Peder Tordenskjold.

✂ I Nord er Vikingaanden født og baaren:
Her diede den Havets fulde Bryst,
Naar Vinden løste op dets Baand om Vaaren
Og drev det, hvidt af Skum, mod skovklædt Kyst;
Her vugged den sig, spæd endnu, paa Vigen,
Her lærte den at pejle Stjernens Fyr,
Og herfra drog den ud paa Eventyr, -
En mandbar Søn af Ungdomskraftens Higen.

✂ Det var en mægtig Aand. Europa gyste,
Naar den fo'r frem i Vest- og Sønderled;
Thi Blodet svam, og tændte Kirker lyste,
Hvor Nordens vilde Trækfuglflok slog ned.
Og atter har den oprejst stolte Tinder
Og gydt i visne Stammer kraftig Marv,
Og den har efterladt en kostbar Arv
Af skjønne Sagn og ærefulde Minder.

✂ Men den blev tæmmet i Kulturens Skole:
De snilde Klerker spændte den i Aag,
Og den trak Ploven som en lydig Fole
Og syslede med Alen, Læst og Bog:
Og "Dragen", tømret om til Kjøbmandsskude,
Gik om imellem Havnene paa Fragt,
Og Kæmpen smøged af sig Bjørnens Dragt,
Og pynted sig med nederlandske Klude.

✂ Den frie Bonde skød ej mer i Vandet
Sin egen "Knor", naar Drotten bad derom;
Den stolte Lensmand tumled helst paa Landet
Sin Rytterskare og lod Søen tom.
Paa Riddertiden fulgte Adelsnykker,
Som siden kyssed Enevældens Ris; -
Da kom en Old, spagfærdig, from og vis,
Men al dens Visdom gjemtes i Parykker.

✂ Hvor var den gamle Vikingaand? Bedøvet
Ikkun den laa, men den var ikke død.
Per slog et Lyn igjennem Pudderstøvet,
En Torden gjennem Tidens Hvisken lød;
En Skrædderdreng sprang ned fra Skrædderbordet,
Fra Norges Kyst løb ud en liden ,,Snau", -
Og Vikingaanden over Nordens Hav
Fløj atter, ungdomskjæk og staalomgjordet.

✂ Nær Strømstad er en Vig, nu taus og øde,
Men engang zittred den af Kampens Brag,
Og engang mylrede dens Bølger røde
Af svedne Lig og sønderskudte Vrag!
Der slog den norske Løve til med Bilen
Og knuste Carl den Tolvtes sidste Haab,
Og der fik Peder Tordenskjold sin Daab,
Og Døbefonten hedder Dynakilen.

✂ Men ingen Bølge gaar i Kattegattet,
Og ingen Brænding slaar mod Sveas Skær
Der ikke til hans Heltery har skattet,
Der ej har set hans raske Vikingfærd,
Som ej hans glatte Lag har overdøvet,
Som ej blev tøjlet af hans Viljes Magt,
Saa tidt han, lige glad og uforsagt,
Med Stormen eller Fjenden Styrke prøved.

✂ Og intet Smuthul hist ved Stranden findes,
Hvorind hans skarpe Øje ej er trængt,
Og ingen By, hvor jo med Skræk han mindes
Som den, for hvem ej Port og Bom var stængt.
Halvandethundred Aar er næsten omme,
I dem har Kirken gjemt hans Sarkofag;
Men Skaanes Kvinde siger end idag:
,,Ti stille, Barn! Hvis ej, vil Tornskøld komme".

✂ Hans Liv var kort. Hvi skulde han vel graane?
Hvi skulde dølge sig hans Morgens Gry
Bag Middagsdis og blegen Aftenmaane,
Mens nu den straaler evig ung og ny?
Hvor skulde han, de vilde Vovers Tæmmer,
Der skued Verden fra sin høje Stavn,
Vel trives i et Hus paa Christianshavn
Og røre sig bag Hverdagslivets Tremmer?

✂ Nej! Endt var Banen og fuldbragt, hans Gjerning,
Da Danmarks Svaner var i Lejet lagt,
Og den forløbne Spillers falske Tærning
Var kun et Redskab for en større Magt.
Kong Carl og Han, de skulde følges sammen
I Livets Tvekamp og i Dødens Fred,
I Daadens Glands og Rygtets Evighed;
Thi de var Tvillingskud af Asastammen.

✂ Men hvor er Aanden, den, som ham besjæled?
Var han det sidste Glimt, endnu den gav,
Før den, vanartet, sløvet og forkjælet,
Sank ned til Kæmperne i deres Grav?
Hvis den var med, da hin Skærtorsdagspsalme
Fra Kongedybet over Norden klang,
Hvor var den, da Skærtorsdag anden Gang
Kom uden Ærens Krands og Sejrens Palme?

✂ Den kan ej dø, saalænge dens Bedrifter
Af Folket gjemmes som dets bedste Skat;
Saalænge Vinden Kraft og Sundhed vifter
Herind fra Vestervov og Kattegat;
Mens Havet er en Mark, hvor Hænder tomme
End høste Guld og hente dagligt Brød,
Og kjække Sjæle trodse Storm og Død.
Naar Nødens Time slaar, vil Aanden komme!