Ploug, Carl Samlede Digte

CARL PLOUG

SAMLEDE DIGTE
FEMTE UDGAVE.

Forlagsbureauet i Kjøbenhavn.
(O. H. Delbanco. G. E. C. Gad. F. Hegel. O. C. Lose.)
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE.
1876.

II

        

III

TIL CHRISTIAN WINTHER.

Hil sidde Du, danske Sanger,
Med Harpen paa dit Knæ!
Tro ikke, at jeg forlanger
Dit Rygte til Skærm og Læ!
Tro ikke, at jeg vil skygge
For mine Brøst og Savn,
Ved disse Blade at smykke
Med dit usaarlige Navn!
IV Jeg veed, Du kan ikke høre
Min haarde Stemme med Fryd,
Fordi dit fine Øre
Er vant til renere Lyd;
Og Du, som har til din Hvile
Bredkronede Bøges Park,
Maa vrage de stevnede Pile,
Der voxe paa min Mark.

Jeg vil kun engang Dig sige,
Og sige det aabent og frit,
At der fra dit Bord, det rige,
Er dalet Smuler til mit;
At det vilde faldet svært mig
At synge min fattige Sang,
Hvis ikke Du havde lært mig
De danske Toners Klang.
V Du har oplukket mit Hjerte
For Sprogets Melodi,
For al den Jubel og Smerte,
Som rummes kan deri;
Og først da jeg hørte klingre
Dets Malm under dine Slag,
Gav sig mine famlende Fingre
Med Hammer og Tang i Lag.

For tidlig bort fra din Lære
Mig hentede andre Kald:
Hakkelse maatte jeg skære
I Døgnets Rejsestald,
Stene maatte jeg bære
Til Tidens Murværk hen,
Og Du har kun liden Ære
Af din halvfærdige Svend.
VI Thi, skjønt det er eet og samme
Metal, vi tage i Haand
Og smelte i Hjertets Flamme
Og forme med dristig Aand,
Saasnart det af Diglen rinder,
Vi staa hinanden dog fjern:
Du Sølvet og Guldet finder,
Jeg faar kun Kobber og Jern.

De blanke Kruse Du drejed,
Der fyldes med ædel Vin;
De gyldne Ringe Du svejed,
Der fatte Elskovs Rubin;
Du sleb det straalende Smykke,
Som Ungdom og Skjønhed bær'; -
Jeg maatte prise min Lykke,
Om jeg fik smeddet et Sværd.
VII Hil sidde Du, gode Mester
Udaf den herligste Kunst,
I Fred for vrøvlende Gjæster
Og glad ved Musernes Gunst!
Gid længe din Esses Lue
Kaste sit rødmende Skær
Mod Livets Aftenbue
Og Stjernernes stille Hær!

Du skal ikke slukke Ilden,
Fordi din Samtid gik bort;
Du hører dog ikke til den,
Dit ypperste Værk er vort;
Du mer i det Minde bærer
Af Folkets inderste Sjæl,
End Nogen, hvis Minde Du ærer,
End Du kan vide det selv.
VIII Hil sidde Du, danske Sanger,
Med Harpen paa dit Knæ!
Det Ydunsæble Du langer,
Der hænger i Dafnes Træ;
Mens mange Værker skal gjemmes
Bag Glemsels og Tausheds Laas,
Skal dine Sange fornemmes
Og elskes og forstaas!

1ste December 1861.
C.Ploug.
IX

INDHOLD.

    Første Tidsrum (1835-46).

    • I. SANGE.

    • Norden, l-3. ....................... 3.
    • Fædrenes Minde ...................... 7.
    • Til Lundenserne ...................... 9.
    • Hilsen til Upsala ..................... 11.
    • Ved Studentermødet i Kjøbenhavn. l-2. ......... 12.
    • Til Nordens Konger .................... 15.
    • Vers paa Bellmanske Melodier. 1-4. ........... 17.
    • I Foraaret ......................... 20.
    • Ved Sundet ........................ 22.
    • Fædrelandet ........................ 23.
    • Jylland .......................... 25.
    • Slesvig .......................... 27.
    • Modersmaalet ....................... 29.
    • Den danske Sang .................... 31.
    • Den politiske Sang .................... 32.
    • Vaarsang ......................... 34.
    • Studenterviser l-4. .................... 36.
    • Regensviser. l-4...................... 42.
    • X
    • Nytaarsnat paa Regensen. l-3. ............. 50.
    • Akademisk Læseforening, l-4. ............. 56.
    • Unionen. ......................... 65.
    • Soldets Philosofi ..................... 67.
    • Til Skoven ........................ 70.
    • Kompagniets Skibbrud .................. 73.
    • Afsked med en Grønlandsfar ............... 75.
    • Ved en Botanikers Bryllup ................ 78.
    • Universitetets Lærere ................... 81.
    • Til Christoffer Ernst Frederik Weyse ........... 83.
    • Til Johanna Louise Heiberg ............... 84.
    • Til Johan Clausen Dahl ................. 86.
    • Til Joachim Frederik Schouw .............. 87.
    • Til Henrik Nikolai Clausen ............... 88.
    • Til Adam Oehlenschläger ................. 91.
    • Til Gustav Friedrich Hetsch ............... 92.
    • Til Johan Christian Drewsen ............... 93.
    • Til Ditlev Gothard Monrad ................ 95.
    • Carl Michael Bellman .................. 97.
    • Bertel Thorvaldsen .................... 98.
    • II. BLANDEDE DIGTE.

    • Til de Unge ....................... 100.
    • Fostbrødrelaget ..................... 107.
    • Opraab .......................... 111.
    • Til de Gamle ....................... 113.
    • I Sommerferien ...................... 116.
    • Indbydelse ........................ 120.
    • † Ove Christian Drejer .................. 125.
    • † Christian Baltazar Krarup Bergenhammer. ....... 126.
    • † Ove Ovesen Fabricius .................. 129.
    • † Salomon Drejer ..................... 130.
    • † Michael Petronius Bille ................ 132.
    • XI
    • Side.
    • Peter Nicolai Borgen ................... 134.
    • Jenny Lind ........................ 137.
    • Ordets Ridder ...................... 139.
    • Dronning Mathilde .................... 143.

    Andet Tidsrum (1847-53).

    • I. SANGE.

    • Norden. 1-5. ...................... 157.
    • De nordiske Naturforskere. 1-2. ............ 166.
    • Til Lundenserne .................... 170.
    • Christianiatoget. l-3. .................. 171.
    • Danmark ......................... 177.
    • Slaget ved Slesvig .................... 179.
    • Til de norske og svenske Frivillige ............ 180.
    • 1849 ........................... 182.
    • Ved Afdækningen af Mindesmærket paa Trinitatis Kirke-
    • gaard i Fredericia. 1-2. .............. 184.
    • Den 25. Juli ........................ 188.
    • Hr. Helgesens Vise .................... 190.
    • Velkomster til Landhæren og Sømagten. 1-3. ..... 193.
    • Slesvig. .......................... 197
    • Grundloven. l-3. .................... 198.
    • Den danske Bonde .................... 204.
    • Studenterviser. l-4. ................... 205.
    • Til Kongeu ........................ 212.
    • Til H. C. Ørsted ..................... 213.
    • Til A. Bryndum ..................... 215.
    • Afskedsviser. 1-3. .................... 217.
    • Balvise .......................... 223.
    • Folkeviser. l-4. ..................... 225.
  • XII
    • II. BLANDEDE DIGTE.

    • Sonnetter. 1-4. ..................... 231.
    • Med en Sølje ....................... 235.
    • Lidenskab ........................ 242.
    • Jeg tror paa Dig ..................... 244.
    • Til Fru -........................ 246.
    • † Marie Lehmann ..................... 251.
    • † Frederikke Mariboe ................... 252.
    • † Adam Oehlenschläger ................. 254.
    • † Hans Christian Ørsted ................. 259.
    • † Johan Christian Drewsen ................ 261.
    • † Joachim Frederik Schouw ............... 262.
    • Ved Afdækningen af Tegners Mindestøtte ........ 263.
    • Oscarshal ......................... 265.
    • Peder Tordenskjold .................... 267.
    • W. H. F. A. Læssøe ................... 272.
    • "Christian den Ottende" ................. 276.
    • Slaget ved Fredericia ................... 284.

    Tredie Tidsrum (1854-61).

    • I. SANGE.

    • Norden. 1-4. ..................... 315.
    • Nordens Konger ..................... 321.
    • Hilsen til Upsala ..................... 322.
    • De nordiske Stutentersangere ............... 324.
    • Den hygieiniske Kongres ................. 325.
    • De nordiske Naturforskere ................ 328.
    • Danmark. 1-6 ...................... 330.
    • Himmelbjerget ...................... 339.
    • Jyderne .......................... 340.
    • XIII
    • Stormen paa Kjøbenhavn ................. 342.
    • 1848 ........................... 344.
    • Kongen .......................... 346.
    • Grundloven. l-2. .................... 348.
    • Den 17. Mai ....................... 352.
    • Bondefriheden ...................... 354.
    • Til de danske Soldater .................. 355.
    • Ved "Landsoldatens" Afdækning. 1-2. ......... 358.
    • Ved Afdækningen af J. F. Schouws Brystbillede ..... 362.
    • Til H. N. Clausen .................... 363.
    • Til J. P. E. Hartmann .................. 366.
    • Afskedsviser. 1-2. ................... 369.
    • Studentervise ....................... 373.
    • Balviser. 1-2 ..................... 374.
    • Bryllupssange. l-3. ................... 378.
    • II. BLANDEDE DIGTE.

    • Sonnetter. 1-12. ..................... 383.
    • Du kommer ....................... 395.
    • Da hun var tyve Aar ................... 396.
    • Sommerliv. 1-2. ..................... 400.
    • Vuggevise ........................ 407.
    • Vil Du elske mig? .................... 408.
    • † Georg Aagaard ..................... 410.
    • † Anna Nielsen ...................... 412.
    • † Nikolai Peter Nielsen ................. 415.
    • † Oscar den Første .................... 417.
    • Til Kongen ........................ 424.
    • Prolog, fremsagt paa det kongelige Theater i Stockholm
    • af N. P. Nielsen ................... 429.
    • Sebastopol ........................ 435.
    • Dannevirke ........................ 439.
    • XIV
    • Dronning Margrete .................... 448.
    • Peder Griffenfeld ..................... 457.
    • III. FORTÆLLENDE DIGTE.

    • Sangerens Hustru .................... 463.
    • Et Kys .......................... 479.
    • Fru Kerjean ....................... 493.
    • Cordouan ......................... 511.
    • Kong Harald og Islændingen ............... 620.
1

FØRSTE TIDSRUM. 1835-46.

2

        

3

I. SANGE.

Norden.

1. (1842).

Længe var Nordens
Herlige Stamme
Spaltet i trende
Sygnende Skud;
Kraften, som kunde
Verden behersket,
Tyggede Sul fra
Fremmedes Bord.

Atter det Skilte
Bøjer sig sammen;
Engang i Tiden
Vorder det Eet;
4 Da skal det frie,
Mægtige Norden
Føre til Sejer
Folkenes Sag!

2. (1845).

Herlige Moder, Skjoldmø prud,
Gjordet af Havets sølvblaa Belte,
Hist klædt i Graners sorgdunkle Skrud,
Skygget her af lysgrønne Telte!
Sten er dit Pandser,
Isbræ din Hjelm, og Skær dine Landser,
Malmtunge Sener sno din Arm;
Men Kjærminderne smykke din Barm,
Og din Isse Polarstjernen krandser.

Dig gjælder Løftet: - tag det hen,
Som det med ærligt Sind er svoret;
Fædrenes Aand nu Sønnerne send,
Saa skal Gjerning stige af Ordet!
Lær os at kæmpe
Freidig som de og ej med Lempe,
Kæmpe i Livets Alvorsdyst,
Og mod Fjenden, som bor i vort Bryst:
Lær os Tvivlen og Frygten at dæmpe!
5 Sprede da skal vor unge Magt
Sandhedens Lys i Vraar og Kroge,
Sprænge hver Snare, Løgnen har lagt,
Og forjage Fordommens Taage;
Ende vor Trængsel,
Tanken og Ordet løse af Fængsel,
Bygge vor Ret paa Friheds Grund,
Og slaa Bro over Hav, over Sund,
Hvor den gaar, vore Hjerters Forlængsel!

Herlige Moder, Kraftens Brud,
Mindernes Hjem og Haabets Vugge,
Du skal ej lyde Fremmedes Bud,
Og din Hæder Barbarer ej slukke!
Fædrene kjøbte
Dyrt Dig for Staal, og Blod Dig døbte;
Værge Dig tro skal Sønners Hær,
"Til den sidste ligger paa sit Sværd:"
Der er, Moder, vor Pagt og vort Løfte.

6

3.

Unge Gjenbyrds-Liv i Norden!
Røst fra vore Fædres Grav!
Vil Du styrre Verdens Orden,
Bryde Aandens Baner af?
Vil Du brede Oldtids Mørke
Over Nutids klare Dag?
Vil Du vække vilden Styrke,
Fordom, Had og Yaabenbrag?

Nei, Du styrrer Tidens Slummer,
For at vogte paa dens Tarv,
Og Du vrager tydske Krummer,
For at løfte egen Arv.
Mens Du kalder fromt tilbage,
Frem Du higer uden Sky;
Mens Du mindes gamle Dage,
Herligt varsler Du om ny.

Og Du spænder Styrkebeltet,
For at bane Aandens Gang,
For at slaa tilgavns af Feltet
Graanet Uret, rusten Tvang;
Og Du vil med Aukthors Hammer
Smedde Ringen, Had har delt;
Du vil samle Nordens Stammer
Atter til et mægtigt Helt.
7 Unge Gjenbyrds-Liv i Norden,
Fortids-Røst og Fremtids-Syn,
Rul fra Læberne som Torden!
Tænd i Sjælene som Lyn!
Trøst de Bange, styrk de Svage!
Flok de Stærke, Mand ved Mand!
Skab en ny, en evig Sage
Om vort skjønne Fædreland!

Fædrenes Minde.

(1845).

Du Ætling af den unge Tid,
Hvis Bauta Haabet bygger!
Vend Dig en Stund fra Døgnets Strid
Mod Oldtids stille Skygger!
O lyt, hvor Mindets Fugle de sjunge!

Er Livets Morgengry end slukt
I træge Seklers Mørke,
Og Kæmpehøjen længe lukt
Alt over Kæmpens Styrke:
8 Saa er dog til et evigt Ry
Den svundne Storhed viet,
Og Styrken føder sig paany,
I Løn af Rygtet diet.

Den voxer i de Unges Hu
Alt som en mægtig Tanke;
Den modnes til engang endnu
At bryde Tidens Skranke.

Fuldbyrdes skal, hvad Valas Kvad
Forkyndte Guder rige:
Af Syndens Nat og Dødens Bad
Skal Norden gjenfødt stige.

Og Asers Slægt i evig Fred
Skal sig til Eet forbinde:
Det er det Haab, som lufter ned
Til os fra Fædres Minde.
O lyt, hvor Mindets Fugle de sjunge!

9

Til Lundenserne. (1839).

Kors! hvad maa de tro derom,
Tordenskjold og Kong Carl i de Saliges Himmel,
Hvis de gjennem Tid og Rum
Skue ned paa vor lystige Vrimmel?
Sundets dengang røde Val -
Nu et blinkende Baand, som forbinder Nationer!
I den danske Bøgesal
Hilses "Grossar" med jublende Toner!
Brunkebjerget og Svarteraa
Glemt' i Fortidens Mørke staa;
Paa de gramme Fædres Grav
Haand i Haand Sønnesønnerne slaa.

Men - hvo fælded Krigens Ravn?
Hvad udslukkede Tvedragtens knittrende Flamme?
Hvi blev Lund og Kjøbenhavn
Atter Søstre af selvsamme Stamme?
Hvor fik Broderfolket lært
Broderfolket i Hu og i Tanke at kjende,
Og at se, det var nok værdt
Aaben Favn mod hinanden at vende.
10 Aanden det er, dens lyse Magt,
Vidskab og Kunst i nyfødt Pragt,
Som har smeltet Seklers Is,
Som har knyttet den herlige Pagt!

Svenske Broder, ræk mig Haand!
Det er Musernes Sønner, hvem Kaldet er givet,
At befæste dette Baand,
At gjenkalde det, søndret, til Livet!
Eet er jo vort Maal og Med,
Kamp for Frihed, for Ret og for Sandhedens Krone,
Og vort Bryst oplues ved
Samme Harpers beslægtede Tone.
Tøm da Pokalen, "söta Bror!"
Grjentag vor Skaal i kraftigt Kor!
For Bellman og for Linné!
Ja, for Yidskab og Kunst i vort Nord!

11

Hilsen til Upsala. (1843).

Da nys den fejre Vaar
Slog sine Bøgetelte, hvor Øresundet gaar,
Da blev os trange Hjemmets Baand,
Da drev os ud paa Havet den frie Vikingaand.

Her staar vor Valfarts Maal,
Hvor Sveakraftens Vugge paa Gænge gik af Staal,
Hvor frisk endnu den Stamme gror,
Hvis stærke Grene favned engang det hele Nord.

Thi nu har Sandheds Væld
Af Sagas Skjold jo tvættet hver gammel Skyld
og Gjæld;
Nu knytter Aandens unge Magt
Af Tvedragts lange Kjæde en hellig Broderpagt.

I Trillingfolkets Bryst
Slaar nu det samme Hjerte for fælles Sorg og Lyst;
Og parret staar i Toners Krands
Den samme Haabets Spire med fælles Minders Glands.
12 See, derfor drog vi hen
At trykke Eders Højre - og skilles ad igjen;
Men Aanden, som os drev, bestaar:
Vor Hilsen er en Svale, der varsler Nordens Vaar!

Ved Studentermødet i Kjøbenhavn. (1845).

1. Til Velkomst.

V elkommen ved Furen, som Gefion drog,
I Sønner af Fjeldets Marv!
Den Længsel, som drev Jer fra Celle og Bog,
Den Tanke, som styred Jert Vikingetog,
Er vor fælles mødrene Arv.
Det er Stammens Tunge og Blodets Røst,
Der hilser Jer, Brødre, paa Danmarks Kyst
Velkommen!

Og Vidnesbyrd bærer Jer fredsæle Hær,
At endt er Aarhundreders Kiv.
Kulturen har smeltet det hærgende Sværd;
I Aandens Bedrifter, i borgerlig Færd
13 Er der vakt et højere Liv.
Til sit Værk os kalder den nye Tid;
Vi hilse Jer, Brødre, til Smilets Strid
Velkommen!

Og Budskab I bringe, at ærerigt Nord
Gjenfødelsens Daggry skal se,
Da Kæmper opstande i Kæmpernes Spor,
Da Fædre besegle, hvad Sønnerne svor,
Og der vorder Een af de Tre.
Det er Fortids Spaadom og Fremtids Haab,
Vi hilse nu, Brødre, med Jubelraab
Velkommen!

2. Til Afsked.

Et Ord endnu! - Vort Samlivs Daglys svinder,
Om korte Timer er dets Fryd forbi;
Da sysler Tanken med de rige Minder,
Og Hjertet nynner Savnets Melodi.
Momentets Perlekrands i Støvet ruller,
Og Livets Alvor tynger paa vor Skulder.
14 Kom I da, Brødre! hid, kun for at skue
I broget Grlands Nordhavets Dronningstol?
Kun for at kryste Nydelsernes Drue,
Og vaagne trætte op med næste Sol?
Nei, - der var Indhold i vor Ungdomsgammen;
En mægtig Tanke drev og bandt os sammen.

Og det var den, at Livets Herre hented
Af samme Kilde vore Aarers Blod,
Det samme Sprog paa vore Læber prented,
Og drog vor Higen af den samme Rod,
Gav os i Odel efter vore Fædre
Det samme Hjem at værge for og hædre.

Og det var den, at, som af store Minder
Vi fik i Varetægt den samme Skat,
Som os een Tro, eet Aandens Præg forbinder,
Er os det samme Maal i Tiden sat:
At kæmpe fremst i Folkenes Bravalle,
Frigjøre Verden atter eller falde.

Og denne Tanke ej med Grlæden slukkes,
Den dør ej bort med vore Stemmers Klang:
Med Eder over Havets Strøm den vugges,
Hos os den spirer paa den grønne Vang;
Den giver Mod at trodse Dage mørke,
Den giver Sindet Kraft og Armen Styrke.

15

Den lærer os, at Stammens skilte Grene,
Som sygne d hen i mørke Magters Baand,
Maa til et enigt Hele sig forene,
Da er vor Skæbne i vor egen Haand.
Saa far da vel! Yort fælles Løsen være:
For Nordens Enhed, Nordens Sejr og Ære!

Til Nordens Konger. (1846).

Held over Nordens gamle Odelsgaard,
Af Fjelde bygt og hegnet ind af Graner,
Mens Blomsterhaver, lig en Flok af Svaner,
Paa Havet gynge sig derudenfor!
Af blanke Jøkler er dens Højsal takt,
Og Hekla vældigt som dens Arne flammer;
Af Malm den gjemmer nok i dybest Kammer,
Og gylden Rughøst er paa Tillie lagt.

Held over Brødrene, hvis Arv den blev,
Som længe slet forstod sig paa at dele,
Før Hver fik Sit, men Alle dog det Hele,
Og Blodets Røst dem Vitherlagen skrev!
16 Nu snor sig Venskabs Blomst om Murens Rift,
Og Frænders Kraft med Frænders sig forbinder,
At smykke Hjemmet op med nye Minder
Om snilrig Daad og dristig Aandsbedrift.

Held over Eder, høje Styrismænd!
Som sattes der paa frækne Drotters Sæder,
At værge og forynge graanet Hæder
Og føre frigjort Slægt mod Maalet hen.
Vi veed det vel, Guldkronen er ei let:
Støt Jer paa Folkets Skuldre, - de er stærke!
Lad "Ret og Sandhed" være Skjoldets Mærke!
O, gjør til Sandhed det, da gjør I Ret!

Hil være Jer i Sjølunds Sommerpragt,
Hvor mildt hvert Blad om Fred og Glæde suser,
Mens Øresund mod begge Kyster bruser
Et lifligt Kvad om vaarlig Folkepagt!
O, her skal uformærkt et helligt Baand
Til enigt Samfund Eders Sjæle knytte!
Og det skal tre Nationers Bøn beskytte!
Og det besegies skal af Nordens Aand!

17

Vers paa Bellmanske Melodier.

1.

Kom, Brødre, lad os vanke
Imellem disse Stammer slanke!
Her sværme skal vor Tanke
Fri og let i Naturens Vaar,
Hvor Fuglekore gynge
Sig under Loft og Hymner synge,
Mens unge Hjortes Klynge
I Engens Græs til Midien staar.
Ned Solen gaar.
Om Toppene sit blanke
Guldnet den slaar.
Kom, Brødre, lad os vanke
Her i Naturens rige Vaar!
Her i Naturens Vaar.

Se hist, hvor Skoven slipper,
Der bølge sig de gule Vipper,
Og Faareflokken tripper
Paa en halvt sjunken Kæmpegrav!
Hør, Aftenklokken ringer,
Og Koens Brøl i Luften klinger,
Mens Bondens Datter bringer
Til Hjemmet Melken, som den gav!
18 Det sølvblaa Hav
Hist fjernt, hvor Synet glipper,
Alt hegnes af.
O se, hvor Skoven slipper,
Hvad Gylfe fordum Gefion gav!
Hvad Gylfe Gefion gav.

2.

F risk kuler Nordvinden op over Norden,-
Puster Spindelvævet og Gittrene ned:
Kræfter, der slumrede, spire af Jorden,
Slægten trækker Aande, til Gjerning bered.
Hør, gjennem Gravenes Fred gaaer der Gny,
Brynjer og Spydstager ryste de Døde,
Hilse i Drøm det Opstandelsens Gry,
Sønnerne ile imøde.

19

3.

V aarsolen skinte, og Birken bar Knop,
Da en Vikingflok paa Fyrisval landed;
Forbundets Lillie af Sletten skød op,
Hvor sig Kæmpers Blod havde blandet.
Mægtige Guder signed vor Ed,
Smilte fra Sky, da Haandslaget mødtes,
Holdt over Daaben Aanden, der fødtes,
Og gav den Oldtids Forjættelse med.

4.

Synden er slettet
Og Hadet er forgjettet
Ved vor Pagt;
Seiren er forjættet
Til Aandens Magt.
Dagene svinde,
Og den, der skal forbinde
Stammens Skud,
Den skal nok oprinde
Paa Nornens Bud:
20 Da skal vort Fædreland
Trodse enhver Tyran:
Frihed og Hæder og Lykke ei vige fra dets Strand !
Tone skal et evigt Kor
I Nord!

I Foraaret.

Kom, Brødre! Vaarcn vinker
Med Majløv om sin Hat;
I hendes Belte blinker
Af Tusindskjøn en Skat;
Paa Luftens Aande svæver
Gevantets grønne Flod;
Og, hvor hun gaar, sig hæver
Nyt Liv og frejdigt Mod.

Igjennem Rummet gynger
En liflig Tonestrøm;
Thi Alt, som lever, synger
Sin Længsel og sin Drøm;
21 Fra Busken Droslen klager,
I Sky slaar Lærken glad:
Vort fulde Bryst gjentager
I Kor de samme Kvad.

Og se, Dryaden reder
Med Kam af Guld sin Lok,
Og som et Slør den breder
For skjelmske Søstres Flok!
Dem hviskende forklarer
Hun Hjertets dunkle Bog,
Men os hun lægger Snarer:
Lad gaa! - vi fanges dog.

Og se, hvor Havet ruller
Derude sagte frem
Og bærer paa sin Skulder
Den fjerne Sejler hjem!
Men Haabets gyldne Snekke
Stolt pløier Himlens Blaa,
Og som Matroser kjække
Gaa vi ombord derpaa.

Med spændte Vinger haster
Den over Tidens Nat,
Og først sit Anker kaster,
Hvor Tankens Maal er sat:
22 Der evig Vaaren blander
Med Høstens Frugt sin Flor;
Thi Kysten, hvor vi lander,
Den er - det nye Nord!

Ved Sundet.

Dejlige Øresund,
Kantet af Klint og Lund,
Stolte By'r og guldbesaade Agre!
Grændse, som skiller ej!
Gyngende Landevej!
Over Dig skal vore Toner flagre!

Over til Tychos Ø,
Jomfruen, som i Sø
Bader sig blandt hvide Svaners Vrimmel;
Svandt hendes Glands end snart,
Saa funkler evig klart
Hendes Elskers Navn paa Nordens Himmel.

23

Over til Skaanes Kyst,
Som hæver solbelyst
Op sig af de dybe, dunkle Strømme,
Ret som den svarte os:
"Byder kun Mørket Trods!
Sent opfyldes Eders lyse Drømme!"

Der skal de hilse paa
Brødre, som grant forstaa,
Hvad der faar vort Hjerte til at banke;
Bringe dem dette Bud:
Her sprang med Skoven ud
Nordens Foraar i de Unges Tanke.

Fædrelandet.

(1839).

En Stemme klinger i min Barm,
Som strømmer fra mit Hjertes Kammer;
Med Kræfter fylder den min Arm,
Min Villie tænder den i Flammer,
Den griber Sind, den fængsler Sands;
Thi Stemmen er - mit Fædrelands.

24

Hvor er mit simple Land ej smukt,
Naar Vaaren paa dets Kyst er landet!
En venlig Dal af Bølgen lukt,
En Have svømmende paa Vandet,
En Sal af Bøgekroner hvalt,
Hvor der er Fred og lyst og svalt!

Hvor stolt, hvor herligt er det Hav,
Som Armen blank om Landet slynger!
Om Helten i dets dybe Grav
I Stormen det et Drapa synger;
Sin Sangers Ord det svigter ej:
Det er til Ros og Magt vor Vej!

Kald gold og fattig kun den Jord,
Som ikke Malmens Aare dølger;
Vor Rigdom op af Marken gror,
Den vugges hid af Havets Bølger;
Og her er Kundskabsskatten fuld,
Og Sproget ejer Toneguld.

Kald ussel kun den Stat og svag,
Som næsten ringest er blandt ringe;
Men mægtig er den gode Sag,
Et enigt Folk kan Ingen tvinge.
Kom I kun, Østens Ørne! kom,
Jeg stævner Jer til blodig Dom!

25

Kald kun mit Folk en stakkels Træl,
Et Offer fromt for gamle Rænker;
Det har forlængst frigjort sig selv
Fra Fordoms Baand og Mørkets Lænker;
Og Frihedstræet trives kun,
Hvor det er skudt af Sandheds Grund.

Og derfor elsker jeg mit Land,
Og vier det hver Kraft, jeg ejer;
For det jeg virke vil som Mand,
Jeg møder, hvor dets Fane vajer,
Indtil dets moderlige Skød
indbyder mig til Hvilen sød.

Jylland.

Du Kæmpearm, som trodsende udstrækker
De hvide Revler i den vrede Sø,
Og for Havgusens klamme Favntag dækker
As-Odins Kongestol og Gefions Ø!
Du er en Hjørnesten for Danmarks Rige,
Som aldrig brydes skal af Bølgens Magt,
Som Fjendehær ej let skal overstige,
Skjønt Du ej Fjelde har til Grændsevagt.

26

Thi af din haarde Bund et Væld der springer,
Som gjennemstrømmer hele din Natur,
Som stempler Sandets Flugt paa Stormens Vinger,
De runkne Ege og den bratte Ur;
Som gjennem Hedens øde Storhed taler,
Naar taus den hviler under Nordlysskær,
Fra Dalens vilde Kløft, hvor Bækken maler
Den Rug, din Ager, skarp og karrig, bær;

Som lyder højt fra dine Sønners Tunge
I Sprogets brede Lyd og dybe Klang,
I Viserne, som dine Døttre sjunge
Ved Klynens Blink i Vinteraftnen lang'
- Vel Kjøbstedaand gad Sprogets Marv fortrænge
Og give Sangen et moderne Sving;
Men Spentrup-Præst slaar end de gamle Strenge,
Og Ordet runger djærvt fra Viborg-Thing: -

Som gjennem Folkets Hjertekamre ruller,
I Armens Muskler og i Kinden rød;
- Derfor det aldrig skjalv i Kampens Bulder,
Men stod, Dankongen tro i Liv og Død;
Mens dine Ege trodse Stormens Vælde,
Man mindes skal din Helt fra Nørreris,
Og Malplaqvet og Sehsted kan fortælle
En Saga stolt til dine Kæmpers Pris.

27

Det Væld er Kraft, - er den, hvorfra i Norden
De Strømme skød, som knuste Romas Ørn;
Udtørret næsten overalt paa Jorden,
Den sprudler frisk i Dig og dine Børn.
Bevar den vel, lad Kiv den ikke lamme!
Lad den ej dunste bort i Dorskheds Favn!
Saa skal din Søn, hvorhen han gaar, ej skamme
Sig ved sit ærlige, sit jydske Navn.

Slesvig.

"Nu har vi Ledet hængt tilret,
Og Gud vil Vangen hyre,
At ingen Fremmed bryder det."
Saa mælte Dronning Thyre.
Men tidlig sluktes Thyres Aand,
Og Ledet sank for Fjendehaand,
Og smeddet blev et Slavebaand
For Anguls frie Sønner.

Hvor "Danmarks Hertug" Knud med Staal
Skrev Venden danske Love,
Tør nutildags det danske Maal
Sig knap til Thinge vove;
28 Der staver nu hver Skolepog
Hel drøvelig sin tydske Bog;
Der tør Guds Ord i Hjertets Sprog
Ej Vej til Hjertet finde.

Har da det danske Folk ej Gnist
Af Fædres Kraft tilbage?
Har det mod Vold og Argelist
Til Værn kun daadløs Klage?
Og vil det pleje Ro og Mag,
Indtil det ser engang den Dag,
Da Danmarks himmelfaldne Flag
For "Brændenelden" stryges?

Nej, Brødre! nej, vi har udtømt
Vor Kummers Kalk til Bunden,
Og al den Lykke, vi har drømt,
For Nuets Krav er svunden:
Hvad Folket vil, det Folket kan; -
Nu vil vi, at vort Fædreland
Forynget skal fra Gravens Rand
Til Sejr og Frihed stige!

Og se - det lysner alt i Syd:
Midt paa de Tydskes Thinge
Peer Hjort Lorenzen slog til Lyd
Med Modersmaalets Klinge;
29 Og Thyres Vold er rejst paa Tryk,
Og Slesvigs Bønder, Ryg mod Ryg,
Vil slaa en Skandse fast og tryg
Om Danmarks nye Rige!

Modersmaalet.

Du Danske, som kan høre
De velske Toners Flugt,
Hvi finder dog dit Øre
Vort simple Sprog saa smukt?
Veed Du, som vidt har vanket,
Hvorfor din Kind blev rød,
Hvorfor dit Hjerte banked,
Naar Hjemmets Tale lød?

Fordi den Sjæl, som lever
I Folkets tause Bryst,
Som det i Modgang hæver
Og trodser Kampens Dyst,
Som i dets Idræt præger
Sin Fylde og sin Magt,
- Er den, der sig bevæger
I Sprogets Rhytmedragt:

30

Fordi, naar Tanken svinge
Sig dristigt vil og vidt,
Paa Modersmaalets Vinge
Den kun kan flyve frit;
Og nynne kan vort Hjerte
Kun Tonerne, hvori
Vi lærte Livets Smerte
Og Livets Poesi.

Og disse Toner rumme
Jo Folkets bedste Kraft;
Og aldrig de forstumme,
Før det sig selv har tabt:
Før Danmarks gamle Løve
Maa bære fremmed Aag,
Skal ingen Fremmed røve
Vort kjære danske Sprog!

31

Den danske Sang.

Liflig fløjte Velsklands Nattergale,
Galliens Hane vækker Kampens Mod,
Strengen bæver i Castiliens Dale,
Og i Tonen flammer Sydens Blod:
Over Dæk som under Kirkens Bue
Bruser Brittens Røst med Orgelklang,
Og, som der er Kraft i Rhinens Drue,
Er der Styrke i den tydske Sang.

Tro dog, Fremmede, ej, at i Norden
Livet gisper stumt og sløvt og mat;
Tro ej, Hjertet stivner her som Jorden,
Hvorpaa Vintren har sit Snetelt sat!
Tro ej, Tanken her sit Udtryk savner!
Tro ej, Aanden er i Bøjle lagt!
Tro ej, Du kan puste bort som Avner
Nordens Mænd med dine Lungers Magt!

