↩

✂

APPROBATIO.

✂ Sacro hoc & eleganti rhytmo ita fateor animum meum
permulsit Nobilis Poeta & Asaphus noster, Vir adm.
Venerandus, Dn. Mag. Thomas Kingo, ut versum esse,
qvicqvid postea legerem, pené immoderatus vellem. Sive
enim harmoniam spectes qvam huic seculo tandem pate
factam crederes, si qva prius latuerit: Sive sermonem ipsum
attendas, & lingvæ vernaculæ cultum: Sive deniq; rhytmum
examines & concinnum cantici motum, ita hic omnia pul
chré conveniunt, ut, vel ipso Voßio judice, etiam disertissi
mum audeant provocare Oratorem. Addat hanc insuper
divinis cantionibus divinam vim & potentiam Magnus ille
præcentor in Israel, qvi Asaphum qvondam in cytharis
prophetantem divina virtute gratiosè sustinuit, easq; supra
omnem adeo cultæ orationis efficaciam ponat, ut pios sem
per motus concitent, & lectorum mentes molliter secum in
cælos trahant. Ita eas publico sacras volumus.

✂ Hafn. d. 6. Sept.
Ao. 1681.

✂ Joh. Baggerus D.

133

✂

134
135

✂

136

✂

Dend
Stoormægtigste Høybaarne
Dronning
CHARLOTTA
AMELIA

✂ Dronning til Danmark og Norge, de
Wenders og Gothers, Hertuginde i Schlesvig, Hol
stein, Stormarn og Dytmarsken, Fød-Landgrevinde til
Hessen, Fyrstinde til Hirtzfeld; Grevinde til Oldenburg
og Delmenhorst, Kazzenellebogen, Diez,
Ziegenhain, Niddag og Skauenborg.

✂ Ynsker jeg Naade og Fred, med langvarigt Liv og
Lyksalighed til ald Kongelige Velstand paa Jorden,
og ævige Ære og Salighed udi Himmelen!

✂

Allernaadigste Dronning

✂ Iblant andre mange Kongelige og kiendelige Naader,
med hvilke Himlene, til allis Fornøyelse og Forundring,
saa overflødeligen haver beriiget og kronet Eders Majest.
med, er ikke denne den ringeste, at Eders Majest. med en
fri og fuld Kiærlighed ey allene elsker vort Lands Folk,
mens ogsaa vort Sprog. Disse loulige Kongerigers tro
lydige Undersaatter bære det dagelig, med allerunderdanigste
137 og Hierte-meent Berømmelse, paa deris Tunger og Tale,
at Eders || Majest. haver naadigst ladet sig behage at sætte saa
naadigt et Merke paa sit Kongelige Gemyttis Tilbøyelighed
til os, at vænne sig til at tale med vort Land, førend Eders
Majest. tog Kronen i vort Land. Saa haver vi samptlig lært
at kiende Eders Majest. Hierte af Eders Tunge, førend vi
hafde dend Lyksalighed at kiende Eders Majest. af Ansigt
eller Øyne. Og efter at det haver behaget GUd at velsigne
os med saa dannis og dyd-fuldkommen en Dronning, haver
Eders Majest. ey allene, som en anden Esther, talt Got
til allis Tarv og for hver Mands Huus, mens ogsaa ladet see,
at Eders Majest. Hierte dragis til vor GUds Huus, i det at
Eders Majest. ofte udi vore Danske Meenigheder lader sig
af Ordets || Prædiken fornøye og forlyste, hvorover alle hierte
ligen glædis, og besynderlig GUds Tienere, som dagelig
ynsker vort Jerusalem til Lykke, fordi at Eders Majest. sætter
sit Hierte til dends Muur, til at forbedre dends Pallatzer.
Udi denne Lyst, som Eders Majest. haver til at elske vort
Sprog, seer jeg at Eders Majest. paa en sær Heroisk og Helte
maade, giør mange af dennem skamrøde, der haver (maa
skee i tredive Aar) ædt Fædernelandets Brød i Hans Majest.
Tieniste, og har dog ikke vildet lære tredive Danske Ord.
Enten det nu er vort gode gamle Danske Sprogs Skæbne,
at det skal agtis haant om af dem, som vi agter høyt om; eller
og de indbilder sig (fordi de vil ikke forstaa det) at det er et
Vadmels || Sprog, og derfor gid ej taget det paa deris Silke-
Tunger, det lader jeg staa ved sit Værd denne gang. Og som
jeg, for min Ringhed og det Pund mig er betroed, tragter
efter at legge tilbørlig Værd paa vort kiære og ældgamle
Moders Sprog, sær udi aandelige Sange, og sær udi andre
Maader, som Tjden, nest GUds Hielp, skal udviise, saa
138 haver jeg taget mig dend allerunderdanigste Tilliid, at jeg
denne mit Aandelige Siunge-Koors anden Part
Landsens Moder, Eders Majest. min Allernaadigste Dron
ning ville tilskrive, til et udødeligt Minde for Efterkom
merne hvor berømmelig og Dane-kiær en Dronning Eders
Majest. er, og til et || allerunderdanigste Tegn, at jeg udi
alt det jeg formaar, og udi Hiertens ydmygste Bønner er og
bliver

✂ Eders Majest.

✂ Allerunderdanigste Tienere
og hiertelige Forbedere
hos GUD

✂ Thomas Kingo.

✂ Odense Bispegaard
den 1. Septembris
An. 1681.

139

✂ Wi CHRISTIAN dend Femte af GUDS Naade,
Konge til Dannemarck oc Norge, de Venders oc
Goters, Hertug udi Sleßvig, Holsten, Stormarn oc Dyt
mersken, Grefve udi Oldenborg oc Delmenhorst, giøre alle
vitterligt, at eftersom os Elskel. M. Thomas Kingo,
Superintendent ofver Fyen Stift, for os allerunderdanigst
hafver ladet andrage, hvorledis hand til Trøcken skal hafve
fuldfærdiget een Bog, kaldes Aandelig Siunge-Koors
anden Part, da hafver Vi, efter hans her om allerunder
danigst giorde Ansøgning oc Begiering, Allernaadigst bevilget
oc tillat, saa oc her med bevilger oc tillader, at hand samme
Bog paa egen Bekostning maa lade oplegge oc trøcke, dog
at med des Revision efter voris Elskel. kiere Her Faders Sal.
oc Høyloflig Ihukommelse den 6. May Anno 1667. udgangne
Forordning vorder forholdet, saa oc at den rigtig oc correct
trøckes, oc skal ingen anden end fornefnte M. || Thomas
Kingo hans Arfvinger, eller hvo deris Samtøcke eller Til
ladelse der til hafver, sig maa til fordriste, udi Tiufve Aars
Tjd, fra dette vort Brefs Dato at regne, bemeldte Bog eller
hvis andre Skrifter som hand enten allerede hafver ladit
udgaa, eller her efter kunde tilsinds vorde at ville lade udgaa,
enten udi een eller anden slags Format med støre eller mindre
Stil, paa Danske Sprog eftertrøcke, eller eftertrøcke lade, ey
* 140 heller andensteds fra trøckt, her i voris Rjger oc Lande ind
føre, distrahere eller forhandele, eftersom det hannem self
oc hans Arfvinger allene skal være frjt oc forbeholden.
Understaar sig nogen her imod at giøre, eller antreffes med
andre Exemplarier af fornefhte Bog eller Skrifter, skal den,
eller de, for hver gang de i saa Maader betrædes være for
falden at gifve udi Straf for hver Exemplar de med betreffes
fem Hundrede Rixdaler, dend tredie Deel til Angifveren,
oc de øfrige tvende Deele til de Fattige i Ottense Hospital,
oc der foruden, som vores Mandaters motvillige || Ofver
trædere være vores General Fiscals Tiltale undergifven. For
biudendis alle oc enhver her imod, eftersom forskrefvet
staar, at hindre, eller udi nogen Maade Forfang at giøre,
under vor Hyldest og Naade. Gifvet paa vort Slot Kiøben
hafn den 20. Augusti Anno 1681.

✂ Under vort Zignet

✂ Christian

✂

141

✂

✂ In

✂ Chorum Sacrum

✂ THOMÆ KINGO.

142

✂

✂ Hactenus altisoni rhythmos & carmina Risti
Et numeros pietas qvos velit esse suos
Miramur Dani & peregrino assvescimus ori,
Et bibimus rivos Rhene superbe tuos:
Nunc patrias KINGO genio locuplete camænas
Erigit, & fato dat meliore frui;
Ille canit, totumq; trahit ad carmina regnumm,
Et dulci eloqvio templa domosq; replet,
Ut jam dediscens fædos vox publica cantus,
Incipiat cælo nil nisi teste loqvi,
Ausa suum cunctis Heliconem opponere terris,
Ingenio Vatum carminibusq; parem.
Heus ubi sunt tua magne Pater Tiberine fluenta?
Seqvana ubi, & toto gurgite pienus Arar?
Nil Dantes, nil Laura Tibi tuus ille Petrarcha,
Nil simile Oenotriæ tota caterva dedit;
Nil Odera, ingentiq; tonans Opitius ore,
Et qvicqvid Vatum Scaldis & Ya dedit:
KINGO nives ipsas, gelidamq; illuminat Arcton,
Et procul à Phæbo sideribusq; canit,
Laudibus hoc Vatum præcelsior omnibus unus,
Pindum ultra, & cunctos Bellerophontis Eqvos,
Qvo coelum jungit terris, & flectit iisdem
Inde homines metris, hinc pietate Deum.

✂ V. Bering.

143

✂

Den Vel-ærværdige, Hederlige og
Høy-lærde Mand
Mag. Thomas Kingo
Superintendent ofver Fyens Stift
til Ære

✂ Mange sig med laante Fiere
Pynte, og der paa studere,
Der paa Flid anvende vil
At de kand med fremmed Tale,
Som en Paahøns-rumpe prale,
Og sig deraf giøre til.
Som dog mest er Fusk-Idrætter,
De mand daarlig eftersetter,
Og i de mand sielden naar,
Det mand giør sig for Umage:
De der ingen og kand hage,
Uden den sligt ey forstaar.
Mere bør mand da at prise,
Dem sig flittig deri vise,
Deri tee sig snild og klog,
At de heller meer og mere,
Kand uddørke og staffere,
Deris eget Moders Sprog.
De i Stranden ikke pløye,
Tar sig ey forgiefvis Møye,
Haabe kunde, det de paa

* 144

✂ Deris Tid og Arbeid vende,
Ey tør frycte anden Ende,
End de agted dem at naa.
Heri KINGO self er hiemme,
Heri lader klart fornemme,
At hand sligt til Grunde veed:
Herlig sine Gafver yder,
Og for andre Isen bryder,
Med all Lyst og Artighed.
Før os dermed ret paa Bane
Den beqvemme Skialdre-vane,
Ved hin deilig Vise-lyd:
Siunger som i Lund og Dalle,
Stillißer og Nattergalle,
Til en hver Mands Lyst og Fryd.
Derfor bør ham ydet være
Prißlig Tak, og Rosis Ære,
Det er voris Danske Plict.
KINGO, KINGO bør at høre,
At hand lærd' os først at giøre
Søde Riim i Sange-dict.

✂ Af
J. BrunBmand

145

✂

In
Chorum sacrum
THOMÆ KINGO
Episcopi Fyonensis.

✂ Dania tolle caput, reliqvis accepta remitte
Gentibus & laudes noscere disce tuas;
Disce peregrinæ fastum contemnere lingvæ;
Ut placeas aliis disce placere tibi.
Ne dubita; qva terra patet tua lingva placebit,
Musaqve jam summo docta placere deo.
Muneris hoc KINGO debes, hoc vindice nomen
Sperat & æternum Danica Musa decus.
Dum pia vota canit, vocem dum mittit ad astra,
Ecce simul lingvam tollit ad astra tuam.

✂ Henr. Harderus.

✂ Af hver en Tøddel i GUds Ord mand kand opdrage
En Lærdoms Bierge-hob: blef sagt i gamle Dage
Udaf en stoor Rabbin, som ogsaa drues maa,
Om ey Betenkninger der i for fage gaa.
Tolmodighedens Speyl betragtende hvad verklig
Naturen i sig har udbryder der om merklig:
Paa Intet, siger hand, Gud Jorden hafver sat.
I det, der intet er er uskatteerlig skat.
Om Biblen taler jeg, jeg Sacramenter finder
I hver et Ord der af. Der er dog meer og minder,
146 Som Firmamentet paa sig underskedlig har
Med Stierner, Maane, Soel, der alle skinne klar;
Men udi Herlighed er et dog meget høyer
End som det andet, det sig riigligere føyer
I hint, end dette, som vi hafve for der i,
Det liig-vel vil ey staa med alle Steder bj.
De Psalmer, David skref for alle Prisen bære,
For Titel hafve de den liden Bibels Ære,
En Sum udaf det ny, det gamle Testament
De kaldis udaf een. Saa høyt det blifver spendt:
Blant Himmel-fakkler som at Solen bærer Palmer,
Blant Skriftens Bøgger og saa giøre Davids Psalmer.
De Middel-puncten der udinden ere, ja
Mand Hiertet tager, hvis de tagis skal der fra.
Og Tyrken self saa høyt det David siunger skatter,
Som det, hans Mahomet i Alkoranen fatter.
I Davids Psalmer er med Siæle-lyst Profit
I dennem Manden giør med Aanden altid sit.
Den Grædske Pindari den eene Sang er skrefven
Med gyldne Lineer og siden er den blefven
I Rhodi Tempel hen til god Forvaring lagt.
I Hiertet ligges maa hvad David hafver sagt.
Det er jo Skriftens Pyk og Prunk oc Pral, hand siger:
Det Torn af Libanon saa himmel-høyt ey stiger;
Ey Aarons Salve gaf af sig en bedre Lucht:
Ey Heßbons Floder flød saa reent i deris Bucht.
Den Dug af Hermon ey saa fruchtbar af mig meenis,
At vi jo bedre kand ved Psalmerne betienis.
Men hvi saa meget om Guds egen Hierte-mand?
Hvorfor om hannem mig saa vit i Tanker rand?
147 Vel-ædle Biscop jeg tilsammen dette ligner
Med Eders Skrifter [mand for dennem sig velsigner]
Der intet er, som jo fortiener største Lof,
I hver et Ord mand seer en Rarhed udaf Stof.
Men Eders Siunge-Koor er som vor Harpe-slager.
Dermed [jeg haabes at Her Biscop det fordrager]
Dermed besynderlig forhverfves saadan Priis,
Som aldrig nogen Tjd skal tage mod Forliis.
Ærbødigst beder jeg, at det mig maa tilsteedis
I Sted for Roes, at her udaf mig meget bedis:
Jeg ikke kand der med at føre meget frem,
Vel-ædle Biscop jeg vil ønske saa for dem:
GUd glæde Hannem (hvo vil ikke sige dette)
Som kand med Glæde GUds, og Kongens Hierte mætte!
GUd tage hannem i sit Hierte, som saa kand
Indtage Hiertet! Hvo kand treffe det, som hand?
Som Engle-fryde-koor i Himmel-sale klinger,
For KINGOS Siunge-koor i Jordedale springer
Saa Hiertet op og need. Hvem ey beveges her,
Et Hierte, troer jeg, af Steen hand i sig bær.
For søde Melodier, for Indfald meer end søde,
Som alle Steder os i Siunge-kooret møde,
Gid vor Vel-ædle Bisp i mange Tjder maa
En Sødhed udaf all Lyksalighed opnaa!
GUd gifve det maa gaa vor sødest Arfve-Konge,
Som Hiertet ønsker med Vel-ædle Biscops Tunge!
Vel-ædle Biscop gid hand saae og her for sig
Mit Hierte, som det er ræt ønske-fuld i mig.

✂ Jens Pederssøn
Evangelii Tienere til Dalum
og Sanderum i Fyen.

148

✂ Antistes venerande, cohors, dum cantica profers,
Laudes decantat devenerata tuas.
Regis ad exemplum totus componeris ipse
Psalmis Isæi palma daturq; tuis.
Dictus Rex Psalmos scribit, qvos cantat Asaphus;
Psalmos, qvos scribis, Rex canit ipse tuos.

✂ Idem Posuit.

149

✂

Redivivo Bichorali NEHEMIÆ:
C 12. v. 31. 40.
Clarißimo & Nobilißimo
Summéq; Venerabili
DNO. D. M. THOMÆ KINGO &c.
Sanctum DEI CHORUM ya/l/jcug nol vftvois
xal d?ådlg nvev/taTixals éavrolg haklv iterum
atq; iterum jubenti,
afflatum Divinæ Auræ æternum.

