De nordiske Naturforskere.
(Juli 1860).

✂ Det er engang Naturens Lov,
At Alt, som lever, ej skal vare:
Den gulner snart, den grønne Skov,
Snart tier Luftens Sangerskare;
Men røres Aand i Livets Færd,
Da er den Evigheden værd,
Og Fremtidsspirer i sig Lær,
Som voxe frem i nye Former.

✂ Se, dette Samlivs Sommerglands
Sig snart bag Horizonten fjæler,
Og gjennem Glædens Vedbendkrands
En Afskedstaare alt sig stjæler;
Men kom vi hid i Sandheds Hverv
Og offred hver sin Kundskabsskærv,
En kun sit Korn, men En sin Kærv, -
Saa kom vi ej forgjæves sammen.

✂ Og enten vi skal atter ses,
Hvad heller vi skal Forfald melde,
Saa skal forvist fra denne Kreds
Et Fremtidsliv engang udvælde:
En fælles Stræben, fælles Krig
Mod Løgn og Dumhed, Falsk og Svig,
En fælles Sejr, en Høst saa rig,
Som vore Øjne ej kan maale.

✂ Og de, som fjernt fra os end staa,
Fordi vor Idræt ej de fatte,
For dem skal Sandheds Lys opgaa,
Og de faa Lod i Aandens Skatte;
Og de skal følge i vort Spor
Og bygge sig et fælles Nord,
Hvor Broderenigheden bo'r
I Ly af Videnskabens Tempel!