Kingo, Thomas Aandelig Siunge-Kor, Første Part, 4. Udgave 1684

279 280

        

281 282

Kongelige Naadigste Frjhed.

Wi Christian dend Femte, af Guds Naade, Konge til Dan
mark og Norge, de Wenders oc Goters, Hertug udi Schleßwig,
Holsten, Stormarn og Dytmersken, Grefve udi Oldenborg og Delrnen
horst, Giører alle vitterligt, at eftersom Mag. Thomas Kingo, Sogne
præst i vor Kiøbstæd Slangerup, her i vort Land Sieland, sig haver fore
taget en Bog, kaldis Aandelige Siunge-Koors første Part, paa Dansk at
forfærdige. Da haver vi efter hans allerunderdanigste Ansøgning og Be
giering allernaadigst bevilget og tillat, saa og her med bevilger og tillader,
at hand paa sin egen Bekostning samme Bog alleene paa Danske maa
lade oplegge og trykke, dog at med des revision efter voris Elskelige
kiere Her Faders Sl. og høyloflig Ihukommelse den 6. May Anno 1667.
udgangne Forordning vorder forholdet, saa og at den rigtig og correct
trykkis, og skal ingen anden end fornefnte Mag. Thomas Kingo og hans
Arvinger sig maa tilfordriste udi 20. Aars Tjd fra dette voris Brefs dato
at beregne, bemeldte Bog, enten udi en eller anden slags Format, større
eller mindre Stiil, paa bemeldte Danske Sprog at eftertrykke, eller efter
trykke lade, ey heller andensteds fra trygt her udi vore Riger og Lande
at indføris eller distraheris: Og dersom nogen sig understaar her imod
at giøre, og med andre Exemplarier af forskrefne Bog antreffis, end de
som med bemeldte Mag. Thomas Kingos Naun og Merke findis paa
tegned, skal dend eller de, som i saa maade betrædis, første gang have
forbrudt alle de Exemplarier de have med at fare, og der foruden give til
Straf til næste Hospital Fire Rixdlr. Befindis nogen i saadan Forseelse
anden gang, straffis dobbelt, mens skeer det tredie gang, straffis som voris
Mandaters modvillige Overtrædere. Forbiudendis alle og en hver her
imod eftersom forskrefvet staar at hindre, eller udi nogen maade Forfang
at giøre, under vor Hyllist og Naade. Givet paa vort Slot Kiøbenhavn
den 21. Octobr. Anno 1673.

Under Vort Zignet
Christian. L. S
.

*
283 284

Samtykke til Trykken.

Saasom jeg med største Sindets og Aandens Glæde haver læst disse
14. Geist-rjge og deylige Morgen- og Aften-Sange, sampt de 7.
Kong Davids fortreflige Poenitendses Psalmer, vel og arteligen udsatte
af vons berømmeligste Danske Skialdrer, og Guds Huses frugt-bringend
Tiener, Mag. Thoma Kingo: Saa eragter jeg dennem og meget værdige
ved Trykken offentligen at udgivis til de hos os værende Christnes
allmindelige Brug, at de der ved kunde opvækkes og opmuntres til en
ret Christelig Andagtes gudelige Øfvelse; Fornæmmelig i disse sidste
Verdens Tjder, da Guds sande Frygt hos de fleeste, dißverr! alt for
meget er forkølned, og det noksom er at befrygte, at ved vor Frelseris
Christi sidste og ærefulde Tilkomst, den rette og saliggiørende Troe
næppelig skal være at finde paa Jorden. Til hvilken høyfornødene og
ynskeligste Virkning iblant os, Gud self forlæne sin gode Hellig Aands,
uden hvilken vi intet Got formaae, kraftige Naade, Hielp og Bistand,
for Christi skyld, Amen.

Johan Wandal D.

285
286

Dend Stormægtigste, Høybaarne Monark og Ene-Volds Herre CHRISTIAN dend Femte

Konge til Danmark og Norge, de Wenders og Goters,
Hertug udi Schleßwig, Holstein, Stormarn og Dytmer
sken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, etc.
Min allernaadigste Herre og Konge, Ynsker jeg, med
det Ny Aar, alle Himmelens Velsignelser at være og
vorde fornyede, til et langt Liv, lyksaligt Regimente,
Seyer og Salighed ævindelig, af GUd Fader, ved vor
Frelsere og eeniste Saliggiørere JESUM Christum.

Allernaadigste Herre og Konge

Jeg fordrister mig til udi dybeste Underdanighed, at sætte
Eders Majest. store Navn for udi dette ringe Skrift, og
det dermed udi Eders Kongelige Hænder at overgive; Ikke
som en dyrebar Verdens Gave, der saa stoor en Monark kand
anstaa; Men som en ringe Nyt-Aars Gave, eller en liden
Gudfryctigheds Gave, om hvilken jeg har giort mig selv den
underdanigste Tillid, at jeg med tilbørlig Ydmyghed tør
frembære dend, baade til Guds Altere og til Eders Kongelige
Throne: I Forhaabning, at dend hverken af GUD eller Eders
Kongl. Mayest. skal vorde forsmaad. Mit Forsæt, med dette
mit Aandelige Siunge-koors første Part, haver alleeniste været
dette: At jeg, GUd til Ære, og mine Med-Christne til Op
byggelse, kunde give dem Anledning udi Morgen- og Aften-
287 Sange at ihukomme de særdeelis Sukke, som de ikke alleene
for sig self, men ogsaa for GUds Kirkis og vor reene Evange
liske Lærdoms Floor og Fremgang, saavelsom for Eders Kon
gelige Mayest. Arve-Husis Lyksalighed og det gemeene bestis
Fremtarv ere skyldige at udøse; Hvilke særdeelis Stykker
aldeelis ikke udi nogen Bede-Psalmer bør udelukkis. Maa det
behage Eders Kongelige Majest. som tilforne i saa stoor
Naade haver optaged nogle faa af mine forige Rim-Skrifter,
at vende fremdeelis et naadigt Øye til dette mit ringe Ar
beyde, skal jeg der ved opegges at anvende ald muelig Fljd,
til ikke alleene dend anden Part, men og fleere af mit Siunge-
Koor at forfærdige; Saa vi og her i Danmark, saa vel som de
Tydske og andre Lands-Folck (af hvilke vi hverken have
behov at laane, eller udi Riime-Kunsten det ringeste at efter
give) kunde have Psalmer og Sange, til Gudfrygtigheds dag
lige Øfvelser, som ikke ere taad og udkant af deris: Thi de
Danskis Aand er dog ikke saa fattig og forknyt, at den jo
kand stige lige saa høyt mod Himmelen som andris, alligevel
at dend ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske Vinger.
Imidlertid vil jeg udi allerdybeste Underdanighed befale mig
og mit ringe Arbeyde udi Eders Majest. Kongelige Gunst og
Naade, og af Hiertet dagligen bede, at GUD vil lade Eders
Kongl. Maj. Aar vare frem og frem, og bekræfte Eders Kongl.
Majest. Arve-Stool og Eders Majest. Sæd ævindelig til sin
Kirkis Beskiærmelse, og disse Rigers og Landis ævigvarende
Velstand og Velsignelse, saa som GUds Befalning og dend
allerunderdanigste Pligt det udkræver,

Skrevet i Slangerup paa
S. Hans Evangelistæ
Dag 1673.
af
Eders Kongl. Majest.
Allerunderdanigste Undersaat,
og tro Forbedere til Gud
Th. Kingo.
U-værdige Sognepræst i Slangerup

*
288

Til dend gunstige og retsindige Læsere.

Gunstige og good-hiertede Læsere, lad det ey være dig under
ligt og u-rjmeligt, at jeg haver sat disse Aandelige Mor
gen- og Aften-Sange, tillige med dend hellige og høy-opliuste
Kong Davids Poenitentze-Psalmer, under nogle Melodier,
som ellers af mange siungis med forfængelig Ord: Jeg haver der
med vildet giort de velklingende og behagelige Melodier saa meget
meere himmelske, og dit Sind (om dig det befalder) dißmeere
andægtigt; At om du kand lade dig undertjden befalde, for en
Melodies Artigheds skyld, at gierne anhøre en Sang om Sodoma;
Du meget meere (om du est et ret Guds Barn) skulde lade dig
behage, under selv-samme Melodie, at høre en Sang om Zion.
Jeg veed vel, at der ikke faa skal lade sig finde, som dette mit
ringe Arbeydis spæde Foster skal vilde udqviste, fordj det ikke
er overklæd med de gamle og brugelige Kirke-Sangis Toner. Men
her udi haver jeg ikke vist at giøre mig nogens sær Tanker til
en Lov; Besynderlig fordj jeg finder vore Forfædre, som haver
digted og sammensat vore Kirke-Psalmer, at have brugt den Frj
hed, at de ikke haver bundet sig til en, to eller fleere, men frjt
taget allehaande Melodier, end ogsaa af lystige og verdslige Toner,
som meere end nok er bevjsligt. Vil nogen sige at Materien, for
Melodiens Vanskeligheds skyld, ikke vel skal kunde læris, da er
det kun Ord-Nisser til at kyvse Børn med. Vi finde udi vore
Psalme-Bøger de vanskeligste Melodier over de sletteste Sange,
de jeg ey nu, for Vjtløftigheds skyld, vil indføre; Til med mange
i vor Tjd, ja for kort Tjd, ere i Psalme-Bøgerne indførte, og nu i
Kirkerne brugelige, som ere af Toner flux vanskeligere end disse,
hvilke dog snart ere lærte og for Ordenis Sundheds skyld, med
Lyst antagne. Tjden og Brugen lærer alting. Skulde der og være
noget udi Rimekunsten, som dend skarpsindige Læseris lekkere
Øren skulde anstøde, vil jeg, naar min Feyl visis, mig baade der
289 paa erklære, og en anden gang, saa vjt mueligt, der efter rette.
En rætsindige og billig-dømmende Læsere vil fortolke det, som
hans Guds Kierlighed er: Men et vringel-vuren og særsinded
Hoved vil forklare det, som hans Sind og Sæder er. Mig er det
hidindtil eene nok, at jeg veed forud dette mit ringe Verk har
befaldet eendeel de Høy-ædelste og Høy-lærdeste Hoveder iblant
os, og besynderlig voris Ædle og Høy-ærværdige Fader og Biskop,
Doct. Johan Wandal, som mig i særdeelished det til Trykken at
forfærdige haver opmuntred, hvilket og skal give mig aarsag, at
ikke tage Haanden fra Ploven, men fremdeelis blive ved, fleere af
mine Riim-Skrifter (om GUD sparer Livet) til Livset at fremføre.
Des imellem, gunstige Læser vil jeg have dig et glædeligt og lyk-
saligt Nyt-Aar troligen forynsket, bedendis trolig for dig, og mit
ringe Arbeyde, at GUD vil velsigne baade Dig og Det, og Jeg
forbliver Din

Ærbødigste og Velvilligste Tienere
i HErren altjd

Th. Kingo.

*
290 291

In Effigiem DN. THOMÆ KINGOS

Episcopi Fionensis.

Crande decus generosa capit mens, & generosam
Grande decus mentem, Præsul Honore, tuam.
Nobilitant tua scripta Deum Divosq; vicissim
Te DI nobilitant, nobilitatq; Deus.
Hine in mitratis stas Nobilis, exserit inter
Nobiliumq; globos Mitra decora caput.
Pinge genas Pictor, Geniumq; refinge Camæna,
Nobile non prodes KINGO qvod intus habet.

M. JOHANNES RASCH

Anno 1684. P. H.

292

Dend meget Gudelige og Geistrjge Sang-Mester THOMÆ KINGO Til pligtskyldig Taksigelse og Ære sat af den som udi hans Aandelige Sanges Liflighed dagligen Haver Sin Lyst.

Da siunges Psalmen best: Da sødist Echo høres,
Naar voris Morgen-tak og Aften-Offer føres
Til Himlens høye Loft, som Engle-liflig Sang
Med Hiertens dybe Suk og tre gang helligs Klang.
Da maa jo Him'len vist med Naadens Echo svare,
Naar Hierte, Mund, og Røst sit lover Gud ey spare.
Men raaber samptlig, Ach! Saa Vand af Øyed gaar,
Og Poenitenses Graad paa Kindebakken staar,
Ach! HErre! Klinger vel Det Sukke-rigt hvor lenge!
Maa da fra Him'len vist et Frelses komme trænge,
Saa Hiertet træt af Suk for Syndsens skændig Daad,
Faar dette Naadens Svar: HERren har hørt din
Graad.
Den Tone lærer mig du geistlig Sangedigter,
GUds Huußes Musicant, at jeg for Synden pligter
Med dine Morgen-Suk og Aften-Sanges Lyd:
Dit Halelujah, mig en ævig Hierte-fryd:
Blif ved, lad see du dig i HErren stedse glæder,
Og af slig Engle-sang end ydermeere qvæder:
Saa skal dit Lover Gud, og Hellig siungen tre!
Dig give Himlens Svar: See Naadens Komme! See!
* 293

294 *
295

Aandelige Siunge-koors Første Part. Den 1. Morgen-Suk.

Nu staar jeg op i HERrens Navn,
Min Frelsers JESU kierlig Favn
Med Naade mig omarme:
O Hellig Aand i Hiertet mød,
Og med din kraftig Naadis Glød
Mig til alt Got opvarme!
Lad Ordet læris reent og ræt,
Lad alle Satans Smuge-sæt,
Som Avn og Sky bortdrive:
Giv Kongen Lykke, Raad og Mood,
Lad hver en Achitophels Blood
Forbandet ævig blive.
Giv disse Riger Fryd og Fred,
Lad Ræt og Skiæl alt blive ved,
Og daglig Blomster bære:
Lad mig O Gud! I denne Dag
I Tanker, Ord og ald min Sag,
Dig Hierte-knyttet være.
296 Tag mig og mine vel i agt,
Tving Kiødsens baade List og Magt,
Som er mig fast om Borde;
Saa frygter jeg ey noget Stød,
Og ey hvor snart i Liv og Død
Det end vil Aften vorde.

Dend første Morgen-sang. (Melodien findis paa dend 18. oc 19. Side.)

1.

Rind nu op i JEsu Navn,
Du livsalig Morgenrøde,
Jeg vil i Basunen støde
Hos min Seng og Hvile-Stavn!
Ald min Inderdeel sig røre
Med ald Tak for Natte-ly,
Og min Frelsers Lov opføre
Til den høye Himmel-Sky.

2.

Nattens mørke Taage gik,
Jeg har Dagen alt i Syne,
Og min hvilte Øyen-bryne
Soolen nu i Sigte fik,Nattens Skrækkelse er borte,
Død og Dievel for mig svandt
Som mit Levnet vilde korte
Jeg dem alle overvandt.

* 297

3.

Ach min Siæl, fremstil dig nu,
Giør, at alle Blode-draaber
Vænnis op, og at du raaber
Af dit fulde Hiert' og Hu:
Halleluja! ævig Ære
Være dig treenig GUD,
Som paa Hænder vilde bære
Mig fra Mørkets Hærskab ud.

4.

Give GUD jeg kunde saa
Dagen i din Frygt begynde,
At jeg ikke skulde synde
Og paa Snuble-steenen gaa,
Ach! at JEsus vild' oprinde
Over mig som Sool og Skiold,
At jeg kunde overvinde
Kiød og Blood og Satans Vold.

5.

Mine Veye jeg ey kand,
Som jeg gierne vilde, kiende,
Du, O GUD, kandst eene vende
Min Fornuft og min Forstand,
At jeg udi Spooret bliver
Som dit Ord mig vjser paa
Og hvor hen din Aand mig driver
Jeg med Glæde did kand gaa.