✂ Jam mihi me videor Bichoralem audire MAGISTRUM
NEHEMIAM placidum Pace, Qviete Diu.
O! olim Præfecte Chori Grandæve gemelli
Nonne Novis sêclis req; tonôq; Redux?
Anne Tibi socium liceat mihi fingere nutu
Instinctu, Ritu, Flumine, Luce DEI?
Tune Chori Bisoni Fundator & ordinis qvi
Author & en Laudis Rex Opifexq; DEI?
Anne Chori Bisoni Renovator & Ordinis qvi
Arbiter, hic Laudis Lex Monitorq; DEI?
Sancte DEI Præco Regiqve, Duciqve, Gregiqve
Calcar eras, cumulent Nomen Honore DEI;
Posthumus ecce Tuus sacris sublimis iisdem
Motibus intentô pectore tractat idem:

✂ 150 Nehemiæ nomen, populo qvia dulce levamen
_eionsrégy monitis, ore, tenore, modô.
Nomen huic THOMÆ, sensorum animiqve gemellis
Nam studiis satagit magnificare/multiplicare DEUM,
Vel THOMÆ, qvia perfectos coelo addere plures,
Olim seqve simul Candidus ardet Amor:
Hospes Tu terræ Dux Lux ad REGNA BEATA,
Ipse comes multis, Civis & Hæres IBI:
Hicce tuæ socius curæ, comes atqve palestræ
Serior adveniat Collateralis HONOS.

✂ Chregeme, Die Annæ
26. Jul. 1681.
Æterno adauctum optat votô
Ampliß. V. studiosiß.
Isaach Enochi.

151

✂

A ___ _
Register
ofver disse aandelige Sange oc Hierte-Sukke
efter Ordenen.

📖 Dend første Sang.
Andæctigheds Opmuntring.
Op, op med Himmel-stemme......................... Pag. 3
Hierte-Suk om hiertelig Andagt. Steenig Hierte, gid du kunde ........................... 11
📖 Dend II. Sang.
Er en Bekiendelses og Bedrings-Psalme, hvorudi Synderen
bekiender, at Lowen er hans Tugtemestere til Christum,
Gal. III. 4.
Kom, Siæl, og lad os græde,............................ 12
Hierte-Suk. Ach! min JEsu, jeg maa klage........................... 21
📖 Dend III. Sang.
Nær forsagt, men dog ikke fortabt.
Sorrig og Elendighed, Suk og salte ...................... 23
Hierte-Suk.
Ach! min JEsu! ach! jeg er død......................... 36
📖 Dend IV. Sang.
Sorrigfuld og dog trøste-fuld.
Ach! HErre see min Hierte-vee ......................... 38
Hierte-Suk.
Aldrig er jeg uden Vaade, Aldrig........................ 46
📖 Den V. Sang.
Er en Bekiendelsis og Bedrings-Psalme, udi hvilken Synderen
bekiender, at Synd og Skrøbelighed henger ved hannem,
ihvor meget Got GUd giør imod hannem.
Med Blusel, Graad og Klage............................ 48
152 Hierte-Suk.
Naar jeg, O Gud, mit Syndedyb ........................ 55
📖 Dend VI. Sang.
Er ogsaa en Bekiendelsis og Bedrings Psalme, hvilken tilliige
med de forige af samme Art, kand brugis, naar mand gaar
til Skrifte.
Fald ned, fald paa dit Ansigt ned ....................... 57
Hierte-Suk.
Søde JEsu, Siælens Læge............................... 65
📖 Dend VII. Sang.
Om en gudelig og christelig Beredelse til det H. og høyværdig Altars Sacramentis Annammelse.
Himmel-søde GUd og Fader............................ 67
📖 Dend VIII. Sang.
Er iligemaade en Beredelse til det H. Sacramentis Annam
melse.
Til HErrens Bord, i JEsu Navn......................... 71
Hierte-Suk om ret at prøve sig selv.
Hierte JEsu, hvad for Prøve ............................ 73
📖 Dend IX. Sang.
Bestaar af Hellige Andagter, dend stund det høyværdige
Alterens Sacramente uddelis.
O JEsu! paa din Alter-food............................. 75
📖 Dend X. Sang.
Er en Taksigelse efter HErrens Nadvere.
Tak JEsu, Siælens Hyrde good.......................... 79
Hierte-Suk eller H. Betænkninger ofver HErrens Nadvere.
Min Siæl, hvo er dog dend, som........................ 81
153
📖 Dend XI. Sang.
Keed af Verden, og kier ad Himmelen.
Far, Verden, far vel ................................... 86
Hierte-Suk.
Ach JEsu, mit Hierte har vanked, ....................... 94
📖 Dend XII. Sang.
Guds naadige Forsyns Øye er et rætsindige Guds Barns fulde Fornøyelse.
HErre Gud mit Hiertis Glæde,.......................... 97
Hierte-Suk.
Søde Siæl, hvi vilt du komme,.......................... 104
📖 Dend XIII. Sang.
Dend Betrængde paa Jorden søger Bood i Himmelen.
Hvorfor mit Hierte klemmis du,......................... 108
Hierte-Suk. Ach! hvi kand jeg aldrig lukke.......................... 117
📖 Dend XIV. Sang.
Hver har sin Skæbne.
Sorrig oc Glæde de vandre tilhaabe...................... 121
Sonnet eller Suck i Klingeriim.
Hvor ofte sukker jeg, fordi dend ........................ 125
📖 Dend XV. Sang.
Alle Ting tiene dem til Gode som elsker GUD Rom. VIII. 28.
Blant alle Ting i Verden her, ........................... 127
Sonnet eller Klingeriim.
Saa skal dog alle Ting sig efter ......................... 134
📖 Dend XVI. Sang.
Bord-Andagt, eller en Sang at siunge for Maaltjd.
Hierte Fader, Godheds Rood,........................... 136
154
📖 Dend XVII Sang.
Er iligemaader en Bord-Andagt eller en Sang at siunge for
Maaltjd.
O Gud, hvor stor og priselig ........................... 141
Smaa Børns Hierte-suk
eller Boord-Læsning for Maaltid.
Vor Disk og Dug er alt bered,........................... 145
📖 Dend XVIII. Sang.
Er Bord-Andagt eller en Tacksigelsis Sang efter Maaltjd.
Vort Maaltid vi beslutter nu............................ 147
Smaa Børns Hierte-Suk
eller Boord-Læsning efter Maaltid.
Hav Tak ô Gud, vor Skabermand ....................... 151
📖 Dend XIX. Sang.
Er Reyse-Andagt eller en Sang for et Menniske som er paa sin retfærdige Reyse.
I JEsu Himmel-søde Navn ............................. 156
Hierte-Suk.
En fattig Pillegriim jeg er,.............................. 164
📖 Dend XX. Sang.
For Søefarende.
O store GUd og HErre ................................ 166
Hierte-Suk.
Naar jeg O Gud paa Havet er .......................... 171

155

✂

156

✂

Erindring
til de Music-elskende.

✂ Eftersom det ikke kunde skee, at ved denne første Tryck
Noderne eller de ny Melodier ved hver Psalme paa
sin tilbørlig Sted kunde blifve indlemmede, da ere Noderne
for sig alleene prentede, som enhver, efter sin egen Behag,
enten for eller bag udi Bogen eller ogsaa for sig self kand
lade indbinde. Saa fremt GUd gifver Helbred, saa lofvis
hermed, at ikke alleene denne, mens og den første Part, naar
de i fremtjden skal igien oplegges, da saaledis skal trykkes,
at Noderne for hver Psalme skal være at finde. Imidlertjd
Gud befalet.

157

✂

A. ___ _.
Aandelige
Siunge-koors
Anden Part
Dend første Sang.
Andægtigheds Opmuntring.
Kand og siungis under dend bekiendte
Melodie:
Jeg vil din Priis udsiunge.

✂

1.

Op, op med Himmel-stemme
Mit Hierte, Siæl og Sind,
Lad Verdens Sorg betemme,
Slae dend i Veir og Vind!
Op i GUds Aand og Kraft,
Op Harpe, op min Psalme
Op giennem Kiødets-qvalme
Og Blodets dorske Saft.

✂

2.

O GUD ! du veedst jeg vilde
Om end jeg ikke kand
Af Himlens rene Kilde
Opfylde Hiertets Spand
Med Naaders Floode-maal,

* 158

✂ Hvis grunde-løse Strømme
Afgrunden ey kand tømme,
Ey Hafsens hule Skaal.

✂

3.

Mens, O min GUD! du kiender,
Jeg hâr et bruddet Kar,
Hvor Naaden giennemrender,
Før jeg det bliver var,
Du JEsu, O du seer
Min ankelig Formue,
Hvor lit jeg og mon due
Til got i dette Leer.

✂

4.

Jeg hiertelig bejamrer,
At Satan er saa snild,
Som mig mit Hierte hamrer
Tiit ved en syndig Ild,
At jeg med Andagt ey
Min Aand til GUD opløfter,
Men mig i Jorden grøfter,
Langs ned ad Dødsens Vey.

✂

5.

Nu holder mig tilbage
En vellyst-maded Krog,
Som Satan veed at drage
For Dødsens Brod og Aag:
Nu staar jeg tanke-fuld
Med Verden i mit Øye,
Og tæncker, hendis Fløye
Er af bestandigt Guld.
159

✂

6.

Nu er mit Hierte tynged
Af mange Sørge-lod,
Bekymring om det slynged
Med Tankers Pine-brod!
Min listig Avindsmand
Med Uro kand forvolde,
At jeg mig nep kand holde
I ret andægtig Stand.

✂

7.

Nu trænger Korsens Byrde
Og knuger Sindet ned,
Og vil min Andagt myrde
Med stor Urolighed:
Min Andagt over alt
Maa giennem Spißrod løbe
Og Korsens torned Svøbe,
Som tiit giør Blodet kalt.

✂

8.

Nu hindris jeg af Venner,
Og ofte med dem gaar
Did hvor mand Verden tiener
Og GUD bag Dørren staar;
Mit Hierte flyver frem
Hvor Lyste-druer drybe,
Men neppist kan det krybe
Til GUds Jerusalem.
160

✂

9.

Thi beder jeg og sukker,
Du med din kraftig Aand,
O GUD! mit Hiert' oplukker
Og løsner Tungens Baand:
Løft, JEsu! Siælen op,
At dend paa Troens Vinger
Med Andagt sig opsvinger
Til Himlens Telt og Top.

✂

10.

Slae paa mit Hiertis Klippe,
At det i Strømme-vand
Ald Verden ud kand slippe,
Og Himlen giemme kand.
Tag saa dit Huus og Boo
O søde GUD! der inde
Og lad mig Andagt finde
Til Siælens Trøst og Roo.

✂

11.

Om Hiertet end bedrøvis
Og finder Brudd og Baand,
Mens det paa Korset prøvis,
O JEsu! i din Haand,
Du dog saa nændsom er,
At du min Andagts Vinger,
Med din dend Prøve-finger
Flux op mod Himlen bær.
161

✂

12.

Om Tornen end vil rive
Mit Hiertis lønlig Vraa
Og skiære, som med Knive
Mit Sind hvor jeg mon gaa,
Din Torne-krone mig
Dog Trøst og Taal indgiver,
At Syndsens Torn ey bliver
Min Siæl ulidelig.

✂

13.

Saa vil jeg mig da sætte
I Andagts Fiære-ham.
Du, JEsu mig skal lette
Fra Jordens Lyste-kram,
At jeg, ved Aandens Sving
Kand giennem Skyen bryde,
Og for GUds Throne yde
Mit Hiertis skiulte ting.

✂

14.

Imidlertiid da hvile
Ald Verdens Tanke-tøy,
Mens jeg til GUD kand ile,
Til Himlens Hald og Høy:
Viig af ald Lyst og Synd,
Som mig fra Himlen rykker
Og snedelig nedtrykker
I Verdens Henge-dynd.
162

✂

15.

Bort Avind, Had og Vrede,
Bort alt det hindre kand,
Vær, JEsu! flux tikede
Med Andagts Blus og Brand,
Bort Lyst, jeg agter hiem
Til Himlen med min Tanke
O GUD! lad dend ey vanke
Men hielp dend naadig frem.

✂

16.

Saa skal jeg da udgyde
Mit Hierte for din Stool
Min Øyne-strøm skal flyde
For dig ald Naadis Sool,
Indtil min Andagt maa
Sig stille for dit Sæde,
Til Trøst og Himmel-glæde
I Liv og Død at faa.
163

✂

Hierte-Suk
om
Hiertelig Andagt.

Steenig Hierte, gid du kunde
Blødne udi HErrens Haand,
Blive fuld til Bredd og Bunde
Udaf Andagt ved hans Aand!
Kolde Hierte, lise-kule,
Bunde-frøsne Synde-søe,
Gid din dybe Froste-hule
Op ved Aandens varme Tøe!
Dovne Hierte, Søvne-pryne,
Dorsk og død i Kiød og Krop,
JEsu Sool og Øyenbryne
Vække dig til Andagt op!
JEsu, lad dog Aandens Gløder,
Rense Hiertet op og ned,
At de brekker, demper, døder
Steen og Kuld, og Dovenhed.
* 164

✂

Dend II. Sang.
Er en Bekiendelses og Bedrings-Psalme,
hvorudi Synderen bekiender, at Lowen er hans Tugtemestere til Christum.
Gal. III. 24.
Kand og siungis under dend bekiendte
Kircke-Melodie.
Jeg raaber fast O HErre! af dybste
Nød til dig.

✂

1.

Kom, Siæl, og lad os græde,
Ach! græd, mit Kiød og du,
Øes op en Jammers Væde
Fra Øyne, Sind og Hu!
Tøm ud det fule Hierte
Fra ald Urenheds Skam,
Fyld det med Suk og Smerte,
Kast af ald Ondskabs Ham.

✂

2.

Og om en flyve-tanke
Af Vellyst banker paa,
Lad dend til Helved vanke
Og fra dig ude staa!
Kom lad mig Verden kaste
Bag Ryggen gandske hen,
Og til min JEsum haste
Med Poenitentz igien.

* 165

✂

3.

Mens, ach! hvor er min Bedring?
Hvor er de Løfters Ord,
Som jeg i Støvs Fornedring
Saa mangen gang har giord?
Hvad frugted det der strømde
En Flood af Kinden ned,
Da sidst jeg Hiertet tømde
Paa Skrifte-stolens sted.

✂

4.

Har jeg mit Levnet retted
Og holdet HErrens Bud?
Er jeg, som da blev tvetted,
Igien ey sølet ud?
Er Hiertet ey forstokked?
Er Tungen Løgne-frii?
Har Øyet ikke lokked
Min Food til Syndens-Stii?

✂

5.

Ach! Jo jeg maa beklage,
Med Skraal oc Himmel-skrig,
At Kræftern' ere svage,
Der boer ey got i mig!
Min Aand alt got udlover,
Og Villien synis good,
Men Gierningen hun sover
I mit fordærved Blood.

* 166

✂

6.

Min Kiærlighed (diß værre)
Til GUD er ey saa sød,
Som dend jeg veed at bære
Til Verden, Blood og Kiød:
Jeg elsker ey min Næste
Med grundig Kierlighed,
Men skakrer mig til beste
Hans Gods og sure Sved.

✂

7.

Jeg har Afguder dyrket,
Gods, Ære, Venner, Lyst,
Og mig i Verden styrket,
Dend til mit Hierte kryst.
Min tunge Løgn og Bander,
Bedrag og Hykklerj
Med smigre-sukker blander
Og giør sig snakke-frj.

✂

8.

Sabbaten, som bør være
Min søde Hviledag,
For GUD og for hans Ære
Dend er kun en Behag
Min Vellyst op at fylde,
En Tjmes Kirke-fær
Kand sminke og forgylde
Sex Dagis Synds Begier.

* 167

✂

9.

Forældre jeg ey lyder,
Og ey min Øfrighed,
For det de billig byder,
Jeg ofte giør mig vred:
Min egen Hu og Hoved
Paa egen Haand vil gaa,
Mit Sind er dødt og doved
Til lydig Pligt at faa.

✂

10.

Min Næste hâr jeg dræbet,
Om ey til døde slæt,
Dog hâr jeg ofte stræbet,
At hand er bleven sæt
For Tungens Sverd og Egge
Foruden nogen skyld,
Jeg hâr og vildet legge
Saar paa hans ømme Byld.

✂

11.

Utugtig Snak og Tale,
Løßagtig Ord og Daad,
Begierlighed at svale
Er Hiertets Lyste-raad:
Vellysters Tindre-øye
Til Skøgens Fagter staar,
Og Eliødets søde Møye
Giør Siælen dybe Skaar.
168

✂

12.