Nej, der banker i vort Bryst en Stræben
Frem mod Livets frie Højdepunkt,
Og der ruller os et Kvad fra Læben,
Som vort Hjerte foraarsvarmt og ungt;
32 Sødt som Pigemundens Elskovsgave,
Blødt som Bølgens Leg i skovdækt Bugt,
Dybt som Vaabengny fra Kæmpegrave,
Stolt og kjækt som vore Tankers Flugt.

Kling da, Nordens Toner, over Vangen!
Mød de fremmede kun uden Sky!
Mal den Storhed, som er længst forgangen!
Vårsl om den, der fødes skal af ny!
Lyd som vor betrængte Moders Klage!
Fa'r hver hendes Søn til Marv og Ben!
Kald os vore Fædres Kraft tilbage,
Mens vi rejse Danmarks Grændsesten!

Den politiske Sang.

Det skrevne Ord sig paa Hosesok
Maa liste Censor forbi,
Det talte vogter med Skilt og Stok
Vort nidkjære Politi;
Men Sang lægges mindre for Had;
Thi Viser er Ordets uskyldige Duer, som ej gjør Jagt
Paa Kongers Magt,
Men hente kun Haabets Blad.

33

Saa lad os synge, naar Livets Baand,
Naar Tvivl og Mismod og Frygt
Vil sammensnøre den frie Aand,
Og Hjertet slaar mat og sygt;
Thi Styrke i Sangen der bor.
De smaalige Hensyn, de hæmmende Skranker, vi stødte paa,
Lig Jericho,
Maa styrte for Stemmernes Kor.

Og lad os synge, naar Glædens Sol
I Horizonten opgaar,
Naar Tanken trækker i Søndagskjol,
Og Hjertet fejrer sin Vaar;
Thi Sang er de Lystiges Sprog.
Naar Brystet er fuldt og vil sprænges, da tolke det maa sin Fryd
I Toners Lyd,
Og taaler ej Taushedens Aag.

Og naar vor Moder, af Kvide mæt,
Engang vil løfte sin Røst,
Naar hun os byder for Folkets Ret
At kæmpe den sidste Dyst,
34 Saa gribe vi syngende an,
Saa trænge vi jublende fremad, hvor Fjenderne tættest staa,
Og falde saa
For Frihed og Fædreland!

Vaarsang.

V aarens Luftning Plantelivet vækker
Og forsamler Skovens Fuglekor;
Ak, men bort med den vor Skare trækker,
Og vort Samliv taber da sin Flor.
Lagets Jubel nu vor Broderkjæde
Flokker sidste Grang bag Cellens Mur;
Snart opsøger ensom Hver sin Glæde
I den stille, drømmende Natur.

Brat vil dele sig vor fælles Bane,
Og uventet lyder Livets Kald;
Nu i Vaar kan Ingen af os ane,
Om til Høst vi atter samles skal.
35 Ak, for mangen trofast Ven man redte
Alt den sidste Seng i Jordens Skød;
Mens saa mange, rundt i Landet spredte,
Døde ordinair Filisterdød.

Men er Venskabspagten, vi har knyttet,
Mer end Dunsten af et Glædeslag,
Af vort Hjertes dybe Trang beskyttet,
Bygt paa samme Aandens Ridderslag,
Da - hvor vidt vi end i Verden spredes,
Fælles Hjem vi har i eet Gebet;
Og om vi af skilte Stjerner ledes,
Dog vort sidste Maal forbliver eet.

Brødre, løfter da det fulde Bæger!
Lad os sværge, før vi skilles brat:
At hvad dybest nu vort Sind bevæger,
Vil vi værge som vor bedste Skat!
Tro den Fremtid, som er os forjættet,
Tro, til Friheds Morgen Natten brød,
Tro, til al vor Gjerning er udrettet,
Tro mod Fædrelandet til vor Død!

36

Studenterviser.

1.

Vort Liv er viet til Bog og Pen,
Til Aandens grublende Strid;
Det Værk, vi grunde, skal ej igjen
Forgaa i den rullende Tid;
Den Vished er ene vor Løn:
For Sandhed og Frihed og Ret vil hengive sit Liv og Blod
Med frejdigt Mod
Athenes fribaarne Søn.

Vort Liv er viet vort Fædreland:
Vi gange til Kundskabs Væld,
Og hente derfra det Livsens Vand,
Som spreder dets Flor og dets Held;
Det ejer vor kraftige Arm:
Og svigte vi ej, naar det Sønnerne kalder i Fred og Krig,
Er Lønnen rig
Ved Møens bankende Barm,

37

Vort Liv er viet det Broderbaand,
Som slynger os sammen til Eet;
Det er Produktet af Glædens Aand,
Det voxer i Soldets Gebet;
Naar Glassene fyldes til Rand,
Naar Viserne runge, og Lunet og Viddet sig boltre fri,
Saa juble vi:
Hurra for vor herlige Stand!

2.

V i er en liden, men modig Hær,
Som altid ligger i Krig
Mod Alt, der Mærke af Løgnen bær,
Mod Fordom, Dumhed og Svig:
Slut, Brødre, Geledderne tæt!
Thi kun naar vi broderlig hjælpe hinanden i Daad og Ord,
Vor Magt er stor,
Og Sejeren vorder os let.

Vi bygge trolig ved Nat og Dag
Paa Vidskabs evige Slot,
Men enkelt Styrke var ofte svag,
Og Værket gled ikke godt:
38 Dog, Brødre, forener Jer kun!
Thi rette vi alle mod Maalet de brusende Kræfters Ild,
Saa slaa de til,
Og Værket stiger fra Grund.

Vi ængstes ofte af Livets Tryk,
For Tvang vi bøje os maa;
Men stemme sammen vi Ryg mod Ryg,
Da kunne vi trygge staa:
Slaar, Brødre, da Haand udi Haand,
Og tømmer de funklende Bægre med ren og med ærlig Hu!
Vi slutte nu
Et Forbund i Sandhed og Aand.

3.

Tankernes Flugt, Aandens tvivlende Kampe
Skues kun af den dæmrende Lampe,
Krydse ej Døgnets smaalige Kiv.
Denne Verden er ikke vort Rige,
Tidt Filistre vi Pladsen maa vige,
Og maa høre som unyttigt Tant
Stemplet Skatten, vi forskende vandt;
Og Livets Kulde, Livets Tvang
Gjør ofte tung vor Ungdomsgang.

39

O, men vor Stræben belønner sig selv:
Dristig den sprænger den jordiske Skranke,
Og den frie, den sejrende Tanke
Dier det Eviges straalende Væld.
Da den dunkle Natur aabenbares,
Og den taagede Verden opklares,
Og Gestalternes brogede Hær
Skiller Aandens det dømmende Sværd;
Da fylder Livets Poesi
Det unge Hjertes Melodi.

Og naar vort lystige Lag vorder sat,
Broderlig tæt, om den flammende Kumme,
Kan vort Bryst ikke Tonerne rumme,
Flyve de ud i den stjernklare Nat;
Og de klinge med stigende Styrke
Om de hellige Kunster, vi dyrke,
Om vor frie, vor frejdige Stand,
Om vort yndige Fædreneland;
Og Sangens Trolddom, Druens Daab
Begejstrer sødt vort Ungdomshaab.

Men naar vi skifte vort granskende Liv
Og Ungersvenden med Mand og med Borger,
Og maa kæmpe mod verdslige Sorger
Fjernt fra hinanden for Børn og for Viv,
40 Og naar Aanden med Legemet trættes,
Og de brusende Følelser sættes,
Mindets Harpe dog trolig har gjemt
Melodien, vor Læbe har glemt;
Og Livets svundne Kraft engang
Skal vækkes af vor Ungdomssang!

4.

Nu staar Naturens øde Sal
Med Sneens Liggardin behængt,
Og Stormens susende Koral
Har Fuglens Sang fortrængt;
Men i vort unge, varme Bryst
Der spirer Liv, der klinger Lyst,
Og bære maa den frosne Jord
Vor Glædes Rosenflor.

Vel knuged Prosalivet tidt
Vort Hjerte med sin klamme Haand,
Og Gjæld og synkende Kredit
Paa Glæden lagde Baand;
Men Standen har en Kapital,
Som klared mangen Nød og Kval,
Og løste mangen Vexel ind,
- Et let og lystigt Sind.

41

Vistnok den lange Dag vi sled
Kollegiets Bænk, Systemets Bog;
Men tro ej, Verdens Herlighed
Uset forbi os drog!
Thi Aandens Stræben i sig selv
Indslutter Livets rige Væld!
Den føder Frihed, og dens Magt
Er Verden underlagt.

Lad derfor visne Gentlemen
See haant ned til vor simple Stand,
Vi vil slet ikke bytte den
Med nogen Don Juan:
Med Modet kjækt, med Sindet fro,
Den Dont, hvortil vi kaldtes, tro,
For Frihed, Fædreland og Mø
Vi leve vil og dø!

42

Regensviser.

1.

Hvad er Regensen? - "Et Arsenal
For fyldte Revolutions-Granater."
Saa hedder det i Ministrens Sal
Og blandt de østlige Diplomater.
Nej, her kun Tungen
Frit renser Lungen,
Thi, sandt nok! Takten vi finde tvungen
I russisk Vals.

Hvad er Regensen? - "En Knejpe, hvor
Man svirer væk baade Dag og Aften."
Saa lyder Høkerens Visdomsord,
Imens han selv stikker tæt paa Saften.
Nej, Glas og Kande
Kun holde - Vande:
Thi paa Regensen er Contrebande
En ussel Snaps.

Hvad er Regensen? - "Et skummelt Bur
For gamle Fugle og unge Bjørne."
Saa smisker Frøknen, og paa sin Tur
Hun blikker sky til det røde Hjørne.
43 Nej, Herskerinde!
Kom, De skal finde
En fyrig Tilbederflok herinde
For Skjønheds Fod.

Hvad er Regensen? - "Et Lazaret
For Invalider af Folk og Kjoler."
Saa raaber Skaren, der, strunk og net,
Paa Nørrefælled sektionsvis straaler:
Dog - Aandens Lamhed
Og Tankens Tamhed,
Der enes godt med Mondurens Stramhed,
Er fremmed her.

Hvad er Regensen? - Lyd højt, vort Svar!
I Godtfolks Øren det runge efter! -
En frodig Have, der Frugter bar,
Hvis Saft og Kjerne gav Danmark Kræfter;
Et herligt Minde,
Mens Sekler rinde,
Om Ham, hvis Hæder ej skal forsvinde,
Før Kraft i Nord.

For aandig Stræben er den et Ly,
En venlig Forhal til Vidskabs Templer,
En Borg, hvor, tryg for Filistergny,
Den Aand end bygger, som Standen stempler:
44 Af den beskyttes
Den Pagt, der knyttes
Af Gaardens Sønner, mens Dagen nyttes
Til boglig Færd.

Og naar hver Sommer den grønne Lind
Sit svale Telt over Gaarden spænder,
Fra Bogen flygte med lystigt Sind
Til Glædens Bæger de flotte Venner.
Mens Glasset klinger,
Paa Sangens Vinger
Sig mod de blinkende Stjerner svinger
Regensens Pris.

2.

Regensen hedder for Ingenting
Ej Gaarden ved Taarnets Fod;
Man ser det strax paa dens hele Sving,
At den er af kongeligt Blod;
Dens Kjortel var Purpur engang:
Nu er den forslidt og formørket, men bukke for Verdens Dom
Og klæ' sig om,
Det sømmer sig ej for dens Rang.

45

Vel bliver Livet derinde snørt
I mangen en snever Norm;
I dens Forsyning med Vaadt og Tørt
Sker mangen sindrig Reform,
Og Spiritus er excludert:
Men under Decreternes Torden bevarer den Snittet a'
Sin Grand-Papa,
I Røg og i Damp ugenert.

Dens Sønner eje kun Syle faa,
Og gange i laset Frak;
For Vest og Støvler de fægte maa
Mod mangen Rykker-Attak,
Og nyde kun liden Respekt:
I Aandernes mægtige Verden dog have de god Kredit,
Og herske vidt;
Der er de en kongelig Slægt.

Hver Sommer fletter vor gamle Lind
Regensen dens Krone grøn,
Og vifter et frit og lystigt Sind
Til Gaardens freidige Søn.
Vi agte paa Soldets Kald:
Naar Glassene blinke og klinke omkaps med vor høje Sang,
I Cellen trang
Vi sidde som Konger i Hal.

46

3.

Gamle Gaard med de dæmrende Stuer,
Dekorerte af Støv og af Røg,
Med din Højsal, bygt af grønne Buer,
Hvorfra vort Kor mod Stjernen fløj;
Med aabne Hjerter i de Celler trange,
Aandig Styrke bag bristende Frak!
Din Søn kun eier Melodi og Sange,
Af dem han fletter Dig sin Tak.

Tak for Ly i de snekolde Nætter!
Tak for Skygge i Sommerens Brand!
Tak for Værn mod Mismods klamme Vætter
Og Næringssorgens nøgne Tand!
Thi Verdensvrimlen for Guldkalven knæler,
Aandens Kæmper maa fægte sig frem;
Men flau og ydmyg Rykkeren sig stjæler
Til dine Sønners trygge Hjem.

Tak for Glimtet af evige Straaler,
Som Bevidsthedens Ragnarok brød;
For hver Draabe ren af Kundskabs Skaaler,
Min Stræben hented i dit Skød!
47 Og Tak for Drømmen, som Lindenes Susen
Bredte over min higende Sands,
Og for dit Ekko dybt og stærkt, naar Musen
Af Drømmens Blomster bandt en Krands!

Tak for Soldets de lystige Timer,
Naar om flammende Boller vi sang,
Og Yenskabspalmen af de tause Kimer
Sig skyggebred og saftig svang!
Thi den skal blomstre, naar Rimfrosten falder,
Dufte mildt over Sletter og Sø,
Den skal staa rank og frisk til sildigst Alder
Og først med Hjertets Pulsslag dø!

Gamle Gaard med de trofaste Mure,
Gid Du staa som din Bygherres Ry!
Gid med Besætningen i dine Bure
Din Marv og Styrke sig forny!
- Men daled end i Tidens Hav din Stjerne,
Var dit Minde og Navn dog ej glemt,
Thi det vil funkle her og i det Fjerne,
I dine Sønners Tanke gjemt!

48

4.

Hvo kjender ej den gamle Gaard
Ved Rundetaarnets Side,
Som strunk i rød Mundering staar,
Besat med Snore hvide!
Tohundred Aar den stod galant,
Hvor haardt end om dens skarpe Kant
Det blæste.
La la la o. s. v.

Den hele Gaard er viet ind
Til Hjem for tause Muser;
Ikkun den kaade Sommervind
I Lindens Krone suser,
Og - stundom Provst og Facultet
En skarp Reveille paa Trompet
Kan blæse.
La la la o. s. v.

Dens gjæve Sønner, Par ved Par,
Ved Pulten sidde stille,
Og øse mangen Perle klar
Af Sandheds rene Kilde,
Og kæmpe trolig Aandens Kamp,
Mens op mod Loftet Pibens Damp
De blæse.
La la la o. s. v.

49

Men hver Gang Julis første Sol
Mod Horizonten hælder,
De flux forlade Bog og Stol
Og deres trange Celler,
Og følge Glædens frie Kald,
Og sværme gjennem Skovens Hal,
Og blæse:
La la la o. s. v.

Saa griber Soldets stærke Aand
De ungdomsvarme Gutter,
Og knytter manget Venskabsbaand
I flygtige Minutter,
Som først i Graven skal uddø,
Hvor koldt end over Livets Sø
Det blæser.
La la la o. s. v.

Saa runger deres høje Kor
Til Moderhjemmets Hæder,
Dm Livet, som derinde bor,
Dets Rigdom og dets Glæder;
Om Ham, som fra sin høje Mast
Saa stærkt, at Gothens Hjerne brast,
Jo blæste.
La la la o. s. v.

50

- Nu synker Dagen, som i Blod
Har døbt Hans Helterygte*)
Som lys og venlig Fadder stod
Til Gaarden, Han os bygte:
Op Brødre, hver som Stemme har,
For den en jublende Fanfar'
Vi blæse!
La la la o. s. v.

Nytaarsnat paa Regensen. (1838).

Timerne flyve og Dagene ile,
Sommerens Livsfylde ganger til Hvile,
Islænken tæmmer det svulmende Hav;
Glæderne flygte som skræmmede Fugle,
Smerten, den hyler sig træt i sin Hule,
Nydelsen sygner og dør, - kun de gule
Visnede Blomster bekrandse dens Gray.

Chor.

Livet maa synke i Dødsnattens Kule,
Tiden maa rane igjen, hvad den gav.

* 51

Kredsløbet fyldes og Aarene skifter,
Mosdækket skjuler de store Bedrifter,
Traadte i Gruset, forraadne de smaa;
Stormen Nationer og Troner bortvejrer,
Kvæget sig over Paladserne lejrer:
Er der da Intet, som Tiden besejrer?
Skal der da blivende Intet bestaa?

Chor.

Jo, der er Noget, som Tiden besejrer;
Noget der er, som skal blive og staa.

Se, paa den dunkle, den natlige Bue
Stjernerne, blinkende rolig, beskue
Skyernes Flyven og vexlende Dands!
Skyens for Vinden sig splittende Felter,
Det er det Liv, som i Støvet sig vælter;
Evigen funkle, som Stjernernes Belter,
Vidskabs Trofæer og Kunstnerens Krands!

Chor.

Evig skal funkle, som Stjernernes Belter,
Vidskabs Trofæer og Kunstnerens Krands!

52

2.

Du Vandrergubbe, der tilbage vender
Din Fod som Yngling næste Morgengry!
Du Fønix, som dit eget Baal antænder,
Og stiger af din Aske stærk og ny!
Tag, før Du Dig igjennem Rummet svinger
I jevn og majestætisk Ørneflugt,
Vort Haab og Ønske med paa dine Vinger,
Og rug os deres Blomster ud til Frugt!

Beskærm hver ren og ærlig Aandens Stræben,
Og lad den gribe, hvad den leder om!
Giv Sejr hver Kamp med Pennen eller Læben
For Sandheds Flag og Skjønheds Helligdom!
Lad Tvivls og Fordoms skumle Taager svinde!
Kast Lys i Løgns og Rænkers mørke Nat!
Lad Kunstens Præst i Sjælens Gruber finde
De gyldne Drømmes, rige Tankers Skat!

Befæst, hvad der er Ret, paa hele Jorden!
Tænd der, hvor Uret sejrer, Trøst og Mod!
Byd tie, hvor den buldrer, Krigens Torden!
Udslet de fule Spor af Broderblod!
Saa Friheds Frø i Dale, som paa Fjelde,
Og plej dens unge Skud med nænsom Haand!
Oprejs de Svage, knus Tyrannens Vælde,
Og spræng Nationers tunge Slavebaand!

53

Vort Fædreland, - den Flok af lave Snekker
Med Bøge-Master, hviden Klinte-Stavn,
Med Bakke-Rælinger og Kløver-Dækker,
Som gynger i de blanke Bølgers Favn -
Bevar ukrænket os dets Fred og Lykke!
Gjenkald dets Kraft og Glands fra Hedenold!
Lad Folks og Fyrstes Enighed det bygge
Et Dannevirke trygt mod fremmed Vold!

Skænk Landets Drot en lys og venlig Aften!
Flet friske Blomster i hans hvide Haar!
Styrk Snillets Morgenskær og Manddomskraften
Hos Ham, der, Fremtids Haab, ved Tronen staar!
Spred over Agren tykt den gule Grøde!
Lad Flaget pletfrit flyve over Sø!
For Danmarks Held lad Mand og Yngling gløde!
For Suk og Sorg beskyt dets unge Mø!

Bevar os disse senestærke Mure,
Hvis dybe Ekko svarer Sangens Kor,
Og giv, at trygt i deres snevre Bure
Hos Aandens Styrke Hjertets Fylde bor!
Bevar fuldtallig os vor Broderklynge,
Og spred den ikke over viden Vang,
Saa skal vi paa dit Gravøl atter slynge
Harmonisk sammen vore Stemmers Klang!

54

3. Aarets Daab.

Nu har vi kistelagt
Ham kold og stiv, den gamle Mand,
I Sneens hvide Dragt,
Med Krandsen af den mørke Gran:
Og - død Mand ej blamere vi
Med Spot -
Hans Rygte confirmere vi
Som godt;
Vor Tak for Glæderne, han gav,
Vi plante paa hans Grav.

Nu hans enbaarne Søn
Sig vikler ud af Mørkets Net;
Som lys og mild og skjøn
Os Haabet tegner hans Portræt:
See, Stjernehimlen svøber ham
I Guld,
Imens vor Klynge døber ham,
Og, fuld
Af Ild og Mod, i kraftigt Kor
Udtaler Pagtens Ord:

55

I Navn af Sangens Drot
Vi døbe Dig med Toneklang:
Byg fort paa Kunstens Slot
Med Pensel, Mejsel, Streng og Sang!
Væk snart i Skov og Dalene
Din Vaar!
Sørg for, at Nattergalene,
De slaar!
Poeterne Du skænke huld
Lidt mer, end Lyrens, Guld.

I Navn af Elskovs Gud
Vi døbe Dig af Tankens Strøm:
- Thi nødig foldes ud
I Ord det tause Hjertes Drøm.
Vi tør ei nævne Navnene
Paa dem;
Men let Du gjætter Savnene
Af hvem;
O skænk Enhver det Bedste, som
Hans Hjerte drømte om!

I Fader Evans Navn
Vi døbe Dig med Drueblod:
Du bringe i din Favn
Af tunge Klaser Overflod!
56 Og tryk saa Vinens Priser ned
Og Told!
Og tryk os gode Viser ved
Hvert Sold!
Og hold os Liv og Glæde i
Vort kjække Kompagni.

Akademisk Læseforening.

1.

"Der stod et Træ i Regensens Gaard,
Det bar saa skyggefulde Grene;"
Derunder Slægterne fra Høst og Vaar
Sig kunde broderlig forene;
Der drak de Tankens Honning, Ordets Duft,
Og Sangen rulled gjennem Aftnens Luft
Om Danmarks Ø,
Om Hjertets Mø,
Om Gaardens Pris og Christians Hæder.

Og Træet Spire paa Spire gav,
Som af sin gode Marv det maatte;
Men Gaardens Forsyn holdt mere af
En lille vissen Urt i Potte;
57 Og derfor kapped Øxen af dets Rod,
Endskjønt det i sin fejre Sommer stod;
Flokken, som sad
Under dets Blad,
Blev spredt, som salig Polens Sønner.

Det faldt de husvilde Svende ind:
"Der gaaer paa Gaden jo saa Mange
"Med samme Stempel og Brodersind,
"Som dem, der bo i Gaardens Gange.
"Hvad om vi samled sammen dem med Il
"Og Facultetet narrede April?
"Om vi med dem
"Bygged et Hjem
"Af ny for gjæve Musasønner?"

Der staaer en Knejpe paa Hauserplads:
Paa Pladsen der det netop kniber,
Og Luften falder lidt tung og kras,
- Tak ske de offenlige Piber!
Fra Kakkelovnen Pallas bag sit Skjold
Alvorlig ser paa sine Drenges Sold;
Smal Vittighed
Glider kun ned
I "Vrøvleho'dets" trange Strube.
58 Men døje kan man lidt Puf og Tryk,
Hvor nok af Hjerterum der gives,
Og Atmosfæren er ej for tyk,
Hvor Livet frit og frisk kan trives;
En Smule Sold gjør ikke Pallas vred,
Thi Mod og Kraft forfriskes jo derved,
Og Viddets Spil
Dog af og til
Erstattes kan af flotte Løjer.

Idag vor Knejpe til Verden kom,
Et Aar er just forganget siden;
Er end dens Kræfter en ringe Sum,
Saa voxe de vel til med Tiden.
Gid den bevare blot sit ægte Præg,
Og huse Brodersindet bag sin Væg!
Derpaa beror
Fremtidens Flor:
Thi skal Geburtsdagsbarnet leve!

59

2.

Vor Hu har intet Blivested,
Den flytter med vort simple Kammer:
Vort Hjerte varmes ikke ved
En huslig Arnes milde Flammer:
Og knuger Livets Kval vort Bryst,
Vi savne tidt en kjærlig Røst,
Som nyfødt Haab og Mod og Trøst
Kan i den syge Sjæl opklække.

Men ene vi dog aldrig staa,
Vor Vej er dog ej mørk og øde,
Saasnart kun vore Hjerter slaa
Hinanden broderlig imøde;
Vi fødtes jo af samme Skød,
Det samme Aandens Kald vi lød,
Og Evighedens Straale gød
Den samme Ild i vore Aarer.

Og derfor om vor hele Stand
Et stærkt og helligt Baand sig vinder,
Som, selv ej slidt af Tidens Tand,
Med Gubben Ynglingen forbinder;
En Pagt, der voxed, frisk og sund,
Af Hjertets foraarsvarme Bund,
Men drak sin Marv, sin indre Gund
Af Tankelivets rige Kilde!

60

Kun Enkeltmand har intet Hjem,
Men husvild er ej hele Stammen:
I denne Kreds vi kaldte frem
Et Arnested for Broderflammen;
Her staar et Ly for Regn og Vind,
Gror Lindring for hvert sorgfuldt Sind,
Her farver Glædens Kald vor Kind
Og lokker Toner af vort Hjerte.

Og om vort Samfunds unge Kraft
Vil stolt paa Tidens Strømning flyde,
Om Tanken selv, der har det skabt,
Vil som en visnet Skal det bryde;
Det Liv, vi her alt levet har,
De Blomster og den Frugt, det bar,
Skal tindre som en Stjerne klar
Paa vor Erindrings stille Bue!

3.

Kors, Akademicum! er det Dig selv?
Kjender Du Dig i det store Hotel?
Du, som i Vimmelskafts-Sølen sov vel,
Druknende i Gjæld!
Hvor er din Sfære af Tran og Tobak?
Hvor er din Vinduestræk og din Schak,
Oppositionen med Briller og Frak
Og drøvtygget Snak?

61

Her ser man jo Ministre,
Ulke og Stokfilistre,
Gentlemen og Pak:
En afdanket Formand slaar
Her paa Puf Etatsraads-Folder,
Og for Blomsterpige gaar
Mangen driftig Solder:
Se, Carl Nielsen i Embedshabit,
Gamle Bekjendte af Holbergs Elit',
Triblers Fink-Lohr og tyrolsk Kvirrevit
Og Frøkner i Sort og Hvidt!

Ak, men det Hele er kun Illusion!
Atter, naar Phoebus faar fyldt sin Ballon,
Finder Enhver kun sin gamle Person,
Blot for al Fiction:
Lysene slukkes, og Tonerne dø,
Skæget gror frem paa den blomstrende Mø,
Hele Besætningen gaar op i Frø,
Thi "alt Kjød er Hø".
Herskab og Domestikker
Af samme Bolle drikker,
Lige genereus:
Ungdomskraften slaar Sparto
Til de pudrede Parykker,
Og Magnaters Morgenro
Endes af en Rykker.
62 Stadsen bli'r bragt Marchandiseren hen;
Slet ingen Rest af vor Lyst er igjen,
Uden et Hul i din Kasse, min Ven!
Og saa dine Tømmermænd.

Lad det kun flygte, det raske Moment!
Lad det ha' tømt Dig din Pung saa omtrent!
Glæden, min Bro'er! gi'r, naar selv den er endt,
Varige Procent.
Svulmer dit Bryst ikke af Harmoni?
Hører Du Toner ej bruse deri,
Toner af Livet og dets Poesi,
Som gjør stærk og fri?
Tidt skal dit Hjerte banke,
Tidt nynne skal din Tanke
Samme Melodi.
Snart vi skilles, - og faa Kald,
Viv og Børn og egen Hytte;
Mindet om vor Ungdom skal
Vi dog med os flytte;
Og naar engang udi Bedstefa'rs Sal
Atter der nippes af Glædens Pokal,
Gjenfødt af Tanken opstande da skal
Vort lystige Karneval!

63

4.

Sold, Akademicum, een Gang endnu!
Kald dine Sønner med sværmende Hu!
Løft dine Stemmer til Gjenboers Gru
Een Gang endnu!
Væk nu med Driverne, Bordene frem!
Stolene ind mellem Stolene klem!
Bli'r der ej Plads til et tørstende Lem,
Faar han gaa hjem.
Kom, vore Ganymeder,
Unge Johan og Peder,
Og sæt Boller frem!
Thi det var jo dog en Skam,
Om vor Knejpe Straadød døde,
Den bør druknes i en Dam
Udaf Druer røde.
Kraftigt og friskt var det Liv, den gav Ly,
Derfor den hilse sin Død uden Sky;
Lystig og kjæk, som den var i sit Gry,
Den dale for Nytaarsny!

Husker I, dengang vi bosatte ble'
Tæt ved Regensen for Markstykker tre,
Levede sobert af Kaffe og The
I vor Ide;
64 Fik, mens vi sad paa den muddrede Plads,
Tyrke-Divaner og kristent Kalas,
Lavede Hyldingsadresser paa Trads;
Jo, det var Spas!
Spilte "Contubernaler,"
Og hørte kvalme Taler
Af Professor Ras-:
Slog saa ned i Vimmelskaft,
Trak af Russer hele Flokken,
Soldede med dem paa Kraft
Efter Formandsklokken;
Tegned og præked og sang Politik,
Snyder paa Snyder fra "Kammeret" fik,
Misted vor Kasse, men holdt os en Klik,
Og halvt i Hundene gik.

Ja, vi er blevne os lige til Sidst;
Selvsamme Dyder og selvsamme Brist,
Vrøvl og Principer og Enhed og Tvist
Bo her som hist.
Nu er det ude, vort Kredsløb er endt,
Formen, vi bugted os i, har udtjent;
Nytte vi skal, hvad vi her har erkjendt,
I et nyt Moment.
Imorgen Kveld med Glæde
Skal ind i dette træde
Hver en brav Student!
65 Men i Aften Mindets Kraft
Sejre over det, vi haabe,
Blande i den stærke Saft
Vemods milde Draabe!
- Her har vi tømt Ungdomsglædernes Skaal,
Varmet vort Hjerte ved Vingudens Baal,
Svoret, at Frihed og Ret er vort Maal!
Drik Akademicums Skaal!

Unionen.

Studenter vi kaldes, men er jo ingen Ting
Kun svævende Skygger i Livets faste Ring,
Af Titel Borgere, Mænd af Kjøn,
Spirer til Meget, men Spiren er - grøn,
Magten er forbeholdt Autoriteterne,
Stemmeret hefter ved Fæste og Grund,
Vægt er nu engang forlenet Moneterne,
Tillid er Oldingens arvede Pund.
Har da vi Unge, vi Fattige og Faa,
Ej Lod og Del i det Værk, der bygges paa?
Har Livet ej levnet til os et Hverv?
Trænger Historien ej til vor Skærv?

66

Jo, Brødre! vel blev et usynligt Maal os sat,
Vel færdes i Aandernes Kreds vi Dag og Nat;
Af denne Verden er ej vort Kald,
Evigt er Livet, som værne vi skal.
Men her er Tiden vi fik og et Ærende,
Fjeren vi blev i dens sneglende Uhr;
Udi dens Brygninger er vi det Gjærende,
Og i Kehraus'en har vi første Tour:
Den Tanke, Livet skal styres af engang,
Den jubler alt i vort Bryst sin Sejerssang;
Vi skal, om saa trygt hele Verden sov,
Repræsentere Bevægelsens Lov.

Og derfor frisk Mod, Studenter, en avant!
De Gamle følge med, naar vi kun gaa foran;
Lad "grønt" kun være det Flag, vi før',
Grønt er jo Livets og Haabets Kulør. -
Længe vi stod der, splidagtigt forgrenede,
Rakte hinanden ei broderlig Haand;
Det er forbi, vore Kræfter forenede,
Forbundet sluttet med Hjerte og Aand:
Nu skal samdrægtig vi stræbe mod det Maal,
Hvorhen Kompasset alt viser med sin Naal;
Og engang skal den tredelte Nation
Tage Exempel af vor Union!

67

Soldets Filosofi.

Giv Agt, I Gutter! Af fulde Folk
Man Sandheden høre skal,
Og til at rejse mig som dens Tolk
Mig driver et mægtigt Kald;
Min Text lyder, tydelig talt:
Det Sold, som vi slynge af funklende Druer og Sangens Kor,
Har, mærk mit Ord,
Sin spekulative Gehalt!

Jeg er, det mærker jeg altid godt,
Men var dog stundom kun halvt,
Naar Livet ængsted mig, trist og graat,
Og al min Courage faldt, .
Vil sige, naar Pungen var lænds:
Men her, ved det duftende Bæger, jeg føler mig rig og fri,
Er altsaa i
Den rene Værens Potens!

Jeg veed, der bygger modsatte to
Ide'r i mit vexlende Sind!
Dog, stundom er jeg saa dum at tro
Paa Forestillingens Skin,
68 Som ened de sig excellent:
Men naar til et Sold mine Drenge mig kalde fra Bog og Hjem,
Saa træder frem
Oppositionens Moment.

Den ene siger: "Bliv her og læs,
Husk paa, din Udsigt er mørk!,,
Den anden svarer: "Ad Bogen blæs,
Plant Druer i Livets Ørk!"
Den sidste faar Approbation:
Dog, mens nu i Laget jeg synger og drikker, gjør Mers og ler,
Af Begge sker
Den saligste Mediation.

Saa mægter først min Bevidsthed klart
I Tankens Dybder at se;
For Aanden viser sig aabenbar't
Den absolute Ide:
Jeg tyller den i mig som Vaadt,
Men ganske livagtig, med Thyrsus og Krands i det løste Haar,
Den for mig staar
Som Druens straalende Drot.

69

Og saa begriber jeg fuldt, at stor
Er Sandheds sejrende Magt,
At Alt i Himlen og her paa Jord
Min Viden er underlagt:
Rex mundi jeg er paa min Stol;
Thi Borde og Vægge og Maaner og Stjerner maa hvert Sekund
Sig dreie rundt
Om mig, som om Allivets Pol.