* 298

6.

Gid jeg Satans Lyste-Drik
Hade maa som Gift og Galde
Lad dog aldrig mig befalde
Hans løgnactig Engle-Skik:
Lad mig aldrig tænck'at plokke
Figen, blant hans Tidsle-Frøe,
At hand mig saa skulde lokke
For et Æble til at døe.

7.

Skal og Satans Lemmer sig
Denne Dag mod mig bevæbne,
Lad da denne haarde Skæbne
Vendis, O min GUD, ved dig,
Frj mig ud fra Tungers Svøbe
Og fra Morde-mandens Haand,
At min Food dog kand undløbe
Deris skiulte Snære-Baand.

8.

Ald dend Gieming, Drift og Daad,
Som min Haand i Dag skal giøre,
Gid jeg hende aldrig røre
Uden din Aands Kraft og Raad:
Thi forgævis skal jeg svede,
Og arbeyde uden Frukt,
Om din Aand er ey tilrede,
Og din Hielp er udelukt.
299

9.

Mine korte Dag' og Aar,
Lykke, Velfærd, Gods og Ære,
Hvordan de skal lodnet være,
Det udi din Ville staar:
Giv mig kun hvad dig behager,
Bland du selv mit Levnets Skaal,
Ey som det min Gane smager
Mens saa som det er dit Taal.

10.

Lad din Lyvse-stage staa,
Og din Ære sig udbrede;
GUD, du selv til Lyvset lede
Dem som end i Mørke gaa,
Dine Hyrder du bemande
Som skal vogte dine Faar,
At de frjt mod Ulven stande
Som din Hiord fast eftertraar.

11.

Gid vor Kongis Arfvestool
Maatte ævig, ævig være,
Seyer, Salighed og Ære
Blive Ham som Middags Sool,
Giør den gandske Konge-stamme
Høy-velsignet i dit Navn,
Giv hans Raad Forstand at ramme
Ære din og Rigets Gavn.

* 300

12.

Vore Landemercker staa
Mured om med Fred og Leyde,
Hunger, hastig Død og Feyde
Bryde ey med Vold der paa,
Land og Vand velsigned blive,
Fædme af Guds Vogne-spoor,
Ald nødtørftig Grøde give
Mens vi lefve skal paa Joord.

13.

HERRE glem og ikke mig
Din Velsignelse at sende
Og alt Got til mig at vende
Som min Troo den er til dig:
Lad dit Ansigt med mig vandre
Fæst du selv min svage Food,
Lad ey Synden mig forandre,
Og omvelte i mit Blood.

14.

Lær mig ved hvert Klokke-slæt,
Denne Dag forbedret blive
Saa mit Hierte, her i Live,
Bliver ey til Verden sæt:
Men at jeg mig kand erindre,
Hvor min Tid den nipper af,
Og hver Time bliver mindre,
Til jeg seyner i min Grav.

* 301

15.

O min GUD, du hielp mig da,
Naar mit Levnets Maal har ende
Og mit Hiul ey meer vil rende,
Men mit Aag skal spendis fra!
Lad da uden Tid og Dage
Mig dit Æris Ansigt see!
Synd og Sorrig, Vee og Klage
Rodne med min Jorde-Blee.

Dend første Aften-sang. (Melodien findis paa dend 18. og 19. Side)

1.

Dagen er snart runden hen
Det nu flux ad Aften lider
Tjden sagtelig henskrider!
HERre GUD vær du min Ven,
Naar at Mørkheds Magt og Vælde
Falder paa min Øyenbryn,
Lad mig, GUD, da til dig helde,
Og vær' i dit Øyesyn.

2.

Fra min Moders Bryst og Barm
Har du mig alt Got beskæret,
Og min Tilflugt stedse været
Under Skyggen af din Arm!
Din usigelige Naade
Staar i hvert mit Foode-fied,
Paa hvad Stj jeg vilde traade
Har du GUD alt følget med.
302

3.

Tak! O tak af Hierte-rood
Være dig, ald naadis Kilde,
Lad mig ingen Draabe spilde
Udaf ald din Naade-Flood
Som du haver ladet flyde
Ned til mig i denne Dag,
At jeg jo min Pligt kand yde
Til din Ære og Behag.

4.

Luftens Fyrste Satan ey
Med sin tusind-kunstig Snare,
Haver ført mit Liv i Fare
Eller vildet af min Vey!
Jeg er bleven fast beskærmed
Ved din Himmel-mægtig Haand
At hvor meget Satan sværmed,
Slap jeg dog forbj hans Baand.

5.

Din Velsignelse hver Stund
Har jeg klarlig nok fornummed,
Saa dit Øye ey har slummed
Eller taged nogen Blund:
Men med Fljd og Faders Hierte
Har du givet paa mig agt,
At slet ingenhaande Smerte
Er mig paa min Skuldre lagt.

* 303

6.

O min GUD vær mig saa good,
At du mig min Synd tilgiver,
Og mit Feyle-tal udskriver
Med din Søns det dyre Blood!
Thi saa stoor og overmaade
Som min Synde-samlig er,
See! saa bondløs er din Naade
Imod mig og mod en hver.

7.

Har jeg end med Ord og Daad
Mig vel høyt forseet og synded,
Til forbudne Frukter skynded
Efter Slangens listig Raad,
Lad mig da min Synd begræde.
Førend Soolen daler slæt,
At jeg rense kand mit Klæde
Udi JEsu bloodig Tvæt.

8.

Giv mig og din Hellig Aand,
At jeg Synd og Skam forsager,
Og Vellystens Skaal ey smager
Til min Siælis Byrd' og Baand:
Mens at jeg dit Barn maa være
Som du har paa Hiertet sat,
Og du vilt paa Armen bære
Til min Døds den lange Nat.
304

9.

Kom da søde Sove-tjd,
Jeg vil Verden snart forgiette,
Min Uroe med Søvnen lette,
Lad, O GUD! dit Ansigt blid
Over mig med Lyst oprinde,
Naar jeg slummer sagte hen,
At jeg alt din Vagt kand finde
Til jeg vogne skal igien.

10.

Falder nogen Drøm mig ind
Udi min bekymred Hierne,
Livsens Sool og Jacobs Stierne
Lyvs da op mit mørke Sind!
At ald Synde-damp maa svinde
Fra min Søvne-knytte Siæl,
At mig Satan ey skal vinde
Udi Søvne som en Træl.

11.

Lad de Hellig' Engle-Bud
Som din Øyesteen mig vare,
Fra ald Satans Snid og Snare
Og hans hule Helved-skud!
Giør min Tanke til en Stie,
Hvor GUds Engle op og ned
Mig i Himmel-spor kand vrie
Til at see din Salighed.

* 305

12.

Lad dit Ord og Ære staa
Uformørket allevegne,
Lad din Naade-Dug nedregne,
Og din Kirke Fremvext faa,
Signe selv vor Kongis Throne
Og det gandske Konge-Blood,
Sæt paa ham en deylig Krone,
Giv ham en bestandig Rood.

13.

Tænk, GUD, i Barmhiertighed
Ogsaa paa de Huuse-vilde,
Og paa hver som lider ilde
Og sig ingen Hvile veed:
Lad de Fattig, Faderløse,
Sorrigfulde, Fangne, Træl,
Trøst og Hielp af Kilden øse
Som er udi Israel.

14.

Mine Venner hvor de er,
Lad dem dig befaled være,
Og dem med din Aand regiere,
De maa finde en og hver,
At mit Aften-Offer kunde
Sig til Skyen trænge ind,
De og selv til dig maa stunde
Udi Hierte, Siæl og Sind.

* 306

15.

Luk saa Dør i JEsu Navn,
Dødsens Broder vil mig gieste,
Jeg har dog mit Siæle-fæste
I min Frelsers JEsu Favn!
Skal og Døden selv sig snige
Til mig ind i denne Nat,
Jeg er færdig, vil ey vige,
Mens jeg har min JEsum fat.

16.

Saa skal jeg med Fryd opstaa
Og med Morgenrøden møde
Ja med Tak min' Øyne bløde,
Før jeg vil til Gierning gaa!
Og naar saa min Tiid har Ende
Jeg skal hvile i min Grav,
See! saa skal min Siæl sig vende
Til dig, Gud, som hende gav.
307

Dend 1. Aften-Suk.

Dagen nu sin Afskeed tager.
Natten ham af Lande jager,
Jeg vil knæle, JEsu sød,
Og min Suk op til dig sende,
At du til mig vilde vende,
Fred og Sundhed, Liv og Brød:
Giv din Kirke Roe og Glæde,
Lad i Kongens Sal og Sæde
Ingen Modgangs Skygge gaa.
Lad et hvert bedrøved Hierte,
Og hver Christen i sin Smerte
Lyvs og Lindring fra dig faae.
Lad mig og, O JEsu, hvile
Frj fra Synds og Dødsens Pjle
Tag mig i din' Arme fat,
Saa vil jeg i Morgen siunge
Denne Lofsang med min Tunge:

JESUS var min Sool i Nat. * 308 Dend Første Kong Davids Poenitendse Psalme. (Melodien findis paa dend 18. og 19. Side.)

1.

Ach! Min HErre, straf mig ey
I din Næse-fnysend Vrede,
Og udi din Grumheds Hede,
Lad dog Naaden finde Vey!
Tænk dog, HErre, at jeg arme
Er saa svag og siver hen,
At vilt du dig ey forbarme,
Faar jeg aldrig Kraft igien.

2.

Heele mig og vær mig good,
Mine Been vil mig ey bære,
De saa høyt forfærded' ere
Jeg kand ey staa paa min Food!
Ja min Siæl forfærdis saare,
Ach! hvor lenge skal det saa
Vare med mig arme Daare?
Før jeg skal din Naade faa.

3.

Ach min HERre vend dig om
Til din vanlig Gunst og Naade,
Løß min Siæl af Trang og Vaade
Og til Hielp mig Arme kom:

* 309

Lad Barmhiertighed dig røre
Mens jeg end i Live er,
Thi hvo kand din Lov udføre
Naar mand ham til Graven bær?

4.

Jeg har trællet og er træt
Af de dybe Hierte-sukke,
Og de Sørge-hik og Klukke,
Saa jeg næp har Aande-dræt:
Ja min Seng den hver Nat svemmer
Af min kaalde Angest-sved,
Og min Graad, som Sindet klemmer,
Bløder flux mit Leye-sted.

5.

Udaf Harm, Fortræd, Uret
Er mit Øye giennemstukked,
Ja den Spot som jeg har drukked
Har som Møl mit Ansigt ædt,
At det Sørge-rynker drager
Og er gammel vorden slæt,
Alt for deris Skyld mig plager
Og har sig imod mig sæt.

6.

Viger dog, og viger hen
Alle I som Uræt giøre,
HERren skal dog eengang høre
Paa min Graadis Røst igien:

*

310 Min Formaning skal hand lyde
Med et naadigt Øre paa,
Og min Bøn skal jeg frembyde
At den vel optagis maa.

7.

Da skal alle, alle de
Vorde snart til Skarn og Skamme,
(Gid det dem maa ogsaa ramme)
Som vil min Ulykke see:
De forfærdis maa og vende
Sig tilbage med en hast
I den ævig Skendsel rende
Som de haver for mig kast.

Den 2. Morgen-suk.

Dagen nu fra Himlen rinder,
Natten mig ey meere blinder,
Lad, O GUd, min Skabermand
JEsu Naadis Soole-Øye
Gunst og Glæde mig tilføye
I det taaged Syndsens Land.
Skin udi dit Huuß og Kirke
Og vor Salighed udvirke
Ved din Aand vor Trøstermand.
* 311 Glæd du Kongen og forleene.
At hans Arve-husis Greene
Viit i Verden blomstris maa;
Styrt hans Fiender over Ende,
Lad hver Skalk og Judas rende
Til sin Strikke snart at faae.
Hielp mig selv, min GUD at finde
Vey i Verdens torned Ørk,
Lad ey Mørkheds Engel binde
Mig i Lysters Lenke-mørck,
Giv mig Brødet uden Klage,
Og foruden Skam og Spot,
Slut i Naade mine Dage,
Saa er Alting vel og Got.

Dend anden Morgen-Sang. (Melodien findis paa dend 20. og 21. Side.)

1.

Siæl og Hierte, Sind og Sandser
Vaager op og værer froo,
Og for HERREns Ark omdandser
Med en fyrig Aand og Troe!
Takker GUd for denne Nat,
I har Morgenstunden fat,
Dagen blidelig oprinder
Og I eder vel befinder.
312

2.

Jeg mig lagde need til Hvile
Men min Gud halt paa mig Vagt,
Sathans Synde-giftig Pjle
Hafde mig om Livet bragt,
Om, O GUd, din Engle-hær
Hafd' ey været mig saa nær,
Jeg i Mørked hafde bleved,
Og til Døden vist opskreved.

3.

Derfor jeg din Lov og Ære
Vil udbrede med min Mund,
Min Tacksigelse frembære
Udi denne Morgenstund!
Rør mig med din Aand og Ild,
Thi min egen Brynd' er vild!
Lad din Glød min Læbe røre
Og din Lov med Lyst udføre.

4.

Jeg vil Luften giennem skiære
Med min Tungis Raab og Røst,
Hiertet til dit Alter bære,
Øes det fuld af Troo og Trøst!
Tag, O JEsu, tend det op
I min Jorde-tunge Krop,
Lad det Offer dig behage,
Og af Joorden intet smage.

* 313

5.

Du est GUd før Joorden skabtis
Førend Bierg og Tue blev
Førend jeg i Adam tabtis
Var jeg paa dit Tanke-Brev!
I din Søn du elskte mig
At jeg skulde visselig
Hans Medarving evig vorde,
Pagt og Baand du med mig giorde.

6.

Det skal være mig et Minde
Hver dend Dag jeg seer at gry,
Jeg skal det om Hiertet vinde,
Jeg skal det om Armen sy,
JEsu, JEsu Kierlighed,
Er det eene der jeg veed,
Hvor ved jeg min Siæl kand trøste,
End om Hiertet vilde brøste.

7.

. Er jeg end til alle Prikker
Ey saa lige Engle-skiær,
Om jeg Synden end inddrikker
I mit svage Kiød (dißvær)
Giv mig, Gud, dog Styrk og Kraft,
Imod Syndsens giftig Saft,
At jeg den i Ægget døder,
Før den Basilisker føder.

* 314

8.

Lad mig alle mine Dage
Ryste mig mod Sathan ud,
At hand mig ey skal bedrage
Med sin Vellyst-smykked Brud:
Beed, O JEsu, beed for mig,
Naar hand kommer hemmelig,
Og vil mig som Hvede sigte,
At min Tro ey da skal svigte.

9.

Giv mig Lykke at adspørge
I din Frygt mit Levnets Brød;
Lad mig ey som Hedning sørge,
Om jeg end skal lide Nød:
Signe Hustru, Huus og Hiem,
Mine Børn hielp frem og frem,
Lad os alle ved din Skygge
Vorde rolige og trygge.

10.

Boo hos os, O GUD, i Naade
Med dit saliggiørend' Ord,
Med din Aand de Hyrder raade
Som skal tiene for dit Bord.
Giør vor Konge sterk og stoor,
Sæt hans Land' i Fred og Floor,
Lad hans Raad af Vjßdoms Kilde
Øse tidig Raad og Snilde.
315

11.

Giør vor Land som Zions Bierge
Fulde af din Fedm' og Frugt,
Ald Ulykke du afverge,
Driv vor Fiende selv paa Flugt,
Lad ey Vaade-Ild og Vand
Blive Herrer i vort Land,
Lad ey Hunger, Pest og Plage
Korte vore Levnets Dage.

12.

