†
Christian Baltasar Krarup Bergenhammer.

✂ Nu gulnes Lindens Løv og falder af,
Og Blæsten hvirvler det omkring i Støvet,
Naturens Fylde stunder til sin Grav,
Og Livet synker visnet ned som Løvet;
Hvor nys vi stod i Kveld, en talrig Rad,
Og slynged Sangen om det grønne Blad,
Nu taus en Enkelt vanker og bedrøvet.

✂ Thi alt gik Mangen, kaldt en trofast Svend,
Tilsengs bag Hverdagssyslens snevre Skranker
Og kjender knap sit Ungdomsliv igjen,
Som taaget svæver for hans dorske Tanker;
Og mangen Gut med frit og lystigt Sind,
Med Sundhedsblomsten paa den varme Kind,
I Gravens stille Havn har kastet Anker.

✂ Nys runged Klokker over Beltets Bred,
Til Kirkegaarden bar man bort en Baare;
Der lagdes en af vore Bedste ned,
Og Gravens Rune ristede - en Taare.
Hans Stjerne skinned vist ej bredt og vidt,
Den store Verden kjendte ham kun lidt,
Men Venneklyngen elskede ham saare.

✂ Han var en djærv og kraftfuld Søn af Nord,
Saa fyrig og saa varm som Sydens Ranke;
Han var saa kjæk og brav i Daad og Ord,
Saa ærlig og saa ren i Hu og Tanke;
Han var en Ven, som man kun finder faa,
En Klippe, som man kunde bygge paa,
Mens Bølgen skylled bort den skøre Banke.

✂ Et frodigt Liv der spired i hans Barm,
En Aandens Vaar med Hjertets Roser røde;
Naar Glædens Kalk han tømte ungdomsvarm,
Saa folded den sig ud i fejrcst Grøde,
128 Saa flammede hans Blik, hans Læbe klang,
Begejstret stemte Koret i hans Sang,
Og Hjerter favnedes i Toners Møde.

✂ Et helligt Haab var Maalet for hans Id,
For Aandens stille Kamp og tause Virken,
En Herrens Præst at vorde gjæv og blid,
At tolke Ordets Herlighed i Kirken.
Hans gamle Moder suged Kraft deraf.
Det svandt - nu staar hun ved den friske Grav,
Nedbøjet, som paa Fjeldet Hængebirken.

✂ Thi Liv skal vorde Død og Glæde Kval,
Og Haabet som et Stjerneskud udslukkes,
Hver Blomst, som spirer frisk i Jordens Dal,
For Kulden visne og af Stormen plukkes,
Saa lyder Nornens mørke, tunge Dom:
Mod den er al vor Kamp og Stræben tom,
Og den forstummer først, naar Kisten lukkes.

✂ Men Død skal vorde Liv og Smerte Lyst,
Af Muldet stige skal en Blomsterkjæde,
Det Haab, som segned sygt og mat i Høst,
I ny og herlig Vaarglands skal fremtræde;
Vort Savn skal stilles, Graaden tørres bort,
Thi Døden er jo kun en Slummer kort.
Han er indgangen til sin Herres Glæde.