✂

Norden.

1.
(1842).

✂ Længe var Nordens
Herlige Stamme
Spaltet i trende
Sygnende Skud;
Kraften, som kunde
Verden behersket,
Tyggede Sul fra
Fremmedes Bord.

✂ Atter det Skilte
Bøjer sig sammen;
Engang i Tiden
Vorder det Eet;
4 Da skal det frie,
Mægtige Norden
Føre til Sejer
Folkenes Sag!

2.
(1845).

✂ Herlige Moder, Skjoldmø prud,
Gjordet af Havets sølvblaa Belte,
Hist klædt i Graners sorgdunkle Skrud,
Skygget her af lysgrønne Telte!
Sten er dit Pandser,
Isbræ din Hjelm, og Skær dine Landser,
Malmtunge Sener sno din Arm;
Men Kjærminderne smykke din Barm,
Og din Isse Polarstjernen krandser.

✂ Dig gjælder Løftet: - tag det hen,
Som det med ærligt Sind er svoret;
Fædrenes Aand nu Sønnerne send,
Saa skal Gjerning stige af Ordet!
Lær os at kæmpe
Freidig som de og ej med Lempe,
Kæmpe i Livets Alvorsdyst,
Og mod Fjenden, som bor i vort Bryst:
Lær os Tvivlen og Frygten at dæmpe!
5 Sprede da skal vor unge Magt
Sandhedens Lys i Vraar og Kroge,
Sprænge hver Snare, Løgnen har lagt,
Og forjage Fordommens Taage;
Ende vor Trængsel,
Tanken og Ordet løse af Fængsel,
Bygge vor Ret paa Friheds Grund,
Og slaa Bro over Hav, over Sund,
Hvor den gaar, vore Hjerters Forlængsel!

✂ Herlige Moder, Kraftens Brud,
Mindernes Hjem og Haabets Vugge,
Du skal ej lyde Fremmedes Bud,
Og din Hæder Barbarer ej slukke!
Fædrene kjøbte
Dyrt Dig for Staal, og Blod Dig døbte;
Værge Dig tro skal Sønners Hær,
"Til den sidste ligger paa sit Sværd:"
Der er, Moder, vor Pagt og vort Løfte.

6

3.

✂ Unge Gjenbyrds-Liv i Norden!
Røst fra vore Fædres Grav!
Vil Du styrre Verdens Orden,
Bryde Aandens Baner af?
Vil Du brede Oldtids Mørke
Over Nutids klare Dag?
Vil Du vække vilden Styrke,
Fordom, Had og Yaabenbrag?

✂ Nei, Du styrrer Tidens Slummer,
For at vogte paa dens Tarv,
Og Du vrager tydske Krummer,
For at løfte egen Arv.
Mens Du kalder fromt tilbage,
Frem Du higer uden Sky;
Mens Du mindes gamle Dage,
Herligt varsler Du om ny.

✂ Og Du spænder Styrkebeltet,
For at bane Aandens Gang,
For at slaa tilgavns af Feltet
Graanet Uret, rusten Tvang;
Og Du vil med Aukthors Hammer
Smedde Ringen, Had har delt;
Du vil samle Nordens Stammer
Atter til et mægtigt Helt.
7 Unge Gjenbyrds-Liv i Norden,
Fortids-Røst og Fremtids-Syn,
Rul fra Læberne som Torden!
Tænd i Sjælene som Lyn!
Trøst de Bange, styrk de Svage!
Flok de Stærke, Mand ved Mand!
Skab en ny, en evig Sage
Om vort skjønne Fædreland!

✂

Fædrenes Minde.

(1845).

✂ Du Ætling af den unge Tid,
Hvis Bauta Haabet bygger!
Vend Dig en Stund fra Døgnets Strid
Mod Oldtids stille Skygger!
O lyt, hvor Mindets Fugle de sjunge!

✂ Er Livets Morgengry end slukt
I træge Seklers Mørke,
Og Kæmpehøjen længe lukt
Alt over Kæmpens Styrke:
8 Saa er dog til et evigt Ry
Den svundne Storhed viet,
Og Styrken føder sig paany,
I Løn af Rygtet diet.

✂ Den voxer i de Unges Hu
Alt som en mægtig Tanke;
Den modnes til engang endnu
At bryde Tidens Skranke.

✂ Fuldbyrdes skal, hvad Valas Kvad
Forkyndte Guder rige:
Af Syndens Nat og Dødens Bad
Skal Norden gjenfødt stige.

✂ Og Asers Slægt i evig Fred
Skal sig til Eet forbinde:
Det er det Haab, som lufter ned
Til os fra Fædres Minde.
O lyt, hvor Mindets Fugle de sjunge!

9

✂

Til Lundenserne.
(1839).

✂ Kors! hvad maa de tro derom,
Tordenskjold og Kong Carl i de Saliges Himmel,
Hvis de gjennem Tid og Rum
Skue ned paa vor lystige Vrimmel?
Sundets dengang røde Val -
Nu et blinkende Baand, som forbinder Nationer!
I den danske Bøgesal
Hilses "Grossar" med jublende Toner!
Brunkebjerget og Svarteraa
Glemt' i Fortidens Mørke staa;
Paa de gramme Fædres Grav
Haand i Haand Sønnesønnerne slaa.

✂ Men - hvo fælded Krigens Ravn?
Hvad udslukkede Tvedragtens knittrende Flamme?
Hvi blev Lund og Kjøbenhavn
Atter Søstre af selvsamme Stamme?
Hvor fik Broderfolket lært
Broderfolket i Hu og i Tanke at kjende,
Og at se, det var nok værdt
Aaben Favn mod hinanden at vende.
10 Aanden det er, dens lyse Magt,
Vidskab og Kunst i nyfødt Pragt,
Som har smeltet Seklers Is,
Som har knyttet den herlige Pagt!

✂ Svenske Broder, ræk mig Haand!
Det er Musernes Sønner, hvem Kaldet er givet,
At befæste dette Baand,
At gjenkalde det, søndret, til Livet!
Eet er jo vort Maal og Med,
Kamp for Frihed, for Ret og for Sandhedens Krone,
Og vort Bryst oplues ved
Samme Harpers beslægtede Tone.
Tøm da Pokalen, "söta Bror!"
Grjentag vor Skaal i kraftigt Kor!
For Bellman og for Linné!
Ja, for Yidskab og Kunst i vort Nord!

11

✂

Hilsen til Upsala.
(1843).

✂ Da nys den fejre Vaar
Slog sine Bøgetelte, hvor Øresundet gaar,
Da blev os trange Hjemmets Baand,
Da drev os ud paa Havet den frie Vikingaand.

✂ Her staar vor Valfarts Maal,
Hvor Sveakraftens Vugge paa Gænge gik af Staal,
Hvor frisk endnu den Stamme gror,
Hvis stærke Grene favned engang det hele Nord.

✂ Thi nu har Sandheds Væld
Af Sagas Skjold jo tvættet hver gammel Skyld
og Gjæld;
Nu knytter Aandens unge Magt
Af Tvedragts lange Kjæde en hellig Broderpagt.

✂ I Trillingfolkets Bryst
Slaar nu det samme Hjerte for fælles Sorg og Lyst;
Og parret staar i Toners Krands
Den samme Haabets Spire med fælles Minders Glands.
12 See, derfor drog vi hen
At trykke Eders Højre - og skilles ad igjen;
Men Aanden, som os drev, bestaar:
Vor Hilsen er en Svale, der varsler Nordens Vaar!

✂

Ved Studentermødet i Kjøbenhavn.
(1845).

1.
Til Velkomst.

✂ V elkommen ved Furen, som Gefion drog,
I Sønner af Fjeldets Marv!
Den Længsel, som drev Jer fra Celle og Bog,
Den Tanke, som styred Jert Vikingetog,
Er vor fælles mødrene Arv.
Det er Stammens Tunge og Blodets Røst,
Der hilser Jer, Brødre, paa Danmarks Kyst
Velkommen!

✂ Og Vidnesbyrd bærer Jer fredsæle Hær,
At endt er Aarhundreders Kiv.
Kulturen har smeltet det hærgende Sværd;
I Aandens Bedrifter, i borgerlig Færd
13 Er der vakt et højere Liv.
Til sit Værk os kalder den nye Tid;
Vi hilse Jer, Brødre, til Smilets Strid
Velkommen!

✂ Og Budskab I bringe, at ærerigt Nord
Gjenfødelsens Daggry skal se,
Da Kæmper opstande i Kæmpernes Spor,
Da Fædre besegle, hvad Sønnerne svor,
Og der vorder Een af de Tre.
Det er Fortids Spaadom og Fremtids Haab,
Vi hilse nu, Brødre, med Jubelraab
Velkommen!

2.
Til Afsked.

✂ Et Ord endnu! - Vort Samlivs Daglys svinder,
Om korte Timer er dets Fryd forbi;
Da sysler Tanken med de rige Minder,
Og Hjertet nynner Savnets Melodi.
Momentets Perlekrands i Støvet ruller,
Og Livets Alvor tynger paa vor Skulder.
14 Kom I da, Brødre! hid, kun for at skue
I broget Grlands Nordhavets Dronningstol?
Kun for at kryste Nydelsernes Drue,
Og vaagne trætte op med næste Sol?
Nei, - der var Indhold i vor Ungdomsgammen;
En mægtig Tanke drev og bandt os sammen.

✂ Og det var den, at Livets Herre hented
Af samme Kilde vore Aarers Blod,
Det samme Sprog paa vore Læber prented,
Og drog vor Higen af den samme Rod,
Gav os i Odel efter vore Fædre
Det samme Hjem at værge for og hædre.

✂ Og det var den, at, som af store Minder
Vi fik i Varetægt den samme Skat,
Som os een Tro, eet Aandens Præg forbinder,
Er os det samme Maal i Tiden sat:
At kæmpe fremst i Folkenes Bravalle,
Frigjøre Verden atter eller falde.

✂ Og denne Tanke ej med Grlæden slukkes,
Den dør ej bort med vore Stemmers Klang:
Med Eder over Havets Strøm den vugges,
Hos os den spirer paa den grønne Vang;
Den giver Mod at trodse Dage mørke,
Den giver Sindet Kraft og Armen Styrke.

15

✂ Den lærer os, at Stammens skilte Grene,
Som sygne d hen i mørke Magters Baand,
Maa til et enigt Hele sig forene,
Da er vor Skæbne i vor egen Haand.
Saa far da vel! Yort fælles Løsen være:
For Nordens Enhed, Nordens Sejr og Ære!

✂

Til Nordens Konger.
(1846).

✂ Held over Nordens gamle Odelsgaard,
Af Fjelde bygt og hegnet ind af Graner,
Mens Blomsterhaver, lig en Flok af Svaner,
Paa Havet gynge sig derudenfor!
Af blanke Jøkler er dens Højsal takt,
Og Hekla vældigt som dens Arne flammer;
Af Malm den gjemmer nok i dybest Kammer,
Og gylden Rughøst er paa Tillie lagt.

✂ Held over Brødrene, hvis Arv den blev,
Som længe slet forstod sig paa at dele,
Før Hver fik Sit, men Alle dog det Hele,
Og Blodets Røst dem Vitherlagen skrev!
16 Nu snor sig Venskabs Blomst om Murens Rift,
Og Frænders Kraft med Frænders sig forbinder,
At smykke Hjemmet op med nye Minder
Om snilrig Daad og dristig Aandsbedrift.

✂ Held over Eder, høje Styrismænd!
Som sattes der paa frækne Drotters Sæder,
At værge og forynge graanet Hæder
Og føre frigjort Slægt mod Maalet hen.
Vi veed det vel, Guldkronen er ei let:
Støt Jer paa Folkets Skuldre, - de er stærke!
Lad "Ret og Sandhed" være Skjoldets Mærke!
O, gjør til Sandhed det, da gjør I Ret!

✂ Hil være Jer i Sjølunds Sommerpragt,
Hvor mildt hvert Blad om Fred og Glæde suser,
Mens Øresund mod begge Kyster bruser
Et lifligt Kvad om vaarlig Folkepagt!
O, her skal uformærkt et helligt Baand
Til enigt Samfund Eders Sjæle knytte!
Og det skal tre Nationers Bøn beskytte!
Og det besegies skal af Nordens Aand!

17

✂

Vers paa Bellmanske Melodier.

1.

✂ Kom, Brødre, lad os vanke
Imellem disse Stammer slanke!
Her sværme skal vor Tanke
Fri og let i Naturens Vaar,
Hvor Fuglekore gynge
Sig under Loft og Hymner synge,
Mens unge Hjortes Klynge
I Engens Græs til Midien staar.
Ned Solen gaar.
Om Toppene sit blanke
Guldnet den slaar.
Kom, Brødre, lad os vanke
Her i Naturens rige Vaar!
Her i Naturens Vaar.

✂ Se hist, hvor Skoven slipper,
Der bølge sig de gule Vipper,
Og Faareflokken tripper
Paa en halvt sjunken Kæmpegrav!
Hør, Aftenklokken ringer,
Og Koens Brøl i Luften klinger,
Mens Bondens Datter bringer
Til Hjemmet Melken, som den gav!
18 Det sølvblaa Hav
Hist fjernt, hvor Synet glipper,
Alt hegnes af.
O se, hvor Skoven slipper,
Hvad Gylfe fordum Gefion gav!
Hvad Gylfe Gefion gav.

✂

2.

F risk kuler Nordvinden op over Norden,-
Puster Spindelvævet og Gittrene ned:
Kræfter, der slumrede, spire af Jorden,
Slægten trækker Aande, til Gjerning bered.
Hør, gjennem Gravenes Fred gaaer der Gny,
Brynjer og Spydstager ryste de Døde,
Hilse i Drøm det Opstandelsens Gry,
Sønnerne ile imøde.

19

✂

3.

V aarsolen skinte, og Birken bar Knop,
Da en Vikingflok paa Fyrisval landed;
Forbundets Lillie af Sletten skød op,
Hvor sig Kæmpers Blod havde blandet.
Mægtige Guder signed vor Ed,
Smilte fra Sky, da Haandslaget mødtes,
Holdt over Daaben Aanden, der fødtes,
Og gav den Oldtids Forjættelse med.

✂

4.

Synden er slettet
Og Hadet er forgjettet
Ved vor Pagt;
Seiren er forjættet
Til Aandens Magt.
Dagene svinde,
Og den, der skal forbinde
Stammens Skud,
Den skal nok oprinde
Paa Nornens Bud:
20 Da skal vort Fædreland
Trodse enhver Tyran:
Frihed og Hæder og Lykke ei vige fra dets Strand !
Tone skal et evigt Kor
I Nord!

✂

I Foraaret.

✂ Kom, Brødre! Vaarcn vinker
Med Majløv om sin Hat;
I hendes Belte blinker
Af Tusindskjøn en Skat;
Paa Luftens Aande svæver
Gevantets grønne Flod;
Og, hvor hun gaar, sig hæver
Nyt Liv og frejdigt Mod.

✂ Igjennem Rummet gynger
En liflig Tonestrøm;
Thi Alt, som lever, synger
Sin Længsel og sin Drøm;
21 Fra Busken Droslen klager,
I Sky slaar Lærken glad:
Vort fulde Bryst gjentager
I Kor de samme Kvad.

✂ Og se, Dryaden reder
Med Kam af Guld sin Lok,
Og som et Slør den breder
For skjelmske Søstres Flok!
Dem hviskende forklarer
Hun Hjertets dunkle Bog,
Men os hun lægger Snarer:
Lad gaa! - vi fanges dog.

✂ Og se, hvor Havet ruller
Derude sagte frem
Og bærer paa sin Skulder
Den fjerne Sejler hjem!
Men Haabets gyldne Snekke
Stolt pløier Himlens Blaa,
Og som Matroser kjække
Gaa vi ombord derpaa.

✂ Med spændte Vinger haster
Den over Tidens Nat,
Og først sit Anker kaster,
Hvor Tankens Maal er sat:
22 Der evig Vaaren blander
Med Høstens Frugt sin Flor;
Thi Kysten, hvor vi lander,
Den er - det nye Nord!

✂

Ved Sundet.

✂ Dejlige Øresund,
Kantet af Klint og Lund,
Stolte By'r og guldbesaade Agre!
Grændse, som skiller ej!
Gyngende Landevej!
Over Dig skal vore Toner flagre!

✂ Over til Tychos Ø,
Jomfruen, som i Sø
Bader sig blandt hvide Svaners Vrimmel;
Svandt hendes Glands end snart,
Saa funkler evig klart
Hendes Elskers Navn paa Nordens Himmel.

23

✂ Over til Skaanes Kyst,
Som hæver solbelyst
Op sig af de dybe, dunkle Strømme,
Ret som den svarte os:
"Byder kun Mørket Trods!
Sent opfyldes Eders lyse Drømme!"

✂ Der skal de hilse paa
Brødre, som grant forstaa,
Hvad der faar vort Hjerte til at banke;
Bringe dem dette Bud:
Her sprang med Skoven ud
Nordens Foraar i de Unges Tanke.

✂

Fædrelandet.

(1839).

✂ En Stemme klinger i min Barm,
Som strømmer fra mit Hjertes Kammer;
Med Kræfter fylder den min Arm,
Min Villie tænder den i Flammer,
Den griber Sind, den fængsler Sands;
Thi Stemmen er - mit Fædrelands.

24

✂ Hvor er mit simple Land ej smukt,
Naar Vaaren paa dets Kyst er landet!
En venlig Dal af Bølgen lukt,
En Have svømmende paa Vandet,
En Sal af Bøgekroner hvalt,
Hvor der er Fred og lyst og svalt!

✂ Hvor stolt, hvor herligt er det Hav,
Som Armen blank om Landet slynger!
Om Helten i dets dybe Grav
I Stormen det et Drapa synger;
Sin Sangers Ord det svigter ej:
Det er til Ros og Magt vor Vej!

✂ Kald gold og fattig kun den Jord,
Som ikke Malmens Aare dølger;
Vor Rigdom op af Marken gror,
Den vugges hid af Havets Bølger;
Og her er Kundskabsskatten fuld,
Og Sproget ejer Toneguld.

✂ Kald ussel kun den Stat og svag,
Som næsten ringest er blandt ringe;
Men mægtig er den gode Sag,
Et enigt Folk kan Ingen tvinge.
Kom I kun, Østens Ørne! kom,
Jeg stævner Jer til blodig Dom!

25

✂ Kald kun mit Folk en stakkels Træl,
Et Offer fromt for gamle Rænker;
Det har forlængst frigjort sig selv
Fra Fordoms Baand og Mørkets Lænker;
Og Frihedstræet trives kun,
Hvor det er skudt af Sandheds Grund.

✂ Og derfor elsker jeg mit Land,
Og vier det hver Kraft, jeg ejer;
For det jeg virke vil som Mand,
Jeg møder, hvor dets Fane vajer,
Indtil dets moderlige Skød
indbyder mig til Hvilen sød.

✂

Jylland.

✂ Du Kæmpearm, som trodsende udstrækker
De hvide Revler i den vrede Sø,
Og for Havgusens klamme Favntag dækker
As-Odins Kongestol og Gefions Ø!
Du er en Hjørnesten for Danmarks Rige,
Som aldrig brydes skal af Bølgens Magt,
Som Fjendehær ej let skal overstige,
Skjønt Du ej Fjelde har til Grændsevagt.

26

✂ Thi af din haarde Bund et Væld der springer,
Som gjennemstrømmer hele din Natur,
Som stempler Sandets Flugt paa Stormens Vinger,
De runkne Ege og den bratte Ur;
Som gjennem Hedens øde Storhed taler,
Naar taus den hviler under Nordlysskær,
Fra Dalens vilde Kløft, hvor Bækken maler
Den Rug, din Ager, skarp og karrig, bær;

✂ Som lyder højt fra dine Sønners Tunge
I Sprogets brede Lyd og dybe Klang,
I Viserne, som dine Døttre sjunge
Ved Klynens Blink i Vinteraftnen lang'
- Vel Kjøbstedaand gad Sprogets Marv fortrænge
Og give Sangen et moderne Sving;
Men Spentrup-Præst slaar end de gamle Strenge,
Og Ordet runger djærvt fra Viborg-Thing: -

✂ Som gjennem Folkets Hjertekamre ruller,
I Armens Muskler og i Kinden rød;
- Derfor det aldrig skjalv i Kampens Bulder,
Men stod, Dankongen tro i Liv og Død;
Mens dine Ege trodse Stormens Vælde,
Man mindes skal din Helt fra Nørreris,
Og Malplaqvet og Sehsted kan fortælle
En Saga stolt til dine Kæmpers Pris.

27

✂ Det Væld er Kraft, - er den, hvorfra i Norden
De Strømme skød, som knuste Romas Ørn;
Udtørret næsten overalt paa Jorden,
Den sprudler frisk i Dig og dine Børn.
Bevar den vel, lad Kiv den ikke lamme!
Lad den ej dunste bort i Dorskheds Favn!
Saa skal din Søn, hvorhen han gaar, ej skamme
Sig ved sit ærlige, sit jydske Navn.

✂

Slesvig.

✂ "Nu har vi Ledet hængt tilret,
Og Gud vil Vangen hyre,
At ingen Fremmed bryder det."
Saa mælte Dronning Thyre.
Men tidlig sluktes Thyres Aand,
Og Ledet sank for Fjendehaand,
Og smeddet blev et Slavebaand
For Anguls frie Sønner.

✂ Hvor "Danmarks Hertug" Knud med Staal
Skrev Venden danske Love,
Tør nutildags det danske Maal
Sig knap til Thinge vove;
28 Der staver nu hver Skolepog
Hel drøvelig sin tydske Bog;
Der tør Guds Ord i Hjertets Sprog
Ej Vej til Hjertet finde.

✂ Har da det danske Folk ej Gnist
Af Fædres Kraft tilbage?
Har det mod Vold og Argelist
Til Værn kun daadløs Klage?
Og vil det pleje Ro og Mag,
Indtil det ser engang den Dag,
Da Danmarks himmelfaldne Flag
For "Brændenelden" stryges?

✂ Nej, Brødre! nej, vi har udtømt
Vor Kummers Kalk til Bunden,
Og al den Lykke, vi har drømt,
For Nuets Krav er svunden:
Hvad Folket vil, det Folket kan; -
Nu vil vi, at vort Fædreland
Forynget skal fra Gravens Rand
Til Sejr og Frihed stige!

✂ Og se - det lysner alt i Syd:
Midt paa de Tydskes Thinge
Peer Hjort Lorenzen slog til Lyd
Med Modersmaalets Klinge;
29 Og Thyres Vold er rejst paa Tryk,
Og Slesvigs Bønder, Ryg mod Ryg,
Vil slaa en Skandse fast og tryg
Om Danmarks nye Rige!

✂

Modersmaalet.

✂ Du Danske, som kan høre
De velske Toners Flugt,
Hvi finder dog dit Øre
Vort simple Sprog saa smukt?
Veed Du, som vidt har vanket,
Hvorfor din Kind blev rød,
Hvorfor dit Hjerte banked,
Naar Hjemmets Tale lød?

✂ Fordi den Sjæl, som lever
I Folkets tause Bryst,
Som det i Modgang hæver
Og trodser Kampens Dyst,
Som i dets Idræt præger
Sin Fylde og sin Magt,
- Er den, der sig bevæger
I Sprogets Rhytmedragt:

30

✂ Fordi, naar Tanken svinge
Sig dristigt vil og vidt,
Paa Modersmaalets Vinge
Den kun kan flyve frit;
Og nynne kan vort Hjerte
Kun Tonerne, hvori
Vi lærte Livets Smerte
Og Livets Poesi.

