Akademisk Læseforening.
1.
✂
"Der stod et Træ i Regensens Gaard,
Det bar saa skyggefulde Grene;"
Derunder Slægterne fra Høst og Vaar
Sig kunde broderlig forene;
Der drak de Tankens Honning, Ordets Duft,
Og Sangen rulled gjennem Aftnens Luft
Om Danmarks Ø,
Om Hjertets Mø,
Om Gaardens Pris og Christians Hæder.
✂
Og Træet Spire paa Spire gav,
Som af sin gode Marv det maatte;
Men Gaardens Forsyn holdt mere af
En lille vissen Urt i Potte;
57
Og derfor kapped Øxen af dets Rod,
Endskjønt det i sin fejre Sommer stod;
Flokken, som sad
Under dets Blad,
Blev spredt, som salig Polens Sønner.
✂
Det faldt de husvilde Svende ind:
"Der gaaer paa Gaden jo saa Mange
"Med samme Stempel og Brodersind,
"Som dem, der bo i Gaardens Gange.
"Hvad om vi samled sammen dem med Il
"Og Facultetet narrede April?
"Om vi med dem
"Bygged et Hjem
"Af ny for gjæve Musasønner?"
✂
Der staaer en Knejpe paa Hauserplads:
Paa Pladsen der det netop kniber,
Og Luften falder lidt tung og kras,
- Tak ske de offenlige Piber!
Fra Kakkelovnen Pallas bag sit Skjold
Alvorlig ser paa sine Drenges Sold;
Smal Vittighed
Glider kun ned
I "Vrøvleho'dets" trange Strube.
58
Men døje kan man lidt Puf og Tryk,
Hvor nok af Hjerterum der gives,
Og Atmosfæren er ej for tyk,
Hvor Livet frit og frisk kan trives;
En Smule Sold gjør ikke Pallas vred,
Thi Mod og Kraft forfriskes jo derved,
Og Viddets Spil
Dog af og til
Erstattes kan af flotte Løjer.
✂
Idag vor Knejpe til Verden kom,
Et Aar er just forganget siden;
Er end dens Kræfter en ringe Sum,
Saa voxe de vel til med Tiden.
Gid den bevare blot sit ægte Præg,
Og huse Brodersindet bag sin Væg!
Derpaa beror
Fremtidens Flor:
Thi skal Geburtsdagsbarnet leve!
2.
✂
Vor Hu har intet Blivested,
Den flytter med vort simple Kammer:
Vort Hjerte varmes ikke ved
En huslig Arnes milde Flammer:
Og knuger Livets Kval vort Bryst,
Vi savne tidt en kjærlig Røst,
Som nyfødt Haab og Mod og Trøst
Kan i den syge Sjæl opklække.
✂
Men ene vi dog aldrig staa,
Vor Vej er dog ej mørk og øde,
Saasnart kun vore Hjerter slaa
Hinanden broderlig imøde;
Vi fødtes jo af samme Skød,
Det samme Aandens Kald vi lød,
Og Evighedens Straale gød
Den samme Ild i vore Aarer.
✂
Og derfor om vor hele Stand
Et stærkt og helligt Baand sig vinder,
Som, selv ej slidt af Tidens Tand,
Med Gubben Ynglingen forbinder;
En Pagt, der voxed, frisk og sund,
Af Hjertets foraarsvarme Bund,
Men drak sin Marv, sin indre Gund
Af Tankelivets rige Kilde!
✂
Kun Enkeltmand har intet Hjem,
Men husvild er ej hele Stammen:
I denne Kreds vi kaldte frem
Et Arnested for Broderflammen;
Her staar et Ly for Regn og Vind,
Gror Lindring for hvert sorgfuldt Sind,
Her farver Glædens Kald vor Kind
Og lokker Toner af vort Hjerte.
✂
Og om vort Samfunds unge Kraft
Vil stolt paa Tidens Strømning flyde,
Om Tanken selv, der har det skabt,
Vil som en visnet Skal det bryde;
Det Liv, vi her alt levet har,
De Blomster og den Frugt, det bar,
Skal tindre som en Stjerne klar
Paa vor Erindrings stille Bue!
3.
✂
Kors, Akademicum! er det Dig selv?
Kjender Du Dig i det store Hotel?
Du, som i Vimmelskafts-Sølen sov vel,
Druknende i Gjæld!
Hvor er din Sfære af Tran og Tobak?
Hvor er din Vinduestræk og din Schak,
Oppositionen med Briller og Frak
Og drøvtygget Snak?