Er Ulykken og i veye
For mig selv i denne Dag,
Du, O GUD, kandst det omdreye,
Du kand hielpe i den Sag,
Saa min Food sig støder ey
Paa min rette Farevey,
At sig Satan ey skal glæde,
Om jeg trøsteløs maa græde.

13.

Lad min Tjd i Fred bortrende
Til jeg lakker ad mit Maal,
Giv mig GUD en salig Ende
Giør mig glad ved Dødsens Skaal!
Lad mig midt i Døden staa
Med min Frelsers Harnisk paa,
Fuld af Troo og Aandens Glæde
I den anden Verden træde.

* 316

Dend anden Aften-Sang. (Melodien findis paa dend 20. og 21. Side.)

1.

Blusser op og værer glade
Livsens Aarer fuld' af Blood
Hvor udi min Aand mon vade
Som en Purpur-farfvet Flood!
O du dyre-kiøbte Siæl
Bliv ey stum som Asen-træl,
Lad dit Hierte, Mund og Tunge
HErrens Lov og Ære siunge.

2.

Thi saa vjt som Himlens Bue
Skyder sig om Jordens Bold,
Er GUds store Magt at skue
Og hans Ære mangefold,
Ingen Sool til Hvile gaar,
At vi Mennisker jo faar
Aarsag os til GUD at vende
Før vi Aften-Liuset tende.

3.

Jeg maa selv, O GUD, bekiende,
Endog jeg en Synder er,
Du har haft saa stoort et Nænde
Over mig, endog jeg bær
Synds Spedalskhed i min Barm,
Saa har dog din Naadis Arm
Ikke vildet mig nedkaste
Blant de Mørkheds-lenked Gaste.
317

4.

Ach! Hvor mange, mange Dage
Har du til mit Levnet lagt,
Som jeg nu maa vel beklage
At jeg ey har haft i agt!
Ach! hvor tjt har Solen rendt
Og Guds Merker paa mig brendt,
Til hans Naadis Tjd at bruge
Før mig Døden skuld' afluge.

5.

Denne Dag, som nu vil qvælde,
Har og Tusind Tegn opsat
Paa din Naade, Magt og Velde,
Som jeg usle Orme-skrat,
Har i mange maader seet,
At du har mod mig beteet,
Jeg med Sundhed, Fred og Glæde
Kand nu af mit Arbeyd træde.

6.

Ach! min GUd jeg vil dog ikke
Til min Sove-sted hengaa,
Før den Synd, som mig mon stikke
I min Barm, sin Død kand faa,
Jeg bekiender at jeg dig
Denne Dag og jdelig
Har til Hefn og Harm opærred,
Og mit Levnet fast forværred.

* 318

7.

HERRE, om du vilde trætte,
Og med mig i Rætte gaa,
Skue alle Synde-plætte,
Store Synde-feyl og smaa,
Jeg med ævig Spot og Skam
Blev da Satans Deel og Nam,
Jeg i Helved skulde synke
Og mig ingen skulde ynke.

8.

Men, O GUd, vend dog dit Øye
Til din Søns Døds Kraft og Fynd,
Tænk dog hvad hand maatte døye
For min purpur-blodig Synd!
Hand tog paa min Skam og Skyld
Og min Jammers Pjne-Byld,
Derfor vil jeg Synden hade,
Og med Graad hans Smerter bade.

9.

Lad din' Engle mig bevaage,
Naar jeg mig skal legge ned
Udi Nattens blanded Taage
Og jeg af mig selv ey veed,
Lad min Siæl da holde Vagt
Mens min Krop sig hviler sagt,
Lad din Engle mig omringe
Og hin sterke Dievel tvinge.

* 319

10.

Giv, O GUD, jeg aldrig glemmer,
At jeg Arme bleven er
En udaf din Kirkis Lemmer,
Som dit Kiendemercke bær!
Gid din Kirke hos os staar
Som en vandet Urtegaard,
Lad Vildbassen ey omroode
Det du har begyndt at poode.

11.

Giør vor Kongis Arve-Sæde
Høyt i Seyer, Ær' og Agt,
Lad alt Kongens Huuß optræde
Til jo størr' og større Magt!
Lær du selv hans høye Raad
Hvad der er den beste Daad,
Til din Ære at forfremme,
Og hans Fiender at beskiemme.

12.

Lad din Fred og Leyde blive
Laasz og Lukke for vort Land,
Lad Ulykke overdrive,
Knuus du Satans Løve-tand,
Lad en hver i Fred og Roo
Under dine Vinger boo!
GUD beskierme og beskytte
Thronen, med den mindste Hytte.

* 320

13.

Her paa vil jeg mig nedlegge,
JEsu, du skalt med mig gaa,
Inden for mit Hiertis Vegge
Du din Hvilested skalt faa!
Verdens Omhu, Lyst og Nød
Vige bort og blive død!
Jeg vil hos min JEsum blunde
Fra ald Verdens Bulder-stunde.

14.

JEsus skal mig og opvække
Til min Gierning glad og sund
Og sin Haand fremdeelis rekke
Til den næste Morgen-stund!
Og naar Døden træder til
At hand mig omfælde vil,
JEsus skal min Grav da lukke
For ald Verdens Sorg og Sukke.
321

Dend 2. Aften-Suk.

Haf Tak, O GUD, for denne Dag,
For Sundhed, Glæde, Fred og Mag,
Tak ogsaa, naar dit Riise-snert
Vil qviste mig, det er mig kiert.
O leg mit Demant-Hiert' i blød
I JEsu Blood og i hans Død,
Vri det og bøy det i din Haand
Ved din den gode Hellig Aand.
Lad mig ey gaa til Sovested,
Før jeg er viß, min GUD gaar med.
Dit Tempel og vor Kongis Stool,
O du Retfærdighedsens Sool,
Selv overskinne Naade-fuld,
Vær mig og min' og hver Mand huld,
Skriv paa min Seng og Sove-Træ:
Her hviler hand i HErrens Læ,
Hvis Synd er skiult i JEsu Saar,
Hand her en Nattehvile faar!
Der hand slog Verden af sit Sind,
Da lukte hand sin JEsum ind.
* 322

Dend Anden Kong Davids Poenitendse-Psalme. (Melodien findis paa dend 20. og 21. Side.)

1.

Salig er en Mand at skatte,
Naar hans Byrde lettis af,
Og hans Synder er forlatte,
Skiult i HErrens Naadis Haf:
Naar GUD icke regne vil
Hans det daarlig Synde-spil,
Men hand rundt sin Synd bekiender
Og ey Falskhed forevender.

2.

Thi der jeg var taus, og vilde
Meene jeg var Engle-reen,
O! Hvad gik det mig da ilde,
Da vansmegted Marv og Been,
Skiulte Synder aad mig op
Hemmelig fra Taa til Top,
Jeg som Løwen maatte brøle,
For min lønlig Synde-søle.

3.

HErrens Haand og heftig Plager,
Som med Synden var fortient,
Udi Tyngsel alt tiltager,
Til min Vedske blev forbrendt:

*

323 Jeg blev mager og forsvand
Som en Urt for Sommer-brand,
Merk, O Synder! Leg paa Hierte,
Sligt giør Syndsens skiulte Smerte.

4.

Jeg omsider blev til Sinde
At bekiende Synd og Skam,
Lukke Skalken ikke inde
Under en skin-hellig Ham:
Men jeg sagde saa hos mig:
HERre GUD, jeg vil for dig
Min Mißgierning frjt bekiende,
Da fik Syndsens Straf og Ende.

5.

Derfor skal hver Helgen mindis
Hvor mod mig du varst saa bljd,
Tag' Exempel, naar du findis,
GUd at søg' i rette Tjd
At naar Synde-Flooder sig
Velter ind mangfoldelig,
De ey da til dig skal rekke,
HErrens Haand skal dem forstekke.

6.

Vil end Lowen mig forbande,
Jeg har GUd at roo mig ved,
Skal her megen Angest lande,
GUD, du est min Fiele-sted,

*

324 Du for Sorg og Siæle-trang
Skal med Fryd og Frelse-sang
Mig omringe allevegne,
Og din Lov paa mig optegne.

7.

GUD vil selv stoor Fliid anvende,
Nøye agte mig oppaa,
Lære mig den Vey at kiende
Hvor jeg sikker vandre maa;
Ja hans Øyis gode Raad
Er med mig i ald min Daad,
Og skal altjd mig raadføre
Hvad som jeg skal troo og giøre.

8.

Værer derfor, værer ikke
Som dend vild' og vrinske Hest,
Vider eder bedr' at skikke
End hint grove Mule-Bæst
I hvis Mund (om de skal staa)
Tømm' og Krogbid knibe maa,
At de ey for nær skal træde
Og slae HERren af sit Sæde.

9.

Mange Plager (hvor det lenter)
Er dend Ondis visse Dom,
Men hvo kun sin GUD forventer
Med Miskundhed ringis om.
325 Giver derfor Røst og Lyd,
Siunger ud af Hierte-Fryd
I Retfærdig', Hierte-Fromme,
Eders Frelse skal dog komme.

Dend 3. Morgen-suk.

Nat Søvn og Slum og Seng far vel,
Det dagis flux i Øster,
Til Bøn, til Bøn, min kiære Siæl,
Suk til dend GUd dig trøster:
O Lyvsens Fader, Livsens Sool
Med Søn og Aand tillige,
See fra din høye Himmel-Stool
Ned til vort Jorderige:
Lad Lyvset i din Kirke boo,
Lad Ordets Lyvs og Stytte
Ledsage os i Christi Troo,
Til vi til Himmel flytte:
Oplyvs du Kongens Hiert' og Sind,
Hans Sverd, som Lyn-ild blive,
Giør hver hans Fiende synlig Blind;
En stadig Fred os give.
* 326 Lyvs og, O JEsu for min Food,
At jeg skal ikke falde,
Men at jeg varer Kiød og Blood
For Syndsens Sukkergalde.
Lad dine Engle mig ved Haand
Igiennem Verden lede,
Og udi Sygdoms haarde Baand
Et Plaster til mig rede,
Gid jeg saaledis leve maa
I hver en Tjd og Lykke,
Jeg kand mod Livsens Aften faae
Det ævig Lyvsis Smykke.

Dend tredie Morgen-Sang. (Melodien findis paa dend 22. og 23. Side.)

1.

Lyksalig Dag! som nu saa bliid oprinder,
At jeg endnu, med Solens Opgang, finder
GUds Naade i min ringe Busk at boo,
Saa Nattens Mørk og Satans Fange-Fælde
Fik ingen Magt min Siæl at overvelde
Med sin Uroe.

2.

Lov skee dig GUd i høye Himmel-rjge,
Jeg vil med Tak op af mit Leye stige,

*

327 Ja til dig løfte Hierte, Mund og Haand,
Min Siæl skal yde sine tusind Sukke,
Mit Ansigt skal mod Jorden ydmygst bukke
Sig ved din Aand.

3.

Det er jo ey min Værskyld nogen Maade,
At dog det mindste Grand udaf din Naade
Mig skulde blive giort til Deel og Lod:
Men for min Synd og megen stoor' Usnilde,
Du af din naadig Haand mig burde trilde
Saa som en Klod.

4.

Dog haver du mig i din Arm optaged
Og Faders Hierte altjd til mig draged
Enddog i denne nest forgangne Nat:
Du har ey qvisted mig med Syndsens Snerte,
Mens jeg som Segl oppaa dit hulde Hierte
Har været sat.

5.

Op, op min Siæl, og skynd dig at aflegge
Ald Mørkheds Ham forinden disse Vegge,
Gak ud mod Soolen som et Lyvsens Barn,
Og lad dit Hiert' i Vand for Synden smelte,
Skam dig, at du her efter dig skalt velte
I Synd og Skarn.

* 328

6.

Mit Vandre-tøy jeg der med paa mig tager,
GUd give mig sin Naade at jeg mager
Paa alt det som kand GUd til Ære skee,
At hvor jeg mig skal hen i Verden vende,
Jeg GUds Ansigtis Lyvs hos mig kand kiende
Og klarlig see.

7.

Mit Embed og mit Kald mig er befaled,
Gid det ey bliver udaf mig forhaled
Og efterlat ved Lyst og Ledighed;
Men at jeg kand GUds Ære stedse søge,
Min Næstis og mit eget Gavn forøge
Med Fliid og Sved.

8.

Giør du, O GUd, min Bolig fuld af Lykke,
Lad ingen Modgang mig og mine trykke,
Afvend i Naade Vaade-Ild og Vand:
Lad hastig Død mit Levnet ey afskiere,
Gid mine Been mand ey med Skam skal bære
Til Mørkheds Land.

9.

Giv mig din Aand og Naade at jeg viger
Fra Synd og Skam, og til min GUd opstiger
I gandske Hierte, Tanke, Hu og Sind:
Lad mig ad Verdens Lokke-Fugle spytte,
Jeg mig for Lysten i mit Kiød kand hytte
Som slet er Blind.

* 329

10.

Din Ær' og Ord hos os befæsted blive,
Giv dem din Aand som Fredens Ord skal drive,
Giør du vor Konge mæctig, stor og sterk!
Giv Seyer, Lykke, Raad udi hans Rige,
At Efterkommerne der om kand sige:
Det var GUds Verk!

11.

Lad Jorden blive fuld af Frugt og Grøde,
Giv af det dybe Vand nødtørftig Føde,
Velsigne du hvert Huuß og Figen-Træ:
Lad hver foruden Synd sit Huuß opbygge,
Og sidde under HERrens Vinger trygge
I Ly og Læ.

12.

Her paa, min GUd, jeg for mig selv vil bede
Du vilde mig paa Sandheds Veye lede,
Og følge mig ved Haanden tryggelig,
At Sikkerhed mig ikke skal forraske,
Men at jeg i min Jord og Falle-Aske
Maa speyle mig.

13.

At naar mit Glaß er gandske da udrundet,
Og ingen Hielp i Verden bliver fundet,
GUD øse da min Siæl ald fuld af Trøst!
Min JEsus maa mig ligg' i Hiert' og Tunge,
Indtil jeg skal mit Hellig, Hellig siunge
Med Engle-Røst.

* 330

Dend tredie Aften-Sang (Melodien findis paa dend 22, og 23. Side.)

1.

Dend prægtig Sool, som hele Verden glæder,
Saa sædelig hen fra vor Syyn aftræder,
Og Natten bæller ud, som af en Ørk,
O Lyvsens Fader! hos mig Arme vandre,
Som Mørket kand til Liv og Lyvs forandre,
Og Lyvs til Mørk.

2.

Ach GUD! du skalt mig ey af Haanden slippe,
Om end dend gandske Verden skulde glippe,
Thi jeg af Moders Liv er paa dig kast!
Om Bierge sank, og Verden vild' omvelte,
Og Elementerne de vilde smelte,
Jeg staar dog fast.

3.

Naar jeg, O GUD! din Omhu ræt betragter
Og dine Øynis tusindfolde Vagter,
Da rører sig ræt hver en draabe Blood,
Thi som jeg frem paa Leve-Trappen stiger
Utallig tusind Vidne til mig siger
At GUd er good.

* 331

4.

Siig dog, min Siæl, om nogen Sool er runden
Op over Hoved dit, og er forsvunden
Foruden noget sær GUds Naadis Tegn?
Luk derfor op dit Hiertis Live-Aare,
Lad flyde ud din Tak, i dine Taare,
Som Dug og Regn.

5.

I Dag, i Dag er det din store Naade
At Satan over mig ey fik at raade,
Enddog min Synd det havde vel fortient:
Dog haver din Miskundhed mig omringed,
At Satans Anslag haver ey gelinged,
Men er afvendt.

6.

