Norden.
1.
✂
Hvor de hvide Bræer skinne
Fra de mørke Fjeldes Tinde;
Hvor de stride
Elve skride
Gjennem Dalens magre Jord;
Hvor de høje Graner suse,
Og i lave Bjælkehuse
Stærke, trygge
Bønder bygge -
Er det skjønne, stolte Nord.
✂
Hvor de blanke Bølger blaane,
Hvor de grønne Bakker skraane,
Og de bløde
Enge føde
158
Modig Ganger, rigen Hjord;
Hvor de gyldne Agre svømme,
Og om Bøgeskovens Drømme
Nattergale
Føre Tale -
Er det samme skjønnc Nord.
✂
Hvor det var en Leg at stride,
Hvor det var en Spøg at lide;
Hvor den kjække
Vikingsnekke
Skar i Havet røde Spor;
Hvor de dybe Draper runged
Og af Folket, tusindtunget,
Baarne siden,
Trodsed Tiden -
Var det gamle, store Nord.
✂
Hvor, af A anden overvunden,
Seklers Tvedragt er udrunden;
Hvor de Stemmer,
Hjertet gjemmer,
Mødes i et mægtigt Kor;
Der, hvor Mindets Nordlys blinker,
159
Og til Idræt Slægten vinker
Haabets fjerne
Morgenstjerne -
Er det unge, frie Nord.
2.
✂
Studenten sad engang forstemt
I Vinternat,
I fremmed Kløgt han tro'de gjemt
Al Livets Skat;
Da lød en hjemlig Harpeklang
Omkring hans Vraa,
Da følte han en mægtig Trang
I Hjertet slaa;
Og Norden gik op for hans Tanke.
✂
Thi Mindets Stjernehimmel svam
Paa Tonens Hav,
Og Haabets gyldne Straalekam
Steg op deraf,
Og Fremtid sank til Fortids Barm
I Nuets Leg;
Da svulmed Styrken i hans Arm,
Og Modet steg;
Thi Fremtiden ejed hans Tanke.
160
Studenten slog sin Vimpel ud
Til Vikingtog;
Med Vaarens Luft som Vaarens Bud
Han kjæk uddrog,
Og Upsal, Kjøbenhavn og Lund
Har hørt hans Pagt,
Og Livsens-Ordet i hans Mund
Har viist sin Magt;
Thi Norden blev Folkenes Tanke.
✂
Studenten sjunger nu hver Dag
Sit glade Haab;
Det flammer højt i Brødres Lag
Ved Druens Daab;
Men engang vorder han til Mand,
Hans Sang til Daad,
Og aldrig, aldrig svigter han,
Før han har naa't,
At Norden er mer end en Tanke!
3.
✂
Ungdommens Drøm,
Smilende Barn med den klingende Lyre!
Naar skal du Treforken gribe, og styre
Tidernes Strøm?
✂
Ungdommens Haab,
Blinkende Fakkel i Nætterne lange!
Naar skal Du Baunerne tænde og fange
Gjerningens Daab?
✂
Timerne randt:
Blegere zittred den ledende Stjerne;
Svinder den ej i det taagede Fjerne?
Viste den sandt ?
✂
Timerne gaa:
Der, hvor de trængtes, de jublende Skarer,
Lege nu Sorgløse, springe nu Harer;
Vi er kun faa.
✂
Dog skal den gro,
Spiren, der spæd pipper frem over Jorde;
Ungdommens Haab skal forklares og vorde
Mændenes Tro.
✂
Dog skal den staa,
Tanken, som Saga har baaret og ammet.
Tanken, som Æt efter Æt har anammet,
Kan ej forgaa.
✂
Evig og sand,
Virker den dybt, naar den oventil sover,
Lyser blandt famlende Slægter den over
Fædrenes Land.
4.
✂
Ungdomsmodet slaar med sine Vinger,
Hele Verden for vor Fod er lagt,
Fremtids Drapa i vor Tanke klinger,
Aanden ser sin Gjerning alt fuldbragt;
Søde Kys af varme Purpurlæber
Og af Glædens Nektar fulde Drag
Lønnen er, der vinker Hver, som stræber
Kjækt og ærlig for den gode Sag.
✂
Ak men, Brødre! Livets Jammer stækker
Alt for hastig Tankens raske Fart,
Og en klam Filistertaage lægger
Sig om Øjet, der har skuet klart:
163
Lønnen tidt er plumret, før den smagt er,
Maalet var Dig nært - forbi det fo'r;
Sandhed syntes størst af Verdens Magter,
Men dens Daarskab er dog nok saa stor.
✂
Dog, det ilde sømmer yske Svende,
Fejgt at skælve for vort svare Kald,
Eller Ryg i Livets Kamp at vende
Der, hvor Aandens Styrke prøves skal.
Haabets Fugl, vor Ungdoms milde Sanger,
Flyver med til Mændenes Bedrift,
Og paa Nattens dunkle Hvælving pranger
Store Minders lyse Sejersskrift.
Til vi love da i Lagets Gammen:
Nordens Held og Hæder, Magt og Pris
Maalet er, hvortil vi stræbe sammen,
Hver i Sit, paa ærlig nordisk Vis!
Frihedstemplet rejst med høje Buer!
Rets og Sandheds stærke Værn derom!
Og derinde kydske Altarluer
Straalende fra Skjønheds Helligdom!
5.
✂
Henover Tidens Hav der gaar
En Dønning død:
Ved Styret Vold og Vilkaar staar,
Af Graven jordet Fordom gaar,
Og Sandhed lider slette Kaar
Og Frihed Nød;
Det er, som Folkets Haab var tabt,
Og Troen paa dets egen Kraft
Var død.
✂
Men atter kule vil en Storm
Fra Sønden op:
Da styrter hver en snørklet Form,
Da brister hver en skimlet Norm,
Da ryster Dybets Midgaardsorm
Sin tunge Krop;
Da galer Hævnens Hane rød;
Den vilde Kraft, som tro'des død.
Staar op.
✂
Skal Nordens Odclsgaard den Dag
Staa tryg og fast,
Naar skøre Kroner gaa i Kvag,
Og Riger drive om som Vrag,
165
Naar Liv og Død for Folkeslag
Er Tærningkast?
Skal Nordens frie Folkeaand
Da frejdig trodse fremmed Baand
Og Bast?
✂
Det love Nordens unge Mænd
Med Haand og Mund;
Naar Fare truer det igjen,
Da skal vi møde, Ven med Ven,
Og give Hu og Gjerning hen
Af Hjertens Grund!
Og hvad der nu er svagt og delt,
Det skal vel stande stærkt og helt
Den Stund!