↩
Dend Syvende Aften-Sang.
I Vester-Vand sig Solen toer,
Vor Hvile-tjme snart begynder,
O GUd! som udi Lyvset boer,
Og sidder udi Himmel-Sal,
Vær du vort Lyvs i Mørkheds Dal.
390
Af Natten drivis Dagen bort,
Ald Verdens Herlighed forsvinder
Og varer kun saa gandske kort,
Den Sool, som før paa Klippen stood,
Er neden for vort Triin og Food.
Med Tak at bryde Himlens Slot,
Jeg mine Hænder vil udbrede
Til dig, for ald den Gunst og Got,
Som du har hid til denne Stund
Paa mig udøst saa mangelund.
Og overseer min Tællestok,
Hielp GUd! hvad Naader sammen lynder,
I mange mange tusind Skok!
Utallig er dend Naadis Skat,
Som du hos mig har nedersat.
Hvordan GUds Forsyn med mig gik,
Udi de Aar der jeg var mindre,
Og jeg forstood ey Verdens Skik:
Jeg var tilfreds med mine Kor,
Og stoled paa mit FADER VOR.
* 391
Og efterhaanden sanker Aar,
Saa samler jeg og HErrens Glæder
Og Lægedom for mine Saar:
Mig møtt' end aldrig noget Stød,
At Hunning jo fornøden flød.
Som Verden skienker i min Tiid,
Jeg lader Alling mig befalde,
Fordi jeg veed, GUd er mig bliid:
Naar Sorgen op med Solen gaar,
Dend inden Aften Ende faar.
Jeg jo min HErris Ansigt seer,
I hvordan Bladet sig mon vende,
Og om ey altid Lykken leer,
Dog finder jeg GUds Naadis Gunst
At overgaa ald Fliid og Kunst.
Hvad var min Omhu og Uroe?
Alt hvad jeg kunde sammenrive,
Var kun som Avner paa en Loe;
Om GUd var ey i Arbeid med
Og kom Velsignelser afsted.
* 392
For denne Dag besynderlig,
Paa hvilken hand mod Himlens Gader
Har sat mig op saa nær til sig
At jeg kand see i Himlen ind,
Og kiende grandt min Faders Sind.
Jeg hidindtil er kommen vel,
Jeg haver ingen Steen at bære
Paa min Samvittighed og Siæl
Jeg venter mig en naadig GUd,
Om livsens Lyvs ret nu gik ud.
Jeg er, som andre, Kiød og Blood,
Og Lysters lue-nemme Tynder
Det ilder i min Nyre-Rood:
Det som er ræt jeg ikke giør,
Men oftest det mig ikke bør.
Og sætte Naad' i sted for Ræt,
Sin Lov udi mit Hierte skrive,
Min Synd skal blive slæt forgiæt,
Hans Aand skal mig og drive saa
At jeg ey af hans Vey skal gaa.
393
I denne Nat, lad Satan staa
Langt uden for det jeg mon eye,
Og lad ham ingen Indpas faa,
At skade mig med noget Fund,
I mens jeg faar min Hvile-blund.
Oppaa din Kirkis Rolighed,
Dit Ansigts Sool paa hend' opklare,
Naar Mørket det vil falde need:
Lad Lyvset aldrig blive slukt,
Og Naadens Dør ey heller lukt.
GUd lade Troskab, Fred og Ræt
Udi hans Tjder sammen stemme,
Giør hannem udaf Dage mæt,
Lad hannem i din Skygge boe,
Og høyt sin Fiende overgroe.
Ja hver en syg og sorrigfuld
Jeg og med Bøn hos GUd anmoder,
Som er barmhiertig, troo og huld,
Hand hielper hver udi sin Sted,
Og alle mine ogsaa med.
* 394
GUd lukke selv mit Husis Dør,
Thi skal mod Brodden Satan stampe,
Om hand der paa et Anfald giør,
GUd selv er her til Huus' i Nat,
Og her omkring sin Vagt har sat.
Din GUd i Troen meget fast
Hand skal din Falle-ask' opsavne
Naar du est i Beenhuset kast,
Og sætte Engle-skik der paa!
Din Orme-mad skal kun forgaa.
Dend Syvende Aften-Sang.
(Melodien findis paa dend 30. og 31. Side.)
1.
See, hvor sig Dagen atter skynderI Vester-Vand sig Solen toer,
Vor Hvile-tjme snart begynder,
O GUd! som udi Lyvset boer,
Og sidder udi Himmel-Sal,
Vær du vort Lyvs i Mørkheds Dal.
390
2.