✂ Og disse Toner rumme
Jo Folkets bedste Kraft;
Og aldrig de forstumme,
Før det sig selv har tabt:
Før Danmarks gamle Løve
Maa bære fremmed Aag,
Skal ingen Fremmed røve
Vort kjære danske Sprog!

31

✂

Den danske Sang.

✂ Liflig fløjte Velsklands Nattergale,
Galliens Hane vækker Kampens Mod,
Strengen bæver i Castiliens Dale,
Og i Tonen flammer Sydens Blod:
Over Dæk som under Kirkens Bue
Bruser Brittens Røst med Orgelklang,
Og, som der er Kraft i Rhinens Drue,
Er der Styrke i den tydske Sang.

✂ Tro dog, Fremmede, ej, at i Norden
Livet gisper stumt og sløvt og mat;
Tro ej, Hjertet stivner her som Jorden,
Hvorpaa Vintren har sit Snetelt sat!
Tro ej, Tanken her sit Udtryk savner!
Tro ej, Aanden er i Bøjle lagt!
Tro ej, Du kan puste bort som Avner
Nordens Mænd med dine Lungers Magt!

✂ Nej, der banker i vort Bryst en Stræben
Frem mod Livets frie Højdepunkt,
Og der ruller os et Kvad fra Læben,
Som vort Hjerte foraarsvarmt og ungt;
32 Sødt som Pigemundens Elskovsgave,
Blødt som Bølgens Leg i skovdækt Bugt,
Dybt som Vaabengny fra Kæmpegrave,
Stolt og kjækt som vore Tankers Flugt.

✂ Kling da, Nordens Toner, over Vangen!
Mød de fremmede kun uden Sky!
Mal den Storhed, som er længst forgangen!
Vårsl om den, der fødes skal af ny!
Lyd som vor betrængte Moders Klage!
Fa'r hver hendes Søn til Marv og Ben!
Kald os vore Fædres Kraft tilbage,
Mens vi rejse Danmarks Grændsesten!

✂

Den politiske Sang.

✂ Det skrevne Ord sig paa Hosesok
Maa liste Censor forbi,
Det talte vogter med Skilt og Stok
Vort nidkjære Politi;
Men Sang lægges mindre for Had;
Thi Viser er Ordets uskyldige Duer, som ej gjør Jagt
Paa Kongers Magt,
Men hente kun Haabets Blad.

33

✂ Saa lad os synge, naar Livets Baand,
Naar Tvivl og Mismod og Frygt
Vil sammensnøre den frie Aand,
Og Hjertet slaar mat og sygt;
Thi Styrke i Sangen der bor.
De smaalige Hensyn, de hæmmende Skranker, vi stødte paa,
Lig Jericho,
Maa styrte for Stemmernes Kor.

✂ Og lad os synge, naar Glædens Sol
I Horizonten opgaar,
Naar Tanken trækker i Søndagskjol,
Og Hjertet fejrer sin Vaar;
Thi Sang er de Lystiges Sprog.
Naar Brystet er fuldt og vil sprænges, da tolke det maa sin Fryd
I Toners Lyd,
Og taaler ej Taushedens Aag.

✂ Og naar vor Moder, af Kvide mæt,
Engang vil løfte sin Røst,
Naar hun os byder for Folkets Ret
At kæmpe den sidste Dyst,
34 Saa gribe vi syngende an,
Saa trænge vi jublende fremad, hvor Fjenderne tættest staa,
Og falde saa
For Frihed og Fædreland!

✂

Vaarsang.

✂ V aarens Luftning Plantelivet vækker
Og forsamler Skovens Fuglekor;
Ak, men bort med den vor Skare trækker,
Og vort Samliv taber da sin Flor.
Lagets Jubel nu vor Broderkjæde
Flokker sidste Grang bag Cellens Mur;
Snart opsøger ensom Hver sin Glæde
I den stille, drømmende Natur.

✂ Brat vil dele sig vor fælles Bane,
Og uventet lyder Livets Kald;
Nu i Vaar kan Ingen af os ane,
Om til Høst vi atter samles skal.
35 Ak, for mangen trofast Ven man redte
Alt den sidste Seng i Jordens Skød;
Mens saa mange, rundt i Landet spredte,
Døde ordinair Filisterdød.

✂ Men er Venskabspagten, vi har knyttet,
Mer end Dunsten af et Glædeslag,
Af vort Hjertes dybe Trang beskyttet,
Bygt paa samme Aandens Ridderslag,
Da - hvor vidt vi end i Verden spredes,
Fælles Hjem vi har i eet Gebet;
Og om vi af skilte Stjerner ledes,
Dog vort sidste Maal forbliver eet.

✂ Brødre, løfter da det fulde Bæger!
Lad os sværge, før vi skilles brat:
At hvad dybest nu vort Sind bevæger,
Vil vi værge som vor bedste Skat!
Tro den Fremtid, som er os forjættet,
Tro, til Friheds Morgen Natten brød,
Tro, til al vor Gjerning er udrettet,
Tro mod Fædrelandet til vor Død!

36

✂

Studenterviser.

1.

✂ Vort Liv er viet til Bog og Pen,
Til Aandens grublende Strid;
Det Værk, vi grunde, skal ej igjen
Forgaa i den rullende Tid;
Den Vished er ene vor Løn:
For Sandhed og Frihed og Ret vil hengive sit Liv og Blod
Med frejdigt Mod
Athenes fribaarne Søn.

✂ Vort Liv er viet vort Fædreland:
Vi gange til Kundskabs Væld,
Og hente derfra det Livsens Vand,
Som spreder dets Flor og dets Held;
Det ejer vor kraftige Arm:
Og svigte vi ej, naar det Sønnerne kalder i Fred og Krig,
Er Lønnen rig
Ved Møens bankende Barm,

37

✂ Vort Liv er viet det Broderbaand,
Som slynger os sammen til Eet;
Det er Produktet af Glædens Aand,
Det voxer i Soldets Gebet;
Naar Glassene fyldes til Rand,
Naar Viserne runge, og Lunet og Viddet sig boltre fri,
Saa juble vi:
Hurra for vor herlige Stand!

2.

✂ V i er en liden, men modig Hær,
Som altid ligger i Krig
Mod Alt, der Mærke af Løgnen bær,
Mod Fordom, Dumhed og Svig:
Slut, Brødre, Geledderne tæt!
Thi kun naar vi broderlig hjælpe hinanden i Daad og Ord,
Vor Magt er stor,
Og Sejeren vorder os let.

✂ Vi bygge trolig ved Nat og Dag
Paa Vidskabs evige Slot,
Men enkelt Styrke var ofte svag,
Og Værket gled ikke godt:
38 Dog, Brødre, forener Jer kun!
Thi rette vi alle mod Maalet de brusende Kræfters Ild,
Saa slaa de til,
Og Værket stiger fra Grund.

✂ Vi ængstes ofte af Livets Tryk,
For Tvang vi bøje os maa;
Men stemme sammen vi Ryg mod Ryg,
Da kunne vi trygge staa:
Slaar, Brødre, da Haand udi Haand,
Og tømmer de funklende Bægre med ren og med ærlig Hu!
Vi slutte nu
Et Forbund i Sandhed og Aand.

3.

✂ Tankernes Flugt, Aandens tvivlende Kampe
Skues kun af den dæmrende Lampe,
Krydse ej Døgnets smaalige Kiv.
Denne Verden er ikke vort Rige,
Tidt Filistre vi Pladsen maa vige,
Og maa høre som unyttigt Tant
Stemplet Skatten, vi forskende vandt;
Og Livets Kulde, Livets Tvang
Gjør ofte tung vor Ungdomsgang.

39

✂ O, men vor Stræben belønner sig selv:
Dristig den sprænger den jordiske Skranke,
Og den frie, den sejrende Tanke
Dier det Eviges straalende Væld.
Da den dunkle Natur aabenbares,
Og den taagede Verden opklares,
Og Gestalternes brogede Hær
Skiller Aandens det dømmende Sværd;
Da fylder Livets Poesi
Det unge Hjertes Melodi.

✂ Og naar vort lystige Lag vorder sat,
Broderlig tæt, om den flammende Kumme,
Kan vort Bryst ikke Tonerne rumme,
Flyve de ud i den stjernklare Nat;
Og de klinge med stigende Styrke
Om de hellige Kunster, vi dyrke,
Om vor frie, vor frejdige Stand,
Om vort yndige Fædreneland;
Og Sangens Trolddom, Druens Daab
Begejstrer sødt vort Ungdomshaab.

✂ Men naar vi skifte vort granskende Liv
Og Ungersvenden med Mand og med Borger,
Og maa kæmpe mod verdslige Sorger
Fjernt fra hinanden for Børn og for Viv,
40 Og naar Aanden med Legemet trættes,
Og de brusende Følelser sættes,
Mindets Harpe dog trolig har gjemt
Melodien, vor Læbe har glemt;
Og Livets svundne Kraft engang
Skal vækkes af vor Ungdomssang!

4.

✂ Nu staar Naturens øde Sal
Med Sneens Liggardin behængt,
Og Stormens susende Koral
Har Fuglens Sang fortrængt;
Men i vort unge, varme Bryst
Der spirer Liv, der klinger Lyst,
Og bære maa den frosne Jord
Vor Glædes Rosenflor.

✂ Vel knuged Prosalivet tidt
Vort Hjerte med sin klamme Haand,
Og Gjæld og synkende Kredit
Paa Glæden lagde Baand;
Men Standen har en Kapital,
Som klared mangen Nød og Kval,
Og løste mangen Vexel ind,
- Et let og lystigt Sind.

41

✂ Vistnok den lange Dag vi sled
Kollegiets Bænk, Systemets Bog;
Men tro ej, Verdens Herlighed
Uset forbi os drog!
Thi Aandens Stræben i sig selv
Indslutter Livets rige Væld!
Den føder Frihed, og dens Magt
Er Verden underlagt.

✂ Lad derfor visne Gentlemen
See haant ned til vor simple Stand,
Vi vil slet ikke bytte den
Med nogen Don Juan:
Med Modet kjækt, med Sindet fro,
Den Dont, hvortil vi kaldtes, tro,
For Frihed, Fædreland og Mø
Vi leve vil og dø!

42

✂

Regensviser.

1.

✂ Hvad er Regensen? - "Et Arsenal
For fyldte Revolutions-Granater."
Saa hedder det i Ministrens Sal
Og blandt de østlige Diplomater.
Nej, her kun Tungen
Frit renser Lungen,
Thi, sandt nok! Takten vi finde tvungen
I russisk Vals.

✂ Hvad er Regensen? - "En Knejpe, hvor
Man svirer væk baade Dag og Aften."
Saa lyder Høkerens Visdomsord,
Imens han selv stikker tæt paa Saften.
Nej, Glas og Kande
Kun holde - Vande:
Thi paa Regensen er Contrebande
En ussel Snaps.

✂ Hvad er Regensen? - "Et skummelt Bur
For gamle Fugle og unge Bjørne."
Saa smisker Frøknen, og paa sin Tur
Hun blikker sky til det røde Hjørne.
43 Nej, Herskerinde!
Kom, De skal finde
En fyrig Tilbederflok herinde
For Skjønheds Fod.

✂ Hvad er Regensen? - "Et Lazaret
For Invalider af Folk og Kjoler."
Saa raaber Skaren, der, strunk og net,
Paa Nørrefælled sektionsvis straaler:
Dog - Aandens Lamhed
Og Tankens Tamhed,
Der enes godt med Mondurens Stramhed,
Er fremmed her.

✂ Hvad er Regensen? - Lyd højt, vort Svar!
I Godtfolks Øren det runge efter! -
En frodig Have, der Frugter bar,
Hvis Saft og Kjerne gav Danmark Kræfter;
Et herligt Minde,
Mens Sekler rinde,
Om Ham, hvis Hæder ej skal forsvinde,
Før Kraft i Nord.

✂ For aandig Stræben er den et Ly,
En venlig Forhal til Vidskabs Templer,
En Borg, hvor, tryg for Filistergny,
Den Aand end bygger, som Standen stempler:
44 Af den beskyttes
Den Pagt, der knyttes
Af Gaardens Sønner, mens Dagen nyttes
Til boglig Færd.

✂ Og naar hver Sommer den grønne Lind
Sit svale Telt over Gaarden spænder,
Fra Bogen flygte med lystigt Sind
Til Glædens Bæger de flotte Venner.
Mens Glasset klinger,
Paa Sangens Vinger
Sig mod de blinkende Stjerner svinger
Regensens Pris.

2.

✂ Regensen hedder for Ingenting
Ej Gaarden ved Taarnets Fod;
Man ser det strax paa dens hele Sving,
At den er af kongeligt Blod;
Dens Kjortel var Purpur engang:
Nu er den forslidt og formørket, men bukke for Verdens Dom
Og klæ' sig om,
Det sømmer sig ej for dens Rang.

45

✂ Vel bliver Livet derinde snørt
I mangen en snever Norm;
I dens Forsyning med Vaadt og Tørt
Sker mangen sindrig Reform,
Og Spiritus er excludert:
Men under Decreternes Torden bevarer den Snittet a'
Sin Grand-Papa,
I Røg og i Damp ugenert.

✂ Dens Sønner eje kun Syle faa,
Og gange i laset Frak;
For Vest og Støvler de fægte maa
Mod mangen Rykker-Attak,
Og nyde kun liden Respekt:
I Aandernes mægtige Verden dog have de god Kredit,
Og herske vidt;
Der er de en kongelig Slægt.

✂ Hver Sommer fletter vor gamle Lind
Regensen dens Krone grøn,
Og vifter et frit og lystigt Sind
Til Gaardens freidige Søn.
Vi agte paa Soldets Kald:
Naar Glassene blinke og klinke omkaps med vor høje Sang,
I Cellen trang
Vi sidde som Konger i Hal.

46

3.

✂ Gamle Gaard med de dæmrende Stuer,
Dekorerte af Støv og af Røg,
Med din Højsal, bygt af grønne Buer,
Hvorfra vort Kor mod Stjernen fløj;
Med aabne Hjerter i de Celler trange,
Aandig Styrke bag bristende Frak!
Din Søn kun eier Melodi og Sange,
Af dem han fletter Dig sin Tak.

✂ Tak for Ly i de snekolde Nætter!
Tak for Skygge i Sommerens Brand!
Tak for Værn mod Mismods klamme Vætter
Og Næringssorgens nøgne Tand!
Thi Verdensvrimlen for Guldkalven knæler,
Aandens Kæmper maa fægte sig frem;
Men flau og ydmyg Rykkeren sig stjæler
Til dine Sønners trygge Hjem.

✂ Tak for Glimtet af evige Straaler,
Som Bevidsthedens Ragnarok brød;
For hver Draabe ren af Kundskabs Skaaler,
Min Stræben hented i dit Skød!
47 Og Tak for Drømmen, som Lindenes Susen
Bredte over min higende Sands,
Og for dit Ekko dybt og stærkt, naar Musen
Af Drømmens Blomster bandt en Krands!

✂ Tak for Soldets de lystige Timer,
Naar om flammende Boller vi sang,
Og Yenskabspalmen af de tause Kimer
Sig skyggebred og saftig svang!
Thi den skal blomstre, naar Rimfrosten falder,
Dufte mildt over Sletter og Sø,
Den skal staa rank og frisk til sildigst Alder
Og først med Hjertets Pulsslag dø!

✂ Gamle Gaard med de trofaste Mure,
Gid Du staa som din Bygherres Ry!
Gid med Besætningen i dine Bure
Din Marv og Styrke sig forny!
- Men daled end i Tidens Hav din Stjerne,
Var dit Minde og Navn dog ej glemt,
Thi det vil funkle her og i det Fjerne,
I dine Sønners Tanke gjemt!

48

4.

✂ Hvo kjender ej den gamle Gaard
Ved Rundetaarnets Side,
Som strunk i rød Mundering staar,
Besat med Snore hvide!
Tohundred Aar den stod galant,
Hvor haardt end om dens skarpe Kant
Det blæste.
La la la o. s. v.

✂ Den hele Gaard er viet ind
Til Hjem for tause Muser;
Ikkun den kaade Sommervind
I Lindens Krone suser,
Og - stundom Provst og Facultet
En skarp Reveille paa Trompet
Kan blæse.
La la la o. s. v.

✂ Dens gjæve Sønner, Par ved Par,
Ved Pulten sidde stille,
Og øse mangen Perle klar
Af Sandheds rene Kilde,
Og kæmpe trolig Aandens Kamp,
Mens op mod Loftet Pibens Damp
De blæse.
La la la o. s. v.

49

✂ Men hver Gang Julis første Sol
Mod Horizonten hælder,
De flux forlade Bog og Stol
Og deres trange Celler,
Og følge Glædens frie Kald,
Og sværme gjennem Skovens Hal,
Og blæse:
La la la o. s. v.

✂ Saa griber Soldets stærke Aand
De ungdomsvarme Gutter,
Og knytter manget Venskabsbaand
I flygtige Minutter,
Som først i Graven skal uddø,
Hvor koldt end over Livets Sø
Det blæser.
La la la o. s. v.

✂ Saa runger deres høje Kor
Til Moderhjemmets Hæder,
Dm Livet, som derinde bor,
Dets Rigdom og dets Glæder;
Om Ham, som fra sin høje Mast
Saa stærkt, at Gothens Hjerne brast,
Jo blæste.
La la la o. s. v.

50

✂ - Nu synker Dagen, som i Blod
Har døbt Hans Helterygte*)
Som lys og venlig Fadder stod
Til Gaarden, Han os bygte:
Op Brødre, hver som Stemme har,
For den en jublende Fanfar'
Vi blæse!
La la la o. s. v.

✂

Nytaarsnat paa Regensen.
(1838).

✂ Timerne flyve og Dagene ile,
Sommerens Livsfylde ganger til Hvile,
Islænken tæmmer det svulmende Hav;
Glæderne flygte som skræmmede Fugle,
Smerten, den hyler sig træt i sin Hule,
Nydelsen sygner og dør, - kun de gule
Visnede Blomster bekrandse dens Gray.

✂

Chor.

✂ Livet maa synke i Dødsnattens Kule,
Tiden maa rane igjen, hvad den gav.

**) Slag paa Colberghejde d. 1. Juli 1644. 51

✂ Kredsløbet fyldes og Aarene skifter,
Mosdækket skjuler de store Bedrifter,
Traadte i Gruset, forraadne de smaa;
Stormen Nationer og Troner bortvejrer,
Kvæget sig over Paladserne lejrer:
Er der da Intet, som Tiden besejrer?
Skal der da blivende Intet bestaa?

✂

Chor.

✂ Jo, der er Noget, som Tiden besejrer;
Noget der er, som skal blive og staa.

✂ Se, paa den dunkle, den natlige Bue
Stjernerne, blinkende rolig, beskue
Skyernes Flyven og vexlende Dands!
Skyens for Vinden sig splittende Felter,
Det er det Liv, som i Støvet sig vælter;
Evigen funkle, som Stjernernes Belter,
Vidskabs Trofæer og Kunstnerens Krands!

✂

Chor.

✂ Evig skal funkle, som Stjernernes Belter,
Vidskabs Trofæer og Kunstnerens Krands!

52

2.

✂ Du Vandrergubbe, der tilbage vender
Din Fod som Yngling næste Morgengry!
Du Fønix, som dit eget Baal antænder,
Og stiger af din Aske stærk og ny!
Tag, før Du Dig igjennem Rummet svinger
I jevn og majestætisk Ørneflugt,
Vort Haab og Ønske med paa dine Vinger,
Og rug os deres Blomster ud til Frugt!

✂ Beskærm hver ren og ærlig Aandens Stræben,
Og lad den gribe, hvad den leder om!
Giv Sejr hver Kamp med Pennen eller Læben
For Sandheds Flag og Skjønheds Helligdom!
Lad Tvivls og Fordoms skumle Taager svinde!
Kast Lys i Løgns og Rænkers mørke Nat!
Lad Kunstens Præst i Sjælens Gruber finde
De gyldne Drømmes, rige Tankers Skat!

✂ Befæst, hvad der er Ret, paa hele Jorden!
Tænd der, hvor Uret sejrer, Trøst og Mod!
Byd tie, hvor den buldrer, Krigens Torden!
Udslet de fule Spor af Broderblod!
Saa Friheds Frø i Dale, som paa Fjelde,
Og plej dens unge Skud med nænsom Haand!
Oprejs de Svage, knus Tyrannens Vælde,
Og spræng Nationers tunge Slavebaand!

53

✂ Vort Fædreland, - den Flok af lave Snekker
Med Bøge-Master, hviden Klinte-Stavn,
Med Bakke-Rælinger og Kløver-Dækker,
Som gynger i de blanke Bølgers Favn -
Bevar ukrænket os dets Fred og Lykke!
Gjenkald dets Kraft og Glands fra Hedenold!
Lad Folks og Fyrstes Enighed det bygge
Et Dannevirke trygt mod fremmed Vold!

✂ Skænk Landets Drot en lys og venlig Aften!
Flet friske Blomster i hans hvide Haar!
Styrk Snillets Morgenskær og Manddomskraften
Hos Ham, der, Fremtids Haab, ved Tronen staar!
Spred over Agren tykt den gule Grøde!
Lad Flaget pletfrit flyve over Sø!
For Danmarks Held lad Mand og Yngling gløde!
For Suk og Sorg beskyt dets unge Mø!

✂ Bevar os disse senestærke Mure,
Hvis dybe Ekko svarer Sangens Kor,
Og giv, at trygt i deres snevre Bure
Hos Aandens Styrke Hjertets Fylde bor!
Bevar fuldtallig os vor Broderklynge,
Og spred den ikke over viden Vang,
Saa skal vi paa dit Gravøl atter slynge
Harmonisk sammen vore Stemmers Klang!

54

3.
Aarets Daab.

✂ Nu har vi kistelagt
Ham kold og stiv, den gamle Mand,
I Sneens hvide Dragt,
Med Krandsen af den mørke Gran:
Og - død Mand ej blamere vi
Med Spot -
Hans Rygte confirmere vi
Som godt;
Vor Tak for Glæderne, han gav,
Vi plante paa hans Grav.

✂ Nu hans enbaarne Søn
Sig vikler ud af Mørkets Net;
Som lys og mild og skjøn
Os Haabet tegner hans Portræt:
See, Stjernehimlen svøber ham
I Guld,
Imens vor Klynge døber ham,
Og, fuld
Af Ild og Mod, i kraftigt Kor
Udtaler Pagtens Ord:

55

✂ I Navn af Sangens Drot
Vi døbe Dig med Toneklang:
Byg fort paa Kunstens Slot
Med Pensel, Mejsel, Streng og Sang!
Væk snart i Skov og Dalene
Din Vaar!
Sørg for, at Nattergalene,
De slaar!
Poeterne Du skænke huld
Lidt mer, end Lyrens, Guld.

✂ I Navn af Elskovs Gud
Vi døbe Dig af Tankens Strøm:
- Thi nødig foldes ud
I Ord det tause Hjertes Drøm.
Vi tør ei nævne Navnene
Paa dem;
Men let Du gjætter Savnene
Af hvem;
O skænk Enhver det Bedste, som
Hans Hjerte drømte om!

