I Foraaret.

✂ Kom, Brødre! Vaarcn vinker
Med Majløv om sin Hat;
I hendes Belte blinker
Af Tusindskjøn en Skat;
Paa Luftens Aande svæver
Gevantets grønne Flod;
Og, hvor hun gaar, sig hæver
Nyt Liv og frejdigt Mod.

✂ Igjennem Rummet gynger
En liflig Tonestrøm;
Thi Alt, som lever, synger
Sin Længsel og sin Drøm;
21 Fra Busken Droslen klager,
I Sky slaar Lærken glad:
Vort fulde Bryst gjentager
I Kor de samme Kvad.

✂ Og se, Dryaden reder
Med Kam af Guld sin Lok,
Og som et Slør den breder
For skjelmske Søstres Flok!
Dem hviskende forklarer
Hun Hjertets dunkle Bog,
Men os hun lægger Snarer:
Lad gaa! - vi fanges dog.

✂ Og se, hvor Havet ruller
Derude sagte frem
Og bærer paa sin Skulder
Den fjerne Sejler hjem!
Men Haabets gyldne Snekke
Stolt pløier Himlens Blaa,
Og som Matroser kjække
Gaa vi ombord derpaa.

✂ Med spændte Vinger haster
Den over Tidens Nat,
Og først sit Anker kaster,
Hvor Tankens Maal er sat:
22 Der evig Vaaren blander
Med Høstens Frugt sin Flor;
Thi Kysten, hvor vi lander,
Den er - det nye Nord!