Vort Tjme-glas det alt nedrinder,Af Natten drivis Dagen bort,
Ald Verdens Herlighed forsvinder
Og varer kun saa gandske kort,
Den Sool, som før paa Klippen stood,
Er neden for vort Triin og Food.
3.
O GUd! mit Hierte det er redeMed Tak at bryde Himlens Slot,
Jeg mine Hænder vil udbrede
Til dig, for ald den Gunst og Got,
Som du har hid til denne Stund
Paa mig udøst saa mangelund.
4.
Om fra min Vugge jeg begynderOg overseer min Tællestok,
Hielp GUd! hvad Naader sammen lynder,
I mange mange tusind Skok!
Utallig er dend Naadis Skat,
Som du hos mig har nedersat.
5.
Jeg kand mig nu fuld vel erindreHvordan GUds Forsyn med mig gik,
Udi de Aar der jeg var mindre,
Og jeg forstood ey Verdens Skik:
Jeg var tilfreds med mine Kor,
Og stoled paa mit FADER VOR.
* 391
6.
Alt som jeg nu til Alder træderOg efterhaanden sanker Aar,
Saa samler jeg og HErrens Glæder
Og Lægedom for mine Saar:
Mig møtt' end aldrig noget Stød,
At Hunning jo fornøden flød.
7.
Saa destillerer jeg den Galde,Som Verden skienker i min Tiid,
Jeg lader Alling mig befalde,
Fordi jeg veed, GUd er mig bliid:
Naar Sorgen op med Solen gaar,
Dend inden Aften Ende faar.
8.
Saa gaar ey nogen Dag til EndeJeg jo min HErris Ansigt seer,
I hvordan Bladet sig mon vende,
Og om ey altid Lykken leer,
Dog finder jeg GUds Naadis Gunst
At overgaa ald Fliid og Kunst.
9.
Hvad kunde jeg min Sved tilskrive?Hvad var min Omhu og Uroe?
Alt hvad jeg kunde sammenrive,
Var kun som Avner paa en Loe;
Om GUd var ey i Arbeid med
Og kom Velsignelser afsted.
* 392
10.
Des takker jeg min kiere FaderFor denne Dag besynderlig,
Paa hvilken hand mod Himlens Gader
Har sat mig op saa nær til sig
At jeg kand see i Himlen ind,
Og kiende grandt min Faders Sind.
11.
Med Lykke, Helbred, Liv og ÆreJeg hidindtil er kommen vel,
Jeg haver ingen Steen at bære
Paa min Samvittighed og Siæl
Jeg venter mig en naadig GUd,
Om livsens Lyvs ret nu gik ud.
12.
. Dog er jeg ikke frj for Synder,Jeg er, som andre, Kiød og Blood,
Og Lysters lue-nemme Tynder
Det ilder i min Nyre-Rood:
Det som er ræt jeg ikke giør,
Men oftest det mig ikke bør.
13.
Dog skal min GUd alt det tilgive,Og sætte Naad' i sted for Ræt,
Sin Lov udi mit Hierte skrive,
Min Synd skal blive slæt forgiæt,
Hans Aand skal mig og drive saa
At jeg ey af hans Vey skal gaa.
393
14.
Sæt Engle-Orden om mit LeyeI denne Nat, lad Satan staa
Langt uden for det jeg mon eye,
Og lad ham ingen Indpas faa,
At skade mig med noget Fund,
I mens jeg faar min Hvile-blund.
15.
Tag og, O HErre, nøye vareOppaa din Kirkis Rolighed,
Dit Ansigts Sool paa hend' opklare,
Naar Mørket det vil falde need:
Lad Lyvset aldrig blive slukt,
Og Naadens Dør ey heller lukt.
16.
Vor KONGIS Huus vi ey maa glemme,GUd lade Troskab, Fred og Ræt
Udi hans Tjder sammen stemme,
Giør hannem udaf Dage mæt,
Lad hannem i din Skygge boe,
Og høyt sin Fiende overgroe.
17.
For hver en Christen og Medbroder,Ja hver en syg og sorrigfuld
Jeg og med Bøn hos GUd anmoder,
Som er barmhiertig, troo og huld,
Hand hielper hver udi sin Sted,
Og alle mine ogsaa med.
* 394
18.
Sluk dermed Hvege-lyvs og Lampe:GUd lukke selv mit Husis Dør,
Thi skal mod Brodden Satan stampe,
Om hand der paa et Anfald giør,
GUd selv er her til Huus' i Nat,
Og her omkring sin Vagt har sat.
19.
Sov da i JEsu Navn, og favneDin GUd i Troen meget fast
Hand skal din Falle-ask' opsavne
Naar du est i Beenhuset kast,
Og sætte Engle-skik der paa!
Din Orme-mad skal kun forgaa.