✂ I Fader Evans Navn
Vi døbe Dig med Drueblod:
Du bringe i din Favn
Af tunge Klaser Overflod!
56 Og tryk saa Vinens Priser ned
Og Told!
Og tryk os gode Viser ved
Hvert Sold!
Og hold os Liv og Glæde i
Vort kjække Kompagni.

✂

Akademisk Læseforening.

1.

✂ "Der stod et Træ i Regensens Gaard,
Det bar saa skyggefulde Grene;"
Derunder Slægterne fra Høst og Vaar
Sig kunde broderlig forene;
Der drak de Tankens Honning, Ordets Duft,
Og Sangen rulled gjennem Aftnens Luft
Om Danmarks Ø,
Om Hjertets Mø,
Om Gaardens Pris og Christians Hæder.

✂ Og Træet Spire paa Spire gav,
Som af sin gode Marv det maatte;
Men Gaardens Forsyn holdt mere af
En lille vissen Urt i Potte;
57 Og derfor kapped Øxen af dets Rod,
Endskjønt det i sin fejre Sommer stod;
Flokken, som sad
Under dets Blad,
Blev spredt, som salig Polens Sønner.

✂ Det faldt de husvilde Svende ind:
"Der gaaer paa Gaden jo saa Mange
"Med samme Stempel og Brodersind,
"Som dem, der bo i Gaardens Gange.
"Hvad om vi samled sammen dem med Il
"Og Facultetet narrede April?
"Om vi med dem
"Bygged et Hjem
"Af ny for gjæve Musasønner?"

✂ Der staaer en Knejpe paa Hauserplads:
Paa Pladsen der det netop kniber,
Og Luften falder lidt tung og kras,
- Tak ske de offenlige Piber!
Fra Kakkelovnen Pallas bag sit Skjold
Alvorlig ser paa sine Drenges Sold;
Smal Vittighed
Glider kun ned
I "Vrøvleho'dets" trange Strube.
58 Men døje kan man lidt Puf og Tryk,
Hvor nok af Hjerterum der gives,
Og Atmosfæren er ej for tyk,
Hvor Livet frit og frisk kan trives;
En Smule Sold gjør ikke Pallas vred,
Thi Mod og Kraft forfriskes jo derved,
Og Viddets Spil
Dog af og til
Erstattes kan af flotte Løjer.

✂ Idag vor Knejpe til Verden kom,
Et Aar er just forganget siden;
Er end dens Kræfter en ringe Sum,
Saa voxe de vel til med Tiden.
Gid den bevare blot sit ægte Præg,
Og huse Brodersindet bag sin Væg!
Derpaa beror
Fremtidens Flor:
Thi skal Geburtsdagsbarnet leve!

59

2.

✂ Vor Hu har intet Blivested,
Den flytter med vort simple Kammer:
Vort Hjerte varmes ikke ved
En huslig Arnes milde Flammer:
Og knuger Livets Kval vort Bryst,
Vi savne tidt en kjærlig Røst,
Som nyfødt Haab og Mod og Trøst
Kan i den syge Sjæl opklække.

✂ Men ene vi dog aldrig staa,
Vor Vej er dog ej mørk og øde,
Saasnart kun vore Hjerter slaa
Hinanden broderlig imøde;
Vi fødtes jo af samme Skød,
Det samme Aandens Kald vi lød,
Og Evighedens Straale gød
Den samme Ild i vore Aarer.

✂ Og derfor om vor hele Stand
Et stærkt og helligt Baand sig vinder,
Som, selv ej slidt af Tidens Tand,
Med Gubben Ynglingen forbinder;
En Pagt, der voxed, frisk og sund,
Af Hjertets foraarsvarme Bund,
Men drak sin Marv, sin indre Gund
Af Tankelivets rige Kilde!

60

✂ Kun Enkeltmand har intet Hjem,
Men husvild er ej hele Stammen:
I denne Kreds vi kaldte frem
Et Arnested for Broderflammen;
Her staar et Ly for Regn og Vind,
Gror Lindring for hvert sorgfuldt Sind,
Her farver Glædens Kald vor Kind
Og lokker Toner af vort Hjerte.

✂ Og om vort Samfunds unge Kraft
Vil stolt paa Tidens Strømning flyde,
Om Tanken selv, der har det skabt,
Vil som en visnet Skal det bryde;
Det Liv, vi her alt levet har,
De Blomster og den Frugt, det bar,
Skal tindre som en Stjerne klar
Paa vor Erindrings stille Bue!

3.

✂ Kors, Akademicum! er det Dig selv?
Kjender Du Dig i det store Hotel?
Du, som i Vimmelskafts-Sølen sov vel,
Druknende i Gjæld!
Hvor er din Sfære af Tran og Tobak?
Hvor er din Vinduestræk og din Schak,
Oppositionen med Briller og Frak
Og drøvtygget Snak?

61

✂ Her ser man jo Ministre,
Ulke og Stokfilistre,
Gentlemen og Pak:
En afdanket Formand slaar
Her paa Puf Etatsraads-Folder,
Og for Blomsterpige gaar
Mangen driftig Solder:
Se, Carl Nielsen i Embedshabit,
Gamle Bekjendte af Holbergs Elit',
Triblers Fink-Lohr og tyrolsk Kvirrevit
Og Frøkner i Sort og Hvidt!

✂ Ak, men det Hele er kun Illusion!
Atter, naar Phoebus faar fyldt sin Ballon,
Finder Enhver kun sin gamle Person,
Blot for al Fiction:
Lysene slukkes, og Tonerne dø,
Skæget gror frem paa den blomstrende Mø,
Hele Besætningen gaar op i Frø,
Thi "alt Kjød er Hø".
Herskab og Domestikker
Af samme Bolle drikker,
Lige genereus:
Ungdomskraften slaar Sparto
Til de pudrede Parykker,
Og Magnaters Morgenro
Endes af en Rykker.
62 Stadsen bli'r bragt Marchandiseren hen;
Slet ingen Rest af vor Lyst er igjen,
Uden et Hul i din Kasse, min Ven!
Og saa dine Tømmermænd.

✂ Lad det kun flygte, det raske Moment!
Lad det ha' tømt Dig din Pung saa omtrent!
Glæden, min Bro'er! gi'r, naar selv den er endt,
Varige Procent.
Svulmer dit Bryst ikke af Harmoni?
Hører Du Toner ej bruse deri,
Toner af Livet og dets Poesi,
Som gjør stærk og fri?
Tidt skal dit Hjerte banke,
Tidt nynne skal din Tanke
Samme Melodi.
Snart vi skilles, - og faa Kald,
Viv og Børn og egen Hytte;
Mindet om vor Ungdom skal
Vi dog med os flytte;
Og naar engang udi Bedstefa'rs Sal
Atter der nippes af Glædens Pokal,
Gjenfødt af Tanken opstande da skal
Vort lystige Karneval!

63

4.

✂ Sold, Akademicum, een Gang endnu!
Kald dine Sønner med sværmende Hu!
Løft dine Stemmer til Gjenboers Gru
Een Gang endnu!
Væk nu med Driverne, Bordene frem!
Stolene ind mellem Stolene klem!
Bli'r der ej Plads til et tørstende Lem,
Faar han gaa hjem.
Kom, vore Ganymeder,
Unge Johan og Peder,
Og sæt Boller frem!
Thi det var jo dog en Skam,
Om vor Knejpe Straadød døde,
Den bør druknes i en Dam
Udaf Druer røde.
Kraftigt og friskt var det Liv, den gav Ly,
Derfor den hilse sin Død uden Sky;
Lystig og kjæk, som den var i sit Gry,
Den dale for Nytaarsny!

✂ Husker I, dengang vi bosatte ble'
Tæt ved Regensen for Markstykker tre,
Levede sobert af Kaffe og The
I vor Ide;
64 Fik, mens vi sad paa den muddrede Plads,
Tyrke-Divaner og kristent Kalas,
Lavede Hyldingsadresser paa Trads;
Jo, det var Spas!
Spilte "Contubernaler,"
Og hørte kvalme Taler
Af Professor Ras-:
Slog saa ned i Vimmelskaft,
Trak af Russer hele Flokken,
Soldede med dem paa Kraft
Efter Formandsklokken;
Tegned og præked og sang Politik,
Snyder paa Snyder fra "Kammeret" fik,
Misted vor Kasse, men holdt os en Klik,
Og halvt i Hundene gik.

✂ Ja, vi er blevne os lige til Sidst;
Selvsamme Dyder og selvsamme Brist,
Vrøvl og Principer og Enhed og Tvist
Bo her som hist.
Nu er det ude, vort Kredsløb er endt,
Formen, vi bugted os i, har udtjent;
Nytte vi skal, hvad vi her har erkjendt,
I et nyt Moment.
Imorgen Kveld med Glæde
Skal ind i dette træde
Hver en brav Student!
65 Men i Aften Mindets Kraft
Sejre over det, vi haabe,
Blande i den stærke Saft
Vemods milde Draabe!
- Her har vi tømt Ungdomsglædernes Skaal,
Varmet vort Hjerte ved Vingudens Baal,
Svoret, at Frihed og Ret er vort Maal!
Drik Akademicums Skaal!

✂

Unionen.

✂ Studenter vi kaldes, men er jo ingen Ting
Kun svævende Skygger i Livets faste Ring,
Af Titel Borgere, Mænd af Kjøn,
Spirer til Meget, men Spiren er - grøn,
Magten er forbeholdt Autoriteterne,
Stemmeret hefter ved Fæste og Grund,
Vægt er nu engang forlenet Moneterne,
Tillid er Oldingens arvede Pund.
Har da vi Unge, vi Fattige og Faa,
Ej Lod og Del i det Værk, der bygges paa?
Har Livet ej levnet til os et Hverv?
Trænger Historien ej til vor Skærv?

66

✂ Jo, Brødre! vel blev et usynligt Maal os sat,
Vel færdes i Aandernes Kreds vi Dag og Nat;
Af denne Verden er ej vort Kald,
Evigt er Livet, som værne vi skal.
Men her er Tiden vi fik og et Ærende,
Fjeren vi blev i dens sneglende Uhr;
Udi dens Brygninger er vi det Gjærende,
Og i Kehraus'en har vi første Tour:
Den Tanke, Livet skal styres af engang,
Den jubler alt i vort Bryst sin Sejerssang;
Vi skal, om saa trygt hele Verden sov,
Repræsentere Bevægelsens Lov.

✂ Og derfor frisk Mod, Studenter, en avant!
De Gamle følge med, naar vi kun gaa foran;
Lad "grønt" kun være det Flag, vi før',
Grønt er jo Livets og Haabets Kulør. -
Længe vi stod der, splidagtigt forgrenede,
Rakte hinanden ei broderlig Haand;
Det er forbi, vore Kræfter forenede,
Forbundet sluttet med Hjerte og Aand:
Nu skal samdrægtig vi stræbe mod det Maal,
Hvorhen Kompasset alt viser med sin Naal;
Og engang skal den tredelte Nation
Tage Exempel af vor Union!

67

✂

Soldets Filosofi.

✂ Giv Agt, I Gutter! Af fulde Folk
Man Sandheden høre skal,
Og til at rejse mig som dens Tolk
Mig driver et mægtigt Kald;
Min Text lyder, tydelig talt:
Det Sold, som vi slynge af funklende Druer og Sangens Kor,
Har, mærk mit Ord,
Sin spekulative Gehalt!

✂ Jeg er, det mærker jeg altid godt,
Men var dog stundom kun halvt,
Naar Livet ængsted mig, trist og graat,
Og al min Courage faldt, .
Vil sige, naar Pungen var lænds:
Men her, ved det duftende Bæger, jeg føler mig rig og fri,
Er altsaa i
Den rene Værens Potens!

✂ Jeg veed, der bygger modsatte to
Ide'r i mit vexlende Sind!
Dog, stundom er jeg saa dum at tro
Paa Forestillingens Skin,
68 Som ened de sig excellent:
Men naar til et Sold mine Drenge mig kalde fra Bog og Hjem,
Saa træder frem
Oppositionens Moment.

✂ Den ene siger: "Bliv her og læs,
Husk paa, din Udsigt er mørk!,,
Den anden svarer: "Ad Bogen blæs,
Plant Druer i Livets Ørk!"
Den sidste faar Approbation:
Dog, mens nu i Laget jeg synger og drikker, gjør Mers og ler,
Af Begge sker
Den saligste Mediation.

✂ Saa mægter først min Bevidsthed klart
I Tankens Dybder at se;
For Aanden viser sig aabenbar't
Den absolute Ide:
Jeg tyller den i mig som Vaadt,
Men ganske livagtig, med Thyrsus og Krands i det løste Haar,
Den for mig staar
Som Druens straalende Drot.

69

✂ Og saa begriber jeg fuldt, at stor
Er Sandheds sejrende Magt,
At Alt i Himlen og her paa Jord
Min Viden er underlagt:
Rex mundi jeg er paa min Stol;
Thi Borde og Vægge og Maaner og Stjerner maa hvert Sekund
Sig dreie rundt
Om mig, som om Allivets Pol.

✂ Nu, ædle Børster! hvad synes I?
Har jeg saa løst mit Problem?
Er Soldets ældgamle Theori
Bragt i Nutidens System?
Behaged det Jer, saa stem i:
Gid aldrig vi savne Talentet og Syle og Tid og Rum
Til Studium
Af Soldets Filosofi!

70

✂

Til Skoven.

✂ Dengang da Natten lang
Over den øde Vang
Strøde de Rimblomster hvide,
Vi ved den stille Bog
Sad i vor Celles Krog,
Tidt vel med Sorg ved vor Side.

✂ Dengang da Stormen jog
Bølgernes mørke Tog
Op mod de knusende Klinter,
Tidt vel gik Haab og Drøm
Under i Livets Strøm,
Og i vor Hu blev det Vinter.

✂ Dengang den tunge Sky
Hyllede Land og By
Ind i sin regnklamme Kappe,
Tidt vel vort Hjerte frøs,
Tvivlende Aanden gøs,
Tankernes Vinger hang slappe. -

✂ Nu er den milde Luft
Krydret af Blomsterduft,
Gjenfødt og frisk er Naturen;
71 Nu er det ikke Tid
Længer til muggent Slid,
Nu er det kvalmt ibag Muren.

✂ Bølgen, som Speilet klar,
Himlen i Favnen ta'r,
Kjæler med Sol og med Stjerne:
Skibet har Vinger paa;
O, hvem der kunde saa
Gynge sig bort i det Fjerne!

✂ Marken broderet staar,
Skoven har krøllet Haar,
Droslerne slaa i dens Kroner;
Og i vort tause Bryst
Gjærer der Liv og Lyst,
Som vil fortolkes i Toner.

✂ Hjertet som Sommerfugl
Flagrer og leger Skjul
Rundt mellem Blade og Grene;
Smaapiger paa vor Vej!
Fang det - men pin det ej! -
Nødig det flagrer alene.

72

✂ Kom og gaa med hver En!
Kast Naal og Sax og Pren!
Frygt ikke os Jer at nærme!
Følg os til Skoven ud,
Saa skal I se, ved Gud,
Hvor vi Studenter kan sværme!

✂ Men hvis I dog ej vil
Saa maa vi beile til
Lundens beskedne Dryade;
Saa maa vort Ungdomsmod,
Varmet af Drueblod,
Kryste den vilde Mænade.

✂ - Kom saa, tag Fod i Haand,
Broder, og slaa din Aand
Løs fra de skimlede Bøger!
Skoven er lysegrøn,
Verden er ung og skjøn,
Livet er evige Løjer.

73

✂

Kompagniets Skibbrud.

✂ Intet Reb i Sejlet, Drenge!
Lad kun alle Klude staa!
Skal det kule saadan længe,
Maa vi dog tilsidst forgaa.
Lad kun Spryd og Ræer knække!
Lad kun springe Toug og Gi!
Storm og Død bør ikke skrække
Soldets raske Kompagni.

✂ Sikken Sø i Smaafolks Vande!
Sikket Vejr i Livets Vaar!
Hver en Pynt af Haabets Strande
Skjult i tætte Taager staar;
Himlen er saa sort som Tjære,
Uden Stjerne, uden Sol,
Ret som om den vilde være
Paa vort mørke Sind Symbol.

✂ Mærk, hvor Stormen Skibet ryster,
Mens den splitter Sejl for Sejl;
Det er disse kaade Lyster,
Som fra Maalet drev os fejl.
74 Strømmen klods imod os stevner,
Spottende vor haarde Nød,
Det er Verdens Dom, der hævner
Sig, fordi vi Trods den bød.

✂ Regnen styrter ned i Strømme,
Spuler gratis Dæk og Mand;
Det er vore skjønne Drømme,
Som blev til det bare Vand.
Og en Flok af slugne Hajer
I vort Kjølvand bid's og slaas;
Det er Rykkerne, som ejer
Mer, end de vil faa, af os.

✂ "Klar at vende!" - Nej, lad være.
Naar man er saa vidt som vi,
Gjælder det at dø med Ære
Og en Smule Poesi.
Nej, hejs op paa Store-Toppen
Soldets Vimpel druerød,
At det ses, vi holde Troppen
Lige til den kolde Død!

✂ Havde vi blot assureret
Alt, hvad nu gaar med til Gravs,
Thi man kunde profiteret
Ganske artig paa det Snavs:
75 Magre Tanker, tynde Toner,.
Ønsker uden Maal og Rast,
Løse Vittigheds-Patroner
Er vor hele lette Last.

✂ Hør! hun brager alt i Bunden;
Kun et Nu endnu vi har.
Sætter Bollen da for Munden!
Hvad vi levne Fanden ta'r.
Tak, I kjække, yske Drenge,
Som var til det Sidste tro!
Nu i Havets bløde Senge
Følges vi til evig Ro.

✂

Afsked med en Grønlandsfarer.

✂ Stik ud de fulde Glas
Under jublende Sang!
Kanske vi solde sammen
Iaften sidste Gang;
Thi Tiderne skal skifte,
Vi skifte skal med dem:
Gud veed, hvordan vi har det,
Naar Morten kommer hjem.

76

✂ De skulle skilles ad,
Som tilsammen bygged bedst;
Bor En af os i Øst,
Bor en Anden i Vest;
En vanker maaske flygtig
Omkring i fremmed Land;
En slumrer under Græsset
Paa den fædrene Strand.

✂ Fortyndes skal vor Lok,
Og vor Kraft skal sættes til,
Og Hjertets Varme slukkes
Saavelsom Øjets Ild;
Og de forsorne Gutter,
Som jog i Glædens Spor,
Skal træde ind i Numer
Ved Filistrenes Kor.

✂ En ussel Kjøbstedrøn
Bliver Haabets stolte Borg,
Hvor vi skal sidde lunt
Mellem Gjæld og Næringssorg,
Og møntre Næstens Lyder
Og bande Kornets Pris
Og stille Aandens Hunger
Ved Berlings Avis.

77

✂ Og om en sjelden Gang
Sig den gamle Aand forny'r,
Og til de svundne Tider
Fra Bægret Tanken fly'r,
Og vi bli'r ledte hjem
Af en ravende Flok,
Saa brummer gamle Mutter
Omkaps med sin Rok.

✂ Men ske, hvad der skal ske,
Saa er dette vist og sandt,
At rent og stærkt var Baandet,
Som denne Flok forbandt:
Af Livets ægte Druer
Vi krysted ej saa faa,
At vi vel nok kan døje
En Malurtsnaps derpaa.

✂ Tøm da de fulde Glas
Under jublende Sang!
Vi vil ej Klager strø
Paa den Vandrendes Gang.
Tak Du, fordi Du var os
En Broder brav og huld,
Og varm Dig ved vort Minde
I Nordpolens Kuld'!

78

✂

Ved en Botanikers Bryllup.

✂ Herhjemme paa vor Gaard
Bag den rødbrune Mur
Man mærker ikke meget
Til den rige Natur;
Thi her repræsenteres
Al Vaargudindens Skat
Kun af en gammel Lind
Med en bredskygget Hat.

✂ Hvert Bæger, man har her,
Er af Ler og klinket Glas;
I Frakkens møre Traade
Det tykke Støv har Plads;
Befrugter det end ikke,
Saa hører det dog til;
Det er en Art af Aske,
Som dækker Aandens Ild.

✂ Her spire tause Tanker,
Men uden Rod og Løg,
Og Piberne har Stilke,
Som kun udvikle Røg;
79 Og her er alle Blade
Af Skriv- og Trykpapir.
Saa tørre, at de stundom
Maa fugtes med en Gi'r.

✂ Dog, jeg en Celle veed
Bag den rødbrune Mur,
Som var et venligt Fristed
For den rige Natur,
Hvor Alperosen slynged
Sig i en Cactusrad,
Og Oleandren kjæled
Med Bregnens brede Blad.

✂ Thi der sad jo en Præst
Udi Floras Helligdom;
Fra alle Verdens Kanter
Til ham Smaablomster kom;
De talte med hans Tunge,
De maltes af hans Pen,
Og i hans Tanke leved
De Vaaren om igjen.

✂ Og naar den milde Sol
Fik gjort Kaal paa Sne og Slud,
Og Træerne fik Blade,
Og Blomsterne sprang ud,
80 Han støvled ud ad Porten
Med vældige Skridt,
At gjøre sine Venner
I deres Hjem Visit.

✂ Engang paa Excursionen
En selsom Blomst han saa';
Den havde røde Læber,
Den havde Øjne blaa;
Han plukkede den varlig
Og gjemte den i Favn,
Og indskrev i sin "Flora"
Drejera som dens Navn.

✂ Og fra den gamle Gaard
Saa han flyttede sin Bo;
- Thi her man slige Blomster
Ei godt kan ha' i Ro.
Nu køler den hans Pande
Med sine Blades Krands,
Og kvæger mildt hans Hjerte
Med sin beskedne Glands.

✂ Hans Hus skal staa i Flor,
Som det sømmer Floras Ven!
Et Drivhus vil det blive,
En afgjort Sag er den;
81 Men lægger han ad Aare
End nye Drenge a',
Saa vil han dog de gamle
I trofast Minde ha'.

✂

Universitetets Lærere.

✂ Paa Jorden staar en Tempelhal,
Af Aander bygt i Midnatstunden;
I Havets Dybder hviler Grunden;
Men Hvælvingen er Stjerners Val;
Fra Livets Mark, Naturens Have,
Fra Tankens Gruber, Fortids Grave
Er sanket Væggens Kalk og Sten.

✂ Et evigt Liv i Templet bor,
Og dog en Ro saa dyb og stille,
Mens Livet udenfor sin vilde,
Larmfulde Strøm om Muren snor;
Men dette faar først Marv og Styrke
Og Klarhedsfunker i sit Mørke
Og sin Gehalt derindefra.

82

✂ Og Præsterne, udkaarne til
At vogte Helligdommens Straaler
Og bringe dem i blanke Skaaler
Til Flokken, som oplæres vil, -
De skulle Verdenslivet raade,
Thi Tidens store, dunkle Gaade
Har klaret sig for deres Blik.

✂ Fra dem det er, den skal udgaa,
Den bedre Orden, som vi vente;
Blandt dem skal Tronen Støtter hente,
Af dem skal Folket Talsmænd faa;
Af dem skal Aandens Frihed fredes,
Skal Løgn og Fordom søndertrædes;
Ved dem skal Ret og Sandhed staa.

✂ Og Fremtids Pris dem lønne skal,
Om deres Røst end overdøves,
Og Arnens stille Fred dem røves,
Og Magtbud lukker højen Hal,
Se, ingen Fyrstesol fordunkler
Syvstjernen hist, som evig funkler
Georgia Augustas Mænd!