Jeg Tyverj har drevet,
I Handel været sleedsk,
Jeg X for V hâr skrevet,
Og været falsk og tredsk:
Med Træck hâr jeg udsuet
Min Næstis Blood og Sved,
Og hår dog høyt opskruet
Min sær Retfærdighed.

✂

13.

Jeg Sandhed ofte sparer,
Og elsker Løgn og Tant,
Ja legger Reve-snarer
Tiit for min nær Forvant:
Min Næstis Navn og Lempe
Jeg bider som en Hund,
Og tør hans Ære dempe
Med Tunge, Pen og Mund.

✂

14.

Min Næstis Huus at søge
Jeg treskeligen veed,
Hans Hustro, som en Skiøge,
Staar i mit Øyis Meed,
Hans Lykke, Gods og Ære
Jeg ham mißunder slæt,
Og tiit en Flig tør skiære
Bort fra hans Gavn og Ræt.

* 169

✂

15.

See! dette er min Klage,
Det er mit Hiertis Nag,
Det er min Siælis Plage,
Min Uroe Nat og Dag!
Jeg skammelig forbryder
Mig mod GUds Bud og Ord,
Og elsker faure Lyder,
Som er min Siælis Mord.

✂

16.

Jeg derfor mig indsvøber
Udi min Synd og Skam,
Og til din Forgaard løber,
Nedkaster der min Ham:
Jeg for min JEsu knæler
Og viser mine Saar,
Begierer Læge-væler
Med mangen modig Taar.

✂

17.

Jeg hierteligen sukker
Og op til Himlen seer,
Jeg mig mod Jorden bukker,
Jeg vaandis meer og meer.
Jeg i min Tunge bider,
Jeg haanis som en Hund,
Jeg mig i Sindet slider,
Jeg slaar mig paa min Mund.
170

✂

18.

Ach! lad dog Himlen drybe
Med Trøste-draaber ned,
Du seer hvor jeg mon krybe
I Siæls Amægtighed:
Til JEsu Kors jeg helder
Min tørstig Hierte-skaal,
Hvor JEsu Blood nedvelder
I fulde Himmel-maal.

✂

19.

Det Blod skal mig besprette
Og give Ljv og Aand,
Mit syndig Ljv at rette,
Hvortil din høyre Haand
Mit Hierte selv skal bøye,
Jeg har ey selv dend Magt,
Thi Kiødet vil alt krøye
Mod Siælens Himmel-agt.

✂

20.

Saa vil jeg derpaa træde
Frem til din Skrifte-stool,
Og om Afløßning græde
For dig ald Naadis Sool!
Ach! lad mig faa at høre,
Din Synd er soned, gak:
Saa skal min Mund udføre
Din Lof med tusind Tak.
171

✂ 
      
              Hierte-Suk
              Ach! min JEsu, jeg maa klage,

              At jeg slet er fra dig vendt!

              Ach! min JEsu! see tilbage,

              See, jeg er paa Dødsens Skrent!

              Mosis Tauler, Lowens Steene

              Støder sig mit Hierte paa,

              HErrens Bud-ords Himmel-greene

              I min Jord ey Rood vil faa!

              Men naar Moses lader høre

              Trusel, Torden, Død og Band,

              Siiger, at hand mig vil føre

              Ned til de Fordømtis Stand,

              Da, for Lowens Pidsk og Svøbe

              Krympis jeg med Skrig og Skraal,

              Og vil til min JEsum løbe,

              Som er Trøstens rette Maal,

              Ja jeg ønsker, GUD vil laue

              Det med mig i Verden saa,

              At mig Moses maatte aue,

              JEsus legge Plaster paa.

              172

✂

Dend III. Sang.

Nær forsagt, men dog ikke fortabt.
Under den Melodie:
Rind nu op i JEsu Nafh, du livsalig
Morgenrøde, etc.

✂

1.

Sorrig og Elendighed,
Suk og salte Øyne-taare
Tvinger mig saa meget saare,
For min GUD er bleven vred,
Jeg har Giekken med ham spilled
Og hans Naader bag mig kast,
Og paa Satans Bane drilled
Livet hen i Synd og Last.

✂

2.

Synde-bierge ligger paa
Mine Lyste-knæged Skuldre,
Siælen har begyndt at buldre
I sit Kiøds besmitted Vraa,
Lowen mig med Grumhed truer
Og fordømmer mig i Grund,
Satan viser Helved-luer,
Som hans Kule har i Mund.

* 173

✂

3.

Hvert et Løv der tumler om,
Og for Vinden hastig ramler,
Frygter jeg at Himlen skramler
Med min velfortiente Dom!
Seer jeg Gnisten hastig sprette,
Gyser mig mit Hierte-blood,
Vil en Fugl sig hastig lette,
Snubler strax min rædde Food.

✂

4.

Som en Orm jeg frygter mig,
Naar at Gierdet monne knase,
At mig Døden er i Hase,
Og forfølger endelig:
Som en Ugle maa jeg vige
Hen i Sorgens blinde Vraa,
Og min Jammer-sang udskrige,
Som jeg enlig nyner paa.

✂

5.

Hielpeløs er slet min Haand,
Jeg af Graad er hees og hikker,
Hiertet bever, klapper, pikker,
Senern' er i Krampe-baand:
Tungen udi Støven mumler,
Øyne rinde strømme-sterk,
Og min Siæl i Blodet tumler,
Vaandefuld af Syndsens Verk.
174

✂

6.

Trøsteløs og angerfuld
Ligger jeg og suremuler,
Mens mit Synde-saar udfuler,
Vrier mig i Støv og Muld,
Og med hede Taare vander
Jorden, som jeg ligger paa,
Sorg og Sukke sammenblander
Af mit Hoveds Græde-Aa.

✂

7.

Jeg er aldrig hierte-glad!
Men med lønlig Smerte tærer
Brødet, som mig Usle nærer,
Sorgen svemmer i mit Fad:
Jeg med lønlig Sukke drikker
Hvad der skienkis i min Skaal,
Og i Sindet stedse prikker
Syndsens giftig-odded Naal.

✂

8.

Vaager jeg, da er jeg fuld
Af Bekymrings Kræft og Qvide,
Ingen Glæde kand jeg vjde,
Aatte jeg end Verdens Guld:
Sommer-dag min Sorg forlænger,
Vinter-dag giør Glæden kort,
Hver en Time Suk paahenger,
See, saa slidis Ljvet bort.

* 175

✂

9.

Om sig andre lystig giør
Udi GUd, og kunde smile,
Ja foragte Sorgens Pile,
Jeg er ræd og ikke tør:
Thi om nogen Lyst vil trekke
Paa mit sene Smile-baand,
Vil Samvittigheden rekke
Mig en Pidsk af Syndsens Vond.

✂

10.

Sover jeg, og søger Roo,
Uroe lader som hun slummer,
Men i hast mit Sind optrummer
Med fantastisk Drømme-troo,
Saa jeg veed ey om jeg lever,
Eller jeg er gandske død,
Thi alt hvad er hos mig bever,
See, saa grusom er min Nød.

✂

11.

Ach! hvad skal jeg arme dog!
Blant saa mange Siæle-plager,
Som mig piner, trekker, drager
Under Syndsens Kober-aag?
Himlen har sin Hielp forsaget,
Jorden mig ey hielpe kand.
Englene har jeg forjaget,
Ach, hvor usel er min Stand!

* 176

✂

12.

Er der da slet ingen Raad?
Er der ingen Trøst at vente?
Er der ingen Hielp at hente?
Er der ingen Fynd i Graad?
Er da Naadens Kilder tørre?
Er jeg slet til Døden solt?
Er der Laas for Himlens Dørre?
Er GUds Hierte blevet koldt?

✂

13.

Er min JEsus borte slæt?
Er hans Saar til ingen nytte?
Vil hand Hielpe-stenen flytte?
Er hand hielpe-keed og træt?
Er hans milde Broders Hierte
Følisløst udi hans Barm?
Finder hand ey til min Smerte?
Er hans Aand ey meere varm?

✂

14.

Skal jeg da fortvifle plat?
Skal jeg Troens Anker slippe?
Skal mit faste Haab nu glippe?
Skal jeg miste Himlens Skat?
Skal jeg Cains Broder være?
Skal jeg Judas Strikke faa?
Skal jeg selv mit Liv afskiære?
Skal jeg slæt til Helved gaa?

* 177

✂

15.

Ney, O ney! min Siæl, O ney!
Reys dig lit, og see du stylter
Med de mange Synde-bylter,
Hen ad Troens trøstig Vey!
GUd er end ved Bøn at vinde,
JEsus lever og endnu,
Aandsens Kraft er end at finde
For din Sorg-nedsenked Hu!

✂

16.

Ach! min GUd, jeg merker vel
At her er dog Haab tilbage,
Og en Trøstis Hunning-kage
For min høybedrøved Siæl!
Jeg kand see et Glimt af Naade
Giennem Mißhaabs grumme Sky,
Og min store Hierte-vaade
For et Blink af Trøst at fly.

✂

17.

Jeg kand vel i Troen see,
Hvor du, JEsu, selv har ligged,
Og din Trøst fra Himlen tigged,
Udi mine Synders Vee!
Du for mine blodig Synder
Og Mißgierning svedte Blood,
Heraf ald min Trøst begynder,
Her er Glædens rette Flood.
178

✂

18.

Du i Mørket est forraad,
For min Mørkheds fule Laster,
Og for jeg fra Liuset haster
Med min skummel Synd og Daad:
Du for mig est bleven tagen
Og ført hen for Dom og Ret,
Hudefletted, spøtt og slagen,
At min Straf skal vorde læt

✂

19.

Tornekronen stak jo dig,
For at mine Sinde-torne
Skulde ved din Pine forne,
Før de fanger Rood i mig:
Du paa Korset villig hengde,
Og dend Håndskrift sønderrev,
Som mig ned til Helved trengde
Og var mig et Dødsens Brev.

✂

20.

I din Siæle-tørst og Tvang,
Har min Synde-gift og Galde
Vildet dig paa Hiertet falde,
Ved din sidste Aandefang:
Du har Syndsens Surhed smaget
Af min fule Synde-svamp,
Og dend bittre Gift borttaget
Af min onde Lyste-damp.

* 179

✂

21.

Du har taald den grumme Død,
Saadan Død som ey kand tænkis,
Hvor at alle Døder lænkis
I en bondløß Afgrunds Nød,
Som dit reene Hierte trykker
Til det brister endelig,
Men den Tiid det brast i stykker,
Slap jeg nærmer ind til dig.

✂

22.

I din tæt-besegled Grav
Har du lagt dig ned til Hvile
Hvor du brødst dog Dødsens Pile
Og hvert Sting som hand dig gav!
Du stood op fra Mørkheds Telte,
Du ald Verdens Sool og Lyst,
Og ald Sorgens Steen afvelte
Fra min Hierte-grav og Bryst.

✂

23.

Du til Helvede foer ned,
Helvede hvorfor jeg gruer,
Og fik Satan sat i Skruer,
Med sin Magt i Ævighed!
Du til Himmels foer med Glæde,
Trodset Død og Helved-baand,
Og udi mit Kiød tog Sæde
Hos din Faders høyre Haand.
180

✂

24.

Du min trygge Talßmand der
Hos din Fader er og bliver,
Og et ævigt Vidne giver
Om hvad du leedst for mig her,
Du din Faders Hierte vender,
At hand naadig til mig seer,
Troens trøste-lius optender
I min Siæl jo meer og meer.

✂

25.

Lad da Lowens Torden-skrald,
Lad ald Satans Helved-grube
Lukke op sin svouled Strube,
Lad ald Verden staa paa Fald,
Lad Afgrundens sorte Trolde,
Lad dend gamle Hugorms Tand
Mig forfølge, jeg vil holde
Ved min hulde Frelsermand.

✂

26.

Om mig Synden Banghed giør,
JEsus skal mit Hierte lette
Og sin Aands Besegling sette
For min skiulte Hierte-dør,
Saa hand altjd skal der inde
Med sin Aand en Bolig faa,
At jeg Hu og Kraft skal finde
Synd og Skam at træde paa.
181

✂

27.

O min Siæl, vær derfor froo!
JEsus er din Trøst og Glæde,
JEsus er dit Skiul og Klæde,
JEsus kroner selv din Troo,
JEsus er dig Livsens Baade,
Og din Lyst til ævig Tiid,
JEsu, JEsu giv mig Naade
Jeg maa døe i dend Tillid.

✂ 
      
              Hierte-Suk
              Ach! min JEsu! ach! jeg er

              Død og Grav og Helved nær!

              Døden mig af Øyne seer,

              Graven obnis mod mit Leer,

              Helvedis det grumme Gab

              Spendis mod min Siælis Tab,

              Satan mig fordømmer slæt,

              Lowen siger: Det er Ræt!

              Dommen bliver snarlig sagt

              Efter alle Dievlis Agt,

              Om, O JEsu! du ey vil

              Mig din Side vende til,

              Hvor jeg ad dend blodig Port,

              Som mit Synde-spyd har giort,

              Til dit Hierte komme maa

              Og fra Lowens Strenghed gaa!

              Saa skal Dommen blive good,

              Skreven med dit Naade-blood!

              182

✂

Dend IV. Sang.
Sorrigfiild og dog trøstefuld.
Kand siungis med dend Melodie:
HErre JEsu Christ, min Frelser du est, etc.

✂

1.

Ach! HErre see
Min Hierte-vee,
Hielp, hielp, thi jeg er bange!
En syndig Drik
Mit Hierte fik,
Som giør mig Stik,
Og bider som en Slange.

✂

2.

Det Adam brød
Til dobbelt Død,
Mig tusindfold opskrivis:
Eet brød kun hand,
Utald, som Sand
Hos Hafsens Vand,
Er de af mig bedrivis.

✂

3.

Naar Solen sig
Saa prægtelig
Udstraaler paa GUds Himle,

* 183

✂ Feyl stoor' og smaa,
I hver en Vraa,
Strax for mig staa
Og for min' Øyne vrimle.

✂

4.

Fra Hoved-top
Min syndig Krop
Ræt need til Fodens Saale,
Er fuld af Saar,
Hvert Hoved-haar
Har Skad' og Skaar,
Dend smerte maa jeg taale.

✂

5.

Tiit tænker vel
Min arme Siæl,
Jeg vil min Gang forvare,
Men før jeg veed,
Gaar af min Leed
Paa Syndsens Beed,
Til Strikke, Fald og Snare.

✂

6.

Jeg stoler paa,
Mit Huus at staa
Paa Verdens faste Klippe:

* 184

✂ Men lidet Vand
Læt skylle kand
Min Grund aff Stand,
Saa jeg mit Haab maa slippe.

✂

7.

Min Ven er mig,
Saa skuffelig,
Som Flyde-vand og Bekke,
Jeg i hans Arm
Og falske Barm,
Til Siæle-harm
Mig og har ladet giekke.

✂

8.

Der er ey Grund
I Haand og Mund,
Hvorpaa mand nu kand bygge:
Hvert Hiert' er Garn,
Hver Eed er Skarn,
Hver Skalk som Barn,
Hvert Løfte som en Skygge.

✂

9.

For dig, for dig
Jeg klager mig,
Trofaste GUd og HErre,

* 185

✂ Mit Hierte slaer,
Min Siæl er baer,
Min Synd er svaer,
Hielp, JEsu, dend at bære.

✂

10.

Jeg aldrig faldt,
Det er jo tallt,
Hvor tiit veed jeg dog ikke:
Jeg har ey giort,
Hvit eller sort,
Lit eller stort,
Du veedst det jo til Prikke.

✂

11.

Jeg derfor lam
Af Synd og Skam
Paa din Fodskammel ligger!
O JEsu kom!
Vendt Sverdet om,
En naadig Dom,
Jeg af din Godhed tigger.

✂

12.

Dog maat du vel
Med Ræt og Skid
I Hast og Vrede svare:

* 186

✂ Mand bør jo paa
Sin Ræt at staa,
Naar Børn de *taae
Sit Brød for Hund' at spare.

✂

13.

O Frelsermand,
For Hunde kand
Dog Herre-smuler vanke:
Min Trang er stoor,
O Sandheds Ord,
Jeg hos dit Bord
Vil Naade-smuler sanke.

✂

14.

Og om jeg maa
Utrøstet gaa,
Dend gandske Dag i Sorgen,
Og om jeg plat
Dend lange Nat
Er slæt forlat,
Du kommer dog i morgen.

✂

15.

Lad Verden sig
Ey glæd' i mig,
Og giør mig ey til Skamme:
Lad min Uven
Ey lee mit Meen,
Men lad en Green
Af Naadens Riis mig ramme.

* * 187

✂

16.

Du est dog dend
Der Herr' og Svend
I Nyrene randsager,
Seer du jeg er
Af ond Begiær
En Hykkler skiær.
Spar da ey dine Plager.