Jeg er ey kast ved Siugdom ned paa Leye,
Guds Engle har paa alle mine Veye
Haand-baared mig fra Fald og Fode-stød!
GUd til mit Kald har givet Naad' og Lykke,
Mig har ey manglet et nødtørftigt Stykke
Af daglig Brød.

7.

Min blodig Synd, min Siælis Skam og Skade,
Den Slange-Edder, som jeg burde hade,
Og dog i Dag har hersket i mit Kiød,
O GUD, du den med JEsu Blood udslette
Og gak ey med mig Syndere i Rætte,
For din Søns Død.
332

8.

Jeg der med nu til Søvn min' Øyne skikker,
Thi Synden, som i Kiødet boer og stikker
Forsonet er, saa dend ey skade kand:
Min Seng opvartis af GUds Engle-Skare,
Min Siæl og Liv skal JEsus selv bevare
Min Frelsermand.

9.

Sov da, sov hen, mig skal ey Satan vække,
Og ey med Drømm' og Helved-syner skrekke,
Jeg seer min GUD i søvne hos mig staa,
Jeg skadis ey paa mindste Bloode-draabe,
I søvne jeg ved JEsu Død kand haabe
Nyt Liv at faa.

10.

Lad ingen Nat, O GUD! dit Ord formørke
Giv Vægterne i Zion Kraft og Styrke
Velsigne Kongens Huus, og sæt din Vagt
Omkring hans Rjger og hans Arve-Lande,
Giv viise Raad, Hans Fiender at modstande
Med Lykk' og Magt.

11.

Besøg hvert Huuß og ingen udelukke,
Fra disse mine dybe Hierte-sukke,
Giv alle svage Roo og Hierte-taal:
GUD med sin Aand dem alle kraftig røre,
Som efter HErrens Ville ræt skal giøre
Med Dødsens Skaal.
333

12.

Far der med vel ald Verdens Pragt og Ære,
Jeg vil min Død ræt nu af Søvnen lære,
Lyvs over mig dit Ansigts Salighed!
Saa skal jeg fort med Morgenstiernen ile,
Og takke dig for søder Natte-hvile,
For Roo og Fred.

13.

Lad endelig din Aand fra mig ey vige,
Naar jeg i Dødsens Dal skal nederstige,
Vær da, O GUD, min Trøst og Støde-stav!
Lad da min Siæl ad Døden haanlig smile,
Mit Legeme i Livsens Haab sig hvile
Udi sin Grav.

Dend 3. Aften-Suk.

Gak Siæl og tag dit Regne-Bræt,
Giør Overslag og ey forgiæt
Tj Tusind Pund at skrive,
Som du fra GUd hver Dag opbær,
Som ey dit Levnets Traad afskiær,
Men sparer dig ved Live.
Skriv om igien, og Lyvset sluk,
Og sijg, du har Tj Tusind Suk
I Troen ham at yde.
* 334 Kand det og ey i Aften skee,
Da sijg, du vil i Morgen see,
Du kand dit Hierte bryde,
Saa vil du tømme, hvad du kand
Af Hierte-Suk og Øyne-vand,
Men, O min JEsu lilde!
Du veedst hvor haard den Klippe er,
Hvor dybt at Ondskabs Vande skiær
Udi den syndig Kilde.
Tag derfor denne Aften-Suk
Til Takke, og mit Hierte luk
Fra Verdens Synde-møye,
I Morgen skal du fleere faa,
Saa snart din Aand den banker paa
Og vekker mig mit Øye.

Dend Tredie Kong Davids Poenitendse Psalme. (Melodien findis paa dend 22. og 23. Side)

1.

Ach HERRE lad dog ey din Vred' opsyde,
Og i din Hidsighed paa mig udbryde,
Ach ney! straf dog ey som jeg har fortient,
Thi dine Pjle mig mit Hierte kløver,
Din Haand med Soot og Siugdom mig bedrøver,
Som paa er kiendt.
335

2.

Udi mit Kiød er ingen Sundheds Prikke,
Alt for din grumme Vrede jeg maa drikke,
I mine Been kand ingen Lise boo:
Alt for min Synd, som for mit Ansigt vanker,
Ja Dag og Nat besværer mine Tanker,
Med stoor Uroo.

3.

Min Ondskabs Daad, som jeg bedrev forlangen,
(Dend jeg før traadde under Foode-svangen)
Dend nu mit Hovet overstegen er,
Og min Samvittighed saa hart bemøder,
Ja mig fuldnær til Helvede nedstøder,
Som Byrden bær.

4.

Af Syndsens Saar fuul Stank og Raad udflyder,
Jeg svinder ind, dog nu saa høyt fortryder
Min Daarskab og min Ubesindighed,
Jeg gaar nu krum og mig i Støf nedbøyer,
Og under Sorgeskik jeg daglig døyer,
En Angist-sved.

5.

Min Indvold brænder op, og snart vil revne
Af Synd og Skam som jeg er haan at nævne
Og paa mit Kiød er ingen Sundheds Plæt:
Jeg er afmægtig, og mig Synden knuser,
Jeg og mit Hierte brøler høyt og bruser,
Urolig slet.

* 336

6.

Men HERRE, ald min Lengsel og de Sukke
Som jeg udi mit Bryst maa indelukke,
Er ey, O GUD, skiult for dit Vjßdoms Raad.
Mit Hierte heftig sker, min Kraft og Styrke
Har mig forlat, og Øyne ere mørke
Af daglig Graad.

7.

De som mig før har elsket høyt og æred,
Ja de Staldbrødre som jeg fødd' og næred,
Stod' afsiids fra min Plag' og kiged ind!
Min næste Frende, med vel haart et Hierte,
Stood langt af Leed, hver haantis ved min Smerte
I Hu og Sind.

8.

Men de mit Liv med Fliid fast eftersøgte,
De deris Skalke-snarer daglig øgte,
Og de som fritted efter min Ufær,
De taler Vanart mig til Skam og Skade,
Og pønser friit paa Sviig, thi de mig hade,
Hver Dag i sær.

9.

Imidlertiid jeg lood som jeg ey hørde
Hvad Skam og Skiendsel de om mig udførde,
Som Dummen jeg ey løßde for min Mund
Jeg var som dend der ikke kunde høre
Og ey til Giensvar kunde Tungen røre
Mod Skalkefund.
337

10.

Thi HErre, jeg med Lengsel efterlented
Og at du skulde svare jeg forvented,
Thi jeg udi mit Hierte tænkte saa:
Om du tilsteder at min Food skal glide,
Da vil det, naar de mellem sig mig slide,
Gaa stoort oppaa.

11.

Men om du, GUD, vilt mine Ribbeen vrie,
Jeg færdig er at halte, og vil tie,
Om end min Pjne altjd for mig staar:
Jeg give vil Mißgierning min tilkiende,
Og i Bekymring for dend Synd mig vende
Som jeg begaar.

12.

Min' Afvindsmænd bestyrkede nu leve,
Og de i tal mangfoldig mange bleve
Ja de som gave jdel Ont for Got,
Mod mig som Satan selv af Hiertet stoode,
Og huldte mig, for jeg attraar det Goode,
For jdel Spot.

13.

Men du, O GUD! mig i ald Angest styrker,
Forlad mig ey, thi jeg dig trolig dyrker,
Min GUD og HERRE, vær ey langt af Leed!
Vær snar, Hielp! Hielp! Og paa din Arm mig lette,
Giør dog, O HErre for din Ære dette,
Min Salighed.

* 338

Den 4. Morgen-suk.

Op min Siæl, thi Sool er oppe,
Straalerne paa Huset leer!
Tænk, at du paa Zions toppe
HERRens Naadestraaler seer,
Som dit Hierte skal oplyvse,
Klare dig Fornuftens Mørk,
Alle sorte Trolde kyvse
Til dend fæle Helved-Ørk!
Søde JEsu! hold min Tanke
Til dit reene Bud og Ord,
Lad i Dag min Siæl opsanke
Naadesmuler ved dit Bord!
Trøst mig, Styrk mig, Tag mig vare
Ved din egen gode Aand,
Verdens Lyster, Satans Snare
Blive fra min Hu oc Haand.
Lad dit Aasyns blide Straale
Skinne paa din Kirke ned,
Du for Kongen fuldt i maale,
Lycke, Liv og Salighed!
Signe Landet, Lad mig svale
Synd og Sorg i JESU Blood,
Og naar Livsens Sool vil Dale,
Giør da Dødsens Time good.
339

Dend Fierde Morgen-Sang. (Melodien findis paa dend 24. og 25. Side.)

1.

Velkommen Morgenstund, med Guld og Gavn i Mund!
Lov skee dig, gode GUD, jeg vogned glad og sund:
Nu skal min Øyenbryn ey meere Hvile faa,
Før min Food
Med Hiert' og Mood
I HERrens Huuß skal staa.

2.

I Aftis blev vort Lyvs og Brende-Lampe slukt,
Men JEsus Verdens Lyvs i Siælen skinde smukt:
Min trætte Krop i Fred og Leyde hvilte sig,
Og min Seng
Var ey saa æng,
GUD bode jo hos mig.

3.

O GUD, dit Øye vaar min klare Natte-Sool,
Om end min Hvile-Halm laa paa din Foode-Stool:
Dog saaest du ned oppaa mig usle Creatur,
Mod ald Nød,
Og Satans Stød
Varst du min Vold og Muur.

4.

Jeg derfor nu vil op til HERREns Alter gaa,
Og mine Taare ned udi hans Ager saae:

340 Min Tunge med ald Tak skal løßnis ud af Fryd,
Klinge op
Til Himmel-top,
I Aandens Lyst og Lyd.

5.

Dend Dag som vaar i gaar, har nu ey meere Brug,
Men denne nyder jeg i Tidens Flugt og Fug,
Af HERrens Naade, som er til mit Levnet lagt,
At min Tiid,
Med Frugt og Fliid,
Kand tagis end i agt.

6.

Hielp GUD, jeg kunde saa i Frygt og Agtsomhed,
See hvordan Tiiden bort fra mine Fædre gleed,
At ingen Verdens Lyst mig saa i Sindet groor,
Jeg jo kand,
Med god Forstand,
See hvor dend sig hensnoor.

7.

Jeg har og vel forsøgt hvor foodefalsk og glat
At Verdens Bane er, O GUD! tag derfor fat
Og holdt min høyre Haand, at jeg til Skamfald ey
Skrenter hen,
Saa min U-ven
Beleer mig paa min Vey.

* 341

8.

Gid hvert Minut min Siæl i GUD kand være glad,
Og færdig fra sin Krop med Lyst at skillis ad;
Lad min Samvittighed ey blive steene-trykt;
Gid for Synd
Og Søle-dynd
Jeg bær en skyldig Frygt.

9.

Udi mit Kald, O GUD, leg med mig Haand i Haand,
At jeg af Spindelvæv skal ikke snoe mig Baand;
Lad din Velsignelse mig komme til at groo:
Gierighed,
Og Annis Sved
Langt være fra mit Boo.

10.

Din Ære og dit Ord giør her i Norden fast,
At vi fra Lyvset ey i Mørket blive kast
Giv, ved din Hielp og Haand, vor Konge glædis maa
At hans Land,
I lyksom Stand,
Maa lange Grendser faa.

11.

Giv Brød og Biering til hver i sit lovlig Kald,
Bevar hver Christen fra u-christelige Fald
Besøg den Siugis Seng, spiis hver en hungrig Siæl,
Giør dem frj
Fra vilden Stj
Som ere Satans Træl.

* 342

12.

Nu gaar mit Seyerverk, saa lenge GUD hand vil,
Jeg mod min Aften mig og gierne laver til,
Skiær, GUD, min Knude løß, naar det behager dig,
Mig er vel,
Fordj min Siæl
Er meest i Himmerig.

Dend Fierde Aften-Sang. (Melodien findis paa dend 24. og 25. Side.)

1.

Dend klare Sool gaar ned, Det qvelder meer og meer,
Hver Arbeydsmand er træt og sig om Hvile seer:
En Dag jeg nærmer' er ved Døden end som før,
Tiden mig
Saa sagtelig
Oplukker Dødsens Dør.

2.

Her skiftis Tjden om, her vexlis Dag og Nat,
Af Solen bliver kun en Skygge efterlat!
Saa Verdens Herlighed omsider Ende faar,
Mørken Grav
Og Orme-Drav
Vi sidst i Verden aaer.
343

3.

Tænk da, O tænk dig om, min Siæl, søg ey din Roo
I Verden, som ey veed at holde Stand og Troo!
Ræt nu var Solen her, nu er her jdel Mørk;
Verden var
Da lyvs og klar,
Nu er den som en Ørk.

4.

Jeg triner nu udi det Dugge-fulde Græß,
Naturen siger mig: Bie lit, stat her og læß:
See Morgen-blomsteret, hvor det er falmed nu,
Det vaar Fragt,
Nu er det slagt,
Ach! kom det dog ihu.

5.

Min Siæl, vær rolig lit, mens jeg mig tænker om,
Hvad dog min GUD hand er langmodig, mild og from,
Jeg seer mit Kontrafey i Blomster og i Høe,
Dag og Nat
Mig lærer brat
At jeg skal engang døe.

6.

Tak, tusind gange Tak, O GUD! som ævig er,
Og udi Tjden dog slig Omhu for mig bær!
Fra første Øyeblik der jeg af Rode randt,
Af mit Leer
Du giorde meer
End jeg kand sige grandt.

* 344

7.

Du toede mig udaf mit syndig Føde-Blood,
Og gafst mig i din Søn en anden Voxe-Rood,
Du har opklekket mig udi dit reene Ord,
Ja min Siæl
Saa tiit og vel
Er spjsed ved dit Bord.

8.

End er jeg denne Dag ved din Barmhiertighed
Ulykken gangen qvit, om Satan end var vred,
Du har og givet mig i Dag min Deel af Brød,
I min Skaal,
Med Himmel-maal,
Din Gunst og Naade flød.

9.

Men, O min GUD! giv til hvad jeg mod dig har brudt,
Agt ey de Spirer som af Syndsens Rood er skudt,
Løß min Samvittighed af sine Synders Baand,
Kast dem ned,
I Ævighed,
I Haved med din Haand.

10.

Stil du en Engle-Vagt omkring min Sove-Sted,
Lad Satan i mit Huus ey sætte noget Fied,
Luk Himlen i mit Sind, giør Hu og Hierte reen,
Lad min Siæl,
Af Kiødets Pæl,
Ey finde noget Meen.
345

11.

Oplyvs din Meenighed og breed din Ære ud,
Omfavn med Kierlighed din aandelige Brud,
Som du i Norden har opelsked dig til Lov,
Stød dem om
Med rætviis Dom,
Som søge hendis Rov.

12.

GUd, lad din Salighed for Kongens Ansigt gaa,
Og hug hans Fiender af som Axeklipped Straa,
Formeer hans Herlighed, forlæng hans Lives Aar,
Gid hans Sæd,
I Dyder klæd
Stor Magt i Verden faar.

13.

O Naadens Fader, see og af din Himmel ned
I ald din Christendom, til hvers Nødtørftighed!
Jeg staar nu færdig til min Sovested at gaa,
Giv du mig
At jeg i dig
En rolig Nat kand faa.

14.

Kom, mægtig Engle-hær, lyvs HErrens Roo og Fred,
Paa Siæl og Legem, og hvad meer mig kommer ved,
Gak, Orme-sæk, og sov, GUD skal i Morgen dig
Vekke her,
Men siden der
Til Liv ævindelig.
346

Dend 4. Aften-Suk.

