↩
Dend XIII Sang.
Og kand din Sorg ey slukke?
Hvi tyngis saa mit Sind og Hu?
Hvi skal jeg altjd bukke
Ned under Modgangs haarde Aag?
Og i mit Levnets Jammer-Bog
Kun læse Sorg og Sukke?
* 227
Som Skyggen dend mig følger,
Mit Liv er som jeg altjd flød
Paa Modgangs Velte-bølger!
Det heele Verdens Fryde-land
Er som en Sool, der Skyens Vand
I store Storme dølger!
Fra først jeg Verden kiendte,
Mit Liv det er som idel Nat,
Der hår ey Sool at vente!
Vil end en Stierne blinke op,
Strax skiuler Skyens mørke Krop
Det Haab jeg viit udspendte!
Sit Seyl for mig udslaget,
Hun smiilte vel, som hun vaar from,
Men jeg blev alt bedraget!
Hun stood oppaa dend slibrig Bold,
Og hafde intet bedre hold
End Glaß der knak og knaged!
Saa ubekiendt er bleven,
Som jeg af haarden Steen og Stok
Udsprungen vaar og dreven,
228 Naar andre samlis og er froo,
Jeg da, blant deris Fryd og Roo,
Som fremmed Fugl er skreven.
Og Korsens Skaale drikker,
Min GUd min Sorrig Ene veed
Og hvad mit Hierte stikker.
Naar andre drikker Skaalen om,
Da er min Siæl fuld tør og tom,
GUDS Fødders Støv jeg slikker.
Som Hiertet heftig trykker,
Er Sindsens Torne, som med Harm
Min Glædis Rood oprykker:
Jeg vende, hvor jeg vende vil,
Mit Lykke-glaß, saa seer det til
At gaa for mig i stykker.
Jeg Tjden og maa slide,
Og ofte smaalig see mig om
Det Brød, som jeg skal bide!
Jeg haànis tiit, naar jeg skal gaa
Hen til min Ven, om Hielp at faae,
Og Sult vil heller lide.
229
Og anden slig Ulempe,
En Sorrig i dend anden groer
Hos Armods palted Kiempe:
Hvor Gierdet lauest faldet er,
Befinder jeg, at hver Mand der
Vil traske det, og dempe.
Med Løgne-snært og Læber,
Og rundt om Landet snedelig
Paa Tunge-sluffer slæber!
Mand setter mig en Skamflik paa,
Og dend, maa skee, jeg aldrig saae,
Mig med sit Mund-sverd dræber!
GUd veed det Tall er ringe)
Som Røret blæser hen og hen,
Saa veed hand sig at svinge!
Hand skuffer mig, som Flydevand,
Naar jeg ham ikke føre kand
Paa Medgangs Lykke-vinge.
Af Sygdoms Vee og Sprekke,
Som mine Lemmer Nat og Dag
Med megen Pjne brekke,
230 Jeg verker, og er vaande-fuld,
Og ynsker kun at Gravens Muld
Mit Legem maatte dekke.
Der alle Vinde driver,
Min Krop dend er kun som en Rad,
Hvis Rode-saft hensiver!
Hvert Øyeblik Forandring skeer,
Udi min Siæle-boligs Leer,
Som slet udsoted bliver.
Min Jammers Knude løse,
Og af mit Hierte, som en Aae,
Min Sorrigs Strøm udøse,
Da faar mit Hierte Stille-stand,
Om end ald Verdens Hielpe-vand
Og Trøste-kilder frøse.
Og paa din Frelse haaber,
Om ald Naturen vaar mig vred,
Med Lykkens Vende-kaaber!
Igiennem Modgangs tykke Sky
Skal Dagen dog igiennem gry
Med Naade-dug og Draaber.
231
Lad alle mig forlade,
Lad Lykken tage hen sin Gang
Til andris Hvege-stade!
Jeg seer kun efter Himmerig,
Hvor JEsus mig ævindelig
Oprette skal min Skade.
Ved Graven dog afvelte,
Min Modgangs Ijs, som Skum og Piæs
For JEsu Sool skal smelte,
Jeg skal med ævig Fryd og Roo
Hos GUD og JEsum stedse boo
I Himlens sikre Telte.
Min Siæl i GUd skal glædis,
Ald Verdens Møye, Stød og Storm
Skal af mig undertrædis,
Jeg, efter JEsu Naadis Dom,
Af HErrens Haand skal runden om
Med ævig Ære klædis.
232
Dend XIII Sang.
Dend Betrængde paa Jorden, søger Bood
i Himmelen.
Under dend Melodie:
HErren hand er min Hyrde good, etc.
1.
Hvorfor, mit Hierte, klemmis du,Og kand din Sorg ey slukke?
Hvi tyngis saa mit Sind og Hu?
Hvi skal jeg altjd bukke
Ned under Modgangs haarde Aag?
Og i mit Levnets Jammer-Bog
Kun læse Sorg og Sukke?
