↩
Dend XII. Sang.
Du min Siælis Lyst og Roo,
Du mit Hoveds Smykke-klæde,
Du Pligt-anker for min Troo,
Du min Eyedom og Skat,
Som i mig er nedersat,
Og jeg hâr i Hiertet fat.
* 220
I mit svage Sind beseer,
Og jeg derhos agter nøye
Mit saa ringe Skabnings Leer,
Ach! hvad mine Tanker sig
Da bemøye hiertelig
Alt, O store GUD! om dig.
Fra mit første Barne-svøb,
Der jeg i Gang-vognen rende,
Snublet ofte i mit Løb,
Jeg udi min Barneskik
Aldrig nogen Skade fik,
Eller til Ulykke gik.
Og kand ved Forældris Haand
Høyt paa Verdens Trapper stige,
Føler aldrig Modgangs Baand,
Dennem føyer alle Ting,
Lykkens vanskelige Sving
Gaar de lettelig omkring.
Hvad det er i Ungdoms Aar,
Beste Støde-stav at miste,
221 De paa sorten Liige-baar
Seer Forældre bæris hen,
Og hår saa ey nogen Ven,
Uden Gud, som er igien.
Fører dem hvorhen de vil,
De kand efter Ynske finde
Alting sig at neye til,
De har Lykkens Krone paa,
De i Roser stedse gaa,
Hvad de vil det kand de faa.
Over Lykkens Langsomhed,
Under Aaget daglig bukke,
Og ey naa sit Maal og Meed,
Tornen er i deris Vey,
Lykken agter dennem ey,
Deris Ynske faar alt Ney!
Dem omvelter mangeleed,
De kand ingen Sky afværge,
Som med Møye dryber ned,
Deris Blomster vil ey frem,
Deris Ynske vil ey hiem,
Lykken vil ey krone dem!
222
Dit forsynlig Øyis Meed,
Min Bekymring sig da sagter,
Og min Siæl er strax bereed,
Dig at takke med Attraa,
For du passer alting saa,
At vi, hvad os tiener, faae.
End jeg selv, fra første Rood,
Du hår haft mit Leer i Hænder,
Prøver hver min Draabe Blood,
Du omspeyler alt mit Sind,
Hver min Aande-dræt og Vind,
Og seer mig i Hiertet ind.
Mig med Verdens Lyste-skaal,
Og mit Levnet slæt forgyldet,
Føert mig til mit eget Maal,
Vaar jeg bleven Ynske-mæt,
Og paa Lykkens Tinding sæt,
Da, maa skee, du blev forgiet.
Drukket tiit en Galde-drik,
Hâr jeg været tiit bedrøvet,
Fundet mangt et Hierte-stik:
223 GUD hâr mig dog givet Bood,
Og hâr lært mit svage Blood
Træde Verden under Food.
Efter min Forvidenhed;
Om en Sorg i Barmen stikker,
Som jeg selv allene veed;
Om ey Solen daglig vil
Mig ald Lykke skinne til,
Jeg hâr dog ey tabt mit Spill.
Bløde ald min Glædis Barm,
Og om Dødsens Piil vil tegne
Helsot paa hver Frendis Arm;
Om min Lykke skrider plat
Hen i en forvirred Nat,
Dog hâr GUd mig ey forlat.
Med min GUd, i hvad hand vil,
Ingen Skaal mig ilde smager,
Som hans Haand mig skienker til!
Komme hvad der komme kand,
Sorrig eller Glæde-stand,
GUd er Lykkens Mester-mand.
* 224
Med min GUd, i hvad hand giør,
Hand min Tarv mig ogsaa giver,
Længer jeg ey spørge tør!
Dermed jeg i alle Stød,
Dermed jeg i Lyst og Nød
Er fornøyed til min Død.
Dend XII. Sang.
GUds naadige Forsyns Øye er et rætsindigt
GUds Barns fulde Fornøyelse.
Melodien findis bag i Bogen.
1.
HErre GUD mit Hiertis Glæde,Du min Siælis Lyst og Roo,
Du mit Hoveds Smykke-klæde,
Du Pligt-anker for min Troo,
Du min Eyedom og Skat,
Som i mig er nedersat,
Og jeg hâr i Hiertet fat.
