Ploug, Carl Nat

Nat.

1.
Udsigt fra Strib.

Hvor denne Nat er skjøn!
Mildt vifter Sommervinden med sin Vinge,
Som steg den ikkun for at bringe
Til Himlen Bølgens Suk og Blomstens Bøn,
Se Maanen majestætisk skride
Igjennem Højeloftets dybe Blaa,
Og Tusinder af gyldne Stjerner
Som bly, beskedne Terner
Om deres høje Dronning staa,
Mens hendes Kjortels Sølvmorsstrømme glide
Ned over Jordens dunkle Side
Og hylle Land og Hav i magisk Glands!

Men ej Naturens Glæde, Fred og Hvile
Formaar at fængsle Sind og Sands,
Mens disse korte Timer ile.

Her er ej Fred, men Stridens høje Larm.
Her er ej Ro, men vilde Kræfters Harm.
Her er ej Glæde, nær er Slagets Gru;
Dødsenglen svæver over dette Nu.

292

Histovre bag de sagte kruste Bølger
Et Net af hvide Røgsky'r dølger
Fredericias halvt forfaldne Vold,
Det danske Fastlandsriges sidste Skjold.

Men Lyn paa Lyn igjennem Dampen fare.
Nu tordner Fæstningen fra hver en Kant,
Nu Strib, dens ufortrødne Sekundant,
Og Fjendens Batterier hidsigt svare.
De spy en Vredesild mod fyenske Kyst;
Glodrøde Bomber over Beltet krydses,
Snart mødes midtveis de og kysses,
Snart bore de sig dybt i Klintens Bryst.

Det er et evigt Bulder uden Pause
Og Frist en eneste Minut.
Kanonens dumpe Stemme raaber uafbrudt,
Og imod den er alle Røster tause.

Og dog er dette Raseri med Jern og Svovl og Ild
Ej Kampen selv, men kun Prolog dertil,
Ikkun et lystigt, blodløst Mummespil
Mod det, som forestaar, mens Natten lider.

Thi se, midt under Ilden glider
En Rad af Baade mellem Kyst og Kyst.
De har bragt Hæren over rask og tyst,

293

Nu staar den færdig i Fredericias Gader
Og venter ikkun utaalmodig paa
Signalet til at gaa
Mod Fjendens stærke Værn og Palisader.

Nys stødte fra en Baad; det var den sidste;
Den førte dem, som føre an.
Naar den er lagt til Land,
Det gjælder og skal bære eller briste.

Men hvilket der vil ske, det veed kun Han,
Som styrer Fredens Dont og Kampens Stevne.
Han veed, om nu vi herligt hævne
Skal Eckernførdes Jammer, Koldings Brand,
Og se omsider kronte Seirens Drømme.
Han veed, om vi en Sorgens Kalk skal tømme,
Og se unyttig spildt af planløst Mod
Igjen vort unge Liv og dyre Blod.

Men hvad Han veed, vil Morgenrødens Strimer
Forkynde for hvert Sind, der febersygt
Omtumles mellem Tvivl og Haab og Frygt
I disse skæbnesvangre Timer.

Ha! Fæstningen forstummer. Hvad er det?
Er vort Artilleri alt træt?
Skal Fjenden have Lov at fyre ene?

294

O nej! Nu ser jeg hist paa Havets Stok
Bevæger fremad sig den mørke Flok.
Saa veed jeg nok.

Nu ruller Teppet op for Nattens Scene!

2.
Soldaterne i Fæstningen. Matroserne paa Beltet.

Soldaterne:

Vi vil ud, vi vil ud,
Vi vil ud at slaas!
Ei maa Fjendens Skud
Søge ind til os.
Vi vil hilse paa vor tydske Hr. Fætter;
Han bedst os forstaar, naar bag Bajonetter
Freidig vi byde Kugler Trods.

Matroserne:

Hal nu i Tridserne!
Op med Koulisserne!
Vi skal jo spille Komedie.
Vi er halvanden Mand,
Men for en tydsk Forstand
Se vi vel ud som halvtredie.

295
Soldaterne:

Lad os gaa, lad os gaa
Ud i aabent Felt!
Vi kom for at slaa
Over Lille Belt.
Hvad vente vi paa, naar Midnat er slagen?
Vi fægte jo kan, saagodt som om Dagen,
Under Vorherres Stjernetelt.

Matroserne:

Brusende, feiende,
Gyngende, svaiende,
Fare vi hen over Vandet.
Raab alle Mand: Haloi!
Vi tør vel gjøre Støj,
Siden vi skal ikke Andet.

Soldaterne:

Nu afsted, nu afsted
Fra den brændte By!
Gaa med raske Fjed
Uden mindste Kny!
Ej mærkes vi vil, før vi er ved Skandsen,
Ej liste de skal, som før, væk fra Dandsen.
Ballet skal staa til Morgengry,

296
Matroserne:

Skynd Jer i Hoserne!
Her er Matroserne,
Som Jer for Sidst ville takke.
Kom blot i fuld Gevær
Stranden en Smule nær,
"Bedstemo'r" med Jer vil snakke.

Soldaterne:

Lige frem, lige frem
Gjennem Vind og Vejr!
Marchen gaaer kun hjem
Over Fjendens Lejr,
Den Gamle har sagt, at Ingen maa vige,
Og Feltraabet er: Vort Land og vor Pige!
Lystig da frem til Kamp og Sejr.

Matroserne:

Se kun, om Krysterne
Er her ved Kysterne!
Fanden dem alle har taget.
Saa maa vi gaa i Land;
Vore halvanden Mand
Skulde dog lidt med i Slaget.

