Et Kys.
✂
Et Kys engang er blevet Grændsen,
Som skilte For- og Fremtid ad,
Og Skæbnens Lov har været skrevet
Paa Pigelæbens Rosenblad.
✂
Et Kys har aabnet Mandens Stræben
Den Vej, som for ham syntes lukt;
Et Kys har løsnet Ørnens Vinger
Og spændt dem ud til dristig Flugt.
✂
Et Kys har med sin milde Flamme
Engang tændt Ærens høje Baun;
Et Kys har givet Danmarks Saga
I Gjem et herligt Heltenavn.
1.
✂
Han var en Svend saa sund og kraftig,
Som nogen af den jydske Rod,
Med aabne Træk og brede Skuldre,
Med modig Sjæl og fyrigt Blod.
✂
En Aandens Kriger var han vorden,
Soldat udi den sorte Hær;
Men Bog og Pen han heller bytte
Gad med en Hest og med et Sværd.
✂
Ud i den vide Verden higed
Han efter Ros og Eventyr;
Men Armod bandt til Fædrejorden
Med Lænke tung den stakkels Fyr.
✂
Han svælgede i Hædersdrømme
Og drak af Haabet mangen Rus;
Men dagligt Brød han fik af Naade,
Og borget var hans Glædes Krus.
✂
En Dag med tvende Kammerater
Han vandred under Voldens Løv,
Og vejred Sindet ud i Solen
Og pumped Lungen lænds for Støv,
✂
Paa een Gang han i Farten standsed,
Og glemte, hvad han vilde sagt;
Det var, som pludselig han ramtes
Af en usynlig Tryllemagt.
✂
Hinsides Gaden i et Vindve
Der sad en Pige faur og fin,
Halv skjult af store Gyldenlakker
Og et misundeligt Gardin.
✂
Og dette Syn det var, der fængsled
Hans Blik, hans Tanke og hans Fod,
Til, vakt af sine Venners Latter,
Han skamfuld rødmed som et Blod.
✂
"Hør, Poul! Du mener jo, at Lykken
"Dig bier paa en fremmed Strand;
"Men om den hjemmefra Dig følger,
"Det kan vi prøve nu paa Stand.
✂
"Ifald hin unge, skjønne Jomfru,
"Der bragte Dig fra Samling nys,
"Er villig til for vore Øjne
"At række Dig sin Mund til Kys -
✂
"Saa skænke vi Dig Rejsepenning,
"At Du kan fare flux afsted
"Ud i den vide, skjønne Verden.
"Det er vort Ord, det staa vi ved."
✂
Saa talte af de To den ene,
Den anden talte med et Nik.
Et Øjeblik sig Poul betænkte,
Saa vendte han sig om og gik.
2.
✂
Alene i Dagligstuen
Professorens Datter sad.
Og nynnede paa en Vise,
Hun lærte sig udenad.
✂
Af sytten Sommeres Fylde
Løftedes Barmens Hvælv;
Hvor rig hun var i sin Vnde,
Det anede mindst hun selv.
✂
Thi Stempel af Sjælens Renhed
Hver Skjønhedslinje fik,
Og Hjertensgodheden lyste
Igjennem det klare Blik.
✂
I Hjemmets ensomme Stilhed
Hun var i sit Element,
Og kjendte den store Verden
Saalidt, som hun selv var kjendt.
✂
Hun kjendte dens falske Pænhed
Saalidt som dens frække Spøg,
Men fulgte en indre Stemme,
Der aldrig for hende løj.
✂
Det banked sagte paa Døren,
Og Jomfruen lukkede op;
Forundret Ungersvenden
Hun maalte fra Taa til Top.
✂
"Min Fader er ikke hjemme;"
Hun talte, da taus han stod
Og søgte forgjæves efter
Sit raske Ungdomsmod.
✂
"I vredes ej, ædle Jomfru!
"Jeg søger Jer Fader ej;
"Til Eder er det alene,
"Jeg styrede hid min Vej.
✂
"Det Ærind, jeg har til Eder,
"Er vistnok af selsom Art;
"Men vil I taalmodig høre,
"Saa faar jeg det vel forklart.
✂
"Jeg føler herinde Evne
"Til mandig og dristig Daad;
"Men til at søge min Lykke
"Jeg haver saa daarlig Raad.
✂
"Jeg længes til fremmede Lande
"At vinde et hædret Navn;
"Men kæmpe maa jeg herhjemme
"Daglig med Armod og Savn.
✂
"Nu haver jeg tvende Venner,
"Som sprænge kan mine Baand;
"Men Vilkaaret, som de sætte,
"Det ligger i Eders Haand.
✂
"At skænke mig Rejsepenning,
"Det have de lovet nys,
"Ifald blot for deres Øjne
"I skænke mig vil - et
Kys."
✂
Ned over Jomfruens Kinder
En Purpuriling der fo'r,
Og hendes Læbe sig krused
Alt til et harmfuldt Ord.
✂
Dog, førend Ordet hun nævned,
Løfted hun Øjet igjen,
Skulde dets Lynslag ramme
Den dristige Ungersvend.
✂
Men ak, der stod han saa rolig,
Baade beskeden og kjæk,
Med saa ærbare Miner
Og med saa ærlige Træk.
