Ploug, Carl Ved Studentermødet i Kjøbenhavn. (1845)

Ved Studentermødet i Kjøbenhavn. (1845).

1. Til Velkomst.

V elkommen ved Furen, som Gefion drog,
I Sønner af Fjeldets Marv!
Den Længsel, som drev Jer fra Celle og Bog,
Den Tanke, som styred Jert Vikingetog,
Er vor fælles mødrene Arv.
Det er Stammens Tunge og Blodets Røst,
Der hilser Jer, Brødre, paa Danmarks Kyst
Velkommen!

Og Vidnesbyrd bærer Jer fredsæle Hær,
At endt er Aarhundreders Kiv.
Kulturen har smeltet det hærgende Sværd;
I Aandens Bedrifter, i borgerlig Færd
13 Er der vakt et højere Liv.
Til sit Værk os kalder den nye Tid;
Vi hilse Jer, Brødre, til Smilets Strid
Velkommen!

Og Budskab I bringe, at ærerigt Nord
Gjenfødelsens Daggry skal se,
Da Kæmper opstande i Kæmpernes Spor,
Da Fædre besegle, hvad Sønnerne svor,
Og der vorder Een af de Tre.
Det er Fortids Spaadom og Fremtids Haab,
Vi hilse nu, Brødre, med Jubelraab
Velkommen!

2. Til Afsked.

Et Ord endnu! - Vort Samlivs Daglys svinder,
Om korte Timer er dets Fryd forbi;
Da sysler Tanken med de rige Minder,
Og Hjertet nynner Savnets Melodi.
Momentets Perlekrands i Støvet ruller,
Og Livets Alvor tynger paa vor Skulder.
14 Kom I da, Brødre! hid, kun for at skue
I broget Grlands Nordhavets Dronningstol?
Kun for at kryste Nydelsernes Drue,
Og vaagne trætte op med næste Sol?
Nei, - der var Indhold i vor Ungdomsgammen;
En mægtig Tanke drev og bandt os sammen.

Og det var den, at Livets Herre hented
Af samme Kilde vore Aarers Blod,
Det samme Sprog paa vore Læber prented,
Og drog vor Higen af den samme Rod,
Gav os i Odel efter vore Fædre
Det samme Hjem at værge for og hædre.

Og det var den, at, som af store Minder
Vi fik i Varetægt den samme Skat,
Som os een Tro, eet Aandens Præg forbinder,
Er os det samme Maal i Tiden sat:
At kæmpe fremst i Folkenes Bravalle,
Frigjøre Verden atter eller falde.

Og denne Tanke ej med Grlæden slukkes,
Den dør ej bort med vore Stemmers Klang:
Med Eder over Havets Strøm den vugges,
Hos os den spirer paa den grønne Vang;
Den giver Mod at trodse Dage mørke,
Den giver Sindet Kraft og Armen Styrke.

15

Den lærer os, at Stammens skilte Grene,
Som sygne d hen i mørke Magters Baand,
Maa til et enigt Hele sig forene,
Da er vor Skæbne i vor egen Haand.
Saa far da vel! Yort fælles Løsen være:
For Nordens Enhed, Nordens Sejr og Ære!