vende-kaaber!
Igiennem Modgangs tykke Sky
Skal Dagen dog igiennem gry
Med Naade-dug og Draaber.
231

✂

16.

Lad Verden derfor blive trang,
Lad alle mig forlade,
Lad Lykken tage hen sin Gang
Til andris Hvege-stade!
Jeg seer kun efter Himmerig,
Hvor JEsus mig ævindelig
Oprette skal min Skade.

✂

17.

Jeg skal min Jammers Age-læs
Ved Graven dog afvelte,
Min Modgangs Ijs, som Skum og Piæs
For JEsu Sool skal smelte,
Jeg skal med ævig Fryd og Roo
Hos GUD og JEsum stedse boo
I Himlens sikre Telte.

✂

18.

Min Krop skal faae en Engle-form,
Min Siæl i GUd skal glædis,
Ald Verdens Møye, Stød og Storm
Skal af mig undertrædis,
Jeg, efter JEsu Naadis Dom,
Af HErrens Haand skal runden om
Med ævig Ære klædis.
232

✂ 
      
              Hierte-Suk.
              Ach! hvi kand jeg aldrig lukke

              Hiertets Dør for Sorg og Sukke,

              Og en rolig Time faae?

              Hvorfor ere mine Dage,

              Meer end andris, fuld' af Klage?

              Hvorfor skal jeg Arme gaa

              Daglig spendt i Korsens Hilde,

              Og i Øynis Taare trilde

              Sindets Smerter i mit Skiød?

              Hvorfor skal jeg Ene velte

              Sorgens Steen, som ey vil smelte,

              Om min Graad, som Elven, flød?

              Hvorfor er min Angist mere,

              Endsom ellers tj og flere

              Skulde døe og daane ved?

              Hvorfor skal min stakked Aande

              Dragis giennem Vee og Vaande

              I min Suk-trangbrystighed?

              Søde JEsu, ald min Glæde,

              Ald min Trøst i Øynis Væde,

              Alt mit Haab i Verdens Sorg,

              Ald min Hunning i min Galde,

              Du min Stav naar jeg vil falde,

              Du min Tilflugt, Skiul og Borg!

              Du vel veedst jeg suremuler,

              Naar du dig bag Væggen skiuler,

              Lader som du ikke seer,

              Om jeg end maa meget døye,

              Lange Modgangs Furrer pløye

              I Gienvordigheders Leer!

              233
              Dog kand du i ald min Smerte

              Qvege mit halfdøde Hierte,

              Naar du viiser mig en Smiil

              Af dit Ansigts blide Straaler,

              Da jeg, meer end gierne, taaler

              Hver Død-skærped Korse-piil!

              Thi jeg seer at du mig prøver,

              Og en liden Tijd bedrøver,

              At du mig tilmaale kand,

              For en Skaal-fuld Øyne-taare,

              Af GUds Himmel-veld og Aare

              Tusind Floder Trøste-vand!

              O min Siæl, saa lad dig tysse

              Om din GUd vil paa dig drysse

              Noget af en Sorrigs Regn!

              Naar du Hiertets Graad udtømmer,

              Da til GUD i Vand du svømmer!

              Ald din Sorg er Naade-tegn!

✂

Dend XIV. Sang.
Hver har sin Skæbne.
(Melodien findis bag i Bogen.)

✂

1.

Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang hin anden anraabe,
Soelskin og Skyer de følgis og ad!

* 234

✂ Jorderiigs Guld
Er prægtig Muld,
Himlen er Ene af Salighed fuld.

✂

2.

Kroner og Scepter i Demant-spill lege,
Leeg er dog ikke dend kongelig Dragt!
Tusinde Byrder i Kronerne hvege,
Tusindfold Omhu i Scepterets Magt!
Kongernis Boe
Er skiøn Uroe!
Himlen allene giør salig og froe!

✂

3.

Alle Ting hâr sin foranderlig Lykke!
Alle kand finde sin Sorrig i Barm!
Tiit ere Bryst, under dyrebar Smykke,
Fulde af Sorrig og hemmelig Harm!
Alle hâr sit,
Stort eller Lit!
Himlen allene for Sorgen er qvit!

✂

4.

Velde og Vijßdom og timelig Ære,
Styrke og Ungdom i blomstrende Aar,
Høyt over andre kand Hovedet bære,
Falder dog af og i Tjden forgaar!
Alle Ting maa
Enden opnaa,
Himmelens Salighed Ene skal staa!
235

✂

5.

Deyligste Roser hâr stindeste Toorne,
Skiønneste Blomster sin tærende Gift,
Under en Rosen-kind Hiertet kand foorne,
For dog at Skæbnen saa sælsom er skift!
I Vaade-vand
Flyder vort Land,
Himlen hâr Ene Lyksaligheds Stand.

✂

6.

Vel da! saa vil jeg mig aldrig bemøye
Om ikke Verden gaar efter min Agt!
Ingen Bekymring skal kunde mig bøye,
Intet skal giøre mit Hierte forsagt!
Sorrig skal døe,
Lystigheds Frøe
Blomstris paa Himle-Lyksaligheds Øe!