Hvile-stunden er i vente,
Solen settis meer og meer,
Denne Dag har GUD paa Rente
Hos mig, og saa mange fleer!
Sundhed, Styrcke, Liv og Ære
Leggis hver Dag til min Sum!
Glemmer jeg det, maa jeg være
Gandske baade blind og dum.
Fald du derfor ned og bøye,
O min Siæl, dit Hiertis Knæ,
Løft din Trois Vaade Øye
Op til JEsum Lifsens Træ.
Dig, O GUD, skee Lov og Ære
For din Naade denne Dag,
Ævig du velsignet være,
For jeg, efter dit behag,
Fører Sundhed med til Senge,
Og med good Samvittighed
Bag Gardinen kand ophænge
Ald dend Sorrig som jeg veed.
Lad min Synd udslettet blive
I dit Blood, O Frelsermand!
Lad min Søfn mig Styrke give,
Væk mig udi Helbreds Stand.
347 Giv din Kirke i din Skygge
Altjd motte rolig boe!
Kongens Huuß du self opbygge,
Giv det Lykke, Fred og Roe.
Lad en hver i dine Arme
Søfn og salig Hvile faa!
Over mig sig GUD forbarme!
Sov mit Øye, Sov her paa.

Dend Fierde Kong Davids Poenitendse-Psalme. (Melodien findis paa dend 24. og 25. Side.)

1.

GUD vær mig naadig, og tilgiv min Synd saa leed,
For din miskundheds skyld, ey for min Værdighed,
For din Barmhiertighed, som saa utallig er,
Reent udslæt
Hver Synde-plæt
Som jeg i Kiødet bær.

2.

Toe mig og vask mig vel og meget af min Synd,
(Jeg veed at i mit Kiød er Syndsens Arpe-dynd,)
Prøv her din Farve-Kunst! og giør min Kiortel hvid
Skiær og reen,
Af Skarn og Meen,
I ald min Livis Tiid.

* 348

3.

Thi jeg min Ondskab og min' Overtrædelser
Til fulde kiender nu, saa det i Hiertet skiær,
Min Synd dend Dag og Nat ræt for mit Ansigt staar,
Siger mig,
At visselig
GUds Straf hos Synden gaar.

4.

For dig min GUd, for dig jeg eene synded har,
Og giort det Onde i din' Øyne aabenbar,
Din Tale derfor mod min Synd rætfærdig er,
Og din Dom
Ey fældis om,
Som Reenheds Merke bær.

5.

See, GUD og tænk, at jeg ey uden Ondskabs Saar
Er af min Moder fød, hvis Føde-tiid var haard,
Ja der min Moder mig først varmed i sit Liv,
Var den Lyst
Ey uden Bryst
Med syndig Tiids fordriv.

6.

See, du har dog din Lyst i Sandheds skiulte Leed
Der er som Nyre-lukt, og ingen Mand af veed,

*

349 Dit Evangelium mig Trøst i Løndom bær,
Jeg skal faa
God Viißdom paa
Den Ting nu tillukt er.

7.

Afløs mig derfor kun med Isop-Kosten tiit,
Jeg troer jeg bliver reen og ald min Fuulhed qvit,
Toe mig, saa bliver jeg langt hvidere end Snee,
Thi jeg grandt
Meßiæ Pandt
Hans Blood og Død kand see.

8.

Ach lad mig høre da stoor Lyst og Siæle-Fryd,
Udi dit Ordis Kraft og Evangeli Lyd,
At mine Been og Marv, som du med Løve-tand
Knasker smaa
Som Avn og Straa,
Af Fryd omspringe kand.

9.

For mine Synder og min vilde snuble-Vey
Skiul du dit Ansigt, og agt det aldeelis ey,
Hvad jeg med Hiert' og Haand har for dig giort Uræt,
Slæt det ud,
Onaadig GUD!
Udaf dit Regne-Bræt.

* 350

10.

Skab mig et Hierte reent og puurt fra Syndsens Art,
Som af sin Skyld og Blood i dig er toet klart,
Udi mit Bryst og Liv en rætter Aand forny,
At jeg kand,
Som en Guds Mand,
Her efter Synden fly.

11.

Forkast mig ikke fra dit Ansigts Salighed,
(Bliv aldrig for min Synd saa saare harm og vred)
Tag ey, O Naadens GUd, din værdig Hellig Aand
Fra mig bort,
Thi da vel kort
Fik Satan Overhaand.

12.

Giv mig, O GUD, igien din overflødig Trøst
Udaf din Salighed, udi min Siæle-Brøst,
Med en frjvillig Aand ophold mig allenstund
At jeg giør,
Det som mig bør,
Med Hierte, Haand og Mund.

13.

Da vil jeg udi mit Exempel lære saae
At Overtrædere paa dine Veye gaa,

*

351 Ja Syndere, som end GUds Frygt ey sandse ræt,
Skal til dig
Omvende sig,
Og Synden hade slet.

14.

Udfrj mig ogsaa fra den dyre Bloodeskyld,
O GUD min Salighed! og fra en Hierte-byld,
Og din Retfærdighed, din Gunst og Sandheds Ord
Tusindtal
Min Tunge skal
Berømme her paa Jord.

15.

Oplad, O HErre, selv min Mund og Læbers Dør,
(Thi ellers i din Lov er jeg saa død som før)
Saa skal jeg viit og bredt (alt efter Engle-viis)
Med min Mund
Af Hiertens Grund
Kundgiøre HERrens Priis.

16.

Thi du har ingen Lyst til feede Offers Røg,
Og dig befalder ey Brend-Offers hellig Smøg,
Thi jeg vel ellers gav dig tusind Lam og Faar,
Offer nok
Af Øxenflok,
Som jeg saa vel formaar.

* 352

17.

Men jeg langt bedre veed, at HERrens OflFer er
En sønderknused Aand, som Sorg for Synden bær,
Et Hierte som for Synd er angerknused smaa,
For hans Magt
Er ey foragt,
Det maa vi lide paa.

18.

Giør vel mod Zion og imod din Meenighed
Alt efter din Behag, og søg din Kirkis Fred,
Byg Murene udi Jerusalem, og bliv
Selv en Muur,
At Fiende-Lur
Forgævis ypper kiv.

19.

Da skalt du have Lyst til Offer, som der skal
Udi Rætfærdighed frembæris tusindtal,
De rætte Ofringer, og Læbers Kalve med
Legger mand,
Med good Forstand,
Da paa dit Alter-sted.

* 353

Dend 5. Morgen-suk.

Far vel du hvile-søde Nat,
Op, klare Sool, giør Dagen glat,
Lad, hierte GUD, frembryde
Din Naade-Sool, dit Lyvs og Lyst
I Dag mit Hierte, Siæl og Bryst
Og ald mit Liv bepryde.
Skin i dit Huuß og Helligdom
Fryd Kongens Huuß, kast dennem om
Der Fred og Sandhed hade.
Udøes din Aands saa rige Trøst
I alle Christnes Saar og Brøst,
Og giør dem himmel-glade.
Driv mig og føer mig til alt got,
Fri mig fra Synd, fra Skam og Spot,
Og fra min Fiendis Vrede!
Lad alle mine i din Haand
Optegned leve, lad din Aand
Paa rætte Vey dem lede.
Skrid saa du Dag som aldrig meer
Mit Øye her i Tiden seer,
Fald hen i Nattens Skygge!
Jeg skrider frem til Himmerig,
Min GUD at see ævindelig,
Der paa min Troe skal bygge.
354

Dend Femte Morgen-Sang. (Melodien findis paa dend 26. og 27. Side).

1.

Op, op i søde JEsu Navn,
Og lad din Øyenbryn ey slumme meer
Min Siæl du est endnu i Havn,
Og Solen stikker paa dit Huus og Leer,
Hver Morgenstund fornyer GUd sin Pagt,
Hans Sool forgylder Nattens Sørge-Dragt.

2.

Jeg var ey værd at Solen mig
Med mindste Straale skulde skinne paa
Om jeg var saa forglemmelig,
At HErren mig af Hierte skulde gaa,
Og jeg hans Øynis tusind Vagter ey
Berømde høyt oppaa mit Levnets Vey.

3.

Op, op min Siæl med Lov og Tak,
Og vær med Himmel-Psalmer flux bereed,
Med Ydmyghed til Thronen gak
Og kast dig for din HERris Ansigt ned
Dit Hellig, Hellig, siung med Engle-Koor,
Thi du hver Dag i HErrens Naade groor.

4.

Udi min HErris Skiød og Arm
Har jeg nu soved rolig denne Nat,

*

355 GUds Aand var mig i Bryst og Barm
Og jeg blant Engle-Vagter var nedsat:
Thi maatte Helved-Aander skammelig
Langt fra min Hvile-sted undsette sig.

5.

Jeg derfor mig nu stiller frem,
Dog ey paa nogen min Retfærdighed
Men med de hellig Vunder fem
Og ald dend Pjne JEsus for mig leed:
Jeg laver til hans Saar et Græde-Bad
Thi jeg har dem nydt ald min Frelse ad.

6.

Om Hielp og Raad jeg beder dig,
O gode GUD, endnu i denne Dag,
At ald min Gierning lykkelig
Forrettis kand, min GUd til Velbehag
Min Næstis og mit eget Gavn derved
Forøgis maa i Lykke, Fryd og Fred.

7.

Mit skrøbelige Kiød og Blood
Til sine tusind fald tilbøyed er,
Thi Synden er mig Nyre-grood
Og hendis Gift jeg udi Barmen bær:
Mens demp, O GUD, Naturens onde Glød,
At jeg i Synden ikke bliver død.

* 356

8.

Men om jeg snubler, og min Food
Hand glider hen paa Verdens hale lis,
Udslæt du da med JEsu Blood
Min blodig Synd, og giør dog ikke Riis
Saa store, som jeg vel fortiene kand
Men bøy mit Hiert' igien som Strømme-Vand.

9.

Om og i Dag indfalde kand,
En ulyksalig Tim' og Øyeblik,
Om jeg faar Skad' af Ild og Vand,
Om Soot og Siugdom blander Dødsens Drik!
Ach lad mig dog ey tabe Hiert' og Mood,
Men tænk', at alting har fra GUd sin Flood.

10.

Din Meenighed og Faare-Sti,
Hvor i hos os dit Ord og Ære staar,
Fra Siæle-ulve hende frj
Og fra de hykkel-klædde Satans Faar
Driv fra os ud dend Parder-plettet Flok,
Som spinder hemmelig paa Satans Rok.

11.

Giv du vor Arve-Kongis Aar
De maatte vare for dig frem og frem,
Lad Kongens Huus ey lide Skaar
Af nogen Sorrig eller Modgangs klem:
Giv hannem viise Raad i ald sin Sag
Og hør hans Bøn paa Nødens haarde Dag.

* 357

12.

Giør Landene som grønne Dal'
Af Frugt og Fedme ofverflødig riig'
Og gyd ned af din Himmel-sal
Din Fred saa som en Flood, og stil ald Kriig,
Afverge dyr Tiid, Pest og Ildebrand,
Og Havets alt for mægtig Floders Vand.

13.

Jeg gaar nu til dit Huus igien
Og giør for mig og min' en ydmyg Bøn,
GUd vær vor Fader og vor Ven,
Og giv os ikke vor fortiente Løn:
Lad Hustro, Børn og alt mig rører paa,
Din Naade, Lykke, Hielp og Bistand faa.

14.

Giv at jeg mig erindre kand
At ingen Blive-sted her er for mig,
Men Verden er mit Vandrings-Land
Og mine Reyse-tjmer skynde sig:
GUd veed hvor snart jeg helser Gravens Hul,
Og mit Leer-bygde Huus gaar ned i Smul.

15.

Kom JEsu, kom kun naar du seer
At det kand være paa min Siælis Tarv
Brek kun mit svage Kar og Leer,
Jeg skal da nyde først min Himmel Arv!
Puust Jorden lit bort fra min Himmel-Deel,
Paa Dommens Dag skal dend dog blive heel.

* 358

Dend Femte Aften-Sang. (Melodien findis paa dend 26. og 27. Side.)

1.

Det mulner mod den mørke Nat,
Og Dagen er oppaa sit sidste Fied,
Mod Vesten haver Solen sat
Sin Gang hen til sin vaanlig Nedgangs Sted,
I Jacob rinder dog en Stierne op,
Saa vel i Dale som paa Bierge-top.

2.

Lad mørknis ikkun immerfort,
Jeg gruer dog for aldrig nogen Ting,
Naar Luften bliver fæl og sort,
Saa lyvser JEsus om mig rundt omkring!
Hans Aand i mig et Lyvs oppusted har,
Som over alle Verdens Bluß er klar.

3.

Nu vil jeg falde ydmyg ned
Og kysse Støven for min HERris Fod
Fordi hans store Miskundhed
Er saa mangfoldelig mig overgrod!
Før Solen skal mig slet af Syne gaa,
Vil jeg med Hiertens Tak for HErren staa.

* 359

4.

Paa mine Dagis Rime-stok
Har GUd selv tegned Lykke, Liv og Brød,
GUd giver mig det nøysom nok
Om Guld end ikke regner i mit Skiød:
Jeg kysser paa Guds Haand og takker til,
Som hver Dag mig min Nødtørft skikke vil.

5.

Vel har jeg svedet denne Dag,
Og i min Viingaard velted Klimpen om,
Dog var min Efne alt forsvag
At saae Velsignelse i noget Rom:
Men GUd mig dend dog af sin Naade gav,
Hand signed selv min tunge Arbeyd-stav.

6.

Har Satan spundet Hilde-garn,
At føre mig i Dag til Synd og Skam,
Hans Anslag bleven er til Skarn,
GUd lærde mig at see hans Skalke-ham,
I Troens Skiold hand sine Pile brød,
Hand fand mig levendis i Christi Død.

7.

Mit Goods og Ære, Liv og Siæl
Har været hid indtil i Guds Behold;
Om Slangen stak mig i min Hæl,
Og trued mig vel tiit med Syndsens Sold:
Dog har jeg ikke fundet Sorg og Saar,
End ikke paa mit mindste Hoved-haar.
360

8.

Mens ach jeg arme Adams Barn
Ureenhed sidder paa min Kiortel Fliig,
Jeg velter mig i Synd og Skarn,
Og er Guds Billede slet intet liig:
Mit Hiertis Tanke, ja min Ord og Daad
Med Syndsens Galde-Frøe er ombesaad.

9.

Af dette onde Kilde-veld
Er Synd og Last i Dag og bubled op,
Men ald min Skam og mit Uheld
Tog JEsus villig paa sin blodig Krop,
Ved hannem jeg og megen Naade faar,
Hand skyvier mine skamfuld Synde-Saar.

10.

Jeg skikker mig til Leye nu,
Og mine Klæder fører jeg mig af,
Ved Sengen kommer jeg ihu
Min Dommedagis Seng og Hvile-grav
Hvor Verdens Herlighed jeg skal afstaa,
Og kun et Svøbe-lagen med mig faa.

11.

Omkring mig, naar mit Lyvs er slukt,
Jeg finder Myggen mig at stikke paa,
Jeg tænker da: Naar jeg er lukt
I ald min Eyedom, og Gravens Vraa,
Hvor Ormen da skal vrimle i min Hud,
Og æde disse Verdens Lyster ud.

* 361

12.

Men efter mørken Middernat,
Da hører jeg det klingre Hane-gal,
Ald Verden er til side sat,
Min Tanke er da udi Himmel-sal,
Hvor fra jeg, ved Basunens sterke Lyd,
Paa Domme-dag opvekkis skal til Fryd.

13.

I disse Tanker vil jeg gaa
En rolig Søvn i Nat at tage mig,
Guds Ansigt over mig skal staa,
Hans Engle mig beskierme veldelig:
Min Siæl i GUd skal tryggeligen boo,
Af Satan og mit Kiød ey faa Uroo.

