↩
Dend Anden Kong Davids
Naar hans Byrde lettis af,
Og hans Synder er forlatte,
Skiult i HErrens Naadis Haf:
Naar GUD icke regne vil
Hans det daarlig Synde-spil,
Men hand rundt sin Synd bekiender
Og ey Falskhed forevender.
Meene jeg var Engle-reen,
O! Hvad gik det mig da ilde,
Da vansmegted Marv og Been,
Skiulte Synder aad mig op
Hemmelig fra Taa til Top,
Jeg som Løwen maatte brøle,
For min lønlig Synde-søle.
Som med Synden var fortient,
Udi Tyngsel alt tiltager,
Til min Vedske blev forbrendt:
*
At bekiende Synd og Skam,
Lukke Skalken ikke inde
Under en skin-hellig Ham:
Men jeg sagde saa hos mig:
HERre GUD, jeg vil for dig
Min Mißgierning frjt bekiende,
Da fik Syndsens Straf og Ende.
Hvor mod mig du varst saa bljd,
Tag' Exempel, naar du findis,
GUd at søg' i rette Tjd
At naar Synde-Flooder sig
Velter ind mangfoldelig,
De ey da til dig skal rekke,
HErrens Haand skal dem forstekke.
Jeg har GUd at roo mig ved,
Skal her megen Angest lande,
GUD, du est min Fiele-sted,
*
Nøye agte mig oppaa,
Lære mig den Vey at kiende
Hvor jeg sikker vandre maa;
Ja hans Øyis gode Raad
Er med mig i ald min Daad,
Og skal altjd mig raadføre
Hvad som jeg skal troo og giøre.
Som dend vild' og vrinske Hest,
Vider eder bedr' at skikke
End hint grove Mule-Bæst
I hvis Mund (om de skal staa)
Tømm' og Krogbid knibe maa,
At de ey for nær skal træde
Og slae HERren af sit Sæde.
Er dend Ondis visse Dom,
Men hvo kun sin GUD forventer
Med Miskundhed ringis om.
325 Giver derfor Røst og Lyd,
Siunger ud af Hierte-Fryd
I Retfærdig', Hierte-Fromme,
Eders Frelse skal dog komme.
Dend Anden Kong Davids
Poenitendse-Psalme.
(Melodien findis paa dend 20. og 21. Side.)
1.
Salig er en Mand at skatte,Naar hans Byrde lettis af,
Og hans Synder er forlatte,
Skiult i HErrens Naadis Haf:
Naar GUD icke regne vil
Hans det daarlig Synde-spil,
Men hand rundt sin Synd bekiender
Og ey Falskhed forevender.
2.
Thi der jeg var taus, og vildeMeene jeg var Engle-reen,
O! Hvad gik det mig da ilde,
Da vansmegted Marv og Been,
Skiulte Synder aad mig op
Hemmelig fra Taa til Top,
Jeg som Løwen maatte brøle,
For min lønlig Synde-søle.
3.
HErrens Haand og heftig Plager,Som med Synden var fortient,
Udi Tyngsel alt tiltager,
Til min Vedske blev forbrendt:
*
✂
323
Jeg blev mager og forsvand
Som en Urt for Sommer-brand,
Merk, O Synder! Leg paa Hierte,
Sligt giør Syndsens skiulte Smerte.
4.
Jeg omsider blev til SindeAt bekiende Synd og Skam,
Lukke Skalken ikke inde
Under en skin-hellig Ham:
Men jeg sagde saa hos mig:
HERre GUD, jeg vil for dig
Min Mißgierning frjt bekiende,
Da fik Syndsens Straf og Ende.
5.
Derfor skal hver Helgen mindisHvor mod mig du varst saa bljd,
Tag' Exempel, naar du findis,
GUd at søg' i rette Tjd
At naar Synde-Flooder sig
Velter ind mangfoldelig,
De ey da til dig skal rekke,
HErrens Haand skal dem forstekke.
6.
Vil end Lowen mig forbande,Jeg har GUd at roo mig ved,
Skal her megen Angest lande,
GUD, du est min Fiele-sted,
*
✂
324
Du for Sorg og Siæle-trang
Skal med Fryd og Frelse-sang
Mig omringe allevegne,
Og din Lov paa mig optegne.
7.
GUD vil selv stoor Fliid anvende,Nøye agte mig oppaa,
Lære mig den Vey at kiende
Hvor jeg sikker vandre maa;
Ja hans Øyis gode Raad
Er med mig i ald min Daad,
Og skal altjd mig raadføre
Hvad som jeg skal troo og giøre.
8.
Værer derfor, værer ikkeSom dend vild' og vrinske Hest,
Vider eder bedr' at skikke
End hint grove Mule-Bæst
I hvis Mund (om de skal staa)
Tømm' og Krogbid knibe maa,
At de ey for nær skal træde
Og slae HERren af sit Sæde.
9.
Mange Plager (hvor det lenter)Er dend Ondis visse Dom,
Men hvo kun sin GUD forventer
Med Miskundhed ringis om.
325 Giver derfor Røst og Lyd,
Siunger ud af Hierte-Fryd
I Retfærdig', Hierte-Fromme,
Eders Frelse skal dog komme.