Nu, ædle Børster! hvad synes I?
Har jeg saa løst mit Problem?
Er Soldets ældgamle Theori
Bragt i Nutidens System?
Behaged det Jer, saa stem i:
Gid aldrig vi savne Talentet og Syle og Tid og Rum
Til Studium
Af Soldets Filosofi!

70

Til Skoven.

Dengang da Natten lang
Over den øde Vang
Strøde de Rimblomster hvide,
Vi ved den stille Bog
Sad i vor Celles Krog,
Tidt vel med Sorg ved vor Side.

Dengang da Stormen jog
Bølgernes mørke Tog
Op mod de knusende Klinter,
Tidt vel gik Haab og Drøm
Under i Livets Strøm,
Og i vor Hu blev det Vinter.

Dengang den tunge Sky
Hyllede Land og By
Ind i sin regnklamme Kappe,
Tidt vel vort Hjerte frøs,
Tvivlende Aanden gøs,
Tankernes Vinger hang slappe. -

Nu er den milde Luft
Krydret af Blomsterduft,
Gjenfødt og frisk er Naturen;
71 Nu er det ikke Tid
Længer til muggent Slid,
Nu er det kvalmt ibag Muren.

Bølgen, som Speilet klar,
Himlen i Favnen ta'r,
Kjæler med Sol og med Stjerne:
Skibet har Vinger paa;
O, hvem der kunde saa
Gynge sig bort i det Fjerne!

Marken broderet staar,
Skoven har krøllet Haar,
Droslerne slaa i dens Kroner;
Og i vort tause Bryst
Gjærer der Liv og Lyst,
Som vil fortolkes i Toner.

Hjertet som Sommerfugl
Flagrer og leger Skjul
Rundt mellem Blade og Grene;
Smaapiger paa vor Vej!
Fang det - men pin det ej! -
Nødig det flagrer alene.

72

Kom og gaa med hver En!
Kast Naal og Sax og Pren!
Frygt ikke os Jer at nærme!
Følg os til Skoven ud,
Saa skal I se, ved Gud,
Hvor vi Studenter kan sværme!

Men hvis I dog ej vil
Saa maa vi beile til
Lundens beskedne Dryade;
Saa maa vort Ungdomsmod,
Varmet af Drueblod,
Kryste den vilde Mænade.

- Kom saa, tag Fod i Haand,
Broder, og slaa din Aand
Løs fra de skimlede Bøger!
Skoven er lysegrøn,
Verden er ung og skjøn,
Livet er evige Løjer.

73

Kompagniets Skibbrud.

Intet Reb i Sejlet, Drenge!
Lad kun alle Klude staa!
Skal det kule saadan længe,
Maa vi dog tilsidst forgaa.
Lad kun Spryd og Ræer knække!
Lad kun springe Toug og Gi!
Storm og Død bør ikke skrække
Soldets raske Kompagni.

Sikken Sø i Smaafolks Vande!
Sikket Vejr i Livets Vaar!
Hver en Pynt af Haabets Strande
Skjult i tætte Taager staar;
Himlen er saa sort som Tjære,
Uden Stjerne, uden Sol,
Ret som om den vilde være
Paa vort mørke Sind Symbol.

Mærk, hvor Stormen Skibet ryster,
Mens den splitter Sejl for Sejl;
Det er disse kaade Lyster,
Som fra Maalet drev os fejl.
74 Strømmen klods imod os stevner,
Spottende vor haarde Nød,
Det er Verdens Dom, der hævner
Sig, fordi vi Trods den bød.

Regnen styrter ned i Strømme,
Spuler gratis Dæk og Mand;
Det er vore skjønne Drømme,
Som blev til det bare Vand.
Og en Flok af slugne Hajer
I vort Kjølvand bid's og slaas;
Det er Rykkerne, som ejer
Mer, end de vil faa, af os.

"Klar at vende!" - Nej, lad være.
Naar man er saa vidt som vi,
Gjælder det at dø med Ære
Og en Smule Poesi.
Nej, hejs op paa Store-Toppen
Soldets Vimpel druerød,
At det ses, vi holde Troppen
Lige til den kolde Død!

Havde vi blot assureret
Alt, hvad nu gaar med til Gravs,
Thi man kunde profiteret
Ganske artig paa det Snavs:
75 Magre Tanker, tynde Toner,.
Ønsker uden Maal og Rast,
Løse Vittigheds-Patroner
Er vor hele lette Last.

Hør! hun brager alt i Bunden;
Kun et Nu endnu vi har.
Sætter Bollen da for Munden!
Hvad vi levne Fanden ta'r.
Tak, I kjække, yske Drenge,
Som var til det Sidste tro!
Nu i Havets bløde Senge
Følges vi til evig Ro.

Afsked med en Grønlandsfarer.

Stik ud de fulde Glas
Under jublende Sang!
Kanske vi solde sammen
Iaften sidste Gang;
Thi Tiderne skal skifte,
Vi skifte skal med dem:
Gud veed, hvordan vi har det,
Naar Morten kommer hjem.

76

De skulle skilles ad,
Som tilsammen bygged bedst;
Bor En af os i Øst,
Bor en Anden i Vest;
En vanker maaske flygtig
Omkring i fremmed Land;
En slumrer under Græsset
Paa den fædrene Strand.

Fortyndes skal vor Lok,
Og vor Kraft skal sættes til,
Og Hjertets Varme slukkes
Saavelsom Øjets Ild;
Og de forsorne Gutter,
Som jog i Glædens Spor,
Skal træde ind i Numer
Ved Filistrenes Kor.

En ussel Kjøbstedrøn
Bliver Haabets stolte Borg,
Hvor vi skal sidde lunt
Mellem Gjæld og Næringssorg,
Og møntre Næstens Lyder
Og bande Kornets Pris
Og stille Aandens Hunger
Ved Berlings Avis.

77

Og om en sjelden Gang
Sig den gamle Aand forny'r,
Og til de svundne Tider
Fra Bægret Tanken fly'r,
Og vi bli'r ledte hjem
Af en ravende Flok,
Saa brummer gamle Mutter
Omkaps med sin Rok.

Men ske, hvad der skal ske,
Saa er dette vist og sandt,
At rent og stærkt var Baandet,
Som denne Flok forbandt:
Af Livets ægte Druer
Vi krysted ej saa faa,
At vi vel nok kan døje
En Malurtsnaps derpaa.

Tøm da de fulde Glas
Under jublende Sang!
Vi vil ej Klager strø
Paa den Vandrendes Gang.
Tak Du, fordi Du var os
En Broder brav og huld,
Og varm Dig ved vort Minde
I Nordpolens Kuld'!

78

Ved en Botanikers Bryllup.

Herhjemme paa vor Gaard
Bag den rødbrune Mur
Man mærker ikke meget
Til den rige Natur;
Thi her repræsenteres
Al Vaargudindens Skat
Kun af en gammel Lind
Med en bredskygget Hat.

Hvert Bæger, man har her,
Er af Ler og klinket Glas;
I Frakkens møre Traade
Det tykke Støv har Plads;
Befrugter det end ikke,
Saa hører det dog til;
Det er en Art af Aske,
Som dækker Aandens Ild.

Her spire tause Tanker,
Men uden Rod og Løg,
Og Piberne har Stilke,
Som kun udvikle Røg;
79 Og her er alle Blade
Af Skriv- og Trykpapir.
Saa tørre, at de stundom
Maa fugtes med en Gi'r.

Dog, jeg en Celle veed
Bag den rødbrune Mur,
Som var et venligt Fristed
For den rige Natur,
Hvor Alperosen slynged
Sig i en Cactusrad,
Og Oleandren kjæled
Med Bregnens brede Blad.

Thi der sad jo en Præst
Udi Floras Helligdom;
Fra alle Verdens Kanter
Til ham Smaablomster kom;
De talte med hans Tunge,
De maltes af hans Pen,
Og i hans Tanke leved
De Vaaren om igjen.

Og naar den milde Sol
Fik gjort Kaal paa Sne og Slud,
Og Træerne fik Blade,
Og Blomsterne sprang ud,
80 Han støvled ud ad Porten
Med vældige Skridt,
At gjøre sine Venner
I deres Hjem Visit.

Engang paa Excursionen
En selsom Blomst han saa';
Den havde røde Læber,
Den havde Øjne blaa;
Han plukkede den varlig
Og gjemte den i Favn,
Og indskrev i sin "Flora"
Drejera som dens Navn.

Og fra den gamle Gaard
Saa han flyttede sin Bo;
- Thi her man slige Blomster
Ei godt kan ha' i Ro.
Nu køler den hans Pande
Med sine Blades Krands,
Og kvæger mildt hans Hjerte
Med sin beskedne Glands.

Hans Hus skal staa i Flor,
Som det sømmer Floras Ven!
Et Drivhus vil det blive,
En afgjort Sag er den;
81 Men lægger han ad Aare
End nye Drenge a',
Saa vil han dog de gamle
I trofast Minde ha'.

Universitetets Lærere.

Paa Jorden staar en Tempelhal,
Af Aander bygt i Midnatstunden;
I Havets Dybder hviler Grunden;
Men Hvælvingen er Stjerners Val;
Fra Livets Mark, Naturens Have,
Fra Tankens Gruber, Fortids Grave
Er sanket Væggens Kalk og Sten.

Et evigt Liv i Templet bor,
Og dog en Ro saa dyb og stille,
Mens Livet udenfor sin vilde,
Larmfulde Strøm om Muren snor;
Men dette faar først Marv og Styrke
Og Klarhedsfunker i sit Mørke
Og sin Gehalt derindefra.

82

Og Præsterne, udkaarne til
At vogte Helligdommens Straaler
Og bringe dem i blanke Skaaler
Til Flokken, som oplæres vil, -
De skulle Verdenslivet raade,
Thi Tidens store, dunkle Gaade
Har klaret sig for deres Blik.

Fra dem det er, den skal udgaa,
Den bedre Orden, som vi vente;
Blandt dem skal Tronen Støtter hente,
Af dem skal Folket Talsmænd faa;
Af dem skal Aandens Frihed fredes,
Skal Løgn og Fordom søndertrædes;
Ved dem skal Ret og Sandhed staa.

Og Fremtids Pris dem lønne skal,
Om deres Røst end overdøves,
Og Arnens stille Fred dem røves,
Og Magtbud lukker højen Hal,
Se, ingen Fyrstesol fordunkler
Syvstjernen hist, som evig funkler
Georgia Augustas Mænd!

Paa Danmarks Jordbund Templet staar,
Og Præster har det her som disse,
Hvis Hjerte under graanet Isse
Som ungt for Ret og Frihed slaar,
83 Der for den gode Sag vil stride,
Der for det Sandes Skyld vil lide;
Dem bringe vi Studentens Tak.

Til Christoffer Ernst Frederik Weyse.

Der er et Sprog, saa varmt og rigt,
Et Modersmaal for Gratier og Muser,
Hvori hver Sætning er et Digt,
Og gjennem Melodier Talen bruser;
Skjønt uden Ord, det nævner dog ved Navn
Hvad der i Tankens dunkle Dyb sig fjæler;
Det tolker Hjertets hemmeligste Savn,
Og Drømmens tause Billed det besjæler.

Og naar vort Sind maa, mat og sygt,
I Livets Kamp og Trængsel bukke under,
Er i det samme Sprog udtrykt
Den Formular, som læge kan dets Vunder;
Og naar fra Verdens Lyst og Syndens Spor
Det higer mod den evige Forsoner,
Til ham det løftes fra den mørke Jord
Paa Cherubvinger af de stærke Toner.

84

Du var, mens femti Aar forgik,
I dette Sprog vor Lærer og vor Leder;
Dit Hjerte var dets Grammatik,
Og Orglet var dit mægtige Katheder:
Og hvad Du lærte, sank ej goldt til Jord;
Fra Folkets Bryst det tusindfold gjenklinger,
Og gjennem dine egne Toners Kor
Dit Navn sig over Tidens Bølge svinger.

Til Johanne Louise Heiberg.

Phidias's Drapa
Klinger i Stenen;
Farverne aande
Raphaels Ros;
Digterens Drømme
Fængsles paa Bladet;
- Flygtigt er Scenens
Sjælfulde Værk.

Hjerternes Higen,
Kræfternes Kæmpen
Skifter med Minens
Vexlende Skrift;
85 Lunets og Viddets
Funklende Fakler
Slukkes med Ordets
Svindende Klang.

Men paa Momentets
Ilende Vinge
Svinger sig Kunstens
Evige Magt;
Kalder til Live
Aandernes Virken,
Daler som Dug paa
Hjerternes Blomst.

Derfor, Du Scenens
Dronning! ej svinder
Sporløs dit Snilles
Straalende Pragt:
Vundet et varigt
Voxende Rige
Har Du i Folkets
Bankende Bryst.

86

Til Johan Clausen Dahl.

Forstenet laa Naturens Magt
Til Norges Klipper bundet,
Og mørke Graner stod som Vagt
Om Hellen, hvor den blunded,
Og Fossen bruste under Li
En evig Klagemelodi,
I Slør af Taager hyllet.

Da strakte Du som Tryllestav
Din Pensel over Norge,
Dit eget Liv, din Sjæl Du gav
Dets øde Klippeborge;
Og dristig som din Tanke selv
Steg frem nu Fjeld og Gran og Elv
I rige Farvers Vexel!

Se, derfor Norge i sin Favn
Taknemlig Sønnen trykker,
Og kjendt og hædret er dit Navn
Hvert Sted, hvor Kunsten bygger.
Det elskes paa den danske Vang,
Som saa' din Genius's Ungdomsgang,
Som er dit Norges Søster!

87

Til Joachim Frederik Schouw.

Der vanker en Forsker mellem grønne Træ'r,
Roser og yndelige Blommer,
Han lytter med List paa den maalløse Hær,
Som drømmende hilser Skærsommer.

Og stille han grubler paa, hvorfra de Træ'r,
Roser og yndelige Blommer
Fik Safternes Løb og fik Farvernes Skær,
Fik Aande og Duft i Skærsommer.

Da spirer hans Tanke som de grønne Træ'r,
Roser og yndelige Blommer;
Og Tanken er kraftfuld, er frodig og skær,
Og modnet som de i Skærsommer.
Den vorder til Ord, "titusind andre værd",
Simple og liflige som Blommer;
Og Ordene flyve til Folket og bær
Et Budskab om Nordens Skærsommer.

Men - hver Gang vi Unge samles fjern og nær,
Hilsende Haabet om Skærsommer,
Saa offre vi Ham og hans mandige Færd
Vor Kjærligheds duftende Blommer.

88

Henrik Nikolai Clausen.

Fordum, naar Nordens
Stridglade Sønner
Stævned med Sejr til
Havhegnet Hjem,
Hilste dem Harpens
Hellige Strenge,
Majfriske Møer dem
Mjødhornet bød.

Tiderne svunde: -
Skræmmet blev Sejrens
Flygtige Fugl fra
Faldende Nord;
Styrken blev brudt af
Barnagtig Tragten,
Modet blev slukt i
Sløvhedens Strøm.

Fribaaren Jordbund
Trampede Trælle,
Kæmpernes Grav blev
Grævlingens Hus:
89 Fremmede raned
Ældgammel Odel,
Skifted ved Lodkast
Ærerig Arv.

O, men til Ende
Ragnarok rinder;
Engang skal Norden
Nyfødt opstaa!
Styrken, som slumred,
Vaagner og voxer;
Modet, som døde,
Ganger af Grav.

Nu træde atter
Kæmper i Kreds med
Staalhærdet Villie
Højhjertet Hu, -
Kæmper for Sandheds
Straalende Mærke,
Kæmper for Folkets
Frihed og Ret.

Tankens og Ordets
Vaaben de valgte,
Aanden og Livet
Tog de i Sold,
90 Sejerens Fylgie
Fæsted de atter;
Nordstjernens Fakkel
Viser dem Vej.

Hil Dig, Du Tankens
Højbaarne Høvding!
Hil Dig, Du Ordets
Hugprude Helt!
Stemmernes Klang Dig
Hjemkommen hilser,
Hilser i Dig den
Sejrende Sag.

Tak, for Du værged
Voldtaget Eje,
Fædrenes Kampløn,
Mødrenes Maal!
Tak, for Du hævded
Hadhærget Frihed,
Tolked for Folket
Fremtidens Haab.

91

Til Adam Oehlenschläger.

Du, hvis Lyra var en Morgenlue,
Du, hvis Toner var et Lærkekor,
Du, hvis Kvad har bygt den brustne Bue
Op til Guders Sal fra mørken Jord!
Du, som vakte Sagas Liv af Blunde,
Og var nye Slægters bedste Tolk!
Du, som jevned Fjelde, dækked Sunde
Og forsoned vrede Broderfolk! -

Tak, fordi Du Barnet Vejen lærte
Til en Verden stor og underfuld!
Tak, fordi Du gav det unge Hjerte
Drømmens Skat og Læben Sprogets Guld
Tak, fordi Du fostred op ved Toner,
Lig en Zeus i bly Dryaders Favn,
Tanken, som paa Mandens Himmel troner,
Haabets Karlsvogn og Sejrens Baun!

Fader, Du har levet blandt os længe,
Aarrig blev Du, gammel ej endnu;
Evig Ungdom bor i dine Strenge,
Evig ung i Klangen lever Du:
92 Og saalænge Nordens Aand har Vinger
Til at flyve over Fjeld og Sø,
Og saalænge Nordens Tunge klinger,
Adam Oehlenschläger kan ej dø!

Til Gustav Friedrich Hetsch.

I Kunstens Tempel før
Stod Skjønhedens Gudinde
Bedækt med Isis's Slør;
Det sank for høje Præsters Magt,
Men Mængden aned ikke
De rene Formers Pragt.

Da tren en Fremmed ind,
Med aldrig trættet Villie,
Med kjækt og aabent Sind;
Han spurgte: "Er da hendes Glands
Ej til, just for at spejle
Sig af i Folkets Sands?"

Og bort han Sløret trak; -
Og Mængdens sløve Øje
De stærke Straaler drak,
93 Og Haandens Idræt, plump og stiv,
Sig viste snart besjælet
Af Kunstens ædle Liv.

Men Du, som fremmed var,
Blev hjemme paa de Strande,
Hvor Frugt din Gjerning bar;
Sin Søn Dig Danmark kalder glad
Og snor i Laurbærkrandsen
Sit lyse Egeblad.

Og om hvert Værk, hvortil
Dit eget Navn er knyttet,
I Tiden smuldre vil,
Saa stander dog dit Minde trygt:
I Folkets Liv og Virken
Du har dets Højsal bygt.

Til Johan Christian Drewsen.

De Bølger gaa gjennem Øresund,
Som Bud imellem Broderlande,
Og Møllen gaar der bag dunkle Lund,
Som Vidne om en kløgtig Pande:
94 Drivhjulet bruser - Kluden splittes ad;
Det bruser atter - da er skabt et Blad,
Tørret og tæt,
Glattet og net,
Et Blad, som blive kan til "Blade".

Men Han, som Hjulet har sat i Gang,
Forstaar ej blot at male Penge;
Han har et Hjerte, der giver Klang
Af alle Livets ægte Strenge;
Hans Villie iler frem med Strømmens Kraft,
Og aldrig gik hans Hu og Stræben lavt;
Oplysnings Dag,
Frihedens Sag
Halvfjerde Snese Aar han vied.

Og han i Bonden en Broder fandt,
Som just til Lys og Frihed trængte,
Og af hvert Guldkorn, hans Tanke vandt,
Han Bonden Broderparten skænkte;
Led Bonden Nød, han flux sin Haand oplod,
Led Bonden Uret, han i Skranken stod,
Trodsed saa glad
Stormandens Had,
Som fordum Engelskmandens Kugle.

95

Men denne Bonde, for hvem han tren
Med hvide Haar i "Spidsrods"-Dandsen,
Skal sno engang om hans Bautasten
Med tunge Taarer Hæderskrandsen.
Og mens den Mølle gaar bag dunkle Lund,
Og mens de Bølger gaa i Øresund,
I Varetægt
Af Bondens Slægt
Skal Gamle Drewsens Minde leve!

Til Ditlev Gothardt Monrad.

Det er en dejlig Drøm, Naturen drømmer,
Hver Gang den hilser Vaarens Atterkomst,
Naar Kilden frisk af Jordens Bryster strømmer,
Og Knoppen foldes ud til Blad og Blomst;
Naar Vinden løfter Havets blanke Bringe,
Og Bien drikker Æbletræets Sne,
Og tusind Fuglekor i Luften klinge:
- Den drømmer da om Frihedens Ide.

Den samme Drøm sig over Folket sænker,
Naar Tidens Herre vinker med sit Bryn:
Da briste gammel Fordoms møre Lænker,
Da falder Seklers Taage fra dets Syn,
96 Da hører det Forjættelsernes Stemmer
Som Klokketoner gjennem Luften gaa,
Og Kraftens Spænding zittrer i dets Lemmer,
Og nye Pulse i dets Hjerte slaa.

Det var i slig en Drømmens Stund, Du valgte
For Bogens stille Syssel Livets Strid,
Da over Dig kom Aanden, og Du talte
Hvad dunkelt gjæred i den unge Tid;
Da Du, den blege Gransker, ind for Skranken
Som Ridder, fuldt og færdigt rustet tren,
Og sejrrig svang dit stærke Vaaben, Tanken,
I Sjælens Kampe hærdet, klar og ren.

Hvad Du har stridt, veed alle Danmarks Sønner;
Hvad Du har lidt, det veed ikkun Du selv;
Men Sindets dyre Fred alt nu Dig lønner,
Og Eftertiden løser Nutids Gjæld.
Tag dine Venners Tak og glade Hyldest,
Men tag dermed vort alvorsfulde Haab:
At Du først da har Dig, som os, gjort Fyldest,
Naar Folkets Drøm faar Virkeligheds Daab!

97

Carl Michael Bellman.

Livet er kort: i evig Vexel svinder
Glædens Moment og Nydelsernes Rus;
Ynglingens Kraft og Pigens Rosenkinder
Viftes jo bort i Vinterstormens Sus;
Magten, der kued Nationerne, segner,
Purpuret blegner,
Og Hjulet ruller over Borgens Grus.

Nordens Komet har endt sin stolte Bane;
Slukte forlængst er Straalerne, den skød,
Trolddommen brudt, der mægted frem at mane
"Guldaldrens" Høst af Sveas Klippeskød:
Gustaf er glemt, og hans snilrige Følge
Gravene dølge,
Og der er tyst, hvor før hans Drapa lød.

Datidens Glands forsvandt, men af dens Mørke
Stiger en Hær, der trodser Dødens Magt:
Helte, som kun med Øllet prøved Styrke,
Kippernes Hof i lurvet Galadragt,
Gratier fra Gaden og Vingudens Præster
- De blev til Rester,
Mens alt det Store blev i Graven lagt.

98

Sangeren greb de pudsige Patroner,
Trylled dem ind i sine Drømmes Væld,
Gav dem paany et Legeme af Toner,
Aanded deri sin egen rige Sjæl;
Og fra hans Lyra gjenfødte de svæved.
Nu først de leved:
Et evigt Liv i dem han lever selv.

Hylder da ham, hvis skjelmske Musa svinger
Drukne Satyrer om i Kunstens Sal,
Ham, i hvis Skjemt en Vemods Fuga klinger,
Ham, i hvis Latter sukker Livets Kval!
Nordens Natur, der bar ham ved sit Hjerte,
Sange ham lærte,
Som altid Nordens Hjerter røre skal!

Bertel Thorvaldsen.

Favete lingvis, Musers Æt!
De høie Mødres Kor nu kalder,
Og hilser ham, vi har begrædt,
Velkommen i Olympens Haller.
En ny Herakles har fuldendt
Sin Daad og er til Hjemmet vendt,
Den Pris at naa, han har fortjent,
Med Evighedens Brud formælet.

99

Hans Liv, det var en Sejersflugt,
Et Heltedigt i Marmor prentet:
Han Hesperiders gyldne Frugt
Til Nordens dunkle Lund hur hentet;
De døde Stoffer han betvang,
De leved, naar hans Mejsel klang;
Som Maalet for sin Verdensgang
Han Kunstens nye Meta satte.

Og ingen Gravluft vifter der,
Hvor snart hans muldne Ben skal gjemmes;
Men af hans egne Værkers Hær
En evig Hymne skal istemmes!
Derfra skal Kunstens Liv udgaa
Og høit i Offerflammer slaa!
Der skal de Memnonsstøtter staa,
Som varsle Danmarks Morgenrøde!

100

II. BLANDEDE DIGTE.

Til de Unge.

I Taage hylles vore Fædrekyster,
Som skulde Himlens Lys ej mer dem naa;
Tungt løfter Havet sine hvide Bryster,
Som om en Smerte rugede derpaa;
I Stormen, som de øde Skove ryster,
Der høres dybe Varselstoner gaa,
Og paa hvert Blad, der er af Træet revet,
Et "Mene Tekel Upharsin" staar skrevet.

Skal Danmarks blege Stjerne da udslukkes,
Som Solen af en mørk Novemberdag?
Skal over dette Rige Bølgen lukkes,
Som over et forlist og splintret Vrag?
Skal denne Slægt, af Ælde mat og svag,
Snart som en tørret Gren fra Stammen hugges?
Er, hvad der rører sig i Folkets Skød,
Kun sikkre Forbud om dets nære Død?

101

Jeg veed det ej-men Tvivl og Mismod spænder
Sit dunkle Net omkring min bange Hu;
Thi Fare ser jeg, hvor jeg Øjet vender,
Men Frelsen saa jeg intetsteds endnu;
Jeg ser, Erinnyen sin Fakkel tænder,
Og Tvedragts Kløft og Undergangens Gru;
Men Pallas, som kan Skæbnens Ilen standse,
Jeg ser ej springe frem med Skjold og Landse.

Jeg ser Europas Herrer Lodden trække,
Som afgjør, hvad et lille Folk er værd;
Jeg ser et stort, berust af Hovmod, lægge
Paa Vægtens anden Skaal sit Brennus-Sværd;
Jeg ser forvovne Løgnes Skybjerg dække
Det sidste Glimt af Sandheds Middagsskær;
Jeg ser forrædersk Blændværk Grændser flytte,
Og Egennyttens Gribbe søge Bytte.

Jeg ser mit Sprog, der yndigt blomstred frem
Ved Gratiers og Musers hulde Pleje,
For Slegfred agtes i sit eget Hjem
Og som Slavinde for et fremmed neje;
Og Folkets bedste, dyrebare Eje,
Der hviler som en Skat i Sprogets Gjem,
Dets Sjæl, dets Aandeliv, dets Tankekilde,
Den ser jeg plumres eller gaa tilspilde.

102

Og dette Folk, der har saa store Aner,
Hvis Navn lød Verden rundt i Vaabenbrag,
Og straalede fra Knuds og Volmers Faner,
Og luede i Juels og Vessels Flag;
Hvis Hæder drog med Tychos Stjerners Baner
Og hviler sig paa Thorvalds Sarkofag;
- Det ser jeg svæve som en flygtig Skygge
Omkring i Skinnet af sin gustne Lykke.

Jeg ser det sig ved Døgnets Glimmer klæbe,
Og sorgløst tumles om af Vindens Kast;
Jeg ser det som et søvnigt Trækdyr slæbe
Paa sine egne Synders tunge Last;
Jeg ser det efter Friheds Havn at stræbe,
Men sidde dog i Fordoms Mudder fast;
Thi, for til Pagtens Sinaï at lodses,
Det har Filistre nok, men ingen - Moses.

Se, derfor tvivler jeg, og derfor sukker
Min Sangfugl, naar den vilde være glad;
Og dog paa Tonens milde Bølge vugger
Sig Haabets friske, grønne Olieblad;
Et Haab, som intet Mismods Skybrud slukker,
Og ingen Tvivlens Storm kan splitte ad!
Et Haab, i Lyst undfanget, født i Smerte,
Som derfor først kan briste med mit Hjerte!

103

Jeg haaber paa den gamle Kæmpestamme,
Som stod i Seklers Skiften, rank og prud,
Hvis Blade svedes hist af Solens Flamme,
Mens her de krølledes af Rusk og Slud,
Men som i Saft og Marv dog blev den samme
- At den skal skyde nye, friske Skud
Med vaargrønt Løv og sommerfrodig Skygge,
Hvorunder Nordens Slægter trygt kan bygge.

Jeg haaber paa de Unge - ja, paa Eder,
Hvis Vuggekvad Normannaharper klang
I Kor med Hymnerne fra Seines Bredder,
Som drak af Tidens Horn dens Frihedstrang
Og svor i Sjælens Rus de dyre Eder,
- At I vil holde dem som Mænd engang;
At I vil voxe over Eders Fædre,
Og vorde større, stærkere og bedre.

At I vil vogte vel den Altarlue
For Alt, hvad der er stort og skjønt og sandt,
Som blusser liflig nu bag Barmens Bue;
At den ej kvæles skal af Verdens Tant,
Ej vifte hid og did, naar Farer true,
Ej dø, fordi den ingen Næring fandt,
Men Folkets dorske Masser gjennemgløde
Og tænde Eders Land en Morgenrøde.

104

At I skal Kraftens spredte Strømme bøje
Med mægtig Vilje mod det store Værk,
Der er det samme for de Smaa og Høje,
For Lærd og Læg, for Kriger og for Klerk;
At I vil vide: Trætte spilder Møje,
Men Enighed gjør svagest Evne stærk;
At I vil Alt for Eet og Eet for Alle,
Og med det Maal, I valgte, staa og falde.

At I den længe tabte Vej skal finde
Igjennem Ørknens Sand til Canaan,
Og rejse Zions solbestraalte Tinde,
Og tvætte Syndens Spor i Kedrons Vand;
At I med stærke Mure skal forbinde,
Hvad der er søndret nu af Tvedragts Tand:
At I skal slaa Filistrene af Marken,
Og lægge Sangens Mandelstav paa Arken.

At, hvad der er forkuet, I skal rette,
Og trække, hvad forvredet er, i Led;
At, hvad der nu er Gaade, I skal gjette,
Og sætte Gjerninger i Drømmes Sted;
At I forene skal i evig Fred
Den skilte Asa-Æt paa Ida Slette,
Og atter vise den forbauste Jord
Et frit og enigt, stort og mægtigt Nord.

105

Det Haabet er, som gjør, jeg ej forsager,
Om intet Fyr jeg ser i bælmørk Nat;
Det er det, som min Idræts Byrde drager,
Om jeg vil synke sammen, sløv og mat;
Det gjør, jeg ræddes ej og ikke klager,
Om jeg mig tykkes fejgt i Stikken ladt;
Det gyder Sjæl og Styrke i min Stræben;
Det lægger mig en Smule Sang paa Læben.

Men snart maaske min bedste Kraft skal svinde,
Og da mit Haab vil tabe af sin Pragt;
Og engang skal Nødvendighedens Magt
Min Stræben stække og min Tanke binde,
Og da vil Haabet vorde løst og svagt;
Og engang vorder jeg i Mulde lagt,
Og lever kun i mine Venners Minde;
Hvad jeg har villet, er i Kisten gjemt,
Min Daad er smuldret, og min Sang er glemt.

Men dette Haab tør ej med mig fortæres,
Maa ikke sygne, og maa ikke dø;
Bevinget skal det gjennem Tiden bæres
Og sænke dybt i Hjerterne sit Frø;
Af Livets bedste Safter skal det næres
Og fæste Bod paa Fjelde som paa Ø,
Til det slaar ud sin Blomst i liflig Glorie
Og vorder klar og virkelig Historie.

106

Derfor, I Unge! Eder jeg udnævner
Til Arvinger af Haabets Herlighed;
Jer skænker jeg det Meste, som jeg evner;
Jer lover jeg det Bedste, som jeg veed;
Men Eder ogsaa jeg til Ansvar stævner,
Hvis Haabet synker sygt og visnet ned,
Hvis det gaar ud i Livets Nød og Trængsler.
Hvis Magten kvæler det i sine Fængsler.

Frem da, I Unge, under Haabets Fane
Mod Maalet, fjernt maaske, men højt og lyst!
Fremad i Livets stille Alvorsdyst!
Fremad, naar lydt den galer, Slagets Hane!
Fremad, med ærligt Sind og aabent Bryst,
Ad Pligtens Vej og Ærens stolte Bane!
Fremad, i sluttet Linje, Mand ved Mand!
Fremad for Frihed og for Fædreland!

107

Fostbrødrelaget.

Da Kæmpelivets trodsige Gestalter
Igjennem Norden skred med tunge Trin,
Da Blod var Dug paa høje Guders Alter,
Var Daabens Vand og Nadverbordets Vin,
Da Bjarkemaalet var de Frommes Psalter,
Og Rotas Spyd i Himlen lukked ind;
Da Kamp var Pligt, da Dyd var Leg med Livet,
Da Magt og Ros den vilde Kraft var givet -

Da var der dog en Skik, som vidner silde,
At under Brynjens haarde Plade sprang
En ædel Følelses frugtbare Kilde;
Som lokked frem et Bed af Blomster milde
Paa mangen Kæmpes blodbestænkte Gang,
Og toner til os med melodisk Klang
Igjennem Tidens Mulm og Vaabenbraget;
Og denne Skik, det var - Fostbrødrelaget.

Naar tvende Kæmper havde hvilet spæde
Engang ved samme moderlige Barm,
Og havde skiftet fælles Barndomsglæde
Og Fad og Bænk og Arnekrogen varm
108 - Naar de som Mænd i Livet skulde træde,
Saa ridsede de op hinandens Arm,
Og, som de røde Straaler blandtes sammen,
De svor at dele Kaar i Sorg og Gammen.

Og denne Ed blev endnu aldrig svegen,
Saalidt i Ungdoms Vaar og Manddoms Høst,
Som naar i Vinter Livets Kraft var vegen,
Saalidt i Hjemmet, som paa fremmed Kyst,
Saalidt i fredlyst Ring, som Hildurslegen;
Ja, selv af Døden blev den sjeldent løst:
De Dødes Troskab var det smukt at hædre,
Og Sønner den forplanted efter Fædre.

Den blev ej glemt, om deres Veje skiltes :
Naar stolt den ene sad i Kongehal,
Mens fjernt den anden mellem Folket stiltes;
Naar sødt i Elskovs Favn den ene hildtes;
Imens den anden fulgte Lurens Gjald;
Naar højt mod Nord den Ene slog sit Tjald,
Imens den Anden over Hav og Sunde
Paa Vikingsnekken fløj mod Sydens Lunde.

