Ploug, Carl Studenterviser [2]

Studenterviser.

l. Ved Toogtyvernes Jubilæum.

I dag for fem og tyve Aar
Hvor var vi kry og glade!
Da tyktes ingen Nødd os haard,
Og bred nok ingen Gade;
Thi Studiegaardens Politi
Os havde meddelt Pas til fri
Kommers og Næringsdrift udi
Athenes Kongerige.

206

Da var det først, at Nuets Liv
Af evigt Indhold fyldtes,
Mens Fremtids dunkle Perspektiv
Af Haabets Sol forgyldtes;
Da var det først, at Tanken slog
Sin Vinge op og Højden tog,
Mens Hjertet ud paa Vandring drog
Iblandt de skjønne Kvinder.

Da lod Studenteraanden op
Os sin fidele Verden,
Hvor trygt vi fra Ideens Top
Saa' ned paa Smaafolks Færden.
Mens Piben damped, Glasset klang,
Og Koret sig mod Himlen svang,
Da voxede den stærke Trang,
Som, Brødre! bandt os sammen.

Men femogtyve Aar forgik
Med mangefold Forandring:
En glemte sagtens Sæd og Skik,
Og En har endt sin Vandring;
En bor i Øst og En i Vest,
En blev til Degn og En til Præst,
Og her er kun en lille Rest
Af To og Tyves Russer.

207

Og dog kan Afstand eller Tid
Ei Aandens Magt besejre;
Thi den det var, som drev os hid,
Dens Fest det er, vi fejre.
Og skjønt vel Hver har Plage nok,
Trods bleget Kind og graanet Lok,
Vi dog i gjenforenet Flok
Er unge, kry og glade!

2.

Studenten ejer lidt af Gods og Guld,
Og borget har han tidt sin bedste Frakke;
Men staar end Status stadigt under Nul,
Saa løfter han dog lige stolt sin Nakke,
Saa klæder sig hans Sjæl i Haabets Pragt,
Saa henter han sig Guld fra Tankens Schakt.
En herlig Stand! I gode Borgermænd!
Og vel for Jer, om højt I agted den.

Blandt Kvinder staar han ofte stiv og stum
Og højst forlegen sine Handsker piller,
Mens den, der indenfor er hul og dum,
Ved Skinnets Magt den Int'ressante spiller;
208 Men i hans Hjerte staar en dejlig Drøm,
Og i hans Bryst gaar Livets Tonestrøm.
En herlig Stand, Du skjønne unge Mø!
At dele Livet med paa Danmarks Ø!

Vel slumrer tidt hans Villie, tam og tvær,
For Andres Gjerning glemmer han sin egen;
Men det var ham, der engang Gustafs Hær
Fra Fredriks Volde viste Vintervejen;
Og det var ham, der greb den nye Aand
Og knytted Broderfolk ved Broderbaand.
En herlig Stand! I Mænd ved Statens Ror!
En Fremtid Norden har, og den er vor.

Vel maa vi bære manget Livets Tryk,
Og bredfuld er dets Lyst ej os iskænket,
Men vi mod Nøden stemme Ryg mod Ryg,
Og Glæden kommer, hvor vort Lag er bænket.
Naar Bollen flammer paa vort simple Bord,
Saa synger Hver, som Stemme har, i Kor:
En herlig Stand! Du glade Broderflok!
Naar vi kun er os selv, saa er vi nok.

209

3.

Studenten selv er glad, naar blot
En Vraa ham giver Skygge;
Men Videnskabs og Kunstens Slot,
Det er han med at bygge;
Og det vi sætte Taarne paa,
Som op mod Himlen peger.
Vort Slot har alt to:
Ørsted og Oehlenschläger.

Studenten sværmsr flygtig om;
Men Fædrelandets Stemme
Han hørte, hver Gang Faren kom,
Da blev han aldrig hjemme.
Paa Slesvigs Jord staa Grave nok,
Som Eoraarssolen grønner;
Der hviler en Flok
Af danske Musasønner.

Studenten ærer højt sin Stand,
Som Brodersind forener;
Men han foragter ingen Mand,
Som ret og godt det mener.
210 Enhver, som har Respekt for Aand
Og elsker Gamle Moder,
Ham række vi Haand,
Ham kalde vi vor Broder.

4.

Vort Liv er en Flugt mellem Himmel og Jord,
Vor Hu er en Fugl, som stiger og daler:
Snart lytter vort Øre til Sfærernes Kor,
Snart svælger vort Øje blandt Idealer;
Snart hæves vort Bryst
Af Jorderigs Lyst,
Af Kjærligheds bævende Luer;
Snart bænkes vort Lag,
I mægtige Tag
Vi kryste de svulmende Druer.

Dog, medens vi fare saa op og saa ned
Og prøve vor Ungdoms smidige Kræfter,
Et Hjem, bag hvis Væg der er Hvile og Fred,
Vi savne, og tidt vi længes derefter.
Vor Celle er stum:
Dens ensomme Rum
211 Befolkes af Mismodets Skygger;
Den giver ej Klang,
Naar Hjertet i Sang
Sit Haab og sin Higen udtrykker.

Et virkeligt Hjem kan Studenten ej naa,
Det skænker ham først en elsket Veninde;
Et Telt paa vor flygtige Vej vi opslaa,
Hvor Trøst for vort Savn og Ly vi kan finde,
En Arne, hvis Skin
Opklarer vort Sind,
Hvor Lunet sig legende svinger;
En tonende Sal,
Hvor Glædens Pokal
Harmonisk mod Brødrenes klinger.

Snart reiscr af ny sig Studenternes Hjem.
Lavt vorder dets Tag og Væggene trange:
Men Aanden og Livet skal der voxe frem,
Og der skal vor Stræben Vielsen fange;
Og Musernes Kor
Hos Ydun og Thor
Skal søsterlig der tage Sæde,
Og Nisse og Alf
Med Faunerne halv
Skal dele Symposiets Glæde.

212