297

3.
Den Ventende paa Volden.

Nu er de Alle ude. Skytsets Torden
Er af en ængstlig Stilhed fulgt.
Veed Fjenden Alt? Staar han i Orden
Og venter dem, bag sine Skandser dulgt?
Et Øjeblik - og Svaret følger.
O, se! Lig trende sorte Bølger
Fremvælte vore Stormkolonner
Med ilsom Hast, men tyst som Aander.
De Forpostkjæden naa - i Flugt den viger.
Stilheden er forbi.
Højt Kampens Raab fra hele Sletten stiger.
O, Slagets mørke Poesi?
Du river hen min Sjæl. Jeg kan ej tøve.
Ud maa jeg, ud, min unge Kraft at prøve!

4.
Kulsviernes Sang.

Fæld Geværet og løb!
Frem i Taagen!
Falder Nogen,
Stands dog ikke!
Lad ham ligge!
298 Sejr ej faae for bedre Kjøb.
Ha, Ilden sig forstærker;
Vi staa for deres Værker,
Se Glimtet derfra!
De tro, de kan holde
Paa Værn og paa Volde;
Men vi maa dem ha'.
Over Graven i et Sæt!
Over Volden flink og let!
Hurra!
Vi vil slaas med Jer nu, var det En imod To:
Vi har Kulsviernæver og Kulsviertro.
Hurra!

Ind paa Livet af dem!
Giv dem Braadden
Eller Klodden,
Brug Geværet
Eller Sværdet,
Men slaa til, saa det har Klem!
Nei, Ingen bliver skaanet:
De Hunde har jo haanet
Vort Elag og vort Sprog.
Lad Kvinderne sukke,
Og Ravnene hugge
De Mensvornes Skrog!
299 Denne Rede har vi tømt;
Hvad ej styrted, det er rømt.
Hurra!
Frem i Spidsen for Hæren! Der bruges vi jo,
Vi med Kulsviernæver og Kulsviertro.
Hurra!

5.
Piger paa Fyens Kyst.

Jeg kan ej slumre
For Angst og Vaande;
Jeg kan ej aande
I Stuer lumre,
Mens Huset ryster
Af stærke Drøn.
Følg mig, min Søster,
Herfra i Løn!
Kom, lad os vanke
Til Kirkens Banke!
Der vore Blikke
Af Frejas Stjerne
Lidt Trøst skal drikke,
Og spejde i det dunkle Fjerne,
Hvor vore Kjære
Er skjulte blandt de vrede Hære.
300 O, hvilken Kval at lide,
Sin Elskede at vide
I Slagets vilde Larm!
Hvor Kugleregnen falder
Og skaaner ingen Alder
Og ingen trofast Barm.

Maaske han alt er saaret,
Og blev af Striden baaret,
Bevidstløs, bleg og mat:
Og jeg kan ham ej pleje,
Ej sidde ved hans Leje
Og vaage i hans Nat.

Maaske - o nej, jeg slipper
Ej Haabet, før det glipper -
Han maa, han kan ej dø!
Tilbage vist han kommer
Til Livets Vaar og Sommer
Og til sin bange Mø.

Ej Klager dæmpe Tvivlens Hvisken, Frygtens Raab.
Nej, lad i Bøn os søge Trøst og Haab!
301 Hør os, o Gud! O, hør os, som bede!
Tag ej din fiaand fra Danmark i Vrede!
Du har det prøvet med tunge Slag.
Eader, Du ser, at taalmodigt det lider;
Fader, Du veed, at mod Uret det strider;
O, giv da Sejr vor retfærdige Sag!

6.
De Danske sejre. Fjenden flyer.

De Danske:

Hurra! Nu har vi Alt!
Den sidste Skandse faldt.
De flux Geværet strakte,
Saasnart de saa', det gjaldt.
Og har de intet Værn
Nu længer nær og fjern,
Vi sagtens kan dem magte
Med det kolde, blanke Jern.
Fra Gjærder og til Gjærder
Vi storme under Sang;
Men dem i Øret skærer
Forvist den danske Klang;
Thi knap vi stemme i
Vor gamle Melodi,
Saa gaa de Krebsegang.

302
Fjenden:

Tilbage! Tilbage! Hvem Satan kan staa
Mod disse forvovne Krabater!
Som hungrige, glubende Dyr gaa de paa,
Og ej som honnette Soldater.
O, Fader Bonin,
Vor Trøst fra Berlin!
Hjælp nu dine brave Kammerater!

De Danske:

Hurra! Driv dem foran
Ned efter Lillestrand!
Der skal de Valget have
Imellem Ild og Vand.
Frem, rask og uforsagt!
Det er en prægtig Jagt:
Den tydske Mikkels Grave
Har vi alle i vor Magt.
Nu gjennem Mark og Lunde
Han listelig sig sno'r,
Men gode danske Hunde
Er ude paa hans Spor,
Og agte paa hans Sving,
Og følge ham i Spring,
Og glamme højt i Kor.

303
Fjenden:

Saa kom dog! Saa kom dog! Hvorfor skal vi dø!
De Danske ej give os Naade,
Og bagved os aabnes den gabende Sø,
Der gaa de Uhyrer af Baade.
O, Fader Bonin,
Vor Trøst fra Berlin!
Hvi vilde din Konge os forraade?

De Danske:

Se Solen, hvor den smukt
Staar op af Havets Bugt,
For paa vor Sejr at skinne
Og vore Fjenders Flugt!
Ja, denne Nat var god.
Lad den ha' kostet Blod,
Saa skal den altid minde
Om de danske Drenges Mod.
Man har saa ofte prist os
Og sagt os meget Pent,
Og Høflighed bevist os,
Med Kjærlighed forent,
Og Ære os forient,
Og godt det Alt var ment;
Men nu er det fortjent.

304