Ploug, Carl Lidenskab

Lidenskab.

Siig, kjender Du det syge Barn, der vil, det veed ej hvad,
Der brister pludselig i Graad og atter smiler glad,
Der griber graadig efter Alt og kaster hvad det faar,
Der higer bort fra Arm til Arm og ingen Hvile naa'r ?

Siig kjender Du det vilde Dyr, der raser i sit Bur,
Og selv sin Pande slaar tilblods imod den haarde Mur,
243 Der bider i det sejge Jern med Praade om sin Mund
Men for et Blik sig lægger ned, saa lydigt som en Hund?

Siig, kjender Du den Tankegang, der drejer sig omkring
Den samme Gjenstand Dag og Nat i stedse mindre Ring,
Der surrer som en dristig Myg om Lyset, der blev tændt,
Og styrter endelig til Jord, beskæmmet og for brændt?

Siig, kjender Du det Hjerteslag, saa stormende og kjækt,
Der skyller hver en Skranke bort og løfter hver en Vægt,
Der stiger som et oprørt Hav og skjuler Himlens Lys,
Og glattes som en frossen Flod i Dødens Kuldegys ?

Nej, Gudskelov, din unge Sjæl har ikke maalt endnu
Den Dybde, Lidenskaben har af Salighed og Gru.
Du drømmer som en Blomsterknop i Morgensolens Skin;
Jeg kæmper som et tumlet Skib med Stormen i Sind.

244