Ploug, Carl Oscar den Første. (8de August 1859.)

† Oscar den Første. (8de August 1859.)

Nu aabnes Riddarholmens Kongebolig,
Hvor Døden holder Hof og Mindet Dom;
Hvor megen Sjæleangest sover rolig,
Og Maalet staar for mangen Stræben tom;
Hvor Usselhed er lagt ved Storheds Side,
Graahærdet Kløgt ved Tant og Børneleg,
Den myge Stengel ved den stærke Eg
Og haardfør Manddom mellem Kvinder blide.

Nu aabnes denne Hal, hvor Sveas Ære
Har i Aarhundreder holdt Riddervagt
For hvad det bar af Navne folkekjære,
Af Heltegjerning og af Herskermagt.
Mens fra det slanke Taarn Ligklokken ringer,
Den tause Skare bølger sig derind
Med Sorg ej blot i Mine, men i Sind; -
Sin Drot til Hvile Tvillingfolket bringer.

Hvo var han? Ejer hele Ættelængden
Af Sveakonger ingen Ros som hans?
Steg som en Gran paa Fjeldet over Mængden
Han ved sin Herskeraand, sit Snilles Glands?
418 Fløj som et Meteor han gjennem Tiden,
For vanfør Slægt et blodigt Tugtens Ris?
Kom han fra Valen hjem med Sejrens Pris,
Og styred vældig, hvad han vandt i Striden?

Har, som den Største under Marmordækket,
Han Troens Frihed kjøbt for eget Blod?
Har som hin "unga hjelte" han forskrækket
En kraftløs Old ved eventyrligt Mod?
Har han befæstet en forfalden Trone
Ved Lovens Støtte og ved Magtens Bolt?
Har som sin Fader Skæbnens Hjul han holdt,
Og af en enkelt gjort en dobbelt Krone?

Nej, han har kun kjendt Fredens gyldne Dage,
Og kun udført dens nøjsomme Bedrift;
Ej mange Blade har hans Kongesage,
Paa intet af dem læses blodig Skrift.
Han har kun staaet med Gevær paa Skulder,
Som Vagt for Norden og dets Grændseled,
Og stræbt med venligt Sind og ærligt Med
At fjerne og at dæmpe Kampens Bulder.

Han har ej spundet egennyttig Rænke,
Og ej strakt efter Næstens Gods sin Haand;
Og aldrig har han smeddet Bolt og Lænke,
Men vel med Lempe løst forrustne Baand;
419 Han har ej sat i Kronen nye Stene,
Men han har dulgt Metallets kolde Glands,
Og slynget om den gyldne Ring en Krands
Af Egeblade og af Blomstergrene.

Og hvad skal Saga veje, om ej Manden,
Hans Hjertelag, hans Tankes frie Flugt,
Det, han ej tog paa Borg hos nogen Anden,
Men af sit eget Forraad har forbrugt?
Om han blev baaret frem af Lykkens Vinde
Og løftet højt af Hændelsernes Spil -
Kortsynet Samtid kan det lede vild,
Men ikke Efterverdnens Syn forblinde.

Lad ham, der gjemmes nu i Egekiste,
Da have fejlet meget eller lidt;
Lad ham ha' villet fremad heller liste,
End ile mod sit Maal med raske Skridt;
Lad ham ha' standset foran mangen Skranke,
Ja være sejlet vild paa Tvivlens Hav;
Han var dog - det skal siges ved hans Grav -
En Konge med et Hjerte og en Tanke.

Han elsked Mennesket; han saa' en Broder
I Vadmelskoften som i Fløjelsskrud,
Og æred Præget af den fælles Moder
Selv der, hvor det var næsten slettet ud.
420 Fra Livets høje, solbelyste Tinde
Han saa' ned i dets mørke, trange Vraa'r
Samfundets skjulte Brøst og dybe Saar
Og vilde Lægedommen for dem finde.

Han saa' igjennem Fængslets tykke Mure
Den skumle, trodsige, fortabte Hjord,
Som stængtes der, lig vilde Dyr, i Bure
Og drev hinanden frem i Lastens Spor;
Han saa' Fordærvelsen af Straffen vælde,
Og Brøden voxe op af Lovens Bud; -
Hans Mildhed soned gammel Haardhed ud,
Og Haabet lyste i den dunkle Celle.

Han saa' en giftig Slange bo og bygge
Ved mange Hytters tomme Arnested,
Og sluge Mandens Løn og Kvindens Lykke,
Og suge Slægtens Styrke, Led for Led;
Da flokkedes hans bedste Mænd paa Tilje,
Og manget sandt og kjærligt Ord blev talt,
Og Fristelsernes Overmagt blev kvalt
Ved Lovens Magt og Kongens ædle Vilje.

