↩
Dend Fierde Kong Davids
For din miskundheds skyld, ey for min Værdighed,
For din Barmhiertighed, som saa utallig er,
Reent udslæt
Hver Synde-plæt
Som jeg i Kiødet bær.
(Jeg veed at i mit Kiød er Syndsens Arpe-dynd,)
Prøv her din Farve-Kunst! og giør min Kiortel hvid
Skiær og reen,
Af Skarn og Meen,
I ald min Livis Tiid.
* 348
Til fulde kiender nu, saa det i Hiertet skiær,
Min Synd dend Dag og Nat ræt for mit Ansigt staar,
Siger mig,
At visselig
GUds Straf hos Synden gaar.
Og giort det Onde i din' Øyne aabenbar,
Din Tale derfor mod min Synd rætfærdig er,
Og din Dom
Ey fældis om,
Som Reenheds Merke bær.
Er af min Moder fød, hvis Føde-tiid var haard,
Ja der min Moder mig først varmed i sit Liv,
Var den Lyst
Ey uden Bryst
Med syndig Tiids fordriv.
Der er som Nyre-lukt, og ingen Mand af veed,
*
Jeg troer jeg bliver reen og ald min Fuulhed qvit,
Toe mig, saa bliver jeg langt hvidere end Snee,
Thi jeg grandt
Meßiæ Pandt
Hans Blood og Død kand see.
Udi dit Ordis Kraft og Evangeli Lyd,
At mine Been og Marv, som du med Løve-tand
Knasker smaa
Som Avn og Straa,
Af Fryd omspringe kand.
Skiul du dit Ansigt, og agt det aldeelis ey,
Hvad jeg med Hiert' og Haand har for dig giort Uræt,
Slæt det ud,
Onaadig GUD!
Udaf dit Regne-Bræt.
* 350
Som af sin Skyld og Blood i dig er toet klart,
Udi mit Bryst og Liv en rætter Aand forny,
At jeg kand,
Som en Guds Mand,
Her efter Synden fly.
(Bliv aldrig for min Synd saa saare harm og vred)
Tag ey, O Naadens GUd, din værdig Hellig Aand
Fra mig bort,
Thi da vel kort
Fik Satan Overhaand.
Udaf din Salighed, udi min Siæle-Brøst,
Med en frjvillig Aand ophold mig allenstund
At jeg giør,
Det som mig bør,
Med Hierte, Haand og Mund.
At Overtrædere paa dine Veye gaa,
*
O GUD min Salighed! og fra en Hierte-byld,
Og din Retfærdighed, din Gunst og Sandheds Ord
Tusindtal
Min Tunge skal
Berømme her paa Jord.
(Thi ellers i din Lov er jeg saa død som før)
Saa skal jeg viit og bredt (alt efter Engle-viis)
Med min Mund
Af Hiertens Grund
Kundgiøre HERrens Priis.
Og dig befalder ey Brend-Offers hellig Smøg,
Thi jeg vel ellers gav dig tusind Lam og Faar,
Offer nok
Af Øxenflok,
Som jeg saa vel formaar.
* 352
En sønderknused Aand, som Sorg for Synden bær,
Et Hierte som for Synd er angerknused smaa,
For hans Magt
Er ey foragt,
Det maa vi lide paa.
Alt efter din Behag, og søg din Kirkis Fred,
Byg Murene udi Jerusalem, og bliv
Selv en Muur,
At Fiende-Lur
Forgævis ypper kiv.
Udi Rætfærdighed frembæris tusindtal,
De rætte Ofringer, og Læbers Kalve med
Legger mand,
Med good Forstand,
Da paa dit Alter-sted.
* 353
Dend Fierde Kong Davids
Poenitendse-Psalme.
(Melodien findis paa dend 24. og 25. Side.)
1.
GUD vær mig naadig, og tilgiv min Synd saa leed,For din miskundheds skyld, ey for min Værdighed,
For din Barmhiertighed, som saa utallig er,
Reent udslæt
Hver Synde-plæt
Som jeg i Kiødet bær.
2.
Toe mig og vask mig vel og meget af min Synd,(Jeg veed at i mit Kiød er Syndsens Arpe-dynd,)
Prøv her din Farve-Kunst! og giør min Kiortel hvid
Skiær og reen,
Af Skarn og Meen,
I ald min Livis Tiid.
* 348
3.