Og var den Ene truet af en Fare,
Og naa'de Rygtet til hans Broder hen,
Da turde han ej Mod og Møje spare,
Før frelst og fri hans Broder var igjen;
109 Men blev den ene dog af Fjende slagen,
Tilhørte Hævnen kun den anden Ven,
Og naar med Staal og Lue den var tagen,
Var broderiøst ham Livet Intet værd,
- Da styrted han sig i sit eget Sværd.

Den Tid forgik - en anden er oprundet,
Da Livet styres af en anden Magt,
Da Aandens Sol udfoldet har sin Pragt,
Og Styrken er ej mer til Armen bundet;
Men med den gamle Tid er ej forsvundet
Hvad skjøn og herlig Daad den har fuldbragt.
Nej! - Hvad den handled stort og ædelt tænkte,
Det Arven er, som Fædrene os skænkte.

Og se, - Fostbrødrelaget er ej slukket
Af tunge Seklers skæbnesvangre Storm;
Fornegtet, glemt, forbrudt og sønderhugget,
Mens Livet gjæred uden Maal og Norm,
Dets skjønne Tanke atter er opdukket
Af Tidens Strømning i en bedre Form;
Det knytter nu ej Faa, men Millioner,
Det binder Enkeltmænd ej, men - Nationer.

110

Os Tre har jo den samme Moder ammet,
Det ættestore, minderige Nord,
Hvis høje Isse er af Sneen flammet,
Hvis Midje svulmer af en Blomsterflor;
Vor Barndom trykked jo de samme Spor,
Og samme Livets Kald vi har anammet;
Vort Blod er blandet alt fra Fødslens Stund,
Dets Kjendemærke klinger fra vor Mund.

Og paa vor Pagt den nye Aand har trykket
Sit stærke Indsegl og sin lyse Glands;
Har en af os for den et Tempel bygget,
Det er de Andres da, saagodtsom hans;
Har en af os sig vundet Kunstens Krands,
Da er af den de Andres Tinding smykket;
Og af vor Saga har vi hver sin Del,
Men kun som Fælleseje er den hel.

Og kommer til den Ene Nød og Smerte,
Som nager Sjælen med sin skarpe Tand,
Da røres ikke blot de Andres Hjerte,
Men virksom iler Hjælpen over Land:
Og naar da Byrden af en Broder lettes,
Naar Savn og Hunger af hans Rigdom mættes,
Da skyder Pagtens Palme Spirer ny,
Og breder over ufødt Slægt sit Ly.

111

Men - om det staar i mørke Norners Villie,
At Nordens Stjerne dale skal engang,
Og fremmed Fylking trampe ned dets Tillie,
- Da skal vi flokkes paa den samme Vang,
Og da - det veed vi vist - Fostbrødrelaget
Sin sidste Prøve skal bestaa i Slaget,
Og det skal vorde meldt i Skrift og Sang:
At vi var tro i Lykken som i Nøden,
At vi var tre i Livet, een i Døden!

Opraab.

Mit Folk! hvor er din Fortids Magt,
Da Nordens Lande Lov Du gav
Og spejled trende Kroners Pragt
I Østersø og Vesterhav?
Er Danmarks Løve, træt og spag,
Indslumret paa sit øde Leje,
Og tør ej for sit sidste Eje
Den vove nu det sidste Slag?

Mit Folk! hvor er dit Hædersnavn,
Som Sværdene paa Valen sang,
Som, luende fra Vikingstavn,
Sig til Europas Grændse svang?
112 Er i en evig Kummers Nat
Nedgangen din Erindrings Maane?
Tør man ustraffet Dig forhaane
Og kaste Tærning om din Skat?

Mit Folk! hvor er dit Modersmaal,
Som gjemmer Fædrenes Bedrift,
Og gav det Ry, de vandt med Staal,
Et herligt Liv i Sang og Skrift?
Skal det fra Sli til Kongeaa
Beskæmmet for et andet vige,
For snart med Resten af dit Rige
At sygne, glemmes og forgaa?

Mit Folk! mit Folk! hvor er Du selv?
Fornemmer Du ej Tidens Røst?
Fornemmer Du ej Livets Væld
Og Kraftens Strømning i dit Bryst?
Har Du ej bygt dit Fremtidshaab
Paa fremmede Despoters Naade,
Saa løs med Sværdet Skæbnens Gaade
Og stig gjenfødt af Kampens Daab!

113

Til de Gamle.

Kong Christians Mure stande lige trygge,
Som for et Aarti, saa endnu idag,
Og Taarnet strækker end sin Kæmpeskygge
Ud over Klosterlivets lave Tag.
Dernede har vel puslet det Moderne
Og paa det runkne Skind sin Fernis lagt;
Men uforkrænkt staar Gaarden i sin Kjerne,
Som i sin gamle burschikose Dragt.

Og Linden hvælved nys sin brede Krone
Og kvæged Sindet med sin Morgenduft;
Dens Blade bæved nys ved Sangens Tone,
Som rulled gjennem Aftnens stille Luft;
Nu rusker Blæsten i de nøgne Grene,
Og Løvet rasler i den øde Gaard:
Det er i stadig Vexel samme Scene
Ved Gry og Kveld, i Efterhøst og Vaar.

Og i den store Kubes trange Celler
Der sværme Studioser nu som før;
Hist Videnskabens klare Honning vælder,
Her falder den en Smule harsk og tør;
114 I sprukne Frakker og med lange Piber
Bag Muren slentre sorgløst de omkring,
Skjønt det paa Mønt derinde stadig kniber,
Som paa Forstand paa denne Verdens Ting.

Det er det samme Liv, men ej de Samme,
Det gamle Stykke, men en anden Akt,
Et skiftet Indhold i en arvet Ramme,
Og yngre Slægter i en Fortids Dragt:
Den fælles Stamme, i Naturens Orden,
Forynget har sit Løvs saftgrønne Rad,
Og det, som engang gulnet faldt til Jorden,
Har Høstens kolde Vinde splittet ad.

Ak, hvor er I, som delte mine Glæder,
Min Ungdoms Idræt og dens Synd og Sorg,
Som drømte sammen smukt om Manddomshæder
Og tømred Haand i Haand paa "Haabets Borg?"
Vidt skilte Skæbnen vore Kaar og Baner,
En fik ej Hus, en Anden Gaard og Gods;
Mens Nogle færdes under Tidens Faner,
Gror over Andre Glemsels tætte Mos.

Og vi, som leve, er ej mer de samme;
Os ramte tungt de ydre Forholds Magt.
Der er vel dem, der gik som Fjender gramme
Ud af den gamle broderlige Pagt;
115 Og vi, vi Faa, som mødes, og som kjendes
I vore Minders skyggefulde Hal,
Vi føle dog vor Hu alt mere vendes
Fra ældet Samliv mod vort nye Kald.

Og dog - jeg kan ej slippe denne Tanke -
Var ej vort Ungdomsliv alt tomt og dødt,
Saa maa en Gjenklang af det stundom banke
I Eders Bryst og det bevæge sødt;
Saa maa der være noget af det Svundne,
Som er fordunklet vel, men ikke tabt;
Saa er vi af et varigt Baand dog bundne,
Om det ej længer har sin fordums Kraft.

Thi Aanden, Brødre! kan dog ej gaa fløjten,
- Og Aand der i vort Ungdomsliv jo var;
Det var jo den, der holdt det op i Højden,
Det var ved den, det Frugter for os bar.
Og Hjertet kan vel ældes, kan vel briste,
Men er der god og sund Natur deri,
Saa holder det Kuløren til det Sidste;
- Og Hjerte har al Ungdoms-Poesi.

Af min jeg har afbrudte Rester fundet
I gamle Gjemmer som i Sjælens Krog,
Dem har jeg støvet af og sammenbundet,
Og Knippet er en Del af denne Bog:
116 For Verden er det gule Stambogsblade
Med bleget Skrift, af tarvelig Værdi;
For Eder tro de jeg de Mening ha'de,
Thi fælles Minder dølge sig deri.

Saa tag dem hen! - Til Eder jeg dem vier,
Og dermed gjør jeg ikkun Ret og Skjel;
I har en Part i disse Melodier,
En fuldt saa stor, som den, jeg ejer selv;
Thi for min Musa var jert Venskab Ammen,
I kjæled for den Spæde, naar hun frøs,
I dele billig Æren eller Skammen,
Fordi hun blev en vild, uvoren Tøs.

l Sommerferien.

Sold, mine Drenge, hvordan gaar Kommersen?
Har I endevendt jert alvorlige Hjem?
Loved Papa at udfri Jer af Persen?
Loved I til Gjengjæld at læse for fem?
Strækker I Jer i det nyslagne Hø,
Tyggende Drøv paa forgjemte Noveller,
Køler jer Ild i den gyngende Sø,
Eller i Grog paa en Kjælder?
117 Tylder I Nyheder fra Hovedstaden
I Familiecirklernes graadige Gab?
Gaar I om Dagen med Bluser paa Gaden,
Og i Aftenskumringen hver med et Skab?
Skærer I løs paa en Hamborger-Skotsk
I Sommernat under "Bøgenes" Kroner?
Lærer I Tøserne paa "Jacototsk"
Kjærligheds Konjugationer?

Syndige Børn! I kan sværme og jage,
Jeg, som tidt har bredt mig paa Mesterens Plads,
Knap tør min fattige Moster bedrage
For en stakkels Mark til et eneste Glas;
Sidder i Cellen med Haand under Kind,
Flau som en Fugl, der er skudt under Vingen,
Medens mit Suk udi Aftenens Vind
Flagrer, bemærket af Ingen.

Thi jeg maa plukke i Ciceros Laser,
Tærske paa en kjedelig, lang Kommentar,
Spæge min Aand med opstyltede Fraser,
For engang at blive lidt mer end en Nar.
Vist er det Ret, der er Mening deri,
At som l Andre jeg Noget maa lære;
Men, kjære Venner! den Filologi
Er sejg og trøsket at tære.
118 O, gid de flygtede Somre tilbage
Kom med hver en fristende Stund, jeg har tabt,
Saa skulde nok min Erfaring det mage,
Saa jeg havde Lov nu at leve paa Kraft;
Men jeg har offret min fejreste Vaar
Altfor galant paa Horaernes Alter;
Rig kun paa rustede Minder jeg staar
Nu som en utro Forvalter.

O, gid min Aand, som den smidige Ranke,
Vandt om Troens Stamme sig, ydmyg og ren!
O, gid som Duen min flyvende Tanke
Hjem mig bragte Haabets oplivende Gren!
Nu er den Maagen, som Nætter og Dag
Flakker omkring paa de stormrørte Bølger,
Synger en varslende Sang fra et Vrag,
Eller en Flynder forfølger.

O, gid jeg ejed de persiske Skatte,
Blot for ret at svælge i Livslyst et Døgn,
Blot for, af Nydelse mættet, at fatte,
At den Riges Held er en glimrende Løgn!
Thi, skjønt det Malm jeg foragter, hvis Savn
Tynger til Jord mine kæmpende Vinger,
Dem jeg misunder, hvis Værd og hvis Gavn
Guldet alene betinger.
119 O. gid jeg ejed et smilende Øje,
I hvis dunkle Ramme jeg fandt mit Portræt!
Ejed en Barm, ved hvis bølgende Høje,
Glemmende min Kummer, jeg aandede let!
Ejed en Røst, hvis melodiske Fald
Styred min Attraas løs drivende Planke!
Ejed et elskende Hjerte, som halv
Delte min lønligste Tanke!

O, gid jeg ejed en græstækket Bolig
Hist i Hjemmets Dal bag Syringernes Flor,
Hvor min urolige Higen sov rolig,
Mens den brudte Larve opløstes til Jord!
Lykken kan bygge sit skinnende Slot,
Men som en Boble af Skum maa det briste;
Solon har Ret: Ikkun den har det godt,
Som gik tilsengs i sin Kiste.

Sold, mine Drenge, og tuml Jer kun trøstig!
Luk jert Øre til for min traurige Sang!
Tidt var jeg sorgfuld, og tidt var jeg lystig;
Er jeg det ej nu, vel jeg bli'r det engang.
Fryd Jer ved Livet, thi Livet er smukt!
Nyd det, imens I har Foraar og Sommer!
Blomsterne falme, den glødende Frugt
Falder, naar Vinteren kommer.

120

Indbydelse.

Gudsfred, Hr. Doktor, i din Residens!
Vi komme - tres in uno - for at bringe
Dig Hilsen fra den lystige Regens,
Og komme, tænk engang, paa Vers, der klinge
Vel ej som dine melodiøst og smukt,
Nej! men som svaje ud og ind i Bugt,
Lig en Nyboders Ulk en Lønningsaften.
Og det, Farlil, det kommer af, at vi
Ej fik i Faddergave Kraften,
Der hører til at skabe Poesi,
Med andre Ord, Geni.
Derfor, naar vi engang skal skrive Noget,
Vi, bomrende mod Form, Ide og Sproget,
Haandtere Plektret næsten som en Brix,
Saa Digtet bliver harlekinisk broget,
Ja, stundom med Forliset af Tendensen,
Endogsaa ganske snakket hen i Taaget,
Og gjælder altsaa som Valuta Nix.
Vi er da, om ej rent Poet-Filister,
Kun i det Højeste Gratister,
Hvor Du alt længe har havt Plads som fix,
Paa Kong Apollos Gaard, Parnas-Regensen.
121 Vi burde altsaa - deri har Du Ret,
Ifald Du mener saa, og kan Du Andet? -
Dog ej prostituert os saa forbandet,
Paa Vers at humpe hen til en Poet,
Men heller halet ud igjennem Sandet
Ad Sjællands kjedelige Kongevej
Blandt Vognmandsøg og fulde Tørvebønder;
Den kunde vi passert i ydmyg Ro,
Thi, om den og opsled os et Par Sko,
At støde Pandeskal og Næse sønder
Riskertes ej.

Ja, havde vi dog været unge Russer,
Et Kløverblad paa denne grønne Mark,
Hvor der forøves tusend gale Pudser,
Hvor gamle Bænke, knuste med et Spark,
Som Offerbaal for Heltemodet blusser,
Og næste Dag det regner ned med Skænd
Fra Hr. Professor Peter-
Sen!
Men Karle paa en syv til otte Aar,
Som alt har spilt saa tidt og faaet Beter,
Som veed, at, om i Rang man ogsaa naa'r
Selv Anno Ott'ogtyves tolv Profeter,
Alligevel man staar
Som en Per Eriksen iblandt Poeter,
- At vi, blot for at gjørc dygtig Blæst,
122 Istedetfor prosaisk at spadsere,
Paa den jens-baggesenske Vingehest,
Der, vild og vælig at regere,
Snart farer ud i Væddeløber-Hop,
Og snart er stædig, stejler og slaar op,
Og lystrer stundom ej sin Rytters Stop,
Tør over Grøft og Hegn flankere!
Se det, Faerlil, som tidt nok sagt, er galt,
Rent splitter-pine-lyne-tordnende;
Men det kan lidet hjælpe i
Vort Tanke-Magazin at søge, ordnende,
Sentenser til en smuk Apologi;
Thi, bygt endog af konstige Sofismer,
Vil den dog ligne Øl foruden Malt,
Og lidet veje paa Kritikens Bismer.

Nu, vi har knapt paa Tid, vi maa til Sagen.

Du husker vel, Wejëero, ikke sandt?
Om et Par lumre Døgn saa har vi Dagen,
Der alt i manget Aar, som svandt,
Forsamled om de nektarfyldte Boller
Den Skare, som bag Gaardens trygge Hegn
Halvt dyrker Muserne og halvt hun solder;
Som, med sin Ungdomskraft forleg'n,
Saa jevnlig i "Bemærkningsprotokoller"
Hinanden vasker med en Tordenregn
123 Af Vittigheder uden Stempel;
Som her - det bli'r vel unter uns -
Maa kjøbe Brød og Husly for Attester
Og døie "Kroens" Kaffe og dens Punch
Og Karle-Uforskammethed tilbunds,
Og skal tildels engang som Præster
I Jyllands bakkede, lyngbrune Egn
Besørge Hymens og Vorherres Tempel
Og spille Femkort med en mæsket Degn;
- Kort, Dagen, som Regensens raske Sønner
Til Fryd og Gammen om et Gildesbord
Saa tidt udkaldte af de snevre Rønner,
Som samled tidt til eet symfonisk Kor
Den ellers stedse tankedelte Vrimmel,
Imens paa Sangens Vinger Aanden fo'r
Fra Hverdagsfærden op mod Aftnens Himmel,
Der pranged med sin blanke Stjerneflor;
- Den Dag snart kommer atter
Med fulde Bægre, Sang og Skjemt og Latter.

Thi skulde vi da flittig hilse Dig,
Om Du, som slentred om engang herinde
I Middagsheden under Gaardens Linde,
Diogenes i Dragten næsten lig,
Men, fjern fra kynisk Bitterhed og Bidskhed,
Bandt her i Løn saamangen Venskabskrands,
Som Tiden aldrig røve skal dens Friskhed;
124 Om Du, som dygtigt red til Vands
Paa lette Rhytmer tidt Filisteriet;
Som for vort eget Liv først gav os Sands,
At sige da for Poesien i'et,
Imens Du i din klare Digterbæk
Lod vore egne Billeder os skue
Med deres kraftige, burleske Træk
I broget Vexels rige Farvelue;
Som just paa denne sommerglade Fest
Har skænket os saa mange Gange,
Hvad der af Gildet smagte allerbedst,
Dit Hjertes unge Blomster, dine Sange;
- Om Du og denne Gang ej vil forsmaa
Paa Julis første Aften her at møde
Og dele med os Skjemt og Druer røde
Og svinge Tonerne mod Himlens Blaa?

Comiteen.
125

† Ove Christian Drejer.

Saa Han har alt fuldendt, og Lyren tier,
Som nys han greb med ungdomskraftig Haand!
Saa fletter aldrig mer af Melodier
En broget Krands hans Vid og modne Aand!
Saa var da Poesiens Ild, der ulmed
I Sjælens Dyb og fostred Tankens Flugt,
Ikkun et herligt Stjerneskud, som Mulmet
I samme Nu, det tændtes, har opslugt!

Paa Jyllands nøgne Kyst er Graven lukket,
Ligpsalmen sang ham der det vrede Hav,
Og der en Moders Taare har bedugget
Den frosne Jord paa Digterhjertets Grav.
Men Armod redte jo hans sidste Leje;
Ukjendt af Verden sænkedes i Muld
Han, hvem Kastales Møer gav i Eje
Al Sangens Rigdom, Phantasus sit Guld.

Dog, midt i Hovedstadens travle Virken
Har Fjerde Christian rejst en stille Gaard;
Hvo kjender ej den røde Mur ved Kirken,
Ej Lindens Top, som Tagets Spidse naaer?
126 Derinde har hans Sangfugl bygget Rede,
Og medens der sit bedste Hjem den fandt,
Af Skjemt og Alvor knytted den en Kjæde,
Som Gaardens Sønner til et Helt forbandt.

Det Liv, som bo'r i disse Celler trange,
Og den barokke Farvepragt, det har,
Staar friskt og dristigt malet i hans Sange,
- Det Eneste, der vidner, hvad han var.
Derfor, saa tidt derinde Sangens Tone
Mod Himlen flyver fra Studentens Bryst,
Skal Aftenvindens Pust i Lindens Krone
Wejïero nævne med vemodig Røst.

† Christian Baltasar Krarup Bergenhammer.

Nu gulnes Lindens Løv og falder af,
Og Blæsten hvirvler det omkring i Støvet,
Naturens Fylde stunder til sin Grav,
Og Livet synker visnet ned som Løvet;
Hvor nys vi stod i Kveld, en talrig Rad,
Og slynged Sangen om det grønne Blad,
Nu taus en Enkelt vanker og bedrøvet.

127

Thi alt gik Mangen, kaldt en trofast Svend,
Tilsengs bag Hverdagssyslens snevre Skranker
Og kjender knap sit Ungdomsliv igjen,
Som taaget svæver for hans dorske Tanker;
Og mangen Gut med frit og lystigt Sind,
Med Sundhedsblomsten paa den varme Kind,
I Gravens stille Havn har kastet Anker.

Nys runged Klokker over Beltets Bred,
Til Kirkegaarden bar man bort en Baare;
Der lagdes en af vore Bedste ned,
Og Gravens Rune ristede - en Taare.
Hans Stjerne skinned vist ej bredt og vidt,
Den store Verden kjendte ham kun lidt,
Men Venneklyngen elskede ham saare.

Han var en djærv og kraftfuld Søn af Nord,
Saa fyrig og saa varm som Sydens Ranke;
Han var saa kjæk og brav i Daad og Ord,
Saa ærlig og saa ren i Hu og Tanke;
Han var en Ven, som man kun finder faa,
En Klippe, som man kunde bygge paa,
Mens Bølgen skylled bort den skøre Banke.

Et frodigt Liv der spired i hans Barm,
En Aandens Vaar med Hjertets Roser røde;
Naar Glædens Kalk han tømte ungdomsvarm,
Saa folded den sig ud i fejrcst Grøde,
128 Saa flammede hans Blik, hans Læbe klang,
Begejstret stemte Koret i hans Sang,
Og Hjerter favnedes i Toners Møde.

Et helligt Haab var Maalet for hans Id,
For Aandens stille Kamp og tause Virken,
En Herrens Præst at vorde gjæv og blid,
At tolke Ordets Herlighed i Kirken.
Hans gamle Moder suged Kraft deraf.
Det svandt - nu staar hun ved den friske Grav,
Nedbøjet, som paa Fjeldet Hængebirken.

Thi Liv skal vorde Død og Glæde Kval,
Og Haabet som et Stjerneskud udslukkes,
Hver Blomst, som spirer frisk i Jordens Dal,
For Kulden visne og af Stormen plukkes,
Saa lyder Nornens mørke, tunge Dom:
Mod den er al vor Kamp og Stræben tom,
Og den forstummer først, naar Kisten lukkes.

Men Død skal vorde Liv og Smerte Lyst,
Af Muldet stige skal en Blomsterkjæde,
Det Haab, som segned sygt og mat i Høst,
I ny og herlig Vaarglands skal fremtræde;
Vort Savn skal stilles, Graaden tørres bort,
Thi Døden er jo kun en Slummer kort.
Han er indgangen til sin Herres Glæde.

129

† Ove Ovesen Fabricius.

Et Led er bristet i vor Broderkjæde,
En trofast Kæmper falden af vor Hær;
Et Hjerte, som for Venners Sorg og Glæde
Slog varmt og kjærligt, banker ikke mer;
Et rigt, et sommerfrodigt Liv, der died
Sin Fylde af Naturens sunde Bryst,
Til evig Slummer, evig Ro er viet,
Og svulmer aldrig mer af Ungdomslyst;
En Aand, der barnlig var og from og blød,
Er vendt tilbage til sit Ophavs Skød.

For Frihed gløded han, han vilde grundet
Dens vide Tempel paa den trange Jord;
Nu jubler han, af ingen Lænke bundet,
Sin Sejershymne blandt Serafers Kor.
Dybt i hans Sjæl stod Kjærligheden prentet,
Og virkeligt blev Tankens Billed nys;
Ham Livets Glæde, Livets Lykke vented,
Da rakte Døden ham sit Brudekys.
Men hist hans Kjærlighed igjen opstaar,
Hos Gud den blomstrer i en evig Vaar.

130

Farvel, vor tabte Broder! vi Dig lægge
Til Hvile i den stille, lune Jord;
Med bløde Bolstre Vaaren Dig skal dække,
Og strø derover sine Blomsters Flor!
Farvel og Tak! fordi Du tro har været
Til Trøst for hvert et sorgfuldt Sind beredt!
Tak for hver venlig Tanke, Du har næret!
Tak for hver Fryd, der smelted os til Eet!
Dit Minde trygt skal gjemmes i vort Bryst,
Til vi gjenses paa Evighedens Kyst!

† Salomon Drejer.

Nu springer Livets Væld af Jordens Bund;
Den rige Planteverden sig forynger,
Og Flora samler sine Børneklynger
Til Majfest overalt i Mark og Lund:
Men han, hvis Glæde var blandt dem at dvæle,
Som tidlig havde læst i deres Sjæle
Den Tanke, Universet bæres af,
Som Love deres vilde Vrimmel gav,
Og skænkede de Stumme Navn og Mæle; -
Han kommer ej, - de flokkes paa hans Grav.

131

En Hær af Toner følger Vaarens Spor,
Med Kunstens Harper blandes Lærkers Kor;
Og alle slynged nys i kjærlig Flok
Sig om den gamle Mesters hvide Lok.

Men han, den unge Sanger, i hvis Bryst
Der bølged Kunstens Kval og Kunsteris Lyst,
Hans Haand er mat, hans Læbe stum og bleg,
Og brusten hænger alt hans Strengeleg.

Tidt, naar i Digterdrømme han den tog,
En dunkel Smerte gjennem Strengen jog;
Det var en Anelse, - og den var sand;
Det var et Budskab fra de Dødes Land.

Nys runged højt Forløsningstimens Slag;
Det trange Fængsels tunge Dør blev aabnet,
Og Friheds Kæmper frejdig svinger Vaabnet
Igjen for sin og Folkets gode Sag;
Men han, hvis Hu mod samme Fremtid stunded,
Hvis Sejershaab paa Sandheds Magt var grundet,
Hvis Aand sit Trældomsmærke sletted ud,
Og fæsted Frihed til sin rige Brud; -
Han blev i samme Stund af Døden bundet.
Nej, han er fri - thi Frihed er hos Gud.

132

Farvel! trofaste Fælle, elskte Broder,
Med Tanken klar, med Villien stærk og ren!
Tryk ømt ham til dit Bryst, du Livets Moder!
Og rejs af Blomster ham hans Bautasten!

† Michael Petronius Bille.

Hvi sukke Kongedybets mørke Vover
Saa hult og tungt paa Danmarks Højtidsdag,
Da Mindets Torden ruller stolt derover,
Og Ekko svarer fra de sjunkne Vrag?
Hvi sænker tyst og sørgende sig Flaget,
Som, himmelfaldet, stræhte did igjen,
Hvis røde Tunge sang igjenncm Slaget
Et mægtigt Drapa om de danske Mænd?
Hvi aabnes Juels og Vessels stille Hjem?
Hvem vover nu at fordre Plads hos dem?

En Olding er det, som beskeden vanked
Sin stille Vej igjennem Livets Larm;
Men ungdomskjækt engang hans Hjerte banked,
Og Manddomsstyrke svulmed i hans Arm.
133 Som ægte Skud af Nordens Kæmpestamme
Sin Prøve han bestod paa "Prøvesten",
Og vandt det Vidnesbyrd af Fjender gramme,
At hans og Danmarks Hædersdag var een.
Nu slumrer han i Heltebrødres Favn,
Men evig lever fort med den hans Navn.

O Danmark, fæld en Taare paa hans Kiste!
De gamle Vidner om din Storhed fly.
Med ham til Hvile gange snart de sidste;
Da er Du fattig - Du har ingen ny.
- Men løft fra Graven frejdig op dit Hoved!
Der bor en Spaadomskraft i Mindets Røst:
En Fremtid holde vil, hvad Fortid loved,
Bedrifters Udsæd føder daadrig Høst;
Og stige skal af Kongedybets Ry
Engang igjen din Hæders Morgengry!

134

Peter Nikolai Borgen.

Der flyver Toner over Belt og Fjord,
Til Barndomshjemmets stille Dal de trænge;
Lyt, gamle Fader! til det fjerne Kor!
Gjenkjender Du paa Røsten dine Drenge?
Dem er det, der, saa tidt din Stemme klang,
Stod om din Stol, en taus, opmærksom Klynge,
Hvis Tunger løstes af en indre Trang,
Hvem Hjertets Kald fik lært engang at synge.

Vær hilset, Gubbe med de mange Aar,
Med Kinden furet og med Issen kullet,
Som vandrer om blandt Blomsterrie i Vaar,
Imens din Samtid raadner under Muldet!
Thi Livets kjælne Lyst forsmaa'de Du,
Men var til Savn og Møje altid rede,
Derfor Du staar i hærdet Kraft endnu,
En knudret Eg, skudt af den jydske Hede!

Vær hilset Du, som skrev din Viden ind
Med dybe Træk i Barnets bløde Tanke,
- Mens Orm og Møl fortære tykke Bind,
Staa hine Ciffre talende og blanke; -
135 Som forskede med indadvendte Blik
Naturens skjulte Kræfter, Livets Gaade,
Meris Drengens Videlyst i Eje fik
Hvert Sandhedsblink, din tause Grubien naa'de!

Du var ej blot hans Lærer, men hans Ven,
Til hvem med sikker Tillid han sig klynged;
Hans unge Kraft oprejste Du igjen,
Naar Mismod, Tvivl og Sorg hans Bryst betynged;
Du tøjlede hans kaade Overmod
Og Lidenskabens vilde Flammer slukked,
Du vared ham for Snaren ved hans Fod,
Og Livets Scene for hans Blik oplukked.

En Saadan var Du, ligegyldig, om
Bifald og Hæder udenfra Du vandt Dig,
Det var ikkun din gode Villie, som
Fast med Disciplens Ve og Vel forbandt Dig;
Og Skolen var din Lyst, dit rette Hjem,
Var Maalet for din Stræben og din Tænken,
Din Kundskab og dit Liv var viet dem,
Som sad derinde lyttende paa Bænken.

Men Parcen drejer Tenen, Lustrer fly, -
Livskraften modnes, ældes og forsvinder;
Det Gamle maa fortrænges af det Ny,
Som snart kun lever selv i blege Minder;
136 Snelokket Vinter bli'r den grønne Vaar,
I Gruset styrte Templer og Kolosser;
Den Godes Virken kun ej brat forgaar,
Kun hvad af Aanden fødtes, Tiden trodser.

I to og tred've Aar sad uforsagt
Og ufortrøden Du paa Lærestolen;
Nu viger ogsaa Du for Tidens Magt,
Nu er fuldendt din vante Gang "paa Skolen".
De Faa, der virkede med Dig som Mand,
Alt længe slumre under Grønsværdækket,
Discipelklyngen spredtes vidt om Land;
Men Du staar ensom, nærved Gravens Rand,
Med Taarers bittre Glands i Sølverskægget.

Dog, kjære Gamle! Du er ikke glemt,
Fordi maaske Dig Verden vender Ryggen;
Trofaste Hjerter har dit Billed gjemt,
Mens disse slaa, det dølges ej af Skyggen.
Besad din Aand ej Ørnens Blik og Flugt,
Har end dens Grublen lidet Nyt udgrundet,
Saa straaled Hjertets Renhed dobbelt smukt,
Og det har Dig din Plads i Hjerter vundet.

Du skal forladt ej famle til din Grav
Igjennem Livets Taage, Skæbnens Mørke,
Skjønt ingen Søn, din Alders Støttestav,
Er gangen frem af dine Lænders Styrke;
137 Du var en Fader kjærlig, varm og huld
Engang for hver Discipel, - det sig lønner:
Barnløs, Du fik af Børn et talrigt Kuld,
Thi, Fader, Vi er' alle dine Sønner!

Vor Tanke flyver over Belt og Fjord
Til Barndomshjemmet tidt og mangesinde;
Hvergang den dvæler der, den kjærlig snor
Sin Blomsterkjæde om "den Gamles" Minde.
Vær trøstig! løft dit Hoved, let for Sorg!
Buk ikke under for ukjendte Smerter!
Hist venter Dig din Tak i Himlens Borg,
Her lever den og dø'r med vore Hjerter!

Gamle Disciple.

Jenny Lind.

Der gaar en Susen gjennem Sveas Skove,
Hvor Granen hvisker ømt med Birkens Kviste;
Mod Klippen ruller sig Mælarens Vove,
For, trykket mod dens kolde Barm, at briste;
Og i den stille Aften Taagen drager
Sit hvide Slør henover Sø'r og Moser,
Dugtaaren perler paa de friske Roser,
Og Droslen smeltende i Busken klager.
138 Naar Nordens korte Sommer gløder prægtigst,
Et Vemod dybt og inderligt den aander;
Naar Livets dunkle Kræfter virke mægtigst,
I deres Samklang sig en Smerte vaander:
Det er, som Blad og Blomst, som Land og Bølge
Af Kjærlighedens tause Kummer trængtes,
Som efter en Forløsningsstund de længtes,
Som aned de den Død, der brat skal følge.

Og dette Vemod i din Stemme bæver,
Og denne Længsel zittrer i din Trille;
I hver en Klang, som fra din Læbe svæver,
Udstrømmer Kjærlighedens rige Kilde:
Og hvad Naturen taler uden Mæle,
Og hvad den drømmer, men ej kan udtale,
Det blev det givet Dig i Sang at male,
Ved Toner at forklare og besjæle.

Hvorhen Du derfor gaar i Nordens Riger,
Bag Havfrubeltet under Bøgekroner,
Hvor Granen dufter, og hvor Fjeldet stiger,
- Er altid hjemme Du og dine Toner:
Og ingen Kvad, i Kunstens Skoler lærte,
Og ingen Efterklang af Sydens Fylde
Kan Nordens haarde Kraft, som Du, fortrylle,
Thi naar Du synger, slaar dets eget Hjerte!

139

Farvel! - Tilbage til det Folk Du vender,
Hvortil Dig Blodets Baand har stærkest bundet;
Men glem ej over det de fjerne Frænder!
Glem over Birgers Stad ej Øresundet!
- Og naar igjen de milde Sommervinde
Befolke Gefions Vang med Blomsters Klynge,
Kom saa igjen! - De bedste skal vi slynge
Da til en Krands for Nordens Sangerinde!

Ordets Ridder.

Paa Kisten er Ridderens Sværd nu lagt,
Hans Harnisk og Skjold i Museet hænger,
Hans flygtige Livs romantiske Pragt
Kun svagt gjennem Sagnenes Taage trænger;
Den Borg, som hans vældige Haand har bygt,
Hvor Kampen han trodsed og bortdrømte Freden,
Nu skjuler en Ætling, der sysler beskeden
Med Bøndernes Tugt eller Studenes Røgt.

Der fægtes ej mer af Mand imod Mand
For Land og for Drot, for Frihed og Ære;
Thi Krig blev et Haandværk, Soldaten en Stand,
Og blinde Maskiner de staaende Hære;
140 Kulturen har tæret paa Manddommens Marv,
Og studset det fyrige Mod sine Vinger;
En Heltedaad fast som et Eventyr klinger,
Kun Skægget fik Nutidens Løver i Arv.

