Henrik Nikolai Clausen.

✂ Fordum, naar Nordens
Stridglade Sønner
Stævned med Sejr til
Havhegnet Hjem,
Hilste dem Harpens
Hellige Strenge,
Majfriske Møer dem
Mjødhornet bød.

✂ Tiderne svunde: -
Skræmmet blev Sejrens
Flygtige Fugl fra
Faldende Nord;
Styrken blev brudt af
Barnagtig Tragten,
Modet blev slukt i
Sløvhedens Strøm.

✂ Fribaaren Jordbund
Trampede Trælle,
Kæmpernes Grav blev
Grævlingens Hus:
89 Fremmede raned
Ældgammel Odel,
Skifted ved Lodkast
Ærerig Arv.

✂ O, men til Ende
Ragnarok rinder;
Engang skal Norden
Nyfødt opstaa!
Styrken, som slumred,
Vaagner og voxer;
Modet, som døde,
Ganger af Grav.

✂ Nu træde atter
Kæmper i Kreds med
Staalhærdet Villie
Højhjertet Hu, -
Kæmper for Sandheds
Straalende Mærke,
Kæmper for Folkets
Frihed og Ret.

✂ Tankens og Ordets
Vaaben de valgte,
Aanden og Livet
Tog de i Sold,
90 Sejerens Fylgie
Fæsted de atter;
Nordstjernens Fakkel
Viser dem Vej.

✂ Hil Dig, Du Tankens
Højbaarne Høvding!
Hil Dig, Du Ordets
Hugprude Helt!
Stemmernes Klang Dig
Hjemkommen hilser,
Hilser i Dig den
Sejrende Sag.

✂ Tak, for Du værged
Voldtaget Eje,
Fædrenes Kampløn,
Mødrenes Maal!
Tak, for Du hævded
Hadhærget Frihed,
Tolked for Folket
Fremtidens Haab.