* 220
2.
Naar jeg dit det Forsyns ØyeI mit svage Sind beseer,
Og jeg derhos agter nøye
Mit saa ringe Skabnings Leer,
Ach! hvad mine Tanker sig
Da bemøye hiertelig
Alt, O store GUD! om dig.
3.
Jeg hår lært min GUD at kiendeFra mit første Barne-svøb,
Der jeg i Gang-vognen rende,
Snublet ofte i mit Løb,
Jeg udi min Barneskik
Aldrig nogen Skade fik,
Eller til Ulykke gik.
4.
Nogle fødis Lykke-riige,Og kand ved Forældris Haand
Høyt paa Verdens Trapper stige,
Føler aldrig Modgangs Baand,
Dennem føyer alle Ting,
Lykkens vanskelige Sving
Gaar de lettelig omkring.
5.
Derimod skal andre fristeHvad det er i Ungdoms Aar,
Beste Støde-stav at miste,
221 De paa sorten Liige-baar
Seer Forældre bæris hen,
Og hår saa ey nogen Ven,
Uden Gud, som er igien.
6.
Nogle føyer alle Vinde,Fører dem hvorhen de vil,
De kand efter Ynske finde
Alting sig at neye til,
De har Lykkens Krone paa,
De i Roser stedse gaa,
Hvad de vil det kand de faa.
7.
Derimod skal andre sukkeOver Lykkens Langsomhed,
Under Aaget daglig bukke,
Og ey naa sit Maal og Meed,
Tornen er i deris Vey,
Lykken agter dennem ey,
Deris Ynske faar alt Ney!
8.
Modgangs store Bølge-biergeDem omvelter mangeleed,
De kand ingen Sky afværge,
Som med Møye dryber ned,
Deris Blomster vil ey frem,
Deris Ynske vil ey hiem,
Lykken vil ey krone dem!
222
9.
Men naar jeg, O GUD! betragterDit forsynlig Øyis Meed,
Min Bekymring sig da sagter,
Og min Siæl er strax bereed,
Dig at takke med Attraa,
For du passer alting saa,
At vi, hvad os tiener, faae.
10.
Du mig meget bedre kiender,End jeg selv, fra første Rood,
Du hår haft mit Leer i Hænder,
Prøver hver min Draabe Blood,
Du omspeyler alt mit Sind,
Hver min Aande-dræt og Vind,
Og seer mig i Hiertet ind.
11.
Hafde du af Lykken fyldetMig med Verdens Lyste-skaal,
Og mit Levnet slæt forgyldet,
Føert mig til mit eget Maal,
Vaar jeg bleven Ynske-mæt,
Og paa Lykkens Tinding sæt,
Da, maa skee, du blev forgiet.
12.
Men om jeg hâr Verden prøvet,Drukket tiit en Galde-drik,
Hâr jeg været tiit bedrøvet,
Fundet mangt et Hierte-stik:
223 GUD hâr mig dog givet Bood,
Og hâr lært mit svage Blood
Træde Verden under Food.
13.
Om sig Alting ikke skikkerEfter min Forvidenhed;
Om en Sorg i Barmen stikker,
Som jeg selv allene veed;
Om ey Solen daglig vil
Mig ald Lykke skinne til,
Jeg hâr dog ey tabt mit Spill.
14.
Om en Sky vil Modgang regne,Bløde ald min Glædis Barm,
Og om Dødsens Piil vil tegne
Helsot paa hver Frendis Arm;
Om min Lykke skrider plat
Hen i en forvirred Nat,
Dog hâr GUd mig ey forlat.
15.
Derfor jeg til Takke tagerMed min GUd, i hvad hand vil,
Ingen Skaal mig ilde smager,
Som hans Haand mig skienker til!
Komme hvad der komme kand,
Sorrig eller Glæde-stand,
GUd er Lykkens Mester-mand.
* 224
16.
Dermed jeg fornøyed bliverMed min GUd, i hvad hand giør,
Hand min Tarv mig ogsaa giver,
Længer jeg ey spørge tør!
Dermed jeg i alle Stød,
Dermed jeg i Lyst og Nød
Er fornøyed til min Død.