Og dog er al dristig, al ridderlig Id
Med Korstog og Tvekampe lieden ej vandret,
Een kjender endnu dog vor daadløse Tid;
Men Vaabnet er skiftet og Navnet forandret.
Thi Pennen blev Landse og Ordet et Sværd,
Af funklende Tanker blev Rustningen flettet;
Et Blad af Papir er det Skjold, som uplettet
For Samtidens Skranke nu Ridderen bær.

De Vaaben er stærke, - thi styrte for dem
Maa Trældommens Mure og Fordommens Gittre,
Og Brøde og Løgn af sit Skjul krybe frem,
Og Uretten selv under Purpuret zittre.
Vel tykkes tidt Kampen en dagligdags Kiv,
Som koster ej Blod, og hvor Døden ej lurer;
Men Hjertet med usete Skrammer den furer,
Og Offret, den kræver, er ofte - et Liv.

Og hvad er saa Lønnen? - et tvetydigt Navn,
Af Magten forfulgt, af dens Krybere gnavet;
Et Bifald, smaahakket af Selvsygens Ravn;
En Hæder, som vorder med Liget begravet.
141 Mens Kunsten betalte Historiens Gjæld
Til Mange, som Døden for Friheden funde,
Til Mange, som kun vare Herrernes Hunde,
- Saa siig mig: hvem sang om Armand Carrel?

Han var dog en Helt, en Ridder saa god
Som hin, der ej kjendte til Frygt eller Dadel;
Hans Kraft var en Mands, og en Ynglings hans Mod,
Og Hjertet var ædelt, og Aanden af Adel;
Hans Hu var en eneste glødende Drøm
Om Frankrig, dets Glands, dets Hæder og Lykke
Under Frihedstræets befrugtende Skygge,
Urokket af Tidernes vexlende Strøm.

Og Drømmen blev Ord; - og det prentede Blad
Blandt Folket sig spredte paa ilende Vinger;
Snart lød det som Suk, snart som Lærkernes Kvad,
Og snart som naar Øxen i Roden alt klinger.
Der ulmede Gnister i Massernes Sjæl; -
De blussede op; - i et Baal slog de sammen; -
I Aske sank Tronen. - Men hvo tændte Flammen?
Det mægtige Ord og - Armand Carrel.

Men Drømmen blev Drøm kun; - thi Folket gav hen
Sit Blod blot for atter at rejse en Trone,
Og "Frihedens Gudsøn" og Borgerens Ven
Snart lærte at synge i Herskerens Tone;
142 Og de, der nys kæmped paa selvsamme Plet
Som hin, og Nationens Mænd bleve kaldte,
At mættes ved Naadens Taffel nu valgte
For Winkelried-Kampen om Frihed og Ret.

Kun han blev ej vundet, han ene forblev
Trofast mod sit Folk, mod sit Kald og sin Fane:
Med knusende Kraft bort han Blændværket rev,
Og drog uforsagt Konsekvensernes Bane.
Men Ordet, som nys Bajonetterne brød,
Og fæsted den nybaarne Magt paa sin Tinde,
Var nu til Besvær, derfor lod man det binde,
Og Had var den Tak, som dets Ridder man bød.

Hans Andel af Sejren blev Fængsel og Flugt,
Og Livet begaved ham rigt med sin Smerte;
Men Tankens vidt straalende Lys blev ej slukt,
Før Skumlerens Kugle fandt Vej til hans Hjerte.
Da klagede Frankrig og følte sit Savn;
Men nu er det glemt og hentørret er Taaren:
Og dog er ej den blandt dets Sønner end baaren,
Som arved hans Aand og hans pletfrie Navn.

Mit Danmark! O, vaagner igjen i dit Sind
Ei Tanken om ham, som Du selv haver mistet?
Du stod jo dog ogsaa med Taarer paa Kind,
Dengang da hans ærlige Hjerte var bristet;
143 Erindrer Du ej, at, hvor Domens Kapel
Om Kongernes Grav sin Søjlerad strækker,
Der grønnes hver Vaar den Græshøj, som dækker
Din Ridder af Ordet, - Armand Carrel?

Dronning Mathilde.

1.

Paa Østerfælled gik der Dands.
Snefunker sprang i Solens Glands,
Som Hingstens staalbeklædte Hov
Løs fra den frosne Skorpe slog;
Fra Byen til den stille Skov
En prægtig Jægerskare jog,
I Fløjel klædt og Silkestof,
Det var Kong Christians muntre Hof.
Foran det hele Følge fløj
En Dame, fyldig, rank og høj.
Dybt aanded hendes fulde Bryst,
Og Øjet straalte Liv og Lyst,
Og Kinden blussed, varm og rød,
Omkap med Læbens Purpurglød.
144 De rige Lokkers gyldne Skat
Var fængslet af en Fjederhat;
Men Ridekjortlens dunkle Flod
For Vinden bølgede og lod,
Mod Kvindevis og Landets Skik,
Tilsyne for hvert dristigt Blik
De runde Formers bløde Pragt,
Slet dulgte af en mandlig Dragt.
Spidsborgeren, som udenbys
Var trippet efter Luft og Lys,
Af Tanke tabte Læst og Disk;
Trælbonden glemte Fogdens Pidsk,
Og begge stod paa Vejen stille,
Og maabed paa det skjønne Syn,
Der som et Stjerneskud, et Lyn,
Forbi det dorske Øje gled:
Men hun, som dristig Gangeren red,
Var den smukke Dronning Mathilde.

2.

Og der gik Dands paa Frydenlund.
Fuldmaanen steg af Øresund,
Men skinsyg blegnede dens Kind,
Fordi de tændte Kroners Pragt
Fordunklede dens Straalers Magt.
I Skoven brummed Nattens Vind,
145 Mens dog som lydig Træl den bar
Musikens Toner, Ekkos Svar.
Henover Gulvets blanke Bræt
En gravitetisk Menuet
Nu gled: et stolt og herligt Par
De to, som dandsede den, var.
Nu ligned hun en Dronning mer
End nylig, da i Hjortens Spor
Som Amazone klædt hun fo'r;
Nu Diademet gød sit Skær
Om Pandens stejle Marmorvæg;
I hundred Folder, hundred Læg
Den side Fløjelskjole faldt
Om hendes yppige Gestalt,
Og over hendes Væsen bredt
Var Gratie og Majestæt.
Men hvem var han, hun kaared i
Sin Yndlingsdands til vis å vis?
En Orden smykkede hans Bryst;
Stolt var hans Holdning, Øjet lyst;
Der lued gjennem det en Aand,
Forløst af Fordoms trange Baand.
Hans Ansigt var i ædel Stil,
Men tegnet var dets Ungdomsflor
Af Nydelsernes matte Spor,
Og Letsind leged i dets Smil.
146 Var han et Skud af Fyrsteslægt?
Bar selv maaske han Kronens Vægt?
Nej, dunkel var hans Stand, hans Navn,
Før Lykken krysted ham i Favn,
Og svang ham op paa Tronens Fod,
Hvor nu han enevældig stod. -
Musiken taug: hun tog hans Arm,
Og svæved blussende og varm
Igjennem sine Damers Rad;
Han bukked dybt, de skiltes ad.
Der blev ej talt, men taltes dog
Med Øjets klare, rige Sprog.
I hans laa meget mer udtrykt
End undersaatlig Ærefrygt,
Og hendes flygtede for hans,
Bedugget af en fugtig Glands.
Men Hoffets vaagne Argusblik
Opsnappede det Bud, der gik
Med Hjertets Spørgsmaal, Hjertets Svar
Imellem hint misundte Par,
Og tydede det snildt, men ilde.
Og snart der bugted sig en Snog
I Salen rundt fra Krog til Krog,
Og Edder fra dens Tunge sprang;
Men Maalet for dens hvislende Sang
Yar den smukke Dronning Mathilde.

147

3.

Paa Christiansborg gik Dands igjen.
Da Maanen, netop fyldt paany,
I Sølvflor hylled Slot og By.
Hist fra sin stille Bane den
Saa' bredet Nattens klamme Gys,
Hvor Livets Straaler funkled nys;
Saa' Glædens tonerige Larm
Afløst af Mørkets skumle Daad;
Saa' Kinden zittrende af Graad,
Der nylig gløded elskovsvarm.
Endt Ballet var, Musikens Flugt
Var standset, Lys og Fakkel slukt.
Nu laa det prægtige Palads
Som øde paa den tause Plads;
Kun Vagtens monotone Skridt
Lød i de hvalte Gange vidt.
Men Hævnens Tiger ikke sov:
Den lister lurende omkring,
Og maaler sindrig af det Spring,
Hvori den knuse vil sit Rov;
Og Herskesygen rejser sig,
Megæren, gusten som et Lig,
Med Slanger i den kolde Barm,
Med Sværdet i den magre Arm,
Hun bygger i det mørke Slot
148 En Trone nu af et Skafot. -
Hvad rørte sig i Nattens Skød?
Der flagred hist og her et Skin
Af Lys, - der trampe d tunge Trin,
Og Vaaben klirred, Stemmer lød, -
Og atter Alt igjen blev tyst. -
Men Dronningens Gemak er lyst.
Der staar hun selv i natlig Dragt,
Nys af sin Lykkes Drømme vakt,
Nu knust af Smerte, stum af Skræk,
Med bævende og blege Træk.
Forgjæves om Medlidenhed
Hun bad, med Øjet sænket ned,
Som Tankens hemmelige Krog
Hun vilde dække med dets Laag.
Forgjæves med fornyet Mod
Hun standser sine Taarers Flod,
Og trodser paa sin Højheds Ret;
Thi Vredens Pil afprelled let
Fra Lejesvendens haarde Skind,
Og Taarer rørte ej hans Sind. -
Men hvor var han, som med sin Magt
Stod for sin Hustrus Ære Vagt,
Som skulde hævnet hendes Skam,
Hvis den var til for Gud og ham?
En Olding svag i Livets Vaar,
Et Barn i Tanke, Mand i Aar,
149 En Slave i en Konges Sted,
En Dukke, som man leged med,
Henstrakt i vaagen Søvn han laa,
Og husked ikke længer paa,
At nys sin Hustru og sin Ven
Han gav til Død og Skændsel hen. -
Omsider fødtes Morgnens Gry,
Indsvøbt i tætte Taagers Sky;
Af Sengen Borgermanden steg
Og traven efter Vejret keg.
Forbløffet han bemærked, at
Soldater Slottet holdt besat,
Og saa Dragonerne, der red
Paa Pladsen foran op og ned;
Saa' Portens Pløje lukkes op;
Saa' bruse frem en Ryttertrop,
Som tæt en lukket Vogn omgav,
Og hørte deres skarpe Trav
Gjenlyde dump i Morgnens Stille.
Men Sukket, som fra Vognen lød,
Og Taaren, som ustandset flød
Derinde, blev ej hørt, ej set;
Thi Fangen i den mørke Karet
Var den smukke Dronning Mathilde.

150

4.

Paa Østerfælled gik der Dands.
Blodstraalen sprang i Solens Glands;
Et Hoved faldt for Bødlens Sværd,
Der var en bedre Skæbne værd;
Et Navn med Haan udslettet blev,
Som Saga paa sit Skjold opskrev;
Et Rygte Pøblen søndersled,
Der voxed med den Tort, det led;
Den Mand, der Ordet havde løst,
Med Ordets Gift blev overøst.
Og det var ham, som nylig stolt
I Tømme tvende Riger holdt,
Hvis Kongemagt og Kongeglands
Kun savned Kronens gyldne Krands;
Som Lysets første Dæmring saa'
I Tidens Horizont opgaa,
Og voved kjæk at lægge ned
I Livets Mark sin Tankes Sæd.
Men fjern var end den Morgenstund,
Der endte Folkets lange Blund,
Og Livets Ager, haard og gold,
Bar Hadets kun og Hævnens Fold,
Og krøved, før hans Sæd slog Rod,
En Vanding af hans eget Blod.
Han faldt - thi han var voxet fra
151 Den Tid, som han var fostred a',
Men mægted, trods sin Vælde, ej
At løfte Tiden op til sig;
Han faldt - fordi, af Overmod
Og egen Storheds Drøm berust,
Den Verden, der engang bestod,
Han vilde sparket ned og knust,
Og af sin endelige Kraft
En ny og bedre atter skabt;
Han faldt - fordi den Ærens Tind,
Han stræbte mod, var kun et Skin,
Fordi hans Maal, det var ham selv,
Men Midlet kun var Folkets Vel;
Han faldt - og soned med sin Død
Vist meget mer, end han forbrød.
Udslettet blev af smaaligt Nid
Hvert Minde om hans kjække Id,
Men eet dog i al Evighed
Fra Slægt til Slægt skal arves ned
Og funkle fra hans glemte Grav:
At Folkets Røst han Frihed gav.
Han faldt - og hun, som havde laht
Udi hans Haand sin egen Magt,
Hvis Naades straalerige Væld
Befrugtede hans stolte Sjæl
Og lokked frem hans høje Kald,
- Hun knustes af ham i hans Fald.
152 Hvor Sjælland strækker ud sin Arm,
Som længtes det mod Sveas Barm,
Hvor Odden deler Øresund,
Der staar endnu den gamle Borg,
Som skued hendes bittre Sorg,
Som hørte hendes egen Mund
Bekjende, for at frelse ham,
Den skjulte Brødes tunge Skam.
Den er et Vidne taust, der veed,
Om Ordet, som hun har udsagt,
Var vristet frem ved Svig og Magt;
Om hun fortjente, hvad hun led;
Om hendes Ære, ren og blank,
Kun som et grusomt Offer sank
For usle Rænkers lumske Spil;
Thi den har ogsaa lyttet til,
Naar hun i ydmyg Bøn til Gud
Sit Hjertes Løndom folded ud.
Nu er hun død, - og Danmark gav
Sin Dronning ej engang en Grav;
Nu smuldrer paa en fremmed Kyst
Den friske Mund, det fulde Bryst,
Der fordum aanded Liv og Lyst.
Den Slægt, der stirrede sig blind
I hendes Yndes varme Skin,
Er gangen samme Vej som den.
Kun Sagnet gaar endnu igjen.
153 Vemodigt toner det fra hver
En Plet, hun engang havde kjær,
Det sukker i de gamle Træ'r,
Hvis dunkle, melankolske Krands
Omgiver Hirschholms sjunkne Glands;
Det suser langs det friske Sund
Fra hendes Glædes lyse Lund.
Og naar en Sanger i dens milde,
Vaargrønne Højsal træder ind,
Saa griber Mindets Kraft hans Sind,
Saa fødes paa hans stille Gang
Af Sagn og Drøm en klagende Sang
Om den smukke Dronning Mathilde.

154

        

155

ANDET TIDSRUM. 1847-53.

156

        

157

I. SANGE.

Norden.

1.

Hvor de hvide Bræer skinne
Fra de mørke Fjeldes Tinde;
Hvor de stride
Elve skride
Gjennem Dalens magre Jord;
Hvor de høje Graner suse,
Og i lave Bjælkehuse
Stærke, trygge
Bønder bygge -
Er det skjønne, stolte Nord.

Hvor de blanke Bølger blaane,
Hvor de grønne Bakker skraane,
Og de bløde
Enge føde
158 Modig Ganger, rigen Hjord;
Hvor de gyldne Agre svømme,
Og om Bøgeskovens Drømme
Nattergale
Føre Tale -
Er det samme skjønnc Nord.

Hvor det var en Leg at stride,
Hvor det var en Spøg at lide;
Hvor den kjække
Vikingsnekke
Skar i Havet røde Spor;
Hvor de dybe Draper runged
Og af Folket, tusindtunget,
Baarne siden,
Trodsed Tiden -
Var det gamle, store Nord.

Hvor, af A anden overvunden,
Seklers Tvedragt er udrunden;
Hvor de Stemmer,
Hjertet gjemmer,
Mødes i et mægtigt Kor;
Der, hvor Mindets Nordlys blinker,
159 Og til Idræt Slægten vinker
Haabets fjerne
Morgenstjerne -
Er det unge, frie Nord.

2.

Studenten sad engang forstemt
I Vinternat,
I fremmed Kløgt han tro'de gjemt
Al Livets Skat;
Da lød en hjemlig Harpeklang
Omkring hans Vraa,
Da følte han en mægtig Trang
I Hjertet slaa;
Og Norden gik op for hans Tanke.

Thi Mindets Stjernehimmel svam
Paa Tonens Hav,
Og Haabets gyldne Straalekam
Steg op deraf,
Og Fremtid sank til Fortids Barm
I Nuets Leg;
Da svulmed Styrken i hans Arm,
Og Modet steg;
Thi Fremtiden ejed hans Tanke.
160 Studenten slog sin Vimpel ud
Til Vikingtog;
Med Vaarens Luft som Vaarens Bud
Han kjæk uddrog,
Og Upsal, Kjøbenhavn og Lund
Har hørt hans Pagt,
Og Livsens-Ordet i hans Mund
Har viist sin Magt;
Thi Norden blev Folkenes Tanke.

Studenten sjunger nu hver Dag
Sit glade Haab;
Det flammer højt i Brødres Lag
Ved Druens Daab;
Men engang vorder han til Mand,
Hans Sang til Daad,
Og aldrig, aldrig svigter han,
Før han har naa't,
At Norden er mer end en Tanke!

161

3.

Ungdommens Drøm,
Smilende Barn med den klingende Lyre!
Naar skal du Treforken gribe, og styre
Tidernes Strøm?

Ungdommens Haab,
Blinkende Fakkel i Nætterne lange!
Naar skal Du Baunerne tænde og fange
Gjerningens Daab?

Timerne randt:
Blegere zittred den ledende Stjerne;
Svinder den ej i det taagede Fjerne?
Viste den sandt ?

Timerne gaa:
Der, hvor de trængtes, de jublende Skarer,
Lege nu Sorgløse, springe nu Harer;
Vi er kun faa.

Dog skal den gro,
Spiren, der spæd pipper frem over Jorde;
Ungdommens Haab skal forklares og vorde
Mændenes Tro.

162

Dog skal den staa,
Tanken, som Saga har baaret og ammet.
Tanken, som Æt efter Æt har anammet,
Kan ej forgaa.

Evig og sand,
Virker den dybt, naar den oventil sover,
Lyser blandt famlende Slægter den over
Fædrenes Land.

4.

Ungdomsmodet slaar med sine Vinger,
Hele Verden for vor Fod er lagt,
Fremtids Drapa i vor Tanke klinger,
Aanden ser sin Gjerning alt fuldbragt;
Søde Kys af varme Purpurlæber
Og af Glædens Nektar fulde Drag
Lønnen er, der vinker Hver, som stræber
Kjækt og ærlig for den gode Sag.

Ak men, Brødre! Livets Jammer stækker
Alt for hastig Tankens raske Fart,
Og en klam Filistertaage lægger
Sig om Øjet, der har skuet klart:
163 Lønnen tidt er plumret, før den smagt er,
Maalet var Dig nært - forbi det fo'r;
Sandhed syntes størst af Verdens Magter,
Men dens Daarskab er dog nok saa stor.

Dog, det ilde sømmer yske Svende,
Fejgt at skælve for vort svare Kald,
Eller Ryg i Livets Kamp at vende
Der, hvor Aandens Styrke prøves skal.
Haabets Fugl, vor Ungdoms milde Sanger,
Flyver med til Mændenes Bedrift,
Og paa Nattens dunkle Hvælving pranger
Store Minders lyse Sejersskrift.
Til vi love da i Lagets Gammen:
Nordens Held og Hæder, Magt og Pris
Maalet er, hvortil vi stræbe sammen,
Hver i Sit, paa ærlig nordisk Vis!
Frihedstemplet rejst med høje Buer!
Rets og Sandheds stærke Værn derom!
Og derinde kydske Altarluer
Straalende fra Skjønheds Helligdom!

164

5.

Henover Tidens Hav der gaar
En Dønning død:
Ved Styret Vold og Vilkaar staar,
Af Graven jordet Fordom gaar,
Og Sandhed lider slette Kaar
Og Frihed Nød;
Det er, som Folkets Haab var tabt,
Og Troen paa dets egen Kraft
Var død.

Men atter kule vil en Storm
Fra Sønden op:
Da styrter hver en snørklet Form,
Da brister hver en skimlet Norm,
Da ryster Dybets Midgaardsorm
Sin tunge Krop;
Da galer Hævnens Hane rød;
Den vilde Kraft, som tro'des død.
Staar op.

Skal Nordens Odclsgaard den Dag
Staa tryg og fast,
Naar skøre Kroner gaa i Kvag,
Og Riger drive om som Vrag,
165 Naar Liv og Død for Folkeslag
Er Tærningkast?
Skal Nordens frie Folkeaand
Da frejdig trodse fremmed Baand
Og Bast?

Det love Nordens unge Mænd
Med Haand og Mund;
Naar Fare truer det igjen,
Da skal vi møde, Ven med Ven,
Og give Hu og Gjerning hen
Af Hjertens Grund!
Og hvad der nu er svagt og delt,
Det skal vel stande stærkt og helt
Den Stund!

166

De nordiske Naturforskere. (1847.)

1. l Roskilde Domkirke.

Velkomne, Præster fra Naturens Kirke,
Til den, som Menneskenes Haand har bygt!
Velkomne I, som travlt i Verden virke,
Til Fredens Bolig, Hvilestedet trygt!
Her sprudle ej de Livets friske Kilder,
Hvoraf I øste Kundskabs rige Magt;
Den Troens Kraft, som højned disse Piller,
Er med sin ædle Kunst i Graven lagt.

Og dog har Døden denne Hal ej mærket: -
Her stiger Andagts Højsang, fuld og ren,
Og Kunstens Liv sig rører end i Værket,
Og Stemmer tale her fra hver en Sten;
Thi Danmarks Saga vandrer om herinde
Fra Grav til Grav med Griflen i sin Haand,
Og frisker op hvert halvt udslettet Minde
Og maner de henfarne Tiders Aand.

167

Og Saga tegner ikke blot det Svundne,
Dets Kummers Nat, dets lysende Bedrift,
Men Før og Nu og Efter staa forbundne
Til Eet i hendes klare Billedskrift:
Det Storheds Aandepust, I her fornemme,
Det skal I drikke Mod og Styrke af,
Og under Livets Gjerning aldrig glemme,
Hvad I har følt ved Margaretas Grav!

2. Naturkræfterne.

Staar jeg ved et Fossefald,
Lig et Brudeslør hængt paa Hardangerfjelds Skulder,
Eller dybt i Faluns Hal,
Hvor Metalklumper Kobolten ruller;
Ser jeg Hekla i sin Glands
Slikke Himmelens Sky med sin blodrøde Tunge,
Eller Vesterhavets Dands,
Naar til Høstgilde Stormene sjunge;
- Da skygger Alvor paa min Sjæl,
Ringe da føler jeg mit Selv;
I Naturens Storhed tabt,
Jeg beundrer dens vældige Kraft.

168

Men naar jeg ved Sundets Bred
I den dæmrende Skov med min Elskede vanker,
Medens Aftnens dybe Fred
Ej forstyrrer do drømmende Tanker;
Og naar hendes Lokker rigt
Vælde ned om min Axel, hvortil hun sig hælder,
Mens sit Hjertes Heltedigt
Hun i bævende Kys mig fortæller;
- Da mærker jeg, Naturens Magt
Er i Menneskets Bryst nedlagt,
Og i Kvinden, jeg har kjær,
Er al Skabningens Krone mig nær.

Ser jeg Elementers Kamp
Overmandet at trælle for Vinding og Nytte,
Og en Hatfuld sydet Damp
Tidens Maal, Rummets Afstande flytte;
Kan lidt Æther for min Mund
Puste Livslyset ud og igjen la' det skinne,
Og kan Videnskaben Grund
I Kartoflernes Kolera finde;
- Da jeg takker hver Den, hvis Aand
Lagde Naturens Kraft i Baand,
Ta'r ærbødig af min Hat,
Naar man nævner mig Jackson og Watt.

169

Men naar ved et Glædeslag
Druens duftende Blod i Pokalerne rinder,
Og i lange, fulde Drag
Bag min tørstende Læbe forsvinder,
- O, da sker et Underværk,
Livet taber sit Tryk og dets Smerte sin Drøjde;
Som en Guddom stolt og stærk,
Svæver jeg paa Tilværelsens Højde.
Da priser jeg den "heders man",
Som, da Jorden var ødt af Vand,
Ranken plantede paany
Og en Doktorhat vandt sig - af Bly.

Hører da min Theori:
Man skal agte detSkjønne saa højt som det Sande
Og med Livets Poesi
Dets dybsindigste Idrætter blande;
At forstaa Naturen ret,
Det vil sige: at skjønne paa Alt, hvad den yder;
Han begriber den kun slet,
Som dens lifligste Gaver forskyder.
Hver, som Naturen elsker tro,
Føler, at han maa elske To,
Og sit Glas at tømme veed.
- Nu saa kom da og gjør mig Besked!

170

Til Lundenserne. (1850).

Der gaar et Sund imellem tvende Lande,
Som "skiller ej, men binder" Kyst til Kyst,
Et sølvklart Brudeslør om Danmarks Pande,
Et vatret Axelskærf om Sveas Bryst!
Kort er kun Somrens Ynde Norden givet,
Men her er senest Høst og tidligst Vaar;
Friskt strømmer gjennem mange Aarer Livet,
- Dets Hjerteslag i disse Bølger slaar.

Derfor Naturen bygged Kullens Mure
Til Værn mod vilden Storm og Vinter vred,
Og. Fredriks Slot blev sat som trofast Kure
Ved Sundets Port, at vaage for dets Fred;
Men for mod Mørkets Magter kjækt at stride
Og vogte Livets Kilde, Hjertets Vaar,
Et Aandens Kronborg staar paa hver sin Side
I Axels Hus og Eskilds stille Gaard.

Og ærlig har de stridt, med baade Hænder,
Ryg imod Ryg, mod Fordom, Løgn og Had;
Og ærlig har de delt, som gode Frænder,
Hver Kampens Løn, hvert Sejrens Laurbærblad;
171 Og hver sin Blomst i Kunstens Krands har knyttet,
Som spredte Glands og Duft i samme Stund,
Og Nordens Folk med salig Lyst har lyttet
Til Tvillingtonerne fra Øresund.

Nu Sangen tystnet er, - men hvad den saa'de
I Folkets Hjerter, i de Unges Bryst,
Det voxer, for at sprænge Tidens Gaade,
- Engang det modnes til en herlig Høst!
Og vorder da det Skilte evig bundet,
Og sluttes Broderfolk i Broderfavn,
Skal Enhedstemplet spændes over Sundet
Paa tvende Piller: Lund og Kjøbenhavn!

Christianiatoget. (1851).

1. Farvel.

Farvel nu, Sjællands grønne Skov
Med Klintens gule Bræm!
Vor Ganger stamper med sin Hov
Og hvirvler Skummet om sin Bov,
Og haster over Dybet frem
Mod vore Brødres Hjem.

172

Farvel, I Venner, af hvis Favn
Vi nødig kun os drog!
Ej gaar med os dog Sorg og Savn:
Nej, Haabet staar i Fremmerstavn,
Og svinger højt sin lyse Brog
Foran vort Vikingtog.

Farvel, hver Mø, hvis Tanke tyst
Os følger paa vor Fart!
Paa øde Hav, paa fremmed Kyst
Skal Mindet vaage i vort Bryst;
Der skal dit Billed, vel forvart,
Staa dobbelt friskt og klart.

Afsted! vi hejset har vort Flag,
Og Lykken er os god.
Det gjælder jo den gode Sag,
Det gjælder Nordens Atterdag,
Og vi har Ungdom, Kraft og Mod,
Og vi har Liv og Blod.

173

2. Hilsen til Norge.

Hil Dig paa egen Odelsgrund,
Trofaste Folk af stærke Døler!
Kjender Du Maalet igjen i vor Mund,
Og i Tonen det Hjemlige føler?
Hilsen vi bringe
Didnede fra, hvor Leerne klinge,
Skærende Guld ved det blaanende Hav,
Og hvor højt over Kæmpernes Grav
Nu Opstandelsens Lærker sig svinge.

Trehundred Aar vi fulgtes ad,
Delende Sol og mørke Dage;
Aldrig udslettes af Krønnikens Blad
De, saalidt som de vende tilbage:
Mægtige Minder
Slaa deres Bro fra Fjeldenes Tinder
Over til Gefions svømmende Vang,
Og mens Lænken, der fæstned os, sprang,
Blodets evige Baand os forbinder.

Stolt skred Du frem din egen Vej,
Lod dine Brødre langt bagefter,
Og i din Friheds frodige Maj
Folded ud sig de slumrende Kræfter:
174 Frie nu Begge
Kan vi hinanden Hænderne række.
Kom da! vor Grande velsigner vor Pagt,
Og med Nordens trefoldige Magt
Gaa mod Fremtidens Skæbner vi kjække!

3. En Rejse.

fra Livets Toldbod nu rask ombord!
Thi Fantasiens Slesvig sejler;
Med Ønskets Fart piler det mod Nord,
Og snart vi Sveas Capri pejler;
Paa Dækket vrimle Huer blaa og graa,
En evig Boeuf er i Kabyssen paa,
Og Sang og Klang
Følge vor Gang
Med Lunets legende Delfiner.

Vi er paa Elven, - fra vaarlig Strand
De første Broderhilsner møde.
Vi er ved Gryden, hvor af dens Vand
Sig Bjergets Trolde koge Fløde.
Et "Coup de main" og - Gøteborg er vor;
Men S ejerherrerne af Marken slaar
175 I Vennestrid
Thomanders Vid
Og saa den svenske Stormagt, Banko.

Nu svøber Taagen os gjæstmild ind,
Saa Ingen mærker, at vi svaje;
Men bort den rulles af Aftnens Vind,
Naar om den sidste Pynt vi dreje.
Se Christiania i Fjordens Bund!
Kanonen aabner hilsende sin Mund,
Og fra hver Aas
Det Gjensvar faas:
"Velkommen hid til gamle Norge!"

Vi er i Havnen, vi har gjort fast,
Og her det var saa smukt at dvæle;
Men Tiden har en forbandet Hast,
Vi kan kun Øjeblikke stjæle.
Saa kom - en kort Visit paa Oscarshal,
Og saa til Fest, til Gjæstebud'og Bal!
I stærke Drag,
Men ej i Mag,
Maa Glædernes Champagne tømmes.

Og saa vi klattre ad Skrænter op
Og rutsche ned i dybe Kløfter;
Alt Fjeldets Drot over Skovens Top
Sin snebedækte Isse løfter.
176 Paa een Gang aabner Kleven os sin Dør:
Dernede hviler under Regnens Slør
Ringerigs Mø
Med Skov og Sø
Og frodigt Pløjeland i Skødet.

Derned! thi hun er saa faur og frisk,
Ved hendes Barm er sødt at blunde,
Og hun har bredet os Dug og Disk
I sine grønne Birkelunde.
Hurra! Nu er vi da paa Tanbergmo:
I Dands de flinke Hallinger sig sno,
Klingende Kor,
Mandige Ord
Og lyse Bauner slaa mod Himlen.

Og saa? - Ja, saa gaar det op igjen,
Thi nu sig Afskedstimen nærmer.
Fortrolig klynger sig Ven til Ven
Og om det fjerne Gjensyn sværmer.
End skal besegies dog vor Broderpagt
Af Hjertets rene Væld og Skjønheds Magt:
Nordstjerneglands
Trekløverkrands
Skal Nordens unge Harpe krone.

177

Ombord og ud over salten Hav!
En Flugt ikkun - og vi er hjemme.
Men Pantet, Norriges Mø'r os gav,
Det skal vi aldrig, aldrig glemme.
For Alt, hvad der er skjønt og sandt og godt,
For Ret Og Frihed, Fædreland og Drot
Vaje det skal
I Festens Hal
Og naar os Livets Alvor kalder!

Danmark.

En Jord, af Havets Strømme sildig dukket,
Med Havets Bølgetegning paa sit Felt,
Af nøgne Klinter, golde Klitter lukket,
I mange Lodder delt af Sand og Belt;
En Luft, hvis mørke Skysal Stormen fejer;
En Sol, som leger Tit bag Taagens Net;
Et lille Folk, som lidt i Verden vejer
Og nøjes mest med mindre end sin Ret: -

178

Det er vor hele Herlighed! - Vi hakke
Ej Guld i Klumper op af Markens Skød;
Men vi har nys sat gyldne Neg i Stakke,
Som give os og mange Andre Brød.
Og har vi ingen snebesaa'de Tinder
Og ingen Fossers Fald fra Klippehang,
Saa har vi Enge, fulde af Kjærminder,
Og Bøgeskoven, fuld af Fuglesang.

Og Havet, som ombruser os, er Rammen,
Hvori det hele Billed lifligt staar;
Det fjerner ej, men drager os tilsammen,
Det er en Gjenvej kun fra Gaard til Gaard.
Lad Sky'r kun flokkes jevnlig paa vor Himmel
Med Regn og Slud, med Lyn og Tordenbrag,
Desmere blank er Nattens Stjernevrimmel,
Desmere lys og frisk vor Solskinsdag.

Vi er et lille Folk; - men truer Fare,
Saa har vi lært, at Enighed gjør stærk,
Saa er vi nok til Danmark at forsvare
Og vogte paa vort unge Frihedsværk!
Og har vort danske Maal ej brede Vinger,
Det er dog vore Hjerters bedste Tolk,
Og intet Kor i Verden bedre klinger
End: Gud velsign Kong Fredrik og hans Folk!

179

Slaget ved Slesvig.

Paaskeklokken kimed mildt
Fra den danske Kyst,
Meldte over Lande
Dog om saa haard en Dyst.
Slutter Kreds og staar fast, alle danske Mænd!
Gud, han raader, naar vi fange Sejr igjen.

Listet var i Mulm og Nat
Hid den tydske Hær,
Knap de danske Drenge
Fik Tid at spænde Sværd.

Aabent Bryst var Landeværn,
Mod var Mandeskjold;
Tydsken maatte bygge
Af egne Lig sin Vold.

Kuglen peb og Sværdet sang
Til Kartovers Brag;
Tydsken maatte lære
Det danske Sprog den Dag.

