Ved en Botanikers Bryllup.

✂ Herhjemme paa vor Gaard
Bag den rødbrune Mur
Man mærker ikke meget
Til den rige Natur;
Thi her repræsenteres
Al Vaargudindens Skat
Kun af en gammel Lind
Med en bredskygget Hat.

✂ Hvert Bæger, man har her,
Er af Ler og klinket Glas;
I Frakkens møre Traade
Det tykke Støv har Plads;
Befrugter det end ikke,
Saa hører det dog til;
Det er en Art af Aske,
Som dækker Aandens Ild.

✂ Her spire tause Tanker,
Men uden Rod og Løg,
Og Piberne har Stilke,
Som kun udvikle Røg;
79 Og her er alle Blade
Af Skriv- og Trykpapir.
Saa tørre, at de stundom
Maa fugtes med en Gi'r.

✂ Dog, jeg en Celle veed
Bag den rødbrune Mur,
Som var et venligt Fristed
For den rige Natur,
Hvor Alperosen slynged
Sig i en Cactusrad,
Og Oleandren kjæled
Med Bregnens brede Blad.

✂ Thi der sad jo en Præst
Udi Floras Helligdom;
Fra alle Verdens Kanter
Til ham Smaablomster kom;
De talte med hans Tunge,
De maltes af hans Pen,
Og i hans Tanke leved
De Vaaren om igjen.

✂ Og naar den milde Sol
Fik gjort Kaal paa Sne og Slud,
Og Træerne fik Blade,
Og Blomsterne sprang ud,
80 Han støvled ud ad Porten
Med vældige Skridt,
At gjøre sine Venner
I deres Hjem Visit.

✂ Engang paa Excursionen
En selsom Blomst han saa';
Den havde røde Læber,
Den havde Øjne blaa;
Han plukkede den varlig
Og gjemte den i Favn,
Og indskrev i sin "Flora"
Drejera som dens Navn.

✂ Og fra den gamle Gaard
Saa han flyttede sin Bo;
- Thi her man slige Blomster
Ei godt kan ha' i Ro.
Nu køler den hans Pande
Med sine Blades Krands,
Og kvæger mildt hans Hjerte
Med sin beskedne Glands.

✂ Hans Hus skal staa i Flor,
Som det sømmer Floras Ven!
Et Drivhus vil det blive,
En afgjort Sag er den;
81 Men lægger han ad Aare
End nye Drenge a',
Saa vil han dog de gamle
I trofast Minde ha'.