14.

Vær selv, O GUd, en Værn og Vold
Omkring din Kirke og din lille Hiord,
Vær du vor Kongis sterke Skiold,
Slut Laasene med Fred udi hans Gaard:
Lad hos hans Raad dit Lyvs og Lampe staa,
At Nat og Nød dem ey formørke maa.

15.

GUd trøste dem der ere nu
I deris Døds Minut, og Afskeeds Tiid,
Kom syge Lemmer og ihu,
Giv dem Taalmodighed og vær dem bliid
Glem ikke nogen iblant hver af dem,
Som du selv kiender for dit Legems Lem.
362

16.

Jeg dermed mig nu kaster ind
Udi min HErris Arme og hans Skiød,
Hand lyvser op mit mørke Sind
I Søvne ja udi den grumme Død!
Saa sover jeg med HErrens Fred og Roo,
I Liv og Død alt lige fuld af Troo.

Dend 5. Aften-suck.

Paa Rende-bakken Soolen gaar,
Nu helder Dagen, Natten faar
Et bruun-soort Sabel-klæde:
Til Hvile stunder alle Mand
Dend søde Søfn, for hver en Stand,
Er ræt en quegsom glæde.
Tak, søde GUd, for hver en Stund
Jeg haver levet glad og sund,
Tak og for Korsens Time!
Læg, hierte JESU, Sindets byld,
Lad Satan ey for Syndens skyld
I Drømme for mig stime.
Drag Skiul og Skygge ved din Magt
Oppaa din Kirke, tag i Agt
Ald Kongens Huus og Stamme;
363 Lad ey udi en hast og Iil
Blant Nattens mørk ulykkens Piil
Paa Christne Siæle ramme.
Lad mig og mine sove vel,
Men tænk derhos, O kiære Siæl,
Du skalt i Graven sove!
Velan! kom JEsu, kom derpaa!
Ved dig skal jeg af Graven gaa,
Min GUd at ævig love.

Dend Femte Kong Davids Poenitendse Psalme. (Melodien findis paa dend 26. og 27. Side)

1.

O HErre hør min Jammers Bøn
Og lad mit Raab dog komme for dig ind,
Skiul ey dit Ansigt fra din Søn
Oppaa hans Trængsels Dag, men vend dit Sind
Bøy Øret ned naar jeg dig raaber paa,
Skynd dig, bønhør mig, at jeg Hielp kand faa.

2.

Thi mine Dage svundne er
Som Røg i Luften driver sagte hen,
En gru' i mine Been jeg bær,
Som tærer mig at lidet er igien:
Mit Hiert' er feldt og tørred som en Urt,
Det kiære Brød at æde er mig surt.

* 364

3.

For mine dybe Hierte-Suk
Er mine Been og Kiød kun som en Rad,
Jeg, som Rørdrummen med sin Kluk,
I vilden Ørken aldrig findis glad,
Som Uglen paa hin øde Mark og Muur
Er jeg alt for mig selv i Skiul og Skuur.

4.

Min Søvn gaar bort for Hierte-nag,
Jeg vaager og er altid i Uroe
Som eenlig Spurre paa mit Tag,
Saa venneløß er jeg udi mit Boe,
Min Fiende skiender dagligen mit Navn,
Og galne Folk svær hart imod mit Gavn.

5.

Der er en Afsmag i mit Brød,
Jeg æder det som Aske og som Grud,
Min Graad i Drikke-Karet flød,
Og giorde mig min Drik som Lag' og Luud
For Trusel din, at du varst vred og hvas,
Opløfte mig, og slog mig ned i Kvas.

6.

Som Skyggen mod den Aftenstund,
Saa mine Dag' er nær ved Undergang,
Som vissen Urt i Mark og Lund
Saa mister jeg min Kraft og Aandefang:
Men, GUd, du sidder fast, i hvor det gaar,
Fra -Slegt til Slegt dit Minde ævig staar.

* 365

7.

Stat op, O GUd! og lav dig paa
At ynkis over Zions store Nød,
Skal dend ey gandske undergaa
Da er det Tiid at Naade din udbrød,
Ja dend bestemte Tiid og kommen er,
Tænk hvad du haver lovet, HErre kier!

8.

Thi dine Tienere har Lyst
Og stoor Behag i hendes Bygnings Steen,
Ja det vaar deris Hierte-Trøst,
At HErrens Huus det kom igien paa Been:
Thi de har Medynk over dends Foragt,
At HErrens hellig Huus i Støv er lagt. ||

9.

De grove Hedninge skal faa
Der Aarsag af at frygte HErrens Navn,
Og Jordens Konger ligesaa
Skal søge HERrens Ær' og deris Gavn,
Naar HErren bygger Zion op igien
Og i sin Ære seis, som hendis Ven.

10.

Naar hand har vendt sit Ansigt hid
Til deris Bøn, som nu er slet forlat,
Og nu for Angist intet gid,
Men er som skalded Træ i Ørken sat:
At hand ey deris ydmyg Bøn forsmaar,
Men lader see den ham til Hierte gaar.

* 366

11.

Saa skal dend GUds Barmhiertighed
Og skrivis op med Fyrighed og Fliid
For Efterkommerne, som veed
Dog ellers intet udaf denne Iid:
Ja Folket, som her efter skabis skal,
Vil love GUd derfor i tusind Tal.

12.

Thi GUd hand saae her ned oppaa,
Udaf sin Helligdoms det høye Slot,
Af Himlen hand til Jorden saae,
Hvordan hans Folk drev om i Spæ og Spot,
At høre Fangens Suk for Fiendens Stød,
Og løse Dødsens Børn af Siæle-nød.

13.

Paa det de kand i Zions Hiem,
Fortælle HErrens Nafn ævindelig,
Hans Lov udi Jerusalem,
Naar Folk til HErrens Huus forsamle sig
Og Kongeriger HErren tiene skal
I Christi Meenigheds Blod-sprengde Sal.

14.

Men GUd i min Udlendighed
Og paa den Vey, der jeg i Fængsel gik
Ydmyged mig, jeg fuld vel veed
Hvor mangt et Angist-Stød at jeg der fik:
Ja GUd forkorted mig mit Levnets Tiid
Og skar i tu mit lange Haab og Liid.

* 367

15.

Jeg sagde da, O gode GUd!
Tag mig ey midt i mine Dage bort,
Mit Haabnings-Maal lad mig naa ud,
Du veedst mit Levnet det er dog kun kort!
Men du, O GUd, i Ævighed bestaar
Fra Slegt til anden vare dine Aar.

16.

I Verdens første Skabnings Tiid
Du lagde Jordens Grund urørlig fast,
Og Himlen blev udbredt saa viid
Som dreyer sig om Jordens runde Last
De er' din' Hænders Gierning underlig
Hvor paa jo billig hver forundre sig.

17.

De skulle samptlig dog forgaa,
Men du bestaar og bliver alt igien,
Som daglig Klæder mand har paa
Saa skal og de af Ælde slidis hen.
Da skal forvandlis som en Klæde-palt
Naar du vilt ændre deris store Alt.

* 368

18.

Men du den samme altjd er,
Og ende-løse ere dine Aar,
Du dine Tienere beskiær
At deris Børn og Sæd for dig bestaar,
De for dit Ansigt vel befæstis skal,
Det er vor Trøst i denne Græde-dal.

Dend 6. Morgen-suk.

Fem til GUd med Morgen-Gave,
Frem min Siæl, og flux tillave
Bønne-offer, kast dig ned
Med din Suk din GUd at ære,
For din Skiold hand vilde være
Udi Nattens Grusomhed.
O min JEsu, lad det dagis
For min Siæl! Lad Mørket jagis
Gandske bort fra Siæl og Sind,
At jeg ey min Food skal sette
Hvor jeg kand min GUd forgiette,
Og i Synden blive blind.
Lad din Menighed sig glæde,
At GUds Stool og stadig sæde
Er i hendis Tempel sæt!
* 369 Giv at Lykkens Sool oprinder
Over Kongen, at hand finder
Veyen til din Frygt og Ræt!
Lad og mine Timer flyde
I din Frygt, og lad mig lyde
Dine Budord, lad mig gaa
Rund forbi ald Synd og Vaade,
Livsens Aften i din Naade
Salig Slutning engang faa.

Dend Siette Morgen-Sang. (Melodien findis paa dend 28. og 29. Side.)

1.

Nu rinder Solen op
Af Øster-lide,
Forgylder Klippens Top
Og Biergets Side,
Vær glad, min Siæl, og lad din Stemme klinge,
Stig op fra Jordens Bo,
Og med din Tak og Tro
Til Himlen svinge.
370

2.

Utallig saa som Sand,
Og uden Maade,
Som Hafsens dybe Vand
Er HErrens Naade,
Som hand mit Hoved daglig overgyder:
Hver Morgen i min Skaal
En Naade uden Maal
Til mig nedflyder.

3.

En Orm er jeg og svag,
Ja fød til Møye,
Dog har min GUd behag,
At hand sit Øye
Til Varetægt vil paa mig Arme sætte,
At jeg hver Morgen skal
Udi hans Naadis Val
Min Tro oprætte.
Hand har i denne Nat
Med Engle-Skare
Mit Huus og Hiem omsat,
At. ingen Fare
Har rammet mig og min' i nogen maade:
Men jeg er frelst og frj
Fra Dødsens mørke Stj,
Og Siæle-vaade.

* 371

5.

Jeg har min Førlighed,
Og mine Lemmer
Af ingen Smerte ved
Som dennem klemmer,
Og HErrens Aand i mig sit Vidne giver,
At jeg GUds kiere Søn,
Formedelst Christi Bøn,
Fremdelis bliver.

6.

Min Siæl, vær frisk og glad,
Lad Sorgen fare,
Dit Legems Blomster-blad
Skal GUd bevare:
Hand skal i Dag mig give Kraft og Styrke
Jeg i mit Kald og Stand
Min GUd og Fader kand
Tilbørlig dørke.

7.

GUd legge Haand i Haand
Med mig, og give
Sin gode Hellig Aand
Mit Kald at drive,
Velsigne mig, O GUd, udaf det Høye!
Gid jeg hver Dag og Tid
I GUd og i min Flid
Mig lader nøye.

* 372

8.

Lad Synden mig i Dag
Ey slet forblinde,
At jeg min GUds Behag
Kand ræt besinde:
Men om min Fod gaar vild og sig mon støde
Da vend, O GUd, mig om,
Og gak ey strax til Dom
For Svagheds Brøde.

9.

Du best min Tarv og Trang
O HErre kiender,
Til med er Lykkens Gang
I dine Hænder,
Og hvad mig tiener best i alle maade
Du det tilforne seer!
Min Siæl hvad vilt du meer?
Lad GUd kun raade.

10.

For mine Børn og Sæd
Om jeg vil sørge,
Om jeg hver Tjme græd,
Og vilde spørge:
Hvor skulde de sit Brød og Lykke tage?
GUd lever jo endnu!
Hand kommer dem ihu,
De skal ey klage.
373

11.

Skal jeg paa Jord og Land
For Brødet svede:
Skal jeg paa vilden Strand
Mit Brød oplede:
Skal jeg mit Sverd for GUd og Brød omspende :
Dog er jeg viß oppaa
Min GUd skal med mig gaa,
Min Tarv at sende.

12.

GUd lad mig denne Dag
I Dyd opstige,
Lad Siælen faa en Smag
Paa Himmerige,
Lad mig min Hu til Verden aldrig bøje,
Men i min dybe Suk
Og Knæfalds ydmyg Buk
Til GUd ophøye.

13.

O GUd bær Omhu for
Din Kirkis Gode!
Giv hende glade Kor,
Sæt dend paa Fode:
Lad Anti-Christen dog med ald omstødis
Og hans skinhellig Pak
Med deris falske Snak,
I Grund forødis.
374 Lad Kongen glæde sig
I GUd alleene,
Og hvad hand beder dig
Du ey formeene:
Giv Kongens Huus mangfoldig Ær' og Lykke,
Og sæt ham paa din Haand,
Med Kierlighedsens Baand,
Som gylden Smykke.

15.

Lad Landet deylig staa
Af Frugt og Grøde,
Lad Sandhed Fremgang faa
Og Rætten møde:
GUd give mig min Deel med alle andre,
Indtil jeg hos min Grav
Nedlegge skal min Stav
Og heden vandre.

16.

Saa skal jeg gode Nat
Med Glæde sige,
Min GUd mig tager fat,
Naar jeg skal stige
Ned udi Dødsens Dal og Gravens Giemme
Da faar jeg Trøst og Raad:
Da endis Suk og Graad
Med Engle-Stemme.

* 375

Dend Siette Aften-Sang. (Melodien findis paa dend 28. og 29. Side)

1.

Til Hvile Solen gaar,
Og Dagen helder,
Og Mørk af Nattens Vraar
Til os udvælder:
GUd lyvse selv for os, og hos os være,
At Naadens Lyvs og Lyst
Optændis i vort Bryst,
Os at regiere.

2.

O store GUd, jeg maa
Rundt ud bekiende,
At jeg ey Bund kand naa
Og ingen Ende
I din Barmhiertigheds og Naadis Strømme
En Bek den anden naar,
Og jeg alt Aarsag faar
Dig at berømme.

3.

Jeg, en Udlendings Mand,
Som mine Fædre,
Boer her i fremmed Land,
Attraar et bedre:
Min Pillegrime-Stav jeg skal henslenge,
Og giennem Tjdens Stød
Ja og den bittre Død
Til Himlen trende.

* 376

4.

Det lærer Tjden mig,
Som haver Vinger,
Og læt og listelig
Hen fra mig svinger
Ja denne Dag, som nu mod Natten qvelder,
Hand skyder mig ihu,
Hvor nær mit Hoved nu
Mod Graven helder.

5.

O GUd, af Hiertens Grund
Min Siæl er rede,
For denne Dag og Stund
Dig at tilbede!
Du haver mig af jdel Naade spared,
Og i min Stand og Kald,
Fra all U-lykkis Fald,
Saa vel bevared.

6.

Du gavst mig daglig Brød
Og Legems Styrke,
Velsignels' i mit Skiød
Til dig at dyrke:
Jeg derfor nu mit Hiertis Harpe stemmer,
Og takker inderlig
Min GUd, som ikke mig
Sit Barn forglemmer.
377

7.

Hvad jeg har mod dig giort
I Ord og Tanke,
Det være lit og stort,
Som dig kand anke:
See! jeg nedfalder for din Naadis Throne,
Lad din Barmhiertighed
Og JEsu blodig Sved
Min Synd forsone.

8.

Dend Synd som i mig boer,
Dend Udyds Kiempe,
Det Ukrud i mig groer
Jeg dog vil dempe:
Tag HErre, tag mit Hiert' i dine Hænder,
Thi ellers er min Magt
Mod Synden snart forsagt,
Som du best kiender.

9.

Nu vil mit Øye-laag
Opsøge Hvile,
O GUd! du mig bevaag,
At Satans Pile
Forgievis skydis ud af Dødsens Bue,
Gid! jeg i Søvne maa,
Og Hiertens skiulte Vraa,
GUds Ansigt skue.

* 378

10.

GUd holde midlertiid
Oppaa sin KIRKE
Sit Øyes Act med Fliid,
Og det udvirke,
At aldrig HErrens Lyvs hos os formørkis
Men vi til Satans Spot,
I alt det som er got
Maa daglig styrkis.

11.

Tend Lyvs og Glæde op
I KONGENS Sale,
Hans Sool fra Ærens Top
Lad aldrig dale,
Giv, GUd, hans Raad Oplyßning allevegne,
At de, med god Forstand,
Om disse Riger kand
Ret vel indhegne.

12.