Over Thyras brustne Led
Blod i Strømme randt;
Tydsken maatte kjøbe
Hel dyrt hvert Fjed, han vandt.
180 Vegen er for Overmagt
Liden Flok tilsidst;
Men af Danmarks Ære
Den haver Intet mist'.

Blegnet er saa mangen Kind,
Færre er de Faa;
Men for Danmarks Ære
Vi end er nok at slaa.
Slutter Kreds og staar fast, alle danske Mænd!
Gud, han raader, naar vi fange Sejr igjen.

Til de svenske og norske Frivillige.

Her slaar Bøgen ud sin Skærm
Over Skovstjernens Smil og Konvallernes Duften,
Og en lystig Fuglesværm
Med sin skingrende Sang fylder Luften;
Fra den snebedækte Tjørn
Efter Vandreren Daahjorden nysgjerrig titter,
Og af kjønne Pigebørn
Er der fuldt op bag Klampenborgs Gitter:
Nede paa Sundets blanke Spejl
Sagtelig glide de hvide Sejl:
Alting aander Liv og Lyst
Paa den vaarmilde, blomstrende Kyst.

181

Hist, hvor Jyllands Bakkerad
Stiger trodsende op af de boblende Bølger,
Zittrer ængstligt hvert et Blad,
Og i Røgsky'r Naturen sig dølger;
Skytsets Torden ruller fort,
Nu en Bombe slaar ned, og et Hus staar i Flammer
Faldnes Dynger slæbes bort,
Gjennem Larmen skær Saaredes Jammer.
Frugten af flittig Bondes Sved
Trampes af fremmed Horde ned;
Der er Nød og Suk og Sorg,
Lige bitter i Hytte og Borg.

Her det var, i denne Lund,
At den tredelte Stamme slog Grenene sammen,
Da i hin Midsommerstund
Først vi mødtes i jublende Gammen:
Da blev uden Svig og Skrømt
Af Nationerne Fostbrødreløftet beseglet,
Da blev Haabets Bæger tømt,
Hvori Mindernes Solglands sig spejled.
Tregang' sig drejed Aarets Rund
Alt siden hin Midsommerstund,
Og nu vorder Løftet løst:
Tankens Vaar følger Gjerningens Høst.

182

Thi som Dug paa Nordens Fjeld
Drypped Blodet, der svam over Dannebods Dige,
Og der sprang af haarden Hel
Frem et Folkenes Liv uden Lige,
Og der lød et enigt Kor:
"Vi vil hjælpe og frelse den blødende Granden!
"Vi vil holde givet Ord!
"Vi vil kæmpe og dø med hinanden!"
Hil Eder, Brødre, som drog forud,
Bringende Trøstens og Sejrens Bud!
Hil i Løftets glade Lund!
Hil i Kampens alvorlige Stund!

1849.

Det var ved Jevndøgnstid, de Danske.
Dem lysted paany at stride
Og jage de Aadselgribbe hjem,
Som hakked i Slesvigs Side.
Det donner under Ø, det lysner over Sø, mens Tiderne skride.

Og frem de drog over Mark og Hede,
Og frem over salten Vej ;
Men haard blev Striden og Jagten lang,
Før Solhverv endtes den ej.

183

Den første Gang, de Lykken fristed,
Den gik dennem hart imod;
Den danske Hvalros rendte mod Land
Og stødte sit Hoved i Blod.

Den anden Gang, de prøved den Jagt
Og lode Gangerne springe,
Da sprang de for kort over Koldingaa,
Og stakket Sejer de finge.

Den tredie Gang var Løverne med,
Som hvile paa Danmarks Skjold,
Da bed de til, og bed igjennem
Alt Tydskens Værn og Vold.

Og da blev Gribbens Fjedre plukket,
Og svedet Neldens Blad,
Og tvættet blev den tydske Ære
Alt i et Birtingsbad.

Men Sagnet voxer paa Folkets Læbe.
Og i dets Bryst gror Sang,
Og Hver, som er i Striden falden,
Han lever der end engang.

184

Der funkler Minder paa Nordens Himmel
Med tusindaarigt Lys,
Og dog de skal ikke dem fordunkle,
Som bleve tændte nys.
Det donner under Ø, det lysner over Sø, mens Tiderne skride.

Ved Afdækningen af Mindesmærket paa Trinitatis Kirkegaard i Fredericia.

1.

Sjette Julis Sejerssol
Højt paa Himlen staar,
Og med den forynger
Sig Mindet Aar for Aar;
Hviler sødt i Jer Grav, gode danske Mænd!
Danmarks Ære voxer som en Blomst af den.

Mindet om den dunkle Nat
Og den vilde Leg,
Om den lyse Morgen,
Da slagen Fjende veg;

185

Mindet om de tappre Mænd,
Som for Danmark stred,
Om de Ungersvende,
Som frejdig Døden led;

Mindet om hver trofast Ven
Og hvert elsket Navn,
Om de varme Taarer
Og om de bittre Savn.

Mindet raaber fra hver Plet
Der, hvor Slaget stod,
Hvisker fra hver Tue,
Som vandet blev af Blod.

Mindet taler højt og klart
Fra den store Grav,
Som de faldne Kæmper
Taknemligt Folket gav.

Fred med dem, og Fred ved den!
Evighedens Fred!
Senest Slægt skal knæle
Ved Heltes Hvilested!
Hviler sødt i Jer Grav, gode danske Mænd!
Danmarks Ære voxer som en Blomst af den.

186

2.

Danmark, dine Kæmpegrave
Er en kostbar Skat,
Bedst af Alt, hvad i din Have
Gud har gavmild sat;
Havde Du ej gyldne Agre,
Grønne Skove, Møer fagre,
Løfted dog din Søn sit Øje
Stolt fra Bautahøje.

Thi de Sværde er ej rustne,
Som har Kæmper fulgt,
Og de Skjolde er ej brustne,
Som i Muld blev dulgt:
Bryder Fjendehaand dit Gjerde,
Bærer Jorden blanke Sværde,
Klinge Skjoldene og vække
Dine Sønners Række.

Blodet, som din Bund har drukket,
Randt ej uden Frugt,
Og det Liv er ej udslukket,
Som til Daad blev brugt;
Af hver Helt, i Kampen faldet,
Hundred ny' til Liv blev kaldet;
Frem en mangedobbelt Styrke
Gaar af Gravens Mørke.

187

Hver en Daad paa Sagas Tavle
Staar i .Lueskrift;
Der den lever, for at avle
Atter ny Bedrift.
Sommersolens Glands ej maaler
Sig med Mindets stærke Straaler;
Hvor de tændes, hvor de gløde,
Haabet staar i Grøde.

Danmark, dine Kæmpegrave
Skal Du vogte tro!
Trives skal om dem din Have
Og din Lykke gro!
Naar paa dem Du tager Vare,
Møde kan du trygt hver Fare;
Thi en Magt i dem Du ejer,
Som forjetter Sejer.

188

Den 25. Juli.

Hil Dig, Dag med Kampens Minde
Og med Sejrens Krands!
Mens Aarhundreder henrinde
Blegner ej din Glands.
Saaret bløder - det vil lukkes,
Savnet brænder - det vil slukkes;
Men hvad Stort der er udrettet,
Vorder ej forgjettet.

Du har viist, at Danmarks Vænge
Har et sikkert Værn,
Mens det føder raske Drenge,
Som kan løfte Jern;
Medens Mod og stærke Arme,
Sjæle tro og Hjerter varme
Voxe op i Bøgeskoven,
Trives vel bag Ploven.

Du har viist, at Nordens Løve
Ej er vorden tam,
Ej sin Odel lader røve,
Eller taaler Skam;
189 At den, vældig i sin Vrede,
Springer over Strøm og Hede,
Og tilblods sin Fjende klapper
Med de tunge Labber.

Du har viist, vi trættes ikke,
Er end Vejen lang;
Du har viist, vi frejdig skikke
Os i Nød og Trang:
Thi vi vented lange Tider,
Og vi fristed mange Kvider,
Fra hin Paaskesæd vi saa'de,
Til vi Høsten naa'de.

Hil Dig, Dag med Kampens Morgen
Og med Sejrens Gry!
Endt er Striden, endt er Sorgen,
Glæden evig ny.
Naar forlængst vi er i Dvale,
Slægter synge skal og tale
Om den Sommerdag, vi strede
Hist paa Isted Hede!

190

Hr. Helgesens Vise.

Hr. Willisen agter sig ud paa Visit
I tidlige Morgenstunde.
Endnu har han taget sin Ros paa Kredit:
Ved Isted han hented sin Middagsmad frit,
Og Nadver han fik ved Midsunde.
Nu gaar det mod Vest:
Han vil være Gjæst
I Frederiksstad, om han kunde.

Hr. Helgesen vaager for Frederiks By
I tidlige Morgenstunde:
Da rejser af Taagen sig Tydskernes Gny,
Og Bomberne hvisle og pladske fra Sky,
Men rolig han vandrer sin Runde:
"Nu, Børn, paa Jer Plads,
"At Fjenden tilpas
"Den Davre kan faa, vi ham unde!"

Hr. Willisen kommer med Spil og med Sang
Han vilde, som sagt, til Gilde.
For ikke at gjøre sig Vejen for lang,
Paa Diger og Dæmninger lystig han sprang,
191 Og heller ej kom han for silde;
Thi Jyderne bød
Paa Bankekjød,
Som Tydskerne fandt smagte ilde.

Hr. Willisen skændte og trued og svor,
Men Jyden ej veg en Tomme;
Da mindtes Hr. Willisen Wallensteins Ord:
"Ja, hængte den Stad mellem Himmel og Jord,
Den i mine Hænder skal komme!"
Men han og hans Hær
Var dog lige nær,
Da hele sex Døgn vare omme.

Hr. Helgesen stander paa Digernes Rand
Alt hos sine haarde Svende;
Til Væg har de Klæg, og til Gulv har de Vand,
Og bag dem staar Byen i knittrende Brand
Og huser kun Nød og Elende;
Men de holde ud
I Luer og Slud
Og tænke: "Det faar vel en Ende."

Hr. Helgesen stander bag Digernes Ly
I sildige Aftenstunde,
Da Luen oplyste den mørknende Sky,
Og Tydskerne stormed og stormed paany,
192 Men Døden for Skandserne funde;
Da Mand imod Mand
Fem Timer holdt Stand,
Til Tydskerne mer ikke kunde.

Hr. Willisen synes, det kan være nok,
Og skynder sig hjem at drage:
Bagefter ham følger hans hullede Flok,
Den Ene tilvogns, og den Anden ved Stok,
De Øvrige lod han tilbage;
Men prale han maa:
"Den Stad lod jeg staa,
For det var ej værdt den at tage!"

Hr. Helgesen sidder i Frederiks By
Blandt Stumperne, som er tilbage;
Men vide om Landene flyver hans Ry:
Hvor tidt end vi lærte de Tydske at fly,
Hr. Helgesens Daad har ej Mage.
Den skal ikke dø
Paa Dannemarks Ø,
Men leve i Sang og Sage!

193

Velkomster.

1. Til Landhæren 1849.

Velkommen hjem til Arnens Fred,
I Kampens Fostersønner!
Hvorhen I drog, der fulgte med
Vort Haab og vore Bønner;
Herhjemme ogsaa Vagt vi holdt,
Og hvert et Hjerte banked stolt,
Naar Sejrens Baun I tændte.

Den Kæmpeaand, som engang bar
En Verden paa sin Skulder,
I Mindets Drøm indlullet var,
Afvant med Kampens Bulder;
Da vaanded Danmark sig i Nød,
Og Livet rørtes i dets Skød,
Og Folkeaanden vaagned.

Og I forstod dens dybe Røst,
I kjækt dens Vei beredte,
Og mens I holdt en blodig Høst,
Dens Sæd I vidt udspredte;
194 Ja, Eders Sværd blev Moses's Stav,
Som slog mod Folkets Bryst, - deraf
Udsprang en Livsens Kilde.

Og derfor Tak det jubler nu
Med mange tusind Stemmer,
Og derfor det i trofast Hu
Al Eders Gjerning gjemmer.
Velkommen hjem til Brødres Favn
Fra Kampens Ild, fra Sejrens Baun!
Velkommen, danske Drenge!

2. Til Sømagten 1849.

En lille Plet, som Øjet knap opdager
Paa Verdens Kort - er hele Danmarks Land;
Men Havet, som dets trange Grændse drager,
Gjør Landet stærkt og rig den danske Mand:
Det slaar et Hegn om vore Blomsterkyster,
Som graadig Nabos Vælde rokker ej;
Det vugger kostbar Kjøl ved sine Bryster,
Og aabner Mandens Mod saa vid en Vej.

Og ikke blot i Rummet, men i Tiden
Har Havet vide ført den danske Aand.
Viis mig en Kæmperække før og siden,
Som den fra Bille op til Absalon!
195 Og Flagets Hæder skal vel evig strække,
Gaar Lykken end en enkelt Gang imod;
Thi ingen Sky dets lyse Kors kan dække,
Dets røde Dug ej pléttes kan af Blod.

Velsignet være Danmarks evigunge
Og rige Brud, det frie, friske Hav,
Med Heltedraper paa sin dybe Tunge,
Med Heltelig udi sin dybe Grav!
Velsignet være Hver, som dristig følger
Ad sine Fædres Vej til Magt og Ros
Og møder Danmarks Fjende paa dets Bølger!
Velsignet være hver en brav Matros!

3. Til Landhæren 1851.

Hil Jer, Danmarks sejersæle Sønner!
Hil Jer, Folkets unge, friske Blomst!
I tog med paa Vej dets bange Bønner,
Men det jubler ved Jer Atterkomst;
Thi da I drog bort, var Danmark lille;
Det er blevet stort ved Jer Bedrift,
Stort - i Sjæle tro og Hjerter milde,
Stort - i Skjaldekvad og Mindeskrift.

196

Det har kostet mange mørke Dage,
Mangen farlig Dyst og Prøve haard,
Mange Møers Graad og Mødres Klage,
Manget Liv, der stod i fejrest Vaar.
Talrig er den vorden, "Ryes Brigade",
Ædelt Blod har øget Danmarks Gjæld;
Gode Kæmper vare de, som glade
Did med Læssøe gik og Schleppegrell.

Men i Nødens Stund vi fandt os sammen
Som et Folk med samme Hjerteslag,
Og i alle Sjæle tændte Flammen,
Som begejstred Jer paa Kampens Dag;
Og i Taarers varme Regn er Grøde,
Styrkens Rug af Savnets Fure gror,
Og af Troskabs Blod skal voxe røde
Roser frem paa Danmarks frelste Jord!

Hil Jer da, I tro og tappre Svende!
Tak for hvad I led og hvad I stred!
Kampens tunge Gjerning er tilende,
Kampens Maal Jer vinker nu I Fred.
Maalet, det er eet for os og Eder,
Eet for Høi og Lav, for Mand og Viv:
Det er Danmarks Riges Held og Hæder!
Det er Folkets frie, sunde Liv!

197

Slesvig.

Der er et Ord, et kostbart Ord,
Et elsket Navn,
Som altid lyde skal om Bord,
Og atter tages skal i Kor,
Saa vidt der aabner sig i Nord
En Broderfavn;
Saalænge Danmark har en Mand,
Der deler med sit Fædreland
Dets Savn.

Det Landet er, hvorfor vi stred
Med Sværd i Haand:
Endnu isønder er dets Led,
Endnu det har ej varig Fred,
Endnu der bor bag Ejd'rens Bred
En fjendtlig Aand;
Endnu det hænger ikke fast,
Endnu behøves kunstig Bast
Og Baand.

Men Slesvig - det er Danmarks Fod.
Skal fast det staa,
Saa maa med sunde Ledemod
Det fæstes til sin Livsens Rod,
Og Aarer med det samme Blod
198 I begge gaa,
Og samme Tanke, samme Lov
Fra Øresund til "Danske Skov"
Maa naa.

Nu femte Junis Sol har kun
Til Nedgang kort;
Men den stod klar i Sejrens Stund,
Da Dansken slog af Hjertensgrund,
Og Tydsken lusked som en Hund
Fra Dybbøl bort.
Ja, ved det ædle Blod, som randt,
Skal Slesvig vorde fuldt og sandt
Til vort!

Grundloven.

1.

Loven blev til, hvormed Landet skal bygges,
Træet er sat, hvoraf Slægter skal skygges,
Marv er i Stammen, og sund er dets Rod.
Broderlig delte vi, Høje og Lave,
Karrigt ej Kongen udmaalte sin Gave;
Vi havde Mod til at ta' derimod.

199

Men, hvad vi fik uden Kamp, er ej vundet,
Sejerens Krands er endnu ikke bundet;
Kampen vil komme, og nu er den nær.
Det gaar ej godt, om vi styre iblinde;
Udenfor kule de østlige Vinde,
Og her forinden er Klipper og Skær.

Dog skal det gaa, naar med Lempe vi fare
Og ta'r paa Vinden og Voverne Vare,
Ja, naar hver Mand kun vil gjøre sin Pligt;
Naar vi for Skygger kun ikke er bange,
Naar vi ej dysses af Selvsygens Slange,
Men har det Hele og Alles i Sigt.

Derfor kun fremad til Kamp og til Sejer!
Ej vil vi spare de Kræfter, vi ejer.
Naar vi for Dannemarks Fremtid skal slaa.
Kongen er trofast, han vil ikke svige,
Folket er enigt, det vil ikke vige:
Landet skal bygges, og Loven skal staa!

200

2.

Paa Danmarks rige Slette
Engang et Majtræ stod,
Som Frederik den Sjette
For Folket plante lod.
Det kaldte os til Thinge
Alt med sin Fane grøn;
Derhen vi skulde bringe
Vort Ønske og vor Bøn.

Tynd var kun Træets Krone,
Og Stammen var kun kort,
Og Bønnens svage Tone
I Vinden døde bort;
Men Bladene, de spæde,
Jo Haabets Farve bar,
Og derfor Folkets Glæde
Og Trøst det længe var.

Da mørkned Danmarks Himmel,
Og Kampens Torden lød,
Og Fjenders tætte Vrimmel
Sig over Sletten gød;
Men Folket, uforskrækket,
Stod fast om Kongens Stol,
Og gjennem Uvejrsdækket
Brød frem vor Junisol.

201

En anden Fredrik talte:
"Mit Folk skal være frit!" -
Da højt sig Træet hvalte,
Da bredte det sig vidt;
Da blev dets Blade tætte,
Da skød det Grene ny,
Saa hele Danmarks Slette
Det Skygge gav og Ly.

Hil staa det i sin Sommer,
Vort danske Frihedstræ;
Thi Livets fagre Blommer
Skal trives i dets Læ,
Og Himlens Fugle sjunge
Skal under Løvets Hang,
Og Folkets Røster runge
Med gammel nordisk Klang!

Hil Ham, som villig valgte
At styre frie Mænd,
Som holdt det Ord, han talte,
Og Intet tog igjen!
Hil hver en ædel Stemme,
Som var hans Villies Tolk!
Hil Friheden herhjemme!
Hil Kongen og hans Folk!

202

3.

Velkommen, Folkets Foraarsdag,
Med Frihedssolen oppe
Og Millioner grønne Flag
I Bøgeskovens Toppe!
Du er en Grændse, der blev sat
Imellem Trældoms Vinternat
Og Manddoms Sommerdage.

Vor Frihed er endnu en Vaar,
Der lover mer end yder,
Hvori en Fremtidssæd vi saa'r,
Men ej dens Frugter nyder;
Og Mangen tabte Haab og Mod,
Og sine Arme synke lod,
Fordi han fandt kun Møje.

Og Solen varmer end ej ret,
Og Nattefrosten lurer
Paa Spirerne, der pippe spædt
Af Markens nye Furer,
Mens en ufrugtbar Hvirvelvind
Koldt over Landet blæser ind
Fra Sønden og fra Østen.

203

Men vi har Haab, og vi har Tro,
Og vil ej trætte blive;
Thi paa os selv det vil bero,
Om Sæden Frugt skal give.
Mod Trusel kjækt vi sætte Trods,
Og Danmarks Konge staar med os,
Og Gud vil skænke Lykke.

Velkommen derfor, Foraarsdag,
Som endte Vintrens Mørke!
Du bringe skal vor gode Sag
Hvert Aar forøget Styrke!
For Danmarks Land, for Folk og Drot
Du varsler rigt, Du lover godt!
Og vi skal Løftet holde!

204

Den danske Bonde.

Den danske Bonde sad engang
Som Herre paa sit Eje;
Selvgiven Lov han lød, men Tvang
Han ej sin Hals lod neje;
Han værgede som Kæmpe bold
Sit Land og egen Bo mod Vold,
Og løftede den Drot paa Skjold,
Som Riget skulde raade.

Da kom en Tid, hvor Fogdens Pidsk
Hans Ryg i Furer pløjed;
Da Sult og Nød sad ved hans Disk,
Og Trællesind ham bøjed;
Da han sled Dagen hen i Ægt,
Og Sløvhed letted Aagets Vægt:
De sidste Skud af denne Slægt
Var dem, der løb fra Kjøge.

Thi sildig bredte Kundskabs Dag
Sig over Nordens Lande:
Da lysned det bag Bondens Tag,
Da klaredes hans Pande;
205 Da retted han sin Ryg igjen,
Og kasted rustne Lænker hen,
Og tog sin Plads blandt Dannemænd,
Som flokkedes paa Thinge.

Den danske Bonde sidder nu
I Folkets Raad med Ære;
Med Skulder stærk og trofast Hu
Han skal vor Frihed bære!
Han har ej svigtet, da det kneb:
Ved Frederits og Isted skrev
Han selv med Blod sit Adelsbrev,
Og hædret skal han være!

Studenterviser.

l. Ved Toogtyvernes Jubilæum.

I dag for fem og tyve Aar
Hvor var vi kry og glade!
Da tyktes ingen Nødd os haard,
Og bred nok ingen Gade;
Thi Studiegaardens Politi
Os havde meddelt Pas til fri
Kommers og Næringsdrift udi
Athenes Kongerige.

206

Da var det først, at Nuets Liv
Af evigt Indhold fyldtes,
Mens Fremtids dunkle Perspektiv
Af Haabets Sol forgyldtes;
Da var det først, at Tanken slog
Sin Vinge op og Højden tog,
Mens Hjertet ud paa Vandring drog
Iblandt de skjønne Kvinder.

Da lod Studenteraanden op
Os sin fidele Verden,
Hvor trygt vi fra Ideens Top
Saa' ned paa Smaafolks Færden.
Mens Piben damped, Glasset klang,
Og Koret sig mod Himlen svang,
Da voxede den stærke Trang,
Som, Brødre! bandt os sammen.

Men femogtyve Aar forgik
Med mangefold Forandring:
En glemte sagtens Sæd og Skik,
Og En har endt sin Vandring;
En bor i Øst og En i Vest,
En blev til Degn og En til Præst,
Og her er kun en lille Rest
Af To og Tyves Russer.

207

Og dog kan Afstand eller Tid
Ei Aandens Magt besejre;
Thi den det var, som drev os hid,
Dens Fest det er, vi fejre.
Og skjønt vel Hver har Plage nok,
Trods bleget Kind og graanet Lok,
Vi dog i gjenforenet Flok
Er unge, kry og glade!

2.

Studenten ejer lidt af Gods og Guld,
Og borget har han tidt sin bedste Frakke;
Men staar end Status stadigt under Nul,
Saa løfter han dog lige stolt sin Nakke,
Saa klæder sig hans Sjæl i Haabets Pragt,
Saa henter han sig Guld fra Tankens Schakt.
En herlig Stand! I gode Borgermænd!
Og vel for Jer, om højt I agted den.

Blandt Kvinder staar han ofte stiv og stum
Og højst forlegen sine Handsker piller,
Mens den, der indenfor er hul og dum,
Ved Skinnets Magt den Int'ressante spiller;
208 Men i hans Hjerte staar en dejlig Drøm,
Og i hans Bryst gaar Livets Tonestrøm.
En herlig Stand, Du skjønne unge Mø!
At dele Livet med paa Danmarks Ø!

Vel slumrer tidt hans Villie, tam og tvær,
For Andres Gjerning glemmer han sin egen;
Men det var ham, der engang Gustafs Hær
Fra Fredriks Volde viste Vintervejen;
Og det var ham, der greb den nye Aand
Og knytted Broderfolk ved Broderbaand.
En herlig Stand! I Mænd ved Statens Ror!
En Fremtid Norden har, og den er vor.

Vel maa vi bære manget Livets Tryk,
Og bredfuld er dets Lyst ej os iskænket,
Men vi mod Nøden stemme Ryg mod Ryg,
Og Glæden kommer, hvor vort Lag er bænket.
Naar Bollen flammer paa vort simple Bord,
Saa synger Hver, som Stemme har, i Kor:
En herlig Stand! Du glade Broderflok!
Naar vi kun er os selv, saa er vi nok.

209

3.

Studenten selv er glad, naar blot
En Vraa ham giver Skygge;
Men Videnskabs og Kunstens Slot,
Det er han med at bygge;
Og det vi sætte Taarne paa,
Som op mod Himlen peger.
Vort Slot har alt to:
Ørsted og Oehlenschläger.

Studenten sværmsr flygtig om;
Men Fædrelandets Stemme
Han hørte, hver Gang Faren kom,
Da blev han aldrig hjemme.
Paa Slesvigs Jord staa Grave nok,
Som Eoraarssolen grønner;
Der hviler en Flok
Af danske Musasønner.

Studenten ærer højt sin Stand,
Som Brodersind forener;
Men han foragter ingen Mand,
Som ret og godt det mener.
210 Enhver, som har Respekt for Aand
Og elsker Gamle Moder,
Ham række vi Haand,
Ham kalde vi vor Broder.

4.

Vort Liv er en Flugt mellem Himmel og Jord,
Vor Hu er en Fugl, som stiger og daler:
Snart lytter vort Øre til Sfærernes Kor,
Snart svælger vort Øje blandt Idealer;
Snart hæves vort Bryst
Af Jorderigs Lyst,
Af Kjærligheds bævende Luer;
Snart bænkes vort Lag,
I mægtige Tag
Vi kryste de svulmende Druer.

Dog, medens vi fare saa op og saa ned
Og prøve vor Ungdoms smidige Kræfter,
Et Hjem, bag hvis Væg der er Hvile og Fred,
Vi savne, og tidt vi længes derefter.
Vor Celle er stum:
Dens ensomme Rum
211 Befolkes af Mismodets Skygger;
Den giver ej Klang,
Naar Hjertet i Sang
Sit Haab og sin Higen udtrykker.

Et virkeligt Hjem kan Studenten ej naa,
Det skænker ham først en elsket Veninde;
Et Telt paa vor flygtige Vej vi opslaa,
Hvor Trøst for vort Savn og Ly vi kan finde,
En Arne, hvis Skin
Opklarer vort Sind,
Hvor Lunet sig legende svinger;
En tonende Sal,
Hvor Glædens Pokal
Harmonisk mod Brødrenes klinger.

Snart reiscr af ny sig Studenternes Hjem.
Lavt vorder dets Tag og Væggene trange:
Men Aanden og Livet skal der voxe frem,
Og der skal vor Stræben Vielsen fange;
Og Musernes Kor
Hos Ydun og Thor
Skal søsterlig der tage Sæde,
Og Nisse og Alf
Med Faunerne halv
Skal dele Symposiets Glæde.

212

Til Kongen. (Ved en Studenterforestilling.)

Velkommen, Kong Fredrik, til Ungdommens Fest!
Velkommen imellem Studenter!
Ej før har vi hilset en kongelig Gjæst,
Og andre end Dig vi ej venter;
Thi hvem var endnu
Saa jevn i sin Hu,
Saa glad og saa tryg blandt sit Folk, som Du?

Kun fattige er vi og magte kun lidt,
Mens Ungdommens Glæde vj eie;
Vort lystige Lune vil tumle sig frit,
Vort dristige Ord ej vi veje;
Vi veed jo, naar blot
Vi mene det godt,
Dit Øre ej saare det vil, vor Drot!

Vær hilset, vær takket, at dele Du vil
I Aften vor Skjemt og vor Latter!
Derude i Livets alvorlige Spil
Engang Du skal finde os atter!
Med Mund og med Pen,
Med Sværd om vor Lænd
For Dig og vort Land vil vi slaa som Mænd!

213

Til H. C. Ørsted. (Fra Studenterne.)

I Lysets Glands, i Tonens Klang,
I Legeniernes Vrimmel,
I Stormens Flugt, i Stjernens Gang
Paa Nattens dunkle Himmel -
En Sandheds Aand sin Villie skrev,
En Skjønheds Lov fuldkommet blev,
En evig Tanke lever.

Men Aanden spejles vil i Aand,
I Tankens rene Lue,
Og ingen fræk, vanhellig Haand
Tør gribe Skjønheds Bue,
Og Fænomenet kun vil ses
Som Led i Harmoniens Kreds
Af klare Forskerblikke.

Derfor, Naturens ægte Præst!
Saameget Du formaa'de;
Derfor Du Lovens Skrift har læst
Og gjettet Væsnets Gaade;
Og derfor under Sfærers Klang
Din Tanke sejersglad sig svang
Til Universets Tinde.

214

Og derfor i dit blege Haar
Nu Ærens Smykke hænger;
Derfor dit Navn saa vide gaar,
Som Kundskabs Straale trænger.
Lad Slægter ældes, Slægter dø!
Du har udsaa't et evigt Frø.
Som voxe skal og vare.

Din Videns bedste Blomst Du gav
Herhjemme os, de Unge,
Og helst din Ros Du hører af
Den kjære danske Tunge.
Hil Dig, vor Fader og vor Ven!
Vi bringe Dig vor Tak igjen
Med vore Hjerters Stemme.

215

Til A. Bryndum, 25 Aars Adjunct ved Kolding Skole.

Nu er det fem og tyve Aar, Du gik
Igjennem Klasserne din Runde,
Og altid ærlig sørged for, vi fik
Det Meste lært af hvad vi kunde:
Det gamle Hus imens blev revet ned,
En Lærerslægt gik ind til Gravens Fred,
Drengenes Trop
Voxede op
Og blev fornyet mange Gange.

Du selv af Tiden en Snært har faa't:
Det tynde Haar og Pandens Folder;
Men det gjør Intet, naar Hjertet blot
De samme Varmegrader holder,
Naar Aandens friske Liv ei visned bort,
Naar Villiens Drivhjul ruller rastløst fort,
Naar man som Du
Med trofast Hu
Sin Gjerning røgter ufortrøden.

Du følte aldrig Dig som en Træl,
Der slæbte om med Pligtens Lænke;
Din Dont var Maalet, Du valgte selv,
Du aanded frit blandt Skolens Bænke;
216 Du var en Sædemand med Liv og Lyst,
Og hvad Du saa'de, modnes nok til Høst!
Vi skal som Mænd
Saa' ud igjen
Til Andre Frugten af din Møje.

Om bort i Skygge dit Liv end drog,
Det sent skal glemmes, at Du leved;
Thi mens Du tyded os Sagas Bog,
Du har din egen Saga skrevet.
Ethvert af vore Hjerter er et Blad,
Der sidder fast, hvor fjernt vi skilles ad.
Prentet derpaa
Skal altid staa
Dit Navn, dit ærefulde Minde!

217

Afskedsviser.

1. Til G. Bindesbøll.

Og nu Farvel, vor Broder! Tak for mangt
Et Perlebaand af Timer svundne!
Det er en Trøst, vi skilles ej saa langt,
At vi jo altid bli'er forbundne;
Thi Skjønheds Lov og Konstens høje Magt
Er ingen Maal og Grændser underlagt,
Den skal forvist
Du tjene hist,
Som vi vil tjene den herhjemme.

Du er ej den, der glemmer Sæd og Art,
Og skifter som en Kjole Væsen;
Du stryger ei dit gode Seil, saasnart
En fremmed Vind Dig staar i Næsen,
Men bli'er den samme djerve, yske Svend,
Den samme Barnesjæl, den samme Ven,
218 Og fører med
Fra Sted til Sted
Det gamle Nordens Modermærke.

Og at dit Navn skal ej her forgaa,
Det har Du sørget for trods Nogen;
Den Bautasten, som Du skrev det paa,
Skal aldrig staa i Skammekrogen;
Men snart, naar Sejrsgudinden med sit Spand
Mod Himlen stige skal fra Tagets Rand,
Er hendes Krands
Ej ene Hans,
Men ogsaa Krandsen paa din Hæder.

2. Til C. Borgaard.

At Du, som, smykt med ærværdigt Mos,
Var voxet fast i vor Broderkjæde,
Men som, den rullende Tid til Trods,
Ej voxet var fra de Unges Glæde,
Nu vil forlade
Dit vante Stade
Og mer ej søge i Boldhusgade,
- Det er s'gu stivt!

219

At Du, som holdt os vort Hus i Skik,
Trods Krig og Dyrtid og fæle "Busser" *),
Saa Juletrær vi og Pølser fik
Og Fastestykker og fulde Russer;
Som Punchen brygged
Og Viser trykked,
Kort, som holdt for, naar det kom til Stykket,
Nu gaar din Vej; -

Ja, det er haardt, men det værste Stød
Er, at vi Alle en Ven skal miste,
Som, lige trofast i Lyst og Nød,
Man ej kan plukke hver Dag paa Qviste,
Som kunde graane
Og faa en Maane,
Men aldrig Navn eller Nytte laane
Af et Stakit.

Dog, her i Kredsen om Gammensbord
Har Savn og Smerte jo ingen Stemme.
Det er vor Trøst, at Du gaar mod Nord,
Og der som her Dig vil finde hjemme!

* 220

Fra Norges Klipper
Til Danmarks Vipper
Der gaar et Baand jo, som aldrig slipper,
Et Broderbaand.

Saa hils deroppe og tak for sidst!
Dit Pas behøve vi ej at tegne,
Du er velkommen, det veed vi vist,
Paa dine egne og vore Vegne;
At holde a' Dig,
Gemytlig ta' Dig
Og trygle Skjemt eller Alvor fra Dig
De lære snart.

Men glem dog over den nye Flok
Ej den, Du her lod paa Bagen sidde!
Naar Du om Vintren har norsket nok,
Kan Du til Sommer herned vel titte;
Da skal Du finde
Ej tabt dit Minde,
Men holdt i Ære og Agt herinde!
Og nu, Farvel!

