Ploug, Carl Aften

Aften.

1. Tydskernes Drikkelag.

Du guldglødende Vin,
Som den gavmilde Rhin
Trylled frem af Klippens golde Stene!
Den forborgene Kraft
I din lædskende Saft
Føle Tydsklands Sønner alene.
Du skal fylde vort Bryst med vidttonende Kvad.
Du skal løfte vor Tanke til Ætherens Bad,
Du skal styrke vor Arm, naar vi mætte vort Had
Imorgen!

Du Vidundernes Hjem,
Hvor Athene sprang frem,
Klædt i Pandser, af Kronions Hjerne,
Og hvor Enheden, fød
Af Adsplittelsens Skød,
Danner Livets mægtige Kjerne!
287 Dig indvie vi Druernes funklende Skaal.
Du var Ynglingens Drøm, Du er Mændenes Maal;
For din Ære vi svinge det knusende Staal
Imorgen!

Du Pygmæernes Slægt,
Som formasted Dig frækt
Til at sætte Kejserørnen Grændse!
Dine lokkede Mø'r
Paa de græsgrønne Ø'r
Skulle vore Bægre kredense;
Thi vort Taalmod er endt, som Du stolede paa.
Nu din blegnede Stjerne i Næ monne staa;
Den skal skjule sit Aasyn bag Bølgerne blaa
Imorgen!

2. Den jydske Bondes Aftensang.

Naar Tydsken sin tørstige Ganger rider
Tilvands i Viborg Sø,
Saa siger Sagnet fra gamle Tider,
At Danmarks Rige maa dø;
Men Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest.

288

Nu sidde de Tydske i mange Dage
Som Herrer i Jydens Hjem;
Hr. Rye er vegen saa langt tilbage
Og tør ej maales med dem.
Men Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest.

De øde vor Hest, og vor Ko de slagte,
De lejre sig i vor Rug,
Og Bonden, som knap for Træl de agte,
Maa brede dem Disk og Dug.
Men Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest.

Der gaar og et Sagn paa den jydske Hede:
Engang kom Tydsken før,
Da drog Niels Jepsøn sit Sværd af Skede
Og gjente ham flux paa Dør;
Thi Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest.

Er Ebbesens Daad end et muldent Minde,
Og knap hans Lige fød,
Saa vist skal Jyden dog Frelse finde;
Vor Herre er end ej død.
Hans Hjælp kommer nok, naar Nøden er svarest.

289

3. Paa Forpost.

Hvad er vel Klokken? Er vi Midnat nær?
- En Stund vi har endnu forinden
At staa taalmodigt stille her
Og se i Dæmringen ud efter Ejenden.
- Nu vel, saa lad os korte Tiden af!
Maaske der venter os før Dag en Grav;
Den vil vi os ej dorsk og kjedsomt nærme,
Men end engang
I vore Drømmes lyse Verden sværme.
Kom, Brødre, stemmer op en Sang!

Nattens dæmrende Taager
Har sig paa Engen lagt,
Der kun Soldaten vaager
Paa sin farlige Vagt;
Medens hans Blikke vanke
Gjennem det øde Rum,
Sysler hans stille Tanke
Udi sin Helligdom.

Thi han bærer derinde,
Gjemt i en trofast Sjæl,
Billedet af en Kvinde,
Dejlig som Freja selv;
290 Og naar han dristig træder
I Slagets Dødningdands,
Billedet sig iklæder
Valkyriens høje Glands.

Køle Luftning fra Søen,
Bringer Du med et Bud?
Mødte Du hist paa Øen
Nylig min unge Brud?
Svaled Du Kindens Rødme?
Løste Du Lokkens Fald?
Nipped Du Læbens Sødme?
Ak, del da med mig halv!

Løste hun af dens Fængsel,
Mens Du i Løvet skjalv,
Hjertets bævende Længsel,
Sukkets vingede Alf?
Hvisked hun: "Jeg vil græde,
Kommer igjen ej han?"
O, da gaar jeg med Glæde
I Døden for mit Land!

291