* 227
2.
Ald Møye synis med mig fød,Som Skyggen dend mig følger,
Mit Liv er som jeg altjd flød
Paa Modgangs Velte-bølger!
Det heele Verdens Fryde-land
Er som en Sool, der Skyens Vand
I store Storme dølger!
3.
I Korsens Skole er jeg sat,Fra først jeg Verden kiendte,
Mit Liv det er som idel Nat,
Der hår ey Sool at vente!
Vil end en Stierne blinke op,
Strax skiuler Skyens mørke Krop
Det Haab jeg viit udspendte!
4.
Vel haver Lykken flagred om,Sit Seyl for mig udslaget,
Hun smiilte vel, som hun vaar from,
Men jeg blev alt bedraget!
Hun stood oppaa dend slibrig Bold,
Og hafde intet bedre hold
End Glaß der knak og knaged!
5.
Jeg for ald Verdens Venne-flokSaa ubekiendt er bleven,
Som jeg af haarden Steen og Stok
Udsprungen vaar og dreven,
228 Naar andre samlis og er froo,
Jeg da, blant deris Fryd og Roo,
Som fremmed Fugl er skreven.
6.
Jeg mættis alt med Enlighed,Og Korsens Skaale drikker,
Min GUd min Sorrig Ene veed
Og hvad mit Hierte stikker.
Naar andre drikker Skaalen om,
Da er min Siæl fuld tør og tom,
GUDS Fødders Støv jeg slikker.
7.
Foruden Synden i min Barm,Som Hiertet heftig trykker,
Er Sindsens Torne, som med Harm
Min Glædis Rood oprykker:
Jeg vende, hvor jeg vende vil,
Mit Lykke-glaß, saa seer det til
At gaa for mig i stykker.
8.
Med Armod og med FattigdomJeg Tjden og maa slide,
Og ofte smaalig see mig om
Det Brød, som jeg skal bide!
Jeg haànis tiit, naar jeg skal gaa
Hen til min Ven, om Hielp at faae,
Og Sult vil heller lide.
229
9.
Fortrykkelse hos Armod boerOg anden slig Ulempe,
En Sorrig i dend anden groer
Hos Armods palted Kiempe:
Hvor Gierdet lauest faldet er,
Befinder jeg, at hver Mand der
Vil traske det, og dempe.
10.
Mand ofte hudefletter migMed Løgne-snært og Læber,
Og rundt om Landet snedelig
Paa Tunge-sluffer slæber!
Mand setter mig en Skamflik paa,
Og dend, maa skee, jeg aldrig saae,
Mig med sit Mund-sverd dræber!
11.
Min Ven (om nogen er min Ven,GUd veed det Tall er ringe)
Som Røret blæser hen og hen,
Saa veed hand sig at svinge!
Hand skuffer mig, som Flydevand,
Naar jeg ham ikke føre kand
Paa Medgangs Lykke-vinge.
12.
Jeg herforuden og er svagAf Sygdoms Vee og Sprekke,
Som mine Lemmer Nat og Dag
Med megen Pjne brekke,
230 Jeg verker, og er vaande-fuld,
Og ynsker kun at Gravens Muld
Mit Legem maatte dekke.
13.
Jeg er som et forfløyet Blad,Der alle Vinde driver,
Min Krop dend er kun som en Rad,
Hvis Rode-saft hensiver!
Hvert Øyeblik Forandring skeer,
Udi min Siæle-boligs Leer,
Som slet udsoted bliver.
14.
O GUD, naar jeg for dig kun maaMin Jammers Knude løse,
Og af mit Hierte, som en Aae,
Min Sorrigs Strøm udøse,
Da faar mit Hierte Stille-stand,
Om end ald Verdens Hielpe-vand
Og Trøste-kilder frøse.
15.
Jeg venter dog din SalighedOg paa din Frelse haaber,
Om ald Naturen vaar mig vred,
Med Lykkens Vende-kaaber!
Igiennem Modgangs tykke Sky
Skal Dagen dog igiennem gry
Med Naade-dug og Draaber.
231
16.
Lad Verden derfor blive trang,Lad alle mig forlade,
Lad Lykken tage hen sin Gang
Til andris Hvege-stade!
Jeg seer kun efter Himmerig,
Hvor JEsus mig ævindelig
Oprette skal min Skade.
17.
Jeg skal min Jammers Age-læsVed Graven dog afvelte,
Min Modgangs Ijs, som Skum og Piæs
For JEsu Sool skal smelte,
Jeg skal med ævig Fryd og Roo
Hos GUD og JEsum stedse boo
I Himlens sikre Telte.
18.
Min Krop skal faae en Engle-form,Min Siæl i GUd skal glædis,
Ald Verdens Møye, Stød og Storm
Skal af mig undertrædis,
Jeg, efter JEsu Naadis Dom,
Af HErrens Haand skal runden om
Med ævig Ære klædis.
232