221

3. Til C. Hostrup og J. Forchhammer.

Hvad mener I, Brødre, om hele vort Lag
Smukt fulgte Parret paa Vejen?
Endnu er der skikkelig længe til Dag,
Og Natten, den er jo vor egen,
Og Alle har Mod
Og Vikingeblod
Og Blyhat paa Ho'det og Vinger paa Fod.
Ja kom, lad os rejse! Vi kan jo gjøre Slag,
Hvis ej det vil gaa efter Stregen.

Først ned ad Rhinen, hvor Druernes Skat
Sig soler paa nedfaldne Volde,
Og "Männer des Worts und Männer der That"
Sublime Collegier holde:
Men Druen er stram,
Og Visdommen klam,
Og Tungen er vild nok, men Aanden er tam.
Nu er der om "Zoll" en forfærdelig Prat,
Men vi holde mer af at solde.

Afsted! Vi vil gjøre Paris en Visit,
Thi prægtige Sager den dølger:
Her staar en Ragout for Enhvers Appetit,
Her ruller Champagnen i Bølger;
222 Men Alt, hvad man spør',
Og Alt, hvad man hør'
Fra Morgen til Aften, er: "Vive TEmpereur!"
Det gjør En saa nøgtern-og tænk, om vi blev smidt
I Hullet sammen med P. Møller!

Nej bort! thi os vinker Hesperien, hvor
Vesuv og Citronerne gløde,
Hvor Hanken om Marmor-Mænader sig snor.
Og Gratier i Pjalter os møde;
Men Paven i Rom
Er stræng i sin Dom,
Hvis nogen for nær vi af Gratierne kom.
Ja, har Du en bredskygget Hat blot, min Bror!
Du kan blive Ravnenes Føde.

Hvad mener I saa, om vi drejed vor Pidsk
Og Coursen til Hjembygden vendte?
Vi finde dog ingensteds Søen saa frisk
Og Marken saa blød som den kjendte,
Og Skoven saa grøn,
Og Møen saa skjøn,
Og Vennen saa trofast'som Nordlandets Søn;
Og sundt er det Grovbrød, vi sætte paa vor Disk,
Og Vin har vi Raad til at hente.

223

Thi rejs I alene, hvem Fremmedes Skik
Og fremmede Egne mon drage,
Og lad Eder Skjønhedens luende Drik
Og Kundskabens Kildevæld smage!
Og træt Eders Fod,
Og styrk Eders Mod,
Og fyld Eders Pose, og varm Eders Blod!
Men ligesaa tro og saa danske, som I gik,
Saadan skal I komme tilbage!

Balvise.

Hvem skulde synes, at Politik
Paa Bal har Noget at bestille?
Og dog det her ikke rigtig gik,
Hvis vi den rent forvise vilde.
Den spiller med i hver en Livets Akt,
I Stort og Smaat bemærkes grant dens Magt;
Om man saa vil,
Hører den til
De huslige "Nødvendigheder".

Hvad er et Bal da? En Rigsdag, hvor
Af Benene Debatten føres
Med mere Mening og Takt - jeg tror -
End ofte andensteds der høres,
224 Og i den yndeligste Harmoni,
Thi Alle høre her til eet Parti;
Skjønt national
Og "ejdergal",
Man valser Holstensk og polkerer.

Gud Amor sidder som Præsident
Paa Lysekronen som Katheder;
Her er han ret i sit Element
Og snildt Forhandlingerne leder;
Han deler Thinget ind i lutter Par,
Og naar de Rigtige han truffet har,
Afstemning han
Bringer istand,
Men - Navneopraab bruges ikke.

Og her foruden det mindste Skaar
Enhver sin frie Valgret nyder,
At sige førend det tredvte Aar,
Derefter mindre den betyder.
Ja, Kvinder stemme her saa godt som Mænd,
De vælge selv og vælges kan igjen;
Saa liberal,
Saa ideal
Er ingen Grundlov til i Verden.

225

Mens Nattens ilende Timer fly,
Vi holde vil paa vor Forfatning,
Og, naar den brister mod Morgengry,
I Drømme søge vor Erstatning.
Men Kvindens Valgret evig skal bestaae;
Den bygge vi vor Fremtids Lykke paa,
Den hylde vi,
Bundne og Fri!
Ja - tro mig - Skaalen er politisk.

Folke-Viser.

1.

Han gynged paa Havet og trak sin Medesnor,
Da hørte han en Hvisken af liflige Ord.
Men lyt ej, lyt ej, Ungersvend, til den falske Havfrus Tale!

"Kom ned under Bølgen og hvil Dig i min Favn!
"Jeg dulmer alle Sorger og stiller hvert et Savn.

"Kom ned under Bølgen og tryk mig til dit Bryst!
"Jeg skænker Dig al Verdens og Himmerigs Lyst."

226

Han saa' gjennem Bølgernes blanke Silkeslør,
Og mere fager Kvinde han aldrig saa' før.

Hun satte sig hos ham og rakte ham sin Haand,
Da brast hans Tankes Traad og de hjemlige Baand.

Hun tog ham Skuldren og rakte ham sit Kys,
Da slukte for hans Øine sig Himmelens Lys.

Og Baaden drev langsomt mod Strand, men den
var tom.
Tilbage til sit Hjem aldrig Fiskeren kom.
Men lyt ej, lyt ej, Ungersvend, til den falske
Havfrus Tale!

2.

En Sommeraften silde paa hviden Strand hun sad;
Det var saa tyst og stille, der rørtes ej et Blad,
Og medens sødt hun drømte, en gammel Sang hun kvad.

227

Smaabølgerne, som leged i Maanens gyldne Flod,
Kom ind og lagde sagte sig ned for hendes Fod,
Det var, som hendes Stemme de hørte og forstod.

Den mørke Havmand hæved sig op fra Dybets Hal:
Han standsed og han lytted til Tonens bløde Fald,
Saalænge til den smelted Naturens haarde Skal.

Han sad paa Havets Flade med Haanden under Kind,
Og nye Længsler rørte sig i hans tunge Sind,
Og klare Taarer glimted og faldt i Maanens Skin.

"Siig, Havmand, hvi Du græder og er i Hu saa mod?
"Du fødtes jo til Hersker for Havets stærke Flod,
"Og Dybets Skarer bøie sig rædde for din Fod.'

- "Ak al min vilde Styrke er intet frugtbart Væld,
"Mit Væsen strømmer evig tilbage i sig selv;
"Jeg fik en dunkel Anen, men jeg fik ingen Sjæl.

"Din Stemmes Trolddom vækker min Længsel og min Nød;
"Jeg kjender ingen Hvile for Kraften i mit Skød,
"Og ingen Livets Glæde og ingen salig Død.

228

"Ak, kunde Du mig følge til Havets svale Bo!
"Din unge Sjæl, skjøn Jomfru, var rig nok til os To ;
"Jeg laante Dig min Styrke, og Du gav mig din Tro."

Saa talte han og dukked igjen i salten Hav,
Og som en Nattetaage hans Graad steg op deraf:
Men Jomfruen sad ene paa hviden Strand og tav.

3.

Husker Du i Høst, da vi hjemad fra Marken gik,
Vendte Du imod mig et spørgende Blik;
Da faldt det mig paa Sind,
At jeg var hidtil blind;
Siig mig, lille Karen, hvad mente Du da?

Husker Du i Vinter, vi sad omkring Arnens Ild,
Jeg fortalte Eventyr, Du hørte til;
Tidt op paa mig Du saa',
Saa jeg gik rent istaa;
Siig mig, lille Karen, hvad mente Du da?

229

Husker Du i Julen, ved Gigers og Fløjters Klang,
Mens vi over Gulvet os lystelig svang,
Saa' jeg paa Dig saa vist,
At Du blev rød tilsidst;
Siig mig, lille Karen, hvad mente Du da?

Se, nu er det Foraar, og Spirerne foldes ud,
Fuglen bygger Rede, og Skoven staar Brud,
Alt, hvad af Liv der veed,
Drømmer om Kjærlighed;
Siig mig, lille Karen, hvad mener Du nu?

4.

Paa Søndag Aften kommer hun
Til Dandsen ganske vist;
Da skal en kort, men salig Stund
Erstatte mangen trist.
Er Ugens Slid end nok saa slemt,
Og fulgt af Vrøvl og Had,
Paa Søndag Aften Alt er glemt,
Og jeg er kisteglad.

230

Vor By har kjønne Piger nok,
Som gjerne dandse vil;
Men der er i den hele Flok
Kun een, min Hu staaer til.
De Andre veed, de kjønne er,
Hun ene veed det ej;
Paa Søndag Aften vælges der,
Og hende vælger jeg.

Saa flyve vi med frydfuldt Sind
Afsted i Dandsens Ring;
Jeg seer i hendes Øjne ind,
Men ellers Ingenting.
De Andres Skjemt mig rører ej,
Jeg ændser ej, de leer;
Paa Søndag Aften dandser jeg
Bestemt med ingen Fler.

Og naar saa Dandsen er forbi,
Vi sky de Andres Fjed
Og følges ad en ensom Sti
Langs Mølledammens Bred;
Kun Himlens Stjerner paa os se,
Og Bølgen lytter stil;
Paa Søndag Aften - ja maaske!
Hvis jeg faaer Mod dertil.

231

II. BLANDEDE DIGTE.

Sonnetter.

1. En Stemning.

En Stemning er en Sommerfugl, der skyder
Sin trange Puppe af og kjæk sig svinger
I Lyset frem paa farvesprængte Vinger;
Men næste Stund dens Livstraad Døden bryder.

Den er en Tone, som slaas an og klinger;
I Sjælens Sangbund et Moment den lyder,
Saa bort i Luftens Strøm den atter flyder,
Og ingen Kalden den tilbage bringer.

Paa Pennens Spids jeg Sommerfuglen spidder
Og fast den hæfter paa Papirets Flade,
Hvor bævrende af Liv endnu den sidder.

Men Du skal ikke gjemme disse Blade:
Thi al min meningsløse Fuglekvidder
Kan dø og glemmes uden mindste Skade.

232

2. Tørke.

Den blanke Klode sidder der og skinner,
Og ingen Sky afbryder Himlens Flade,
Folk gaa og stønne paa den lumre Gade,
Og Støvet hvirvles om og Øiet blinder;

Og Blomsten hænger med de fine Blade,
Insektet trygt sin Væv i Træet spinder,
Og Engens Teppe blegner og hensvinder
Med Bondens Haab om spækket Pung og Lade.

Og som Naturens Liv min Sjæl maa smægte;
Den fik i Arv ej denne golde Styrke,
Som Savn og Længsel rolig kan fornegte;

Dens lyse Perspectiv er tabt i Mørke,
Og Fantasiens Drømmebørn vanslægte,
Og Haabets Rosentræ gaaer ud af Tørke.

233

3. Amor paa Svanen.

Hvi sidder Amor mellem Svanens Vinger?
Hvi bruger han Apollos Fugl til Ganger?
Han er jo hverken Digter eller Sanger,
Og slaar for Spøg kun Lyren med sin Finger.

Paa Havets Flod han ej sit Bytte langer,
Og sjeldent kun sig op til Æthren svinger,
Men helst omkring blandt Rosenbuske springer
Og i sit Net de unge Hjerter fanger.

Nei! Sanger er han ej af Navn og Ære;
Men det bevidne alle Kunstens Præster,
At Andre han at, synge nok kan lære.

Hvis nu til Hine ikke Lid Du fæster,
Saa prøv ham! Du skal se, det dog kan være,
At Amor er den bedste Syngemester.

234

4. Plantelivet.

De spæde Planter fødes og ernæres,
I Lysets Straalebad de glade svømme,
Af egen Kalk de Himlens Draaber tømme,
Og mades af den Jord, hvoraf de bæres.

Fra Saften, som i dunkle Celler gjæres,
Til Blad og Blomst de stærke Farver strømme,
Og i den søde Duft udaandes Drømme,
Som ubevidst af Jord og Himmel læres.

Den store Mængde Plantelivet vrager,
Fordi det er saa fordringsløst og stille;
Men hvem dets tause Virken til sig drager,

Har fundet der saa lædskende en Kilde
Med Bod for Sorg og Savn og bange Klager,
Med Trøst og Haab og Fred og Glæder milde.

235

Med en Sølje.

Deroppe i Norges Dale,
Bag Fjeldets graahærdede Væg,
Hvor Fossen buldrer sin Tale,
Og Granen ryster sit Skæg;
Hvor nu det isnende lufter
Og fast intet Liv er at se,
Men Hæggen om Vaaren dufter
Og drysser sin Blomstersne.

Der vandrer den unge Jente
Ad Sommerens grønne Li
Og synger sin gamle bekjendte,
Vemodige Melodi,
Og Echo fra Klippemuren
Og Skovens Dyb giver Svar,
Det er, som hele Naturen
En Stemme i Sangen har.

Thi hele Naturen spejler
Sig i hendes drømmende Sind:
Derinde den Morgensky sejler,
Som rødmer om Fjeldets Tind;
236 Derinde gaar Granernes Susen
Med sælsom klagende Klang;
Derinde gaar Elvens Brusen
Sin stride, alvorlige Gang.

Derinde gror Sommerens Glæde,
Som blegner saa snart og forgaar;
Derinde maa Huldren græde,
Og Nøkken sin Harpe slaar;
Derinde præger den gramme
Vinter sin rolige Magt
Med knittrende Nordlysflamme
Og Stjernehimmelens Pragt.

Saa vandrer den unge Jente
Ad Bjergets ensomme Sti
Og synger sin gamle bekjendte,
Vemodige Melodi.
Forunderlig liflig klinger
Den klare, bævende Røst,
Og Takten til Sangen ringer
Søljen paa hendes Bryst.

Den er hendes bedste Smykke;
Hun fik den en Sommerkveld
Til Pant paa sin Fremtids Lykke
Af En, der led hende vel.
237 Af Form som en gammel Spange,
Der lukker Livstykket tæt,
Den danner af Blade mange
En raslende Sølvbouket.

Nu haver hun hørt, der vanker
Hernede paa Danmarks Ø,
Som hun i drømmende Tanker,
Saa ung og fager en Mø,
Hvis Sjæl saa klar og saa stille,
Som Kjernet bag Fjeldets Mur,
Afspejler hele den milde,
Frodige danske Natur.

Snart fødes, veed hun, derinde
Atter den dejlige Vaar
Med Skovmærke og Kjærminde
Og Bøgens krusede Haar;
Saa Sommerens Fylde sig maler
Med Rosens duftende Blod,
Med Skovens lyse Portaler
Og Agerens gyldne Flod.

Mens Lærken hilser derinde
Frejdig den gryende Dag,
Zittre paa Aftenens Vinde
Nattergalenes Slag;
238 Mens Sundenes Bølge blinker
I Maanestraalernes Glands,
Bag Engenes Taage vinker
Elverpigernes Dands.

Hver Gang en Skjønhed der fødes
Ude i Skov og Vang,
I hendes Hjerte den mødes
Af en beslægtet Klang,
Og hvad der bevæger sig inde
Gjennem Naturens Sjæl,
Det bærer hun i sit Minde,
Endskjønt hun ej veed det selv.

Men sætter hun sig i den stille
Aften ved Sundets Bred,
Mens Bølgerne sagte trille,
Og Alt er Taushed og Fred,
Og løfter hun saa sin Stemme,
Saa svare jo Land og Hav,
Og saa kan man klart fornemme
Sammenhængen deraf.

Det veed hun, den norske Jente,
Som vandrer ad Bjergets Sti
Og synger sin gamle bekjendte,
Vemodige Melodi;
239 Sin danske Søster hun kjender
Igjen paa Naturens Røst,
Og derfor til hende sender
Hun Søljen fra sit Bryst.

Hun be'r hende om at bære
Den i sit venlige Hjem,
Og om den et Tegn maa være
Paa Slægtskabet mellem dem;
Hun be'r hende aldrig glemme
Naturens oprigtige Væld,
Som ruller i Begges Stemme,
Som strømmer i Begges Sjæl.

En Sanger er jeg, derfor Norges Jente
Har bedt mig til den danske Mø at bære
Den simple Gave, som hun hende sendte.

Det er mit Kald, et Sendebud at være
Imellem Nordens Folk og Nordens Lande,
Imellem Brødre tro og Søstre kjære.

Thi over Hadets Kløft og Tidens Vande
En dristig Bro de gyldne Strænge strække
Fra Havfrubeltet op til Fjeldets Pande.

240

Og har jeg været med den Bro at lægge,
Saatidt der over den er Bud at bringe,
Saa skal og maa jeg villig Haanden række.

Men selv jeg vil til denne Søljes Ringe
En Tilgift af mit eget Hjerte binde;
Thi Sangens gode Kræfter vil jeg tvinge

Til tro at tjene dens Besidderinde,
Til lydig Dig at følge paa din Bane,
Og aldrig Dig at svigte nogensinde,

En Sanger er jeg, Aander vil jeg mane.

Først binder jeg Rhytmens jevne,
Bløde, bølgende Klang;
Den strømme skal fra din Læbe
I Tale som i Sang.

Saa binder jeg Melodiens
Kjække, brusende Flugt;
For den dit Øre og Hjerte
Skal aldrig vorde lukt.

241

Saa binder jeg Fantasiens
Frie, barnlige Leg;
Din Ensomhed skal den korte
Og glæde Dig paa din Vej.

Saa binder jeg Drømmenes lette,
Brogede Skyggehær;
Forbi dit Øje skal drage
Enhver, som Du har kjær.

Saa binder jeg Billedets rige,
Mangefarvede Giands;
Sin hele Fylde det sænke
Skal i din aabne Sands.

Saa binder jeg Følelsens dybe,
Dunkle, svulmende Elv;
Gyngende trygt paa dens Vove,
Du fatte skal Dig selv.

Tilsidst jeg binder Begejstrings
Vældige Ørn; i dens Favn
Vide din Tanke skal føres
Ud over Jordens Savn.

242

Nu har jeg manet alle gode Kræfter,
Hvorover jeg som Sanger har at byde,
Og de tilhøre Dig forvist herefter.

Naar Du befaler det, saa vil de lyde;
Du har ej Magten blot, men ogsaa Retten,
Saa sandt min Magt har Noget at betyde,

Og saa Du selv vil tro paa Amuletten.
Men tror Du ikke paa den, duer den ikke,
Saa lad den ikkun i din Skuffe ligge.

Lidenskab.

Siig, kjender Du det syge Barn, der vil, det veed ej hvad,
Der brister pludselig i Graad og atter smiler glad,
Der griber graadig efter Alt og kaster hvad det faar,
Der higer bort fra Arm til Arm og ingen Hvile naa'r ?

Siig kjender Du det vilde Dyr, der raser i sit Bur,
Og selv sin Pande slaar tilblods imod den haarde Mur,
243 Der bider i det sejge Jern med Praade om sin Mund
Men for et Blik sig lægger ned, saa lydigt som en Hund?

Siig, kjender Du den Tankegang, der drejer sig omkring
Den samme Gjenstand Dag og Nat i stedse mindre Ring,
Der surrer som en dristig Myg om Lyset, der blev tændt,
Og styrter endelig til Jord, beskæmmet og for brændt?

Siig, kjender Du det Hjerteslag, saa stormende og kjækt,
Der skyller hver en Skranke bort og løfter hver en Vægt,
Der stiger som et oprørt Hav og skjuler Himlens Lys,
Og glattes som en frossen Flod i Dødens Kuldegys ?

Nej, Gudskelov, din unge Sjæl har ikke maalt endnu
Den Dybde, Lidenskaben har af Salighed og Gru.
Du drømmer som en Blomsterknop i Morgensolens Skin;
Jeg kæmper som et tumlet Skib med Stormen i Sind.

244

Jeg tror paa Dig.

Jeg tror paa Dig i Livets lyse Morgen,
Naar alle Skyer har et Rosenskær;
Naar ej dit Hjerte tynges mer af Sorgen,
End Natteduggen tynger Skovens Trær;
Og naar din Sjæl er Havets stille Flade,
Hvori den spejler sig, den unge Dag,
Og alle dine Tanker stige glade
Mod Himlen med de glade Lærkers Slag.

Jeg tror paa Dig, naar Middagssolen brænder,
Og Livets Luft er tung og lummerhed;
Naar Kampens Alvor alle Sener spænder,
Men Hjertet længes efter Ro og Fred;
Naar Tordnen ruller, og naar Lynet knittrer,
Og Sjælen smægter efter Taarers Bad;
Naar Lidenskabens Magt i Nerven zittrer
Og drager sammen eller skiller ad.

Jeg tror paa Dig, af Lykkens Vinge baaret
Og vugget af den lune Sommervind,
Naar ingen Sten endnu din Fod har skaaret,
Og intet Savn forbittret har dit Sind;
245 Naar hvad Du ønsker, af sig selv opfyldes,
Naar hvad Du frygter, flygter for dit Fjed,
Naar hvad Du ser, af Haabets Sol forgyldes,
Og gode Engle vaage for din Fred.

Jeg tror paa Dig, naar Modgangstimen kommer,
Og Sorgens Taage lejres om dit Blik;
Naar Verdens kolde Blæst i Øret trommer,
Og Hjertet vaandes ved dens Naalestik;
Naar Haabet svinder, og naar Trøsten fattes,
Naar smuldret styrter ned din Tillids Hvælv;
Naar Modet synker, og naar Kraften mattes,
Og det er svært at holde paa sig selv.

Jeg tror paa Dig, naar fire Læbers Møde
Er to beruste Sjæles Brudepagt;
Naar dine Øjne gjennem Taarer søde
Forkynde højt, hvad ej din Mund faar sagt;
Naar hvad du drømmer, er en Sandhed vorden,
Naar hvad Du elsker, sluttes i din Favn,
Naar dobbelt rig og skjøn Dig tykkes Jorden,
Og dobbelt let dens Møje og dens Savn.

Jeg tror paa Dig, naar Afskedsklokken kalder,
Og paa din Kind Dødslillien springer ud;
Naar kold og stiv din skjønne Støvdragt falder,
Og Sjælen iler hjem igjen til Gud.
246 Jeg tror, da vil Du bede ved hans Trone
For alle dem, Du elskede paa Jord;
Jeg tror, da vil en ny og liflig Tone
Hensmelte i det store Englekor.

Til Fru -

En Knop paa mit Rosentræ der sad
I December-Sluden og Mulmet,
Dens smalle Flige alt skilte sig ad
Og røbed, hvor Blomsten svulmed.

Da spilte mit gamle lette Sind
Mig en af de gamle Streger!
I Tanken saa' jeg dens røde Kind
Og suged Duft af dens Bæger.

Og hvad der var Fantasiens Spil,
Det tog jeg for virkelig Prosa,
Og skrev en Juledevise til
Den end ikke fødte Rose.

247

Og for at gjøre det rigtig stift
Jeg kunde mit Forsæt ej dølge:
Jeg gav Dem Devisen med Efterskrift,
At Rosen snart skulde følge.

Til Knoppen saa' jeg med sorgløs Hu,
Og aabnet at finde den tænkte;
Da brast mine Illusioner itu,
Thi mat med Ho'det den hængte.

Og næste Morgen den visnet faldt,
Og øde var Vinduets Have.
Det var en forsvunden Luftgestalt,
Jeg gav Dem i Julegave.

O, vær ikke vred, fordi min Mund
Sig aabnede uforsigtig!
At tie og tale i rette Stund,
Det lærer jeg aldrig rigtig.

O, vær ikke vred, fordi jeg maa
Staa uordholden til Skamme!
Den Mening, som i mit Løfte laa,
Den bliver jo dog den samme,

248

O, tag det ej for et Varsel slemt,
At Rosen ej kom til Live!
Ene for mig er Læren bestemt,
Som Skæbnen har villet give.

Den vilde straffe min Skødesynd,
At hige afsted uden Tømme,
Og varsle mig om, at Lykken er tynd
For den, der lever i Drømme.

Thi altid, hvor der er sat en Knop,
Der fulde Blomster jeg skuer;
Hvor Ranken pipper af Jorden op,
Der øjner jeg modne Druer.

Og neppe haver jeg skudt min Stavn
I Bølgen ud over Strande,
Saa glæder jeg mig til den trygge Havn
Hinsides de vrede Vande.

Og neppe mit Hjertes Streng er rørt,
Saa digter jeg Digtet færdigt,
Og det er spilt eller læst og hørt,
Og fundet Beundring værdigt.

249

Jeg tager altid min Løn paa Kridt
Forud for Arbejdets Møje,
Og derfor jeg kan i Verden saa lidt,
Derfor min Ros er saa føje.

O, vær ej vred, for jeg bildte mig ind,
At een Gang maatte det sæde,
Og vilde dele med Deres Sind
Min drømte, skuffede Glæde.

Men ak, mit Væsen er vist saa haardt,
At hos mig Roser ej trives;
Derfor jeg kan ej give dem bort,
Og mig de neppe tør gives.

Maaske min Sang og mit Strengespil
Kan gjøre mig grønne Hoser;
Men sikkert forslaar det lidet til
At vinde mig Livets Roser.

Thi Sangen ej mindste Lighed har
Med Blomsternes dejlige Dronning
I farvekjortelen ren og klar,
Med Læbens duftende Honning.

250

Den er en Plante af simplere Stof,
Der voxer i Skov som i Stuen,
Og kun har Entré til Vingudens Hof
Som fattig Slægtning af Druen.

Den er en Vedbende, knortet og sejg,
Med mørke, kantede Blade,
Som løber sin egen krogede Vej,
Hvor man den i Fred vil lade.

Den fordrer kun lidt af Rum, og sky
Den bort fra Lyset sig vender,
Men breder sig videst i venligt Ly
Og under kjærlige Hænder.

Ej sandt, De kaster jo ej Foragt
Paa simple Vedbendeblade,
Hverken for Somrens mylrende Pragt
Eller Zwiblernes Vagtparade?

De lader dem jo deres dunkle Slør
Om Sommerasylet trække,
De lader dem sno sig om Deres Dør
Mellem Dagligstuens Vægge.

251

Og derfor De vil ej heller forsmaa
Det Blad, som her jeg fyldte,
Thi det er Blomsten - saa tænke De maa -
Som jeg fra Julen Dem skyldte.

Marie Lehmann.

Stille, stille, Taaren taler, stille!
Mens den kvæger med sin milde
Dug det spændte Bryst,
Mens den maaler Savnets Øde,
Mens den tolker Mindets søde,
Ak, men bittre Lyst.
Kjærligt dette Hjerte slog,
Kjærlighcd er Taarens Sprog.

Løft Eder, Toner, sagte i klagende Kor,
Livshaab og Lykke have vi sænket i Jord.
252 Eder hun elsked, Jer hun betroede sin Drøm,
Died sin Smerte af Eders dulmende Strøm.

Løft Eders Vinge, bærer dens elskende Sjæl
Did til dens eget, Lysets og Tonernes Væld!

† Frederikke Mariboe.

Et kraftfuldt Liv i haabfuld Foraarsgrøde,
For Danmarks Frelse frit til Offer bragt,
Paa Ærens Mark i Sejrens Morgenrøde,
Imellem tusind tappre Brødres strakt!
En Død saa skjøn, saa glad og uden Smerte!
- Ak, hvad forslaar det for en Moders Hjerte!

Hun vilde trøstes, og hun vilde glemme,
Men fandt ej Glemsel og tog ej mod Trøst:
Det var, som hendes tabte Yndlings Stemme
Bestandig kaldte i det spændte Bryst;
Hun standsed Taaren, vilde synes rolig,
Men hendes Sjæl var Savnets øde Bolig.

253

Hun vilde leve og sin Kummer bære
Med Kvinde-Taalmod og med ydmyg Hu,
Hun vilde dvæle mellem sine Kjære
Som deres Ømheds Straalepunkt endnu;
Men det var intet Liv - det var kun Døden,
Der nærmed langsomt sig, men ufortrøden.

Den over hendes Træk sit Lagen bredte
Og brød det trætte Legems Kræfter ned;
Ikkun det milde, klare Øje spredte
Endnu en Strøm af Liv og Kjærlighed:
Da sluktes ogsaa det i Midnatsstunden,
Og nu - nu har hun Trøst og Hvile funden.

Sov sødt! Den Jord, hvori din Kiste sænktes,
Din Søns jo ogsaa gjemmer i sit Skød,
Og ham, mod hvem saa inderlig Du længtes,
Har Du jo mødt igjen bag Grav og Død.
Saa lev da under Evighedens Palmer
Med ham det Liv, hvis Glæde aldrig falmer!

254

† Adam Oehlenschläger.

1.

"Skjaldenes Adam" or død! "Det nordiske Sangriges Konning"
Bøjed sit Hoved træt; Plektret faldt ud af hans Haand.
Naar han rørte med det de liflig tonende Strenge,
Lyttede Land og Hav, bævede Nordens Natur;
Granerne susede blidt, og Fossen rislede sagte,
Huldren sukkede ømt, Jutulen græd som et Barn,
Elverpigernes Ring sig løste paa dugvaade Tillie,
Blomsten duftede stærkt, Bølgerne aandede dybt.
Menneskens Hjerter svam i stille Fryd som Naturen,
Rørtes, kvægedes mildt, aned et højere Liv, -
Det var hans Herskermagt; nu er den brudt som hans Øje:
Derfor er Landesorg over det tredelte Nord.

255

2.

Til Østens Væld,
Til Morgenrødens Straaler
Paa Ungdomsvinger fløj hans Sjæl
Og øste Guld deraf i fulde Skaaler.
I Sprogets Schakt
Nedsteg han dristig ene
Og hented op dets skjulte Pragt,
De klare Perler, farverige Stene;
Og undrende hans Samtid stod,
Da ud han strø'de Alt med ødselt Mod.

Med uvant Haand
Han Tryllelampen hæved,
Og bød som Herre Lampens Aand
Udrette villig, hvad hans Villie kræved.
Den bygged op
Ham Slotte uden Lige;
Thi Stjerner krone deres Top,
Men Grunden favner Hjertets dunkle Rige.
De rejste sig en Sommernat;
Men de skal staa, til Tidens Maal er sat.

256

3.

I Glemsels Mørke
Laa gamle Norden;
Kæmpernes Styrke
Smuldred i Jorden;
Gudernes Himmel
Var tom og død;
Dækket af Skimmel
Var Suttungs Mjød.

Da saa' i Natten
Med klare Blikke
Han Fafnerskatten
Funklende ligge;
Da vog han Dragen
Med Guddomskraft
Og drog for Dagen
Hvad der var tabt.

Af Gravens Kammer
Gik Mænd i Brynjer,
Thor med sin Hammer,
Milde Asynjer;
Med Skjoldglands hæved
Sig Valhals Tag.
- Oldtiden leved
I Harpeslag.

257

Og Sangens Bue
Steg over Jorden,
Med syvfolds Lue
Smelted den Norden.
De bittre Minder
Faldt ned som Regn,
Og Buen skinner
Som Pagtens Tegn.

"Ved Askens Grene
"Paa Ida-Sletten
"Skal gjenforene
"Sig Asaætten":
Saa Vala kvæder,
Saa Nornen vil
Hans Sangerhæder
Er Ygdrasil.

258

4.

Hvad der hvisker, hvad der klager
Inderst i en Kvindes Hjerte,
Hvad der binder, hvad der drager,
Kjærlighedens Fryd og Smerte -

Sødt det fra hans Harpe toned:
Kvindens Liv, det dybe, stille,
Underfuldt i ham forsonet
Var med Mandens Kraft og Smile.

Signes Digter, Valborgs Sanger,
Danmarks Stolthed, Nordens Hæder,
Evighedens Løn nu fanger;
Men ved Graven Kvinden græder.

259

† Hans Christian Ørsted.

Bagbundet Ordet laa i Klosterkrogen,
Det naa'de ikke længer, end det lød:
Kun Haanden samlede dets Tegn i Bogen,
Kun Lærde fattede, hvad de betød;
Kun Gnisterne fra Overtroens Esse
Fløj vide i Vankundighedens Nat.
Da vaagnede en ensom Grubler brat:
Frem af hans Hjerne sprang - den første Presse.

Og det blev lyst. Sit Fængsel Ordet sprængte,
Med tusindfoldig Styrke gik det ud;
Til Slottets Sal, til Hyttens Vraa det trængte,
Og overalt det bragte Kundskabs Bud;
Det kvæge d Hjerter, og det Aander died,
Det kaldte Slægter frem til stor Bedrift;
Og mens der staar en Linie trykket Skrift,
Er Guttenberg til Evigheden viet.

Men se - nu spændes over Jordens Bringe
Et Net af Strænge mellem Nord og Syd,
I dem der zittrer Toner, som ej klinge,
I dem der taler Tunger uden Lyd.
260 Igjennem dem med Lynets Ilen farer
Naturens skjulte, gaadefulde Magt.
Betro dem Ordet! Neppe er det sagt,
Før tusind Mile fra Dig Strengen svarer.

Nu styrter Ordets allersidste Skranke;
Det bindes ikke mer af Tid og Rum,
Saa let og hurtigt som den tause Tanke,
Saa frit som den det flyver Verden om;
Og naar hver Lysets nye Morgenstraale,
Naar Tankens Stjerneskud og Aandens Fund
Er Alles Ejendom i samme Stund,
Hvo kan da længer Kundskabs Grændser maale?

Men hver Gang denne Verdensharpe røres
Af det forløste, sejerrige Ord,
Et Navn der er, som, uudtalt, vil høres
Med Tak og Glæde af den hele Jord;
Og det er Hans, hvis ædle Forskervillie
Blev Herre over hin Naturens Magt,
Og det er Hans, vi har til Hvile lagt
Med tunge Taarer under Danmarks Tillie.

261

† Johan Christian Drewsen.

Drivhjulet staar - den trætte Gubbe hviler:
Ej mer hans kjække Villie fremad iler,
Ej mer hans Hjerte højt for Frihed slaar;
Men hvad han flammed for, skal ej beskæmmes,
Og hvad han virked for, det skal ej hæmmes,
Og hvad han har udrettet, det bestaar.

Nu gaar en Klang af Leer Landet over,
Det er en Mindesang om Ham, der sover;
Den Sæd, der mejes, er Hans Kundskabs Høst:
Og hver Gang Bonden i de høje Sale
Tør egen Tanke frit og djærvt udtale,
Har Han en Bautasten med Sjæl og Røst.

Farvel og Tak! - I Graven Dig vi sænke:
Et Knippe gyldne Ax, en brusten Lænke
Med sønlig Sorg vi lægge vil paa den.
Saalænge Danmarks Jordbund Grøde bærer,
Saalænge den en frifødt Stamme nærer,
Skal Du velsignes, Bondens ædle Ven!

