Ploug, Carl Hilsen til Upsala.(1843)

Hilsen til Upsala. (1843).

Da nys den fejre Vaar
Slog sine Bøgetelte, hvor Øresundet gaar,
Da blev os trange Hjemmets Baand,
Da drev os ud paa Havet den frie Vikingaand.

Her staar vor Valfarts Maal,
Hvor Sveakraftens Vugge paa Gænge gik af Staal,
Hvor frisk endnu den Stamme gror,
Hvis stærke Grene favned engang det hele Nord.

Thi nu har Sandheds Væld
Af Sagas Skjold jo tvættet hver gammel Skyld
og Gjæld;
Nu knytter Aandens unge Magt
Af Tvedragts lange Kjæde en hellig Broderpagt.

I Trillingfolkets Bryst
Slaar nu det samme Hjerte for fælles Sorg og Lyst;
Og parret staar i Toners Krands
Den samme Haabets Spire med fælles Minders Glands.
12 See, derfor drog vi hen
At trykke Eders Højre - og skilles ad igjen;
Men Aanden, som os drev, bestaar:
Vor Hilsen er en Svale, der varsler Nordens Vaar!