Kingo, Thomas Op! op med Himmelstemme

A. ___ _. Aandelige Siunge-koors Anden Part Dend første Sang. Andægtigheds Opmuntring. Kand og siungis under dend bekiendte Melodie: Jeg vil din Priis udsiunge.

1.

Op, op med Himmel-stemme
Mit Hierte, Siæl og Sind,
Lad Verdens Sorg betemme,
Slae dend i Veir og Vind!
Op i GUds Aand og Kraft,
Op Harpe, op min Psalme
Op giennem Kiødets-qvalme
Og Blodets dorske Saft.

2.

O GUD ! du veedst jeg vilde
Om end jeg ikke kand
Af Himlens rene Kilde
Opfylde Hiertets Spand
Med Naaders Floode-maal,

* 158

Hvis grunde-løse Strømme
Afgrunden ey kand tømme,
Ey Hafsens hule Skaal.

3.

Mens, O min GUD! du kiender,
Jeg hâr et bruddet Kar,
Hvor Naaden giennemrender,
Før jeg det bliver var,
Du JEsu, O du seer
Min ankelig Formue,
Hvor lit jeg og mon due
Til got i dette Leer.

4.

Jeg hiertelig bejamrer,
At Satan er saa snild,
Som mig mit Hierte hamrer
Tiit ved en syndig Ild,
At jeg med Andagt ey
Min Aand til GUD opløfter,
Men mig i Jorden grøfter,
Langs ned ad Dødsens Vey.

5.

Nu holder mig tilbage
En vellyst-maded Krog,
Som Satan veed at drage
For Dødsens Brod og Aag:
Nu staar jeg tanke-fuld
Med Verden i mit Øye,
Og tæncker, hendis Fløye
Er af bestandigt Guld.
159

6.

Nu er mit Hierte tynged
Af mange Sørge-lod,
Bekymring om det slynged
Med Tankers Pine-brod!
Min listig Avindsmand
Med Uro kand forvolde,
At jeg mig nep kand holde
I ret andægtig Stand.

7.

Nu trænger Korsens Byrde
Og knuger Sindet ned,
Og vil min Andagt myrde
Med stor Urolighed:
Min Andagt over alt
Maa giennem Spißrod løbe
Og Korsens torned Svøbe,
Som tiit giør Blodet kalt.

8.

Nu hindris jeg af Venner,
Og ofte med dem gaar
Did hvor mand Verden tiener
Og GUD bag Dørren staar;
Mit Hierte flyver frem
Hvor Lyste-druer drybe,
Men neppist kan det krybe
Til GUds Jerusalem.
160

9.

Thi beder jeg og sukker,
Du med din kraftig Aand,
O GUD! mit Hiert' oplukker
Og løsner Tungens Baand:
Løft, JEsu! Siælen op,
At dend paa Troens Vinger
Med Andagt sig opsvinger
Til Himlens Telt og Top.

10.

Slae paa mit Hiertis Klippe,
At det i Strømme-vand
Ald Verden ud kand slippe,
Og Himlen giemme kand.
Tag saa dit Huus og Boo
O søde GUD! der inde
Og lad mig Andagt finde
Til Siælens Trøst og Roo.

11.

Om Hiertet end bedrøvis
Og finder Brudd og Baand,
Mens det paa Korset prøvis,
O JEsu! i din Haand,
Du dog saa nændsom er,
At du min Andagts Vinger,
Med din dend Prøve-finger
Flux op mod Himlen bær.
161

12.

Om Tornen end vil rive
Mit Hiertis lønlig Vraa
Og skiære, som med Knive
Mit Sind hvor jeg mon gaa,
Din Torne-krone mig
Dog Trøst og Taal indgiver,
At Syndsens Torn ey bliver
Min Siæl ulidelig.

13.

Saa vil jeg mig da sætte
I Andagts Fiære-ham.
Du, JEsu mig skal lette
Fra Jordens Lyste-kram,
At jeg, ved Aandens Sving
Kand giennem Skyen bryde,
Og for GUds Throne yde
Mit Hiertis skiulte ting.

14.

Imidlertiid da hvile
Ald Verdens Tanke-tøy,
Mens jeg til GUD kand ile,
Til Himlens Hald og Høy:
Viig af ald Lyst og Synd,
Som mig fra Himlen rykker
Og snedelig nedtrykker
I Verdens Henge-dynd.
162

15.

Bort Avind, Had og Vrede,
Bort alt det hindre kand,
Vær, JEsu! flux tikede
Med Andagts Blus og Brand,
Bort Lyst, jeg agter hiem
Til Himlen med min Tanke
O GUD! lad dend ey vanke
Men hielp dend naadig frem.

16.

Saa skal jeg da udgyde
Mit Hierte for din Stool
Min Øyne-strøm skal flyde
For dig ald Naadis Sool,
Indtil min Andagt maa
Sig stille for dit Sæde,
Til Trøst og Himmel-glæde
I Liv og Død at faa.
163