✂

17.

Mens har Du end
Din Bue spend,
Og lit med Hielpen lenter,
Jeg staar saa sagt
Paa Haabets Vagt,
Ved Troens Magt,
Og dog din Naade venter.

✂

18.

Det dyre Blood
Som JEsus lood
Udaf sit Hierte rinde.
Har giort mig reen
Af Syndsens Meen,
Min Hierte-steen
Skal jeg ey meere finde.

* 188

✂

19.

Des være dig
Ævindelig
Treenig GUd din Ære!
Min Tunge skal
Blant Engle-tall
I Himlens Sall
Dig ævig Lov frembære,

✂

Hierte-Suk.

Aldrig er jeg uden Vaade,
Aldrig dog foruden Naade:
Altid har jeg Suk og Vee,
Altid kand dog JESUM see:
Altid trykker mine Synder,
Altid JEsus Hielp tilskynder:
Altid er jeg udi Tvang,
Altid er jeg fuld af Sang:
Nu i Sorrig, nu i Glæde,
Nu i Fald og nu i Sæde:
Ofte fuld af stor Uroo,
Altid fuld af JEsu Troo!
Saa er Sorg og Glæde lenked,
Saa er Begeret iskienked
I mit Levnets Omgangs Skaal,
Slig er mine Levnets Maal!
Men, O JEsu, jeg vil græde,
Hielp Du til at Troens Glæde
Fra min Synd og Sorrig maa
Altid Over-vegten faa!
* 189

✂

Dend V. Sang.
Er en Bekiendelsis og Bedrings Psalme,
Udi hvilcken
Synderen bekiender, at Synd og Skrøbelighed
henger ved hannem, ihvor meget Got
GUd giør imod hannem.
Kand siungis under den bekiendte Kircke-melodie:
Udi din store Vrede, For mine Synder lede, etc.

✂

1.

Med Blusel, Graad og Klage,
Med Sindsens skiulte Plage
Jeg ydmyg kommer frem
For Naadens høye Throne,
At søge Syndsens Sone
Ved JEsu Vunder fem.

✂

2.

Med salte Øyne Taare,
Jeg synde-giekked Daare
Min Kind vel bløde maa,
Med Lowens Smek og Snerte
Jeg slide maa mit Hierte,
Til Suk deraf at faa.

* 190

✂

3.

Thi naar jeg mig besinder
Hvordan min Tijd henrinder,
Som hastig Elv og Aae,
Og hvor jeg lidet andser
At Synden alle Sandser
Kand slæt forblindet faa!

✂

4.

Da maa jeg Øyet gnie,
Og mig, som Ormen, vrie
I Jordens nedrig Støv!
Mit Hierte slæt maa briste,
Min Siæl i Livet riste,
Som daalligt Espe-Løv.

✂

5.

Fra først jeg randt af Roode,
Strax Synden med mig groode,
I Vuggen fik jeg Smag
Paa Syndsens Eble-Stamme,
Maturen vaar min Amme
Til Syndsens Patte-drag.

✂

6.

Nep kom jeg til at vende
Min Gange-vogn til Ende,
Før jeg vaar snild at gaa
Flux efter Ondskabs Svøbe,
Min Tunge kunde løbe
I bander stoor' og smaa!

* 191

✂

7.

Om Riiset vilde qviste
Og kue mig, med Liste
At dempe Syndsens art:
Saa snart at snertet dulmed,
Sig Arten i mig ulmed
Og fik sin gamle Fart.

✂

8.

Som jeg i Aar optriinde,
Sig Synden ved mig kliinde,
Om end jeg tugtet blev
Til HErrens Frygt og Ære,
Jeg dend dog tiit (difiværre)
I Glemme-bogen skrev.

✂

9.

Min Ungdom, Daarskabs Moder,
En blanding af unoder,
Vellysters Oldermand,
Mig ofte haver daaret,
Og Roser til mig baaret
Med Slange-stik og Tand.

✂

10.

Udi min Mandoms Styrke,
Da Gud jeg burde dyrke,
Har jeg med Jacob ey
Min Gud i Faunen taget,
Men Naaden tiit forsaget,
Og vandret Syndsens Vey.

* 192

✂

11.

Hvor tijt har jeg afviget
Fra Dyders Vey, og stiget
I Lasters Lime-spoor?
Hvor tijt lood jeg mig bøye
Did hen, hvor andris Øye
Til Dødsens Lyster foor?

✂

12.

Jeg ofte haver fundet,
Naar jeg i Synd vaar bundet,
At JEsus mig hâr løest:
Naar jeg leed ofte ilde
Da obned hand sin Kilde,
At jeg fik Trøst opøest.

✂

13.

Da klynked jeg og loved
At Satan, Syndsens Hoved,
Sit Lyste-regiment
I mig ey skulde finde,
Dog gik jeg, med de Blinde,
Hvor hand blev Synd-betient.

✂

14.

Paa Soote-sengens Leye
Hår Gud og vildet veye
Min Synd mod Naadens Pund:
For læt jeg tijt er fundet,
Dog hâr min Gud forbundet
Og lægt mit Saar af grund.
193

✂

15.

Mens ach! saa snart min Sprekke
Begyndte sig at stekke,
Og jeg blev frisk og føer,
Jeg da saa snarlig glemte
At Gud ey sønderklemte
Mit Lefnets svage Rør!

✂

16.

Af Dødsens grumme Fare,
Blant mine Fienders Snare,
Hår Gud mig underlig
Med egen Haand udrevet,
Og Liv paa ny bebrevet,
Blant tusind skaanet mig.

✂

17.

Saa gik jeg frem og groode
Blant HErrens Mægle goode,
Jeg treen i fulde svang
Med Ære, Gods og Lykke,
Men HErrens Frygtis Smykke
Dog tabtis mangen gang.

✂

18.

O Gud, du veedst og kiender,
Det ey i mine Hænder
Og mine Kræfter staar,
At jeg dig fuldt kand dyrke,
Om jeg ey daglig Styrke
Fra dine Hænder faar.

* 194

✂ Knuus selv mit Hiertis Stene,
Buk høye Tankers Grene,
Giv ydmyg Kierlighed
Til Gud og til min Næste,
Min Gang du selv befæste
I dine Fodefied.

✂

20.

Hold mig i dine Veye,
Lad mig i Døden neye
Ned paa din Død og Saar!
Saa skal mit Liv begynde
Og sig til Ljvet skynde,
Naar jeg af Ljvet gaar.

✂ 
      
              Hjerte-Suk.
              Naar jeg, O Gud, mit Synde-dyb

              Og Ondskabs Afgrund maaler,

              Da siiger jeg: Kom, Siæl, og kryb,

              Mod JEsu Naade-straaler!

              Mit Lodd gaar langs ad Helved ned

              I Svoule-pølens Grube,

              Hielp, JEsu, for din blodig Sved,

              Riiv mig af Dødsens Strube!

              O rek mig Troens trygge Lodd,

              Din Naadis Dyb at prøve,

              Saa skal paa Jordens Velte-klodd

              Jeg mig ey meer bedrøve!

              195
              Thi om det ene skiendelig

              Til Døden mig vil neye,

              Saa skal det andet Himmerjg,

              Ved dine Saar, opveye.

✂

Dend VI. Sang.
Er ogsaa en Bekiendelsis og Bedrings Psalme,
hvilken,
Tilliige med de forige af samme art,
kand brugis,
Naar mand gaar til Skrifte.
Kand siungis under dend bekiendte Kirke-melodie:
Af dybste Nød raaber jeg til dig, etc.
Eller:
HErren hand er min Hyrde god, etc.

✂

1.

Fald ned, fald paa dit Ansigt ned
Og lad dit Hierte smelte,
O kiære Siæl, bøy dig og beed
At Strømme-vand kand velte
Udaf dit Øyis Kildespring,
Øes Vand i Syndsens Saar og Sting,
Stryg Blodet af dit Belte.

* 196

✂

2.

Her ligger jeg paa mine Knæ,
Min Siæl i Støv er bøyen,
Og til det blodig Korsens Træ
Opløfter mine Øyen;
Jeg gruer for mit syndig Leer,
Naar jeg Guds Naader ræt anseer,
Som af min Haand er fløyen.

✂

3.

Der jeg, O Gud, blev lønlig skabt,
Og du min Form paasætte,
Jeg af mig selv vaar slæt fortabt,
Naturens Synde-plette
I Moders Liv kom mig oppaa
Og smitted, før jeg Solen saae,
Med mange skamfuld Spette.

✂

4.

Dog toode du mig af mit Blood
Med Blodet af din Side,
I Daabens hellig Rense-flood,
De Klæder vaar saa hvide,
Som du paa mig i Daaben bandt,
Med Naader i hver Søm og Kant
Til hellig Prunk at slide.

✂

5.

Mens ach! Gud bedre mig saa sandt!
Mit Himmel-rene Klæde

* 197

✂ Jeg ey forvaret hâr saa grandt
Fra Synds urene Sæde,
Jeg mangen haanlig Synde-plet
Har jo der paa med Vidskab sæt,
Blant Verdens skidne Glæde.

✂

6.

Den dyre Troskabs Eed og Pagt,
Som jeg min Gud har sooret,
Jeg lidet taget hâr i agt,
Men ofte mig har mooret
At spille med hans Pagtis Baand,
Og derfor er nu Siæl og Aand
Med Smerte giennem-booret.

✂

7.

Ach! Hierte Gud, hvad hâr du ey
For min skyld vildet giøre,
At du fra Synds og Dødsens Vey
Mig kunde frj og føre?
Dit Ord og din Basunis Lyyd,
Til Siæle-Trøst og Hierte-Fryd,
Har du mig ladet høre.

✂

8.

Ach! ach! dit Ord i Væjr og Vind
Saa ofte hen er drevet,
Og ey i mit steen-haarde Sind
Med JEsu Finger skrevet!

* 198

✂ Mit Øre heller lyder til
Hvor Lysters daarlig Fryde-spil
Er høyst opstemmed blevet.

✂

9.

Paa Sundheds Støtte hâr du sæt
Mit Ljv i mine Dage,
Og sielden vildt jeg skulde ræt
Af Sygdoms Beger smage:
Du qvisted mig paa Børne-vijs,
Naar du til andre lod dit Rijs
Opskærpis udi Lage.

✂

10.

Jeg ved din Aue bleven er
En kællen Synde-degge,
Som sig i Lyste-dynds Begiær
Hår daglig vildet legge:
Jeg leegte med din Miskundhed,
Og tænckte, Du blev aldrig vred,
Hvor høyt jeg dig mon egge!

✂

11.

Naar du mig Gods og Rigdom gav
Og fyldte mine Hænder,
Mens andre gik med Betle-stav,
Med nøgen Ryg og Lænder:
Dog fik dend Arme liden Bood,
Thi Rjgdom gav mig Over-mood,
Som du best veed og kiender.
199

✂

12.

Om ogsaa noget korted blev
Udaf min Mammons Dynge,
Dend Sorg jeg dybt i Hiertet skrev,
Det blev en grusom Tynge!
Jeg ofte gik og gulpe-græd
Og ræt var u-forstandig ræd
For Rjgdoms Torne-klynge.

✂

13.

Naar du paa Ærens Sted og Stool
Blant andre mig opsatte,
At Lykken, som en Middags-Sool
Mit Levnet motte glatte:
Mig selv jeg ofte da har glemt,
Og foodsed, som vaar meer end slemt,
Dend Nedrig' og forlatte.

✂

14.

Om alting gaar mig vel i Traad,
Og intet mig mislinger,
Mit Arbeyd, Anslag og mit Raad
Er spundet af Guds Finger:
Saa ærer jeg dog min Forstand,
Og mener at jeg flyve kand
Foruden Himlens Vinger.

✂

15.

Hvor tijt, naar Satan frjster mig
Med Verdens Lokke-duer,
Og puster op saa træskelig
Naturens Gnist i Luer,
200 Hvor tijt faar jeg ham Hiertet hen,
I hvor min Gud og Himmel-Ven
Hand lokker end og truer.

✂

16.

Hvert Bud i Lowen hår jeg brudt
Og brekked Mosis Tauler,
Mit Hierte hâr Guds Ord forskudt,
Og i Guds Vrede krauler:
Min Lyst-begiæring svangred er,
Dend Syndsens Foster daglig bær,
Som Døden siden auler.

✂

17.

Vilt du mit Hiertis Afgrund om
med Lyys og Lygte vanke,
Og sætte for din Ræt og Dom
Hver Gierning, Ord og Tanke,
Da kandst du tusind Bierge faae
Som du af Synder stoor' og smaa
Kandst paa mit Hierte sanke.

✂

18.

O Gud! du seer min Siæl er fuld
Af fast utallig Jammer,
Mit Kiød, min Siælis tunge Muld,
Er under Lowens Hammer,
Jeg viiser dig min Verk og Vee,
O JEsu, lad af Naade see
At du min Suk annammer.
201

✂

19.

Jeg holder dig i Troen fast,
Trofaste Gud, og beder:
Skil mig ved Syndsens tunge Last
For dine Løfters Eeder,
Og for din Søns uskyldig Død,
Ja for det Blood som af ham flød,
Hvor hen min Troo dend meder!

✂

20.

Forny min Aand og form mig om
Med dine Himmel-hænder,
At jeg alt fremad bliver from
Og altjd dig bekiender!
Og giv at jeg, ved JEsu Aand,
Mit Liv, blant Dødsens Brudd og Baand,
I Troen salig ender.

✂

Hierte-Suk.

Søde JEsu, Siælens Læge,
See, og lad dig dog bevæge
Ved min Siælis dybe Saar!
Ved mit Sinds saa bittre Møye!
Ved dend Flood som fra mit Øye
Af mit Hiertis Kilde gaar!
Men om mine Saar og Sukke
Kand dit Hierte ey oplukke,
Da, O Hierte JEsu, see
* 202 Til din' egne Saar og Sprekke,
Og de grumme Dødsens Bekke
Hvor du selv leedst Trang og Vee!
Saa skal du mig vel husvale,
Og saa trøstig til mig tale:
Jeg vil hele Syndsens Skaar!
Aldrig skal du finde Smerte
I dit dybe saaret Hierte,
Naar jeg legger Saar paa Saar!*

✂

Dend VII. Sang.
Om
En gudelig og Christelig Beredelse
Til
Det hellige og høyværdig Altars Sacramentis
Annammelse.
Melodien findis her bag udi Bogen.

✂

1.

Himmel-søde Gud og Fader,
Som af intet mig hâr skabt
Og fra Dødsens Skam og Skader
Frelste mig som vaar fortabt,
At du af dit Himmel-skiød
Gav din Søn i Dødsens Nød,
For det jeg saa ilde brød.

* * 203

✂

2.

For det Morgen-maaltjds Galde
Eva fik ved Slangens List,
Og sig Adam lod befalde
Af dend syndig Æble-qvist,
Har din Søn, dit ævig Ord
Redt en Nadver paa sit Bord
Mod dend giftig Slangis Mord.

✂

3.

Hand sin Dug for mig udbreder
Paa sit hellig Alter-sted,
Og udi sit Tempel leder
I sit kierlig Foode-fied,
Hvor hand af sit Kiød og Blood,
Ljfsens Brød og Sukker-flood,
Fylder mig i Hierte-rood.

✂

4.

Ach hvor gierne vil jeg træde
Til dit Bord og Lammets Fad,
Men du veedst jeg pleyer æde
Mest af Verdens Lyste-mad!
Bryllupsklæder har jeg ey,
Hiertet vil paa Syndens Vey,
Frygt giør Siælen ræd og fey.

✂

5.

Klæd mig derfor aff min Ville,
Klæd mig af min Lyste-ham,
Klæd mig af ald Ondskabs Grille,
Klæd mig af ald Last og Skam,
204 Klæd mig af ald Hofmods Pragt,
Had, Hefngierighed, Foragt,
Klæd mig af ald Satans Dragt.

✂

6.

Klæd mig i din Aand og Glæde,
Klæd mig i min JEsu Troo,
Klæd mig i hans blodig Klæde,
Klæd mig i hans Trøst og Roo,
Klæd mig i hans Kiortel-fliig,
Sy dend med hans Torne-piig,
Giør min Klædning JEsu liig.

✂

7.

Tag fra mig dend Eble-kierne
Som er saaet i min Natur,
Tag fra mig min ublu Stierne
Og min syndig Tankis Muur,
Tag fra mig min Synd saa snild,
Tag fra mig min egen Vild,
Tag fra mig ald Ondskabs Ild.

✂

8.

