Kingo, Thomas Sorrig og Glæde de vandre

Dend XIV. Sang. Hver har sin Skæbne. (Melodien findis bag i Bogen.)

1.

Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang hin anden anraabe,
Soelskin og Skyer de følgis og ad!

* 234

Jorderiigs Guld
Er prægtig Muld,
Himlen er Ene af Salighed fuld.

2.

Kroner og Scepter i Demant-spill lege,
Leeg er dog ikke dend kongelig Dragt!
Tusinde Byrder i Kronerne hvege,
Tusindfold Omhu i Scepterets Magt!
Kongernis Boe
Er skiøn Uroe!
Himlen allene giør salig og froe!

3.

Alle Ting hâr sin foranderlig Lykke!
Alle kand finde sin Sorrig i Barm!
Tiit ere Bryst, under dyrebar Smykke,
Fulde af Sorrig og hemmelig Harm!
Alle hâr sit,
Stort eller Lit!
Himlen allene for Sorgen er qvit!

4.

Velde og Vijßdom og timelig Ære,
Styrke og Ungdom i blomstrende Aar,
Høyt over andre kand Hovedet bære,
Falder dog af og i Tjden forgaar!
Alle Ting maa
Enden opnaa,
Himmelens Salighed Ene skal staa!
235

5.

Deyligste Roser hâr stindeste Toorne,
Skiønneste Blomster sin tærende Gift,
Under en Rosen-kind Hiertet kand foorne,
For dog at Skæbnen saa sælsom er skift!
I Vaade-vand
Flyder vort Land,
Himlen hâr Ene Lyksaligheds Stand.

6.

Vel da! saa vil jeg mig aldrig bemøye
Om ikke Verden gaar efter min Agt!
Ingen Bekymring skal kunde mig bøye,
Intet skal giøre mit Hierte forsagt!
Sorrig skal døe,
Lystigheds Frøe
Blomstris paa Himle-Lyksaligheds Øe!

7.

Angist skal aule en varende Glæde,
Qvide skal vinde sin Tott udaf Teen!
Armod skal prydis i rjgeste Klæde,
Svaghed skal reysis paa sundeste Been!
Avind skal staa
Fengsled i Vraae,
Himlen kand Ene alt dette formaa!

8.

Lad da min Lod og min Lykke kun falde
Hvordan min GUd og min HErre hand vill,
236 Lad ikkun Avind udøse sin Galde,
Lad kun og Verden fulddrive sit Spill!
Tjdernis Bom
Bliver dog tom,
Himlen skal kiøre altingest her-om!