Ploug, Carl Christianiatoget. (1851)

Christianiatoget. (1851).

1. Farvel.

Farvel nu, Sjællands grønne Skov
Med Klintens gule Bræm!
Vor Ganger stamper med sin Hov
Og hvirvler Skummet om sin Bov,
Og haster over Dybet frem
Mod vore Brødres Hjem.

172

Farvel, I Venner, af hvis Favn
Vi nødig kun os drog!
Ej gaar med os dog Sorg og Savn:
Nej, Haabet staar i Fremmerstavn,
Og svinger højt sin lyse Brog
Foran vort Vikingtog.

Farvel, hver Mø, hvis Tanke tyst
Os følger paa vor Fart!
Paa øde Hav, paa fremmed Kyst
Skal Mindet vaage i vort Bryst;
Der skal dit Billed, vel forvart,
Staa dobbelt friskt og klart.

Afsted! vi hejset har vort Flag,
Og Lykken er os god.
Det gjælder jo den gode Sag,
Det gjælder Nordens Atterdag,
Og vi har Ungdom, Kraft og Mod,
Og vi har Liv og Blod.

173

2. Hilsen til Norge.

Hil Dig paa egen Odelsgrund,
Trofaste Folk af stærke Døler!
Kjender Du Maalet igjen i vor Mund,
Og i Tonen det Hjemlige føler?
Hilsen vi bringe
Didnede fra, hvor Leerne klinge,
Skærende Guld ved det blaanende Hav,
Og hvor højt over Kæmpernes Grav
Nu Opstandelsens Lærker sig svinge.

Trehundred Aar vi fulgtes ad,
Delende Sol og mørke Dage;
Aldrig udslettes af Krønnikens Blad
De, saalidt som de vende tilbage:
Mægtige Minder
Slaa deres Bro fra Fjeldenes Tinder
Over til Gefions svømmende Vang,
Og mens Lænken, der fæstned os, sprang,
Blodets evige Baand os forbinder.

Stolt skred Du frem din egen Vej,
Lod dine Brødre langt bagefter,
Og i din Friheds frodige Maj
Folded ud sig de slumrende Kræfter:
174 Frie nu Begge
Kan vi hinanden Hænderne række.
Kom da! vor Grande velsigner vor Pagt,
Og med Nordens trefoldige Magt
Gaa mod Fremtidens Skæbner vi kjække!

3. En Rejse.

fra Livets Toldbod nu rask ombord!
Thi Fantasiens Slesvig sejler;
Med Ønskets Fart piler det mod Nord,
Og snart vi Sveas Capri pejler;
Paa Dækket vrimle Huer blaa og graa,
En evig Boeuf er i Kabyssen paa,
Og Sang og Klang
Følge vor Gang
Med Lunets legende Delfiner.

Vi er paa Elven, - fra vaarlig Strand
De første Broderhilsner møde.
Vi er ved Gryden, hvor af dens Vand
Sig Bjergets Trolde koge Fløde.
Et "Coup de main" og - Gøteborg er vor;
Men S ejerherrerne af Marken slaar
175 I Vennestrid
Thomanders Vid
Og saa den svenske Stormagt, Banko.

Nu svøber Taagen os gjæstmild ind,
Saa Ingen mærker, at vi svaje;
Men bort den rulles af Aftnens Vind,
Naar om den sidste Pynt vi dreje.
Se Christiania i Fjordens Bund!
Kanonen aabner hilsende sin Mund,
Og fra hver Aas
Det Gjensvar faas:
"Velkommen hid til gamle Norge!"

Vi er i Havnen, vi har gjort fast,
Og her det var saa smukt at dvæle;
Men Tiden har en forbandet Hast,
Vi kan kun Øjeblikke stjæle.
Saa kom - en kort Visit paa Oscarshal,
Og saa til Fest, til Gjæstebud'og Bal!
I stærke Drag,
Men ej i Mag,
Maa Glædernes Champagne tømmes.

Og saa vi klattre ad Skrænter op
Og rutsche ned i dybe Kløfter;
Alt Fjeldets Drot over Skovens Top
Sin snebedækte Isse løfter.
176 Paa een Gang aabner Kleven os sin Dør:
Dernede hviler under Regnens Slør
Ringerigs Mø
Med Skov og Sø
Og frodigt Pløjeland i Skødet.

Derned! thi hun er saa faur og frisk,
Ved hendes Barm er sødt at blunde,
Og hun har bredet os Dug og Disk
I sine grønne Birkelunde.
Hurra! Nu er vi da paa Tanbergmo:
I Dands de flinke Hallinger sig sno,
Klingende Kor,
Mandige Ord
Og lyse Bauner slaa mod Himlen.

Og saa? - Ja, saa gaar det op igjen,
Thi nu sig Afskedstimen nærmer.
Fortrolig klynger sig Ven til Ven
Og om det fjerne Gjensyn sværmer.
End skal besegies dog vor Broderpagt
Af Hjertets rene Væld og Skjønheds Magt:
Nordstjerneglands
Trekløverkrands
Skal Nordens unge Harpe krone.

177

Ombord og ud over salten Hav!
En Flugt ikkun - og vi er hjemme.
Men Pantet, Norriges Mø'r os gav,
Det skal vi aldrig, aldrig glemme.
For Alt, hvad der er skjønt og sandt og godt,
For Ret Og Frihed, Fædreland og Drot
Vaje det skal
I Festens Hal
Og naar os Livets Alvor kalder!