Giv mig Siælens rette Smykke,
Hiertet fuldt af JEsu Raad,
Giv mig Himmel-kraft og Lykke
Til at dempe Kiødets Daad,
Giv du mig en ydmyg Aand,
Kierlighed i hver min Haand,
Kyskhed knyt i Reenheds Baand.
205

✂

9.

Saa vil jeg, O JEsu, komme
Til dit Bords dend dyre Mad,
Saa vil jeg, med alle Fromme,
Æde, dricke, være glad,
Saa vil jeg med Glæde gaa,
Og et Himmel-maaltjd faa,
Med mit Bryllupsklæde paa.

✂

Den VIII. Sang.
Er iligemaade en Beredelse til det hellige
Sacramentis Annammelse.
Under den Melodie:
Et trofast Hjerte, HErre min,
Skal dig til reede være, etc.

✂

1.

Til HErrens Bord, i JEsu Nafn,
Jeg agter mig at gange,
Til Hierte-trøst og Siæle-Gafn,
Til Salighed at fange:
Mens, ach, jeg veed
Hvor fuul og leed
Jeg er i Synd og Uselhed,
Hvorfor min Siæl er bange!

* 206

✂

2.

Dog vil jeg paa min JEsu Bord
Med Suk og Lengsel tæncke,
Og for min Siæl af Naadens Ord
En Lyste-strøm iskiencke:
Ach, flyd da ind
I Siæl og Sind
Guds Aand og Glæde, og forbind
Min Siæl i Troens Lencke.

✂

3.

Ryk op udaf mit Hierte-rood
All Ukruds kaade Grene,
Plant i mig Troens Frugt og Bood,
Kast bort mit Hiertis Stene!
Ryd fra mig op
Af Siæl og Krop,
Ald Synd og Skam, med Rood og Top,
Giør mine Tancker reene.

✂

4.

Saa vil jeg til Guds Alter gaa
Min JEsu Giest at være,
Hvor jeg hans Kiød og Blood skal faa,
Fra Bordet skal jeg bære
Min Siælis Roo,
En salig Troo,
Guds Aand som skal udi mig boo,
Til ævig Trøst og Ære.
207

✂ 
      
              Hierte-Suk
om
Ræt at prøve sig selv.
              Hierte JEsu, hvad for Prøve

              Skal jeg paa mit Hierte faa?

              Hvormed skal jeg mig bedrøve,

              At du Lyst til mig kand faa?

              Ild og Vand er alt for strenge,

              Deris Prøve taal jeg ey!

              De for hart paa Siælen trænge

              Og forkorter Ljfsens Vey!

              Mens, O JEsu, du har Luer

              Udaf Aandens Ild og Glød,

              Stik dem an i Hiertets Buer

              Og brend ud min Lyst saa sød!

              Øes op af mit Hiertis Junge

              Graad i Øynis Boode-spand,

              Prøv saa Hierte, Mund og Tunge

              Daglig med slig Ild og Vand.

              208

✂

Dend IX. Sang.
bestaar af
Hellige Andagter
dend stund
Det høyværdige Alterens Sacramente uddelis.
Siungis under den Melodie:
JEsu søde Hukommelse, etc.

✂

1.

O JEsu, paa din Alter-food
Med Hiertens Troo, med Bøn og Bood
Jeg knæler for Guds søde Lam,
Som bær ald Verdens Synd og Skam.

✂

2.

Mit Hierte jeg til dig frembær,
Hvor Synden skaar og skrammer skiær,
Mens, JEsu, din dend saared Krop
Skal fylde dem med Salver op.

✂

3.

Jeg er i Dag min JEsu Giest,
O Siæl, betænck dend høye Fest,
Hand byder dig til Bords med sig,
Ja med sig selv bespiser dig.

* 209

✂

4.

Her rekker hand mig under Brød
Sit Legem, som leed Korsens Død,
Og under Viin sit Rosens Blood
Dend dyre Naadis Purpur-flood.

✂

5.

Æd, drik og vær af Hiertet glad
Ved denne meer end Engle-mad,
Og for dend Skaal siig JEsu Tak,
Som aldrig nogen Engel drak.

✂

6.

Jeg troer og veed hvad jeg her faar,
Endog min Sands det ofvergaar!
Jeg faar min JEsum gandske slæt
Og af ham selv jeg bliver mæt.

✂

7.

Seer, I GUds Engle, seer herned
Og ærer dend Hemmelighed,
At JEsus hos GUds høyre Haand
Er her i Testamentets Baand.

✂

8.

Der er hand udi Glæden sød,
Her er hand i velsigned Brød,
Der er hand i sin Æris Kraft,
Her i Vjndruens signed Saft.

* 210

✂

9.

Hvordan det skeer det veed jeg ey,
Hand har ey vildet viist dend Vey,
Min Sands saa høyt sig ey bør snoo,
Det er mig nok, hans Ord at troo.

✂

10.

Saa fryd dig da min Siæl og Aand,
At dog GUds Tieners ringe Haand,
Maa rekke dig det salig Pant,
Hvor i sig GUd til dig forbandt.

✂

11.

Det Bord det er min Siælis Kraft,
Der faar jeg Livets Himmel-saft,
Det er mit Hiertis styrckis Rood,
Det er min Trøst, min Troo, mit Mood.

✂

12.

Det Bord er bridt ved Sandheds Mund,
Til Salighedens faste Grund,
Det er mit Haab som qveger mig,
Mit Liv og Lyst ævindelig.

✂

13.

O JEsu, lad mig aldrig gaa
Fra dette Bord, hvor du est paa,
Jeg kaster jo ald Verden hen,
Og længis altjd did igien.

* 211

✂

14.

Indtil du mig i Himmerjg
Forflytte vil hen op til Dig,
Hvor mig skal ævig Ære skee,
Og jeg har nok i Dig at see.

✂

Dend X. Sang.
Er en
Taksigelse efter HErrens Nadvere.
Melodien findis bag i Bogen.

✂

1.

Tak, JEsu, Siælens Hyrde good,
Ævindelig,
Tak for din Død, min Siæle-bood
Hvorved du frelste mig.

✂

2.

Tak for dit Legem og dit Blood,
Min Siæle-mad,
Dend Paradise-frugt og Flood
Mod Slangens Bid og Had.

✂

3.

Jeg smagte nu hvor sød du est
For Mund og Sind,
Mit Hierte veed det allerbest,
Der blefstu prentet ind.

* 212

✂

4.

I Verdens Lyster viger hen,
Thi aldrig meer,
Og aldrig er jeg eders Ven,
Jeg eder nu beleer.

✂

5.

O JEsu, lad dit Legems Brød
Og Blode-skaal,
Mig vederqvæge til min Død,
Saa har jeg naaet mit Maal.

✂

✂ 
      
              Hierte-Suk.
eller
Hellige Betænkninger over HErrens Nadvere.
              Min Siæl, hvo er dog dend, som dig saa kierlig føder,

              Og med sit aabne Bryst og rene Hierte møder?

              Hvad er det dog for Mad, som nu dit Kiød og Blood,

              Med Kraft bespiiser saa? Hvad er det for en Flood,

              Som Hiertet over alt med Liv og Lyst omrinder?

              Hvor ved sig Kierlighed i alle Aarer finder!

              Det er jo visselig, korsfæste JEsu, Dig

              Som med dig selv hâr holt et Maaltjd her med mig!

              O Riigdoms store Dyb! hvi vilde du ey regne

              Dit Manna mere ned? hvad er det høyt at tegne,

              At du, GUds ævig Søn, selv vilde være Brød,

              Som udaf Ævighed leed aldrig Hungers Nød.

              *
                5,4] Herefter: Findis udi mit Siunge-Koors Anden Part. Th: Kingo. Vp
								
              213
              Hvi vilde du saa høyt dend ringe Jordens Drue

              Velsigne, at mand der livagtig kunde sue

              Dit rene Hierte-Blood? Min Siæl dend staar i Brand

              Og leder smaalig, dog ey dette finde kand!

              I Guldet kunde Du dit Billed ladet trykke,

              Og hengd det paa mit Bryst som deilig gylden Smycke,

              Med konstig Demants Spill: Du kund' i Perler hengd

              Dit liflig Kontrafey, med Roosen-Blood omsprengd!

              Mens, ach! det kunde mig saa gandske lidet nytte,

              At jeg din Lignelse udvortis kunde flytte

              Fra Lem til anden, i det allerbeste Guld,

              Jeg blev indvortis dog af Synd og Ondskab fuld!

              Hvad gavned det min Siæl, om end jeg fik at æde

              Nyfaldet Himmel-man? og om jeg kunde væde

              Min Synde-tørred Siæl med Klippe-sprungne Vand

              Om jeg ey JEsu Brød og Blode-kilde fand?

              Du derfor vilde mig, O søde JEsu, give

              Dit eget Kiød og Blood, som for mig skulde blive

              En hellig Spiise, til at rydde Siæl og Krop

              Fra Verdens Lyste-mad og Synde-vedsker op!

              Saa deler du din Kraft til mine svage Lemmer,

              Og Slangens Hoved hos mit Hierte sønderklemmer!

              Dit sande Kiød og Blood, mit rene Maaltjd er,

              Hvor Du dig gandske selv i Kierlighed frembær!

              Og vaar det ey dig selv, da kunde jeg vel æde

              Et slagted Paaske-Lam, og mig i Skygger glæde:

              Men du togst Skyggen bort, og sagde selv: Det er

              Mit Legeme, mit Blood; der er ey Skygger her.

              Lad andre nøyis med din Tilsagns bare Skygge,

              Og deris Salighed og Troo der paa opbygge!

              Mens det er Glæden som mig ind i Hiertet gaar,

              At jeg min JEsum selv i Sacramentet faar!

              214

✂

Dend XI. Sang.
Keed af Verden, og kier ad Himmelen.
(Melodien findis bag i Bogen.)

✂

1.

Far, Verden, far vel,
Jeg keedis nu længer at være din Træl,
De Byrder, som du mig har bylted oppaa,
Dem hvister jeg fra mig og vil dem forsmaa,
Jeg river mig løß, og jeg keedis nu ved
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

2.

Hvad er det dog alt
Som Verden opsminker med fauer Gestalt?
Det er jo kun Skygger og skinnende Glar,
Det er jo kun Bobler og skrattende Kar,
Det er jo kun Ise-skrog, Skarn og Fortred,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

3.

Hvad er mine Aar,
Som smugende svinder og snigende gaar?
Hvad er min Bekymring? mit Tanke-fuld Sind?
Min Sorrig? min Glæde? mit Hovedis Spind?
Hvad er mit Arbeyde? min Møye? min Sved?
Forfængelighed,
Forfængelighed.

* 215

✂

4.

O Riigdom og Guld,
Du Jorderiigs Afgud i skinnende Muld,
Du est dog af Verdens bedragelig Ting,
Som voxer, aftager og vexlis omkring,
Du est dog, i høyeste Mercke og Meed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

5.

Ach, Ære, hvad er?
Hvad er dine Kroner og Krandse du bær?
Misundelse sidder dig altjd paa Ryg,
Du hemmelig stødis og sielden est tryg!
Du ofte der snubler, hvor andre de gleed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

6.

Ach, Yndist og Gunst,
Du hastig opførte og faldende Dunst,
Du konstig opblæsere, hvegende Vind,
Som tusind har Øyen og dog løber blind,
Hvad est du naar mand dig ved Soolen hâr seed?
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

7.

Ach, Venskab og Troo,
Som alt efter Lykken veedst Fløyet at snoo!
Du smukke Bedragere, heldige Skalk,
216 Som skuffer saa ofte i Drøfvelsens Kalk
Du est, som og jeg af Forfarenhed veed,
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

8.

Ach, kiødelig Lyst,
Som mangen med dødelig Læber hâr kyst,
Dit fengende Tynder, din flyvende Gnist,
Hår mangen i ævige Luer henhvist,
Din Skaal synis Hunning, men Drikken er leed
Forfængelighed,
Forfængelighed.

✂

9.

Saa far da, far vel,
Du skalt nu ey lenger bedrage min Siæl,
Bedragelig Verden, jeg takker dig af,
Og synker dig ned i Forglemmelsens Grav,
Jeg lengis at bøde min Sorrig og Nød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂

10.

Der skal mine Aar
Begyndis i Ævigheds deylige Vaaer,
Der skal ikke Dagen ved Solen opgry,
Ey Maanen tilmaale mig Næde og Ny,
Men JEsus er Solen, hvis Straaler er strød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.
217

✂

11.

Min Rigdom og Guld
Skal være af idel Bestandighed fuld,
Dend skal ikke Tyven bestiele mig da,
Dend skal ey Spitzfindighed skakre mig fra,
Min Rigdom er frj for ald Jorderigs Stød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂

12.

Jeg Ære skal faa
Fra Thronen min JEsus hand sidder oppaa,
Mig Kronen skal givis med Herlighed fyldt,
Med Blodet af Lammet alt over forgyldt,
Dend faar jeg, om Satan end selv det fortrød,
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂

13.

Med Yndist jeg skal
Fremskinne blant Englenis hellige Tall,
Misundeligt Øye mig ikke skal see,
GUds Ansigt mig altjd i Øyne skal lee,
Der skal jeg bespotte dend avindsyg Død
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂

14.

Der hâr jeg en Ven,
Min JEsus, som elsker og elskis igien,
Mit Øye der seer ham saadan som hand er,
218 Hand Kierligheds Himmel-blufi stedse frembær,
Ved Aanden staar Kierlighed ævig i Glød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂

15.

Min Lyst og min Fryd
Forfriskis ved Engle-basuner og Lyd,
Men GUd er ald Lysten for mig og for dem!
Far op da, min Siæl, og ald Verden forglem!
Mens glem ey at Lysten er ævig og sød
I Abrahams Skiød,
I Abrahams Skiød.

✂ 
      
              Hierte-Suk.
              Ach JEsu, mit Hierte hâr vanked omkring.

              Og prøved saa mange forfængelig Sving!

              Nu hâr det omflagret hos Leeg og hos Lyst,

              Og ise-kold Glæde med Fyrighed kyst;

              Nu har det omhvipped ved Herligheds Top,

              Hvor nogle gik under, mens andre krøb op;

              Nu hår det omhveged i Fyrsternis Sall,

              Hvor Herre-gunst tagis i Lykke-pott-vall;

              Nu hâr det omnysled i Prægtigheds Kram,

              Hvor Udyd saa ofte besminker sin skam;

              Nu hår det omhvimsed i Veldigheds Boo,

              Hvor Penge hâr monned fra Ære og Troo;

              Nu hår det i Styrcke sin Lykke opsøgt,

              Og ofte sin Amagt i Styrke forøgt;

              *
                13 hâr] maaske Fejl for târ
								
              219
              Men, JEsu, mit Hierte er fundet for læt,

              I hvor det i Verden sin Tilliid hâr sæt;

              Ald Lyst og ald Ære forsvinder som Damp,

              Ald Herre-gunst er en Vand-voxende Svamp;

              Ald tjmelig Vælde og Viißdom og Kraft,

              De feyler og slipper saa ofte af Skaft!

              Men, JEsu, fey ud disse Spindelvævs Garn,

              Lad rense mit Hierte fra Jorderigs Skarn,

              Vær du mit fornøyelig Saligheds meed

              Thi Verden er jdel Forfængelighed.

✂

Dend XII. Sang.
GUds naadige Forsyns Øye er et rætsindigt
GUds Barns fulde Fornøyelse.
Melodien findis bag i Bogen.

✂

1.

HErre GUD mit Hiertis Glæde,
Du min Siælis Lyst og Roo,
Du mit Hoveds Smykke-klæde,
Du Pligt-anker for min Troo,
Du min Eyedom og Skat,
Som i mig er nedersat,
Og jeg hâr i Hiertet fat.

* 220

✂

2.

Naar jeg dit det Forsyns Øye
I mit svage Sind beseer,
Og jeg derhos agter nøye
Mit saa ringe Skabnings Leer,
Ach! hvad mine Tanker sig
Da bemøye hiertelig
Alt, O store GUD! om dig.

✂

3.

Jeg hår lært min GUD at kiende
Fra mit første Barne-svøb,
Der jeg i Gang-vognen rende,
Snublet ofte i mit Løb,
Jeg udi min Barneskik
Aldrig nogen Skade fik,
Eller til Ulykke gik.

✂

4.

Nogle fødis Lykke-riige,
Og kand ved Forældris Haand
Høyt paa Verdens Trapper stige,
Føler aldrig Modgangs Baand,
Dennem føyer alle Ting,
Lykkens vanskelige Sving
Gaar de lettelig omkring.

✂

5.

Derimod skal andre friste
Hvad det er i Ungdoms Aar,
Beste Støde-stav at miste,
221 De paa sorten Liige-baar
Seer Forældre bæris hen,
Og hår saa ey nogen Ven,
Uden Gud, som er igien.