Er nogen her forgiæt
GUD glem dem ikke,
Lad dem ey vær' udslet,
Men ogsaa drikke
Udaf din Naadis overflødig Bekke,
Lad Naadens veldig Arm
Til hver nødtørftig Barm
Sig selv udstrekke.
379

13.

Far dermed, Verden vel,
Jeg vil nu sove,
Paa HErren har min Siæl
Sat Liid og Love,
Jeg mine Børn hos mig nu indelukker,
Som først med Ydmyghed,
Sig selv til Jorden ned
For HErren bukker.

14.

Saa sover jeg dermed,
GUD skal ey vige
Bort fra mit Sove-sted,
Men til mig sige:
Sov nu mit Barn, og svøb dig i dit Klæde,
Du skalt opvogn' engang
Blant Fryd og Engle-sang,
I ævig Glæde.

Dend 6. Aften-Suk.

Aften-Stiernen hisset tindrer!
Hvad er det som dig forhindrer,
Søde Siæl, at ey din Bøn
Staar i andagts Lyvs og Lue,
Oppe ved GUds Himmel-bue,
Og hans Naade-Throne skiøn?
* 380 Søde GUd, jeg vil mig skynde,
JEsu, tænd min Siæl i brynde,
Hellig Aand, driv Tanker hen,
Som min Siæl til Jorden trænge,
Og mig om mit Hierte hænge,
For at være Verdens Ven!
Du, min Sool, mit Liv og Lykke,
JEsu, Siælens Himmel-Smykke,
Dig, med Fader, hellig Aand,
Ævig Lov og Ære blive,
For i Dag du vilde give,
At mig alting gik til Haand!
Lad i Nat din Fred og Sone
Fra din høye Himmel-Throne
Skygge Christi Kirke om!
Lad din Værn og Vagt bevare
Kongens Huus fra Nød og Fare
Styrk ham i din Ræt og Dom!
Lad og mig, O JEsu lilde,
Ey i Mørket lide ilde,
Giv mig Søvn og sagte Roe!
Men naar Dødsens Nat tilstunder,
Skiul mig da i dine Vunder,
Lad mig døe i salig Troe.
381

Dend Siette Kong Davids Poenitendse Psalme. (Melodien findis paa dend 28. og 29. Side.)

1.

Udaf den dybe Nød
Af alskens Vaade,
Jeg raaber, HErre sød,
Til dig om Naade!
O HErre! lyd min Røst, mig ey forglemme,
Lad Ør'ne aabne staa,
At de grandt merke paa
Min Klynke-stemme.

2.

O HErre, om du vil
Vor Synd betragte,
Og all vor Ondskabs Spil
Saa nøye agte,
Hvo kand da staa, O GUd! iblant os alde
For din den strenge Dom?
Hand jo maa stødis om
Og slet henfalde?

3.

Men hos dig, gode GUd,
Stor Skaansel findis,
Du sletter Synden ud
At dend ey mindis!

*

382 Det er af Ævighed dit gode Rygte!
Des bør vi ogsaa dig,
Som Børn enhver for sig,
Pligtskyldig frygte.

4.

Jeg venter inderlig
Med Hiert' og Øye!
Og efter HErren mig
Vil gierne føye,
Min Siæl hans sande Løfter eftervented,
Og paa hans Ord og Eed
Gav tøv med good Beskeed,
I Haabed lented.

5.

Endnu er jeg paa Vagt
Med Siæl og Hierte,
Paa HErren er min agt,
O søde Smerte!
Fast meer' end Vægterne i Haabet lider
At Mørkhed skal forgaa,
Og Morgen-Lyvs opstaa
Af Østens Sider.

6.

Israel haabe paa
Den naadig HErre,
De skal og Redning faa,
Naar de begiere:

*

383 Thi hos ham er Miskund og Faders Hierte,
Og stoor Forløßnings Magt
Udi hans Haand er lagt,
Mod alskens Smerte.

7.

Hand, hand dend gode GUd,
Ald Naadis Kilde,
Sit Folk skal løse ud
Af Ondskabs Hilde!
Hvor stoor end Synd og Syndestraf kand være
Dog skal for deris Raab,
Og store sønlig Haab,
GUd over bære.

Den 7. Morgen-suck.

Morgenrøden sig udstrekker,
Soolens Straale Hoved rekker
Over Skove, Mark og Eng,
Som i Aftis gik til Hvile,
Op, min Siæl, til GUd at ile,
Op fra Lyst og laden Seng!
Væd dit Øye, bank dit Hierte,
Og med Poenitentzis smerte
Hen i Morgenrøden gak
* 384 Til din JEsum, lad ham være
Ald din Lofsang, bær ham ære,
Bær ham Brystet fuldt af tak!
Søde Gud, min Lyst og Glæde,
Naadesoolens rette Sæde
Tak og Ære være dig,
At du dog i Nattens taage
Med dit Øye vilde vaage,
Lyvse Freden over mig!
Styrk mig, lær mig, lad mig blive
Taallig, trøstig her i Live,
Bedre mig hver Dag og Stund,
JEsus mig alt got tilføye,
Gid jeg har et varsomt Øye
Paa mit anbetrode Pund.
Lad din Kirkis Lyvsestage
Vare ved med Soolens Dage
Paa dend hvalte Himmel-Vold:
Vær vor Kongis Liv og Lykke,
Seyer, Ære, Lyst og Smykke,
Vær ham baade Sool og Skiold.
Høer dem alle som dig beder,
Trøst dem som i Angist sveder,
Glæd de bange, giør dem froe
Som er fast i Sorgens snare,
385 GUd os alle vel bevare
Fra Samvittigheds uroe!
Tænk paa mig og alle mine,
Gid vi frem i Tiden trine
Med en Hiertens Synde-Bood!
Kom saa JEsu, kom at ende
Tidens Møye og Elende
Med en Time som er good!

Den Syvende Morgen-Sang. (Melodien findis paa dend 30. og 31. Side)

1.

Vaag op og slae paa dine Strenge,
Siung mig en deylig Morgen-Sang,
O kiære Siæl, stat op af Senge:
Giør med din Tak en Himmelgang:
Giør Vold oppaa den Stierne-borg,
Og glem saa lenge Verdens Sorg.

2.

Vel an! jeg vil til Himlen stige,
Langt fra min Jorde-klimp og Krop,
Mit Borgerskab er i GUds Rige,
Der stunder jeg og daglig op,
Lov, Priis og Tak i tusind Tal,
Skee GUd i høyen Himmel-Sal.

* 386

3.

Jeg har ey andet dig at give,
End kun mit blotte Hierte-Tak,
Ald anden Gierning her i Live
Dend er at yde alt for Lak:
Men mine Suk du ey forsmaar,
Og Graaden som i Øyne staar.

4.

Nu vogned jeg og slap af Leye,
GUd giorde det jeg sov i Fred,
Jeg derfor vil mod Jorden neye
Og kysse HErrens Foode-fied!
Jeg dulmed vel i Mørkheds Land,
Blev dog betient af GUd og Mand.

5.

Nu seer jeg Soolen at optræde,
Sin Buegang med Lyst at gaa,
O GUd, hvad overvættis Glæde
Jeg daglig kand i Hiertet faa,
At Christ Retfærdighedens Sool
Hand har i mig et Skinne-bool.

6.

Lad, JEsu, flux dit Lyvs oprinde
I mig, at jeg, som Lyvsens Barn,
Ey lader mig af Verden blinde
Og snæris udi Satans Garn:
Lad Kiødsens Lyst i mig ud-døe,
Og tænke paa mit Kiød er Høe.

* 387

7.

De dødelige Skud og Pile,
Som Satan hærded i min Synd,
Er fløyen over tusind Mile,
Og hafde mod mig ingen Fynd:
Paa min Dørstolpe JEsu Blood
Mod Morderen sig finde lood.

8.

Nu veed jeg vel at Satan ikke
Skal udi Dag forsømme sig,
At hand mig kand i Hælen stikke,
Og slaa med Tungen hemmelig,
Men GUd giør du mit Ansigt stift,
At jeg kand lee ad hendis Gift.

9.

Skal Siugdom, Sorrig og Ulykke,
Skal Armod eller Fattigdom
Mig efter HErrens Ville trykke,
Lad dog min Troe ey stødis om:
Men giv mig med Taalmodighed
At giøre HErrens Kalk beskeed.

10.

Velsigne, GUd, udaf det Høye
Mit Arbeyd og min sure Sved,
Lad mig med Satans Kalv ey pløye;
Af andris Blood giør mig ey feed:
Viis mig den Vey hvor jeg skal gaa,
Udi GUds Frygt mit Brød at faa.

* 388

11.

Bevar hos os din reene Lære,
Elsk paa din Viingaard jdelig,
Lad os af Ordet Frugter bære
I Kierlighed, en hver for sig,
Lad Kirkens Fiender see sin Harm
Paa os din Hiord udi din Barm.

12.

GUd legge Hæder, Priis og Ære
Paa KONGEN overflødelig,
Lad ham, som David Krunen bære,
Bøy selv hans Hierte efter dig:
Raadfør du selv hans høye Raad
At deris Verk gaar vel i Traad.

13.

Vort gandske Land, og begge Riger
Omskands, O GUd! med Fred og Roo;
Giør alle dem, som os bekriger,
Til vore Fødders Træde-broo:
Giør Luften sund og Jorden feed,
Omkrone den med Frugtbarhed.

14.

Velan! Jeg til mit Kald mig giver
Og fanger nu min Gierning an,
Min GUd mig end saa naadig bliver
Som hand i ald min Tiid er van,
Hand tager Haanden med mig i,
Og med sin Aand staar trolig bj.

* 389

15.

Jeg vil dog ey paa Verden bygge,
Om Lykken end vil med mig staa
Men alt som Dagen sig mon rygge,
Vil jeg min Siæl alt minde paa,
At Glasset rinder, Tjden gaar,
Og Ævigheden forrestaar.

16.

Saa skal jeg i GUds Frygt fuldende
Min torne-fulde Levnets Gang
Sin Aand skal GUd i Hiertet sende
Udi min sidste Aandefang!
Skiul da, O Jord! min syndig Krop
Mens Siælen følger Engle-trop.

Dend Syvende Aften-Sang. (Melodien findis paa dend 30. og 31. Side.)

1.

See, hvor sig Dagen atter skynder
I Vester-Vand sig Solen toer,
Vor Hvile-tjme snart begynder,
O GUd! som udi Lyvset boer,
Og sidder udi Himmel-Sal,
Vær du vort Lyvs i Mørkheds Dal.
390

2.

Vort Tjme-glas det alt nedrinder,
Af Natten drivis Dagen bort,
Ald Verdens Herlighed forsvinder
Og varer kun saa gandske kort,
Den Sool, som før paa Klippen stood,
Er neden for vort Triin og Food.

3.

O GUd! mit Hierte det er rede
Med Tak at bryde Himlens Slot,
Jeg mine Hænder vil udbrede
Til dig, for ald den Gunst og Got,
Som du har hid til denne Stund
Paa mig udøst saa mangelund.

4.

Om fra min Vugge jeg begynder
Og overseer min Tællestok,
Hielp GUd! hvad Naader sammen lynder,
I mange mange tusind Skok!
Utallig er dend Naadis Skat,
Som du hos mig har nedersat.

5.

Jeg kand mig nu fuld vel erindre
Hvordan GUds Forsyn med mig gik,
Udi de Aar der jeg var mindre,
Og jeg forstood ey Verdens Skik:
Jeg var tilfreds med mine Kor,
Og stoled paa mit FADER VOR.

* 391

6.

Alt som jeg nu til Alder træder
Og efterhaanden sanker Aar,
Saa samler jeg og HErrens Glæder
Og Lægedom for mine Saar:
Mig møtt' end aldrig noget Stød,
At Hunning jo fornøden flød.

7.

Saa destillerer jeg den Galde,
Som Verden skienker i min Tiid,
Jeg lader Alling mig befalde,
Fordi jeg veed, GUd er mig bliid:
Naar Sorgen op med Solen gaar,
Dend inden Aften Ende faar.

8.

Saa gaar ey nogen Dag til Ende
Jeg jo min HErris Ansigt seer,
I hvordan Bladet sig mon vende,
Og om ey altid Lykken leer,
Dog finder jeg GUds Naadis Gunst
At overgaa ald Fliid og Kunst.

9.

Hvad kunde jeg min Sved tilskrive?
Hvad var min Omhu og Uroe?
Alt hvad jeg kunde sammenrive,
Var kun som Avner paa en Loe;
Om GUd var ey i Arbeid med
Og kom Velsignelser afsted.

* 392

10.

Des takker jeg min kiere Fader
For denne Dag besynderlig,
Paa hvilken hand mod Himlens Gader
Har sat mig op saa nær til sig
At jeg kand see i Himlen ind,
Og kiende grandt min Faders Sind.

11.

Med Lykke, Helbred, Liv og Ære
Jeg hidindtil er kommen vel,
Jeg haver ingen Steen at bære
Paa min Samvittighed og Siæl
Jeg venter mig en naadig GUd,
Om livsens Lyvs ret nu gik ud.

12.

. Dog er jeg ikke frj for Synder,
Jeg er, som andre, Kiød og Blood,
Og Lysters lue-nemme Tynder
Det ilder i min Nyre-Rood:
Det som er ræt jeg ikke giør,
Men oftest det mig ikke bør.

13.

Dog skal min GUd alt det tilgive,
Og sætte Naad' i sted for Ræt,
Sin Lov udi mit Hierte skrive,
Min Synd skal blive slæt forgiæt,
Hans Aand skal mig og drive saa
At jeg ey af hans Vey skal gaa.
393

14.

Sæt Engle-Orden om mit Leye
I denne Nat, lad Satan staa
Langt uden for det jeg mon eye,
Og lad ham ingen Indpas faa,
At skade mig med noget Fund,
I mens jeg faar min Hvile-blund.

15.

Tag og, O HErre, nøye vare
Oppaa din Kirkis Rolighed,
Dit Ansigts Sool paa hend' opklare,
Naar Mørket det vil falde need:
Lad Lyvset aldrig blive slukt,
Og Naadens Dør ey heller lukt.

16.

Vor KONGIS Huus vi ey maa glemme,
GUd lade Troskab, Fred og Ræt
Udi hans Tjder sammen stemme,
Giør hannem udaf Dage mæt,
Lad hannem i din Skygge boe,
Og høyt sin Fiende overgroe.

17.

For hver en Christen og Medbroder,
Ja hver en syg og sorrigfuld
Jeg og med Bøn hos GUd anmoder,
Som er barmhiertig, troo og huld,
Hand hielper hver udi sin Sted,
Og alle mine ogsaa med.

* 394

18.

Sluk dermed Hvege-lyvs og Lampe:
GUd lukke selv mit Husis Dør,
Thi skal mod Brodden Satan stampe,
Om hand der paa et Anfald giør,
GUd selv er her til Huus' i Nat,
Og her omkring sin Vagt har sat.

19.

Sov da i JEsu Navn, og favne
Din GUd i Troen meget fast
Hand skal din Falle-ask' opsavne
Naar du est i Beenhuset kast,
Og sætte Engle-skik der paa!
Din Orme-mad skal kun forgaa.

Dend 7. Aften-Suk.

