Ploug, Carl Regensviser

Regensviser.

1.

Hvad er Regensen? - "Et Arsenal
For fyldte Revolutions-Granater."
Saa hedder det i Ministrens Sal
Og blandt de østlige Diplomater.
Nej, her kun Tungen
Frit renser Lungen,
Thi, sandt nok! Takten vi finde tvungen
I russisk Vals.

Hvad er Regensen? - "En Knejpe, hvor
Man svirer væk baade Dag og Aften."
Saa lyder Høkerens Visdomsord,
Imens han selv stikker tæt paa Saften.
Nej, Glas og Kande
Kun holde - Vande:
Thi paa Regensen er Contrebande
En ussel Snaps.

Hvad er Regensen? - "Et skummelt Bur
For gamle Fugle og unge Bjørne."
Saa smisker Frøknen, og paa sin Tur
Hun blikker sky til det røde Hjørne.
43 Nej, Herskerinde!
Kom, De skal finde
En fyrig Tilbederflok herinde
For Skjønheds Fod.

Hvad er Regensen? - "Et Lazaret
For Invalider af Folk og Kjoler."
Saa raaber Skaren, der, strunk og net,
Paa Nørrefælled sektionsvis straaler:
Dog - Aandens Lamhed
Og Tankens Tamhed,
Der enes godt med Mondurens Stramhed,
Er fremmed her.

Hvad er Regensen? - Lyd højt, vort Svar!
I Godtfolks Øren det runge efter! -
En frodig Have, der Frugter bar,
Hvis Saft og Kjerne gav Danmark Kræfter;
Et herligt Minde,
Mens Sekler rinde,
Om Ham, hvis Hæder ej skal forsvinde,
Før Kraft i Nord.

For aandig Stræben er den et Ly,
En venlig Forhal til Vidskabs Templer,
En Borg, hvor, tryg for Filistergny,
Den Aand end bygger, som Standen stempler:
44 Af den beskyttes
Den Pagt, der knyttes
Af Gaardens Sønner, mens Dagen nyttes
Til boglig Færd.

Og naar hver Sommer den grønne Lind
Sit svale Telt over Gaarden spænder,
Fra Bogen flygte med lystigt Sind
Til Glædens Bæger de flotte Venner.
Mens Glasset klinger,
Paa Sangens Vinger
Sig mod de blinkende Stjerner svinger
Regensens Pris.

2.

Regensen hedder for Ingenting
Ej Gaarden ved Taarnets Fod;
Man ser det strax paa dens hele Sving,
At den er af kongeligt Blod;
Dens Kjortel var Purpur engang:
Nu er den forslidt og formørket, men bukke for Verdens Dom
Og klæ' sig om,
Det sømmer sig ej for dens Rang.

45

Vel bliver Livet derinde snørt
I mangen en snever Norm;
I dens Forsyning med Vaadt og Tørt
Sker mangen sindrig Reform,
Og Spiritus er excludert:
Men under Decreternes Torden bevarer den Snittet a'
Sin Grand-Papa,
I Røg og i Damp ugenert.

Dens Sønner eje kun Syle faa,
Og gange i laset Frak;
For Vest og Støvler de fægte maa
Mod mangen Rykker-Attak,
Og nyde kun liden Respekt:
I Aandernes mægtige Verden dog have de god Kredit,
Og herske vidt;
Der er de en kongelig Slægt.

Hver Sommer fletter vor gamle Lind
Regensen dens Krone grøn,
Og vifter et frit og lystigt Sind
Til Gaardens freidige Søn.
Vi agte paa Soldets Kald:
Naar Glassene blinke og klinke omkaps med vor høje Sang,
I Cellen trang
Vi sidde som Konger i Hal.

46

3.

Gamle Gaard med de dæmrende Stuer,
Dekorerte af Støv og af Røg,
Med din Højsal, bygt af grønne Buer,
Hvorfra vort Kor mod Stjernen fløj;
Med aabne Hjerter i de Celler trange,
Aandig Styrke bag bristende Frak!
Din Søn kun eier Melodi og Sange,
Af dem han fletter Dig sin Tak.

Tak for Ly i de snekolde Nætter!
Tak for Skygge i Sommerens Brand!
Tak for Værn mod Mismods klamme Vætter
Og Næringssorgens nøgne Tand!
Thi Verdensvrimlen for Guldkalven knæler,
Aandens Kæmper maa fægte sig frem;
Men flau og ydmyg Rykkeren sig stjæler
Til dine Sønners trygge Hjem.

Tak for Glimtet af evige Straaler,
Som Bevidsthedens Ragnarok brød;
For hver Draabe ren af Kundskabs Skaaler,
Min Stræben hented i dit Skød!
47 Og Tak for Drømmen, som Lindenes Susen
Bredte over min higende Sands,
Og for dit Ekko dybt og stærkt, naar Musen
Af Drømmens Blomster bandt en Krands!

Tak for Soldets de lystige Timer,
Naar om flammende Boller vi sang,
Og Yenskabspalmen af de tause Kimer
Sig skyggebred og saftig svang!
Thi den skal blomstre, naar Rimfrosten falder,
Dufte mildt over Sletter og Sø,
Den skal staa rank og frisk til sildigst Alder
Og først med Hjertets Pulsslag dø!

Gamle Gaard med de trofaste Mure,
Gid Du staa som din Bygherres Ry!
Gid med Besætningen i dine Bure
Din Marv og Styrke sig forny!
- Men daled end i Tidens Hav din Stjerne,
Var dit Minde og Navn dog ej glemt,
Thi det vil funkle her og i det Fjerne,
I dine Sønners Tanke gjemt!

48

4.

Hvo kjender ej den gamle Gaard
Ved Rundetaarnets Side,
Som strunk i rød Mundering staar,
Besat med Snore hvide!
Tohundred Aar den stod galant,
Hvor haardt end om dens skarpe Kant
Det blæste.
La la la o. s. v.

Den hele Gaard er viet ind
Til Hjem for tause Muser;
Ikkun den kaade Sommervind
I Lindens Krone suser,
Og - stundom Provst og Facultet
En skarp Reveille paa Trompet
Kan blæse.
La la la o. s. v.

Dens gjæve Sønner, Par ved Par,
Ved Pulten sidde stille,
Og øse mangen Perle klar
Af Sandheds rene Kilde,
Og kæmpe trolig Aandens Kamp,
Mens op mod Loftet Pibens Damp
De blæse.
La la la o. s. v.

49

Men hver Gang Julis første Sol
Mod Horizonten hælder,
De flux forlade Bog og Stol
Og deres trange Celler,
Og følge Glædens frie Kald,
Og sværme gjennem Skovens Hal,
Og blæse:
La la la o. s. v.

Saa griber Soldets stærke Aand
De ungdomsvarme Gutter,
Og knytter manget Venskabsbaand
I flygtige Minutter,
Som først i Graven skal uddø,
Hvor koldt end over Livets Sø
Det blæser.
La la la o. s. v.

Saa runger deres høje Kor
Til Moderhjemmets Hæder,
Dm Livet, som derinde bor,
Dets Rigdom og dets Glæder;
Om Ham, som fra sin høje Mast
Saa stærkt, at Gothens Hjerne brast,
Jo blæste.
La la la o. s. v.

50

- Nu synker Dagen, som i Blod
Har døbt Hans Helterygte*)
Som lys og venlig Fadder stod
Til Gaarden, Han os bygte:
Op Brødre, hver som Stemme har,
For den en jublende Fanfar'
Vi blæse!
La la la o. s. v.