Med en Sølje.
✂
Deroppe i Norges Dale,
Bag Fjeldets graahærdede Væg,
Hvor Fossen buldrer sin Tale,
Og Granen ryster sit Skæg;
Hvor nu det isnende lufter
Og fast intet Liv er at se,
Men Hæggen om Vaaren dufter
Og drysser sin Blomstersne.
✂
Der vandrer den unge Jente
Ad Sommerens grønne Li
Og synger sin gamle bekjendte,
Vemodige Melodi,
Og Echo fra Klippemuren
Og Skovens Dyb giver Svar,
Det er, som hele Naturen
En Stemme i Sangen har.
✂
Thi hele Naturen spejler
Sig i hendes drømmende Sind:
Derinde den Morgensky sejler,
Som rødmer om Fjeldets Tind;
236
Derinde gaar Granernes Susen
Med sælsom klagende Klang;
Derinde gaar Elvens Brusen
Sin stride, alvorlige Gang.
✂
Derinde gror Sommerens Glæde,
Som blegner saa snart og forgaar;
Derinde maa Huldren græde,
Og Nøkken sin Harpe slaar;
Derinde præger den gramme
Vinter sin rolige Magt
Med knittrende Nordlysflamme
Og Stjernehimmelens Pragt.
✂
Saa vandrer den unge Jente
Ad Bjergets ensomme Sti
Og synger sin gamle bekjendte,
Vemodige Melodi.
Forunderlig liflig klinger
Den klare, bævende Røst,
Og Takten til Sangen ringer
Søljen paa hendes Bryst.
✂
Den er hendes bedste Smykke;
Hun fik den en Sommerkveld
Til Pant paa sin Fremtids Lykke
Af En, der led hende vel.
237
Af Form som en gammel Spange,
Der lukker Livstykket tæt,
Den danner af Blade mange
En raslende Sølvbouket.
✂
Nu haver hun hørt, der vanker
Hernede paa Danmarks Ø,
Som hun i drømmende Tanker,
Saa ung og fager en Mø,
Hvis Sjæl saa klar og saa stille,
Som Kjernet bag Fjeldets Mur,
Afspejler hele den milde,
Frodige danske Natur.
✂
Snart fødes, veed hun, derinde
Atter den dejlige Vaar
Med Skovmærke og Kjærminde
Og Bøgens krusede Haar;
Saa Sommerens Fylde sig maler
Med Rosens duftende Blod,
Med Skovens lyse Portaler
Og Agerens gyldne Flod.
✂
Mens Lærken hilser derinde
Frejdig den gryende Dag,
Zittre paa Aftenens Vinde
Nattergalenes Slag;
238
Mens Sundenes Bølge blinker
I Maanestraalernes Glands,
Bag Engenes Taage vinker
Elverpigernes Dands.
✂
Hver Gang en Skjønhed der fødes
Ude i Skov og Vang,
I hendes Hjerte den mødes
Af en beslægtet Klang,
Og hvad der bevæger sig inde
Gjennem Naturens Sjæl,
Det bærer hun i sit Minde,
Endskjønt hun ej veed det selv.
✂
Men sætter hun sig i den stille
Aften ved Sundets Bred,
Mens Bølgerne sagte trille,
Og Alt er Taushed og Fred,
Og løfter hun saa sin Stemme,
Saa svare jo Land og Hav,
Og saa kan man klart fornemme
Sammenhængen deraf.
✂
Det veed hun, den norske Jente,
Som vandrer ad Bjergets Sti
Og synger sin gamle bekjendte,
Vemodige Melodi;
239
Sin danske Søster hun kjender
Igjen paa Naturens Røst,
Og derfor til hende sender
Hun Søljen fra sit Bryst.
✂
Hun be'r hende om at bære
Den i sit venlige Hjem,
Og om den et Tegn maa være
Paa Slægtskabet mellem dem;
Hun be'r hende aldrig glemme
Naturens oprigtige Væld,
Som ruller i Begges Stemme,
Som strømmer i Begges Sjæl.
✂
En Sanger er jeg, derfor Norges Jente
Har bedt mig til den danske Mø at bære
Den simple Gave, som hun hende sendte.
✂
Det er mit Kald, et Sendebud at være
Imellem Nordens Folk og Nordens Lande,
Imellem Brødre tro og Søstre kjære.
✂
Thi over Hadets Kløft og Tidens Vande
En dristig Bro de gyldne Strænge strække
Fra Havfrubeltet op til Fjeldets Pande.
✂
Og har jeg været med den Bro at lægge,
Saatidt der over den er Bud at bringe,
Saa skal og maa jeg villig Haanden række.
✂
Men selv jeg vil til denne Søljes Ringe
En Tilgift af mit eget Hjerte binde;
Thi Sangens gode Kræfter vil jeg tvinge
✂
Til tro at tjene dens Besidderinde,
Til lydig Dig at følge paa din Bane,
Og aldrig Dig at svigte nogensinde,
✂
En Sanger er jeg, Aander vil jeg mane.
✂
Først binder jeg Rhytmens jevne,
Bløde, bølgende Klang;
Den strømme skal fra din Læbe
I Tale som i Sang.
✂
Saa binder jeg Melodiens
Kjække, brusende Flugt;
For den dit Øre og Hjerte
Skal aldrig vorde lukt.
✂
Saa binder jeg Fantasiens
Frie, barnlige Leg;
Din Ensomhed skal den korte
Og glæde Dig paa din Vej.
✂
Saa binder jeg Drømmenes lette,
Brogede Skyggehær;
Forbi dit Øje skal drage
Enhver, som Du har kjær.
✂
Saa binder jeg Billedets rige,
Mangefarvede Giands;
Sin hele Fylde det sænke
Skal i din aabne Sands.
✂
Saa binder jeg Følelsens dybe,
Dunkle, svulmende Elv;
Gyngende trygt paa dens Vove,
Du fatte skal Dig selv.
✂
Tilsidst jeg binder Begejstrings
Vældige Ørn; i dens Favn
Vide din Tanke skal føres
Ud over Jordens Savn.
✂
Nu har jeg manet alle gode Kræfter,
Hvorover jeg som Sanger har at byde,
Og de tilhøre Dig forvist herefter.
✂
Naar Du befaler det, saa vil de lyde;
Du har ej Magten blot, men ogsaa Retten,
Saa sandt min Magt har Noget at betyde,
✂
Og saa Du selv vil tro paa Amuletten.
Men tror Du ikke paa den, duer den ikke,
Saa lad den ikkun i din Skuffe ligge.