✂ Paa Danmarks Jordbund Templet staar,
Og Præster har det her som disse,
Hvis Hjerte under graanet Isse
Som ungt for Ret og Frihed slaar,
83 Der for den gode Sag vil stride,
Der for det Sandes Skyld vil lide;
Dem bringe vi Studentens Tak.

✂

Til Christoffer Ernst Frederik Weyse.

✂ Der er et Sprog, saa varmt og rigt,
Et Modersmaal for Gratier og Muser,
Hvori hver Sætning er et Digt,
Og gjennem Melodier Talen bruser;
Skjønt uden Ord, det nævner dog ved Navn
Hvad der i Tankens dunkle Dyb sig fjæler;
Det tolker Hjertets hemmeligste Savn,
Og Drømmens tause Billed det besjæler.

✂ Og naar vort Sind maa, mat og sygt,
I Livets Kamp og Trængsel bukke under,
Er i det samme Sprog udtrykt
Den Formular, som læge kan dets Vunder;
Og naar fra Verdens Lyst og Syndens Spor
Det higer mod den evige Forsoner,
Til ham det løftes fra den mørke Jord
Paa Cherubvinger af de stærke Toner.

84

✂ Du var, mens femti Aar forgik,
I dette Sprog vor Lærer og vor Leder;
Dit Hjerte var dets Grammatik,
Og Orglet var dit mægtige Katheder:
Og hvad Du lærte, sank ej goldt til Jord;
Fra Folkets Bryst det tusindfold gjenklinger,
Og gjennem dine egne Toners Kor
Dit Navn sig over Tidens Bølge svinger.

✂

Til Johanne Louise Heiberg.

✂ Phidias's Drapa
Klinger i Stenen;
Farverne aande
Raphaels Ros;
Digterens Drømme
Fængsles paa Bladet;
- Flygtigt er Scenens
Sjælfulde Værk.

✂ Hjerternes Higen,
Kræfternes Kæmpen
Skifter med Minens
Vexlende Skrift;
85 Lunets og Viddets
Funklende Fakler
Slukkes med Ordets
Svindende Klang.

✂ Men paa Momentets
Ilende Vinge
Svinger sig Kunstens
Evige Magt;
Kalder til Live
Aandernes Virken,
Daler som Dug paa
Hjerternes Blomst.

✂ Derfor, Du Scenens
Dronning! ej svinder
Sporløs dit Snilles
Straalende Pragt:
Vundet et varigt
Voxende Rige
Har Du i Folkets
Bankende Bryst.

86

✂

Til Johan Clausen Dahl.

✂ Forstenet laa Naturens Magt
Til Norges Klipper bundet,
Og mørke Graner stod som Vagt
Om Hellen, hvor den blunded,
Og Fossen bruste under Li
En evig Klagemelodi,
I Slør af Taager hyllet.

✂ Da strakte Du som Tryllestav
Din Pensel over Norge,
Dit eget Liv, din Sjæl Du gav
Dets øde Klippeborge;
Og dristig som din Tanke selv
Steg frem nu Fjeld og Gran og Elv
I rige Farvers Vexel!

✂ Se, derfor Norge i sin Favn
Taknemlig Sønnen trykker,
Og kjendt og hædret er dit Navn
Hvert Sted, hvor Kunsten bygger.
Det elskes paa den danske Vang,
Som saa' din Genius's Ungdomsgang,
Som er dit Norges Søster!

87

✂

Til Joachim Frederik Schouw.

✂ Der vanker en Forsker mellem grønne Træ'r,
Roser og yndelige Blommer,
Han lytter med List paa den maalløse Hær,
Som drømmende hilser Skærsommer.

✂ Og stille han grubler paa, hvorfra de Træ'r,
Roser og yndelige Blommer
Fik Safternes Løb og fik Farvernes Skær,
Fik Aande og Duft i Skærsommer.

✂ Da spirer hans Tanke som de grønne Træ'r,
Roser og yndelige Blommer;
Og Tanken er kraftfuld, er frodig og skær,
Og modnet som de i Skærsommer.
Den vorder til Ord, "titusind andre værd",
Simple og liflige som Blommer;
Og Ordene flyve til Folket og bær
Et Budskab om Nordens Skærsommer.

✂ Men - hver Gang vi Unge samles fjern og nær,
Hilsende Haabet om Skærsommer,
Saa offre vi Ham og hans mandige Færd
Vor Kjærligheds duftende Blommer.

88

✂

Henrik Nikolai Clausen.

✂ Fordum, naar Nordens
Stridglade Sønner
Stævned med Sejr til
Havhegnet Hjem,
Hilste dem Harpens
Hellige Strenge,
Majfriske Møer dem
Mjødhornet bød.

✂ Tiderne svunde: -
Skræmmet blev Sejrens
Flygtige Fugl fra
Faldende Nord;
Styrken blev brudt af
Barnagtig Tragten,
Modet blev slukt i
Sløvhedens Strøm.

✂ Fribaaren Jordbund
Trampede Trælle,
Kæmpernes Grav blev
Grævlingens Hus:
89 Fremmede raned
Ældgammel Odel,
Skifted ved Lodkast
Ærerig Arv.

✂ O, men til Ende
Ragnarok rinder;
Engang skal Norden
Nyfødt opstaa!
Styrken, som slumred,
Vaagner og voxer;
Modet, som døde,
Ganger af Grav.

✂ Nu træde atter
Kæmper i Kreds med
Staalhærdet Villie
Højhjertet Hu, -
Kæmper for Sandheds
Straalende Mærke,
Kæmper for Folkets
Frihed og Ret.

✂ Tankens og Ordets
Vaaben de valgte,
Aanden og Livet
Tog de i Sold,
90 Sejerens Fylgie
Fæsted de atter;
Nordstjernens Fakkel
Viser dem Vej.

✂ Hil Dig, Du Tankens
Højbaarne Høvding!
Hil Dig, Du Ordets
Hugprude Helt!
Stemmernes Klang Dig
Hjemkommen hilser,
Hilser i Dig den
Sejrende Sag.

✂ Tak, for Du værged
Voldtaget Eje,
Fædrenes Kampløn,
Mødrenes Maal!
Tak, for Du hævded
Hadhærget Frihed,
Tolked for Folket
Fremtidens Haab.

91

✂

Til Adam Oehlenschläger.

✂ Du, hvis Lyra var en Morgenlue,
Du, hvis Toner var et Lærkekor,
Du, hvis Kvad har bygt den brustne Bue
Op til Guders Sal fra mørken Jord!
Du, som vakte Sagas Liv af Blunde,
Og var nye Slægters bedste Tolk!
Du, som jevned Fjelde, dækked Sunde
Og forsoned vrede Broderfolk! -

✂ Tak, fordi Du Barnet Vejen lærte
Til en Verden stor og underfuld!
Tak, fordi Du gav det unge Hjerte
Drømmens Skat og Læben Sprogets Guld
Tak, fordi Du fostred op ved Toner,
Lig en Zeus i bly Dryaders Favn,
Tanken, som paa Mandens Himmel troner,
Haabets Karlsvogn og Sejrens Baun!

✂ Fader, Du har levet blandt os længe,
Aarrig blev Du, gammel ej endnu;
Evig Ungdom bor i dine Strenge,
Evig ung i Klangen lever Du:
92 Og saalænge Nordens Aand har Vinger
Til at flyve over Fjeld og Sø,
Og saalænge Nordens Tunge klinger,
Adam Oehlenschläger kan ej dø!

✂

Til Gustav Friedrich Hetsch.

✂ I Kunstens Tempel før
Stod Skjønhedens Gudinde
Bedækt med Isis's Slør;
Det sank for høje Præsters Magt,
Men Mængden aned ikke
De rene Formers Pragt.

✂ Da tren en Fremmed ind,
Med aldrig trættet Villie,
Med kjækt og aabent Sind;
Han spurgte: "Er da hendes Glands
Ej til, just for at spejle
Sig af i Folkets Sands?"

✂ Og bort han Sløret trak; -
Og Mængdens sløve Øje
De stærke Straaler drak,
93 Og Haandens Idræt, plump og stiv,
Sig viste snart besjælet
Af Kunstens ædle Liv.

✂ Men Du, som fremmed var,
Blev hjemme paa de Strande,
Hvor Frugt din Gjerning bar;
Sin Søn Dig Danmark kalder glad
Og snor i Laurbærkrandsen
Sit lyse Egeblad.

✂ Og om hvert Værk, hvortil
Dit eget Navn er knyttet,
I Tiden smuldre vil,
Saa stander dog dit Minde trygt:
I Folkets Liv og Virken
Du har dets Højsal bygt.

✂

Til Johan Christian Drewsen.

✂ De Bølger gaa gjennem Øresund,
Som Bud imellem Broderlande,
Og Møllen gaar der bag dunkle Lund,
Som Vidne om en kløgtig Pande:
94 Drivhjulet bruser - Kluden splittes ad;
Det bruser atter - da er skabt et Blad,
Tørret og tæt,
Glattet og net,
Et Blad, som blive kan til "Blade".

✂ Men Han, som Hjulet har sat i Gang,
Forstaar ej blot at male Penge;
Han har et Hjerte, der giver Klang
Af alle Livets ægte Strenge;
Hans Villie iler frem med Strømmens Kraft,
Og aldrig gik hans Hu og Stræben lavt;
Oplysnings Dag,
Frihedens Sag
Halvfjerde Snese Aar han vied.

✂ Og han i Bonden en Broder fandt,
Som just til Lys og Frihed trængte,
Og af hvert Guldkorn, hans Tanke vandt,
Han Bonden Broderparten skænkte;
Led Bonden Nød, han flux sin Haand oplod,
Led Bonden Uret, han i Skranken stod,
Trodsed saa glad
Stormandens Had,
Som fordum Engelskmandens Kugle.

95

✂ Men denne Bonde, for hvem han tren
Med hvide Haar i "Spidsrods"-Dandsen,
Skal sno engang om hans Bautasten
Med tunge Taarer Hæderskrandsen.
Og mens den Mølle gaar bag dunkle Lund,
Og mens de Bølger gaa i Øresund,
I Varetægt
Af Bondens Slægt
Skal Gamle Drewsens Minde leve!

✂

Til Ditlev Gothardt Monrad.

✂ Det er en dejlig Drøm, Naturen drømmer,
Hver Gang den hilser Vaarens Atterkomst,
Naar Kilden frisk af Jordens Bryster strømmer,
Og Knoppen foldes ud til Blad og Blomst;
Naar Vinden løfter Havets blanke Bringe,
Og Bien drikker Æbletræets Sne,
Og tusind Fuglekor i Luften klinge:
- Den drømmer da om Frihedens Ide.

✂ Den samme Drøm sig over Folket sænker,
Naar Tidens Herre vinker med sit Bryn:
Da briste gammel Fordoms møre Lænker,
Da falder Seklers Taage fra dets Syn,
96 Da hører det Forjættelsernes Stemmer
Som Klokketoner gjennem Luften gaa,
Og Kraftens Spænding zittrer i dets Lemmer,
Og nye Pulse i dets Hjerte slaa.

✂ Det var i slig en Drømmens Stund, Du valgte
For Bogens stille Syssel Livets Strid,
Da over Dig kom Aanden, og Du talte
Hvad dunkelt gjæred i den unge Tid;
Da Du, den blege Gransker, ind for Skranken
Som Ridder, fuldt og færdigt rustet tren,
Og sejrrig svang dit stærke Vaaben, Tanken,
I Sjælens Kampe hærdet, klar og ren.

✂ Hvad Du har stridt, veed alle Danmarks Sønner;
Hvad Du har lidt, det veed ikkun Du selv;
Men Sindets dyre Fred alt nu Dig lønner,
Og Eftertiden løser Nutids Gjæld.
Tag dine Venners Tak og glade Hyldest,
Men tag dermed vort alvorsfulde Haab:
At Du først da har Dig, som os, gjort Fyldest,
Naar Folkets Drøm faar Virkeligheds Daab!

97

✂

Carl Michael Bellman.

✂ Livet er kort: i evig Vexel svinder
Glædens Moment og Nydelsernes Rus;
Ynglingens Kraft og Pigens Rosenkinder
Viftes jo bort i Vinterstormens Sus;
Magten, der kued Nationerne, segner,
Purpuret blegner,
Og Hjulet ruller over Borgens Grus.

✂ Nordens Komet har endt sin stolte Bane;
Slukte forlængst er Straalerne, den skød,
Trolddommen brudt, der mægted frem at mane
"Guldaldrens" Høst af Sveas Klippeskød:
Gustaf er glemt, og hans snilrige Følge
Gravene dølge,
Og der er tyst, hvor før hans Drapa lød.

✂ Datidens Glands forsvandt, men af dens Mørke
Stiger en Hær, der trodser Dødens Magt:
Helte, som kun med Øllet prøved Styrke,
Kippernes Hof i lurvet Galadragt,
Gratier fra Gaden og Vingudens Præster
- De blev til Rester,
Mens alt det Store blev i Graven lagt.

98

✂ Sangeren greb de pudsige Patroner,
Trylled dem ind i sine Drømmes Væld,
Gav dem paany et Legeme af Toner,
Aanded deri sin egen rige Sjæl;
Og fra hans Lyra gjenfødte de svæved.
Nu først de leved:
Et evigt Liv i dem han lever selv.

✂ Hylder da ham, hvis skjelmske Musa svinger
Drukne Satyrer om i Kunstens Sal,
Ham, i hvis Skjemt en Vemods Fuga klinger,
Ham, i hvis Latter sukker Livets Kval!
Nordens Natur, der bar ham ved sit Hjerte,
Sange ham lærte,
Som altid Nordens Hjerter røre skal!

✂

Bertel Thorvaldsen.

✂ Favete lingvis, Musers Æt!
De høie Mødres Kor nu kalder,
Og hilser ham, vi har begrædt,
Velkommen i Olympens Haller.
En ny Herakles har fuldendt
Sin Daad og er til Hjemmet vendt,
Den Pris at naa, han har fortjent,
Med Evighedens Brud formælet.

99

✂ Hans Liv, det var en Sejersflugt,
Et Heltedigt i Marmor prentet:
Han Hesperiders gyldne Frugt
Til Nordens dunkle Lund hur hentet;
De døde Stoffer han betvang,
De leved, naar hans Mejsel klang;
Som Maalet for sin Verdensgang
Han Kunstens nye Meta satte.

✂ Og ingen Gravluft vifter der,
Hvor snart hans muldne Ben skal gjemmes;
Men af hans egne Værkers Hær
En evig Hymne skal istemmes!
Derfra skal Kunstens Liv udgaa
Og høit i Offerflammer slaa!
Der skal de Memnonsstøtter staa,
Som varsle Danmarks Morgenrøde!

✂

Til de Unge.

✂ I Taage hylles vore Fædrekyster,
Som skulde Himlens Lys ej mer dem naa;
Tungt løfter Havet sine hvide Bryster,
Som om en Smerte rugede derpaa;
I Stormen, som de øde Skove ryster,
Der høres dybe Varselstoner gaa,
Og paa hvert Blad, der er af Træet revet,
Et "Mene Tekel Upharsin" staar skrevet.

✂ Skal Danmarks blege Stjerne da udslukkes,
Som Solen af en mørk Novemberdag?
Skal over dette Rige Bølgen lukkes,
Som over et forlist og splintret Vrag?
Skal denne Slægt, af Ælde mat og svag,
Snart som en tørret Gren fra Stammen hugges?
Er, hvad der rører sig i Folkets Skød,
Kun sikkre Forbud om dets nære Død?

101

✂ Jeg veed det ej-men Tvivl og Mismod spænder
Sit dunkle Net omkring min bange Hu;
Thi Fare ser jeg, hvor jeg Øjet vender,
Men Frelsen saa jeg intetsteds endnu;
Jeg ser, Erinnyen sin Fakkel tænder,
Og Tvedragts Kløft og Undergangens Gru;
Men Pallas, som kan Skæbnens Ilen standse,
Jeg ser ej springe frem med Skjold og Landse.

✂ Jeg ser Europas Herrer Lodden trække,
Som afgjør, hvad et lille Folk er værd;
Jeg ser et stort, berust af Hovmod, lægge
Paa Vægtens anden Skaal sit Brennus-Sværd;
Jeg ser forvovne Løgnes Skybjerg dække
Det sidste Glimt af Sandheds Middagsskær;
Jeg ser forrædersk Blændværk Grændser flytte,
Og Egennyttens Gribbe søge Bytte.

✂ Jeg ser mit Sprog, der yndigt blomstred frem
Ved Gratiers og Musers hulde Pleje,
For Slegfred agtes i sit eget Hjem
Og som Slavinde for et fremmed neje;
Og Folkets bedste, dyrebare Eje,
Der hviler som en Skat i Sprogets Gjem,
Dets Sjæl, dets Aandeliv, dets Tankekilde,
Den ser jeg plumres eller gaa tilspilde.

102

✂ Og dette Folk, der har saa store Aner,
Hvis Navn lød Verden rundt i Vaabenbrag,
Og straalede fra Knuds og Volmers Faner,
Og luede i Juels og Vessels Flag;
Hvis Hæder drog med Tychos Stjerners Baner
Og hviler sig paa Thorvalds Sarkofag;
- Det ser jeg svæve som en flygtig Skygge
Omkring i Skinnet af sin gustne Lykke.

✂ Jeg ser det sig ved Døgnets Glimmer klæbe,
Og sorgløst tumles om af Vindens Kast;
Jeg ser det som et søvnigt Trækdyr slæbe
Paa sine egne Synders tunge Last;
Jeg ser det efter Friheds Havn at stræbe,
Men sidde dog i Fordoms Mudder fast;
Thi, for til Pagtens Sinaï at lodses,
Det har Filistre nok, men ingen - Moses.

✂ Se, derfor tvivler jeg, og derfor sukker
Min Sangfugl, naar den vilde være glad;
Og dog paa Tonens milde Bølge vugger
Sig Haabets friske, grønne Olieblad;
Et Haab, som intet Mismods Skybrud slukker,
Og ingen Tvivlens Storm kan splitte ad!
Et Haab, i Lyst undfanget, født i Smerte,
Som derfor først kan briste med mit Hjerte!

103

✂ Jeg haaber paa den gamle Kæmpestamme,
Som stod i Seklers Skiften, rank og prud,
Hvis Blade svedes hist af Solens Flamme,
Mens her de krølledes af Rusk og Slud,
Men som i Saft og Marv dog blev den samme
- At den skal skyde nye, friske Skud
Med vaargrønt Løv og sommerfrodig Skygge,
Hvorunder Nordens Slægter trygt kan bygge.

✂ Jeg haaber paa de Unge - ja, paa Eder,
Hvis Vuggekvad Normannaharper klang
I Kor med Hymnerne fra Seines Bredder,
Som drak af Tidens Horn dens Frihedstrang
Og svor i Sjælens Rus de dyre Eder,
- At I vil holde dem som Mænd engang;
At I vil voxe over Eders Fædre,
Og vorde større, stærkere og bedre.

✂ At I vil vogte vel den Altarlue
For Alt, hvad der er stort og skjønt og sandt,
Som blusser liflig nu bag Barmens Bue;
At den ej kvæles skal af Verdens Tant,
Ej vifte hid og did, naar Farer true,
Ej dø, fordi den ingen Næring fandt,
Men Folkets dorske Masser gjennemgløde
Og tænde Eders Land en Morgenrøde.

104

✂ At I skal Kraftens spredte Strømme bøje
Med mægtig Vilje mod det store Værk,
Der er det samme for de Smaa og Høje,
For Lærd og Læg, for Kriger og for Klerk;
At I vil vide: Trætte spilder Møje,
Men Enighed gjør svagest Evne stærk;
At I vil Alt for Eet og Eet for Alle,
Og med det Maal, I valgte, staa og falde.

✂ At I den længe tabte Vej skal finde
Igjennem Ørknens Sand til Canaan,
Og rejse Zions solbestraalte Tinde,
Og tvætte Syndens Spor i Kedrons Vand;
At I med stærke Mure skal forbinde,
Hvad der er søndret nu af Tvedragts Tand:
At I skal slaa Filistrene af Marken,
Og lægge Sangens Mandelstav paa Arken.

✂ At, hvad der er forkuet, I skal rette,
Og trække, hvad forvredet er, i Led;
At, hvad der nu er Gaade, I skal gjette,
Og sætte Gjerninger i Drømmes Sted;
At I forene skal i evig Fred
Den skilte Asa-Æt paa Ida Slette,
Og atter vise den forbauste Jord
Et frit og enigt, stort og mægtigt Nord.

105

✂ Det Haabet er, som gjør, jeg ej forsager,
Om intet Fyr jeg ser i bælmørk Nat;
Det er det, som min Idræts Byrde drager,
Om jeg vil synke sammen, sløv og mat;
Det gjør, jeg ræddes ej og ikke klager,
Om jeg mig tykkes fejgt i Stikken ladt;
Det gyder Sjæl og Styrke i min Stræben;
Det lægger mig en Smule Sang paa Læben.

✂ Men snart maaske min bedste Kraft skal svinde,
Og da mit Haab vil tabe af sin Pragt;
Og engang skal Nødvendighedens Magt
Min Stræben stække og min Tanke binde,
Og da vil Haabet vorde løst og svagt;
Og engang vorder jeg i Mulde lagt,
Og lever kun i mine Venners Minde;
Hvad jeg har villet, er i Kisten gjemt,
Min Daad er smuldret, og min Sang er glemt.

✂ Men dette Haab tør ej med mig fortæres,
Maa ikke sygne, og maa ikke dø;
Bevinget skal det gjennem Tiden bæres
Og sænke dybt i Hjerterne sit Frø;
Af Livets bedste Safter skal det næres
Og fæste Bod paa Fjelde som paa Ø,
Til det slaar ud sin Blomst i liflig Glorie
Og vorder klar og virkelig Historie.

106

✂ Derfor, I Unge! Eder jeg udnævner
Til Arvinger af Haabets Herlighed;
Jer skænker jeg det Meste, som jeg evner;
Jer lover jeg det Bedste, som jeg veed;
Men Eder ogsaa jeg til Ansvar stævner,
Hvis Haabet synker sygt og visnet ned,
Hvis det gaar ud i Livets Nød og Trængsler.
Hvis Magten kvæler det i sine Fængsler.

✂ Frem da, I Unge, under Haabets Fane
Mod Maalet, fjernt maaske, men højt og lyst!
Fremad i Livets stille Alvorsdyst!
Fremad, naar lydt den galer, Slagets Hane!
Fremad, med ærligt Sind og aabent Bryst,
Ad Pligtens Vej og Ærens stolte Bane!
Fremad, i sluttet Linje, Mand ved Mand!
Fremad for Frihed og for Fædreland!

107

✂

Fostbrødrelaget.

✂ Da Kæmpelivets trodsige Gestalter
Igjennem Norden skred med tunge Trin,
Da Blod var Dug paa høje Guders Alter,
Var Daabens Vand og Nadverbordets Vin,
Da Bjarkemaalet var de Frommes Psalter,
Og Rotas Spyd i Himlen lukked ind;
Da Kamp var Pligt, da Dyd var Leg med Livet,
Da Magt og Ros den vilde Kraft var givet -

✂ Da var der dog en Skik, som vidner silde,
At under Brynjens haarde Plade sprang
En ædel Følelses frugtbare Kilde;
Som lokked frem et Bed af Blomster milde
Paa mangen Kæmpes blodbestænkte Gang,
Og toner til os med melodisk Klang
Igjennem Tidens Mulm og Vaabenbraget;
Og denne Skik, det var - Fostbrødrelaget.