Tiden skrider, Dagen rinder,
Soolen daler, Mørket blinder
Lyvset med en Aften-Sky!
Siæl og Hierte, møder begge,
Takker Gud i kand nedlegge
Eder under HErrens ly!
Beder, lover, tegner fage
HErrens mange Naadis dage,
Regner dennem i en sum!
* 395 Tænker, taler, sukker, raaber,
Øyne græde Boode-Draaber
Før de falde hen i slum!
Hierte Gud, jeg mig nedkaster
Og begræder alle Laster
Som i Dag bemestred mig!
JEsu, du dem undertræde,
Lær mig ved din Aand at græde
Over dennem hiertelig.
Tak min søde GUd og Fader,
Som fra Siæls og Legems skader
Haver friit mig ved din Haand,
Lad endnu din store Naade
Fri mig ud fra Nattens vaade
Ved dit Øye og din Aand!
Viger bort i Synde-Drømme,
Flyder ind i Glæde-Strømme
Fra GUds Himle i mit Sind!
Vaag, min Siæl, og lad dig ikke
Drage ind i Satans strikke
Naar at Søfnen giør mig blind!
Sæt din Kirke i dit Øye,
O min GUd, din Naade bøye
Hen paa Kongens høye Huus
* 396 JEsus med sin Arm afbryde
Deris Arm, som Ont vil yde,
Satans Verk og Gierning knuus!
Gak saa hen min Krop at slumme,
Dog mens Søfn din Sands vil dumme
Skal din JEsus staa dig bj
Lyvse paa dig Fred og Frelse,
Give rolig Søfn og Helse,
Og dig fra Ulykke fri.
Sov da, sov i JEsu arme,
Viger alle Verdens larme,
Jeg er i min JEsu skiød!
Hand mig skal af Mørket føre,
Hand min sidste Søfn vil giøre
Salig, rolig, sagt og sød.

Dend Syvende Kong Davids Poenitendse Psalme. [Melodien findis paa dend 30. og 31. Side.]

1.

O HErre, hold din' Øren aaben,
Min Sag jeg sætter ind for dig,
Ach! hør min ydmyg Bøn og Raaben,
Som jeg fremfører sørgelig,
Med Lyst paa min Formaning agt
For din Miskundheds store Magt.

* 397

2.

Bønhør mig og lad Hielpen komme,
Formedelst din Retfærdighed
Og Himmel-gunst, som alle Fromme
I Verden høyt at prise veed:
Din strenge Ræt jeg søger ey,
Men gaar til dig ad Naadens Vey.

3.

Gak derfor ey med mig i Rætte,
Kom med din Tiener' ey til Dom,
Thi du, O HErre! seer vel dette
At aldrig nogen er saa from,
At hand retfærdig kaldis kand
For dig i Adams Synde-Land.

4.

Min Fiende, som mig Uræt giorde,
Foruden nogen Skyld og Skiel,
Hand støtte mig mit Liv til Jorde,
Og vilde giøre mig til Træl,
Hand satte mig i Mørked ned
Som Døding, der ey Glæde veed.

5.

Derfor min Aand af megen Smerte,
Er Angest-dekket i mit Liv,
Mit arme sukke-banked Hierte
Har ingen Lyst og Tiids-fordriv,
Det midt i mig forstyrred er
For Angist, som det daglig skiær.
398

6.

Jeg tæncker paa de gamle Dage,
Og hvad du mod dit Folk har giort
Thi vil mit Hierte ey forsage,
Det grunder meere foort og foort,
Betragtendis din' Hænders Verk;
Om jeg er svag, GUd er dog sterck.

7.

Thi breder jeg ud mine Hænder,
Som den der nær fordrukned er!
Jeg mig til dig, O GUd! henvender,
Min Siæl i Troen jeg frembær
Til dig, som et forsmægted Land,
Forfriske dend med Naadens Vand.

8.

Skynd dig, O GUd! mig Hielp at sende,
Bønhør mig, thi min Aand forgaar,
Dit Ansigts Lyvs du ey bortvende,
Jeg jo din Hielp i Tjde faar,
At jeg dog icke som en Død
Skal jordis, for min Tjd i Nød.

9.

Lad mig din Miskund aarle høre,
Thi jeg paa dig mit Haab har sæt,
Viis mig dend Vey, hvor jeg kand føre
Min Vandring her i Verden ræt:
Thi jeg her om min Siæl til dig
Opløfter nu saa hiertelig.
399

10.

Fra mine Fienders Vold og Vrede
Og deris grumme Tyrannj,
Jeg dig, min GUd, vil ogsaa bede
Du vilde mig med Magt udfrj.
Hos dig jeg skiuler mig i Nød,
Og agter Haant om Fiende-Stød.

11.

Lær ogsaa mig at jeg kand giøre
Alt hvad dig vel behage kand,
Din gode Aand mig der til røre,
Ledsage mig i slette Land,
At jeg i Græde-dalen maa
Dend rette Vey til Livet gaa.

12.

Saa skal du for dit Navn og Ære,
Som jeg af Hiertet søge vil,
End lade mig i Live være,
For din Retfærdighed der til
Skal du min Siæl med vældig Haand
Udfør' af Nød og Dødsens Baand.

13.

For din Miskund skal du udslette
Min Fiende udi Bond og Grund,

* 400

Og dem forderve, som besette
Min Siæl med Angist mangelund.
Thi jeg din Tiener være vil
Af ald min Kraft mens jeg er til.

Velsignelse, Ære og Prijs, og
Kraft være vor GUd i
ald Ævighed, A-
MEN.

401 402

Morgen- og Aften-Bøn

I Hiertens dybeste Ydmyghed nedkaste vi os paa dine
Fødders Skammel, O GUd vor Skabere, hierte JESU
vor Gienløsere, værdigste hellig Aand vor Helliggiørere! og
takker dig af vore inderste Hierter for de mangfoldige aan
delige og legemlige Velgierninger, som du os fra vor første
Fødsels Time og til denne Stund af idel Naade og Barm
hiertighed beviist haver. O HErre! vi begræde og bejamre det
i vore inderste Hierter og Siæle, at vi hidindtil ikke haver
været Dig saa taknemmelige og lydige, som vi burde, og ej
sæt os dine Bud for vore Øyne, men saa ofte vandret i vore
egne onde Hierters Veye; Men, O Hierte Fader! bøy dog for
JESU Bioods og || Saars skyld, dit Hierte til os i denne
Morgen-\Aften- } stund, kast vore Synder bag din Ryg i Hafsens
Dybhed, og tag vore Hierter i din egen Haand og bøy dem,
som Vandstrømme, efter dine Veye og Villie. O helligste GUD!
boe altid hos os i din Helligdom, og lad dit hellige Ord og
dine Høyværdige Sacramenter glæde vor GUds Stad, og
besegle Saligheds Troe og Trøst i vore Hierter. Beskierm, op
lius, raadfør og lyksaliggiør, O GUd! vor Allemaadigste Herre
og Konge, Kong Christian dend Femte, i alle sine Værv
og Veye, og velsigne af det høye begge deris Majestæter
Dronningerne, de Kongelige BØRN, og gandske Kongelige
Arfve-Huus, saa velsom og Hans Majestæts gode troe Mænd
og Raad, og ald anden voris gunstige og Gudfrygtige Øfrig
hed. O HERre! vi befale dig i JESU || sødeste Navn, vore
*

403 Legemer og vore Siæle, og alt hvad os tilhører, og stille vore
Anslag, Raad og Gierninger under din barmhiertige og
faderlige Villie, haf selv Haand og Øye med os i alle Ting,
til din Ære og vor Salighed. Giv Fred og Rolighed i vore
Dage, for Fredsens Førstis JESU CHristi skyld. Lad alle
U-lykker og Landeplager, som vi saa vel fortiene med vore
bloodige Synder, afvendis eller formildis, for JEsu hellige
Saars og Plagers skyld. Lad os aldrig fattis dine hellige Eng
lers Værn og Varetægt, men lad dem være vore Vægtere, og
Beskiermere mod alle Satans Anløb og gloende Piile. Lad
din gode Hellige Aands Regiering for Alting have Magt i
vore Hierter, baade udi Livet og udi Døden, at vi maa leve
Christelig og døe Salig. Amen i sødeste JESU Navn, Amen.

Bøn efter Prædiken.

Tak og Ære være dig, du helligste Trefoldighed, som ved
dit hellige Ord, saa krafteligen haver lært og trøstet vore
Siæle, og truet vore Synder. HErre! giem selv dit Ord
i vore Hierter ved din Hellig Aand, at det i Liv og Død
maa være os en Kraft til Salighed, og giv os for JEsu Christi
skyld aldene, altid at beholde dit hellige Ord og dine Høy
værdige Sacramenter reene og uforfalskede, og aldrig at
fattis Retsindige Ordets Lærere, der baade i Lærdom og
Lefnet kand opbygge din Meenighed. Bøy alle Jordens Kon
gers og Potentaters Hierter til din sande Fryct og dit Navns
rette Bekiendelse, og lyksaliggiør dem, i det de befodre af
Hiertet din fortrængde Christendoms Fred og Velstand. Lad
O GUD! vor Allernaadigste Herre og Arfve-Konge, Kong
*

404 Christian dend Femte, være som en Øyesteen i dit eget
Øye, og see selv til for hannem udi alle hans Raad, Gier
ninger og Anslag inden og uden Lands. Giør du selv Kongen
stoor og stadig i din sande Frygt, sterk og u-ofvervindelig
i din Retfærdighed, at hand maa være lykkelig og navn-
kundig paa Jorden, blive Salig i Døden og Ære-kroned i
Himmelen. Lad ogsaa, O naadige GUD! begge deris Maje
stæter Dronningerne blive velsignede af Himlene, med alt
det, som efter din Villie kand ynskis paa Jorden. O barm
hiertigste Fader, sæt altid Hans Kongelige Høyhed, vor Naa
digste Arve-Prinds, Prinds Frederich, saa velsom deris
Prindslige Højheder || Printz Christian, og Printz Carl i
din Faderlig Opsyn og Forsorg. Lad din sande Frygt og din
stoore Naade daglig fremvoxe med deris Fyrstelige Natur.
Det komme fra deris Faders GUD, hand hielpe dem, og
dend Aldmægtigste hand velsigne dem. Hans Kongl. Maje
stæts Her Broder Prinds GEORG, de Kongelige Princesser
og gandske Kongelig Arve-Huuß, uden og inden Lands,
vilde du, O Herrernis HERRE! altid tænkke paa til det
beste, at alle, som see dem, kand kiende, at det er en Sæd,
som HERREN har velsignet. Viißdoms og Vittigheds, For
stands og HERrens Fryctis Aand, hvile altid over Hans
Majestæts gode Mænd og Raad, at Kongen aldrig fattis
Gudfryctige, Velforfarne, Viise og Redelige Mænd i sine
Raadstuer, der af Hiertet søger GUDS Ære, Kongens
Gavn, og Fædernelandets Be||ste. Giør, O GUd! Hans Maje
stæts gode Mænd og Betienter, som i Hans Kongelig Værv
uden Lands ere forreyste, lykkelig i deris Forsæt og For
* 405 retninger, og lad dit Øye til Beskiermelse være med dem paa
alle deris Veye.
Ald anden voris Geistlige og Verdslige Øfrighed vilde du
selv med din Hellig Aand opliuse, at de redeligen giøre deris
Embede, til din Ære og dem self til en god Samvittigheds
Vidnisbyrd. Alle Landsens Indbyggere, Ædle og Uædle,
Fattige og Riige, ville vi dig til ald Velstand og Velsignelse
troligen have befalet. Lad din sande Frygt og Kierlighed
altid blomstris, og bære Frugt udi alle ærlige Egte-Folkis
Hierter. Giv Frugtsommelige Danne-Qvinder i rette Tiid
en naadig og glædelig Forløßning. Vær hos alle dem || med
dit Naadige Forsyns Øye og din Hielpis Haand, som ere paa
deris Rætfærdige Reyse til Lands eller Vands. Trøst alle
Fremmede og Fordrefne, ophold Faderløse og Enker, læg
alle Syge og Sorrigfulde, Glæd bange og bedrøvede Sam
vittigheder, og omvend alle Ugudeligis Vey. O HERRE
JESU! som er Fredsens Fyrste, lad Freden blive bestandig
inden vore Landemerke, Lad ingen Plage komme nær vore
Paulune, men byd dine Velsignelser at være til ald Nød
tørft inden vore Døre. O hierte allerkieriste Fader, forlad en
hver af os sine Forseelser, og udslet med JESU Blood alle
vore bloodige Synder. Skriv i Dag ved din Hellige Aand
JESU Hukommelse i vore Hierter, at alle vore Tankker,
Ord og Gierninger helli || gis og lyksaliggiøris i hannem til
din Ære og vor Salighed. Lad os altid og allevegne nyde dine
Hellige Englers Beskiermelse i Livet, og JESU krafrige Salig
heds Trøst i Døden, og giv os efter Døden, for JESU hellige
Saars og Fortienistis skyld, ævig Ære og Salighed i Him
melen. AMEN!

406

Register over de Morgen- og Aften-Sange saa og over de Poenitense-Psalmer.

  • Ah HErre! lad nu ey din Vred' opsyde .......... 90
  • Ach! min HErre, straf mig ey ................ 50
  • Blusser op og værer glade ......................... 60
  • Dagen er snart runden hen ........................ 41
  • Dend klare Sool gaar ned, det...................... 104
  • Dend prægtig Sool, som heele Verden............... 82
  • Det mulner mod den mørke Nat ................... 131
  • GUd vær mig naadig, og tilgiv..................... 114
  • Lyksalig Dag! som nu saa bliid .................... 75
  • Nu rinder Solen op af Østerlide.................... 151
  • O HErre! holt din Øren aaben ..................... 189
  • O HErre! hør min jammers Bøn ................... 141
  • Op, op i søde JEsu Navn.......................... 125
  • Rind nu op i JEsu Navn du livsalig................. 35
  • Salig er en Mand at skatte......................... 69
  • See hvor sig Dagen atter skynder................... 179
  • Siæl og Hierte, Sind og Sandser.................... 55
  • Til hvile Soolen gaar, og Dagen.................... 158
  • Vaag op og slaa paa dine Strenge................... 174
  • Udaf dend dybe Nød af alskens .................... 167
  • Velkommen Morgenstund med Guld................ 99
407

Register over de Trøstelige Morgen- og Aften-Suk.

  • Aften-Stiernen hisset tindrer .................... 165
  • Dagen nu fra Himlen rinder ................. 53
  • Dagen nu sin afskeed tager ........................ 48
  • Far vel du hvile-søde Nat ......................... 123
  • Frem til GUd med Morgen-gave................... 149
  • Gak Siæl og tag dit Regnebræt..................... 88
  • Haf tak, O GUd! for denne Dag ................... 66
  • Hvilestunden er i vente Solen setris................. 111
  • Morgenrøden sig nu strekker....................... 171
  • Nat søvn og slum, og seng far vel .................. 73
  • Nu staar jeg op i HErrens Navn ................... 33
  • Op min Siæl! thi Sool er oppe..................... 97
  • Paa rendebakken Soolen gaar....................... 139
  • Tiden skrider, Dagen rinder ....................... 186

ENDE.

408

DANIELIS PAULLI Advarsel til den Kiøbende.

Eftersom mand sig paa andre Stæder hafver under
staaet den Første Part udaf dette Siunge-Koor
at eftertrøcke, men meget falskeligen, da ville Kiøberen
sig for saadanne onde og falske Eftertrøcke tage vare, og
ikke kiende nogen anden for rette Exemplarier, saa vel af
den Første som og den Anden Part, uden dennem
alleniste, hvilcke med en rød og sort Titul ere trøckte,
og paa hvilcke Danielis Paulli Navn findis, og endeligen
at for hver Part en sær Kaaber-Titul staar foretrøckt.
Hvad de, som samme eftertrøckte Exemplaria her i disse
Kongeriger forhandler, sig for Straf hafver at forvente,
kan de udaf Hans Kongel. Majest. allernaadigste meddeelte
Privilegio, som foran er trøckt, eftersee, og sig for Skade
tage vare.

* 409