✂

6.

Nogle føyer alle Vinde,
Fører dem hvorhen de vil,
De kand efter Ynske finde
Alting sig at neye til,
De har Lykkens Krone paa,
De i Roser stedse gaa,
Hvad de vil det kand de faa.

✂

7.

Derimod skal andre sukke
Over Lykkens Langsomhed,
Under Aaget daglig bukke,
Og ey naa sit Maal og Meed,
Tornen er i deris Vey,
Lykken agter dennem ey,
Deris Ynske faar alt Ney!

✂

8.

Modgangs store Bølge-bierge
Dem omvelter mangeleed,
De kand ingen Sky afværge,
Som med Møye dryber ned,
Deris Blomster vil ey frem,
Deris Ynske vil ey hiem,
Lykken vil ey krone dem!
222

✂

9.

Men naar jeg, O GUD! betragter
Dit forsynlig Øyis Meed,
Min Bekymring sig da sagter,
Og min Siæl er strax bereed,
Dig at takke med Attraa,
For du passer alting saa,
At vi, hvad os tiener, faae.

✂

10.

Du mig meget bedre kiender,
End jeg selv, fra første Rood,
Du hår haft mit Leer i Hænder,
Prøver hver min Draabe Blood,
Du omspeyler alt mit Sind,
Hver min Aande-dræt og Vind,
Og seer mig i Hiertet ind.

✂

11.

Hafde du af Lykken fyldet
Mig med Verdens Lyste-skaal,
Og mit Levnet slæt forgyldet,
Føert mig til mit eget Maal,
Vaar jeg bleven Ynske-mæt,
Og paa Lykkens Tinding sæt,
Da, maa skee, du blev forgiet.

✂

12.

Men om jeg hâr Verden prøvet,
Drukket tiit en Galde-drik,
Hâr jeg været tiit bedrøvet,
Fundet mangt et Hierte-stik:
223 GUD hâr mig dog givet Bood,
Og hâr lært mit svage Blood
Træde Verden under Food.

✂

13.

Om sig Alting ikke skikker
Efter min Forvidenhed;
Om en Sorg i Barmen stikker,
Som jeg selv allene veed;
Om ey Solen daglig vil
Mig ald Lykke skinne til,
Jeg hâr dog ey tabt mit Spill.

✂

14.

Om en Sky vil Modgang regne,
Bløde ald min Glædis Barm,
Og om Dødsens Piil vil tegne
Helsot paa hver Frendis Arm;
Om min Lykke skrider plat
Hen i en forvirred Nat,
Dog hâr GUd mig ey forlat.

✂

15.

Derfor jeg til Takke tager
Med min GUd, i hvad hand vil,
Ingen Skaal mig ilde smager,
Som hans Haand mig skienker til!
Komme hvad der komme kand,
Sorrig eller Glæde-stand,
GUd er Lykkens Mester-mand.

* 224

✂

16.

Dermed jeg fornøyed bliver
Med min GUd, i hvad hand giør,
Hand min Tarv mig ogsaa giver,
Længer jeg ey spørge tør!
Dermed jeg i alle Stød,
Dermed jeg i Lyst og Nød
Er fornøyed til min Død.

✂ 
      
              Hierte-Suk.
              Søde Siæl, hvi vilt du komme,

              Og saa tiit til Rætte staa,

              Under Hiernens sumpig Domme,

              I dit mørke Hiertis Vraa?

              Ach! saa længe som du møder

              Med mit svage Kiød og Blood,

              Og dem ey tilbage støder

              Er jeg fuld af Vedermood!

              Det kand mig i Sindet prikke,

              Jeg ey kom i Perle-svøb

              Dend Tiid jeg vaar spæ, og ikke

              Vuggen just paa Lykken løb:

              Det kand mig i Hiertet anke,

              At min Ungdom ey er fuld,

              Efter Mening, Mood og Tanke

              Af det skiønne Verdens Guld!

              Er min Mandom ey opthroned

              Høyt paa Verdens Velde-stool,

              225
              Og min Alderdom ey kroned

              Med ald Velstands Aften-sool!

              Hemmelig jeg da bejamrer

              Lykkens blinde Fiadse-kast,

              Kiødet selv og ofte klamrer

              Om og Himlen selv er fast!

              Hår en anden bedre Lykke

              End som jeg, da er jeg harm,

              At ey nogen Modgangs Krykke

              Settis hannem under Arm!

              Andris Riigdom, Gods og Ære,

              Høyhed, Velde, Held og Magt,

              Kand mig i mit Øye skiære,

              For det ey hos mig er lagt!

              Er jeg siug og Senge-bunden,

              Avindsiug jeg vel tør see,

              For en anden ey er funden

              Udi lige Verck og Vee!

              Er mig Sorgen inden Dørre,

              Døden giør mit Huus Gevalt,

              Smerten bliver mig diß større,

              For hand ey paa andre faldt!

              Hierte Siæl, saa maa mit Øye

              Bade ud med mangen Taar,

              Og i Sindets Lage døye

              Mange dybe hierte-saar!

              Men, O JEsu! naar du viiser

              Siælen fra min Hierne-damp,

              Da GUds Forsyn giennemgliiser,

              Tørrer Hiertets Lyste-svamp,

              226
              Saa jeg HErrens Øye kiender

              Og hans Haand i alle Ting,

              Være sig hvordan de render

              Hen i Verdens falske Ring!

              Derfor vil jeg mig ey støde

              Paa en andens Lykke-vey,

              Men for alt det mig skal møde,

              Aldrig sige trodsig ney!

              Græd mit Øye! men lad flyde

              Ald din Graad i JEsu Skiød!

              Saa skal dig GUds Øye gyde

              Salighed i Liv og Død!

✂

Dend XIII Sang.
Dend Betrængde paa Jorden, søger Bood
i Himmelen.
Under dend Melodie:
HErren hand er min Hyrde good, etc.

✂

1.

Hvorfor, mit Hierte, klemmis du,
Og kand din Sorg ey slukke?
Hvi tyngis saa mit Sind og Hu?
Hvi skal jeg altjd bukke
Ned under Modgangs haarde Aag?
Og i mit Levnets Jammer-Bog
Kun læse Sorg og Sukke?

* 227

✂

2.

Ald Møye synis med mig fød,
Som Skyggen dend mig følger,
Mit Liv er som jeg altjd flød
Paa Modgangs Velte-bølger!
Det heele Verdens Fryde-land
Er som en Sool, der Skyens Vand
I store Storme dølger!

✂

3.

I Korsens Skole er jeg sat,
Fra først jeg Verden kiendte,
Mit Liv det er som idel Nat,
Der hår ey Sool at vente!
Vil end en Stierne blinke op,
Strax skiuler Skyens mørke Krop
Det Haab jeg viit udspendte!

✂

4.

Vel haver Lykken flagred om,
Sit Seyl for mig udslaget,
Hun smiilte vel, som hun vaar from,
Men jeg blev alt bedraget!
Hun stood oppaa dend slibrig Bold,
Og hafde intet bedre hold
End Glaß der knak og knaged!

✂

5.

Jeg for ald Verdens Venne-flok
Saa ubekiendt er bleven,
Som jeg af haarden Steen og Stok
Udsprungen vaar og dreven,
228 Naar andre samlis og er froo,
Jeg da, blant deris Fryd og Roo,
Som fremmed Fugl er skreven.

✂

6.

Jeg mættis alt med Enlighed,
Og Korsens Skaale drikker,
Min GUd min Sorrig Ene veed
Og hvad mit Hierte stikker.
Naar andre drikker Skaalen om,
Da er min Siæl fuld tør og tom,
GUDS Fødders Støv jeg slikker.

✂

7.

Foruden Synden i min Barm,
Som Hiertet heftig trykker,
Er Sindsens Torne, som med Harm
Min Glædis Rood oprykker:
Jeg vende, hvor jeg vende vil,
Mit Lykke-glaß, saa seer det til
At gaa for mig i stykker.

✂

8.

Med Armod og med Fattigdom
Jeg Tjden og maa slide,
Og ofte smaalig see mig om
Det Brød, som jeg skal bide!
Jeg haànis tiit, naar jeg skal gaa
Hen til min Ven, om Hielp at faae,
Og Sult vil heller lide.
229

✂

9.

Fortrykkelse hos Armod boer
Og anden slig Ulempe,
En Sorrig i dend anden groer
Hos Armods palted Kiempe:
Hvor Gierdet lauest faldet er,
Befinder jeg, at hver Mand der
Vil traske det, og dempe.

✂

10.

Mand ofte hudefletter mig
Med Løgne-snært og Læber,
Og rundt om Landet snedelig
Paa Tunge-sluffer slæber!
Mand setter mig en Skamflik paa,
Og dend, maa skee, jeg aldrig saae,
Mig med sit Mund-sverd dræber!

✂

11.

Min Ven (om nogen er min Ven,
GUd veed det Tall er ringe)
Som Røret blæser hen og hen,
Saa veed hand sig at svinge!
Hand skuffer mig, som Flydevand,
Naar jeg ham ikke føre kand
Paa Medgangs Lykke-vinge.

✂

12.

Jeg herforuden og er svag
Af Sygdoms Vee og Sprekke,
Som mine Lemmer Nat og Dag
Med megen Pjne brekke,
230 Jeg verker, og er vaande-fuld,
Og ynsker kun at Gravens Muld
Mit Legem maatte dekke.

✂

13.

Jeg er som et forfløyet Blad,
Der alle Vinde driver,
Min Krop dend er kun som en Rad,
Hvis Rode-saft hensiver!
Hvert Øyeblik Forandring skeer,
Udi min Siæle-boligs Leer,
Som slet udsoted bliver.

✂

14.

O GUD, naar jeg for dig kun maa
Min Jammers Knude løse,
Og af mit Hierte, som en Aae,
Min Sorrigs Strøm udøse,
Da faar mit Hierte Stille-stand,
Om end ald Verdens Hielpe-vand
Og Trøste-kilder frøse.

✂

15.

Jeg venter dog din Salighed
Og paa din Frelse haaber,
Om ald Naturen vaar mig vred,
Med Lykkens Vende-kaaber!
Igiennem Modgangs tykke Sky
Skal Dagen dog igiennem gry
Med Naade-dug og Draaber.
231

✂

16.

Lad Verden derfor blive trang,
Lad alle mig forlade,
Lad Lykken tage hen sin Gang
Til andris Hvege-stade!
Jeg seer kun efter Himmerig,
Hvor JEsus mig ævindelig
Oprette skal min Skade.

✂

17.

Jeg skal min Jammers Age-læs
Ved Graven dog afvelte,
Min Modgangs Ijs, som Skum og Piæs
For JEsu Sool skal smelte,
Jeg skal med ævig Fryd og Roo
Hos GUD og JEsum stedse boo
I Himlens sikre Telte.

✂

18.

Min Krop skal faae en Engle-form,
Min Siæl i GUd skal glædis,
Ald Verdens Møye, Stød og Storm
Skal af mig undertrædis,
Jeg, efter JEsu Naadis Dom,
Af HErrens Haand skal runden om
Med ævig Ære klædis.
232

✂ 
      
              Hierte-Suk.
              Ach! hvi kand jeg aldrig lukke

              Hiertets Dør for Sorg og Sukke,

              Og en rolig Time faae?

              Hvorfor ere mine Dage,

              Meer end andris, fuld' af Klage?

              Hvorfor skal jeg Arme gaa

              Daglig spendt i Korsens Hilde,

              Og i Øynis Taare trilde

              Sindets Smerter i mit Skiød?

              Hvorfor skal jeg Ene velte

              Sorgens Steen, som ey vil smelte,

              Om min Graad, som Elven, flød?

              Hvorfor er min Angist mere,

              Endsom ellers tj og flere

              Skulde døe og daane ved?

              Hvorfor skal min stakked Aande

              Dragis giennem Vee og Vaande

              I min Suk-trangbrystighed?

              Søde JEsu, ald min Glæde,

              Ald min Trøst i Øynis Væde,

              Alt mit Haab i Verdens Sorg,

              Ald min Hunning i min Galde,

              Du min Stav naar jeg vil falde,

              Du min Tilflugt, Skiul og Borg!

              Du vel veedst jeg suremuler,

              Naar du dig bag Væggen skiuler,

              Lader som du ikke seer,

              Om jeg end maa meget døye,

              Lange Modgangs Furrer pløye

              I Gienvordigheders Leer!

              233
              Dog kand du i ald min Smerte

              Qvege mit halfdøde Hierte,

              Naar du viiser mig en Smiil

              Af dit Ansigts blide Straaler,

              Da jeg, meer end gierne, taaler

              Hver Død-skærped Korse-piil!

              Thi jeg seer at du mig prøver,

              Og en liden Tijd bedrøver,

              At du mig tilmaale kand,

              For en Skaal-fuld Øyne-taare,

              Af GUds Himmel-veld og Aare

              Tusind Floder Trøste-vand!

              O min Siæl, saa lad dig tysse

              Om din GUd vil paa dig drysse

              Noget af en Sorrigs Regn!

              Naar du Hiertets Graad udtømmer,

              Da til GUD i Vand du svømmer!

              Ald din Sorg er Naade-tegn!

✂

Dend XIV. Sang.
Hver har sin Skæbne.
(Melodien findis bag i Bogen.)

✂

1.

Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
Medgang og Modgang hin anden anraabe,
Soelskin og Skyer de følgis og ad!

* 234

✂ Jorderiigs Guld
Er prægtig Muld,
Himlen er Ene af Salighed fuld.

✂

2.

Kroner og Scepter i Demant-spill lege,
Leeg er dog ikke dend kongelig Dragt!
Tusinde Byrder i Kronerne hvege,
Tusindfold Omhu i Scepterets Magt!
Kongernis Boe
Er skiøn Uroe!
Himlen allene giør salig og froe!

✂

3.

Alle Ting hâr sin foranderlig Lykke!
Alle kand finde sin Sorrig i Barm!
Tiit ere Bryst, under dyrebar Smykke,
Fulde af Sorrig og hemmelig Harm!
Alle hâr sit,
Stort eller Lit!
Himlen allene for Sorgen er qvit!

✂

4.

Velde og Vijßdom og timelig Ære,
Styrke og Ungdom i blomstrende Aar,
Høyt over andre kand Hovedet bære,
Falder dog af og i Tjden forgaar!
Alle Ting maa
Enden opnaa,
Himmelens Salighed Ene skal staa!
235

✂

5.

Deyligste Roser hâr stindeste Toorne,
Skiønneste Blomster sin tærende Gift,
Under en Rosen-kind Hiertet kand foorne,
For dog at Skæbnen saa sælsom er skift!
I Vaade-vand
Flyder vort Land,
Himlen hâr Ene Lyksaligheds Stand.

✂

6.

Vel da! saa vil jeg mig aldrig bemøye
Om ikke Verden gaar efter min Agt!
Ingen Bekymring skal kunde mig bøye,
Intet skal giøre mit Hierte forsagt!
Sorrig skal døe,
Lystigheds Frøe
Blomstris paa Himle-Lyksaligheds Øe!

✂

7.

Angist skal aule en varende Glæde,
Qvide skal vinde sin Tott udaf Teen!
Armod skal prydis i rjgeste Klæde,
Svaghed skal reysis paa sundeste Been!
Avind skal staa
Fengsled i Vraae,
Himlen kand Ene alt dette formaa!

✂

8.

Lad da min Lod og min Lykke kun falde
Hvordan min GUd og min HErre hand vill,
236 Lad ikkun Avind udøse sin Galde,
Lad kun og Verden fulddrive sit Spill!
Tjdernis Bom
Bliver dog tom,
Himlen skal kiøre altingest her-om!

✂ 
      
              Sonnet
eller
Suk i Klingeriim.
              Hvor ofte sukker jeg, fordi dend haarde Lykke,

              Som dog af herrens Haand uddelis til enhver,

              I allis Lodde ey med lige Skrammer skiær,

              Mens alle dog i Fleng, oc hver i sær mon trykke,

              Om end de Kroner vel paa deris Hoved bær,

              Og om blant Betler-tall de slæt indregned er!

              Dog skal hver tage mod sit Skæbne-skaaren Stykke,

              Og saa sin Lykke-palt af beste Æfhe smykke!

              Hvi skal jeg da, O GUd! mig i min Deel ey skikke?

              Imens jeg veed, at ey en Toorn min Food kand stikke,

              Hvor ey din Haand er hos! Mens Tjden og er kort,

              Som Alting hâr paa Rygg, og blæser dennem bort.

              Saa blæser jeg, og giør mig Taal, og blæß igien

              Ad alle Ting, som dog af Tjden blæsis hen!

