Ploug, Carl Salomon Drejer

† Salomon Drejer.

Nu springer Livets Væld af Jordens Bund;
Den rige Planteverden sig forynger,
Og Flora samler sine Børneklynger
Til Majfest overalt i Mark og Lund:
Men han, hvis Glæde var blandt dem at dvæle,
Som tidlig havde læst i deres Sjæle
Den Tanke, Universet bæres af,
Som Love deres vilde Vrimmel gav,
Og skænkede de Stumme Navn og Mæle; -
Han kommer ej, - de flokkes paa hans Grav.

131

En Hær af Toner følger Vaarens Spor,
Med Kunstens Harper blandes Lærkers Kor;
Og alle slynged nys i kjærlig Flok
Sig om den gamle Mesters hvide Lok.

Men han, den unge Sanger, i hvis Bryst
Der bølged Kunstens Kval og Kunsteris Lyst,
Hans Haand er mat, hans Læbe stum og bleg,
Og brusten hænger alt hans Strengeleg.

Tidt, naar i Digterdrømme han den tog,
En dunkel Smerte gjennem Strengen jog;
Det var en Anelse, - og den var sand;
Det var et Budskab fra de Dødes Land.

Nys runged højt Forløsningstimens Slag;
Det trange Fængsels tunge Dør blev aabnet,
Og Friheds Kæmper frejdig svinger Vaabnet
Igjen for sin og Folkets gode Sag;
Men han, hvis Hu mod samme Fremtid stunded,
Hvis Sejershaab paa Sandheds Magt var grundet,
Hvis Aand sit Trældomsmærke sletted ud,
Og fæsted Frihed til sin rige Brud; -
Han blev i samme Stund af Døden bundet.
Nej, han er fri - thi Frihed er hos Gud.

132

Farvel! trofaste Fælle, elskte Broder,
Med Tanken klar, med Villien stærk og ren!
Tryk ømt ham til dit Bryst, du Livets Moder!
Og rejs af Blomster ham hans Bautasten!