✂ Naar tvende Kæmper havde hvilet spæde
Engang ved samme moderlige Barm,
Og havde skiftet fælles Barndomsglæde
Og Fad og Bænk og Arnekrogen varm
108 - Naar de som Mænd i Livet skulde træde,
Saa ridsede de op hinandens Arm,
Og, som de røde Straaler blandtes sammen,
De svor at dele Kaar i Sorg og Gammen.

✂ Og denne Ed blev endnu aldrig svegen,
Saalidt i Ungdoms Vaar og Manddoms Høst,
Som naar i Vinter Livets Kraft var vegen,
Saalidt i Hjemmet, som paa fremmed Kyst,
Saalidt i fredlyst Ring, som Hildurslegen;
Ja, selv af Døden blev den sjeldent løst:
De Dødes Troskab var det smukt at hædre,
Og Sønner den forplanted efter Fædre.

✂ Den blev ej glemt, om deres Veje skiltes :
Naar stolt den ene sad i Kongehal,
Mens fjernt den anden mellem Folket stiltes;
Naar sødt i Elskovs Favn den ene hildtes;
Imens den anden fulgte Lurens Gjald;
Naar højt mod Nord den Ene slog sit Tjald,
Imens den Anden over Hav og Sunde
Paa Vikingsnekken fløj mod Sydens Lunde.

✂ Og var den Ene truet af en Fare,
Og naa'de Rygtet til hans Broder hen,
Da turde han ej Mod og Møje spare,
Før frelst og fri hans Broder var igjen;
109 Men blev den ene dog af Fjende slagen,
Tilhørte Hævnen kun den anden Ven,
Og naar med Staal og Lue den var tagen,
Var broderiøst ham Livet Intet værd,
- Da styrted han sig i sit eget Sværd.

✂ Den Tid forgik - en anden er oprundet,
Da Livet styres af en anden Magt,
Da Aandens Sol udfoldet har sin Pragt,
Og Styrken er ej mer til Armen bundet;
Men med den gamle Tid er ej forsvundet
Hvad skjøn og herlig Daad den har fuldbragt.
Nej! - Hvad den handled stort og ædelt tænkte,
Det Arven er, som Fædrene os skænkte.

✂ Og se, - Fostbrødrelaget er ej slukket
Af tunge Seklers skæbnesvangre Storm;
Fornegtet, glemt, forbrudt og sønderhugget,
Mens Livet gjæred uden Maal og Norm,
Dets skjønne Tanke atter er opdukket
Af Tidens Strømning i en bedre Form;
Det knytter nu ej Faa, men Millioner,
Det binder Enkeltmænd ej, men - Nationer.

110

✂ Os Tre har jo den samme Moder ammet,
Det ættestore, minderige Nord,
Hvis høje Isse er af Sneen flammet,
Hvis Midje svulmer af en Blomsterflor;
Vor Barndom trykked jo de samme Spor,
Og samme Livets Kald vi har anammet;
Vort Blod er blandet alt fra Fødslens Stund,
Dets Kjendemærke klinger fra vor Mund.

✂ Og paa vor Pagt den nye Aand har trykket
Sit stærke Indsegl og sin lyse Glands;
Har en af os for den et Tempel bygget,
Det er de Andres da, saagodtsom hans;
Har en af os sig vundet Kunstens Krands,
Da er af den de Andres Tinding smykket;
Og af vor Saga har vi hver sin Del,
Men kun som Fælleseje er den hel.

✂ Og kommer til den Ene Nød og Smerte,
Som nager Sjælen med sin skarpe Tand,
Da røres ikke blot de Andres Hjerte,
Men virksom iler Hjælpen over Land:
Og naar da Byrden af en Broder lettes,
Naar Savn og Hunger af hans Rigdom mættes,
Da skyder Pagtens Palme Spirer ny,
Og breder over ufødt Slægt sit Ly.

111

✂ Men - om det staar i mørke Norners Villie,
At Nordens Stjerne dale skal engang,
Og fremmed Fylking trampe ned dets Tillie,
- Da skal vi flokkes paa den samme Vang,
Og da - det veed vi vist - Fostbrødrelaget
Sin sidste Prøve skal bestaa i Slaget,
Og det skal vorde meldt i Skrift og Sang:
At vi var tro i Lykken som i Nøden,
At vi var tre i Livet, een i Døden!

✂

Opraab.

✂ Mit Folk! hvor er din Fortids Magt,
Da Nordens Lande Lov Du gav
Og spejled trende Kroners Pragt
I Østersø og Vesterhav?
Er Danmarks Løve, træt og spag,
Indslumret paa sit øde Leje,
Og tør ej for sit sidste Eje
Den vove nu det sidste Slag?

✂ Mit Folk! hvor er dit Hædersnavn,
Som Sværdene paa Valen sang,
Som, luende fra Vikingstavn,
Sig til Europas Grændse svang?
112 Er i en evig Kummers Nat
Nedgangen din Erindrings Maane?
Tør man ustraffet Dig forhaane
Og kaste Tærning om din Skat?

✂ Mit Folk! hvor er dit Modersmaal,
Som gjemmer Fædrenes Bedrift,
Og gav det Ry, de vandt med Staal,
Et herligt Liv i Sang og Skrift?
Skal det fra Sli til Kongeaa
Beskæmmet for et andet vige,
For snart med Resten af dit Rige
At sygne, glemmes og forgaa?

✂ Mit Folk! mit Folk! hvor er Du selv?
Fornemmer Du ej Tidens Røst?
Fornemmer Du ej Livets Væld
Og Kraftens Strømning i dit Bryst?
Har Du ej bygt dit Fremtidshaab
Paa fremmede Despoters Naade,
Saa løs med Sværdet Skæbnens Gaade
Og stig gjenfødt af Kampens Daab!

113

✂

Til de Gamle.

✂ Kong Christians Mure stande lige trygge,
Som for et Aarti, saa endnu idag,
Og Taarnet strækker end sin Kæmpeskygge
Ud over Klosterlivets lave Tag.
Dernede har vel puslet det Moderne
Og paa det runkne Skind sin Fernis lagt;
Men uforkrænkt staar Gaarden i sin Kjerne,
Som i sin gamle burschikose Dragt.

✂ Og Linden hvælved nys sin brede Krone
Og kvæged Sindet med sin Morgenduft;
Dens Blade bæved nys ved Sangens Tone,
Som rulled gjennem Aftnens stille Luft;
Nu rusker Blæsten i de nøgne Grene,
Og Løvet rasler i den øde Gaard:
Det er i stadig Vexel samme Scene
Ved Gry og Kveld, i Efterhøst og Vaar.

✂ Og i den store Kubes trange Celler
Der sværme Studioser nu som før;
Hist Videnskabens klare Honning vælder,
Her falder den en Smule harsk og tør;
114 I sprukne Frakker og med lange Piber
Bag Muren slentre sorgløst de omkring,
Skjønt det paa Mønt derinde stadig kniber,
Som paa Forstand paa denne Verdens Ting.

✂ Det er det samme Liv, men ej de Samme,
Det gamle Stykke, men en anden Akt,
Et skiftet Indhold i en arvet Ramme,
Og yngre Slægter i en Fortids Dragt:
Den fælles Stamme, i Naturens Orden,
Forynget har sit Løvs saftgrønne Rad,
Og det, som engang gulnet faldt til Jorden,
Har Høstens kolde Vinde splittet ad.

✂ Ak, hvor er I, som delte mine Glæder,
Min Ungdoms Idræt og dens Synd og Sorg,
Som drømte sammen smukt om Manddomshæder
Og tømred Haand i Haand paa "Haabets Borg?"
Vidt skilte Skæbnen vore Kaar og Baner,
En fik ej Hus, en Anden Gaard og Gods;
Mens Nogle færdes under Tidens Faner,
Gror over Andre Glemsels tætte Mos.

✂ Og vi, som leve, er ej mer de samme;
Os ramte tungt de ydre Forholds Magt.
Der er vel dem, der gik som Fjender gramme
Ud af den gamle broderlige Pagt;
115 Og vi, vi Faa, som mødes, og som kjendes
I vore Minders skyggefulde Hal,
Vi føle dog vor Hu alt mere vendes
Fra ældet Samliv mod vort nye Kald.

✂ Og dog - jeg kan ej slippe denne Tanke -
Var ej vort Ungdomsliv alt tomt og dødt,
Saa maa en Gjenklang af det stundom banke
I Eders Bryst og det bevæge sødt;
Saa maa der være noget af det Svundne,
Som er fordunklet vel, men ikke tabt;
Saa er vi af et varigt Baand dog bundne,
Om det ej længer har sin fordums Kraft.

✂ Thi Aanden, Brødre! kan dog ej gaa fløjten,
- Og Aand der i vort Ungdomsliv jo var;
Det var jo den, der holdt det op i Højden,
Det var ved den, det Frugter for os bar.
Og Hjertet kan vel ældes, kan vel briste,
Men er der god og sund Natur deri,
Saa holder det Kuløren til det Sidste;
- Og Hjerte har al Ungdoms-Poesi.

✂ Af min jeg har afbrudte Rester fundet
I gamle Gjemmer som i Sjælens Krog,
Dem har jeg støvet af og sammenbundet,
Og Knippet er en Del af denne Bog:
116 For Verden er det gule Stambogsblade
Med bleget Skrift, af tarvelig Værdi;
For Eder tro de jeg de Mening ha'de,
Thi fælles Minder dølge sig deri.

✂ Saa tag dem hen! - Til Eder jeg dem vier,
Og dermed gjør jeg ikkun Ret og Skjel;
I har en Part i disse Melodier,
En fuldt saa stor, som den, jeg ejer selv;
Thi for min Musa var jert Venskab Ammen,
I kjæled for den Spæde, naar hun frøs,
I dele billig Æren eller Skammen,
Fordi hun blev en vild, uvoren Tøs.

✂

l Sommerferien.

✂ Sold, mine Drenge, hvordan gaar Kommersen?
Har I endevendt jert alvorlige Hjem?
Loved Papa at udfri Jer af Persen?
Loved I til Gjengjæld at læse for fem?
Strækker I Jer i det nyslagne Hø,
Tyggende Drøv paa forgjemte Noveller,
Køler jer Ild i den gyngende Sø,
Eller i Grog paa en Kjælder?
117 Tylder I Nyheder fra Hovedstaden
I Familiecirklernes graadige Gab?
Gaar I om Dagen med Bluser paa Gaden,
Og i Aftenskumringen hver med et Skab?
Skærer I løs paa en Hamborger-Skotsk
I Sommernat under "Bøgenes" Kroner?
Lærer I Tøserne paa "Jacototsk"
Kjærligheds Konjugationer?

✂ Syndige Børn! I kan sværme og jage,
Jeg, som tidt har bredt mig paa Mesterens Plads,
Knap tør min fattige Moster bedrage
For en stakkels Mark til et eneste Glas;
Sidder i Cellen med Haand under Kind,
Flau som en Fugl, der er skudt under Vingen,
Medens mit Suk udi Aftenens Vind
Flagrer, bemærket af Ingen.

✂ Thi jeg maa plukke i Ciceros Laser,
Tærske paa en kjedelig, lang Kommentar,
Spæge min Aand med opstyltede Fraser,
For engang at blive lidt mer end en Nar.
Vist er det Ret, der er Mening deri,
At som l Andre jeg Noget maa lære;
Men, kjære Venner! den Filologi
Er sejg og trøsket at tære.
118 O, gid de flygtede Somre tilbage
Kom med hver en fristende Stund, jeg har tabt,
Saa skulde nok min Erfaring det mage,
Saa jeg havde Lov nu at leve paa Kraft;
Men jeg har offret min fejreste Vaar
Altfor galant paa Horaernes Alter;
Rig kun paa rustede Minder jeg staar
Nu som en utro Forvalter.

✂ O, gid min Aand, som den smidige Ranke,
Vandt om Troens Stamme sig, ydmyg og ren!
O, gid som Duen min flyvende Tanke
Hjem mig bragte Haabets oplivende Gren!
Nu er den Maagen, som Nætter og Dag
Flakker omkring paa de stormrørte Bølger,
Synger en varslende Sang fra et Vrag,
Eller en Flynder forfølger.

✂ O, gid jeg ejed de persiske Skatte,
Blot for ret at svælge i Livslyst et Døgn,
Blot for, af Nydelse mættet, at fatte,
At den Riges Held er en glimrende Løgn!
Thi, skjønt det Malm jeg foragter, hvis Savn
Tynger til Jord mine kæmpende Vinger,
Dem jeg misunder, hvis Værd og hvis Gavn
Guldet alene betinger.
119 O. gid jeg ejed et smilende Øje,
I hvis dunkle Ramme jeg fandt mit Portræt!
Ejed en Barm, ved hvis bølgende Høje,
Glemmende min Kummer, jeg aandede let!
Ejed en Røst, hvis melodiske Fald
Styred min Attraas løs drivende Planke!
Ejed et elskende Hjerte, som halv
Delte min lønligste Tanke!

✂ O, gid jeg ejed en græstækket Bolig
Hist i Hjemmets Dal bag Syringernes Flor,
Hvor min urolige Higen sov rolig,
Mens den brudte Larve opløstes til Jord!
Lykken kan bygge sit skinnende Slot,
Men som en Boble af Skum maa det briste;
Solon har Ret: Ikkun den har det godt,
Som gik tilsengs i sin Kiste.

✂ Sold, mine Drenge, og tuml Jer kun trøstig!
Luk jert Øre til for min traurige Sang!
Tidt var jeg sorgfuld, og tidt var jeg lystig;
Er jeg det ej nu, vel jeg bli'r det engang.
Fryd Jer ved Livet, thi Livet er smukt!
Nyd det, imens I har Foraar og Sommer!
Blomsterne falme, den glødende Frugt
Falder, naar Vinteren kommer.

120

✂

Indbydelse.

✂ Gudsfred, Hr. Doktor, i din Residens!
Vi komme - tres in uno - for at bringe
Dig Hilsen fra den lystige Regens,
Og komme, tænk engang, paa Vers, der klinge
Vel ej som dine melodiøst og smukt,
Nej! men som svaje ud og ind i Bugt,
Lig en Nyboders Ulk en Lønningsaften.
Og det, Farlil, det kommer af, at vi
Ej fik i Faddergave Kraften,
Der hører til at skabe Poesi,
Med andre Ord, Geni.
Derfor, naar vi engang skal skrive Noget,
Vi, bomrende mod Form, Ide og Sproget,
Haandtere Plektret næsten som en Brix,
Saa Digtet bliver harlekinisk broget,
Ja, stundom med Forliset af Tendensen,
Endogsaa ganske snakket hen i Taaget,
Og gjælder altsaa som Valuta Nix.
Vi er da, om ej rent Poet-Filister,
Kun i det Højeste Gratister,
Hvor Du alt længe har havt Plads som fix,
Paa Kong Apollos Gaard, Parnas-Regensen.
121 Vi burde altsaa - deri har Du Ret,
Ifald Du mener saa, og kan Du Andet? -
Dog ej prostituert os saa forbandet,
Paa Vers at humpe hen til en Poet,
Men heller halet ud igjennem Sandet
Ad Sjællands kjedelige Kongevej
Blandt Vognmandsøg og fulde Tørvebønder;
Den kunde vi passert i ydmyg Ro,
Thi, om den og opsled os et Par Sko,
At støde Pandeskal og Næse sønder
Riskertes ej.

✂ Ja, havde vi dog været unge Russer,
Et Kløverblad paa denne grønne Mark,
Hvor der forøves tusend gale Pudser,
Hvor gamle Bænke, knuste med et Spark,
Som Offerbaal for Heltemodet blusser,
Og næste Dag det regner ned med Skænd
Fra Hr. Professor Peter-
Sen!
Men Karle paa en syv til otte Aar,
Som alt har spilt saa tidt og faaet Beter,
Som veed, at, om i Rang man ogsaa naa'r
Selv Anno Ott'ogtyves tolv Profeter,
Alligevel man staar
Som en Per Eriksen iblandt Poeter,
- At vi, blot for at gjørc dygtig Blæst,
122 Istedetfor prosaisk at spadsere,
Paa den jens-baggesenske Vingehest,
Der, vild og vælig at regere,
Snart farer ud i Væddeløber-Hop,
Og snart er stædig, stejler og slaar op,
Og lystrer stundom ej sin Rytters Stop,
Tør over Grøft og Hegn flankere!
Se det, Faerlil, som tidt nok sagt, er galt,
Rent splitter-pine-lyne-tordnende;
Men det kan lidet hjælpe i
Vort Tanke-Magazin at søge, ordnende,
Sentenser til en smuk Apologi;
Thi, bygt endog af konstige Sofismer,
Vil den dog ligne Øl foruden Malt,
Og lidet veje paa Kritikens Bismer.

✂ Nu, vi har knapt paa Tid, vi maa til Sagen.

✂ Du husker vel, Wejëero, ikke sandt?
Om et Par lumre Døgn saa har vi Dagen,
Der alt i manget Aar, som svandt,
Forsamled om de nektarfyldte Boller
Den Skare, som bag Gaardens trygge Hegn
Halvt dyrker Muserne og halvt hun solder;
Som, med sin Ungdomskraft forleg'n,
Saa jevnlig i "Bemærkningsprotokoller"
Hinanden vasker med en Tordenregn
123 Af Vittigheder uden Stempel;
Som her - det bli'r vel unter uns -
Maa kjøbe Brød og Husly for Attester
Og døie "Kroens" Kaffe og dens Punch
Og Karle-Uforskammethed tilbunds,
Og skal tildels engang som Præster
I Jyllands bakkede, lyngbrune Egn
Besørge Hymens og Vorherres Tempel
Og spille Femkort med en mæsket Degn;
- Kort, Dagen, som Regensens raske Sønner
Til Fryd og Gammen om et Gildesbord
Saa tidt udkaldte af de snevre Rønner,
Som samled tidt til eet symfonisk Kor
Den ellers stedse tankedelte Vrimmel,
Imens paa Sangens Vinger Aanden fo'r
Fra Hverdagsfærden op mod Aftnens Himmel,
Der pranged med sin blanke Stjerneflor;
- Den Dag snart kommer atter
Med fulde Bægre, Sang og Skjemt og Latter.

✂ Thi skulde vi da flittig hilse Dig,
Om Du, som slentred om engang herinde
I Middagsheden under Gaardens Linde,
Diogenes i Dragten næsten lig,
Men, fjern fra kynisk Bitterhed og Bidskhed,
Bandt her i Løn saamangen Venskabskrands,
Som Tiden aldrig røve skal dens Friskhed;
124 Om Du, som dygtigt red til Vands
Paa lette Rhytmer tidt Filisteriet;
Som for vort eget Liv først gav os Sands,
At sige da for Poesien i'et,
Imens Du i din klare Digterbæk
Lod vore egne Billeder os skue
Med deres kraftige, burleske Træk
I broget Vexels rige Farvelue;
Som just paa denne sommerglade Fest
Har skænket os saa mange Gange,
Hvad der af Gildet smagte allerbedst,
Dit Hjertes unge Blomster, dine Sange;
- Om Du og denne Gang ej vil forsmaa
Paa Julis første Aften her at møde
Og dele med os Skjemt og Druer røde
Og svinge Tonerne mod Himlens Blaa?

Comiteen.

✂

†
Ove Christian Drejer.

✂ Saa Han har alt fuldendt, og Lyren tier,
Som nys han greb med ungdomskraftig Haand!
Saa fletter aldrig mer af Melodier
En broget Krands hans Vid og modne Aand!
Saa var da Poesiens Ild, der ulmed
I Sjælens Dyb og fostred Tankens Flugt,
Ikkun et herligt Stjerneskud, som Mulmet
I samme Nu, det tændtes, har opslugt!

✂ Paa Jyllands nøgne Kyst er Graven lukket,
Ligpsalmen sang ham der det vrede Hav,
Og der en Moders Taare har bedugget
Den frosne Jord paa Digterhjertets Grav.
Men Armod redte jo hans sidste Leje;
Ukjendt af Verden sænkedes i Muld
Han, hvem Kastales Møer gav i Eje
Al Sangens Rigdom, Phantasus sit Guld.

✂ Dog, midt i Hovedstadens travle Virken
Har Fjerde Christian rejst en stille Gaard;
Hvo kjender ej den røde Mur ved Kirken,
Ej Lindens Top, som Tagets Spidse naaer?
126 Derinde har hans Sangfugl bygget Rede,
Og medens der sit bedste Hjem den fandt,
Af Skjemt og Alvor knytted den en Kjæde,
Som Gaardens Sønner til et Helt forbandt.

✂ Det Liv, som bo'r i disse Celler trange,
Og den barokke Farvepragt, det har,
Staar friskt og dristigt malet i hans Sange,
- Det Eneste, der vidner, hvad han var.
Derfor, saa tidt derinde Sangens Tone
Mod Himlen flyver fra Studentens Bryst,
Skal Aftenvindens Pust i Lindens Krone
Wejïero nævne med vemodig Røst.

✂

†
Christian Baltasar Krarup Bergenhammer.

✂ Nu gulnes Lindens Løv og falder af,
Og Blæsten hvirvler det omkring i Støvet,
Naturens Fylde stunder til sin Grav,
Og Livet synker visnet ned som Løvet;
Hvor nys vi stod i Kveld, en talrig Rad,
Og slynged Sangen om det grønne Blad,
Nu taus en Enkelt vanker og bedrøvet.

127

✂ Thi alt gik Mangen, kaldt en trofast Svend,
Tilsengs bag Hverdagssyslens snevre Skranker
Og kjender knap sit Ungdomsliv igjen,
Som taaget svæver for hans dorske Tanker;
Og mangen Gut med frit og lystigt Sind,
Med Sundhedsblomsten paa den varme Kind,
I Gravens stille Havn har kastet Anker.

✂ Nys runged Klokker over Beltets Bred,
Til Kirkegaarden bar man bort en Baare;
Der lagdes en af vore Bedste ned,
Og Gravens Rune ristede - en Taare.
Hans Stjerne skinned vist ej bredt og vidt,
Den store Verden kjendte ham kun lidt,
Men Venneklyngen elskede ham saare.

✂ Han var en djærv og kraftfuld Søn af Nord,
Saa fyrig og saa varm som Sydens Ranke;
Han var saa kjæk og brav i Daad og Ord,
Saa ærlig og saa ren i Hu og Tanke;
Han var en Ven, som man kun finder faa,
En Klippe, som man kunde bygge paa,
Mens Bølgen skylled bort den skøre Banke.

✂ Et frodigt Liv der spired i hans Barm,
En Aandens Vaar med Hjertets Roser røde;
Naar Glædens Kalk han tømte ungdomsvarm,
Saa folded den sig ud i fejrcst Grøde,
128 Saa flammede hans Blik, hans Læbe klang,
Begejstret stemte Koret i hans Sang,
Og Hjerter favnedes i Toners Møde.

✂ Et helligt Haab var Maalet for hans Id,
For Aandens stille Kamp og tause Virken,
En Herrens Præst at vorde gjæv og blid,
At tolke Ordets Herlighed i Kirken.
Hans gamle Moder suged Kraft deraf.
Det svandt - nu staar hun ved den friske Grav,
Nedbøjet, som paa Fjeldet Hængebirken.