              237

✂

Dend XV. Sang.
Rom. VIII. 28.
Alle Ting tiene dem til Gode,
som elsker GUD.
Under dend Melodie:
Jeg løfter høyt op Øyne mine, etc.
Eller
Fader vor udi Himmerig, etc.

✂

1.

Blant alle Ting i Verden her,
Hvor til jeg Hu og Hierte bær.
Er intet som GUds sande Frygt
Udi mit Hierte-rood indtrygt;
Jeg finder hendis Frugt saa sød
At styrke mig i Liv og Død.

✂

2.

Vel maa jeg klage hiertelig,
At Kiød og Blood hâr draget mig
Hen over Sjden mangen Gang,
Hvor Vellyst-Engle for mig sang
Indtil i Syndsens Søvn jeg faldt,
GUd veed hvor nær mit Ljv det galdt!
238

✂

3.

Foruden Frygt jeg da gik frem,
Dog frygted tijt min skiulte Lem,
Mit Hierte, som ey nogen saae,
Det slog mig i dend lønlig Vraa!
Tijt smiled jeg med fauer Mund,
Dog sved jeg i mit Hiertis Grund!

✂

4.

Jeg veed ey hvor jeg gik omkring
I Dødsens Grøfters vildsom Ring,
Min Food jeg satte dristig der,
Hvor Vey til Dødsens Herberg er,
Jeg stood ræt ved Afgrundens Poort,
Og sukked efter Naadens Ort.

✂

5.

Min GUd og søde Frelsermand,
Hand saae mig i dend usle Stand,
Hand fandt mig ved mit Hierte-rood
Og værmed mit Liiv-løse Blood,
Som vaar i Synden dødt og koldt,
Og dog ved Syndsens Vane holdt.

✂

6.

Hand kyste mig med Himmel-mund,
Jeg fandt det i mit Hiertis Grund,
Hand blæste paa mig med sin Aand,
Hand tog mig ved min høyre Haand,
Hand i mit Øre hvisked mig,
Hand fauned mig saa hiertelig.
239

✂

7.

Hand kaste ind GUds Frygris Sæd,
Udi mit Hiertis lønlig Sted!
Saa snart jeg fandt det Himmel-frøe,
Fandt jeg ræt som af Livsens Søe
En qvegsom Trøst og Voxe-kraft,
Som før jeg aldrig hafde haft.

✂

8.

Hvor jeg omkring i Verden gik,
Da syntis mig hvert Øyeblik
Jeg blev i Himlen løfted ind,
Saa hafde GUD fyldt op mit Sind!
GUds Billede jeg stedse saae,
I alt det som jeg rørte paa.

✂

9.

Min Tanke fløy i Himlens Sall,
Foragted denne Jorde-dall,
Min' Ord vaar JEsu Lov og Priis
Og lydte kun af Paradiis,
Min Gierning vaar at giøre Bood,
Og undertrykke Kiød og Blood.

✂

10.

Mig mødte dog saa mange Stød,
Saa tunge Kaars, saa farlig Nød,
Mig snærted daglig Avinds Riis,
Mand stødte mig paa Verdens Iis,
Og efterstræbte, at mand mig
Kuldkaste kunde snedelig.
240

✂

11.

Jeg vaar min Uvens daglig Sang,
Og fandt hans Tungis Knibe-tang,
Min Ven hand gav mig vel en Smiil,
Men hvedsed dog paa Falskheds Piil,
Min Naboe holdt sig fra min Dør,
Hans Huldskab vaar som Siv og Rør.

✂

12.

Jeg daglig vandred udi Toorn,
Dend Stolte stødte mig med Hoorn,
Dend Ringe brugt' en skiden Mund
Og bieffed som en Bonde-hund,
Hvad Hofmod kunde ey med Magt,
Det vilde Armod med Foragt.

✂

13.

Men, GUD, du hialp mig ved din Haand,
Og styrked med din gode Aand,
Jeg blev udi din sande Frygt
Af alle disse uforrykt!
Ach! holdt mig fast der i at staa,
Saa skal de Skyer overgaa.

✂

14.

Mig tiener alle Ting til Gavn,
Naar jeg kun frygter HErrens Navn,
Det onde virker mig til Got,
Til ævig Ære Verdens Spot,
Af Verdens Galde kand jeg faae
En Himmel-flood og Sukker-Aae.
241 Dend Steen mand kaster mig i Vey,
Gaar jeg forbi og agter ey,
Hvert Skalcke-snidd og Snære-garn
Giør GUd til Spindelvæv og Skarn,
Jo meer min Uven giør mig Harm,
Jo meer jeg kryber GUd i Barm.

✂

16.

Dend falske Tungis Slange-snært,
Som daglig slikker Dragens Stiært,
Saa giftig kand ey sammensnoe
Sin Ædder-svøbe, at dend jo
Hudstryge skal sin HErris Ryg,
Naar jeg udi min GUd er tryg.

✂

17.

Hvad Armod, Svaghed, daglig Brøst,
Som GUd mig sender, er min Trøst,
Hand veed hvad best mig tiene kand,
Brød eller Nød, Viin eller Vand,
Jeg faar hvad hand mig gafnligt seer,
Hvad vil jeg da i Verden meer?

✂

18.

Om jeg end ey min Ynske naaer
I samme Time, Dag og Aar,
Som Hiertet daarlig siger till,
Og efter Kiødets Tanke vill,
GUds Himmel-Seyerverk ey staar,
Udi hans Tiid min Tarv jeg faar.
242

✂

19.

Saa frygt din GUD af Hiertens Grund,
O kiere Siæl! lad Haand og Mund
Og Hierte følgis altid ad,
Vær til GUds Gierning altid glad,
Frygt GUd, og viid at Alting maa
Til Salighed dig passe paa!

✂ 
      
              Sonnet
eller
Klinge-riim.
              Saa skal dog alle Ting sig efter dennem føye,

              Som frygte HErrens Navn, ald Verdens Sirkelring

              Og Lykkens Middel-punct, ihvor det gaar omkring.

              Skal, efter HErrens Raad, til deris Haand sig bøye:

              Men Verden Verksted er for Himlens Lykke-ting,

              Som giør vel mangen Bukt og mange sælsom Sving,

              Der synis verkelig for Kiødets stær-blind Øye,

              Og dog en ædel Siæl saa herlig kand fornøye,

              At dend i alle Ting GUds Himmel-haand kand Kende, 

              Til hvilket Hiørne sig end Lykkens Vind vil vende,

              Saa seer dend dog sin GUd, hver Streeg i sit Kompas,

              Og aldrig anker paa det skiøre Lykke-glas,

              Om Skæbnen aldrig vaar saa ankelig og hvas,

              GUd giør dog alle Ting, og giør dem vel tilpas.

              243

✂

Den XVI. Sang
er
Boord-Andagt
eller
En Sang at siunge for Maaltjd,
Under dend Melodie:
Siunge vi af Hiertens Grund, etc.

✂

1.

Hierte Fader, Godheds Rood,
Sundheds Kilde, Livsens Flood,
Af hvis bundløs Naade-veld
Flyder Lykke, Liv og Held,
Spiisemester viis og klog,
Som i Verdens mindste Krog
Holder ævig Opholds Bog.

✂

2.

Fra min første Form og Skik,
Som jeg lønlig af dig fik,
I min Moders Liv og Barm
Blev jeg ved din Naade varm,
Og fik Føde før jeg saae
Frugtbar Sky paa Himlen gaa,
Brødkorn udi Furren staa.

✂

3.

I min spæde Barndoms Stand,
Før min Gumme hafde Tand,
Gav du Melk af Moders Bryst,
Som med kierlig Kys blev kryst,
244 I min Ungdom daglig Brød
Jeg hos Riis og Aue nød.
Tugtens Graad er nu saa sød.

✂

4.

Hvor jeg haver reyst omkring,
Trædt i Verdens Vandre-ring,
Har du Brødet med mig deelt
Nu i halft og nu i heelt,
Jeg ved din Forsynlighed,
I mit loulig Kald og Sved,
Intet hungrigt Maaltid veed.

✂

5.

Du hâr givet Huus og Hiem,
Hiulpet mig i Verden frem,
Og min Hustro yndelig
Som et Viintræ breder sig,
See til Frugten som her staar,
Mine Børn jeg af dig faar
I mit korte Levnets Aar.

NB. Dend som GUD hâr ey velsignet med Børn,
kand siunge dette Vers saaledis:
Du hâr givet Huus og Hiem,
Hiulpet mig i Verden frem,
Saa jeg hâr til min' og mig
Ald min Nødtørft rundelig,
Giv, O GUd! min Siælis Frugt
Maa, dig til en søder Lugt,
Spire frem i Dyd og Tugt.

* 245

✂

6.

Du hâr skienkt mit Kar og Skaal
Til et vel-fornøyed Maal,
At min Fiende ogsaa maa
Harme-brusten see derpaa!
Gid jeg aldrig glemsom er
For det Brød din Haand mig skiær,
Og din Forsyn til mig bær.

✂

7.

Signe ved dit Ord og Aand,
Alt hvad din, den runde Haand
Haver nu paa Borde sat
Af din rige Forraads Skat,
Giv os Styrke ved vor Mad,
Drøyelse leg i vort Fad,
Hver maa blive sund og glad.

✂

8.

Hold ved lige Kirkens Bord,
Sacramentern' og dit Ord,
Til vor Siælis Leve-brød,
Som er sundt i Liv og Død:
Signe Kongen, at hans Land
Rige Madbord blive kand
I lyksalig Trive-stand.

* 246

✂

9.

Giør os af dit Gode mæt,
Hold os i dit Bud og Ræt,
Gid vi, med en kierKg Aand,
Gierne fylder Annis Haand,
Lad os leve i din Fred,
Med en god Samvittighed
Døe i Troen vel bered.

✂

Dend XVII. Sang
er
iligemaader en Bord-andagt
eller
Sang at siunge for Maaltid,
Under dend Melodie:
Naar jeg betænker dend Tiid og Stund, etc.

✂

1.

OGUd, hvor stoor og priselig
Din Naade er at skatte,
Som over Verden strekker sig,
Flux længer end vi fatte!
Hvert Øye maa
Dig vogte paa,
Du seer og med dit Øye
Udi din Arv,
Til allis Tarv
At hielpe og fornøye.

* 247

✂

2.

Du obner din saa runde Haand
Og med din Naade mætter
Alt det som haver Liv og Aand,
Og Føden hver indretter,
Du dryber ned
Med Frugtbarhed,
Ved Regnens Drysle-draaber,
At Skov og Mark,
At Søe og Park
Ny Frugt og Yngel haaber.

✂

3.

Du spiiser os, som paa dig troer,
Vi seer paa dine Hænder,
Vort Brød paa dend Sted ofte groer,
Som vi slet intet kiender!
Du deeler om
Af Havets Vom,
Af Luft, af Søe og Strømme,
Fisk, Fugl, og Fæ
Med Frugt af Træ
Skal Mark og Skov indrømme.

✂

4.

Vi seer nu her sat om paa Bord
De fulde Fad og Skaale,
O Gud, i JEsu Navn og Ord
Velsignels' os tilmaale!
Vi løfte op
Mod Himlens Top

* 248

✂ Vor Haand, med mange Sukke,
Lad ingen Synd
Vort Maaltids Fynd
Med Hierte-sorrig slukke.

✂

5.

Giv os fremdelis, at vi saa
Vort Brød med Ræt adspørge,
Og frem i Dyder daglig gaa,
At du for os vil sørge,
Vi daglig Brød
Indtil vor Død
Foruden Synd kand nyde,
At og vi maa
En Lefning faa,
Dend Fattige at yde.

✂

6.

Saa setter vi os dermed ned
At bruge dine Gaver,
Som du i din Barmhiertighed
Saa kierlig givet haver,
Og bede dig
Med Troens Skrig,
Du selv vor Giest vil være,
Og endelig
I Himmerig
GUds Riigis Brød beskiære.

249

✂

Smaa Børns Hierte-suk
eller
Boord-Læsning
for Maaltid.

Vor Disk og Dug er alt bered,
O GUD, for din Barmhiertighed,
Velsigne disse Gaver saa
At vi kand Legems Styrke faae,
GUD mætte hver som hungrig er,
Og Suk for Brød til Himlen bær,
Giv Fred og Frugt i vore Land,
Velsigne Jorden, Luft og Vand,
Bevar vor Christen Øfrighed,
Giv os vor Næring af vor Sved,
Spiis og vor Siæl med Livsens Brød,
Det JEsus tiente med sin Død. Amen.
250

✂

Dend XVIII. Sang
Er
Boord-Andagt
eller
En Taksigelsis Sang efter Maaltjd,
ogsaa under dend Melodie:
Naar jeg betænker dend Tiid og Stund, etc.

✂

1.

Vort Maaltid vi beslutter nu
Og folder vore Hænder,
At komme dig vor GUd ihu
Med Tak til Jordens Ender,
For Roe og Fred,
For Førlighed
Og dette Maaltids Spiise
Af Luft og Vand,
Af Skov og Land,
Vi dig af Hiertet priise.

✂

2.

O GUd, hvor mangen løber om
Og efter Brødet leder,
Hvis fattig Haand er ofte tom,
Hvor bønlig hand end beder!
Hvor mangen staar
I Verk og Saar
Beklemd og lider ilde,
Og raaber paa
En Bid at faae
Af det vi haanlig spilde!

* 251

✂

3.

O! lad os ey vor Brødkurv hen
Bag Laas og Lukke sette,
Før at dend hungrig JEsu Ven
Sit Stykke faar af dette
Som over er
Af Lefninger,
Til Trøst i Hungers Vaade,
Vort Forraads Tall
Ey mindskis skal,
Men voxe til i Naade.

✂

4.

GUd signe os i JEsu Nafn,
Som vil os daglig mætte,
Vi gaar nu til vort Verk og Gafn
I GUds Frygt at forrette:
Gid i vort Brød
En andens Nød
Og Sved vi aldrig elte
At vort Uskiæl
Dend Armis Siæl
Skal slæt i Taare smelte.

✂

5.

Naar da i Verden intet Brød
Vor Tunge meer vil smage,
Gid da imellem Liv og Død
Vi Livsens Brød maa tage,
Og Troens Haand
Ved HErrens Aand

* 252

✂ I JEsu Saar indstikke,
Ja Livsens Flood,
I JEsu Blood,
Til sidst Far Vel at drikke.

✂ 
      
              Smaa Børns Hierte-suk
eller
Boord-Læsning
efter Maaltid.
              Hav Tak, ô Gud, vor Skabermand,

              For Næring udaf Land og Vand,

              Hav Tak, ô JEsu, for din Død,

              Hav Tak du rette Livsens Brød,

              Tak, hellig Aand, oplius vort Sind

              Og GUD til vore Hierter bind,

              GUD, tænk oppaa os arme smaa

              Som i din Forsyns Øye staa,

              Du veedst hvordan vor Lykk' og Brød

              Skal skiæres for os til vor Død,

              Giv Lykke, Helbred, Liv og Gafn,

              Og Salighed i JEsu Nafn.

              Amen.

              253

✂

Dend XIX. Sang
er
Reyse-Andagt
eller
En Sang for et Menniske
som er paa sin retfærdige Reyse,
Under dend Melodie:
Jeg beder dig min HErr' og GUd,
Lad op din Miskunds Øre etc.

Kand og siungis under efterfølgende Melodie.

✂

254

✂

1.

I JEsu Himmel-søde Navn
Min Reyse jeg begynder,
Fra min saa kiære Hiemmestavn,
Hvor til min Tarv mig skynder,
Jeg signer Hustro, Huns og Hiem,
Og dermed Afskeed tager,
GUd selv skal være hen og frem
Min Fader og Ledsager.

✂

2.

Jeg fik min Vandre-stav i Haand
Da næp et Aar jeg tallte,
Saa snart jeg kom af Svøbe-baand,
Mand slap mig løs og kaldte,

* 255

✂ Ja lokked mig med kierlig Smiil,
Saa jeg sloe løs at gange,
Tre Triin vaar mere end en Miil,
Thi jeg vaar spæ og bange.

✂

3.

Min Barne-kiep jeg siden reed
Og prøved Glutte-dyster,
Jeg loe ad Verdens Herlighed,
Men elsked Barne-lyster,
Dend Vey som laa til Skoole-gang
Besværlig vaar at træde,
Hand faldt mig stundum meget lang,
Og korted mig min Glæde.

✂

4.

Min Ungdom lod mig Porten op
Til Verdens mange Veye;
En viiste mig til ærens Top,
Til Lyst mon andre skeye*
Paa ærens Vey Arbeyde stood
Med møysom Sved i Pande,
Men sminked Lyst med skiden Food
Vred om til mørke Lande.

✂

5.