262

† Joachim Frederik Schouw.

Hvil Du sødt i Danmarks Jord!
Du har elsket det saa saare,
Og dets Folk taknemligt snor
Sine Krandse om din Baare.
Vi vil føle dybt dit Savn
Paa vor Fremtids dunkle Veje,
Og vi gjemme vil dit Navn
Blandt de kjæreste, vi eje.

I Naturens Helligdom,
Blandt de tause Planters Skare
Vanked helst din Tanke om,
Dvæled helst dit Blik, det klare;
I dit eget Væsens Bund
Spejled Planten sig fortrolig;
Derfor var din Sjæl saa sund
Og saa ren og fri og rolig.

Derfor stod i Livets Dyst
Du saa fast og uforskrækket;
Derfor har din milde Røst
Hjerter ramt og Aander vækket;
263 Derfor lyste vidt dit Blik
Som en sikker Ledestjerne,
Mens Du lig en Heros gik,
Gjenopvakt fra Tider fjerne.

Algodheds Gud, Du vil modtage
Hans Sjæl i Evighedens Fryd!
Beskyt det Værk, han lod tilbage.
Hans Mindes Lys, hans Gravhøjs Pryd!
Velsign, o Gud, vort Fædreland,
Det bede vi, det beder Han!

Ved Afdækningen af Tegners Mindestøtte.

Staa der i Malm, trygt under Kirkens Skygge,
Som tidt gjenlød af Malmen i din Røst,
Du, som var sat paa Jorden for at bygge
Guds Kirke op i Menneskenes Bryst!
Du var en Præst med Ordets Flammetunge,
Med Aandens Hyrdestav og Snillets Magt;
Det Liv, som Du har vakt i Hjerter unge,
Er ikke med dit Støv til Hvile lagt.

264

Staa der og se paa disse Høresale,
Som saa' Dig i din Manddoms modne Kraft
Og lytted andagtsfulde til din Tale,
Saa fuld af Kundskabs Marv og Viddets Saft!
Den græske Old Du op af Graven maned,
Kulturens Foraar i en rig Natur,
Og mens Du talte, selv Du Vejen baned
I Hjemmets Bygder for en ny Kultur.

Staa der i Ly af Lundagårdens Kroner,
Som vifted Glæde til Dig mangen Gang
Og bæved ved de stærke, klare Toner,
Der fra den største svenske Harpe klang!
Hvad Sproget havde gjemt af Billedvrimmel.
Betrode Musen Dig i fuldest Maal;
Din Sang var en Reflex af Sydens Himmel,
I Straaler brudt mod Wermlands blanke Staal.

Staa der og se ud over Øresundet,
Mod Bøgebræmmen om Sjølundas Bryst!
Et fast og mægtigt Led din Sang har bundet
I Kjædebroen mellem Kyst og Kyst.
Dit Hjertelag var svensk - saa skal det være -
Og svensk dit Ord og dine Strenges Spil;
Men Broderfolket skatter til din Ære,
Og Fritjofs Sanger hører Norden til.

265

Din Mindesten er rejst. Selv har Du bygget
Et Monument, som Evigheden naa'r;
Thi Sveas Ros er om dets Tinde trykket,
Og Folkets Genius Vagt ved Foden staar.
Fred over Mindet, der idag fremtræder
For Slægter som Taknemlighedens Tolk!
Fred over hint, din stolte Sangerhæder!
- Den Hilsen bringer Oehlenschlägers Folk.

Oscarshal.

Hvor Klipperammen fatter om Frognerkilens Spejl,
Og Løvgardinet foldes om Skraaningen stejl,
Der klattrer i Terrasser fra Stranden op en Mur,
Et Kunstens "Krybily" i den skjørme Natur.

I Luften Taarnet strækker sin ranke, smalle Krop,
Det frie Norges Banner frit flagrer fra dets. Top,
Og fra Altanen skues et Panorama vidt,
Et Paradis, der lukkes af Granernes Stakit.

266

Med vimpelsmykte Tinder og gotisk Zirat,
Med spidsbuet Hvælving og Tagværket fladt,
En Borg og et Lysthus omtrent lige ligt,
Fra Midalderstiden et oversat Digt, -

Saadan ser Du Hallen, som Oscar gav sit Navn,
Hvor Kongen søger Hvile i Ensomhedens Favn,
Og nyder Foraarsdagen og drømmer Sommernat,
Og bytter tvende Kroner med een Panamahat.

Men indenfor bag Muren de gamle Konger staa
Med vældige Sølvskæg og Guldharnisk paa;
De minde Kongen om, at de gamle Minders Glands
Forlanger at gjenfødes i den Old, der blev hans.

Og indenfor paa Væggen, der hvidner Fossens Skum,
Og Fyrreskoven aabner sin mørke Helligdom,
Der grønnes Birk i Dale, der graaner Fjeldets Væg,
Og Bjælkehuset rødmer bag den blomstrende Hæg.

Og Billederne tale saa sødt til Kongens Sind
Om Skjønhedens Rige, som Norge slutter ind,
I mangfoldig Vexel af Skygger og af Lys,
Af Livets milde Farver og Naturdødens Gys.

267

Og indenfor paa Væggen er en anden Billedrad:
Af Bondens jevne Saga er hvert af dem et Blad,
En lille Hverdagsscene fra det sodede Tag,
En rørende Novelle om Folkets Hjertelag.

Og Billederne præge sig dybt i Kongens Bryst,
Saa Folkets Sorg han deler og glædes ved dets Lyst,
Saa Mennesket for Drotten han ikke glemme kan,
Men agter lige med sig den simpleste Mand.

Hil sidde Du, Kong Oscar, i din skjønne Oscarshal!
For kommende Slægter engang den vidne skal,
At Norges unge Kunst Kongen bød være Tolk
For Norges egne Minder, dets Natur og dets Folk.

Peder Tordenskjold.

I Nord er Vikingaanden født og baaren:
Her diede den Havets fulde Bryst,
Naar Vinden løste op dets Baand om Vaaren
Og drev det, hvidt af Skum, mod skovklædt Kyst;
Her vugged den sig, spæd endnu, paa Vigen,
Her lærte den at pejle Stjernens Fyr,
Og herfra drog den ud paa Eventyr, -
En mandbar Søn af Ungdomskraftens Higen.

268

Det var en mægtig Aand. Europa gyste,
Naar den fo'r frem i Vest- og Sønderled;
Thi Blodet svam, og tændte Kirker lyste,
Hvor Nordens vilde Trækfuglflok slog ned.
Og atter har den oprejst stolte Tinder
Og gydt i visne Stammer kraftig Marv,
Og den har efterladt en kostbar Arv
Af skjønne Sagn og ærefulde Minder.

Men den blev tæmmet i Kulturens Skole:
De snilde Klerker spændte den i Aag,
Og den trak Ploven som en lydig Fole
Og syslede med Alen, Læst og Bog:
Og "Dragen", tømret om til Kjøbmandsskude,
Gik om imellem Havnene paa Fragt,
Og Kæmpen smøged af sig Bjørnens Dragt,
Og pynted sig med nederlandske Klude.

Den frie Bonde skød ej mer i Vandet
Sin egen "Knor", naar Drotten bad derom;
Den stolte Lensmand tumled helst paa Landet
Sin Rytterskare og lod Søen tom.
Paa Riddertiden fulgte Adelsnykker,
Som siden kyssed Enevældens Ris; -
Da kom en Old, spagfærdig, from og vis,
Men al dens Visdom gjemtes i Parykker.

269

Hvor var den gamle Vikingaand? Bedøvet
Ikkun den laa, men den var ikke død.
Per slog et Lyn igjennem Pudderstøvet,
En Torden gjennem Tidens Hvisken lød;
En Skrædderdreng sprang ned fra Skrædderbordet,
Fra Norges Kyst løb ud en liden ,,Snau", -
Og Vikingaanden over Nordens Hav
Fløj atter, ungdomskjæk og staalomgjordet.

Nær Strømstad er en Vig, nu taus og øde,
Men engang zittred den af Kampens Brag,
Og engang mylrede dens Bølger røde
Af svedne Lig og sønderskudte Vrag!
Der slog den norske Løve til med Bilen
Og knuste Carl den Tolvtes sidste Haab,
Og der fik Peder Tordenskjold sin Daab,
Og Døbefonten hedder Dynakilen.

Men ingen Bølge gaar i Kattegattet,
Og ingen Brænding slaar mod Sveas Skær
Der ikke til hans Heltery har skattet,
Der ej har set hans raske Vikingfærd,
Som ej hans glatte Lag har overdøvet,
Som ej blev tøjlet af hans Viljes Magt,
Saa tidt han, lige glad og uforsagt,
Med Stormen eller Fjenden Styrke prøved.

270

Og intet Smuthul hist ved Stranden findes,
Hvorind hans skarpe Øje ej er trængt,
Og ingen By, hvor jo med Skræk han mindes
Som den, for hvem ej Port og Bom var stængt.
Halvandethundred Aar er næsten omme,
I dem har Kirken gjemt hans Sarkofag;
Men Skaanes Kvinde siger end idag:
,,Ti stille, Barn! Hvis ej, vil Tornskøld komme".

Hans Liv var kort. Hvi skulde han vel graane?
Hvi skulde dølge sig hans Morgens Gry
Bag Middagsdis og blegen Aftenmaane,
Mens nu den straaler evig ung og ny?
Hvor skulde han, de vilde Vovers Tæmmer,
Der skued Verden fra sin høje Stavn,
Vel trives i et Hus paa Christianshavn
Og røre sig bag Hverdagslivets Tremmer?

Nej! Endt var Banen og fuldbragt, hans Gjerning,
Da Danmarks Svaner var i Lejet lagt,
Og den forløbne Spillers falske Tærning
Var kun et Redskab for en større Magt.
Kong Carl og Han, de skulde følges sammen
I Livets Tvekamp og i Dødens Fred,
I Daadens Glands og Rygtets Evighed;
Thi de var Tvillingskud af Asastammen.

271

Men hvor er Aanden, den, som ham besjæled?
Var han det sidste Glimt, endnu den gav,
Før den, vanartet, sløvet og forkjælet,
Sank ned til Kæmperne i deres Grav?
Hvis den var med, da hin Skærtorsdagspsalme
Fra Kongedybet over Norden klang,
Hvor var den, da Skærtorsdag anden Gang
Kom uden Ærens Krands og Sejrens Palme?

Den kan ej dø, saalænge dens Bedrifter
Af Folket gjemmes som dets bedste Skat;
Saalænge Vinden Kraft og Sundhed vifter
Herind fra Vestervov og Kattegat;
Mens Havet er en Mark, hvor Hænder tomme
End høste Guld og hente dagligt Brød,
Og kjække Sjæle trodse Storm og Død.
Naar Nødens Time slaar, vil Aanden komme!

272

W. H. F. A. Læssøe.

Paa Flensborg Kirkegaard der staar en Grav,
Een mellem mange i den lange Gade.
Her læses mangt et Navn paa Marmorplade,
Som Sorg og bitter Klage stiger af,
Og Allesammen, frejdige og glade,
For Danmarks Frelse Liv og Haab de gav;
Men Een iblandt, de faldne Kæmper blunder,
l hvem en Stjerne, stærk og klar gik under.

Fem Aar kun svandt, - og dog det er jo alt,
Som om et halvt Aarhundrede var omme;
Fornægtet er, hvad da for Sandhed gjaldt,
Forsmaa't, hvad da blev kjøbt i dyre Domme;
Hvor gamle Skranker faldt, staa nye Bomme,
Hvor da var vidt og bredt, er trangt og smalt.
Hvor da vi skued klart, vi blinde famle -
I fem Aar er vi blevne meget gamle.

Men Blodet, som paa Danmarks Sletter strømte,
Og Gravene, som voxed af dets Jord,
Og Ofrene, som Folkets Kræfter tømte,
Og Savnets dybe, smertelige Spor
273 Er virkelige nok og ikke drømte;
Og Daadens Drapa, Mindets høie Kor
Kan ej fortrænges og kan ej beskæmmes,
Kan ej forstumme og kan aldrig glemmes.

Men Han har høstet Daadens Førstegrøde,
Og Mindets Foraarssæd har han nedlagt.
Da Hanen gol og Farens Klokker løde,
Og Danmark bæved, af sin Dvale vakt,
Da var det ham, der voved først at møde
Med unge Kræfter Fjendens Overmagt;
Hans kjække Haab opklared Tvivlens Mørke,
Hans Tro gav Folket Tro paa egen Styrke.

Ham var det, som med Sværdet halvt udtrukket,
Ved Bau bortvifted Oprørshobens Mod;
Ham, der hin Paaskedag tilende stod
Og holdt mod trefold Fjende Ledet lukket;
Ham, der uventet op af Havet dukked
Og krævede for Jyllands Trængsel Bod;
Ham, der ved Dybbøl Sejersbaunen tændte,
Da Wrangel Panden imod Bjerget rendte.

O, se ham der! Han staaer i Kugleregnen
Paa Kæmpehøjen, lænet til sit Sværd;
Den gyldne Aftensol beskinner Egnen
Og kaster paa hans ædle Træk sit Skær;
274 Trindt om er Gny og Raab og Suk og Segnen,
Forvirret trænges sammen Hær mod Hær;
Men rolig sig hans Blik paa Slaget fæste,
Hans Tanke styrer Sejrsgudindens Heste.

Det er hans sidste Dag. Hans Sol gaar ned
Med den, hvis Nedgang Nederlaget dølger;
Thi op og ned sig Folkets Mening bølger,
Der kommer andre Mænd og andre Med,
Og hjemlig Avind sejrende forfølger
Snart ham, for hvem i Græsset Fjenden bed,
Og han, som havde viist, han kunde byde,
Faar Lov til som en Gunst at turde lyde.

Han lyder; men hans Ære bliver hævnet
Den Dag, da Kolding ser de Danskes Flugt;
Og Fredericias Laurbær uden Frugt
Hans Sejerskrands har uforkrænket levnet:
Da kommer, skæbnesvangert, Istedstævnet,
Og nu tør den Forsmaade vorde brugt.
Den danske Hær er hid i Natten draget,
Hans Lod det er, før Dag at aabne Slaget.

Det er hans sidste Nat. Fremad han jager
I Dæmrelyset som en Tordensky;
Men Fjenden ty'r til Grydeskovens Ly
Og trygt hans raske Flok paa Kornet tager;
275 Da standser den og vakler og forsager;
Da vil han føre den til Storm paany;
Men mod hans Bryst et sikkert Skud der knalder,
Og "hils min Moder!'' hvisker han og falder.

Hans Moder - det er Danmark. Hun har sukket,
Dengang hans Afskedssuk til hende lød;
Thi bedre Blod har hendes Jord ej drukket
End det, som fra hans varme Hjerte flød.
Med ham et lyst og herligt Haab er slukket
Om det, som fødes vil af Nornens Skød.
Derfor hans Grav skal hende hellig være!
En Fremtid hviler der af Sejr og Ære.

276

"Christian den Ottende."

Der sloges engang et Skærtorsdagsslag,
Som aldrig ganger af Minde,
Mens Korset staar i det danske Flag
Og Bølger i Kongedyb rinde.

Der kæmpedes nys en Skærtorsdagsdyst,
Som heller aldrig skal glemmes,
Mens i et eneste trofast Bryst
End Danmarks Kvide fornemmes.

Der legtes engang paa den nære Red
En Leg mellem Stærke og Svage;
Men Sejerherren af Legen blev kjed,
Og Hæderen lod han tilbage.

Om Meget og Lidt i den fjerne Krog
Der nys blev kastet en Tærning;
Men færrest Øjne den Stærkeste slog
Og ligger der paa sin Gjerning.

Der flagred engang fra højen Stavn
En Vimpel af Luer vævet;
Det var en Phønix, og i dens Favn
Til Himmelen Helte svæved.

277

Der flammed atter fornys en Brand,
Som farved Bølgerne røde;
Men det var et Martyrbaal forsand,
Som pinte Helte tildøde.

Hvad vilde Du vel i den lumske Bugt,
Du Havets knejsende Svane!
For, vingestækket og indelukt,
At finde din bratte Bane?

Hvad vilde Du, Dybets mægtige Hval!
Imellem de snevre Strande,
For, sønderflenget, af Mindretal
At lade Dig overmande?

Hvad vilde Du ved den falske Kyst,
Du Ægirs fnysende Ganger!
For der at segne med stunget Bryst
Og kaste din Byrde som Fanger?

Hvad vilde Du, Danmarks svømmende Skjold!
I Tydskernes Lejr vel vinde,
For knust at ligge ved Thyras Vold,
Som den til Spot for din Fjende?

278

O, havde den vrede Ran Dig skjult
Under sin gyngende Tilje,
Da havde vi sukket trøstefuldt:
"Saa var det Gud Herrens Vilje!"

O, var Du vorden et søndret Vrag
I ærlig Kamp med din Lige!
Det maatte Du før, end stryge dit Flag
Eller daadløs af Stevnet vige.

O, var Du fløjet mod viden Sky,
Dig værgende Een mod Mange!
Da havde Du fanget et evigt Ry
Og levet i Skjaldenes Sange.

Nu ligger Du slagen af dem, som nys
Sank rædde i Knæ for din Vælde;
De have Dig kvalt med Flammekys,
Som ikke Du kunde gjengjælde.

Nu ligger Du ved den flade Eng,
Du Hersker paa Bølgebjerge!
En Samson, bastet i Skøgens Seng,
En Kæmpe, myrdet af Dværge!

279

Nu ligger Du fast paa haarden Strand,
Hvem kjærlige Havfruer vugged,
En Løve spiddet paa Dragetand,
En Ørn, af Ravnene plukket.

Nu ligger Du gjemt under slimet Tang:
Nys rejste Du Spire trende;
Nu nynner Tydsken en Sejerssang,
Mens han dem hugger til Brænde.

Nu ligger Du jordet imellem Lig
Af Sømænd strage og bolde;
Men Dannebroges uplettede Flig
Ej dækker de Lemmer kolde.

Du var dem en Haabets Borg saa fast,
De trode paa Dig og din Styrke;
Men Troen var kun en Boble, der brast
Med Haabet i Nattens Mørke.

Du loved dem Sejrens liflige Vaar,
Men grumt Du har dem bedraget;
Du gav dem til Valg to tunge Kaar:
Døden og Nederlaget.

280 Og derfor sørger alt Danmarks Land,
Sørger hver Mand og hver Kvinde;
Dit Savn saa fort vi bøde kan,
Men aldrig din Skæbne forvinde.

Og derfor rinder vor Taare saa salt,
Som aldrig vel Taarer runde,
Fordi det Slag, hvorfor Du faldt,
Har slaaet Danmark en Vunde.

Derfor er den Kalk, vi nu har tømt,
Saa bitter som ingensinde,
Fordi et Folk den Drøm har drømt,
Som maatte med Dig forsvinde.

Ak, Konning Christian! Du hued saa vel
At lignes ved Christian den Fjerde,
Du vilde saa gjerne lulle din Sjæl
I Drømme om Sømandsære.

Men alle de Snekker, dit Navn Du gav,
De finge kun føje Lykke;
Det er, som om det frie Hav
Spotted Selvherskerens Nykke.

281

Din Fyrstenavne - det saa' Du selv -
Han segned ved Sjællands Odde;
De Engelskmænd ham stunge ihjel
Alt, med saa haarde Braadde.

Dit Kongeskib, som Du efterlod
At værge dit Riges Kyster,
Det ligger nu badet i Danskes Blod
Ved Slesvigs blødende Bryster.

Det hjalp slet ikke, Du stod i Stevn
Med Spir og kongelig Krone;
Det er, som ramte det Herrens Hevn,
Som skulde en Uret det sone.

Thi, Konning Christian! den Kongejagt,
Du styred selv "af Guds Naade,"
Den tumles nu af Stormenes Magt,
Og hugger i Brændingens Fraade.

Og havde Du været en Sømand god,
Der tænkte paa Storm i Stille,
Og Kimingens mørke Tegn forstod,
Da gik det ej nu saa ilde.

282

Og havde Du med dit Øje klart
Gjennem Oprørsvæven skuet.
Da kæmped ej nu dit Folk saa svart,
Og Død dit Rige ej trued.

Og havde Du med din snilde Kløgt
Redet hvad længst var aflave,
Og Bod for alt det Brustne søgt,
Da blomstred nu Danmarks Have.

Men, Konning Christian, Du hviles i Fred!
Vi vil paa de Døde ej klage ;
End kunne vi værge for Danmarks Led,
Saa mange vi ere tilbage.

End bærer den danske Kongejagt
Sig kjækt i de Bølger høje,
Og hvert et Hjerte slaar uforsagt,
Og Mod der staar i hvert Øje.

Og end er der Sener i hver en Arm.
Som krummes af Lyst til at stride,
Og end er der skrevet i hver en Barm,
At Alle det Samme vil lide.

283

Og ruller saa Tordnens dumpe Brag,
Og Lynet hvisler og flammer.
End knuser det ej vor gode Sag,
Og Viljens Kraft det ej lammer.

Og rammer saa Nornens Dorn os liaardt,
Og pidsker os Ulykkens Svøbe,
End kunne vi døje Svie og Tort,
For Ære og Frihed at kjøbe.

End lever forvist en naadig Gud,
Som straffer Folkenes Brøde,
Men atter lader af Smertens Brud
Springe Velsignelsens Grøde.

End "er imorgen der atter en Dag",
Det skal ej forglemmes i Nøden:
Luerne fra det synkende Vrag
Pege mod Morgenrøden.

284

Slaget ved Fredericia.

Indgang.

Følg med! Der nærmer Toner sig, I fatte,
Thi deres Søstre har I fostret selv;
De er en Skærv af det Forgangnes Skatte,
En Draabe af Erindrings rige Væld.
Ifald de synke døde ned og matte,
Saa husk: Sangbunden var - Jer egen Sjæl.
Følg med tilbage et Par Aar i Tiden,
Fra Fredens træge Ro igjen til Striden!

Til Ende Vaaren gik: huldt har den smykket
Med Løv og Blomsterpragt de danske Ø'r;
Men Folkets Aandedræt er tungt og trykket,
Dets Øje skygges af et Taageslør.
285 Forgjæves har det med sin Drot opbygget
Et Frihedstempel, Verden saa' ej før;
Det sukker dybt, det vaander sig i Smerte,
Thi Fjendens Haand er lagt paa Danmarks Hjerte.

Og Haabets Plante sygnet er, som gro'de
Saa frisk og frodig midt i Vintrens Skød;
Fortæret er ej Kraften til det Gode,
Den venter trodsig Enden paa vor Nød;
Men slukt er Stjernerne, hvorpaa vi trode,
Og intet Frelsens Juleglimt er fød;
Et Tegn der staaer ikkun i Himmelranden,
En straffende Komet - Skærtorsdagsbranden.

Og Somren kommen er. Kold suser Blæsten
Og bær til vore Kyster - Havets Skum:
Hjælp kommer ej fra Østen, ej fra Vesten,
Vi staa alene i det store Rum.
I Landet ligger Fjenden, og forresten
Vi lide, men vor Lidelse er stum.
Vi se paa Fjenden, Fjenden os betragter,
Og om vor Skæbne raadslaa store Magter.

Det er den femte Juli. - Solen dølger
Bag Jyllands Ryg sin første Sommerglød.
En venlig Aftens friske Køling følger,
Og Varmen damper frem af Jordens Skød;
286 Op over Kattegattets mørke Bølger
Sig Maanen hæver, fuld og blodigrød:
Som Hævnens Fakkel flammer den. - Nu Ordet
Sin Gjerning røgtet har, nu taler Koret.

Aften.

1. Tydskernes Drikkelag.

Du guldglødende Vin,
Som den gavmilde Rhin
Trylled frem af Klippens golde Stene!
Den forborgene Kraft
I din lædskende Saft
Føle Tydsklands Sønner alene.
Du skal fylde vort Bryst med vidttonende Kvad.
Du skal løfte vor Tanke til Ætherens Bad,
Du skal styrke vor Arm, naar vi mætte vort Had
Imorgen!

Du Vidundernes Hjem,
Hvor Athene sprang frem,
Klædt i Pandser, af Kronions Hjerne,
Og hvor Enheden, fød
Af Adsplittelsens Skød,
Danner Livets mægtige Kjerne!
287 Dig indvie vi Druernes funklende Skaal.
Du var Ynglingens Drøm, Du er Mændenes Maal;
For din Ære vi svinge det knusende Staal
Imorgen!

Du Pygmæernes Slægt,
Som formasted Dig frækt
Til at sætte Kejserørnen Grændse!
Dine lokkede Mø'r
Paa de græsgrønne Ø'r
Skulle vore Bægre kredense;
Thi vort Taalmod er endt, som Du stolede paa.
Nu din blegnede Stjerne i Næ monne staa;
Den skal skjule sit Aasyn bag Bølgerne blaa
Imorgen!

2. Den jydske Bondes Aftensang.

Naar Tydsken sin tørstige Ganger rider
Tilvands i Viborg Sø,
Saa siger Sagnet fra gamle Tider,
At Danmarks Rige maa dø;
Men Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest.

288

Nu sidde de Tydske i mange Dage
Som Herrer i Jydens Hjem;
Hr. Rye er vegen saa langt tilbage
Og tør ej maales med dem.
Men Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest.

De øde vor Hest, og vor Ko de slagte,
De lejre sig i vor Rug,
Og Bonden, som knap for Træl de agte,
Maa brede dem Disk og Dug.
Men Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest.

Der gaar og et Sagn paa den jydske Hede:
Engang kom Tydsken før,
Da drog Niels Jepsøn sit Sværd af Skede
Og gjente ham flux paa Dør;
Thi Hjælpen er næst, naar Nøden er svarest.

Er Ebbesens Daad end et muldent Minde,
Og knap hans Lige fød,
Saa vist skal Jyden dog Frelse finde;
Vor Herre er end ej død.
Hans Hjælp kommer nok, naar Nøden er svarest.

289

3. Paa Forpost.

Hvad er vel Klokken? Er vi Midnat nær?
- En Stund vi har endnu forinden
At staa taalmodigt stille her
Og se i Dæmringen ud efter Ejenden.
- Nu vel, saa lad os korte Tiden af!
Maaske der venter os før Dag en Grav;
Den vil vi os ej dorsk og kjedsomt nærme,
Men end engang
I vore Drømmes lyse Verden sværme.
Kom, Brødre, stemmer op en Sang!

Nattens dæmrende Taager
Har sig paa Engen lagt,
Der kun Soldaten vaager
Paa sin farlige Vagt;
Medens hans Blikke vanke
Gjennem det øde Rum,
Sysler hans stille Tanke
Udi sin Helligdom.

Thi han bærer derinde,
Gjemt i en trofast Sjæl,
Billedet af en Kvinde,
Dejlig som Freja selv;
290 Og naar han dristig træder
I Slagets Dødningdands,
Billedet sig iklæder
Valkyriens høje Glands.

Køle Luftning fra Søen,
Bringer Du med et Bud?
Mødte Du hist paa Øen
Nylig min unge Brud?
Svaled Du Kindens Rødme?
Løste Du Lokkens Fald?
Nipped Du Læbens Sødme?
Ak, del da med mig halv!

Løste hun af dens Fængsel,
Mens Du i Løvet skjalv,
Hjertets bævende Længsel,
Sukkets vingede Alf?
Hvisked hun: "Jeg vil græde,
Kommer igjen ej han?"
O, da gaar jeg med Glæde
I Døden for mit Land!

291

Nat.

1. Udsigt fra Strib.

Hvor denne Nat er skjøn!
Mildt vifter Sommervinden med sin Vinge,
Som steg den ikkun for at bringe
Til Himlen Bølgens Suk og Blomstens Bøn,
Se Maanen majestætisk skride
Igjennem Højeloftets dybe Blaa,
Og Tusinder af gyldne Stjerner
Som bly, beskedne Terner
Om deres høje Dronning staa,
Mens hendes Kjortels Sølvmorsstrømme glide
Ned over Jordens dunkle Side
Og hylle Land og Hav i magisk Glands!

Men ej Naturens Glæde, Fred og Hvile
Formaar at fængsle Sind og Sands,
Mens disse korte Timer ile.

Her er ej Fred, men Stridens høje Larm.
Her er ej Ro, men vilde Kræfters Harm.
Her er ej Glæde, nær er Slagets Gru;
Dødsenglen svæver over dette Nu.

292

Histovre bag de sagte kruste Bølger
Et Net af hvide Røgsky'r dølger
Fredericias halvt forfaldne Vold,
Det danske Fastlandsriges sidste Skjold.

Men Lyn paa Lyn igjennem Dampen fare.
Nu tordner Fæstningen fra hver en Kant,
Nu Strib, dens ufortrødne Sekundant,
Og Fjendens Batterier hidsigt svare.
De spy en Vredesild mod fyenske Kyst;
Glodrøde Bomber over Beltet krydses,
Snart mødes midtveis de og kysses,
Snart bore de sig dybt i Klintens Bryst.

Det er et evigt Bulder uden Pause
Og Frist en eneste Minut.
Kanonens dumpe Stemme raaber uafbrudt,
Og imod den er alle Røster tause.

Og dog er dette Raseri med Jern og Svovl og Ild
Ej Kampen selv, men kun Prolog dertil,
Ikkun et lystigt, blodløst Mummespil
Mod det, som forestaar, mens Natten lider.

Thi se, midt under Ilden glider
En Rad af Baade mellem Kyst og Kyst.
De har bragt Hæren over rask og tyst,

293

Nu staar den færdig i Fredericias Gader
Og venter ikkun utaalmodig paa
Signalet til at gaa
Mod Fjendens stærke Værn og Palisader.

Nys stødte fra en Baad; det var den sidste;
Den førte dem, som føre an.
Naar den er lagt til Land,
Det gjælder og skal bære eller briste.

Men hvilket der vil ske, det veed kun Han,
Som styrer Fredens Dont og Kampens Stevne.
Han veed, om nu vi herligt hævne
Skal Eckernførdes Jammer, Koldings Brand,
Og se omsider kronte Seirens Drømme.
Han veed, om vi en Sorgens Kalk skal tømme,
Og se unyttig spildt af planløst Mod
Igjen vort unge Liv og dyre Blod.

Men hvad Han veed, vil Morgenrødens Strimer
Forkynde for hvert Sind, der febersygt
Omtumles mellem Tvivl og Haab og Frygt
I disse skæbnesvangre Timer.

Ha! Fæstningen forstummer. Hvad er det?
Er vort Artilleri alt træt?
Skal Fjenden have Lov at fyre ene?

294

O nej! Nu ser jeg hist paa Havets Stok
Bevæger fremad sig den mørke Flok.
Saa veed jeg nok.

Nu ruller Teppet op for Nattens Scene!

2. Soldaterne i Fæstningen. Matroserne paa Beltet.

Soldaterne:

Vi vil ud, vi vil ud,
Vi vil ud at slaas!
Ei maa Fjendens Skud
Søge ind til os.
Vi vil hilse paa vor tydske Hr. Fætter;
Han bedst os forstaar, naar bag Bajonetter
Freidig vi byde Kugler Trods.

Matroserne:

Hal nu i Tridserne!
Op med Koulisserne!
Vi skal jo spille Komedie.
Vi er halvanden Mand,
Men for en tydsk Forstand
Se vi vel ud som halvtredie.

295
Soldaterne:

Lad os gaa, lad os gaa
Ud i aabent Felt!
Vi kom for at slaa
Over Lille Belt.
Hvad vente vi paa, naar Midnat er slagen?
Vi fægte jo kan, saagodt som om Dagen,
Under Vorherres Stjernetelt.

Matroserne:

Brusende, feiende,
Gyngende, svaiende,
Fare vi hen over Vandet.
Raab alle Mand: Haloi!
Vi tør vel gjøre Støj,
Siden vi skal ikke Andet.

Soldaterne:

Nu afsted, nu afsted
Fra den brændte By!
Gaa med raske Fjed
Uden mindste Kny!
Ej mærkes vi vil, før vi er ved Skandsen,
Ej liste de skal, som før, væk fra Dandsen.
Ballet skal staa til Morgengry,

296
Matroserne:

Skynd Jer i Hoserne!
Her er Matroserne,
Som Jer for Sidst ville takke.
Kom blot i fuld Gevær
Stranden en Smule nær,
"Bedstemo'r" med Jer vil snakke.

Soldaterne:

Lige frem, lige frem
Gjennem Vind og Vejr!
Marchen gaaer kun hjem
Over Fjendens Lejr,
Den Gamle har sagt, at Ingen maa vige,
Og Feltraabet er: Vort Land og vor Pige!
Lystig da frem til Kamp og Sejr.

Matroserne:

Se kun, om Krysterne
Er her ved Kysterne!
Fanden dem alle har taget.
Saa maa vi gaa i Land;
Vore halvanden Mand
Skulde dog lidt med i Slaget.

297

3. Den Ventende paa Volden.

Nu er de Alle ude. Skytsets Torden
Er af en ængstlig Stilhed fulgt.
Veed Fjenden Alt? Staar han i Orden
Og venter dem, bag sine Skandser dulgt?
Et Øjeblik - og Svaret følger.
O, se! Lig trende sorte Bølger
Fremvælte vore Stormkolonner
Med ilsom Hast, men tyst som Aander.
De Forpostkjæden naa - i Flugt den viger.
Stilheden er forbi.
Højt Kampens Raab fra hele Sletten stiger.
O, Slagets mørke Poesi?
Du river hen min Sjæl. Jeg kan ej tøve.
Ud maa jeg, ud, min unge Kraft at prøve!

4. Kulsviernes Sang.

Fæld Geværet og løb!
Frem i Taagen!
Falder Nogen,
Stands dog ikke!
Lad ham ligge!
298 Sejr ej faae for bedre Kjøb.
Ha, Ilden sig forstærker;
Vi staa for deres Værker,
Se Glimtet derfra!
De tro, de kan holde
Paa Værn og paa Volde;
Men vi maa dem ha'.
Over Graven i et Sæt!
Over Volden flink og let!
Hurra!
Vi vil slaas med Jer nu, var det En imod To:
Vi har Kulsviernæver og Kulsviertro.
Hurra!

Ind paa Livet af dem!
Giv dem Braadden
Eller Klodden,
Brug Geværet
Eller Sværd