✂ Thi Liv skal vorde Død og Glæde Kval,
Og Haabet som et Stjerneskud udslukkes,
Hver Blomst, som spirer frisk i Jordens Dal,
For Kulden visne og af Stormen plukkes,
Saa lyder Nornens mørke, tunge Dom:
Mod den er al vor Kamp og Stræben tom,
Og den forstummer først, naar Kisten lukkes.

✂ Men Død skal vorde Liv og Smerte Lyst,
Af Muldet stige skal en Blomsterkjæde,
Det Haab, som segned sygt og mat i Høst,
I ny og herlig Vaarglands skal fremtræde;
Vort Savn skal stilles, Graaden tørres bort,
Thi Døden er jo kun en Slummer kort.
Han er indgangen til sin Herres Glæde.

129

✂

†
Ove Ovesen Fabricius.

✂ Et Led er bristet i vor Broderkjæde,
En trofast Kæmper falden af vor Hær;
Et Hjerte, som for Venners Sorg og Glæde
Slog varmt og kjærligt, banker ikke mer;
Et rigt, et sommerfrodigt Liv, der died
Sin Fylde af Naturens sunde Bryst,
Til evig Slummer, evig Ro er viet,
Og svulmer aldrig mer af Ungdomslyst;
En Aand, der barnlig var og from og blød,
Er vendt tilbage til sit Ophavs Skød.

✂ For Frihed gløded han, han vilde grundet
Dens vide Tempel paa den trange Jord;
Nu jubler han, af ingen Lænke bundet,
Sin Sejershymne blandt Serafers Kor.
Dybt i hans Sjæl stod Kjærligheden prentet,
Og virkeligt blev Tankens Billed nys;
Ham Livets Glæde, Livets Lykke vented,
Da rakte Døden ham sit Brudekys.
Men hist hans Kjærlighed igjen opstaar,
Hos Gud den blomstrer i en evig Vaar.

130

✂ Farvel, vor tabte Broder! vi Dig lægge
Til Hvile i den stille, lune Jord;
Med bløde Bolstre Vaaren Dig skal dække,
Og strø derover sine Blomsters Flor!
Farvel og Tak! fordi Du tro har været
Til Trøst for hvert et sorgfuldt Sind beredt!
Tak for hver venlig Tanke, Du har næret!
Tak for hver Fryd, der smelted os til Eet!
Dit Minde trygt skal gjemmes i vort Bryst,
Til vi gjenses paa Evighedens Kyst!

✂

†
Salomon Drejer.

✂ Nu springer Livets Væld af Jordens Bund;
Den rige Planteverden sig forynger,
Og Flora samler sine Børneklynger
Til Majfest overalt i Mark og Lund:
Men han, hvis Glæde var blandt dem at dvæle,
Som tidlig havde læst i deres Sjæle
Den Tanke, Universet bæres af,
Som Love deres vilde Vrimmel gav,
Og skænkede de Stumme Navn og Mæle; -
Han kommer ej, - de flokkes paa hans Grav.

131

✂ En Hær af Toner følger Vaarens Spor,
Med Kunstens Harper blandes Lærkers Kor;
Og alle slynged nys i kjærlig Flok
Sig om den gamle Mesters hvide Lok.

✂ Men han, den unge Sanger, i hvis Bryst
Der bølged Kunstens Kval og Kunsteris Lyst,
Hans Haand er mat, hans Læbe stum og bleg,
Og brusten hænger alt hans Strengeleg.

✂ Tidt, naar i Digterdrømme han den tog,
En dunkel Smerte gjennem Strengen jog;
Det var en Anelse, - og den var sand;
Det var et Budskab fra de Dødes Land.

✂ Nys runged højt Forløsningstimens Slag;
Det trange Fængsels tunge Dør blev aabnet,
Og Friheds Kæmper frejdig svinger Vaabnet
Igjen for sin og Folkets gode Sag;
Men han, hvis Hu mod samme Fremtid stunded,
Hvis Sejershaab paa Sandheds Magt var grundet,
Hvis Aand sit Trældomsmærke sletted ud,
Og fæsted Frihed til sin rige Brud; -
Han blev i samme Stund af Døden bundet.
Nej, han er fri - thi Frihed er hos Gud.

132

✂ Farvel! trofaste Fælle, elskte Broder,
Med Tanken klar, med Villien stærk og ren!
Tryk ømt ham til dit Bryst, du Livets Moder!
Og rejs af Blomster ham hans Bautasten!

✂

†
Michael Petronius Bille.

✂ Hvi sukke Kongedybets mørke Vover
Saa hult og tungt paa Danmarks Højtidsdag,
Da Mindets Torden ruller stolt derover,
Og Ekko svarer fra de sjunkne Vrag?
Hvi sænker tyst og sørgende sig Flaget,
Som, himmelfaldet, stræhte did igjen,
Hvis røde Tunge sang igjenncm Slaget
Et mægtigt Drapa om de danske Mænd?
Hvi aabnes Juels og Vessels stille Hjem?
Hvem vover nu at fordre Plads hos dem?

✂ En Olding er det, som beskeden vanked
Sin stille Vej igjennem Livets Larm;
Men ungdomskjækt engang hans Hjerte banked,
Og Manddomsstyrke svulmed i hans Arm.
133 Som ægte Skud af Nordens Kæmpestamme
Sin Prøve han bestod paa "Prøvesten",
Og vandt det Vidnesbyrd af Fjender gramme,
At hans og Danmarks Hædersdag var een.
Nu slumrer han i Heltebrødres Favn,
Men evig lever fort med den hans Navn.

✂ O Danmark, fæld en Taare paa hans Kiste!
De gamle Vidner om din Storhed fly.
Med ham til Hvile gange snart de sidste;
Da er Du fattig - Du har ingen ny.
- Men løft fra Graven frejdig op dit Hoved!
Der bor en Spaadomskraft i Mindets Røst:
En Fremtid holde vil, hvad Fortid loved,
Bedrifters Udsæd føder daadrig Høst;
Og stige skal af Kongedybets Ry
Engang igjen din Hæders Morgengry!

134

✂

Peter Nikolai Borgen.

✂ Der flyver Toner over Belt og Fjord,
Til Barndomshjemmets stille Dal de trænge;
Lyt, gamle Fader! til det fjerne Kor!
Gjenkjender Du paa Røsten dine Drenge?
Dem er det, der, saa tidt din Stemme klang,
Stod om din Stol, en taus, opmærksom Klynge,
Hvis Tunger løstes af en indre Trang,
Hvem Hjertets Kald fik lært engang at synge.

✂ Vær hilset, Gubbe med de mange Aar,
Med Kinden furet og med Issen kullet,
Som vandrer om blandt Blomsterrie i Vaar,
Imens din Samtid raadner under Muldet!
Thi Livets kjælne Lyst forsmaa'de Du,
Men var til Savn og Møje altid rede,
Derfor Du staar i hærdet Kraft endnu,
En knudret Eg, skudt af den jydske Hede!

✂ Vær hilset Du, som skrev din Viden ind
Med dybe Træk i Barnets bløde Tanke,
- Mens Orm og Møl fortære tykke Bind,
Staa hine Ciffre talende og blanke; -
135 Som forskede med indadvendte Blik
Naturens skjulte Kræfter, Livets Gaade,
Meris Drengens Videlyst i Eje fik
Hvert Sandhedsblink, din tause Grubien naa'de!

✂ Du var ej blot hans Lærer, men hans Ven,
Til hvem med sikker Tillid han sig klynged;
Hans unge Kraft oprejste Du igjen,
Naar Mismod, Tvivl og Sorg hans Bryst betynged;
Du tøjlede hans kaade Overmod
Og Lidenskabens vilde Flammer slukked,
Du vared ham for Snaren ved hans Fod,
Og Livets Scene for hans Blik oplukked.

✂ En Saadan var Du, ligegyldig, om
Bifald og Hæder udenfra Du vandt Dig,
Det var ikkun din gode Villie, som
Fast med Disciplens Ve og Vel forbandt Dig;
Og Skolen var din Lyst, dit rette Hjem,
Var Maalet for din Stræben og din Tænken,
Din Kundskab og dit Liv var viet dem,
Som sad derinde lyttende paa Bænken.

✂ Men Parcen drejer Tenen, Lustrer fly, -
Livskraften modnes, ældes og forsvinder;
Det Gamle maa fortrænges af det Ny,
Som snart kun lever selv i blege Minder;
136 Snelokket Vinter bli'r den grønne Vaar,
I Gruset styrte Templer og Kolosser;
Den Godes Virken kun ej brat forgaar,
Kun hvad af Aanden fødtes, Tiden trodser.

✂ I to og tred've Aar sad uforsagt
Og ufortrøden Du paa Lærestolen;
Nu viger ogsaa Du for Tidens Magt,
Nu er fuldendt din vante Gang "paa Skolen".
De Faa, der virkede med Dig som Mand,
Alt længe slumre under Grønsværdækket,
Discipelklyngen spredtes vidt om Land;
Men Du staar ensom, nærved Gravens Rand,
Med Taarers bittre Glands i Sølverskægget.

✂ Dog, kjære Gamle! Du er ikke glemt,
Fordi maaske Dig Verden vender Ryggen;
Trofaste Hjerter har dit Billed gjemt,
Mens disse slaa, det dølges ej af Skyggen.
Besad din Aand ej Ørnens Blik og Flugt,
Har end dens Grublen lidet Nyt udgrundet,
Saa straaled Hjertets Renhed dobbelt smukt,
Og det har Dig din Plads i Hjerter vundet.

✂ Du skal forladt ej famle til din Grav
Igjennem Livets Taage, Skæbnens Mørke,
Skjønt ingen Søn, din Alders Støttestav,
Er gangen frem af dine Lænders Styrke;
137 Du var en Fader kjærlig, varm og huld
Engang for hver Discipel, - det sig lønner:
Barnløs, Du fik af Børn et talrigt Kuld,
Thi, Fader, Vi er' alle dine Sønner!

✂ Vor Tanke flyver over Belt og Fjord
Til Barndomshjemmet tidt og mangesinde;
Hvergang den dvæler der, den kjærlig snor
Sin Blomsterkjæde om "den Gamles" Minde.
Vær trøstig! løft dit Hoved, let for Sorg!
Buk ikke under for ukjendte Smerter!
Hist venter Dig din Tak i Himlens Borg,
Her lever den og dø'r med vore Hjerter!

Gamle Disciple.

✂

Jenny Lind.

✂ Der gaar en Susen gjennem Sveas Skove,
Hvor Granen hvisker ømt med Birkens Kviste;
Mod Klippen ruller sig Mælarens Vove,
For, trykket mod dens kolde Barm, at briste;
Og i den stille Aften Taagen drager
Sit hvide Slør henover Sø'r og Moser,
Dugtaaren perler paa de friske Roser,
Og Droslen smeltende i Busken klager.
138 Naar Nordens korte Sommer gløder prægtigst,
Et Vemod dybt og inderligt den aander;
Naar Livets dunkle Kræfter virke mægtigst,
I deres Samklang sig en Smerte vaander:
Det er, som Blad og Blomst, som Land og Bølge
Af Kjærlighedens tause Kummer trængtes,
Som efter en Forløsningsstund de længtes,
Som aned de den Død, der brat skal følge.

✂ Og dette Vemod i din Stemme bæver,
Og denne Længsel zittrer i din Trille;
I hver en Klang, som fra din Læbe svæver,
Udstrømmer Kjærlighedens rige Kilde:
Og hvad Naturen taler uden Mæle,
Og hvad den drømmer, men ej kan udtale,
Det blev det givet Dig i Sang at male,
Ved Toner at forklare og besjæle.

✂ Hvorhen Du derfor gaar i Nordens Riger,
Bag Havfrubeltet under Bøgekroner,
Hvor Granen dufter, og hvor Fjeldet stiger,
- Er altid hjemme Du og dine Toner:
Og ingen Kvad, i Kunstens Skoler lærte,
Og ingen Efterklang af Sydens Fylde
Kan Nordens haarde Kraft, som Du, fortrylle,
Thi naar Du synger, slaar dets eget Hjerte!

139

✂ Farvel! - Tilbage til det Folk Du vender,
Hvortil Dig Blodets Baand har stærkest bundet;
Men glem ej over det de fjerne Frænder!
Glem over Birgers Stad ej Øresundet!
- Og naar igjen de milde Sommervinde
Befolke Gefions Vang med Blomsters Klynge,
Kom saa igjen! - De bedste skal vi slynge
Da til en Krands for Nordens Sangerinde!

✂

Ordets Ridder.

✂ Paa Kisten er Ridderens Sværd nu lagt,
Hans Harnisk og Skjold i Museet hænger,
Hans flygtige Livs romantiske Pragt
Kun svagt gjennem Sagnenes Taage trænger;
Den Borg, som hans vældige Haand har bygt,
Hvor Kampen han trodsed og bortdrømte Freden,
Nu skjuler en Ætling, der sysler beskeden
Med Bøndernes Tugt eller Studenes Røgt.

✂ Der fægtes ej mer af Mand imod Mand
For Land og for Drot, for Frihed og Ære;
Thi Krig blev et Haandværk, Soldaten en Stand,
Og blinde Maskiner de staaende Hære;
140 Kulturen har tæret paa Manddommens Marv,
Og studset det fyrige Mod sine Vinger;
En Heltedaad fast som et Eventyr klinger,
Kun Skægget fik Nutidens Løver i Arv.

✂ Og dog er al dristig, al ridderlig Id
Med Korstog og Tvekampe lieden ej vandret,
Een kjender endnu dog vor daadløse Tid;
Men Vaabnet er skiftet og Navnet forandret.
Thi Pennen blev Landse og Ordet et Sværd,
Af funklende Tanker blev Rustningen flettet;
Et Blad af Papir er det Skjold, som uplettet
For Samtidens Skranke nu Ridderen bær.

✂ De Vaaben er stærke, - thi styrte for dem
Maa Trældommens Mure og Fordommens Gittre,
Og Brøde og Løgn af sit Skjul krybe frem,
Og Uretten selv under Purpuret zittre.
Vel tykkes tidt Kampen en dagligdags Kiv,
Som koster ej Blod, og hvor Døden ej lurer;
Men Hjertet med usete Skrammer den furer,
Og Offret, den kræver, er ofte - et Liv.

✂ Og hvad er saa Lønnen? - et tvetydigt Navn,
Af Magten forfulgt, af dens Krybere gnavet;
Et Bifald, smaahakket af Selvsygens Ravn;
En Hæder, som vorder med Liget begravet.
141 Mens Kunsten betalte Historiens Gjæld
Til Mange, som Døden for Friheden funde,
Til Mange, som kun vare Herrernes Hunde,
- Saa siig mig: hvem sang om Armand Carrel?

✂ Han var dog en Helt, en Ridder saa god
Som hin, der ej kjendte til Frygt eller Dadel;
Hans Kraft var en Mands, og en Ynglings hans Mod,
Og Hjertet var ædelt, og Aanden af Adel;
Hans Hu var en eneste glødende Drøm
Om Frankrig, dets Glands, dets Hæder og Lykke
Under Frihedstræets befrugtende Skygge,
Urokket af Tidernes vexlende Strøm.

✂ Og Drømmen blev Ord; - og det prentede Blad
Blandt Folket sig spredte paa ilende Vinger;
Snart lød det som Suk, snart som Lærkernes Kvad,
Og snart som naar Øxen i Roden alt klinger.
Der ulmede Gnister i Massernes Sjæl; -
De blussede op; - i et Baal slog de sammen; -
I Aske sank Tronen. - Men hvo tændte Flammen?
Det mægtige Ord og - Armand Carrel.

✂ Men Drømmen blev Drøm kun; - thi Folket gav hen
Sit Blod blot for atter at rejse en Trone,
Og "Frihedens Gudsøn" og Borgerens Ven
Snart lærte at synge i Herskerens Tone;
142 Og de, der nys kæmped paa selvsamme Plet
Som hin, og Nationens Mænd bleve kaldte,
At mættes ved Naadens Taffel nu valgte
For Winkelried-Kampen om Frihed og Ret.

✂ Kun han blev ej vundet, han ene forblev
Trofast mod sit Folk, mod sit Kald og sin Fane:
Med knusende Kraft bort han Blændværket rev,
Og drog uforsagt Konsekvensernes Bane.
Men Ordet, som nys Bajonetterne brød,
Og fæsted den nybaarne Magt paa sin Tinde,
Var nu til Besvær, derfor lod man det binde,
Og Had var den Tak, som dets Ridder man bød.

✂ Hans Andel af Sejren blev Fængsel og Flugt,
Og Livet begaved ham rigt med sin Smerte;
Men Tankens vidt straalende Lys blev ej slukt,
Før Skumlerens Kugle fandt Vej til hans Hjerte.
Da klagede Frankrig og følte sit Savn;
Men nu er det glemt og hentørret er Taaren:
Og dog er ej den blandt dets Sønner end baaren,
Som arved hans Aand og hans pletfrie Navn.

✂ Mit Danmark! O, vaagner igjen i dit Sind
Ei Tanken om ham, som Du selv haver mistet?
Du stod jo dog ogsaa med Taarer paa Kind,
Dengang da hans ærlige Hjerte var bristet;
143 Erindrer Du ej, at, hvor Domens Kapel
Om Kongernes Grav sin Søjlerad strækker,
Der grønnes hver Vaar den Græshøj, som dækker
Din Ridder af Ordet, - Armand Carrel?

✂

Dronning Mathilde.

✂

1.

Paa Østerfælled gik der Dands.
Snefunker sprang i Solens Glands,
Som Hingstens staalbeklædte Hov
Løs fra den frosne Skorpe slog;
Fra Byen til den stille Skov
En prægtig Jægerskare jog,
I Fløjel klædt og Silkestof,
Det var Kong Christians muntre Hof.
Foran det hele Følge fløj
En Dame, fyldig, rank og høj.
Dybt aanded hendes fulde Bryst,
Og Øjet straalte Liv og Lyst,
Og Kinden blussed, varm og rød,
Omkap med Læbens Purpurglød.
144 De rige Lokkers gyldne Skat
Var fængslet af en Fjederhat;
Men Ridekjortlens dunkle Flod
For Vinden bølgede og lod,
Mod Kvindevis og Landets Skik,
Tilsyne for hvert dristigt Blik
De runde Formers bløde Pragt,
Slet dulgte af en mandlig Dragt.
Spidsborgeren, som udenbys
Var trippet efter Luft og Lys,
Af Tanke tabte Læst og Disk;
Trælbonden glemte Fogdens Pidsk,
Og begge stod paa Vejen stille,
Og maabed paa det skjønne Syn,
Der som et Stjerneskud, et Lyn,
Forbi det dorske Øje gled:
Men hun, som dristig Gangeren red,
Var den smukke Dronning Mathilde.

✂

2.

Og der gik Dands paa Frydenlund.
Fuldmaanen steg af Øresund,
Men skinsyg blegnede dens Kind,
Fordi de tændte Kroners Pragt
Fordunklede dens Straalers Magt.
I Skoven brummed Nattens Vind,
145 Mens dog som lydig Træl den bar
Musikens Toner, Ekkos Svar.
Henover Gulvets blanke Bræt
En gravitetisk Menuet
Nu gled: et stolt og herligt Par
De to, som dandsede den, var.
Nu ligned hun en Dronning mer
End nylig, da i Hjortens Spor
Som Amazone klædt hun fo'r;
Nu Diademet gød sit Skær
Om Pandens stejle Marmorvæg;
I hundred Folder, hundred Læg
Den side Fløjelskjole faldt
Om hendes yppige Gestalt,
Og over hendes Væsen bredt
Var Gratie og Majestæt.
Men hvem var han, hun kaared i
Sin Yndlingsdands til vis å vis?
En Orden smykkede hans Bryst;
Stolt var hans Holdning, Øjet lyst;
Der lued gjennem det en Aand,
Forløst af Fordoms trange Baand.
Hans Ansigt var i ædel Stil,
Men tegnet var dets Ungdomsflor
Af Nydelsernes matte Spor,
Og Letsind leged i dets Smil.
146 Var han et Skud af Fyrsteslægt?
Bar selv maaske han Kronens Vægt?
Nej, dunkel var hans Stand, hans Navn,
Før Lykken krysted ham i Favn,
Og svang ham op paa Tronens Fod,
Hvor nu han enevældig stod. -
Musiken taug: hun tog hans Arm,
Og svæved blussende og varm
Igjennem sine Damers Rad;
Han bukked dybt, de skiltes ad.
Der blev ej talt, men taltes dog
Med Øjets klare, rige Sprog.
I hans laa meget mer udtrykt
End undersaatlig Ærefrygt,
Og hendes flygtede for hans,
Bedugget af en fugtig Glands.
Men Hoffets vaagne Argusblik
Opsnappede det Bud, der gik
Med Hjertets Spørgsmaal, Hjertets Svar
Imellem hint misundte Par,
Og tydede det snildt, men ilde.
Og snart der bugted sig en Snog
I Salen rundt fra Krog til Krog,
Og Edder fra dens Tunge sprang;
Men Maalet for dens hvislende Sang
Yar den smukke Dronning Mathilde.

147

✂

3.

Paa Christiansborg gik Dands igjen.
Da Maanen, netop fyldt paany,
I Sølvflor hylled Slot og By.
Hist fra sin stille Bane den
Saa' bredet Nattens klamme Gys,
Hvor Livets Straaler funkled nys;
Saa' Glædens tonerige Larm
Afløst af Mørkets skumle Daad;
Saa' Kinden zittrende af Graad,
Der nylig gløded elskovsvarm.
Endt Ballet var, Musikens Flugt
Var standset, Lys og Fakkel slukt.
Nu laa det prægtige Palads
Som øde paa den tause Plads;
Kun Vagtens monotone Skridt
Lød i de hvalte Gange vidt.
Men Hævnens Tiger ikke sov:
Den lister lurende omkring,
Og maaler sindrig af det Spring,
Hvori den knuse vil sit Rov;
Og Herskesygen rejser sig,
Megæren, gusten som et Lig,
Med Slanger i den kolde Barm,
Med Sværdet i den magre Arm,
Hun bygger i det mørke Slot
148 En Trone nu af et Skafot. -
Hvad rørte sig i Nattens Skød?
Der flagred hist og her et Skin
Af Lys, - der trampe d tunge Trin,
Og Vaaben klirred, Stemmer lød, -
Og atter Alt igjen blev tyst. -
Men Dronningens Gemak er lyst.
Der staar hun selv i natlig Dragt,
Nys af sin Lykkes Drømme vakt,
Nu knust af Smerte, stum af Skræk,
Med bævende og blege Træk.
Forgjæves om Medlidenhed
Hun bad, med Øjet sænket ned,
Som Tankens hemmelige Krog
Hun vilde dække med dets Laag.
Forgjæves med fornyet Mod
Hun standser sine Taarers Flod,
Og trodser paa sin Højheds Ret;
Thi Vredens Pil afprelled let
Fra Lejesvendens haarde Skind,
Og Taarer rørte ej hans Sind. -
Men hvor var han, som med sin Magt
Stod for sin Hustrus Ære Vagt,
Som skulde hævnet hendes Skam,
Hvis den var til for Gud og ham?
En Olding svag i Livets Vaar,
Et Barn i Tanke, Mand i Aar,
149 En Slave i en Konges Sted,
En Dukke, som man leged med,
Henstrakt i vaagen Søvn han laa,
Og husked ikke længer paa,
At nys sin Hustru og sin Ven
Han gav til Død og Skændsel hen. -
Omsider fødtes Morgnens Gry,
Indsvøbt i tætte Taagers Sky;
Af Sengen Borgermanden steg
Og traven efter Vejret keg.
Forbløffet han bemærked, at
Soldater Slottet holdt besat,
Og saa Dragonerne, der red
Paa Pladsen foran op og ned;
Saa' Portens Pløje lukkes op;
Saa' bruse frem en Ryttertrop,
Som tæt en lukket Vogn omgav,
Og hørte deres skarpe Trav
Gjenlyde dump i Morgnens Stille.
Men Sukket, som fra Vognen lød,
Og Taaren, som ustandset flød
Derinde, blev ej hørt, ej set;
Thi Fangen i den mørke Karet
Var den smukke Dronning Mathilde.