Dend rette Vey hâr GUd mig kiendt
Fra Ungdom op at løbe,
Endog jeg heller hafde rendt
For Lysters lekre svøbe,

* 256

✂ Og om jeg end af Veyen vred,
Til Lysters Afkrogs Telte,
Saa hialp min GUD, om Foden gleed,
Jeg dog ey gandske velte.

✂

6.

Dend GUd, som hâr ledsaget mig,
Jeg ævig Tak tilskriver,
Hand paa min Reyse visselig
Min Følge-støtte bliver,
At jeg om Dagen kiende maa
Hans Sky og Skyggis Glæde,
Hans Lius og Ild om Natten staa
Mit Reyse-telt at klæde.

✂

7.

Jo flere Aar jeg faar paa Bag,
Jo fleer bekymrings Bylter,
Jo mere voxer Dag fra Dag
Min Sorrigs Tall og Tylter:
Tiit giennem Morgenrødens Dør
Dend gyldne Sool fremtræder,
Naar jeg staar op og færdig giør
Mit Reyse-tøy og Klæder.

✂

8.

Udi min Vogn jeg aldrig mig
Saa snart til Sæde mager,
Jeg mindis jo hvor hastelig
At Tidens Vogn henjager,
Og hvert Minut i Tiden er
En liden Drive-svøbe,
257 Ved hvilcket jeg i ald min Fær
Mit Maal skal snart udløbe.

✂

9.

Om Solen da mig unde vil
Sit blide Skin og Øye,
Og giver Vey og Væirlig til
Mit Øye-meed at føye,
Jeg takker GUd: Dog bliver ey
Saa tryg, at jeg vil vente
At Lykkens Sool, paa Verdens Vey,
Vil jo til Nedgang skrente.

✂

10.

Om Regn og Torden, Storm og Snee
Med hast vil paa mig sette,
Saa næp jeg tør med Øye see
Ud af min Reyse-hætte,
Da tænker jeg, at Verdens Nød
En Synde-sky mon være,
Hvor Soolen JEsus giennembrød,
Hans Navn skee ævig Ære!

✂

11.

Jeg seer saa tiit en Vandringsmand
Paa Veyen mig at møde,
Hvis Kiep er ald hans Stads og Stand,
Som hand sig til kand støde;
En anden bær, med bange Kor,
Sin svage Krop paa Krykke,
Og nogle gaar og græder for
Sin vildsom Vey og Lykke.
258

✂

12.

En faderløs og nøgen Hob,
Som ingensted hâr hiemme,
Mig kommer for med Suk og Raab,
At GUd dem ey vil glemme;
Der læsser een sin Vogn saa fuld
Af Sorg, som hand kand age;
En anden tier med sin Buld
Og vil sig ey beklage!

✂

13.

Jeg seer og andre prægtelig
I Lykkens Vogn at kiøre,
Ved Ærens Tøyel holde sig
I Standen som de føre:
Dog merker jeg, at Vognen skiær
Dybt i for store Helte
Paa Lykkens Bane, hvor der er
En farlig Vey at velte.

✂

14.

Saa holder hver sin Reyse-fær,
Som Himlen det behager,
Vel dend, som takker GUd i sær
For det hand til ham mager!
Naar Døden hâr fira Vognen spendt
I Gravens Orme-stræde,
Da skal det ikke blive kiendt,
Hvo høyst hâr sidt i Sæde.
259

✂

15.

Saa tænker jeg mig om og om,
Mens jeg min Reyse driver,
Og til min Siæls andægtig Dom
Jeg disse Ting opskriver,
Slet intet jeg paa Veyen seer,
Som kand mig jo betiene,
At kiende GUd jo meer og meer,
Og mig fra Verden vænne.

✂

16.

O søde JEsu, Livsens Vey,
Slip mig ey af dit Øye,
Men lad dit Kors og Kontrafey
Paa rætte Vey mig bøye,
Paa Korsens Vey at jeg ey skal
Dit søde Aag henkaste,
Og hen til Lysters Døde-dall
Blant syndig Sælskab haste.

✂

17.

Vær med mig, hvor jeg vandrer hen,
Med dine Engle-skare,
At jeg maa komme glad igien
Til Huus og Hiem at vare,
Giv Naade, Lykke, Salighed
Til det jeg skal forrette,
Min Uvens Raad, min Haders Meed
Du selv tilbagesette.
260

✂

18.

Naar da min Siælis Reyse-vogn,
Mit Legem, Aflægs bliver,
Og i de Dødis Orme-sogn
Mand mig et Beenhuus giver,
Lad da min Siæl, O JEsu, foort
Opvandre til dit Sæde,
Indtil min Krop fra Dødsens Poort
Skal reyse op til Glæde.

✂ 
      
              Hierte-Suk.
              En fattig Pillegriim jeg er,

              Som Adams Synde-palter bær!

              Fra først jeg fik min Vandre-stav,

              Faa Triin kun fra min Føde-grav,

              Du lille Barn, du Jesu veed

              Hvor tiit min spæde Food hand gleed.

              Jeg hâr udi min Ungdoms Tiid

              Giort Reyse-pladsen skiøn og viid,

              Og meent, at Verdens Reyse klodd

              Dend hafde ingen Stød og Odd,

              Jeg tænkte tiit at Hunning flød,

              Hvor Veyen grønnist faldt og blød,

              Da dog dend slibrig vaar og slem

               I Henge-dynd at træde frem,

              Dog slap jeg vel, og gik forbi

              Ved JEsu Gienveys trygge Sti.

              261
              Endnu jeg vandrer daglig Dag,

              Alt som det er min GUds Behag,

              Og søger Lykken hvor jeg kand

              At nære mig udi min Stand!

              Gid jeg fra Syndens Veye maa

              I JEsu Foodspoor daglig gaa,

              Og fra Ulykkis Vaade-fald

              Bevaris i mit loulig Kald,

              O JEsu, lad din Engle-hær

              Mig altid blive huld og nær,

              Gid Alting vel i Haande gaar,

              Indtil mit Reyse-pas jeg faar

              Herfra til Himlens Hiem og Boo,

              Saa hår jeg naat min Reyse-roo!

✂

Dend XX. Sang.
For Søefarende.
Under dend Melodie:
Beklage af ald min Sinde, etc.

✂

1.

O store GUd og HErre,
Som Himmel, Jord og Land
Aldmægtig kand regiere,
Ja Havets grumme Vand,
Vi paa dit Ord
Os nu til Søes begive,
Vort Verk og Værv at drive
Og gaar fra Land og Jord.
262

✂

2.

Vort Seyl vi nu ophidse
For Vindens Puste-kast,
GUd! hielp det selv at tridse
Og holt derved saa fast,
At Storm og Stød
Og grumme Sky-kast ikke
Skal os til Graven skikke
I Havets vaade Skiød.

✂

3.

Du veedst vor Skibe-planke
Er næp tre Fingre breed,
Som Havets Bølger banke
Med Vold og Fyrighed:
Saa lit og er
Imellem Dødsens Hule
Og os, om Stormens Kule
Med Magt igiennemskiær.

✂

4.

Dend første Seyle-snekke,
Som i Syndfloden flød,
Du vilde selv tildekke,
Der Synd og Vand sig skiød
Med Grumhed ud
Oppaa dend beged Kiiste,
Da Noah laa og priiste
Din Naade, Hierte Gud.
263

✂

5.

Du haver og af Naade
Ført dine fordum vel
Igiennem Havets Vaade,
Og reddet deris Siæl!
Det røde Hav
Med Vand i Vand du mured,
At Pharao blev lured
Udi dend slibrig Grav.

✂

6.

De som endnu skal fare
Ud paa de dybe Vand,
Befinder obenbare,
At tusind Ting i Strand
De Vidne bær,
At din' aldmægtig Hænder
Alt Havet overspender,
Og hersker ene der.

✂

7.

Du kandst med Fingren true
Dend kaade bruse-søe,
Og Bølgers Stolthed kue,
Som skryde grumt og giøe;
Du kand saa snart
En Blik af Stormen giøre,
Og af en Blik opføre
En Storm med hastig Fart.
264

✂

8.

O GUd! du seer vi ere
En liden Flyde-flok,
Lad Bølgens Huus os bære,
Og lad din Engle-skok
Os stedse fri
Fra Luftens Fyrstis Fare,
Fra Leviathans Snare,
I Havets farlig Sti.

✂

9.

Lad Væk og Vind os føye,
Lad Lykken i vort Seyl
Og til vor Gierning bøye,
O GUd! slae os ey feyl
Men hielp os frem,
At vi med Tak og Glæde
Paa Lande-jorden træde
Og kommer til vort Hiem.

✂

10.

Gid og vi kunde lære
At vore Dage far,
Som Skib der seylend' ere
I Havets Bølge-glar,
Vi mod vor Død
Os daglig kanel berede,
Indtil GUd vil os lede
I Himlens Havn og Skiød.
265

✂ 
      Hierte-Suk.
              Naar jeg, O GUd paa Havet er

              Og Bølge-ryggen giennemskiær,

              Da kand jeg mig erindre,

              At i mig selv der er et Hav

              Ræt ved min dybe Hierte-grav

              Hvor sterke Storme tindre

              Og tunder om ved Dag og Nat,

              Endog en Stang der for er sat,

              Saa hver dog ikke kiender,

              Hvordan det ulmer i min Barm,

              Hvordan det pebler, naar jeg varm

              Af Harm og Vrede brender,

              Hvordan Bekymrings Storme gaae

              I mine Aarers lønlig Vraa,

              Hvor Frygt udi mig velter,

              Hvor Blodet rutter om min Aand,

              Hvor Pulsen pikker ved min Haand,

              Til Hiertet nesten smelter!

              Da seer jeg salte Taare-vand

              Igiennem Øyet trilde kand,

              At viise mig dend Kilde,

              Som i mit Bryst sin Udspring hâr,

              Hvor salt dend er, hvor suur og baêr,

              Og hvor dend smager ilde!

              Da sukker jeg: O JEsu! giv

              At Havet ikke skal mit Liv

              Med Vold og Grumhed stekke:
266
              Men skal jeg qvælis i en Søe,

              Da, søde JEsu, lad mig døe

              I Øynis Boode-bekke. 

              AMEN.
✂ 
      
Alt det som haver Aande love

HERREN.

267

✂

Register
over Sangene, og Hierte-sukke effter
Bogstavernis Begyndelse.

Ach! HErre see min Hierte-vee .................... 38
Ach! Hvi kand jeg aldrig lukke..................... 117
Ach JEsu mit Hierte har vanked ................... 94
Ach! min JEsu! ach! jeg er død.................... 36
Ach! min JEsu jeg maa klage ....................... 21
Aldrig er jeg uden Vaade.......................... 46
Blant alle Ting i Verden her....................... 127
En Fattig Pillegrim jeg er ......................... 164
Fald ned, fald paa dit Ansigt ned................... 57
Far, Verden, far vel, jeg keedis..................... 86
Hav Tack, ò Gud, vor Skabermand ................. 151
HErre Gud mit Hiertis Glæde ..................... 97
Hierte Fader, Godheds Rood ...................... 136
Hierte JEsu, hvad for Prøve skal ................... 73
Himmelsøde Gud og Fader ....................... 69
Hvor ofte sukker jeg, fordi......................... 125
Hvorfor, mit Hierte, klemmis du ................... 108
I JEsu Himmel-søde Navn ........................ 156
Kom, Siæl, og lad os græde........................ 12
Med Blusel, Graad og Klage....................... 48
Min Siæl, hvor er dog dend, som dig ............... 81
Naar jeg, O Gud! mit Synde-dyb .................. 55
Naar jeg, O Gud! paa Havet er .................... 171

268

O Gud, hvor stor og prjselig....................... 141
O JEsu! paa din Alter-food........................ 75
Op! op med Himmelstemme....................... 1
O store Gud og HErre............................ 166
Saa skal dog alle Ting sig ......................... 134
Søde JEsu, Siælens Læge.......................... 65
Søde Siæl, hvi vilt du komme...................... 104
Sorrig og Elendighed, Suk og salte ................. 23
Sorrig og Glæde de vandre ........................ 121
Steenig Hierte, gid du kunde ...................... 11
Tack, JEsu, Siælens Hyrde good ................... 79
Til HErrens Bord, I JEsu Navn.................... 71
Vor Disk og Dug er alt bereed..................... 145
Vort Maaltjd vi beslutter nu ....................... 147

✂ Læseren ombedis at hand efterskrefne
Vildelser, som udi Trykken ere forfaldne,
dog kund udi nogle Exemplarier ere blefne
staaende, velvilligen vilde saaledis
rette.

✂ Pag. 17. lin. 15. læß opskruet, for opskrevet,
28. l. 8. læß hvor usel, for hvad usel.
51. l. 2. læß mig kliinde, for, min kliinde.
54. l. 10. læß fuldt, for fuld.
121. l. 2. læß sin Skæbne, for sit Skæbne.

269

✂

270

✂

Dend første Sang.

✂ Op, op med Himmel-Stemme.

✂

* 271

✂

Dend anden Sang.

✂ Kom Siæl, og lad os græde,

✂

* 272

✂

Dend tredie Sang.

✂ Sorrig og Elendighed.

✂

* 273

✂

Dend fierde Sang.

✂ Ach! HErre see min Hierte-Vee.

✂

✂ Dend V. og VI. Sang siungis under bekiendte Kirke-Melodier.

* 274

✂

Dend VII og XII. Sang.
Siungis med denne Melodie.
VII. Himmel-søde Gud og Fader
XII. HErre Gud mit Hiertis Glæde

✂

✂ Den VIII oc IX Sang siungis under bekiendte Kirke-Melodier.

* 275

✂

Dend X. Sang.

✂ Tack, JEsu, Siælens Hyrde good.

✂

* 276

✂

Dend XI. Sang.

✂ Far, Verden, Far vel, etc.

✂

✂ Dend XII Sang siunges som den VII Sang.
Dend XIII Sang efter en bekiendte Kircke-Melodie.

* 277

✂

Dend XIV. Sang.

✂ Sor-rig og Glæde de vandre til Haabe,
Med-gang og Modgang hin anden anraabe,

✂

✂ Dend XV. XVI. XVII. XVIII. XIX. og XX Sang siungis
alle under bekiendte Kircke- Melodier.

* 278

✂

Danielis Paulli
Advarsel
til den Kiøbende.

✂ Eftersom mand sig paa andre Stæder hafver under
staaet den Første Part udaf dette Siunge-Koor
at eftertrøcke, men meget falskeligen, da ville Kiøberen sig
for saadanne onde og falske Eftertrøcke tage vare, og ikke
kiende nogen anden for rette Exemplarier, saa vel af den
første som og den anden Part, uden dennem alleneste,
hvilcke med en rød og sort Titul ere trøckte, og paa hvilcke
Danielis Paulli Navn findis, og endeligen at for hver Part en
sær Kaaber-Titul staar forretrøckt. Hvad de, som samme
eftertrøckte Exemplaria her i disse Kongeriger forhandler,
sig for Straf at hafve forvente, kand de udaf Hans Kongl.
Majest. allernaadigste meddeelte Privilegio, som foran er
trøckt, eftersee, og sig for Skade at tage vare.

Kingo, Thomas Aandelig Siunge-Koor, Anden Part, 1.Udgave 1681

APPROBATIO.

Dend Stoormægtigste Høybaarne Dronning CHARLOTTA AMELIA

Allernaadigste Dronning

Den Vel-ærværdige, Hederlige og Høy-lærde Mand Mag. Thomas Kingo Superintendent ofver Fyens Stift til Ære

In Chorum sacrum THOMÆ KINGO Episcopi Fyonensis.

Redivivo Bichorali NEHEMIÆ: C 12. v. 31. 40. Clarißimo & Nobilißimo Summéq; Venerabili DNO. D. M. THOMÆ KINGO &c. Sanctum DEI CHORUM ya/l/jcug nol vftvois xal d?ådlg nvev/taTixals éavrolg haklv iterum atq; iterum jubenti, afflatum Divinæ Auræ æternum.

A ___ _ Register ofver disse aandelige Sange oc Hierte-Sukke efter Ordenen.

Erindring til de Music-elskende.

A. ___ _.Aandelige Siunge-koors Anden Part Dend første Sang. Andægtigheds Opmuntring. Kand og siungis under dend bekiendte Melodie: Jeg vil din Priis udsiunge.

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

Hierte-SukomHiertelig Andagt.

Dend II. Sang.Er en Bekiendelses og Bedrings-Psalme,hvorudi Synderen bekiender, at Lowen er hans Tugtemestere til Christum. Gal. III. 24. Kand og siungis under dend bekiendteKircke-Melodie.Jeg raaber fast O HErre! af dybsteNød til dig.

1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20.

Hierte-Suk