Jylland.

✂ Du Kæmpearm, som trodsende udstrækker
De hvide Revler i den vrede Sø,
Og for Havgusens klamme Favntag dækker
As-Odins Kongestol og Gefions Ø!
Du er en Hjørnesten for Danmarks Rige,
Som aldrig brydes skal af Bølgens Magt,
Som Fjendehær ej let skal overstige,
Skjønt Du ej Fjelde har til Grændsevagt.

✂ Thi af din haarde Bund et Væld der springer,
Som gjennemstrømmer hele din Natur,
Som stempler Sandets Flugt paa Stormens Vinger,
De runkne Ege og den bratte Ur;
Som gjennem Hedens øde Storhed taler,
Naar taus den hviler under Nordlysskær,
Fra Dalens vilde Kløft, hvor Bækken maler
Den Rug, din Ager, skarp og karrig, bær;

✂ Som lyder højt fra dine Sønners Tunge
I Sprogets brede Lyd og dybe Klang,
I Viserne, som dine Døttre sjunge
Ved Klynens Blink i Vinteraftnen lang'
- Vel Kjøbstedaand gad Sprogets Marv fortrænge
Og give Sangen et moderne Sving;
Men Spentrup-Præst slaar end de gamle Strenge,
Og Ordet runger djærvt fra Viborg-Thing: -

✂ Som gjennem Folkets Hjertekamre ruller,
I Armens Muskler og i Kinden rød;
- Derfor det aldrig skjalv i Kampens Bulder,
Men stod, Dankongen tro i Liv og Død;
Mens dine Ege trodse Stormens Vælde,
Man mindes skal din Helt fra Nørreris,
Og Malplaqvet og Sehsted kan fortælle
En Saga stolt til dine Kæmpers Pris.

✂ Det Væld er Kraft, - er den, hvorfra i Norden
De Strømme skød, som knuste Romas Ørn;
Udtørret næsten overalt paa Jorden,
Den sprudler frisk i Dig og dine Børn.
Bevar den vel, lad Kiv den ikke lamme!
Lad den ej dunste bort i Dorskheds Favn!
Saa skal din Søn, hvorhen han gaar, ej skamme
Sig ved sit ærlige, sit jydske Navn.