Ploug, Carl Anna Nielsen

†
Anna Nielsen.

Det høje Nordens Sangmø staar og græder
Og hyller sine rene Træk i Flor:
Den Røst, som lifligst tolked hendes Hæder
For Danmarks Folk, har talt sit sidste Ord;
De skjønne Skikkelser, hvis lange Række
Hen over Scenen skred i Sejersglands,
Dem skjuler nu for evig Gravens Dække ;
Hun, som har skabt dem, bær sin sidste Krands.

413

En Sum af Indtryk, fyldige og klare,
Er Alt, hvad hendes Kunst har efterladt;
Men den skal hendes Samtid tro bevare,
Og Hver, som ejer den, han har en Skat;
En Skat, som ikke Møl og Rust fortærer,
Som ej med Døgnets Vexel smelter ind;
En Skat, som altid samme Rente bærer,
Et luttret Hjerte, et opløftet Sind.

Hvad var da denne Magt, som Hendes Minde
Har gjort saa rigt, saa fattigt hendes Savn:
O, det var den: hun var en ædel Kvinde
Af Liv og Sjæl, og ikke blot af Navn;
Og dette Liv hun aanded i hvert Billed,
Og denne Sjæl hvert Træk hun stemple lod;
I alle Skikkelserne, hun fremstilled,
Randt hendes eget varme Hjerteblod.

Fordi hun kunde ned i Dybet dykke
Af Valborgs og af Signes Kjærlighed;
Fordi hun kunde rumme Julies Lykke,
Og kunde maale, hvad Elvira led;
Fordi hun var en Dronning af Guds Naade
I Følelsernes vide, dunkle Land, -
Derfor hun kunde Kunstens Runer raade,
Derfor hun gjorde Illusionen - sand.

414

Ja, Sandhed var det Maal, som gjennem Skinnet
Hun stræbte efter i sin skjønne Kunst;
Mens Mangen snublede, af det forblindet,
Mens Mangen ledtes vild af Mængdens Gunst,
Gik hun, ydmyg og stolt, sin lige Bane
Med mandig Vilje og urokket Mod;
Og Mængden syntes undrende at ane
Den Stræbens Værd, den ellers ej forstod.

Men Hun, som i den kulne Høst holdt friske
De rige Krandse fra sin Ungdoms Maj,
Hun hørte gjennem Mængdens Jubel hviske
Et Budskab fra det Liv, som visner ej;
Af dennne Verdens Ros og Møje trættet,
Hun længtes efter Fredens stille Land.
N u har hun vundet, hvad der er forjettet,
Den Herlighed og Ære, som er sand.

415