Til Gustav Friedrich Hetsch.

✂ I Kunstens Tempel før
Stod Skjønhedens Gudinde
Bedækt med Isis's Slør;
Det sank for høje Præsters Magt,
Men Mængden aned ikke
De rene Formers Pragt.

✂ Da tren en Fremmed ind,
Med aldrig trættet Villie,
Med kjækt og aabent Sind;
Han spurgte: "Er da hendes Glands
Ej til, just for at spejle
Sig af i Folkets Sands?"

✂ Og bort han Sløret trak; -
Og Mængdens sløve Øje
De stærke Straaler drak,
93 Og Haandens Idræt, plump og stiv,
Sig viste snart besjælet
Af Kunstens ædle Liv.

✂ Men Du, som fremmed var,
Blev hjemme paa de Strande,
Hvor Frugt din Gjerning bar;
Sin Søn Dig Danmark kalder glad
Og snor i Laurbærkrandsen
Sit lyse Egeblad.

✂ Og om hvert Værk, hvortil
Dit eget Navn er knyttet,
I Tiden smuldre vil,
Saa stander dog dit Minde trygt:
I Folkets Liv og Virken
Du har dets Højsal bygt.