Ploug, Carl Til de danske Soldater

Til de danske Soldater. (Indgang til Sangbog f. d. S.)

I, som lovet har vort Land at værge
Mod al fremmed Overlast og Vold;
I, hvis Linjer ere Danmarks Bjerge,
Og hvis Trofasthed er Rigens Skjold;
I, hvis Fædre har vor Ære baaret
Fra Bravalla ned til Malplaqvet;
I, hvis Brødre Sejrens Rug har skaaret
Sidst paa Isted Mark med skarpen Le; -

356

Lytter til den danske Harpes Strenge!
I kan tro, de har en selsom Kraft:
De kan egenkjærlig Frygt fortrænge,
De kan skabe Mod, naar det er tabt,
De kan Ild i kolde Hjerter sætte,
De kan bringe syge Sjæle Trøst,
De kan gyde Marv i Arme trætte,
De kan yde Bod for Savn og Brøst.

De kan korte Veje, som er drøje,
Og faa sure Timer til at gaa;
De kan gjøre morsom Dagens Møje,
De kan Hvilens Kjedsomhed forslaa;
De kan puste Liv i dorske Flokke,
Og faae Vrøvl og Kiv og Tvedragt slukt;
De kan Smil paa Pigelæber lokke,
De kan gi' Soldateraanden Flugt.

Før er Skjalden ud med Hæren draget.
Harpeklangen lød blandt Vaabengny;
Han opflammed Kæmperne før Slaget,
Og lians Drapa gav Bedriften Ry;
Nu er Sangeren som oftest hjemme,
Sangen dog kan med Soldaten gaa;
Den kan bæres af hans egen Stemme,
Den kan gjemmes i hans Hjertes Vraa.

357

Lærer disse Viser da at sjunge,
Som Jer danske Sangere har sendt!
Lad dem lyde højt fra Eders Tunge,
Saa det høres, de har Hjertet tændt!
Lad det mærkes, at de samme Tanker
Har i Eders Sjæle fæstet Rod!
Viis i Eders Cjerning, at der banker
Udi Eders Bryst det samme Blod!

Ja, naar "Danmarks dejligst Vang og Vænge"
Atter er i Nød og Fare stædt,
Og det kalder sine raske Drenge
Ud at værge for sin gode Ret -
Lad ham lære da, vor gramme Fjende,
Mens med ham I prøve Slagets Kaar:
Derpaa er en dansk Soldat at kjende,
At han syngende i Døden gaar!

358