†
Salomon Drejer.

✂ Nu springer Livets Væld af Jordens Bund;
Den rige Planteverden sig forynger,
Og Flora samler sine Børneklynger
Til Majfest overalt i Mark og Lund:
Men han, hvis Glæde var blandt dem at dvæle,
Som tidlig havde læst i deres Sjæle
Den Tanke, Universet bæres af,
Som Love deres vilde Vrimmel gav,
Og skænkede de Stumme Navn og Mæle; -
Han kommer ej, - de flokkes paa hans Grav.

✂ En Hær af Toner følger Vaarens Spor,
Med Kunstens Harper blandes Lærkers Kor;
Og alle slynged nys i kjærlig Flok
Sig om den gamle Mesters hvide Lok.

✂ Men han, den unge Sanger, i hvis Bryst
Der bølged Kunstens Kval og Kunsteris Lyst,
Hans Haand er mat, hans Læbe stum og bleg,
Og brusten hænger alt hans Strengeleg.

✂ Tidt, naar i Digterdrømme han den tog,
En dunkel Smerte gjennem Strengen jog;
Det var en Anelse, - og den var sand;
Det var et Budskab fra de Dødes Land.

✂ Nys runged højt Forløsningstimens Slag;
Det trange Fængsels tunge Dør blev aabnet,
Og Friheds Kæmper frejdig svinger Vaabnet
Igjen for sin og Folkets gode Sag;
Men han, hvis Hu mod samme Fremtid stunded,
Hvis Sejershaab paa Sandheds Magt var grundet,
Hvis Aand sit Trældomsmærke sletted ud,
Og fæsted Frihed til sin rige Brud; -
Han blev i samme Stund af Døden bundet.
Nej, han er fri - thi Frihed er hos Gud.

✂ Farvel! trofaste Fælle, elskte Broder,
Med Tanken klar, med Villien stærk og ren!
Tryk ømt ham til dit Bryst, du Livets Moder!
Og rejs af Blomster ham hans Bautasten!