✂
Her ser man jo Ministre,
Ulke og Stokfilistre,
Gentlemen og Pak:
En afdanket Formand slaar
Her paa Puf Etatsraads-Folder,
Og for Blomsterpige gaar
Mangen driftig Solder:
Se, Carl Nielsen i Embedshabit,
Gamle Bekjendte af Holbergs Elit',
Triblers Fink-Lohr og tyrolsk Kvirrevit
Og Frøkner i Sort og Hvidt!
✂
Ak, men det Hele er kun Illusion!
Atter, naar Phoebus faar fyldt sin Ballon,
Finder Enhver kun sin gamle Person,
Blot for al Fiction:
Lysene slukkes, og Tonerne dø,
Skæget gror frem paa den blomstrende Mø,
Hele Besætningen gaar op i Frø,
Thi "alt Kjød er Hø".
Herskab og Domestikker
Af samme Bolle drikker,
Lige genereus:
Ungdomskraften slaar Sparto
Til de pudrede Parykker,
Og Magnaters Morgenro
Endes af en Rykker.
62
Stadsen bli'r bragt Marchandiseren hen;
Slet ingen Rest af vor Lyst er igjen,
Uden et Hul i din Kasse, min Ven!
Og saa dine Tømmermænd.
✂
Lad det kun flygte, det raske Moment!
Lad det ha' tømt Dig din Pung saa omtrent!
Glæden, min Bro'er! gi'r, naar selv den er endt,
Varige Procent.
Svulmer dit Bryst ikke af Harmoni?
Hører Du Toner ej bruse deri,
Toner af Livet og dets Poesi,
Som gjør stærk og fri?
Tidt skal dit Hjerte banke,
Tidt nynne skal din Tanke
Samme Melodi.
Snart vi skilles, - og faa Kald,
Viv og Børn og egen Hytte;
Mindet om vor Ungdom skal
Vi dog med os flytte;
Og naar engang udi Bedstefa'rs Sal
Atter der nippes af Glædens Pokal,
Gjenfødt af Tanken opstande da skal
Vort lystige Karneval!
4.
✂
Sold, Akademicum, een Gang endnu!
Kald dine Sønner med sværmende Hu!
Løft dine Stemmer til Gjenboers Gru
Een Gang endnu!
Væk nu med Driverne, Bordene frem!
Stolene ind mellem Stolene klem!
Bli'r der ej Plads til et tørstende Lem,
Faar han gaa hjem.
Kom, vore Ganymeder,
Unge Johan og Peder,
Og sæt Boller frem!
Thi det var jo dog en Skam,
Om vor Knejpe Straadød døde,
Den bør druknes i en Dam
Udaf Druer røde.
Kraftigt og friskt var det Liv, den gav Ly,
Derfor den hilse sin Død uden Sky;
Lystig og kjæk, som den var i sit Gry,
Den dale for Nytaarsny!
✂
Husker I, dengang vi bosatte ble'
Tæt ved Regensen for Markstykker tre,
Levede sobert af Kaffe og The
I vor Ide;
64
Fik, mens vi sad paa den muddrede Plads,
Tyrke-Divaner og kristent Kalas,
Lavede Hyldingsadresser paa Trads;
Jo, det var Spas!
Spilte "Contubernaler,"
Og hørte kvalme Taler
Af Professor Ras-:
Slog saa ned i Vimmelskaft,
Trak af Russer hele Flokken,
Soldede med dem paa Kraft
Efter Formandsklokken;
Tegned og præked og sang Politik,
Snyder paa Snyder fra
"Kammeret" fik,
Misted vor Kasse, men holdt os en Klik,
Og halvt i Hundene gik.
✂
Ja, vi er blevne os lige til Sidst;
Selvsamme Dyder og selvsamme Brist,
Vrøvl og Principer og Enhed og Tvist
Bo her som hist.
Nu er det ude, vort Kredsløb er endt,
Formen, vi bugted os i, har udtjent;
Nytte vi skal, hvad vi her har erkjendt,
I et nyt Moment.
Imorgen Kveld med Glæde
Skal ind i dette træde
Hver en brav Student!
65
Men i Aften Mindets Kraft
Sejre over det, vi haabe,
Blande i den stærke Saft
Vemods milde Draabe!
- Her har vi tømt Ungdomsglædernes Skaal,
Varmet vort Hjerte ved Vingudens Baal,
Svoret, at Frihed og Ret er vort Maal!
Drik Akademicums Skaal!