150

✂

4.

Paa Østerfælled gik der Dands.
Blodstraalen sprang i Solens Glands;
Et Hoved faldt for Bødlens Sværd,
Der var en bedre Skæbne værd;
Et Navn med Haan udslettet blev,
Som Saga paa sit Skjold opskrev;
Et Rygte Pøblen søndersled,
Der voxed med den Tort, det led;
Den Mand, der Ordet havde løst,
Med Ordets Gift blev overøst.
Og det var ham, som nylig stolt
I Tømme tvende Riger holdt,
Hvis Kongemagt og Kongeglands
Kun savned Kronens gyldne Krands;
Som Lysets første Dæmring saa'
I Tidens Horizont opgaa,
Og voved kjæk at lægge ned
I Livets Mark sin Tankes Sæd.
Men fjern var end den Morgenstund,
Der endte Folkets lange Blund,
Og Livets Ager, haard og gold,
Bar Hadets kun og Hævnens Fold,
Og krøved, før hans Sæd slog Rod,
En Vanding af hans eget Blod.
Han faldt - thi han var voxet fra
151 Den Tid, som han var fostred a',
Men mægted, trods sin Vælde, ej
At løfte Tiden op til sig;
Han faldt - fordi, af Overmod
Og egen Storheds Drøm berust,
Den Verden, der engang bestod,
Han vilde sparket ned og knust,
Og af sin endelige Kraft
En ny og bedre atter skabt;
Han faldt - fordi den Ærens Tind,
Han stræbte mod, var kun et Skin,
Fordi hans Maal, det var ham selv,
Men Midlet kun var Folkets Vel;
Han faldt - og soned med sin Død
Vist meget mer, end han forbrød.
Udslettet blev af smaaligt Nid
Hvert Minde om hans kjække Id,
Men eet dog i al Evighed
Fra Slægt til Slægt skal arves ned
Og funkle fra hans glemte Grav:
At Folkets Røst han Frihed gav.
Han faldt - og hun, som havde laht
Udi hans Haand sin egen Magt,
Hvis Naades straalerige Væld
Befrugtede hans stolte Sjæl
Og lokked frem hans høje Kald,
- Hun knustes af ham i hans Fald.
152 Hvor Sjælland strækker ud sin Arm,
Som længtes det mod Sveas Barm,
Hvor Odden deler Øresund,
Der staar endnu den gamle Borg,
Som skued hendes bittre Sorg,
Som hørte hendes egen Mund
Bekjende, for at frelse ham,
Den skjulte Brødes tunge Skam.
Den er et Vidne taust, der veed,
Om Ordet, som hun har udsagt,
Var vristet frem ved Svig og Magt;
Om hun fortjente, hvad hun led;
Om hendes Ære, ren og blank,
Kun som et grusomt Offer sank
For usle Rænkers lumske Spil;
Thi den har ogsaa lyttet til,
Naar hun i ydmyg Bøn til Gud
Sit Hjertes Løndom folded ud.
Nu er hun død, - og Danmark gav
Sin Dronning ej engang en Grav;
Nu smuldrer paa en fremmed Kyst
Den friske Mund, det fulde Bryst,
Der fordum aanded Liv og Lyst.
Den Slægt, der stirrede sig blind
I hendes Yndes varme Skin,
Er gangen samme Vej som den.
Kun Sagnet gaar endnu igjen.
153 Vemodigt toner det fra hver
En Plet, hun engang havde kjær,
Det sukker i de gamle Træ'r,
Hvis dunkle, melankolske Krands
Omgiver Hirschholms sjunkne Glands;
Det suser langs det friske Sund
Fra hendes Glædes lyse Lund.
Og naar en Sanger i dens milde,
Vaargrønne Højsal træder ind,
Saa griber Mindets Kraft hans Sind,
Saa fødes paa hans stille Gang
Af Sagn og Drøm en klagende Sang
Om den smukke Dronning Mathilde.

✂

Norden.

1.

✂ Hvor de hvide Bræer skinne
Fra de mørke Fjeldes Tinde;
Hvor de stride
Elve skride
Gjennem Dalens magre Jord;
Hvor de høje Graner suse,
Og i lave Bjælkehuse
Stærke, trygge
Bønder bygge -
Er det skjønne, stolte Nord.

✂ Hvor de blanke Bølger blaane,
Hvor de grønne Bakker skraane,
Og de bløde
Enge føde
158 Modig Ganger, rigen Hjord;
Hvor de gyldne Agre svømme,
Og om Bøgeskovens Drømme
Nattergale
Føre Tale -
Er det samme skjønnc Nord.

✂ Hvor det var en Leg at stride,
Hvor det var en Spøg at lide;
Hvor den kjække
Vikingsnekke
Skar i Havet røde Spor;
Hvor de dybe Draper runged
Og af Folket, tusindtunget,
Baarne siden,
Trodsed Tiden -
Var det gamle, store Nord.

✂ Hvor, af A anden overvunden,
Seklers Tvedragt er udrunden;
Hvor de Stemmer,
Hjertet gjemmer,
Mødes i et mægtigt Kor;
Der, hvor Mindets Nordlys blinker,
159 Og til Idræt Slægten vinker
Haabets fjerne
Morgenstjerne -
Er det unge, frie Nord.

2.

✂ Studenten sad engang forstemt
I Vinternat,
I fremmed Kløgt han tro'de gjemt
Al Livets Skat;
Da lød en hjemlig Harpeklang
Omkring hans Vraa,
Da følte han en mægtig Trang
I Hjertet slaa;
Og Norden gik op for hans Tanke.

✂ Thi Mindets Stjernehimmel svam
Paa Tonens Hav,
Og Haabets gyldne Straalekam
Steg op deraf,
Og Fremtid sank til Fortids Barm
I Nuets Leg;
Da svulmed Styrken i hans Arm,
Og Modet steg;
Thi Fremtiden ejed hans Tanke.
160 Studenten slog sin Vimpel ud
Til Vikingtog;
Med Vaarens Luft som Vaarens Bud
Han kjæk uddrog,
Og Upsal, Kjøbenhavn og Lund
Har hørt hans Pagt,
Og Livsens-Ordet i hans Mund
Har viist sin Magt;
Thi Norden blev Folkenes Tanke.

✂ Studenten sjunger nu hver Dag
Sit glade Haab;
Det flammer højt i Brødres Lag
Ved Druens Daab;
Men engang vorder han til Mand,
Hans Sang til Daad,
Og aldrig, aldrig svigter han,
Før han har naa't,
At Norden er mer end en Tanke!

161

3.

✂ Ungdommens Drøm,
Smilende Barn med den klingende Lyre!
Naar skal du Treforken gribe, og styre
Tidernes Strøm?

✂ Ungdommens Haab,
Blinkende Fakkel i Nætterne lange!
Naar skal Du Baunerne tænde og fange
Gjerningens Daab?

✂ Timerne randt:
Blegere zittred den ledende Stjerne;
Svinder den ej i det taagede Fjerne?
Viste den sandt ?

✂ Timerne gaa:
Der, hvor de trængtes, de jublende Skarer,
Lege nu Sorgløse, springe nu Harer;
Vi er kun faa.

✂ Dog skal den gro,
Spiren, der spæd pipper frem over Jorde;
Ungdommens Haab skal forklares og vorde
Mændenes Tro.

162

✂ Dog skal den staa,
Tanken, som Saga har baaret og ammet.
Tanken, som Æt efter Æt har anammet,
Kan ej forgaa.

✂ Evig og sand,
Virker den dybt, naar den oventil sover,
Lyser blandt famlende Slægter den over
Fædrenes Land.

4.

✂ Ungdomsmodet slaar med sine Vinger,
Hele Verden for vor Fod er lagt,
Fremtids Drapa i vor Tanke klinger,
Aanden ser sin Gjerning alt fuldbragt;
Søde Kys af varme Purpurlæber
Og af Glædens Nektar fulde Drag
Lønnen er, der vinker Hver, som stræber
Kjækt og ærlig for den gode Sag.

✂ Ak men, Brødre! Livets Jammer stækker
Alt for hastig Tankens raske Fart,
Og en klam Filistertaage lægger
Sig om Øjet, der har skuet klart:
163 Lønnen tidt er plumret, før den smagt er,
Maalet var Dig nært - forbi det fo'r;
Sandhed syntes størst af Verdens Magter,
Men dens Daarskab er dog nok saa stor.

✂ Dog, det ilde sømmer yske Svende,
Fejgt at skælve for vort svare Kald,
Eller Ryg i Livets Kamp at vende
Der, hvor Aandens Styrke prøves skal.
Haabets Fugl, vor Ungdoms milde Sanger,
Flyver med til Mændenes Bedrift,
Og paa Nattens dunkle Hvælving pranger
Store Minders lyse Sejersskrift.
Til vi love da i Lagets Gammen:
Nordens Held og Hæder, Magt og Pris
Maalet er, hvortil vi stræbe sammen,
Hver i Sit, paa ærlig nordisk Vis!
Frihedstemplet rejst med høje Buer!
Rets og Sandheds stærke Værn derom!
Og derinde kydske Altarluer
Straalende fra Skjønheds Helligdom!

164

5.

✂ Henover Tidens Hav der gaar
En Dønning død:
Ved Styret Vold og Vilkaar staar,
Af Graven jordet Fordom gaar,
Og Sandhed lider slette Kaar
Og Frihed Nød;
Det er, som Folkets Haab var tabt,
Og Troen paa dets egen Kraft
Var død.

✂ Men atter kule vil en Storm
Fra Sønden op:
Da styrter hver en snørklet Form,
Da brister hver en skimlet Norm,
Da ryster Dybets Midgaardsorm
Sin tunge Krop;
Da galer Hævnens Hane rød;
Den vilde Kraft, som tro'des død.
Staar op.

✂ Skal Nordens Odclsgaard den Dag
Staa tryg og fast,
Naar skøre Kroner gaa i Kvag,
Og Riger drive om som Vrag,
165 Naar Liv og Død for Folkeslag
Er Tærningkast?
Skal Nordens frie Folkeaand
Da frejdig trodse fremmed Baand
Og Bast?

✂ Det love Nordens unge Mænd
Med Haand og Mund;
Naar Fare truer det igjen,
Da skal vi møde, Ven med Ven,
Og give Hu og Gjerning hen
Af Hjertens Grund!
Og hvad der nu er svagt og delt,
Det skal vel stande stærkt og helt
Den Stund!

166

✂

De nordiske Naturforskere.
(1847.)

1.
l Roskilde Domkirke.

✂ Velkomne, Præster fra Naturens Kirke,
Til den, som Menneskenes Haand har bygt!
Velkomne I, som travlt i Verden virke,
Til Fredens Bolig, Hvilestedet trygt!
Her sprudle ej de Livets friske Kilder,
Hvoraf I øste Kundskabs rige Magt;
Den Troens Kraft, som højned disse Piller,
Er med sin ædle Kunst i Graven lagt.

✂ Og dog har Døden denne Hal ej mærket: -
Her stiger Andagts Højsang, fuld og ren,
Og Kunstens Liv sig rører end i Værket,
Og Stemmer tale her fra hver en Sten;
Thi Danmarks Saga vandrer om herinde
Fra Grav til Grav med Griflen i sin Haand,
Og frisker op hvert halvt udslettet Minde
Og maner de henfarne Tiders Aand.

167

✂ Og Saga tegner ikke blot det Svundne,
Dets Kummers Nat, dets lysende Bedrift,
Men Før og Nu og Efter staa forbundne
Til Eet i hendes klare Billedskrift:
Det Storheds Aandepust, I her fornemme,
Det skal I drikke Mod og Styrke af,
Og under Livets Gjerning aldrig glemme,
Hvad I har følt ved Margaretas Grav!

2.
Naturkræfterne.

✂ Staar jeg ved et Fossefald,
Lig et Brudeslør hængt paa Hardangerfjelds Skulder,
Eller dybt i Faluns Hal,
Hvor Metalklumper Kobolten ruller;
Ser jeg Hekla i sin Glands
Slikke Himmelens Sky med sin blodrøde Tunge,
Eller Vesterhavets Dands,
Naar til Høstgilde Stormene sjunge;
- Da skygger Alvor paa min Sjæl,
Ringe da føler jeg mit Selv;
I Naturens Storhed tabt,
Jeg beundrer dens vældige Kraft.

168

✂ Men naar jeg ved Sundets Bred
I den dæmrende Skov med min Elskede vanker,
Medens Aftnens dybe Fred
Ej forstyrrer do drømmende Tanker;
Og naar hendes Lokker rigt
Vælde ned om min Axel, hvortil hun sig hælder,
Mens sit Hjertes Heltedigt
Hun i bævende Kys mig fortæller;
- Da mærker jeg, Naturens Magt
Er i Menneskets Bryst nedlagt,
Og i Kvinden, jeg har kjær,
Er al Skabningens Krone mig nær.

✂ Ser jeg Elementers Kamp
Overmandet at trælle for Vinding og Nytte,
Og en Hatfuld sydet Damp
Tidens Maal, Rummets Afstande flytte;
Kan lidt Æther for min Mund
Puste Livslyset ud og igjen la' det skinne,
Og kan Videnskaben Grund
I Kartoflernes Kolera finde;
- Da jeg takker hver Den, hvis Aand
Lagde Naturens Kraft i Baand,
Ta'r ærbødig af min Hat,
Naar man nævner mig Jackson og Watt.

169

✂ Men naar ved et Glædeslag
Druens duftende Blod i Pokalerne rinder,
Og i lange, fulde Drag
Bag min tørstende Læbe forsvinder,
- O, da sker et Underværk,
Livet taber sit Tryk og dets Smerte sin Drøjde;
Som en Guddom stolt og stærk,
Svæver jeg paa Tilværelsens Højde.
Da priser jeg den "heders man",
Som, da Jorden var ødt af Vand,
Ranken plantede paany
Og en Doktorhat vandt sig - af Bly.

✂ Hører da min Theori:
Man skal agte detSkjønne saa højt som det Sande
Og med Livets Poesi
Dets dybsindigste Idrætter blande;
At forstaa Naturen ret,
Det vil sige: at skjønne paa Alt, hvad den yder;
Han begriber den kun slet,
Som dens lifligste Gaver forskyder.
Hver, som Naturen elsker tro,
Føler, at han maa elske To,
Og sit Glas at tømme veed.
- Nu saa kom da og gjør mig Besked!

170

✂

Til Lundenserne.
(1850).

✂ Der gaar et Sund imellem tvende Lande,
Som "skiller ej, men binder" Kyst til Kyst,
Et sølvklart Brudeslør om Danmarks Pande,
Et vatret Axelskærf om Sveas Bryst!
Kort er kun Somrens Ynde Norden givet,
Men her er senest Høst og tidligst Vaar;
Friskt strømmer gjennem mange Aarer Livet,
- Dets Hjerteslag i disse Bølger slaar.

✂ Derfor Naturen bygged Kullens Mure
Til Værn mod vilden Storm og Vinter vred,
Og. Fredriks Slot blev sat som trofast Kure
Ved Sundets Port, at vaage for dets Fred;
Men for mod Mørkets Magter kjækt at stride
Og vogte Livets Kilde, Hjertets Vaar,
Et Aandens Kronborg staar paa hver sin Side
I Axels Hus og Eskilds stille Gaard.

✂ Og ærlig har de stridt, med baade Hænder,
Ryg imod Ryg, mod Fordom, Løgn og Had;
Og ærlig har de delt, som gode Frænder,
Hver Kampens Løn, hvert Sejrens Laurbærblad;
171 Og hver sin Blomst i Kunstens Krands har knyttet,
Som spredte Glands og Duft i samme Stund,
Og Nordens Folk med salig Lyst har lyttet
Til Tvillingtonerne fra Øresund.

✂ Nu Sangen tystnet er, - men hvad den saa'de
I Folkets Hjerter, i de Unges Bryst,
Det voxer, for at sprænge Tidens Gaade,
- Engang det modnes til en herlig Høst!
Og vorder da det Skilte evig bundet,
Og sluttes Broderfolk i Broderfavn,
Skal Enhedstemplet spændes over Sundet
Paa tvende Piller: Lund og Kjøbenhavn!

✂

Christianiatoget.
(1851).

1.
Farvel.

✂ Farvel nu, Sjællands grønne Skov
Med Klintens gule Bræm!
Vor Ganger stamper med sin Hov
Og hvirvler Skummet om sin Bov,
Og haster over Dybet frem
Mod vore Brødres Hjem.

172

✂ Farvel, I Venner, af hvis Favn
Vi nødig kun os drog!
Ej gaar med os dog Sorg og Savn:
Nej, Haabet staar i Fremmerstavn,
Og svinger højt sin lyse Brog
Foran vort Vikingtog.

✂ Farvel, hver Mø, hvis Tanke tyst
Os følger paa vor Fart!
Paa øde Hav, paa fremmed Kyst
Skal Mindet vaage i vort Bryst;
Der skal dit Billed, vel forvart,
Staa dobbelt friskt og klart.

✂ Afsted! vi hejset har vort Flag,
Og Lykken er os god.
Det gjælder jo den gode Sag,
Det gjælder Nordens Atterdag,
Og vi har Ungdom, Kraft og Mod,
Og vi har Liv og Blod.

173

2.
Hilsen til Norge.

✂ Hil Dig paa egen Odelsgrund,
Trofaste Folk af stærke Døler!
Kjender Du Maalet igjen i vor Mund,
Og i Tonen det Hjemlige føler?
Hilsen vi bringe
Didnede fra, hvor Leerne klinge,
Skærende Guld ved det blaanende Hav,
Og hvor højt over Kæmpernes Grav
Nu Opstandelsens Lærker sig svinge.

✂ Trehundred Aar vi fulgtes ad,
Delende Sol og mørke Dage;
Aldrig udslettes af Krønnikens Blad
De, saalidt som de vende tilbage:
Mægtige Minder
Slaa deres Bro fra Fjeldenes Tinder
Over til Gefions svømmende Vang,
Og mens Lænken, der fæstned os, sprang,
Blodets evige Baand os forbinder.

✂ Stolt skred Du frem din egen Vej,
Lod dine Brødre langt bagefter,
Og i din Friheds frodige Maj
Folded ud sig de slumrende Kræfter:
174 Frie nu Begge
Kan vi hinanden Hænderne række.
Kom da! vor Grande velsigner vor Pagt,
Og med Nordens trefoldige Magt
Gaa mod Fremtidens Skæbner vi kjække!

3.
En Rejse.

✂ fra Livets Toldbod nu rask ombord!
Thi Fantasiens Slesvig sejler;
Med Ønskets Fart piler det mod Nord,
Og snart vi Sveas Capri pejler;
Paa Dækket vrimle Huer blaa og graa,
En evig Boeuf er i Kabyssen paa,
Og Sang og Klang
Følge vor Gang
Med Lunets legende Delfiner.

✂ Vi er paa Elven, - fra vaarlig Strand
De første Broderhilsner møde.
Vi er ved Gryden, hvor af dens Vand
Sig Bjergets Trolde koge Fløde.
Et "Coup de main" og - Gøteborg er vor;
Men S ejerherrerne af Marken slaar
175 I Vennestrid
Thomanders Vid
Og saa den svenske Stormagt, Banko.

✂ Nu svøber Taagen os gjæstmild ind,
Saa Ingen mærker, at vi svaje;
Men bort den rulles af Aftnens Vind,
Naar om den sidste Pynt vi dreje.
Se Christiania i Fjordens Bund!
Kanonen aabner hilsende sin Mund,
Og fra hver Aas
Det Gjensvar faas:
"Velkommen hid til gamle Norge!"

✂ Vi er i Havnen, vi har gjort fast,
Og her det var saa smukt at dvæle;
Men Tiden har en forbandet Hast,
Vi kan kun Øjeblikke stjæle.
Saa kom - en kort Visit paa Oscarshal,
Og saa til Fest, til Gjæstebud'og Bal!
I stærke Drag,
Men ej i Mag,
Maa Glædernes Champagne tømmes.

✂ Og saa vi klattre ad Skrænter op
Og rutsche ned i dybe Kløfter;
Alt Fjeldets Drot over Skovens Top
Sin snebedækte Isse løfter.
176 Paa een Gang aabner Kleven os sin Dør:
Dernede hviler under Regnens Slør
Ringerigs Mø
Med Skov og Sø
Og frodigt Pløjeland i Skødet.

✂ Derned! thi hun er saa faur og frisk,
Ved hendes Barm er sødt at blunde,
Og hun har bredet os Dug og Disk
I sine grønne Birkelunde.
Hurra! Nu er vi da paa Tanbergmo:
I Dands de flinke Hallinger sig sno,
Klingende Kor,
Mandige Ord
Og lyse Bauner slaa mod Himlen.

✂ Og saa? - Ja, saa gaar det op igjen,
Thi nu sig Afskedstimen nærmer.
Fortrolig klynger sig Ven til Ven
Og om det fjerne Gjensyn sværmer.
End skal besegies dog vor Broderpagt
Af Hjertets rene Væld og Skjønheds Magt:
Nordstjerneglands
Trekløverkrands
Skal Nordens unge Harpe krone.

177

✂ Ombord og ud over salten Hav!
En Flugt ikkun - og vi er hjemme.
Men Pantet, Norriges Mø'r os gav,
Det skal vi aldrig, aldrig glemme.
For Alt, hvad der er skjønt og sandt og godt,
For Ret Og Frihed, Fædreland og Drot
Vaje det skal
I Festens Hal
Og naar os Livets Alvor kalder!

✂

Danmark.

✂ En Jord, af Havets Strømme sildig dukket,
Med Havets Bølgetegning paa sit Felt,
Af nøgne Klinter, golde Klitter lukket,
I mange Lodder delt af Sand og Belt;
En Luft, hvis mørke Skysal Stormen fejer;
En Sol, som leger Tit bag Taagens Net;
Et lille Folk, som lidt i Verden vejer
Og nøjes mest med mindre end sin Ret: -

178

✂ Det er vor hele Herlighed! - Vi hakke
Ej Guld i Klumper op af Markens Skød;
Men vi har nys sat gyldne Neg i Stakke,
Som give os og mange Andre Brød.
Og har vi ingen snebesaa'de Tinder
Og ingen Fossers Fald fra Klippehang,
Saa har vi Enge, fulde af Kjærminder,
Og Bøgeskoven, fuld af Fuglesang.

✂ Og Havet, som ombruser os, er Rammen,
Hvori det hele Billed lifligt staar;
Det fjerner ej, men drager os tilsammen,
Det er en Gjenvej kun fra Gaard til Gaard.
Lad Sky'r kun flokkes jevnlig paa vor Himmel
Med Regn og Slud, med Lyn og Tordenbrag,
Desmere blank er Nattens Stjernevrimmel,
Desmere lys og frisk vor Solskinsdag.