Og skjønt han fødtes fjernt i Sydens Dale,
Hvor Druen modnes, og hvor Pinjen gror,
Og skjønt han nemmed fremmed Sæd og Tale,
Før han blev plantet om i højen Nord,
421 Saa voxed han dog fast til denne Stamme,
Dens Marv og Saft gik over i hans Blod.
Hans Hjerte trak sin Næring fra dens Rod,
Og elsked Norden med en Sydbos Flamme.

Han elsked dette Klippeland, hvis Tykke
Paa een Gang er saa fattigt og saa rigt;
Hvis Vinter er saa lang en Natteskygge,
Hvis Sommer er et kort, men dejligt Digt;
Hvor Malmens blanke Aare gror i Bjerget,
Men Dalens Jordbund giver sparsomt Brød;
Hvis Folk, med Øjet lyst og Kinden rød,
Har Kraft at smedde og at svinge Værget.

Han elsked disse Folk, hvis Spir han førte,
Som deres ægte, førstefødte Søn;
Hans Tanke, Hu og Gjerning dem tilhørte,
Og deres Kjærlighed han fik i Løn;
Han elsked deres Sindelag og Tale,
Og leved deres Liv i egen Borg;
Han delte deres Glæde, deres Sorg.
- Nu sørge de for ham, som er i Dvale.

Han elsked deres Skat af store Minder,
Som de har gjemt i Saga og i Sang,
Om raske Idrætsmænd og ædle Kvinder,
Som skabte Nordens Magt og Ros engang
422 Han elskcd Haabet, Oldtids Minder vakte
Igjen i hver en stolt og mandig Sjæl,
At Nordens Stamme, naar den vil det selv,
Kan nu og altid egen Skæbne magte.

Han saa' en Trang hos Nordens Ungdom fødes,
En hellig Følelse, en Broderaand;
Han saa' dem længes, drage ud og mødes,
Og jublende forenes Haand i Haand;
Han saa' dens Bauner højt mod Himlen stige
Fra Norges Fjelde, som fra Fyrisval;
Han saa' den lyst i Fred fra Kundskabs Hal,
Og døbt i Blod ved Thyras brustne Dige.

Da rørtes Kongens Hjerte, og hans Tanke
Sprang som en rustet Pallas frem deraf;
Da skued han udover Livets Skranke,
Udover Døgnets Dont og Nuets Krav!
Da saa' han Nordens Fremtid herlig grundet
Paa Folkenes, gjenfødte Broderaand;
- Da rakte han sin kongelige Haand
Til trofast Broderforbund over Sundet.

Den blev ej greben, og sank mat tilbage.
Det var hans sidste Kraft, hans sidste Syn;
Thi Kongers Konge havde talt hans Dage,
Og Dødens Mørke daled paa hans Bryn.
423 Som Moses Grændsebjerget kun han naa'de
Og skuede Forjettelsernes Land;
Han skulde kun betræde Ørknens Sand,
Og Nordens Fremtid er en uløst Gaadc.

Lad Kræmmerkløgt nu kalde ham en Drømmer,
Lad harsk og skimlet Visdom vrage hans;
Historien kommer efter os og dømmer,
En rækker den en Ferle, En en Krands.
Ve den, som sov, naar Morgenklokken ringed!
Ve den, som spildte Øjeblikkets Gunst!
Men Den har ikke været til omsonst,
Hvis Sjæl en mægtig Tanke har bevinget.

Jer, Nordens Ungdom, stævner jeg til Møde
Om Kisten, der er baaret hen idag!
I, som af Broderaandens Luer gløde,
I, som vil aldrig svigte Nordens Sag,
l, som har set hans høje, aabne Pande
Og lyttet til hans milde, varme Ord,
Og taget det igjen i Jubelkor:
"Strid er umulig mellem Nordens Lande," -

I skal hans Minde holde højt Ære!
Hans Grav skal være Jer et Valfartsted!
Hans Tanke skal I ud i Livet bære,
Og lægge i dets Agre ned som Sæd!
424 Da skal den spire op, naar Solen stiger,
Og skyde højt, af tunge Kjerner fuld,
Og modnes, og bedække med sit Guld
Hver Tue og "hvert Fjeld i Nordens Riger!

Lad Hvælvingen da lukkes, hvor han sover,
Den trætte Svea- og Normannadrot!
Mens Tiden gaar sin stride (rang derover,
Det skal ej glemmes, han har ment det godt.
Er ej hans Vilje altid Gjerning vorden,
Har ej hans Gjerning altid baaret Frugt,
Sandt er det dog: da Oscars Liv var slukt,
Da var en ædel Fyrste tabt for Norden.