Til Lundenserne.
(1839).

✂ Kors! hvad maa de tro derom,
Tordenskjold og Kong Carl i de Saliges Himmel,
Hvis de gjennem Tid og Rum
Skue ned paa vor lystige Vrimmel?
Sundets dengang røde Val -
Nu et blinkende Baand, som forbinder Nationer!
I den danske Bøgesal
Hilses "Grossar" med jublende Toner!
Brunkebjerget og Svarteraa
Glemt' i Fortidens Mørke staa;
Paa de gramme Fædres Grav
Haand i Haand Sønnesønnerne slaa.

✂ Men - hvo fælded Krigens Ravn?
Hvad udslukkede Tvedragtens knittrende Flamme?
Hvi blev Lund og Kjøbenhavn
Atter Søstre af selvsamme Stamme?
Hvor fik Broderfolket lært
Broderfolket i Hu og i Tanke at kjende,
Og at se, det var nok værdt
Aaben Favn mod hinanden at vende.
10 Aanden det er, dens lyse Magt,
Vidskab og Kunst i nyfødt Pragt,
Som har smeltet Seklers Is,
Som har knyttet den herlige Pagt!

✂ Svenske Broder, ræk mig Haand!
Det er Musernes Sønner, hvem Kaldet er givet,
At befæste dette Baand,
At gjenkalde det, søndret, til Livet!
Eet er jo vort Maal og Med,
Kamp for Frihed, for Ret og for Sandhedens Krone,
Og vort Bryst oplues ved
Samme Harpers beslægtede Tone.
Tøm da Pokalen, "söta Bror!"
Grjentag vor Skaal i kraftigt Kor!
For Bellman og for Linné!
Ja, for Yidskab og Kunst i vort Nord!