Ordets Ridder.
✂
Paa Kisten er Ridderens Sværd nu lagt,
Hans Harnisk og Skjold i Museet hænger,
Hans flygtige Livs romantiske Pragt
Kun svagt gjennem Sagnenes Taage trænger;
Den Borg, som hans vældige Haand har bygt,
Hvor Kampen han trodsed og bortdrømte Freden,
Nu skjuler en Ætling, der sysler beskeden
Med Bøndernes Tugt eller Studenes Røgt.
✂
Der fægtes ej mer af Mand imod Mand
For Land og for Drot, for Frihed og Ære;
Thi Krig blev et Haandværk, Soldaten en Stand,
Og blinde Maskiner de staaende Hære;
140
Kulturen har tæret paa Manddommens Marv,
Og studset det fyrige Mod sine Vinger;
En Heltedaad fast som et Eventyr klinger,
Kun Skægget fik Nutidens Løver i Arv.
✂
Og dog er al dristig, al ridderlig Id
Med Korstog og Tvekampe lieden ej vandret,
Een kjender endnu dog vor daadløse Tid;
Men Vaabnet er skiftet og Navnet forandret.
Thi Pennen blev Landse og Ordet et Sværd,
Af funklende Tanker blev Rustningen flettet;
Et Blad af Papir er det Skjold, som uplettet
For Samtidens Skranke nu Ridderen bær.
✂
De Vaaben er stærke, - thi styrte for dem
Maa Trældommens Mure og Fordommens Gittre,
Og Brøde og Løgn af sit Skjul krybe frem,
Og Uretten selv under Purpuret zittre.
Vel tykkes tidt Kampen en dagligdags Kiv,
Som koster ej Blod, og hvor Døden ej lurer;
Men Hjertet med usete Skrammer den furer,
Og Offret, den kræver, er ofte - et Liv.
✂
Og hvad er saa Lønnen? - et tvetydigt Navn,
Af Magten forfulgt, af dens Krybere gnavet;
Et Bifald, smaahakket af Selvsygens Ravn;
En Hæder, som vorder med Liget begravet.
141
Mens Kunsten betalte Historiens Gjæld
Til Mange, som Døden for Friheden funde,
Til Mange, som kun vare Herrernes Hunde,
- Saa siig mig: hvem sang om Armand
Carrel?
✂
Han var dog en Helt, en Ridder saa god
Som hin, der ej kjendte til Frygt eller Dadel;
Hans Kraft var en Mands, og en Ynglings hans Mod,
Og Hjertet var ædelt, og Aanden af Adel;
Hans Hu var en eneste glødende Drøm
Om Frankrig, dets Glands, dets Hæder og Lykke
Under Frihedstræets befrugtende Skygge,
Urokket af Tidernes vexlende Strøm.
✂
Og Drømmen blev Ord; - og det prentede Blad
Blandt Folket sig spredte paa ilende Vinger;
Snart lød det som Suk, snart som Lærkernes Kvad,
Og snart som naar Øxen i Roden alt klinger.
Der ulmede Gnister i Massernes Sjæl; -
De blussede op; - i et Baal slog de sammen; -
I Aske sank Tronen. - Men hvo tændte Flammen?
Det mægtige Ord og - Armand Carrel.
✂
Men Drømmen blev Drøm kun; - thi Folket gav hen
Sit Blod blot for atter at rejse en Trone,
Og "Frihedens Gudsøn" og Borgerens Ven
Snart lærte at synge i Herskerens Tone;
142
Og de, der nys kæmped paa selvsamme Plet
Som hin, og Nationens Mænd bleve kaldte,
At mættes ved Naadens Taffel nu valgte
For Winkelried-Kampen om Frihed og Ret.
✂
Kun han blev ej vundet, han ene forblev
Trofast mod sit Folk, mod sit Kald og sin Fane:
Med knusende Kraft bort han Blændværket rev,
Og drog uforsagt Konsekvensernes Bane.
Men Ordet, som nys Bajonetterne brød,
Og fæsted den nybaarne Magt paa sin Tinde,
Var nu til Besvær, derfor lod man det binde,
Og Had var den Tak, som dets Ridder man bød.
✂
Hans Andel af Sejren blev Fængsel og Flugt,
Og Livet begaved ham rigt med sin Smerte;
Men Tankens vidt straalende Lys blev ej slukt,
Før Skumlerens Kugle fandt Vej til hans Hjerte.
Da klagede Frankrig og følte sit Savn;
Men nu er det glemt og hentørret er Taaren:
Og dog er ej den blandt dets Sønner end baaren,
Som arved hans Aand og hans pletfrie Navn.
✂
Mit Danmark! O, vaagner igjen i dit Sind
Ei Tanken om ham, som Du selv haver mistet?
Du stod jo dog ogsaa med Taarer paa Kind,
Dengang da hans ærlige Hjerte var bristet;
143
Erindrer Du ej, at, hvor Domens Kapel
Om Kongernes Grav sin Søjlerad strækker,
Der grønnes hver Vaar den Græshøj, som dækker
Din Ridder af Ordet, - Armand Carrel?