Ploug, Carl Til Kongen. (6te Oktober 1861.)

Til Kongen.
(6te Oktober 1861.)

,. V ær hilset, Konge, og velsignet Aaret,
"Der aabner sig med denne Morgens Skær!
"End længe vorde Livet Dig beskaaret?
"Og aldrig falde Kronen Dig for svær!"
- Den Bøn idag mod Himlen bliver baaret
Af mange tusind Læber fjern og nær;
Thi Ingen mellem alle dine Lige
Er mer, end Du er, elsket i sit Rige.

425

Det veed Du alt, det har Du tidt erfaret
I Fredens Dage som i Farens Stund;
Men veed Du og, hvori det har sin Grund?
Har Dig dit eget Hjerte det forklaret?
Har Du forundret spurgt og faaet Svaret
Af egennyttig Smigers sledske Mund?
Har man Dig sagt, Du større var og bedre
End alle dine oldenborgske Fædre?

Selv om saa var, tror Du da Kjærlighed
Er Højheds Livdrabant og Storheds Slave?
Har Du ej Had og Nag og Nid set gnave
Saamangen Sjæl, til herlig Daad bered?
Det gyldne Æble falder ikke ned
I Skødet paa Enhver, som vil det have;
Derfor er det saa kosteligt at naa,
Fordi det er en Lod, som times Faa.

Du gav os Frihed, hel og ubeskaaren;
Du delte broderlig med os din Magt;
Du gjorde det, da Tiden var fuldbaaren,
Da Folkets Aand var op af Dvale vakt.
Henover Sletten gik et Pust af Vaaren,
Da blev din gode Sæd i Jorden lagt,
Og blandes Regn og Solskin i vor Sommer,
En herlig Høst forvist engang der kommer.

426

Og dog Taknemligheden er alene
Ej Rod og Kilde til vor Kjærlighed;
Thi hist og her din Sæd faldt mellem Stene,
Og et og andet Korn blev trampet ned.
Du veed det selv, der Mange er, som mene,
Vor Friheds Grundvold lagdes altfor bred,
Og Mange, som med frejdig Hu har brugt'en,
Vil yde Takken først, naar de se Frugten.

Men Eet der er, som klarer hele Sagen:
Du føler, Du af Folkets Kreds er Een,
En Mønt med Landets eget Stempel slagen,
Kjød af vort Kjød og Ben af vore Ben,
Mens vi har intet Brev paa at faa Magen
Til Dig i Nutid eller Fremtid sen.
Du og dit danske Folk - vi hænge sammen
Som Blomst og Stilk, som Granens Spids med Stammen

Hvad hist din Svaghed blev, er her din Styrke:
At os Du hører til med Sjæl og Skind,
At ingen fremmed Guddom Du kan dyrke,
Og aldrig vende bort fra os dit Sind.
Om Tider skulle komme nok saa mørke,
Og Skuden tumles rundt af Hvirvelyind,
Du ser ej efter udenbords Lanterner,
Men tror paa os og vore fælles Stjerner,

427

Om vi skal frelses eller gaa i Kvag,
Een Skæbne, lige Kaar vi friste Begge:
Skal vi beholdne ind i Havnen lægge,
Saa vajer over os dit Kongeflag;
Men om den vrede Sø vor Kjøl skal brække,
Saa gaa tilbunds vi sammen med vort Vrag;
Den første Stump, som synker da i Fraade,
Er Kronen, som Du bærer af Guds Naade.

Saalænge som Du lever, kan vi haabe,
Fordi Du er med os, ihvor vi gaa,
Fordi vi bag din kongelige Kaabe
Kan høre Folkeviljens Pulse slaa.
Derfor vi Vagt omkring din Trone staa,
Derfor saa højt og tidt dit Navn vi raabe,
Derfor vi elske Dig saa fuldt og sandt,
Fordi dit Liv - det er vor Fremtids Pant.

Saa lægge Gud da Aar til dine Dage,
Frugtbare Aar for Dig og for dit Land,
Hvori de Spirer styrkes, som er svage,
Og Sæden voxer over Furens Rand;
Hvori det bliver gjort, som staar tilbage,
Og vort forslagne Skib ført ind mod Strand;
Hvori vor Hyttes brustne Vægge rejses,
Og Sejerskrandsen paa dens Mønning hejses!

428

Ja, gid Du leve længe, for ihærdigt
Paa dit begyndte Værk at tage fat,
Saa det maa staa der, Dig og Folket værdigt,
Før Du maa synke ned i Gravens Nat;
Saa Rigets Dannevirke vorder færdigt
Og trindt med Friheds stærke Slægt besat;
Saa fremmed Naade ej dit Land behøver,
Fordi det har til Rygstød - Nordens Løver!

Har Du naa't det, da, Konge, kan Du glad
I Roskilds Hvælving Dig til Hvile lægge;
Thi Ingen i den oldenborgske Rad
Skal da dens sidste Mand med Skygge dække.
Da bli'r din Tid vor Sagas gyldne Blad,
Da skal dit Navn til Evigheden række,
Og naar det nævnes, nævnes det i Lag
Med Fru Margrete og Kong Atterdag.

429