Til Christoffer Ernst Frederik Weyse.

✂ Der er et Sprog, saa varmt og rigt,
Et Modersmaal for Gratier og Muser,
Hvori hver Sætning er et Digt,
Og gjennem Melodier Talen bruser;
Skjønt uden Ord, det nævner dog ved Navn
Hvad der i Tankens dunkle Dyb sig fjæler;
Det tolker Hjertets hemmeligste Savn,
Og Drømmens tause Billed det besjæler.

✂ Og naar vort Sind maa, mat og sygt,
I Livets Kamp og Trængsel bukke under,
Er i det samme Sprog udtrykt
Den Formular, som læge kan dets Vunder;
Og naar fra Verdens Lyst og Syndens Spor
Det higer mod den evige Forsoner,
Til ham det løftes fra den mørke Jord
Paa Cherubvinger af de stærke Toner.

✂ Du var, mens femti Aar forgik,
I dette Sprog vor Lærer og vor Leder;
Dit Hjerte var dets Grammatik,
Og Orglet var dit mægtige Katheder:
Og hvad Du lærte, sank ej goldt til Jord;
Fra Folkets Bryst det tusindfold gjenklinger,
Og gjennem dine egne Toners Kor
Dit Navn sig over Tidens Bølge svinger.