"Christian den Ottende."
✂
Der sloges engang et Skærtorsdagsslag,
Som aldrig ganger af Minde,
Mens Korset staar i det danske Flag
Og Bølger i Kongedyb rinde.
✂
Der kæmpedes nys en Skærtorsdagsdyst,
Som heller aldrig skal glemmes,
Mens i et eneste trofast Bryst
End Danmarks Kvide fornemmes.
✂
Der legtes engang paa den nære Red
En Leg mellem Stærke og Svage;
Men Sejerherren af Legen blev kjed,
Og Hæderen lod han tilbage.
✂
Om Meget og Lidt i den fjerne Krog
Der nys blev kastet en Tærning;
Men færrest Øjne den Stærkeste slog
Og ligger der paa sin Gjerning.
✂
Der flagred engang fra højen Stavn
En Vimpel af Luer vævet;
Det var en Phønix, og i dens Favn
Til Himmelen Helte svæved.
✂
Der flammed atter fornys en Brand,
Som farved Bølgerne røde;
Men det var et Martyrbaal forsand,
Som pinte Helte tildøde.
✂
Hvad vilde Du vel i den lumske Bugt,
Du Havets knejsende Svane!
For, vingestækket og indelukt,
At finde din bratte Bane?
✂
Hvad vilde Du, Dybets mægtige Hval!
Imellem de snevre Strande,
For, sønderflenget, af Mindretal
At lade Dig overmande?
✂
Hvad vilde Du ved den falske Kyst,
Du Ægirs fnysende Ganger!
For der at segne med stunget Bryst
Og kaste din Byrde som Fanger?
✂
Hvad vilde Du, Danmarks svømmende Skjold!
I Tydskernes Lejr vel vinde,
For knust at ligge ved Thyras Vold,
Som den til Spot for din Fjende?
✂
O, havde den vrede Ran Dig skjult
Under sin gyngende Tilje,
Da havde vi sukket trøstefuldt:
"Saa var det Gud Herrens Vilje!"
✂
O, var Du vorden et søndret Vrag
I ærlig Kamp med din Lige!
Det maatte Du før, end stryge dit Flag
Eller daadløs af Stevnet vige.
✂
O, var Du fløjet mod viden Sky,
Dig værgende Een mod Mange!
Da havde Du fanget et evigt Ry
Og levet i Skjaldenes Sange.
✂
Nu ligger Du slagen af dem, som nys
Sank rædde i Knæ for din Vælde;
De have Dig kvalt med Flammekys,
Som ikke Du kunde gjengjælde.
✂
Nu ligger Du ved den flade Eng,
Du Hersker paa Bølgebjerge!
En Samson, bastet i Skøgens Seng,
En Kæmpe, myrdet af Dværge!
✂
Nu ligger Du fast paa haarden Strand,
Hvem kjærlige Havfruer vugged,
En Løve spiddet paa Dragetand,
En Ørn, af Ravnene plukket.
✂
Nu ligger Du gjemt under slimet Tang:
Nys rejste Du Spire trende;
Nu nynner Tydsken en Sejerssang,
Mens han dem hugger til Brænde.
✂
Nu ligger Du jordet imellem Lig
Af Sømænd strage og bolde;
Men Dannebroges uplettede Flig
Ej dækker de Lemmer kolde.
✂
Du var dem en Haabets Borg saa fast,
De trode paa Dig og din Styrke;
Men Troen var kun en Boble, der brast
Med Haabet i Nattens Mørke.
✂
Du loved dem Sejrens liflige Vaar,
Men grumt Du har dem bedraget;
Du gav dem til Valg to tunge Kaar:
Døden og Nederlaget.
✂
280
Og derfor sørger alt Danmarks Land,
Sørger hver Mand og hver Kvinde;
Dit Savn saa fort vi bøde kan,
Men aldrig din Skæbne forvinde.
✂
Og derfor rinder vor Taare saa salt,
Som aldrig vel Taarer runde,
Fordi det Slag, hvorfor Du faldt,
Har slaaet Danmark en Vunde.
✂
Derfor er den Kalk, vi nu har tømt,
Saa bitter som ingensinde,
Fordi et Folk den Drøm har drømt,
Som maatte med Dig forsvinde.
✂
Ak, Konning Christian! Du hued saa vel
At lignes ved Christian den Fjerde,
Du vilde saa gjerne lulle din Sjæl
I Drømme om Sømandsære.
✂
Men alle de Snekker, dit Navn Du gav,
De finge kun føje Lykke;
Det er, som om det frie Hav
Spotted Selvherskerens Nykke.
✂
Din Fyrstenavne - det saa' Du selv -
Han segned ved Sjællands Odde;
De Engelskmænd ham stunge ihjel
Alt, med saa haarde Braadde.
✂
Dit Kongeskib, som Du efterlod
At værge dit Riges Kyster,
Det ligger nu badet i Danskes Blod
Ved Slesvigs blødende Bryster.
✂
Det hjalp slet ikke, Du stod i Stevn
Med Spir og kongelig Krone;
Det er, som ramte det Herrens Hevn,
Som skulde en Uret det sone.
✂
Thi, Konning Christian! den Kongejagt,
Du styred selv "af Guds Naade,"
Den tumles nu af Stormenes Magt,
Og hugger i Brændingens Fraade.
✂
Og havde Du været en Sømand god,
Der tænkte paa Storm i Stille,
Og Kimingens mørke Tegn forstod,
Da gik det ej nu saa ilde.
✂
Og havde Du med dit Øje klart
Gjennem Oprørsvæven skuet.
Da kæmped ej nu dit Folk saa svart,
Og Død dit Rige ej trued.
✂
Og havde Du med din snilde Kløgt
Redet hvad længst var aflave,
Og Bod for alt det Brustne søgt,
Da blomstred nu Danmarks Have.
✂
Men, Konning Christian, Du hviles i Fred!
Vi vil paa de Døde ej klage ;
End kunne vi værge for Danmarks Led,
Saa mange vi ere tilbage.
✂
End bærer den danske Kongejagt
Sig kjækt i de Bølger høje,
Og hvert et Hjerte slaar uforsagt,
Og Mod der staar i hvert Øje.
✂
Og end er der Sener i hver en Arm.
Som krummes af Lyst til at stride,
Og end er der skrevet i hver en Barm,
At Alle det Samme vil lide.
✂
Og ruller saa Tordnens dumpe Brag,
Og Lynet hvisler og flammer.
End knuser det ej vor gode Sag,
Og Viljens Kraft det ej lammer.
✂
Og rammer saa Nornens Dorn os liaardt,
Og pidsker os Ulykkens Svøbe,
End kunne vi døje Svie og Tort,
For Ære og Frihed at kjøbe.
✂
End lever forvist en naadig Gud,
Som straffer Folkenes Brøde,
Men atter lader af Smertens Brud
Springe Velsignelsens Grøde.
✂
End "er imorgen der atter en Dag",
Det skal ej forglemmes i Nøden:
Luerne fra det synkende Vrag
Pege mod Morgenrøden.