Den danske Sang.

✂ Liflig fløjte Velsklands Nattergale,
Galliens Hane vækker Kampens Mod,
Strengen bæver i Castiliens Dale,
Og i Tonen flammer Sydens Blod:
Over Dæk som under Kirkens Bue
Bruser Brittens Røst med Orgelklang,
Og, som der er Kraft i Rhinens Drue,
Er der Styrke i den tydske Sang.

✂ Tro dog, Fremmede, ej, at i Norden
Livet gisper stumt og sløvt og mat;
Tro ej, Hjertet stivner her som Jorden,
Hvorpaa Vintren har sit Snetelt sat!
Tro ej, Tanken her sit Udtryk savner!
Tro ej, Aanden er i Bøjle lagt!
Tro ej, Du kan puste bort som Avner
Nordens Mænd med dine Lungers Magt!

✂ Nej, der banker i vort Bryst en Stræben
Frem mod Livets frie Højdepunkt,
Og der ruller os et Kvad fra Læben,
Som vort Hjerte foraarsvarmt og ungt;
32 Sødt som Pigemundens Elskovsgave,
Blødt som Bølgens Leg i skovdækt Bugt,
Dybt som Vaabengny fra Kæmpegrave,
Stolt og kjækt som vore Tankers Flugt.

✂ Kling da, Nordens Toner, over Vangen!
Mød de fremmede kun uden Sky!
Mal den Storhed, som er længst forgangen!
Vårsl om den, der fødes skal af ny!
Lyd som vor betrængte Moders Klage!
Fa'r hver hendes Søn til Marv og Ben!
Kald os vore Fædres Kraft tilbage,
Mens vi rejse Danmarks Grændsesten!