✂

7.

Angist skal aule en varende Glæde,
Qvide skal vinde sin Tott udaf Teen!
Armod skal prydis i rjgeste Klæde,
Svaghed skal reysis paa sundeste Been!
Avind skal staa
Fengsled i Vraae,
Himlen kand Ene alt dette formaa!

✂

8.

Lad da min Lod og min Lykke kun falde
Hvordan min GUd og min HErre hand vill,
236 Lad ikkun Avind udøse sin Galde,
Lad kun og Verden fulddrive sit Spill!
Tjdernis Bom
Bliver dog tom,
Himlen skal kiøre altingest her-om!

✂ 
      
              Sonnet
eller
Suk i Klingeriim.
              Hvor ofte sukker jeg, fordi dend haarde Lykke,

              Som dog af herrens Haand uddelis til enhver,

              I allis Lodde ey med lige Skrammer skiær,

              Mens alle dog i Fleng, oc hver i sær mon trykke,

              Om end de Kroner vel paa deris Hoved bær,

              Og om blant Betler-tall de slæt indregned er!

              Dog skal hver tage mod sit Skæbne-skaaren Stykke,

              Og saa sin Lykke-palt af beste Æfhe smykke!

              Hvi skal jeg da, O GUd! mig i min Deel ey skikke?

              Imens jeg veed, at ey en Toorn min Food kand stikke,

              Hvor ey din Haand er hos! Mens Tjden og er kort,

              Som Alting hâr paa Rygg, og blæser dennem bort.

              Saa blæser jeg, og giør mig Taal, og blæß igien

              Ad alle Ting, som dog af Tjden blæsis hen!

              237

✂

Dend XV. Sang.
Rom. VIII. 28.
Alle Ting tiene dem til Gode,
som elsker GUD.
Under dend Melodie:
Jeg løfter høyt op Øyne mine, etc.
Eller
Fader vor udi Himmerig, etc.

✂

1.

Blant alle Ting i Verden her,
Hvor til jeg Hu og Hierte bær.
Er intet som GUds sande Frygt
Udi mit Hierte-rood indtrygt;
Jeg finder hendis Frugt saa sød
At styrke mig i Liv og Død.

✂

2.

Vel maa jeg klage hiertelig,
At Kiød og Blood hâr draget mig
Hen over Sjden mangen Gang,
Hvor Vellyst-Engle for mig sang
Indtil i Syndsens Søvn jeg faldt,
GUd veed hvor nær mit Ljv det galdt!
238

✂

3.

Foruden Frygt jeg da gik frem,
Dog frygted tijt min skiulte Lem,
Mit Hierte, som ey nogen saae,
Det slog mig i dend lønlig Vraa!
Tijt smiled jeg med fauer Mund,
Dog sved jeg i mit Hiertis Grund!

✂

4.

Jeg veed ey hvor jeg gik omkring
I Dødsens Grøfters vildsom Ring,
Min Food jeg satte dristig der,
Hvor Vey til Dødsens Herberg er,
Jeg stood ræt ved Afgrundens Poort,
Og sukked efter Naadens Ort.

✂

5.

Min GUd og søde Frelsermand,
Hand saae mig i dend usle Stand,
Hand fandt mig ved mit Hierte-rood
Og værmed mit Liiv-løse Blood,
Som vaar i Synden dødt og koldt,
Og dog ved Syndsens Vane holdt.

✂

6.

Hand kyste mig med Himmel-mund,
Jeg fandt det i mit Hiertis Grund,
Hand blæste paa mig med sin Aand,
Hand tog mig ved min høyre Haand,
Hand i mit Øre hvisked mig,
Hand fauned mig saa hiertelig.
239

✂

7.

Hand kaste ind GUds Frygris Sæd,
Udi mit Hiertis lønlig Sted!
Saa snart jeg fandt det Himmel-frøe,
Fandt jeg ræt som af Livsens Søe
En qvegsom Trøst og Voxe-kraft,
Som før jeg aldrig hafde haft.

✂

8.

Hvor jeg omkring i Verden gik,
Da syntis mig hvert Øyeblik
Jeg blev i Himlen løfted ind,
Saa hafde GUD fyldt op mit Sind!
GUds Billede jeg stedse saae,
I alt det som jeg rørte paa.

✂

9.

Min Tanke fløy i Himlens Sall,
Foragted denne Jorde-dall,
Min' Ord vaar JEsu Lov og Priis
Og lydte kun af Paradiis,
Min Gierning vaar at giøre Bood,
Og undertrykke Kiød og Blood.

✂

10.

Mig mødte dog saa mange Stød,
Saa tunge Kaars, saa farlig Nød,
Mig snærted daglig Avinds Riis,
Mand stødte mig paa Verdens Iis,
Og eft

Kingo, Thomas Samlede skrifter 3

THOMAS KINGO SAMLEDE SKRIFTER III

THOMAS KINGO SAMLEDE SKRIFTER UDGIVET AF HANS BRIX * PAUL DIDERICHSEN F. J. BILLESKOV JANSEN III

INDHOLD THOMAS KINGOS AANDELIGE SIUNGE-KOOR