Kingo, Thomas Blusser op og værer glade [2]

Dend anden Aften-Sang. (Melodien findis paa dend 20. og 21. Side.)

1.

Blusser op og værer glade
Livsens Aarer fuld' af Blood
Hvor udi min Aand mon vade
Som en Purpur-farfvet Flood!
O du dyre-kiøbte Siæl
Bliv ey stum som Asen-træl,
Lad dit Hierte, Mund og Tunge
HErrens Lov og Ære siunge.

2.

Thi saa vjt som Himlens Bue
Skyder sig om Jordens Bold,
Er GUds store Magt at skue
Og hans Ære mangefold,
Ingen Sool til Hvile gaar,
At vi Mennisker jo faar
Aarsag os til GUD at vende
Før vi Aften-Liuset tende.

3.

Jeg maa selv, O GUD, bekiende,
Endog jeg en Synder er,
Du har haft saa stoort et Nænde
Over mig, endog jeg bær
Synds Spedalskhed i min Barm,
Saa har dog din Naadis Arm
Ikke vildet mig nedkaste
Blant de Mørkheds-lenked Gaste.
317

4.

Ach! Hvor mange, mange Dage
Har du til mit Levnet lagt,
Som jeg nu maa vel beklage
At jeg ey har haft i agt!
Ach! hvor tjt har Solen rendt
Og Guds Merker paa mig brendt,
Til hans Naadis Tjd at bruge
Før mig Døden skuld' afluge.

5.

Denne Dag, som nu vil qvælde,
Har og Tusind Tegn opsat
Paa din Naade, Magt og Velde,
Som jeg usle Orme-skrat,
Har i mange maader seet,
At du har mod mig beteet,
Jeg med Sundhed, Fred og Glæde
Kand nu af mit Arbeyd træde.

6.

Ach! min GUd jeg vil dog ikke
Til min Sove-sted hengaa,
Før den Synd, som mig mon stikke
I min Barm, sin Død kand faa,
Jeg bekiender at jeg dig
Denne Dag og jdelig
Har til Hefn og Harm opærred,
Og mit Levnet fast forværred.

* 318

7.

HERRE, om du vilde trætte,
Og med mig i Rætte gaa,
Skue alle Synde-plætte,
Store Synde-feyl og smaa,
Jeg med ævig Spot og Skam
Blev da Satans Deel og Nam,
Jeg i Helved skulde synke
Og mig ingen skulde ynke.

8.

Men, O GUd, vend dog dit Øye
Til din Søns Døds Kraft og Fynd,
Tænk dog hvad hand maatte døye
For min purpur-blodig Synd!
Hand tog paa min Skam og Skyld
Og min Jammers Pjne-Byld,
Derfor vil jeg Synden hade,
Og med Graad hans Smerter bade.

9.

Lad din' Engle mig bevaage,
Naar jeg mig skal legge ned
Udi Nattens blanded Taage
Og jeg af mig selv ey veed,
Lad min Siæl da holde Vagt
Mens min Krop sig hviler sagt,
Lad din Engle mig omringe
Og hin sterke Dievel tvinge.

* 319

10.

Giv, O GUD, jeg aldrig glemmer,
At jeg Arme bleven er
En udaf din Kirkis Lemmer,
Som dit Kiendemercke bær!
Gid din Kirke hos os staar
Som en vandet Urtegaard,
Lad Vildbassen ey omroode
Det du har begyndt at poode.

11.

Giør vor Kongis Arve-Sæde
Høyt i Seyer, Ær' og Agt,
Lad alt Kongens Huuß optræde
Til jo størr' og større Magt!
Lær du selv hans høye Raad
Hvad der er den beste Daad,
Til din Ære at forfremme,
Og hans Fiender at beskiemme.

12.

Lad din Fred og Leyde blive
Laasz og Lukke for vort Land,
Lad Ulykke overdrive,
Knuus du Satans Løve-tand,
Lad en hver i Fred og Roo
Under dine Vinger boo!
GUD beskierme og beskytte
Thronen, med den mindste Hytte.

* 320

13.

Her paa vil jeg mig nedlegge,
JEsu, du skalt med mig gaa,
Inden for mit Hiertis Vegge
Du din Hvilested skalt faa!
Verdens Omhu, Lyst og Nød
Vige bort og blive død!
Jeg vil hos min JEsum blunde
Fra ald Verdens Bulder-stunde.

14.

JEsus skal mig og opvække
Til min Gierning glad og sund
Og sin Haand fremdeelis rekke
Til den næste Morgen-stund!
Og naar Døden træder til
At hand mig omfælde vil,
JEsus skal min Grav da lukke
For ald Verdens Sorg og Sukke.
321