✂ Vi er et lille Folk; - men truer Fare,
Saa har vi lært, at Enighed gjør stærk,
Saa er vi nok til Danmark at forsvare
Og vogte paa vort unge Frihedsværk!
Og har vort danske Maal ej brede Vinger,
Det er dog vore Hjerters bedste Tolk,
Og intet Kor i Verden bedre klinger
End: Gud velsign Kong Fredrik og hans Folk!

179

✂

Slaget ved Slesvig.

✂ Paaskeklokken kimed mildt
Fra den danske Kyst,
Meldte over Lande
Dog om saa haard en Dyst.
Slutter Kreds og staar fast, alle danske Mænd!
Gud, han raader, naar vi fange Sejr igjen.

✂ Listet var i Mulm og Nat
Hid den tydske Hær,
Knap de danske Drenge
Fik Tid at spænde Sværd.

✂ Aabent Bryst var Landeværn,
Mod var Mandeskjold;
Tydsken maatte bygge
Af egne Lig sin Vold.

✂ Kuglen peb og Sværdet sang
Til Kartovers Brag;
Tydsken maatte lære
Det danske Sprog den Dag.

✂ Over Thyras brustne Led
Blod i Strømme randt;
Tydsken maatte kjøbe
Hel dyrt hvert Fjed, han vandt.
180 Vegen er for Overmagt
Liden Flok tilsidst;
Men af Danmarks Ære
Den haver Intet mist'.

✂ Blegnet er saa mangen Kind,
Færre er de Faa;
Men for Danmarks Ære
Vi end er nok at slaa.
Slutter Kreds og staar fast, alle danske Mænd!
Gud, han raader, naar vi fange Sejr igjen.

✂

Til de svenske og norske Frivillige.

✂ Her slaar Bøgen ud sin Skærm
Over Skovstjernens Smil og Konvallernes Duften,
Og en lystig Fuglesværm
Med sin skingrende Sang fylder Luften;
Fra den snebedækte Tjørn
Efter Vandreren Daahjorden nysgjerrig titter,
Og af kjønne Pigebørn
Er der fuldt op bag Klampenborgs Gitter:
Nede paa Sundets blanke Spejl
Sagtelig glide de hvide Sejl:
Alting aander Liv og Lyst
Paa den vaarmilde, blomstrende Kyst.

181

✂ Hist, hvor Jyllands Bakkerad
Stiger trodsende op af de boblende Bølger,
Zittrer ængstligt hvert et Blad,
Og i Røgsky'r Naturen sig dølger;
Skytsets Torden ruller fort,
Nu en Bombe slaar ned, og et Hus staar i Flammer
Faldnes Dynger slæbes bort,
Gjennem Larmen skær Saaredes Jammer.
Frugten af flittig Bondes Sved
Trampes af fremmed Horde ned;
Der er Nød og Suk og Sorg,
Lige bitter i Hytte og Borg.

✂ Her det var, i denne Lund,
At den tredelte Stamme slog Grenene sammen,
Da i hin Midsommerstund
Først vi mødtes i jublende Gammen:
Da blev uden Svig og Skrømt
Af Nationerne Fostbrødreløftet beseglet,
Da blev Haabets Bæger tømt,
Hvori Mindernes Solglands sig spejled.
Tregang' sig drejed Aarets Rund
Alt siden hin Midsommerstund,
Og nu vorder Løftet løst:
Tankens Vaar følger Gjerningens Høst.

182

✂ Thi som Dug paa Nordens Fjeld
Drypped Blodet, der svam over Dannebods Dige,
Og der sprang af haarden Hel
Frem et Folkenes Liv uden Lige,
Og der lød et enigt Kor:
"Vi vil hjælpe og frelse den blødende Granden!
"Vi vil holde givet Ord!
"Vi vil kæmpe og dø med hinanden!"
Hil Eder, Brødre, som drog forud,
Bringende Trøstens og Sejrens Bud!
Hil i Løftets glade Lund!
Hil i Kampens alvorlige Stund!

✂

1849.

✂ Det var ved Jevndøgnstid, de Danske.
Dem lysted paany at stride
Og jage de Aadselgribbe hjem,
Som hakked i Slesvigs Side.
Det donner under Ø, det lysner over Sø, mens Tiderne skride.

✂ Og frem de drog over Mark og Hede,
Og frem over salten Vej ;
Men haard blev Striden og Jagten lang,
Før Solhverv endtes den ej.

183

✂ Den første Gang, de Lykken fristed,
Den gik dennem hart imod;
Den danske Hvalros rendte mod Land
Og stødte sit Hoved i Blod.

✂ Den anden Gang, de prøved den Jagt
Og lode Gangerne springe,
Da sprang de for kort over Koldingaa,
Og stakket Sejer de finge.

✂ Den tredie Gang var Løverne med,
Som hvile paa Danmarks Skjold,
Da bed de til, og bed igjennem
Alt Tydskens Værn og Vold.

✂ Og da blev Gribbens Fjedre plukket,
Og svedet Neldens Blad,
Og tvættet blev den tydske Ære
Alt i et Birtingsbad.

✂ Men Sagnet voxer paa Folkets Læbe.
Og i dets Bryst gror Sang,
Og Hver, som er i Striden falden,
Han lever der end engang.

184

✂ Der funkler Minder paa Nordens Himmel
Med tusindaarigt Lys,
Og dog de skal ikke dem fordunkle,
Som bleve tændte nys.
Det donner under Ø, det lysner over Sø, mens Tiderne skride.

✂

Ved Afdækningen af Mindesmærket
paa Trinitatis Kirkegaard i Fredericia.

1.

✂ Sjette Julis Sejerssol
Højt paa Himlen staar,
Og med den forynger
Sig Mindet Aar for Aar;
Hviler sødt i Jer Grav, gode danske Mænd!
Danmarks Ære voxer som en Blomst af den.

✂ Mindet om den dunkle Nat
Og den vilde Leg,
Om den lyse Morgen,
Da slagen Fjende veg;

185

✂ Mindet om de tappre Mænd,
Som for Danmark stred,
Om de Ungersvende,
Som frejdig Døden led;

✂ Mindet om hver trofast Ven
Og hvert elsket Navn,
Om de varme Taarer
Og om de bittre Savn.

✂ Mindet raaber fra hver Plet
Der, hvor Slaget stod,
Hvisker fra hver Tue,
Som vandet blev af Blod.

✂ Mindet taler højt og klart
Fra den store Grav,
Som de faldne Kæmper
Taknemligt Folket gav.

✂ Fred med dem, og Fred ved den!
Evighedens Fred!
Senest Slægt skal knæle
Ved Heltes Hvilested!
Hviler sødt i Jer Grav, gode danske Mænd!
Danmarks Ære voxer som en Blomst af den.

186

2.

✂ Danmark, dine Kæmpegrave
Er en kostbar Skat,
Bedst af Alt, hvad i din Have
Gud har gavmild sat;
Havde Du ej gyldne Agre,
Grønne Skove, Møer fagre,
Løfted dog din Søn sit Øje
Stolt fra Bautahøje.

✂ Thi de Sværde er ej rustne,
Som har Kæmper fulgt,
Og de Skjolde er ej brustne,
Som i Muld blev dulgt:
Bryder Fjendehaand dit Gjerde,
Bærer Jorden blanke Sværde,
Klinge Skjoldene og vække
Dine Sønners Række.

✂ Blodet, som din Bund har drukket,
Randt ej uden Frugt,
Og det Liv er ej udslukket,
Som til Daad blev brugt;
Af hver Helt, i Kampen faldet,
Hundred ny' til Liv blev kaldet;
Frem en mangedobbelt Styrke
Gaar af Gravens Mørke.

187

✂ Hver en Daad paa Sagas Tavle
Staar i .Lueskrift;
Der den lever, for at avle
Atter ny Bedrift.
Sommersolens Glands ej maaler
Sig med Mindets stærke Straaler;
Hvor de tændes, hvor de gløde,
Haabet staar i Grøde.

✂ Danmark, dine Kæmpegrave
Skal Du vogte tro!
Trives skal om dem din Have
Og din Lykke gro!
Naar paa dem Du tager Vare,
Møde kan du trygt hver Fare;
Thi en Magt i dem Du ejer,
Som forjetter Sejer.

188

✂

Den 25. Juli.

✂ Hil Dig, Dag med Kampens Minde
Og med Sejrens Krands!
Mens Aarhundreder henrinde
Blegner ej din Glands.
Saaret bløder - det vil lukkes,
Savnet brænder - det vil slukkes;
Men hvad Stort der er udrettet,
Vorder ej forgjettet.

✂ Du har viist, at Danmarks Vænge
Har et sikkert Værn,
Mens det føder raske Drenge,
Som kan løfte Jern;
Medens Mod og stærke Arme,
Sjæle tro og Hjerter varme
Voxe op i Bøgeskoven,
Trives vel bag Ploven.

✂ Du har viist, at Nordens Løve
Ej er vorden tam,
Ej sin Odel lader røve,
Eller taaler Skam;
189 At den, vældig i sin Vrede,
Springer over Strøm og Hede,
Og tilblods sin Fjende klapper
Med de tunge Labber.

✂ Du har viist, vi trættes ikke,
Er end Vejen lang;
Du har viist, vi frejdig skikke
Os i Nød og Trang:
Thi vi vented lange Tider,
Og vi fristed mange Kvider,
Fra hin Paaskesæd vi saa'de,
Til vi Høsten naa'de.

✂ Hil Dig, Dag med Kampens Morgen
Og med Sejrens Gry!
Endt er Striden, endt er Sorgen,
Glæden evig ny.
Naar forlængst vi er i Dvale,
Slægter synge skal og tale
Om den Sommerdag, vi strede
Hist paa Isted Hede!

190

✂

Hr. Helgesens Vise.

✂ Hr. Willisen agter sig ud paa Visit
I tidlige Morgenstunde.
Endnu har han taget sin Ros paa Kredit:
Ved Isted han hented sin Middagsmad frit,
Og Nadver han fik ved Midsunde.
Nu gaar det mod Vest:
Han vil være Gjæst
I Frederiksstad, om han kunde.

✂ Hr. Helgesen vaager for Frederiks By
I tidlige Morgenstunde:
Da rejser af Taagen sig Tydskernes Gny,
Og Bomberne hvisle og pladske fra Sky,
Men rolig han vandrer sin Runde:
"Nu, Børn, paa Jer Plads,
"At Fjenden tilpas
"Den Davre kan faa, vi ham unde!"

✂ Hr. Willisen kommer med Spil og med Sang
Han vilde, som sagt, til Gilde.
For ikke at gjøre sig Vejen for lang,
Paa Diger og Dæmninger lystig han sprang,
191 Og heller ej kom han for silde;
Thi Jyderne bød
Paa Bankekjød,
Som Tydskerne fandt smagte ilde.

✂ Hr. Willisen skændte og trued og svor,
Men Jyden ej veg en Tomme;
Da mindtes Hr. Willisen Wallensteins Ord:
"Ja, hængte den Stad mellem Himmel og Jord,
Den i mine Hænder skal komme!"
Men han og hans Hær
Var dog lige nær,
Da hele sex Døgn vare omme.

✂ Hr. Helgesen stander paa Digernes Rand
Alt hos sine haarde Svende;
Til Væg har de Klæg, og til Gulv har de Vand,
Og bag dem staar Byen i knittrende Brand
Og huser kun Nød og Elende;
Men de holde ud
I Luer og Slud
Og tænke: "Det faar vel en Ende."

✂ Hr. Helgesen stander bag Digernes Ly
I sildige Aftenstunde,
Da Luen oplyste den mørknende Sky,
Og Tydskerne stormed og stormed paany,
192 Men Døden for Skandserne funde;
Da Mand imod Mand
Fem Timer holdt Stand,
Til Tydskerne mer ikke kunde.

✂ Hr. Willisen synes, det kan være nok,
Og skynder sig hjem at drage:
Bagefter ham følger hans hullede Flok,
Den Ene tilvogns, og den Anden ved Stok,
De Øvrige lod han tilbage;
Men prale han maa:
"Den Stad lod jeg staa,
For det var ej værdt den at tage!"

✂ Hr. Helgesen sidder i Frederiks By
Blandt Stumperne, som er tilbage;
Men vide om Landene flyver hans Ry:
Hvor tidt end vi lærte de Tydske at fly,
Hr. Helgesens Daad har ej Mage.
Den skal ikke dø
Paa Dannemarks Ø,
Men leve i Sang og Sage!

193

✂

Velkomster.

1.
Til Landhæren 1849.

✂ Velkommen hjem til Arnens Fred,
I Kampens Fostersønner!
Hvorhen I drog, der fulgte med
Vort Haab og vore Bønner;
Herhjemme ogsaa Vagt vi holdt,
Og hvert et Hjerte banked stolt,
Naar Sejrens Baun I tændte.

✂ Den Kæmpeaand, som engang bar
En Verden paa sin Skulder,
I Mindets Drøm indlullet var,
Afvant med Kampens Bulder;
Da vaanded Danmark sig i Nød,
Og Livet rørtes i dets Skød,
Og Folkeaanden vaagned.

✂ Og I forstod dens dybe Røst,
I kjækt dens Vei beredte,
Og mens I holdt en blodig Høst,
Dens Sæd I vidt udspredte;
194 Ja, Eders Sværd blev Moses's Stav,
Som slog mod Folkets Bryst, - deraf
Udsprang en Livsens Kilde.

✂ Og derfor Tak det jubler nu
Med mange tusind Stemmer,
Og derfor det i trofast Hu
Al Eders Gjerning gjemmer.
Velkommen hjem til Brødres Favn
Fra Kampens Ild, fra Sejrens Baun!
Velkommen, danske Drenge!

2.
Til Sømagten 1849.

✂ En lille Plet, som Øjet knap opdager
Paa Verdens Kort - er hele Danmarks Land;
Men Havet, som dets trange Grændse drager,
Gjør Landet stærkt og rig den danske Mand:
Det slaar et Hegn om vore Blomsterkyster,
Som graadig Nabos Vælde rokker ej;
Det vugger kostbar Kjøl ved sine Bryster,
Og aabner Mandens Mod saa vid en Vej.

✂ Og ikke blot i Rummet, men i Tiden
Har Havet vide ført den danske Aand.
Viis mig en Kæmperække før og siden,
Som den fra Bille op til Absalon!
195 Og Flagets Hæder skal vel evig strække,
Gaar Lykken end en enkelt Gang imod;
Thi ingen Sky dets lyse Kors kan dække,
Dets røde Dug ej pléttes kan af Blod.

✂ Velsignet være Danmarks evigunge
Og rige Brud, det frie, friske Hav,
Med Heltedraper paa sin dybe Tunge,
Med Heltelig udi sin dybe Grav!
Velsignet være Hver, som dristig følger
Ad sine Fædres Vej til Magt og Ros
Og møder Danmarks Fjende paa dets Bølger!
Velsignet være hver en brav Matros!

3.
Til Landhæren 1851.

✂ Hil Jer, Danmarks sejersæle Sønner!
Hil Jer, Folkets unge, friske Blomst!
I tog med paa Vej dets bange Bønner,
Men det jubler ved Jer Atterkomst;
Thi da I drog bort, var Danmark lille;
Det er blevet stort ved Jer Bedrift,
Stort - i Sjæle tro og Hjerter milde,
Stort - i Skjaldekvad og Mindeskrift.

196

✂ Det har kostet mange mørke Dage,
Mangen farlig Dyst og Prøve haard,
Mange Møers Graad og Mødres Klage,
Manget Liv, der stod i fejrest Vaar.
Talrig er den vorden, "Ryes Brigade",
Ædelt Blod har øget Danmarks Gjæld;
Gode Kæmper vare de, som glade
Did med Læssøe gik og Schleppegrell.

✂ Men i Nødens Stund vi fandt os sammen
Som et Folk med samme Hjerteslag,
Og i alle Sjæle tændte Flammen,
Som begejstred Jer paa Kampens Dag;
Og i Taarers varme Regn er Grøde,
Styrkens Rug af Savnets Fure gror,
Og af Troskabs Blod skal voxe røde
Roser frem paa Danmarks frelste Jord!

✂ Hil Jer da, I tro og tappre Svende!
Tak for hvad I led og hvad I stred!
Kampens tunge Gjerning er tilende,
Kampens Maal Jer vinker nu I Fred.
Maalet, det er eet for os og Eder,
Eet for Høi og Lav, for Mand og Viv:
Det er Danmarks Riges Held og Hæder!
Det er Folkets frie, sunde Liv!

197

✂

Slesvig.

✂ Der er et Ord, et kostbart Ord,
Et elsket Navn,
Som altid lyde skal om Bord,
Og atter tages skal i Kor,
Saa vidt der aabner sig i Nord
En Broderfavn;
Saalænge Danmark har en Mand,
Der deler med sit Fædreland
Dets Savn.

✂ Det Landet er, hvorfor vi stred
Med Sværd i Haand:
Endnu isønder er dets Led,
Endnu det har ej varig Fred,
Endnu der bor bag Ejd'rens Bred
En fjendtlig Aand;
Endnu det hænger ikke fast,
Endnu behøves kunstig Bast
Og Baand.

✂ Men Slesvig - det er Danmarks Fod.
Skal fast det staa,
Saa maa med sunde Ledemod
Det fæstes til sin Livsens Rod,
Og Aarer med det samme Blod
198 I begge gaa,
Og samme Tanke, samme Lov
Fra Øresund til "Danske Skov"
Maa naa.

✂ Nu femte Junis Sol har kun
Til Nedgang kort;
Men den stod klar i Sejrens Stund,
Da Dansken slog af Hjertensgrund,
Og Tydsken lusked som en Hund
Fra Dybbøl bort.
Ja, ved det ædle Blod, som randt,
Skal Slesvig vorde fuldt og sandt
Til vort!

✂

Grundloven.

1.

✂ Loven blev til, hvormed Landet skal bygges,
Træet er sat, hvoraf Slægter skal skygges,
Marv er i Stammen, og sund er dets Rod.
Broderlig delte vi, Høje og Lave,
Karrigt ej Kongen udmaalte sin Gave;
Vi havde Mod til at ta' derimod.

199

✂ Men, hvad vi fik uden Kamp, er ej vundet,
Sejerens Krands er endnu ikke bundet;
Kampen vil komme, og nu er den nær.
Det gaar ej godt, om vi styre iblinde;
Udenfor kule de østlige Vinde,
Og her forinden er Klipper og Skær.

✂ Dog skal det gaa, naar med Lempe vi fare
Og ta'r paa Vinden og Voverne Vare,
Ja, naar hver Mand kun vil gjøre sin Pligt;
Naar vi for Skygger kun ikke er bange,
Naar vi ej dysses af Selvsygens Slange,
Men har det Hele og Alles i Sigt.

✂ Derfor kun fremad til Kamp og til Sejer!
Ej vil vi spare de Kræfter, vi ejer.
Naar vi for Dannemarks Fremtid skal slaa.
Kongen er trofast, han vil ikke svige,
Folket er enigt, det vil ikke vige:
Landet skal bygges, og Loven skal staa!

200

2.

✂ Paa Danmarks rige Slette
Engang et Majtræ stod,
Som Frederik den Sjette
For Folket plante lod.
Det kaldte os til Thinge
Alt med sin Fane grøn;
Derhen vi skulde bringe
Vort Ønske og vor Bøn.

✂ Tynd var kun Træets Krone,
Og Stammen var kun kort,
Og Bønnens svage Tone
I Vinden døde bort;
Men Bladene, de spæde,
Jo Haabets Farve bar,
Og derfor Folkets Glæde
Og Trøst det længe var.

✂ Da mørkned Danmarks Himmel,
Og Kampens Torden lød,
Og Fjenders tætte Vrimmel
Sig over Sletten gød;
Men Folket, uforskrækket,
Stod fast om Kongens Stol,
Og gjennem Uvejrsdækket
Brød frem vor Junisol.

201

✂ En anden Fredrik talte:
"Mit Folk skal være frit!" -
Da højt sig Træet hvalte,
Da bredte det sig vidt;
Da blev dets Blade tætte,
Da skød det Grene ny,
Saa hele Danmarks Slette
Det Skygge gav og Ly.

✂ Hil staa det i sin Sommer,
Vort danske Frihedstræ;
Thi Livets fagre Blommer
Skal trives i dets Læ,
Og Himlens Fugle sjunge
Skal under Løvets Hang,
Og Folkets Røster runge
Med gammel nordisk Klang!

✂ Hil Ham, som villig valgte
At styre frie Mænd,
Som holdt det Ord, han talte,
Og Intet tog igjen!
Hil hver en ædel Stemme,
Som var hans Villies Tolk!
Hil Friheden herhjemme!
Hil Kongen og hans Folk!

202

3.

✂ Velkommen, Folkets Foraarsdag,
Med Frihedssolen oppe
Og Millioner grønne Flag
I Bøgeskovens Toppe!
Du er en Grændse, der blev sat
Imellem Trældoms Vinternat
Og Manddoms Sommerdage.

✂ Vor Frihed er endnu en Vaar,
Der lover mer end yder,
Hvori en Fremtidssæd vi saa'r,
Men ej dens Frugter nyder;
Og Mangen tabte Haab og Mod,
Og sine Arme synke lod,
Fordi han fandt kun Møje.

✂ Og Solen varmer end ej ret,
Og Nattefrosten lurer
Paa Spirerne, der pippe spædt
Af Markens nye Furer,
Mens en ufrugtbar Hvirvelvind
Koldt over Landet blæser ind
Fra Sønden og fra Østen.

203

✂ Men vi har Haab, og vi har Tro,
Og vil ej trætte blive;
Thi paa os selv det vil bero,
Om Sæden Frugt skal give.
Mod Trusel kjækt vi sætte Trods,
Og Danmarks Konge staar med os,
Og Gud vil skænke Lykke.

✂ Velkommen derfor, Foraarsdag,
Som endte Vintrens Mørke!
Du bringe skal vor gode Sag
Hvert Aar forøget Styrke!
For Danmarks Land, for Folk og Drot
Du varsler rigt, Du lover godt!
Og vi skal Løftet holde!

204

✂

Den danske Bonde.

✂ Den danske Bonde sad engang
Som Herre paa sit Eje;
Selvgiven Lov han lød, men Tvang
Han ej sin Hals lod neje;
Han værgede som Kæmpe bold
Sit Land og egen Bo mod Vold,
Og løftede den Drot paa Skjold,
Som Riget skulde raade.

✂ Da kom en Tid, hvor Fogdens Pidsk
Hans Ryg i Furer pløjed;
Da Sult og Nød sad ved hans Disk,
Og Trællesind ham bøjed;
Da han sled Dagen hen i Ægt,
Og Sløvhed letted Aagets Vægt:
De sidste Skud af denne Slægt
Var dem, der løb fra Kjøge.

✂ Thi sildig bredte Kundskabs Dag
Sig over Nordens Lande:
Da lysned det bag Bondens Tag,
Da klaredes hans Pande;
205 Da retted han sin Ryg igjen,
Og kasted rustne Lænker hen,
Og tog sin Plads blandt Dannemænd,
Som flokkedes paa Thinge.

✂ Den danske Bonde sidder nu
I Folkets Raad med Ære;
Med Skulder stærk og trofast Hu
Han skal vor Frihed bære!
Han har ej svigtet, da det kneb:
Ved Frederits og Isted skrev
Han selv med Blod sit Adelsbrev,
Og hædret skal han være!