Thi jeg min Ondskab og min' OvertrædelserTil fulde kiender nu, saa det i Hiertet skiær,
Min Synd dend Dag og Nat ræt for mit Ansigt staar,
Siger mig,
At visselig
GUds Straf hos Synden gaar.
4.
For dig min GUd, for dig jeg eene synded har,Og giort det Onde i din' Øyne aabenbar,
Din Tale derfor mod min Synd rætfærdig er,
Og din Dom
Ey fældis om,
Som Reenheds Merke bær.
5.
See, GUD og tænk, at jeg ey uden Ondskabs SaarEr af min Moder fød, hvis Føde-tiid var haard,
Ja der min Moder mig først varmed i sit Liv,
Var den Lyst
Ey uden Bryst
Med syndig Tiids fordriv.
6.
See, du har dog din Lyst i Sandheds skiulte LeedDer er som Nyre-lukt, og ingen Mand af veed,
*
✂
349
Dit Evangelium mig Trøst i Løndom bær,
Jeg skal faa
God Viißdom paa
Den Ting nu tillukt er.
7.
Afløs mig derfor kun med Isop-Kosten tiit,Jeg troer jeg bliver reen og ald min Fuulhed qvit,
Toe mig, saa bliver jeg langt hvidere end Snee,
Thi jeg grandt
Meßiæ Pandt
Hans Blood og Død kand see.
8.
Ach lad mig høre da stoor Lyst og Siæle-Fryd,Udi dit Ordis Kraft og Evangeli Lyd,
At mine Been og Marv, som du med Løve-tand
Knasker smaa
Som Avn og Straa,
Af Fryd omspringe kand.
9.
For mine Synder og min vilde snuble-VeySkiul du dit Ansigt, og agt det aldeelis ey,
Hvad jeg med Hiert' og Haand har for dig giort Uræt,
Slæt det ud,
Onaadig GUD!
Udaf dit Regne-Bræt.
* 350
10.
Skab mig et Hierte reent og puurt fra Syndsens Art,Som af sin Skyld og Blood i dig er toet klart,
Udi mit Bryst og Liv en rætter Aand forny,
At jeg kand,
Som en Guds Mand,
Her efter Synden fly.
11.
Forkast mig ikke fra dit Ansigts Salighed,(Bliv aldrig for min Synd saa saare harm og vred)
Tag ey, O Naadens GUd, din værdig Hellig Aand
Fra mig bort,
Thi da vel kort
Fik Satan Overhaand.
12.
Giv mig, O GUD, igien din overflødig TrøstUdaf din Salighed, udi min Siæle-Brøst,
Med en frjvillig Aand ophold mig allenstund
At jeg giør,
Det som mig bør,
Med Hierte, Haand og Mund.
13.
Da vil jeg udi mit Exempel lære saaeAt Overtrædere paa dine Veye gaa,
*
✂
351
Ja Syndere, som end GUds Frygt ey sandse ræt,
Skal til dig
Omvende sig,
Og Synden hade slet.
14.
Udfrj mig ogsaa fra den dyre Bloodeskyld,O GUD min Salighed! og fra en Hierte-byld,
Og din Retfærdighed, din Gunst og Sandheds Ord
Tusindtal
Min Tunge skal
Berømme her paa Jord.
15.
Oplad, O HErre, selv min Mund og Læbers Dør,(Thi ellers i din Lov er jeg saa død som før)
Saa skal jeg viit og bredt (alt efter Engle-viis)
Med min Mund
Af Hiertens Grund
Kundgiøre HERrens Priis.
16.
Thi du har ingen Lyst til feede Offers Røg,Og dig befalder ey Brend-Offers hellig Smøg,
Thi jeg vel ellers gav dig tusind Lam og Faar,
Offer nok
Af Øxenflok,
Som jeg saa vel formaar.
* 352
17.
Men jeg langt bedre veed, at HERrens OflFer erEn sønderknused Aand, som Sorg for Synden bær,
Et Hierte som for Synd er angerknused smaa,
For hans Magt
Er ey foragt,
Det maa vi lide paa.
18.
Giør vel mod Zion og imod din MeenighedAlt efter din Behag, og søg din Kirkis Fred,
Byg Murene udi Jerusalem, og bliv
Selv en Muur,
At Fiende-Lur
Forgævis ypper kiv.
19.
Da skalt du have Lyst til Offer, som der skalUdi Rætfærdighed frembæris tusindtal,
De rætte Ofringer, og Læbers Kalve med
Legger mand,
Med good Forstand,
Da paa dit Alter-sted.
* 353