✂
Atter sig Jomfruens Øje
Sænked, thi Lynet var spildt,
Og med en dybere Rødme
Svared hun venlig og mildt:
✂
"Uret har I vel sagtens,
"At I med saadan en Bøn
"Op til en ærbar Kvinde
"Haver Jer sneget i Løn,
✂
"Men om Jert Aasyn ej lyver,
"Saa er I ædel og god,
"Derfor jeg Eders Lykke
"Ej heller vil staa imod."
✂
Tog hun ham saa ved Haanden,
Sammen til Vindvet de gik,
Jomfruen blussed og bæved;
Kysset han tog og fik.
3.
✂
Han rejste did, hvor Kampens Bulder
Til Arbejd kaldte kjække Mænd,
Og Hæderen stod som paa Pinde
For hvem der vilde fange den;
✂
Did, hvor al hjemløs Kløgt og Manddom
Blev samlet af den store Czar,
For Krigens Dont og Fredens Kunster
At lære Østerlands Barbar.
✂
Her var en vid og frodig Ager,
Hvor han den Rigdom kunde saa,
Som Ingen hjemme havde agtet,
Mens den i Armods Gjemme laa.
✂
Her modnedes i Dagens Straaler
De skjulte Evner og bar Frugt,
Og hver en Drøm, hans Ungdom drømte,
Hans Manddoms Kraft opfyldte smukt.
✂
Her mangled Rum ej for hans Virken,
Her Maal og Med hans Higen fandt:
Paa Pultavas blodstænkte Snemark
Han sine Riddersporer vandt.
✂
Fra Slag til Slag han Czaren fulgte,
Og Lykken fulgte i hans Spor;
Den Ros, som rundelig han høsted,
Alt vidt paa Rygtets Vinger fo'r.
✂
Da spurgte han, at Krigen atter
Var naa't til Danmarks Kyster hen,
Da tænkte han: nu Fædrelandet
Behøver alle sine Mænd.
✂
Og Orlov bad han sig af Czaren
Og ilte til den danske Hær,
Og bød Kong Frederik den Fjerde
Sit Snille og sit gode Sværd.
✂
Nu, med en fremmed Æres Stempel
Var han ej mer at kimse ad;
Nu var af hjemlig Glands og Hæder
Tilfals saa meget, som han gad.
✂
Nu Alle maatte lydt bekjende,
At stor han var i Ord som Daad;
Saameget, som hans Arm i Slaget,
Hans Stemme gjaldt i Kongens Raad.
✂
Og gyldne Naadestegn i Mængde
Han for sin Troskab fik i Løn,
Og Adelsbrev og Skjoldemærke
Blev skænket Bedemandens Søn.
4.
✂
Alene i Dagligstuen
Professorens Datter sad
Og nynnede paa en Vise,
Hun havde lært udenad.
✂
Den Vise var om en Ridder,
Der fo'r paa fjerne Tog,
Men havde en Fæstemø hjemme,
Hvis Billed med ham drog.
✂
Omsider han kom tilbage
Med Ære og med Guld
Og hende fandt saa trofast,
Som han var hende huld.
✂
Og Jomfruens tause Tanker
Leged ved hendes Sang;
Hun tænkte: mon han dog ikke
Kommer igjen engang?
✂
Mon han endnu i det Fjerne
Tumler sig stærk og kjæk,
Eller mon Dødens Bleghed
Dækker de ædle Træk ?
✂
Det banked sagte paa Døren,
Og Jomfruen lukkede op;
Forundret en fornem Herre
Hun maalte fra Taa til Top.
✂
Med Guld hans Kjortel var bræmmet,
Og Ordner skjulte hans Bryst,
Hans Kind af Solen var brunet,
Men Øjet var kjækt og lyst.
✂
"Min Fader er ikke hjemme,"
Forvirret stammede hun;
Thi han stod, som han vented
En Hilsen af hendes Mund.
✂
"I vredes ej, ædle Jomfru,
"Jeg søger Jer Fader ej,
"Til Eder er det alene,
"Jeg styrede hid min Vej.
✂
"Det Ærind, jeg har til Eder,
"Er vistnok af selsom Art;
"Men vil I taalmodig høre,
"Saa faar jeg det vel forklart.
✂
"Siig, husker I det ej længer?
"For syv Aar siden en Dag
"Kom her en dristig Yngling
"Og Jer betro'de sin Sag.
✂
"Da tog I venlig imod ham
"Og skænkede ham et Kys,
"Der førte fra Ringheds Skygge
"Ham ud i Livets Lys.
✂
"I Manden, der staar for Eder,
"Hin Ungersvend I ser;
"Nu har han af Guld og Ære
"Sig hentet nok og mer.
✂
"Men hvorhen Skæbnen ham førte
"I Kampens blodige Leg,
"Dog Eders yndige Billed
"Ej af hans Tanke veg.
✂
"Og mellem sin Ungdoms Drømme
"Han ingen drømte saa skjøn
"Som den, at finde hos Eder
"Engang sin Manddoms Løn,
✂
"Og hvis I ham ikke hader,
"Og ej Jer Frihed har tabt,
"Vil I da dele den Lykke,
"Som selv I haver skabt?"
✂
Just fjorten Dage derefter
"Vor Frue" stod i sin Pragt;
Ikkun den dybe Hvælving
Trodsed Lysenes Magt;
✂
I Professorernes Gaarde
Skinned hvert Vindve klart;
De nærmeste Gader gjenlød
Af Karossernes Fart;
✂
Og udenfor Kirken trængtes
Nysgjerrige Kvinder og Børn.
- Da ægted Ingeborg Vinding
Poul Vendelbo Løvenørn.